L 57 Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Udvidet definition af menneskehandel m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-12-2011

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011)

20111_l57_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011)

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af straffeloven (Udvidet definition af menneskehandel mv.)

(Lovforslag nr. L 57)

Formålet med lovforslaget er at bringe dansk straffelovgivning i overensstemmelse med det nye EU-direktiv om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor.


Som følge af Danmarks retsforbehold er direktivet ikke bindende for Danmark. Regeringen finder imidlertid, at Danmarks strafferetlige værn mod menneskehandel fortsat bør være på niveau med resten af Europa.


Lovforslaget indebærer, at det element af udnyttelse, som indgår i straffelovens definition af menneskehandel, udvides således, at også udnyttelse af strafbare handlinger fremover kan straffes som menneskehandel. Det kunne eksempelvis være i tilfælde, hvor gerningsmanden har tvunget den pågældende her til landet med henblik på at udnytte den pågældende til systematisk at begå butiks- og lommetyveri.


Desuden indeholder lovforslaget et forslag om at forhøje strafferammen for menneskehandel fra 8 år til 10 år. Hermed sikres det, at der ved strafudmålingen til stadighed er et væsentligt råderum i forhold til selv helt ekstraordinært grove eller omfangsrige former for menneskehandel, mens det ikke er hensigten, at den forhøjede strafferamme skal føre til ændringer af udmålingspraksis i de typer af sager om menneskehandel, som vi kender i dag.


Endelig indebærer lovforslaget, at danske statsborgere og andre, der har fast ophold her i landet, kan blive retsforfulgt ved de danske domstole for menneskehandel begået i udlandet, selv om handlingen ikke også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.