Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV 2010/24/EU

af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (Offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 31. marts 2010)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning t il traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113 og 115,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Gensidig bistand mellem medlemsstaterne til inddrivelse af hinandens og Unionens fordringer i forbindelse med visse skatter og andre foranstaltninger bidrager til at sikre et velfungerende indre marked. Den sikrer fiskal neutralitet og har gjort det muligt for medlemsstaterne at afskaffe de diskriminerende beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, som var udformet for at hindre svig og budgetmæssige tab.

(2) Der blev først fastlagt ordninger om gensidig bistand ved inddrivelse i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den europæiske udviklings- og garantifond for Landbruget, samt af landbrugsimportafgifter og told. Direktivet og dets ændringsretsakter blev kodificeret ved Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger.

(3) Disse ordninger udgør et første skridt mod bedre procedurer for inddrivelse i Unionen, idet de harmoniserer gældende nationale regler, men de har imidlertid vist sig utilstrækkelige til at opfylde kravene i det indre marked, som det har udviklet sig de seneste 30 år.

(4) For bedre at beskytte medlemsstaternes finansielle interesser og det indre markeds neutralitet er det nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for gensidig bistand til inddrivelse til at omfatte fordringer i forbindelse med skatter og afgifter, der endnu ikke er omfattet af gensidig bistand til inddrivelse, mens det med henblik på at imødekomme det stigende antal anmodninger om bistand og opnå bedre resultater er nødvendigt at gøre bistanden mere effektiv og lettere at anvende i praksis. For at opfylde disse mål er væsentlige tilpasninger nødvendige, og det vil ikke være tilstrækkeligt blot at foretage en ændring af det eksisterende direktiv 2008/55/EF. Nævnte direktiv bør derfor ophæves og erstattes af en ny retsakt, der bygger på de resultater, der er opnået gennem direktiv 2008/55/EF, men som fastsætter klarere og mere præcise regler, hvor det er nødvendigt.

(5) Klarere regler ville kunne fremme en mere omfattende informationsudveksling mellem medlemsstaterne. De ville endvidere kunne sikre, at alle juridiske og fysiske personer i Unionen er omfattet, idet der tages hensyn til det stadigt voksende spektrum af retlige former, herunder ikke blot traditionelle former som truster og fonde, men til alle de nye instrumenter, der kan oprettes af skatteyderne i medlemsstaterne. De ville desuden kunne gøre det muligt at tage hensyn til alle de former, som fordringer fra de offentlige myndigheder i forbindelse med skatter, afgifter, bidrag, tilbagebetalinger og interventioner kan antage, herunder samtlige pengekrav mod den berørte skatteyder eller en tredjepart, og som træder i stedet for hovedkravet. Klarere regler er nødvendige især for bedre at definere alle de berørte parters rettigheder og forpligtelser.

(6) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at beslutte, hvilke inddrivelsesforanstaltninger der skal være tilgængelige i deres nationale lovgivning. Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at hverken forskelle mellem nationale love eller manglende koordinering mellem de kompetente myndigheder forhindrer, at ordningen for gensidig bistand i henhold til dette direktiv fungerer gnidningsløst.

(7) Gensidig bistand kan bestå af følgende: Den bistandssøgte myndighed kan meddele den bistandssøgende myndighed de oplysninger, den har brug for til inddrivelse af fordringer, der er opstået i den bistandssøgende medlemsstat, og give den betalingspligtige meddelelse om ethvert dokument vedrørende sådanne fordringer, der hidrører fra den bistandssøgende medlemsstat. Den bistandssøgte myndighed kan også efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed inddrive fordringer, som er opstået i den bistandssøgende medlemsstat, eller træffe retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse af disse fordringer.

(8) Vedtagelse af en ensartet akt til anvendelse i forbindelse med eksekutionsforanstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat, samt vedtagelse af en ensartet standardformular for meddelelse af akter og afgørelser vedrørende fordringen, skulle løse de problemer med anerkendelse og oversættelse af akter fra andre medlemsstater, som i høj grad bidrager til den manglende effektivitet i de nuværende ordninger om bistand.

(9) Der bør skabes et retsgrundlag for udveksling af oplysninger om specifikke tilbagebetalinger af skat uden forudgående anmodning. Af hensyn til effektiviteten bør det ligeledes gøres muligt for skatteembedsmænd fra en medlemsstat at være til stede ved eller deltage i administrative undersøgelser i en anden medlemsstat. Der bør sikres mere direkte udveksling af oplysninger mellem tjenester med henblik på hurtigere og mere effektiv bistand.

(10) I lyset af den øgede mobilitet i det indre marked og restriktionerne i traktaten og anden lovgivning om de garantier, som skatteydere, der ikke er etableret på det nationale område, kan kræve, bør mulighederne for at anmode om inddrivelses- eller retsbevarende foranstaltninger i en anden medlemsstat udvides. Da fordringens alder er en afgørende faktor, bør det være muligt for medlemsstaterne at anmode om gensidig bistand, selv hvis de nationale inddrivelsesmuligheder endnu ikke er udtømt, bl.a. når anvendelsen af sådanne procedurer i den bistandssøgende medlemsstat ville give anledning til uforholdsmæssigt store vanskeligheder.

(11) En generel forpligtelse til at meddele anmodninger og dokumenter i digital form og via elektroniske netværk med præcise regler om anvendelse af sprog i anmodninger og dokumenter burde give medlemsstaterne mulighed for at behandle anmodninger hurtigere og lettere.

(12) Under inddrivelsesproceduren i den bistandssøgte medlemsstat kan fordringen, meddelelsen fra myndighederne i den bistandssøgende medlemsstat eller den akt, der giver mulighed for eksekution heraf, anfægtes af den berørte person. Det bør fastsættes, at den berørte person i sådanne tilfælde bør indbringe sagen for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat, og at den bistandssøgte myndighed bør suspendere eksekutionsproceduren, indtil der foreligger en afgørelse fra den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat, medmindre den bistandssøgende myndighed anmoder om andet.

(13) Med henblik på at tilskynde medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige midler til inddrivelse af andre medlemsstaters fordringer bør den bistandssøgte medlemsstat kunne inddrive de omkostninger, der er forbundet med inddrivelsen, fra den betalingspligtige.

(14) Effektivitet vil bedst kunne opnås, hvis den bistandssøgte myndighed i forbindelse med eksekution af en anmodning om bistand kan anvende de beføjelser, den har i henhold til sin nationale lovgivning om fordringer i forbindelse med de samme eller lignende skatter eller afgifter. Hvis der ikke findes en lignende skat eller afgift, vil den mest hensigtsmæssige procedure være den, der er fastsat i den bistandssøgte medlemsstats lovgivning om fordringer i forbindelse med personlig indkomstskat. Denne anvendelse af national lovgivning bør som hovedregel ikke finde anvendelse på fortrinsstillingen for fordringer, der er opstået i den bistandssøgte medlemsstat. Det bør dog være muligt også at give fortrinsstilling for fordringer fra andre medlemsstater på grundlag af en aftale mellem de pågældende medlemsstater.

(15) For så vidt angår spørgsmål om forældelse, er det nødvendigt at forenkle de eksisterende regler ved at fastlægge, at en suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen generelt fastsættes i henhold til den gældende lovgivning i den bistandssøgte medlemsstat, medmindre suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen ikke er mulig i henhold til den gældende lovgivning i den pågældende medlemsstat.

(16) Effektivitet kræver, at oplysninger, som meddeles i forbindelse med den gensidige bistand, kan anvendes til andre formål end dem, der er fastlagt i dette direktiv, i den medlemsstat, der modtager oplysningerne, såfremt dette er tilladt efter national lovgivning i såvel den medlemsstat, der udleverer oplysningerne, som den medlemsstat, der modtager oplysningerne.

(17) Dette direktiv bør ikke hindre opfyldelsen af en forpligtelse til at yde videregående bistand på grundlag af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger.

(18) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

(19) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(20) Målene for dette direktiv, nemlig tilvejebringelsen af en ensartet ordning for gensidig bistand ved inddrivelse i det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor af hensyn til den nødvendige ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(21) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastlægger regler for, hvorledes medlemsstaterne skal bistå ved inddrivelse i en medlemsstat af fordringer som omhandlet i artikel 2, der opstår i en anden medlemsstat.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på fordringer vedrørende:

a) alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen

b) restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger, der helt eller delvis finansieres under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), herunder de beløb, der opkræves som led i disse foranstaltninger

c) afgifter og told, der opkræves i medfør af den fælles markedsordning for sukker.

2. Dette direktivs anvendelsesområde omfatter:

a) administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med stk. 1, og som pålægges af de administrative myndigheder, der har kompetence til at opkræve de pågældende skatter og afgifter eller foretage administrative undersøgelser herom, eller som bekræftes af administrative eller judicielle instanser på anmodning af disse administrative myndigheder

b) gebyrer for attester og lignende dokumenter i forbindelse med administrative procedurer vedrørende skatter og afgifter

c) renter og omkostninger i forbindelse med de fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med stk. 1 eller med litra a) eller b) i nærværende stk.

3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a) obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret i henhold til forvaltningsretlige bestemmelser

b) gebyrer, der ikke er omhandlet i stk. 2

c) skyldige beløb af aftaleretlig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser

d) strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af stk. 2, litra a).

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »bistandssøgende myndighed«: et centralt forbindelseskontor, et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling i en medlemsstat, som fremsætter anmodning om bistand vedrørende en af de i artikel 2 omhandlede fordringer

b) »bistandssøgt myndighed«: et centralt forbindelseskontor, et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling i en medlemsstat, hvortil en anmodning om bistand rettes

c) »person«:

i) en fysisk person

ii) en juridisk person

iii) når der i henhold til gældende lovgivning er mulighed for det, en sammenslutning af personer, der kan indgå retshandler, men som ikke har status som juridisk person eller

iv) enhver anden retlig konstruktion uanset art og form, med eller uden status som juridisk person, der ejer eller forvalter aktiver, hvoraf der, herunder af indkomst afledt deraf, skal svares en af de skatter, der er omfattet af dette direktiv

d) »ad elektronisk vej«: ved hjælp af edb-udstyr til behandling, herunder digital kompression, og lagring af data og ved anvendelse af kabel, radio, optisk teknologi eller andre elektromagnetiske midler

e) »CCN-netværk«: den fælles platform, der er baseret på Common Communication Network (CCN), og som er udviklet af Unionen til alle elektroniske transmissioner mellem de kompetente myndigheder på told- og skatteområdet.

Artikel 4

Organisatoriske bestemmelser

1. Hver medlemsstat giver senest den 20. maj 2010 Kommissionen meddelelse om dens kompetente myndighed eller myndigheder (i det følgende benævnt »kompetent myndighed«) for så vidt angår dette direktiv og meddeler straks Kommissionen eventuelle ændringer heraf.

Kommissionen stiller de modtagne oplysninger til rådighed for de andre medlemsstater og offentliggør en liste over medlemsstaternes kompetente myndigheder i Den Europæiske Unions Tidende.

2. Den kompetente myndighed udpeger et centralt forbindelseskontor, som er hovedansvarligt for kontakter med andre medlemsstater i forbindelse med gensidig bistand, der hører under dette direktiv.

Det centrale forbindelseskontor kan også udpeges som ansvarligt for kontakter med Kommissionen.

3. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan udpege forbindelseskontorer, der er ansvarlige for kontakter med andre medlemsstater i forbindelse med gensidig bistand vedrørende en eller flere bestemte typer eller kategorier af de skatter og afgifter, der er omhandlet i artikel 2.

4. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan ud over det eller de centrale forbindelseskontorer udpege kontorer som forbindelsesafdelinger. Forbindelsesafdelingerne anmoder om eller yder gensidig bistand i henhold til dette direktiv som led i deres specifikke territoriale eller operationelle kompetencer.

5. Når et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling modtager en anmodning om gensidig bistand, der kræver foranstaltninger uden for det ansvarsområde, det/den har fået tillagt, sender det/den straks anmodningen til det kompetente kontor eller den kompetente afdeling, hvis dette/denne er bekendt, eller til det centrale forbindelseskontor og underretter den bistandssøgende myndighed herom.

6. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat underretter Kommissionen om dens centrale forbindelseskontor og om eventuelle forbindelseskontorer eller forbindelsesafdelinger, som den har udpeget. Kommissionen stiller de modtagne oplysninger til rådighed for medlemsstaterne.

7. Al korrespondance sendes fra eller på vegne af eller, fra sag til sag efter aftale med det centrale forbindelseskontor, som sikrer en effektiv kommunikation.

KAPITEL II

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER

Artikel 5

Anmodning om oplysninger

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed udleverer den bistandssøgte myndighed de oplysninger, der kan forventes at være relevante for den bistandssøgende myndighed ved inddrivelse af dens fordringer som omhandlet i artikel 2.

Med henblik på udlevering af disse oplysninger sørger den bistandssøgte myndighed for at foretage de administrative undersøgelser, der måtte være nødvendige for at fremskaffe dem.

2. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at give oplysninger:

a) som den ikke ville være i stand til at fremskaffe med henblik på inddrivelse af lignende fordringer, opstået i den bistandssøgte medlemsstat

b) som ville afsløre handelsmæssige, industrielle eller erhvervsmæssige hemmeligheder

c) hvis meddelelse kunne krænke sikkerheden eller den offentlige orden i den bistandssøgte medlemsstat.

3. Stk. 2 kan under ingen omstændigheder fortolkes således, at den gør det muligt for en bistandssøgt myndighed i en medlemsstat at afslå at levere oplysninger, udelukkende fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank, en anden finansiel institution, en forvalter eller en person, der handler som repræsentant eller betroet person, eller fordi oplysningerne vedrører en persons ejerskabsinteresser.

4. Den bistandssøgte myndighed underretter den bistandssøgende myndighed om grundene til, at en anmodning om oplysninger ikke kan efterkommes.

Artikel 6

Udveksling af oplysninger uden forudgående anmodning

Hvis en tilbagebetaling af skatter eller afgifter, dog ikke merværdiafgifter, vedrører en person, der er etableret eller hjemmehørende i en anden medlemsstat, kan den medlemsstat, hvorfra tilbagebetalingen skal finde sted, underrette den medlemsstat, hvor den pågældende er etableret eller hjemmehørende, om den forestående tilbagebetaling.

Artikel 7

Tilstedeværelse på administrative kontorer og deltagelse i administrative undersøgelser

1. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den bistandssøgte myndighed og ifølge bestemmelser, som den bistandssøgte myndighed har fastsat, kan embedsmænd, der er behørigt bemyndiget af den bistandssøgende myndighed, med henblik på at fremme gensidig bistand som omhandlet i dette direktiv:

a) være til stede på kontorer, hvor de administrative myndigheder i den bistandssøgte medlemsstat udfører deres hverv

b) være til stede under administrative undersøgelser, der foretages på den bistandssøgte medlemsstats område

c) bistå de kompetente embedsmænd i den bistandssøgte medlemsstat under en retssag i den pågældende medlemsstat.

2. For så vidt det er tilladt i henhold til den bistandssøgte medlemsstats gældende lovgivning, kan det fastsættes i den i stk. 1, litra b), omhandlede aftale, at embedsmænd fra den bistandssøgende medlemsstat kan interviewe enkeltpersoner og gennemgå sagsakter.

3. Embedsmænd med bemyndigelse fra den bistandssøgende myndighed, som gør brug af mulighederne i stk. 1 og 2, skal til enhver tid kunne fremvise en skriftlig bemyndigelse med angivelse af deres identitet og officielle mandat.

KAPITEL III

BISTAND TIL MEDDELELSE AF DOKUMENTER

Artikel 8

Anmodning om meddelelse af visse dokumenter vedrørende fordringer

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed meddeler den bistandssøgte myndighed modtageren alle dokumenter, herunder retslige, der hidrører fra den bistandssøgende medlemsstat, og som ved­rører en fordring som omhandlet i artikel 2 eller inddrivelse heraf.

Anmodningen om meddelelse ledsages af en standardformular, der mindst indeholder følgende oplysninger:

a) navn, adresse og andre oplysninger, der er relevante for identifikationen af modtageren

b) formålet med meddelelsen og tidsfristen for at give meddelelse

c) en beskrivelse af det vedlagte dokument og den pågældende fordrings art og beløb

d) navn, adresse og andre kontaktoplysninger vedrørende

i) det kontor, der har ansvaret for det vedlagte dokument og, hvis det ikke er det samme,

ii) det kontor, hvor der kan indhentes yderligere oplysninger om det meddelte dokument eller om mulighederne for at anfægte betalingspligten.

2. Den bistandssøgende myndighed anmoder kun om meddelelse i henhold til denne artikel, når den ikke kan give meddelelse efter reglerne for meddelelse af de pågældende dokumenter i den bistandssøgende medlemsstat, eller når en sådan meddelelse ville give anledning til uforholdsmæssigt store vanskeligheder.

3. Den bistandssøgte myndighed giver straks den bistandssøgende myndighed underretning om, hvad den har foretaget sig for at efterkomme anmodningen om meddelelse, og især om, på hvilken dato dokumentet er blevet meddelt til modtageren.

Artikel 9

Meddelelsesmidler

1. Den bistandssøgte myndighed sørger for, at meddelelsen i den bistandssøgte medlemsstat foretages i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat.

2. Stk. 1 berører ikke andre typer meddelelser foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat i overensstemmelse med de gældende regler i den pågældende medlemsstat.

En kompetent myndighed, der er etableret i den bistandssøgende medlemsstat, kan meddele dokumenter direkte med anbefalet brev eller elektronisk til en person på en anden medlemsstats område.

KAPITEL IV

INDDRIVELSESFORANSTALTNINGER ELLER RETSBEVARENDE FORANSTALTNINGER

Artikel 10

Anmodning om inddrivelse

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed inddriver den bistandssøgte myndighed fordringer, der er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat.

2. Den bistandssøgende myndighed tilsender den bistandssøgte myndighed alle relevante oplysninger, som vedrører den sag, der har begrundet anmodningen om inddrivelse, så snart den har fået kendskab til disse oplysninger.

Artikel 11

Betingelser for anmodninger om inddrivelse

1. Den bistandssøgende myndighed må ikke fremsætte en anmodning om inddrivelse, hvis og så længe fordringen og/eller den akt, der hjemler ret til eksekution heraf i den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes i denne medlemsstat, medmindre artikel 14, stk. 4, tredje afsnit, finder anvendelse.

2. Inden den bistandssøgende myndighed fremsætter en anmodning om inddrivelse, iværksættes de inddrivelseprocedurer, der kan indledes i den bistandssøgende medlemsstat, undtagen i følgende tilfælde:

a) hvis det er tydeligt, at der ikke er nogen aktiver til inddrivelse i den bistandssøgende medlemsstat, eller at sådanne procedurer ikke vil føre til betaling af hele fordringen, og den bistandssøgende myndighed ligger inde med specifikke oplysninger om, at den pågældende person har aktiver i den bistandssøgte medlemsstat

b) hvis anvendelse af sådanne procedurer i den bistandssøgende medlemsstat ville være uforholdsmæssigt vanskelig.

Artikel 12

Akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og andre dokumenter som bilag hertil

1. Anmodninger om inddrivelse ledsages af en ensartet akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat.

Denne ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, afspejler det væsentlige indhold i den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution, og udgør det eneste grundlag for inddrivelsesforanstaltninger og retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat. Den behøver ikke at anerkendes, suppleres eller erstattes af en tilsvarende akt i den pågældende medlemsstat.

Den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution, skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a) oplysninger, der er relevante for identifikationen af den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution, en beskrivelse af fordringen, herunder dens art, den omfattede periode, datoer af relevans for eksekutionsprocessen samt fordringens beløb og forskellige komponenter såsom hovedstol, påløbne renter osv.

b) navn og andre oplysninger, der er relevante for identifikationen af den betalingspligtige

c) navn, adresse og andre kontaktoplysninger vedrørende

i) det kontor, der har ansvaret for vurderingen af fordringen og, hvis det ikke er det samme

ii) det kontor, hvor der kan hentes yderligere oplysninger om fordringen eller mulighederne for at anfægte betalingspligten.

2. Anmodningen om inddrivelse af en fordring kan ledsages af andre dokumenter vedrørende fordringen, som er udstedt i den bistandssøgende medlemsstat.

Artikel 13

Eksekution af anmodningen om inddrivelse

1. Med henblik på inddrivelse i den bistandssøgte medlemsstat behandles enhver fordring, for hvilken der er fremsat anmodning om inddrivelse, på samme måde som hvis det drejede sig om en fordring fra den bistandssøgte medlemsstat, medmindre andet er fastsat i dette direktiv. Den bistandssøgte myndighed anvender sine beføjelser og procedurer i henhold til de love og administrative bestemmelser, der i den bistandssøgte medlemsstat gælder for fordringer i forbindelse med samme skat eller afgift eller, hvis en sådan ikke findes, en lignende skat eller afgift, medmindre andet er fastsat i dette direktiv.

Hvis den bistandssøgte myndighed vurderer, at der ikke opkræves samme eller lignende skatter eller afgifter på dens område, anvender den sine beføjelser og procedurer i henhold til de love og administrative bestemmelser, der i den bistandssøgte medlemsstat gælder for fordringer i forbindelse med personlig indkomstskat, medmindre andet er fastsat i dette direktiv.

Den bistandssøgte medlemsstat er ikke forpligtet til at give fordringer fra andre medlemsstater samme fortrinsstilling som lignende fordringer, der er opstået i den pågældende medlemsstat, medmindre andet aftales mellem de berørte medlemsstater eller er hjemlet i den bistandssøgte medlemsstats nationale lovgivning. En medlemsstat, der giver en anden medlemsstats fordringer en fortrinsstilling, kan ikke afslå at give de samme eller lignende fordringer fra andre medlemsstater samme fortrinsstilling på samme vilkår.

Den bistandssøgte medlemsstat inddriver fordringen i sin egen valuta.

2. Den bistandssøgte myndighed underretter efter due diligence-princippet den bistandssøgende myndighed om foranstaltninger, den træffer vedrørende anmodningen om inddrivelse.

3. Fra den dato, hvorpå anmodningen om inddrivelse blev modtaget, opkræver den bistandssøgte myndighed renter for sen betaling i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat.

4. Hvis de love og administrative bestemmelser, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat tillader det, kan den bistandssøgte myndighed indrømme den betalingspligtige en betalingsfrist eller tillade betaling i rater, og den kan i den forbindelse opkræve renter. Den orienterer efterfølgende den bistandssøgende myndighed om en sådan beslutning.

5. Med forbehold af artikel 20, stk. 1, fremsender den bistandssøgte myndighed til den bistandssøgende myndighed de beløb, der er inddrevet i forbindelse med fordringen og renterne som omhandlet i stk. 3 og 4 i denne artikel.

Artikel 14

Tvister

1. Tvister vedrørende fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og tvister vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat hører under de kompetente instansers kompetence i den bistandssøgende medlemsstat. Hvis fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, anfægtes under inddrivelsesforretningen af en berørt part, underretter den bistandssøgte myndighed den pågældende part om, at sagen skal indbringes for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat i overensstemmelse den gældende lovgivning i den medlemsstat.

2. Tvister vedrørende de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgte medlemsstat indbringes for den kompetente instans i denne medlemsstat i overensstemmelse med gældende lovgivning og administrative bestemmelser i den medlemsstat.

3. Hvis en sag som omhandlet i stk. 1 er indbragt for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat, underretter den bistandssøgende myndighed den bistandssøgte myndighed herom og oplyser, i hvilket omfang fordringen ikke er anfægtet.

4. Så snart den bistandssøgte myndighed har modtaget de i stk. 3 nævnte oplysninger enten fra den bistandssøgende myndighed eller fra den berørte part, suspenderer den eksekutionsforretningen, for så vidt angår den anfægtede del af fordringen, indtil der foreligger en afgørelse fra den kompetente instans om spørgsmålet, medmindre den bistandssøgende myndighed anmoder om andet i overensstemmelse med tredje afsnit i dette stykke.

Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed, eller hvis den bistandssøgte myndighed på anden måde skønner at det er nødvendigt, kan den bistandssøgte myndighed træffe retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse, for så vidt som lovgivningen i den bistandssøgte medlemsstat tillader det, uden at dette dog berører anvendelsen af artikel 16.

Den bistandssøgende myndighed kan i henhold til de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat, anmode den bistandssøgte myndighed om at inddrive en anfægtet fordring eller den anfægtede del af en fordring, for så vidt som det er tilladt efter de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat. Sådanne anmodninger begrundes. Hvis indsigelsesspørgsmålet senere afgøres til fordel for den betalingspligtige, tilbagebetaler den bistandssøgende myndighed eventuelt inddrevne beløb med tillæg af eventuel erstatning i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat.

Hvis de kompetente myndigheder i den bistandssøgende eller den bistandssøgte medlemsstat har indledt en procedure med gensidig aftale, og resultatet af proceduren kan påvirke den fordring, i forbindelse med hvilken der er anmodet om bistand, skal inddrivelsesforanstaltningerne suspenderes eller standses, indtil proceduren er afsluttet, medmindre den vedrører et umiddelbart hastetilfælde på grund af svig eller insolvens. Hvis inddrivelsesforanstaltningerne suspenderes eller standses, finder andet afsnit anvendelse.

Artikel 15

Ændring eller tilbagetrækning af anmodningen om bistand ved inddrivelse

1. Den bistandssøgende myndighed underretter straks den bistandssøgte myndighed om efterfølgende ændringer af anmodningen om inddrivelse eller tilbagetrækning heraf og oplyser om årsagerne til ændringerne eller tilbagetrækningen.

2. Hvis ændringen af anmodningen skyldes en afgørelse fra den i artikel 14, stk. 1, omhandlede kompetente instans fremsender den bistandssøgende myndighed denne afgørelse sammen med en revideret ensartet akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat. Den bistandssøgte myndighed træffer derefter yderligere inddrivelsesforanstaltninger på grundlag af den reviderede akt.

Inddrivelsesforanstaltninger eller retsbevarende foranstaltninger, som allerede er truffet på grundlag af den oprindelige ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, kan fortsættes på grundlag af den reviderede akt, medmindre ændringen af anmodningen skyldes, at den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat eller den oprindelige ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, er ugyldig.

Artikel 12 og 14 finder anvendelse på den reviderede akt.

Artikel 16

Anmodning om retsbevarende foranstaltninger

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed træffer den bistandssøgte myndighed retsbevarende foranstaltninger, hvis dette er tilladt efter dens nationale lovgivning og i henhold til sin administrative praksis, for at sikre inddrivelse, hvis en fordring eller den akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes på det tidspunkt, hvor anmodningen foretages, eller hvis fordringen endnu ikke er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, for så vidt retsbevarende foranstaltninger også er mulige i en lignende situation i henhold til den bistandssøgende medlemsstats lovgivning og administrative praksis.

Det dokument, der udfærdiges med henblik på at hjemle ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat vedrørende en eventuel fordring, for hvilken der er anmodet om gensidig bistand, vedhæftes anmodningen om retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat. Dette dokument anerkendes, suppleres eller erstattes ikke af en tilsvarende akt i den bistandssøgte medlemsstat.

2. Anmodningen om retsbevarende foranstaltninger kan ledsages af andre dokumenter vedrørende fordringen, som er udstedt i den bistandssøgende medlemsstat.

Artikel 17

Regler for anmodning om retsbevarende foranstaltninger

Med henblik på iværksættelsen af artikel 16 anvendes artikel 10, stk. 2, artikel 13, stk. 1 og 2, samt artikel 14 og 15 med de fornødne ændringer.

Artikel 18

Begrænsning af den bistandssøgte myndigheds forpligtelser

1. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 10-16 omhandlede bistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i den bistandssøgte medlemsstat, for så vidt som de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i denne medlemsstat, tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer.

2. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 5 og 7-16 omhandlede bistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel 5, 7, 8, 10 eller 16 vedrører fordringer, der er over fem år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den bistandssøgende medlemsstat frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand.

Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den bistandssøgende medlemsstat fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.

Hvis de kompetente myndigheder i den bistandssøgende medlemsstat giver henstand eller mulighed for betaling i rater, løber den femårige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber.

I disse tilfælde er den bistandssøgte myndighed dog ikke forpligtet til at yde bistand, som vedrører fordringer, der er over ti år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den bistandssøgende medlemsstat.

3. En medlemsstat er ikke forpligtet til at yde bistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, der er omfattet af dette direktiv, og for hvilke der anmodes om bistand, er på under 1500 EUR.

4. Den bistandssøgte myndighed underretter den bistandssøgende myndighed om grundene til, at en anmodning om bistand ikke kan efterkommes.

Artikel 19

Forældelse

1. Spørgsmål om forældelse afgøres udelukkende ud fra de retsregler, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat.

2. For så vidt angår suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfrister, har inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af den bistandssøgte myndighed, og som medfører suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i henhold til de retsregler, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat, samme virkning i den bistandssøgende medlemsstat, hvis der er hjemmel for den tilsvarende virkning i henhold til den gældende lovgivning i den bistandssøgende medlemsstat.

Hvis suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen ikke er mulig i henhold til den gældende lovgivning i den bistandssøgte medlemsstat, anses de inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af den bistandssøgte myndighed, og som ville medføre suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i henhold til de retsregler, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat, for at være truffet i sidstnævnte medlemsstat, for så vidt angår deres virkning for forældelse.

Første og andet afsnit berører ikke rettighederne for de kompetente myndigheder i den bistandssøgende medlemsstat til at træffe foranstaltninger til suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i overensstemmelse med den gældende lovgivning i denne medlemsstat.

3. Den bistandssøgende myndighed og den bistandssøgte myndighed underretter hinanden om foranstaltninger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen for den fordring, for hvilken der er anmodet om inddrivelsesforanstaltninger eller retsbevarende foranstaltninger, eller som kan have denne virkning.

Artikel 20

Omkostninger

1. Ud over de beløb, der er nævnt i artikel 13, stk. 5, skal den bistandssøgte myndighed søge at inddrive de omkostninger, den har afholdt i forbindelse med inddrivelsen fra den berørte person og tilbageholde disse i det inddrevne beløb i overensstemmelse med den bistandssøgte myndigheds love og bestemmelser.

2. Medlemsstaterne giver indbyrdes afkald på godtgørelse af omkostninger i forbindelse med den gensidige bistand, som de yder hinanden i medfør af dette direktiv.

Ved inddrivelser, der enten frembyder særlige vanskeligheder, er forbundet med meget store omkostninger eller falder inden for rammerne af bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, kan de bistandssøgende og bistandssøgte myndigheder imidlertid træffe aftale om særlige godtgørelsesregler i de pågældende sager.

3. Uanset stk. 2 forbliver den bistandssøgende medlemsstat ansvarlig over for den bistandssøgte medlemsstat for godtgørelse af eventuelle omkostninger og tab som følge af foranstaltninger, som erklæres ubegrundede, for så vidt angår fordringens indhold eller gyldigheden af den akt, der hjemler ret til eksekution og/eller retsbevarende foranstaltninger, og som er udstedt af den pågældende bistandssøgende myndighed.

KAPITEL V

GENERELLE REGLER FOR ALLE TYPER ANMODNINGER OM BISTAND

Artikel 21

Standardformularer og kommunikationsmidler

1. De i artikel 5, stk. 1, omhandlede anmodninger om oplysninger, de i artikel 8, stk. 1, omhandlede anmodninger om meddelelse, de i artikel 10, stk. 1, omhandlede anmodninger om inddrivelse og de i artikel 16, stk. 1, omhandlede anmodninger om retsbevarende foranstaltninger fremsendes elektronisk under anvendelse af en standardformular, medmindre dette af tekniske årsager ikke lader sig gøre. Disse formularer anvendes også så vidt muligt i forbindelse med yderligere korrespondance vedrørende anmodningen.

Den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og det dokument, der hjemler ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat, samt de øvrige dokumenter som omhandlet i artikel 12 og 16 fremsendes også elektronisk, medmindre dette af tekniske årsager ikke lader sig gøre.

Hvis det er hensigtsmæssigt, kan der til standardformularerne vedhæftes rapporter, erklæringer og andre dokumenter eller bekræftede kopier eller uddrag heraf, som også fremsendes elektronisk, medmindre dette af tekniske årsager ikke lader sig gøre.

Standardformularer og elektronisk kommunikation kan også anvendes til udveksling af oplysninger i medfør af artikel 6.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på de oplysninger og den dokumentation, der indhentes ved tilstedeværelse på administrative kontorer i en anden medlemsstat eller ved deltagelse i administrative undersøgelser i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 7.

3. Det forhold at korrespondancen ikke sker elektronisk eller med anvendelse af standardformularer, påvirker ikke gyldigheden af de oplysninger, der indhentes, eller de foranstaltninger, der træffes, i forbindelse med eksekutionen af en anmodning om bistand.

Artikel 22

Anvendelse af sprog

1. Alle anmodninger om bistand, standardformularer til brug for meddelelse og ensartede akter, der hjemler ret til eksekution i de bistandssøgte medlemsstater, sendes på eller ledsages af en oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den bistandssøgte medlemsstat. Det forhold, at visse dele heraf er affattet på et andet sprog end det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den bistandssøgte medlemsstat, berører ikke deres gyldighed eller lovligheden ved proceduren, for så vidt dette andet sprog er et, der er aftalt mellem de berørte medlemsstater.

2. De dokumenter, for hvilke der anmodes om meddelelse i henhold til artikel 8, kan sendes til den bistandssøgte myndighed på et af de officielle sprog i den bistandssøgende medlemsstat.

3. Når en anmodning ledsages af andre dokumenter end de i stk. 1 og 2 nævnte, kan den bistandssøgte myndighed om nødvendigt anmode den bistandssøgende myndighed om en oversættelse af sådanne dokumenter til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den bistandssøgte medlemsstat eller til et andet sprog som aftalt bilateralt mellem de berørte medlemsstater.

Artikel 23

Videregivelse af oplysninger og dokumenter

1. Oplysninger, der under en eller anden form videregives i medfør af dette direktiv, er omfattet af tavs­hedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der modtager dem.

Sådanne oplysninger kan anvendes med henblik på at iværksætte eksekution eller retsbevarende foranstaltninger i forbindelse med fordringer, der er omfattet af dette direktiv. De kan også anvendes til vurdering og eksekution af obligatoriske socialsikringsbidrag.

2. Personer, der er behørigt sikkerhedsgodkendt af Europa-Kommissionens sikkerhedsgodkendelsesmyndighed, kan udelukkende få adgang til disse oplysninger, hvis det er nødvendigt med henblik på drift, vedligeholdelse og udvikling af CCN-netværket.

3. Den medlemsstat, der udleverer oplysningerne, tillader at de benyttes til andre formål end dem, der er nævnt i stk. 1, i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne, hvis oplysningerne i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der udleverer oplysningerne, kan anvendes til lignende formål.

4. Hvis den bistandssøgende eller bistandssøgte myndighed vurderer, at oplysninger, der er tilvejebragt i medfør af dette direktiv, med henblik på de formål, der er omhandlet i stk. 1, kan være af værdi for en tredje medlemsstat, kan den fremsende de pågældende oplysninger til den omhandlede tredje medlemsstat, forudsat at denne overdragelse er i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i dette direktiv Den underretter den medlemsstat, hvorfra oplysningerne kommer, om, at den agter at dele de pågældende oplysninger med en tredje medlemsstat. Den medlemsstat, hvorfra oplysningerne kommer, kan modsætte sig en sådan deling af oplysninger inden for ti arbejdsdage fra den dato, hvor den har modtaget meddelelsen fra den medlemsstat, der ønsker at dele oplysningerne.

5. Tilladelse til at anvende oplysninger i henhold til stk. 3, der er blevet fremsendt i henhold til stk. 4, kan kun gives af den medlemsstat, hvorfra oplysningerne kommer.

6. Oplysninger, der under en eller anden form videregives i medfør af dette direktiv, kan påberåbes eller anvendes som bevismateriale af alle myndigheder i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne, på samme grundlag som lignende oplysninger, der tilvejebringes i den pågældende medlemsstat.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 24

Anvendelse af andre aftaler om bistand

1. Dette direktiv berører ikke opfyldelsen af en forpligtelse med hensyn til at yde videregående bistand på grundlag af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, herunder for så vidt angår meddelelse af inden- og udenretslige akter.

2. Hvis medlemsstaterne indgår sådanne bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger om spørgsmål, som er omfattet af dette direktiv, bortset fra afgørelser i individuelle tilfælde, underretter de straks Kommissionen herom. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater.

3. Hvis medlemsstaterne yder en sådan mere omfattende gensidig bistand i medfør af en bilateral eller multilateral aftale eller ordning, kan de anvende de elektroniske kommunikationsnet og de standardformularer, der vedtages i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv.

Artikel 25

Udvalg

1. Kommissionen bistås af Inddrivelsesudvalget.

2. Når der henvises til nærværende stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

Artikel 26

Gennemførelsesbestemmelser

Kommissionen vedtager i overensstemmelse med proceduren i artikel 25, stk. 2, de nærmere regler for gennemførelse af artikel 4, stk. 2, 3 og 4, artikel 5, stk. 1, artikel 8, artikel 10, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk. 2, 3, 4 og 5, artikel 15, artikel 16, stk. 1, og artikel 21, stk. 1.

Reglerne vedrører mindst følgende:

a) de praktiske ordninger for organisering af kontakterne mellem de centrale forbindelseskontorer, de andre forbindelseskontorer og forbindelsesafdelingerne i artikel 4, stk. 2, 3 og 4, i de forskellige medlemsstater og kontakterne med Kommissionen

b) de kommunikationsmidler, som myndighederne kan benytte til overførsel af meddelelser

c) formatet af og andre detaljer i standardformularerne til de i artikel 5, stk. 1, artikel 8, artikel 10, stk. 1, artikel 12, stk. 1, og artikel 16, stk. 1, beskrevne formål

d) omregning af beløb til inddrivelse og overførsel af inddrevne beløb.

Artikel 27

Rapportering

1. Hver medlemsstat underretter senest den 31. marts hvert år Kommissionen om følgende:

a) antallet af anmodninger om oplysninger, meddelelse og inddrivelse eller om retsbevarende foranstaltninger, som den hvert år sender til hver bistandssøgt medlemsstat, og som den modtager fra hver bistandssøgende medlemsstat

b) beløbet for de fordringer, for hvilke der anmodes om bistand ved inddrivelse, og de inddrevne beløb.

2. Medlemsstaterne kan også indsende andre oplysninger, der kan have værdi for evalueringen af den gensidige bistand i henhold til dette direktiv.

3. Kommissionen aflægger hvert femte år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan de ordninger, der er etableret i medfør af dette direktiv, fungerer.

Artikel 28

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2011 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 2012.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 29

Ophævelse af direktiv 2008/55/EF

Direktiv 2008/55/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2012.

Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 30

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 31

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2010.

På Rådets vegne

E. Salgado

Formand

Bilag 2

RÅDETS DIREKTIV 2011/16/EU

af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (Offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 11. marts 2011)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113 og 115,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Medlemsstaternes behov for gensidig bistand på beskatningsområdet stiger kraftigt i takt med globaliseringen. Den voldsomme udvikling i skatteydernes mobilitet, antallet af grænseoverskridende transaktioner og internationaliseringen af de finansielle instrumenter gør det vanskeligt for medlemsstaterne at ansætte skatter korrekt. Dette stigende problem påvirker skattesystemernes funktion og resulterer i dobbeltbeskatning, hvilket i sig selv ansporer til skattesvig og skatteunddragelse, samtidig med at kontrollen stadig foregår på nationalt niveau. Det er dermed til fare for det indre markeds funktion.

(2) Det er derfor ikke muligt for den enkelte medlemsstat at forvalte sit interne skattesystem, navnlig hvad angår direkte skatter, uden at modtage oplysninger fra andre medlemsstater. For at afhjælpe de negative virkninger heraf er det tvingende nødvendigt at etablere et nyt administrativt samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder. Der er behov for instrumenter, der kan skabe tillid mellem medlemsstaterne ved, at der indføres de samme regler, forpligtelser og rettigheder i alle medlemsstater.

(3) Der bør derfor anvendes en fuldstændig ny tilgang baseret på et nyt regelsæt, der bemyndiger medlemsstaterne til at samarbejde effektivt på internationalt plan med henblik på at afhjælpe de negative virkninger af den stigende globalisering på det indre marked.

(4) Set i dette lys indeholder det gældende rådsdirektiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier ikke længere de foranstaltninger, der er behov for. Dets betydelige svagheder er behandlet i en rapport af 22. maj 2000 fra Rådets ad hoc-gruppe for skattesvig og senest i Kommissionens meddelelse af 27. september 2004 om forebyggelse og bekæmpelse af erhvervsmæssig og finansiel uredelighed og Kommissionens meddelelse af 31. maj 2006 om det nødvendige i, at der udvikles en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig.

(5) Direktiv 77/799/EØF selv med senere ændringer er blevet til under andre forhold end dem, der kendetegner de nuværende krav på det indre marked og kan ikke længere opfylde de nye krav til det administrative samarbejde.

(6) På grund af de mange og omfattende tilpasninger, der skal foretages af direktiv 77/799/EØF, vil det ikke være tilstrækkeligt til at opfylde de ovenfor beskrevne mål blot at ændre det. Direktiv 77/799/EØF bør derfor ophæves og erstattes af en ny retsakt. En sådan retsakt bør gælde for direkte skatter og indirekte skatter, der endnu ikke er omfattet af anden EU-lovgivning. Dette nye direktiv anses i den forbindelse for at være det rette instrument til at sikre et effektivt administrativt samarbejde.

(7) Dette direktiv bygger på resultaterne fra direktiv 77/799/EØF, men fastlægger klarere og mere præcise regler for det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, når det er nødvendigt for at opnå et bredere administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne, især om udveksling af oplysninger. Klarere regler skulle også gøre det muligt især at dække alle juridiske og fysiske personer i Unionen og tage hensyn til det stadig større antal juridiske ordninger, herunder ikke alene traditionelle ordninger som f.eks. truster, stiftelser og investeringsfonde, men også alle nye instrumenter, som eventuelt oprettes af skatteborgere i medlemsstaterne.

(8) Der bør være mere direkte kontakt mellem de af medlemsstaternes lokale eller nationale kontorer, der står for det administrative samarbejde, mens hovedreglen er, at al kommunikation foregår via de centrale forbindelseskontorer. Den manglende direkte kontakt resulterer i manglende effektivitet, dårlig udnyttelse af de administrative samarbejdsordninger og langsom kommunikation. Kontakten mellem tjenesterne bør derfor gøres mere direkte, så samarbejdet kan blive hurtigere og mere effektivt. Tildelingen af kompetence til forbindelsesafdelingerne bør underlægges de nationale bestemmelser i de enkelte medlemsstater.

(9) Medlemsstaterne bør udveksle oplysninger om konkrete tilfælde, hvis en anden medlemsstat anmoder om det, og bør foretage de nødvendige undersøgelser for at tilvejebringe disse oplysninger. Det er meningen, at standarden »forventet relevans« skal muliggøre udveksling af oplysninger om skatteanliggender i den størst mulige udstrækning, men samtidig præcisere, at det ikke står medlemsstaterne frit for at benytte såkaldte »fishing expeditions« eller at anmode om oplysninger, der højst sandsynligt ikke er relevante for en given skatteyders skatteanliggender. Selv om artikel 20 i dette direktiv indeholder proceduremæssige krav, skal disse bestemmelser fortolkes bredt for ikke at hindre en effektiv udveksling af oplysninger.

(10) Det erkendes, at obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger uden forhåndsbetingelser er den mest effektive måde at foretage en korrekt vurdering af beskatning i grænseoverskridende situationer og bekæmpe svig på. Med henblik herpå bør der derfor følges en trinvis fremgangsmåde, der starter med automatisk udveksling af tilgængelige oplysninger vedrørende fem kategorier, og som tager de relevante bestemmelser op på ny efter en rapport fra Kommissionen.

(11) Spontan udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne bør også styrkes og fremmes.

(12) Der bør fastlægges tidsfrister for fremsendelse af oplysninger i henhold til dette direktiv for at sikre, at udvekslingen af oplysninger sker rettidigt og dermed er effektiv.

(13) Det er vigtigt at tillade, at embedsmænd fra en medlemsstats skattemyndigheder kan opholde sig på en anden medlemsstats område.

(14) Da den skattemæssige situation for en eller flere skattepligtige personer, der er etableret i flere medlemsstater, ofte er af fælles eller komplementær interesse, bør det være muligt for to eller flere medlemsstater at foretage samtidig kontrol af sådanne personer efter indbyrdes aftale og på frivilligt grundlag.

(15) Eftersom der i nogle medlemsstater er lovkrav om, at en skatteyder skal informeres om beslutninger og akter, der vedrører hans skattepligt, hvilket kan medføre vanskeligheder for skattemyndighederne, hvis skatteyderen f.eks. er flyttet til en anden medlemsstat, er det ønskeligt, at skattemyndighederne i sådanne tilfælde kan anmode de kompetente myndigheder i den medlemsstat, skatteyderen er flyttet til, om samarbejde.

(16) Feedback om de sendte oplysninger vil fremme administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne.

(17) Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen er nødvendigt med henblik på løbende undersøgelse af samarbejdsprocedurer og udveksling af erfaringer og bedste praksis på de pågældende områder.

(18) Det er vigtigt for at sikre et effektivt administrativt samarbejde, at de oplysninger og dokumenter, der tilvejebringes i henhold til dette direktiv, også kan anvendes til andre formål af den medlemsstat, der har modtaget dem, dog med de restriktioner, der er fastlagt i dette direktiv. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne kan videregive disse oplysninger til et tredjeland på visse betingelser.

(19) Det skal klart defineres og begrænses, i hvilke situationer en bistandssøgt medlemsstat kan afslå at meddele oplysningerne, og der skal tages hensyn til visse private interesser, som skal beskyttes, tillige med almenvellet.

(20) En medlemsstat bør dog ikke afslå at videregive oplysninger, fordi de ikke er af national interesse, eller fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank, en anden finansiel institution, en forvalter eller en person, der handler som repræsentant eller betroet person, eller fordi oplysningerne vedrører en persons ejerskabsinteresser.

(21) Dette direktiv indeholder minimumsregler og bør derfor ikke påvirke medlemsstaternes ret til at indgå i et bredere samarbejde med andre medlemsstater i henhold til egen national lovgivning eller inden for rammerne af bilaterale eller multilaterale aftaler, der er indgået med andre medlemsstater.

(22) Det bør også gøres klart, at når en medlemsstat etablerer et bredere samarbejde med et tredjeland, end det samarbejde, der er omhandlet i dette direktiv, bør den ikke nægte at etablere et sådant bredere samarbejde med andre medlemsstater, der ønsker at indgå i et sådant gensidigt bredere samarbejde.

(23) Udvekslingen af oplysninger bør ske ved hjælp af standardiserede formularer, formater og kommunikationskanaler.

(24) Det administrative samarbejdes effektivitet bør evalueres, navnlig på grundlag af statistikker.

(25) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

(26) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(27) Enhver udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv er underlagt gennemførelsesbestemmelserne til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og til Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -?organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Det bør dog overvejes at begrænse visse rettigheder og forpligtelser, der er fastsat ved direktiv 95/46/EF, for at beskytte de interesser, der er nævnt i artikel 13, stk. 1, litra e), i nævnte direktiv. Sådanne begrænsninger er nødvendige og forholdsmæssige i betragtning af medlemsstaternes potentielle indtægtstab og den afgørende betydning, som de oplysninger, der er omfattet af nærværende direktiv, har for effektiviteten af bekæmpelsen af svig.

(28) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(29) Målet for dette direktiv, nemlig at sikre et effektivt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at afhjælpe de negative virkninger af den stigende globalisering på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den påkrævede ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

1. Dette direktiv fastsætter de regler og procedurer, hvorefter medlemsstaterne skal samarbejde indbyrdes med henblik på at udveksle de oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af medlemsstaternes nationale love vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter.

2. Dette direktiv fastsætter desuden bestemmelser om elektronisk udveksling af de i stk. 1 omhandlede oplysninger samt de regler og procedurer, hvorefter medlemsstaterne og Kommissionen skal samarbejde om spørgsmål vedrørende koordinering og evaluering.

3. Dette direktiv berører ikke anvendelsen i medlemsstaterne af reglerne om gensidig retshjælp i straffesager. Det berører heller ikke opfyldelsen af medlemsstaternes forpligtelser til at indgå et bredere administrativt samarbejde på grundlag af andre retsakter, herunder også bilaterale eller multilaterale aftaler.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for skatter, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller en medlemsstats territoriale eller administrative underenheder, herunder de lokale myndigheder.

2. Uanset stk. 1 finder dette direktiv ikke anvendelse på merværdi- og toldafgifter eller punktafgifter, der er dækket af anden EU-lovgivning om administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne. Dette direktiv finder heller ikke anvendelse på obligatoriske sociale bidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til sociale sikringsinstitutioner, der er etableret i henhold til forvaltningsretlige bestemmelser.

3. De i stk. 1 omhandlede skatter kan under ingen omstændigheder opfattes således, at de omfatter:

a) gebyrer, f.eks. for attester og andre dokumenter udstedt af offentlige myndigheder, eller

b) skyldige beløb af kontraktmæssig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser.

4. Dette direktiv finder anvendelse på de i stk. 1 omhandlede skatter, der opkræves inden for det territorium, hvor traktaterne finder anvendelse, jf. artikel 52 i traktaten om Den Europæiske Union.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) en medlemsstats »kompetente myndighed«: den myndighed, der er blevet udpeget af medlemsstaten. Det centrale forbindelseskontor, en forbindelsesafdeling og en kompetent embedsmand anses også for at være kompetente myndigheder, når de handler i henhold til dette direktiv ved delegering i medfør af artikel 4

2) »centralt forbindelseskontor«: det kontor, der er udpeget som særligt ansvarligt for kontakterne til de øvrige medlemsstater med henblik på det administrative samarbejde

3) »forbindelsesafdeling«: ethvert kontor, som ikke er det centrale forbindelseskontor, og som er udpeget til direkte at udveksle oplysninger i henhold til dette direktiv

4) »kompetent embedsmand«: enhver embedsmand, der er bemyndiget til direkte at udveksle oplysninger i henhold til dette direktiv

5) »bistandssøgende myndighed«: det centrale forbindelseskontor, en forbindelsesafdeling eller enhver kompetent embedsmand i en medlemsstat, som fremsætter en anmodning om bistand på den kompetente myndigheds vegne

6) »bistandssøgte myndighed«: det centrale forbindelseskontor, en forbindelsesafdeling eller enhver kompetent embedsmand i en medlemsstat, som modtager en anmodning om bistand på den kompetente myndigheds vegne

7) »administrativ undersøgelse«: alle former for kontrol, efterprøvning og andre foranstaltninger, som foretages af medlemsstater i forbindelse med udførelsen af deres opgaver med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af skattelovgivningen

8) »udveksling af oplysninger efter anmodning«: udveksling af oplysninger foranlediget af en anmodning fra den bistandssøgende medlemsstat til den bistandssøgte medlemsstat i et konkret tilfælde

9) »automatisk udveksling af oplysninger«: systematisk meddelelse til en anden medlemsstat, uden forudgående anmodning, af oplysninger, som er defineret på forhånd, med forud fastsatte regelmæssige intervaller. I forbindelse med artikel 8 er tilgængelige oplysninger de oplysninger i sagsakterne i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, som kan indhentes i medfør af procedurerne til indsamling og behandling af oplysninger i den pågældende medlemsstat

10) »spontan udveksling af oplysninger«: ikke-systematisk meddelelse på et hvilket som helst tidspunkt, uden forudgående anmodning, af oplysninger til en anden medlemsstat

11) »person«:

a) en fysisk person

b) en juridisk person

c) når der i henhold til gældende lovgivning er mulighed for det, en sammenslutning af personer, der kan udføre retshandler, men som ikke har status som juridisk person, eller

d) ethvert andet retligt arrangement uanset art og form, med eller uden status som juridisk person, der ejer eller forvalter aktiver, hvoraf der, herunder af indkomst afledt deraf, skal svares en skat, der er omfattet af dette direktiv

12) »elektronisk«: ved hjælp af elektronisk dataudstyr til behandling, herunder digital kompression, og lagring af data og ved anvendelse af kabel, radio eller optiske teknologier eller andre elektromagnetiske midler

13) »CCN-netværk«: den fælles platform, der er baseret på the common communication network (CCN), og som er udviklet af Unionen til alle elektroniske transmissioner mellem de kompetente myndigheder på told- og skatteområdet.

Artikel 4

Organisatoriske bestemmelser

1. Hver medlemsstat meddeler inden en måned efter den 11. marts 2011 Kommissionen, hvilken myndighed der er kompetent for så vidt angår dette direktiv og meddeler straks Kommissionen eventuelle ændringer heraf. Kommissionen stiller oplysningerne til rådighed for de andre medlemsstater og offentliggør en liste over medlemsstaternes myndigheder i Den Europæiske Unions Tidende.

2. Den kompetente myndighed udpeger ét centralt forbindelseskontor. Den kompetente myndighed er ansvarlig for at underrette Kommissionen og de andre medlemsstater herom.

Det centrale forbindelseskontor kan også udpeges som ansvarligt for kontakter med Kommissionen. Den kompetente myndighed er ansvarlig for at underrette Kommissionen herom.

3. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan udpege forbindelsesafdelinger med et ansvarsområde, som er tillagt i overensstemmelse med dens nationale lovgivning eller politik. Det centrale forbindelseskontor er ansvarligt for at ajourføre listen over forbindelsesafdelingerne og gøre den tilgængelig for de centrale forbindelseskontorer i de andre berørte medlemsstater og for Kommissionen.

4. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan udpege kompetente embedsmænd. Det centrale forbindelseskontor er ansvarligt for at ajourføre listen over de kompetente embedsmænd og gøre den tilgængelig for de centrale forbindelseskontorer i de andre berørte medlemsstater og for Kommissionen.

5. De embedsmænd, der medvirker i det administrative samarbejde i henhold til dette direktiv, anses under alle omstændigheder for at være kompetente til dette formål i overensstemmelse med de regler, som de kompetente myndigheder fastlægger.

6. Når en forbindelsesafdeling eller en kompetent embedsmand sender eller modtager en anmodning om samarbejde eller et svar på en sådan anmodning, underretter den/han det centrale forbindelseskontor i sin medlemsstat efter de procedurer, der anvendes i denne medlemsstat.

7. Hvis en forbindelsesafdeling eller en kompetent embedsmand modtager en anmodning om samarbejde, der kræver foranstaltninger, som falder uden for det ansvarsområde, den/han har fået tillagt i overensstemmelse med den nationale lovgivning eller politik i sin medlemsstat, sender den/han straks anmodningen til det centrale forbindelseskontor i sin medlemsstat og underretter den bistandssøgende myndighed herom. I dette tilfælde begynder perioden i artikel 7 dagen efter, at anmodningen om samarbejde er fremsendt til det centrale forbindelseskontor.

KAPITEL II

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER

AFDELING I

Udveksling af oplysninger efter anmodning

Artikel 5

Procedure for udveksling af oplysninger efter anmodning

Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed meddeler den bistandssøgte myndighed den bistandssøgende myndighed enhver oplysning som omhandlet i artikel 1, stk. 1, som den er i besiddelse af, eller som den indhenter i forbindelse med administrative undersøgelser.

Artikel 6

Administrative undersøgelser

1. Den bistandssøgte myndighed lader foretage de administrative undersøgelser, der er nødvendige for at indhente de oplysninger, der er omhandlet i artikel 5.

2. Den i artikel 5 omhandlede anmodning kan indeholde en begrundet anmodning om en specifik administrativ undersøgelse. Hvis den bistandssøgte myndighed ikke finder det nødvendigt med en administrativ undersøgelse, underretter den straks den bistandssøgende myndighed om grundene hertil.

3. Når den bistandssøgte myndighed fremskaffer de ønskede oplysninger eller foretager den ønskede administrative undersøgelse, benytter den samme fremgangsmåde, som hvis den handlede på eget initiativ eller efter anmodning fra en anden myndighed i sin egen medlemsstat.

4. Når den bistandssøgende myndighed specifikt anmoder om det, skal den bistandssøgte myndighed fremsende originaldokumenter, forudsat at det ikke er i strid med gældende bestemmelser i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat.

Artikel 7

Tidsfrister

1. Den bistandssøgte myndighed meddeler de i artikel 5 omhandlede oplysninger hurtigst muligt og senest seks måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen.

I tilfælde, hvor de pågældende oplysninger allerede er i den bistandssøgte myndigheds besiddelse, videregives de dog inden to måneder efter denne dato.

2. For visse særlige tilfælde kan den bistandssøgte og den bistandssøgende myndighed aftale andre frister end dem, der er fastsat i stk. 1.

3. Den bistandssøgte myndighed sender straks og under alle omstændigheder senest syv hverdage fra modtagelsen af en anmodning den bistandssøgende myndighed en bekræftelse af modtagelsen, så vidt muligt elektronisk.

4. Inden en måned efter modtagelsen af anmodningen underretter den bistandssøgte myndighed den bistandssøgende myndighed om eventuelle mangler ved anmodningen og om behovet for eventuelle supplerende baggrundsoplysninger. I dette tilfælde begynder fristen i stk. 1 dagen efter, at den bistandssøgte myndighed har modtaget de nødvendige supplerende oplysninger.

5. Når den bistandssøgte myndighed ikke er i stand til at besvare anmodningen inden for den relevante tidsfrist, underretter den straks og under alle omstændigheder inden tre måneder efter modtagelsen af anmodningen den bistandssøgende myndighed om årsagerne til, at tidsfristen ikke kan overholdes, og om, hvornår den mener, den vil kunne besvare anmodningen.

6. Når den bistandssøgte myndighed ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger og er ude af stand til at besvare anmodningen om oplysninger eller afslår det af de grunde, der er omhandlet i artikel 17, underretter den straks og under alle omstændigheder inden en måned efter modtagelsen af anmodningen den bistandssøgende myndighed om årsagerne hertil.

AFDELING II

Obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger

Artikel 8

Anvendelsesområde og betingelser for obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger

1. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler ved automatisk udveksling den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat tilgængelige oplysninger for så vidt angår beskatningsperioder fra og med den 1. januar 2014 om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat, vedrørende følgende specifikke kategorier af indkomst og kapital, sådan som de skal forstås efter den nationale lovgivning i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne:

a) erhvervsmæssig indtægt

b) bestyrelseshonorarer

c) livsforsikringsprodukter, der ikke er omfattet af andre EU- retsakter om udveksling af oplysninger og andre lignende foranstaltninger

d) pensioner

e) ejendomsret til og indtægt fra fast ejendom.

2. Inden den 1. januar 2014 underretter medlemsstaterne Kommissionen om, hvilke af de i stk. 1 anførte kategorier de har tilgængelige oplysninger om. De underretter Kommissionen om eventuelle senere ændringer heraf.

3. En medlemsstats kompetente myndighed kan meddele enhver anden medlemsstats kompetente myndighed, at den ikke ønsker at modtage oplysninger om de kategorier af indkomst og kapital, der er nævnt i stk. 1, eller at den ikke ønsker at modtage oplysninger om indkomst eller kapital, der ikke overstiger et tærskelbeløb. Den underretter også Kommissionen herom. En medlemsstat kan anses for ikke at ønske at modtage oplysninger i henhold til stk. 1, hvis den ikke underretter Kommissionen om én eneste kategori, som den har tilgængelige oplysninger om.

4. Inden den 1. juli 2016 indgiver medlemsstaterne årligt statistikker til Kommissionen over mængden af automatiske udvekslinger og, i det omfang det er muligt, oplysninger om administrative og andre relevante omkostninger og fordele i forbindelse med de stedfundne udvekslinger og om mulige ændringer for såvel skattemyndighederne som for tredjeparter.

5. Inden den 1. juli 2017 aflægger Kommissionen rapport med en oversigt over og en vurdering af de modtagne statistikker og oplysninger med hensyn til spørgsmål såsom de administrative og andre relevante omkostninger og fordele ved automatisk udveksling af oplysninger samt praktiske forhold i tilknytning hertil. Kommissionen forelægger eventuelt et forslag for Rådet om de kategorier af indkomst og kapital og/eller de betingelser, der er fastsat i stk. 1, herunder betingelsen om, at oplysninger om personer, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, skal være tilgængelige.

Ved gennemgangen af et forslag fra Kommissionen overvejer Rådet en yderligere styrkelse af effektiviteten og funktionaliteten af den automatiske udveksling af oplysninger og en højnelse af standarden herfor med henblik på at fastsætte:

a) at den kompetente myndighed i hver medlemsstat ved automatisk udveksling meddeler den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat oplysninger for så vidt angår beskatningsperioder fra og med den 1. januar 2017 om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat, vedrørende mindst tre af de specifikke kategorier af indkomst og kapital, der er anført i stk. 1, sådan som de skal forstås efter den nationale lovgivning i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, og

b) at listen over kategorier i stk. 1 udvides til også at omfatte udbytte, kapitalgevinster og royalties.

6. Meddelelsen af oplysninger finder sted mindst én gang om året inden for seks måneder efter udgangen af det skatteår i medlemsstaten, i hvilket oplysningerne blev tilgængelige.

7. Kommissionen fastsætter efter proceduren i artikel 26, stk. 2, og inden de datoer, der er anført i artikel 29, stk. 1, hvordan den automatiske udveksling af oplysninger skal gennemføres i praksis.

8. Hvis medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om automatisk udveksling af oplysninger for yderligere kategorier af indkomst og kapital i bilaterale eller multilaterale aftaler, som de indgår med andre medlemsstater, meddeler de disse aftaler til Kommissionen, som stiller dem til rådighed for alle de øvrige medlemsstater.

AFDELING III

Spontan udveksling af oplysninger

Artikel 9

Anvendelsesområde og betingelser for spontan udveksling af oplysninger

1. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger til den kompetente myndighed i enhver anden berørt medlemsstat i ethvert af følgende tilfælde:

a) en medlemsstats kompetente myndighed har grund til at formode, at der kan blive tale om et tab af skatteindtægter i den anden medlemsstat

b) en skattepligtig person opnår i én medlemsstat en skattenedsættelse eller skattefritagelse, der ville medføre skatteforhøjelse eller beskatning i den anden medlemsstat

c) forretninger mellem en skattepligtig person i én medlemsstat og en skattepligtig person i den anden medlemsstat foretages via et eller flere lande på en måde, der vil kunne indebære, at der opnås en skattebesparelse i en af disse medlemsstater eller i dem begge

d) en medlemsstats kompetente myndighed har grund til at formode, at der er tale om en skattebesparelse som følge af fiktive overførsler af overskud inden for grupper af virksomheder

e) der indsamles i en medlemsstat som følge af oplysninger, der er meddelt af den kompetente myndighed i den anden medlemsstat, oplysninger, som kan anvendes ved skatteansættelsen i denne anden medlemsstat.

2. Hver medlemsstats kompetente myndigheder kan ved spontan udveksling meddele de andre medlemsstaters kompetente myndigheder oplysninger, som de har kendskab til, og som kan være nyttige for de andre medlemsstaters kompetente myndigheder.

Artikel 10

Tidsfrister

1. Den kompetente myndighed, for hvilken de i artikel 9, stk. 1, omhandlede oplysninger bliver tilgængelige, meddeler disse oplysninger til den kompetente myndighed i enhver anden berørt medlemsstat hurtigst muligt og senest en måned, efter at de blev tilgængelige.

2. Den kompetente myndighed, til hvilken oplysningerne er meddelt i henhold til artikel 9, bekræfter omgående og under alle omstændigheder senest syv hverdage efter modtagelsen, om muligt elektronisk, modtagelsen af oplysningerne over for den kompetente myndighed, der leverede oplysningerne.

KAPITEL III

ANDRE FORMER FOR ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE

AFDELING I

Tilstedeværelse i administrative kontorer og deltagelse i administrative undersøgelser

Artikel 11

Anvendelsesområde og betingelser

1. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den bistandssøgte myndighed og i overensstemmelse med de bestemmelser, som sidstnævnte har fastsat, kan embedsmænd, der er bemyndiget af den bistandssøgende myndighed, med henblik på at udveksle de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger:

a) være til stede i de kontorer, hvor de administrative myndigheder i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat udfører deres opgaver

b) være til stede under de administrative undersøgelser, der finder sted på den bistandssøgte medlemsstats område.

Hvis de ønskede oplysninger er indeholdt i dokumentation, som den bistandssøgte myndigheds embedsmænd har adgang til, udleveres der kopi heraf til embedsmændene fra den bistandssøgende myndighed.

2. For så vidt det er tilladt i henhold til den bistandssøgte medlemsstats lovgivning, kan den i stk. 1 omhandlede aftale fastsætte, at embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed, når de er til stede under administrative undersøgelser, kan interviewe enkeltpersoner og gennemgå sagsakter.

Afviser den person, der undersøges, at respektere de kontrolforanstaltninger, der iværksættes af den bistandssøgende myndigheds embedsmænd, betragtes dette af den bistandssøgte myndighed som en afvisning over for sidstnævnte myndigheds embedsmænd.

3. Embedsmænd, som er bemyndiget af den bistandssøgende medlemsstat og er til stede i en anden medlemsstat i medfør af stk. 1, skal til enhver tid kunne fremvise en skriftlig fuldmagt med angivelse af deres identitet og deres officielle adkomst til at medvirke i sagen.

AFDELING II

Samtidig kontrol

Artikel 12

Samtidig kontrol

1. Når to eller flere medlemsstater aftaler at foretage samtidig kontrol på hver sit område af en eller flere personer, som er af fælles eller komplementær interesse, med henblik på at udveksle de således tilvejebragte oplysninger, finder stk. 2, 3 og 4 anvendelse.

2. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat udpeger uafhængigt de personer, den har til hensigt at indstille til samtidig kontrol. Den underretter den kompetente myndighed i de andre berørte medlemsstater om de tilfælde, den foreslår med henblik på samtidig kontrol, og begrunder sit valg.

Den angiver, inden for hvilken periode kontrollen skal finde sted.

3. Den kompetente myndighed i hver af de berørte medlemsstater beslutter, om den ønsker at deltage i den samtidige kontrol. Den bekræfter over for den myndighed, der foreslår en samtidig kontrol, at den accepterer at deltage i kontrollen, eller giver et begrundet afslag.

4. Den kompetente myndighed i hver af de berørte medlemsstater udpeger en repræsentant, som har ansvaret for at lede og koordinere kontrollen.

AFDELING III

Administrativ meddelelse

Artikel 13

Anmodning om meddelelse

1. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en medlemsstat meddeler den kompetente myndighed i en anden medlemsstat i overensstemmelse med reglerne for meddelelse af tilsvarende akter i den bistandssøgte medlemsstat adressaten alle akter og afgørelser fra de administrative myndigheder i den bistandssøgende medlemsstat, som vedrører anvendelsen på dens område af den skattelovgivning, der er omfattet af dette direktiv.

2. Anmodninger om meddelelse skal indeholde en angivelse af genstanden for den akt eller afgørelse, der skal meddeles, adressatens navn og adresse og enhver anden oplysning, der kan bidrage til at identificere adressaten.

3. Den bistandssøgte myndighed underretter omgående den bistandssøgende myndighed om, hvordan anmodningen følges op, og oplyser navnlig datoen for, hvornår adressaten har fået meddelelse om akten eller afgørelsen.

4. Den bistandssøgende myndighed anmoder kun om meddelelse i henhold til denne artikel, når den ikke er i stand til at give meddelelse i overensstemmelse med reglerne for meddelelse af de pågældende akter i den bistandssøgende medlemsstat, eller når en sådan meddelelse ville medføre uforholdsmæssigt store vanskeligheder. Den kompetente myndighed i en medlemsstat kan meddele et dokument ved anbefalet brev eller elektronisk direkte til en person på en anden medlemsstats område.

AFDELING IV

Feedback

Artikel 14

Betingelser

1. Når en kompetent myndighed giver oplysninger i henhold til artikel 5 eller 9, kan den bede den kompetente myndighed, der modtager oplysningerne, om at sende feedback herom. Hvis der bedes om feedback, skal den kompetente myndighed, der har modtaget oplysningerne, med forbehold af de regler om fortrolighed med hensyn til skatteforhold og databeskyttelse, der gælder i dens medlemsstat, sende feedback til den kompetente myndighed, der har leveret oplysninger, så hurtigt som muligt og senest tre måneder, efter at resultatet af anvendelsen af de ønskede oplysninger er kendt. Kommissionen fastsætter nærmere bestemmelser om den praktiske gennemførelse efter proceduren i artikel 26, stk. 2.

2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder sender feedback om den automatiske udveksling af oplysninger til de øvrige berørte medlemsstater en gang om året i overensstemmelse med de praktiske ordninger, der er indgået aftale om bilateralt.

AFDELING V

Udveksling af bedste praksis og erfaringer

Artikel 15

Anvendelsesområde og betingelser

1. Medlemsstaterne undersøger og evaluerer sammen med Kommissionen det administrative samarbejde, der finder sted i henhold til dette direktiv, og udveksler de erfaringer, de har gjort, for at forbedre samarbejdet og, når det er relevant, fastsætte regler inden for de pågældende områder.

2. Medlemsstaterne kan sammen med Kommissionen udstede retningslinjer om ethvert aspekt, der måtte være nødvendigt for at kunne udveksle bedste praksis og erfaringer.

KAPITEL IV

BETINGELSER FOR DET ADMINISTRATIVE SAMARBEJDE

Artikel 16

Videregivelse af oplysninger og dokumenter

1. Oplysninger, der under en eller anden form videregives mellem medlemsstater i medfør af dette direktiv, er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der modtager dem. Sådanne oplysninger kan anvendes til administration og håndhævelse af medlemsstaternes nationale love vedrørende de skatter, der er nævnt i artikel 2.

Sådanne oplysninger kan også anvendes til ansættelse og håndhævelse af andre skatter og afgifter, der er omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, eller til ansættelse og håndhævelse af obligatoriske sociale bidrag.

Endvidere kan de anvendes i forbindelse med retslige og administrative procedurer, som kan medføre anvendelse af sanktioner, og som indledes på grund af overtrædelse af skattelovgivningen, med forbehold af generelle regler og bestemmelser om sagsøgtes og vidners rettigheder i sådanne procedurer.

2. Med tilladelse fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, der videregiver oplysninger i henhold til dette direktiv, og kun i det omfang, dette er tilladt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den myndighed, der modtager oplysninger, er hjemmehørende, kan oplysninger og dokumenter, der modtages i henhold til dette direktiv, anvendes til andre formål end dem, der er nævnt i stk. 1. En sådan tilladelse gives, hvis oplysningerne kan anvendes til lignende formål i den medlemsstat, hvor den kompetente myndighed, der videregiver oplysningerne, er hjemmehørende.

3. Når den kompetente myndighed i en medlemsstat finder, at oplysninger, den har modtaget fra den kompetente myndighed i en anden medlemsstat, kan være til nytte til de formål, der er nævnt i stk. 1, for den kompetente myndighed i en tredje medlemsstat, kan den videregive disse oplysninger til den sidstnævnte kompetente myndighed, forudsat at videregivelsen sker i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i dette direktiv. Den underretter den kompetente myndighed i den medlemsstat, som oplysningerne hidrører fra, om sin hensigt om at meddele en tredje medlemsstat disse oplysninger. Den medlemsstat, som oplysningerne hidrører fra, kan modsætte sig dette inden ti arbejdsdage fra modtagelsen af underretningen fra den medlemsstat, der ønsker at meddele oplysningerne.

4. Tilladelse til at anvende oplysninger i henhold til stk. 2, der er blevet fremsendt i henhold til stk. 3, kan kun gives af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor oplysningerne har deres oprindelse.

5. Oplysninger, rapporter, attester og andre dokumenter samt bekræftede kopier eller uddrag af sådanne dokumenter, som den bistandssøgte myndighed har fået kendskab til og videresendt til den bistandssøgende myndighed i henhold til dette direktiv, kan påberåbes som bevismateriale af de kompetente instanser i den bistandssøgende medlemsstat på samme måde som tilsvarende oplysninger, rapporter, attester og andre dokumenter, der er fremsendt af en myndighed i denne medlemsstat.

Artikel 17

Begrænsninger

1. En bistandssøgt myndighed i en medlemsstat giver en bistandssøgende myndighed i en anden medlemsstat de oplysninger, der er nævnt i artikel 5, på betingelse af, at den bistandssøgende myndighed har udtømt de sædvanlige informationskilder, som den efter omstændighederne kunne have brugt til at få de ønskede oplysninger uden fare for, at dets mål bringes i fare.

2. Dette direktiv forpligter ikke en bistandssøgt medlemsstat til at foretage undersøgelser eller meddele oplysninger, hvis det ville være i strid med dens lovgivning at foretage sådanne undersøgelser eller indhente de efterspurgte oplysninger til eget brug.

3. Den bistandssøgte medlemsstats kompetente myndighed kan afslå at meddele oplysninger, når den bistandssøgende medlemsstat af retlige grunde ikke er i stand til at stille tilsvarende oplysninger til rådighed.

4. Meddelelse af oplysninger kan afslås, hvis det vil føre til videregivelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser.

5. Den bistandssøgte myndighed underretter den bistandssøgende myndighed om grunden til, at anmodningen om oplysninger ikke kan imødekommes.

Artikel 18

Forpligtelser

1. Hvis en medlemsstat anmoder om oplysninger i henhold til dette direktiv, træffer den bistandssøgte medlemsstat foranstaltninger til at indhente de ønskede oplysninger, selv om denne medlemsstat ikke måtte have behov for disse oplysninger til egne skattemæssige formål. Denne forpligtelse berører ikke bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, 3 og 4, der under ingen omstændigheder kan fortolkes således, at de gør det muligt for en bistandssøgt medlemsstat at nægte at levere oplysninger, udelukkende fordi den ikke har nogen national interesse i disse oplysninger.

2. Artikel 17, stk. 2 og 4, kan under ingen omstændigheder fortolkes således, at de gør det muligt for en bistandssøgt myndighed i en medlemsstat at afslå at levere oplysninger, udelukkende fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank, en anden finansiel institution, en forvalter eller en person, der handler som repræsentant eller betroet person, eller fordi oplysningerne vedrører en persons ejerskabsinteresser.

3. Uanset stk. 2 kan en medlemsstat nægte at videregive de anmodede oplysninger, hvis sådanne oplysninger vedrører beskatningsperioder, der går forud for den 1. januar 2011, og hvis videregivelsen af sådanne oplysninger kunne have været nægtet på grundlag af artikel 8, stk. 1, i direktiv 77/799/EØF, såfremt der var blevet anmodet herom inden den 11. marts 2011.

Artikel 19

Udvidelse af bredere samarbejde etableret med et tredjeland

Når en medlemsstat etablerer et bredere samarbejde med et tredjeland, end det samarbejde, der er omhandlet i dette direktiv, må den pågældende medlemsstat ikke nægte at etablere et sådant bredere samarbejde med enhver anden medlemsstat, der ønsker at indgå i et sådant bredere gensidigt samarbejde med den pågældende medlemsstat.

Artikel 20

Standardformularer og elektroniske formater

1. Anmodninger om oplysninger og om administrative undersøgelser i henhold til artikel 5 og de relevante svar, bekræftelser, anmodninger om supplerende baggrundsmateriale, afvisninger og afslag i henhold til artikel 7 fremsendes så vidt muligt ved hjælp af en standardformular, som Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 26, stk. 2.

Standardformularerne kan ledsages af rapporter, attester og andre dokumenter eller af bekræftede kopier eller uddrag af sådanne dokumenter.

2. Standardformularen i stk. 1 skal mindst omfatte følgende oplysninger, der opgives af den bistandssøgende myndighed:

a) identiteten af den person, der undersøges eller efterforskes

b) det skattemæssige formål med at søge oplysningerne.

Den bistandssøgende myndighed kan i det omfang, det er kendt, og i overensstemmelse med internationale udviklinger opgive navn og adresse på enhver person, der anses for at være i besiddelse af de ønskede oplysninger samt ethvert element, der kan lette den bistandssøgte myndigheds indsamling af oplysninger.

3. Spontane oplysninger og bekræftelse heraf i henhold til henholdsvis artikel 9 og 10, anmodninger om administrative meddelelser i henhold til artikel 13 og feedbackoplysninger i henhold til artikel 14 sendes ved hjælp af den standardformular, der vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 26, stk. 2.

4. Automatisk udveksling af oplysninger i henhold til artikel 8 sker ved hjælp af et standard elektronisk format, der har til formål at lette denne automatiske udveksling, og som er baseret på det eksisterende elektroniske format i medfør af artikel 9 i Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, hvilket format benyttes til alle former for automatisk udveksling af oplysninger og vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 26, stk. 2.

Artikel 21

Bestemmelser om den praktiske gennemførelse

1. De oplysninger, der meddeles i henhold til dette direktiv, leveres så vidt muligt elektronisk ved hjælp af CCN-netværket.

Om nødvendigt fastsætter Kommissionen efter proceduren i artikel 26, stk. 2, nærmere bestemmelser om den praktiske gennemførelse af første afsnit.

2. Kommissionen er ansvarlig for den udvikling af CCN- netværket, der måtte være nødvendig for at sikre udvekslingen af disse oplysninger mellem medlemsstaterne.

Medlemsstaterne er ansvarlige for den udvikling af deres systemer, der måtte være nødvendig for at sikre, at disse oplysninger kan udveksles ved anvendelse af CCN-netværket.

Medlemsstaterne afstår fra alle krav om godtgørelse af udgifter i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv, undtagen eventuelle udgifter til eksperthonorarer.

3. Personer, der er behørigt godkendt af Kommissionens sikkerhedsgodkendelsesmyndighed, har kun adgang til disse oplysninger, i det omfang det er nødvendigt for pasning, vedligeholdelse og udvikling af CCN-netværket.

4. Anmodninger om samarbejde, herunder anmodninger om meddelelser og bilag dertil, kan fremsættes på ethvert sprog, der aftales mellem den bistandssøgte og den bistandssøgende myndighed.

Anmodningerne skal kun ledsages af en oversættelse til det eller et af de officielle sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat i særlige tilfælde, hvor den bistandssøgte myndighed begrunder sin anmodning om en oversættelse.

Artikel 22

Særlige forpligtelser

1. Medlemsstaterne tager de nødvendige skridt til:

a) at sikre en effektiv intern koordination inden for den i artikel 4 omhandlede organisation

b) at etablere et direkte samarbejde med de i artikel 4 omhandlede myndigheder i de andre medlemsstater

c) at sikre, at det administrative samarbejde, der fastsættes ved dette direktiv, fungerer smidigt.

2. Kommissionen meddeler hver medlemsstat de generelle oplysninger om gennemførelsen og anvendelsen af dette direktiv, som den modtager og kan videregive.

KAPITEL V

FORBINDELSER MED KOMMISSIONEN

Artikel 23

Evaluering

1. Medlemsstaterne og Kommissionen undersøger og evaluerer, hvordan det administrative samarbejde, der er fastsat ved dette direktiv, fungerer.

2. Medlemsstaterne sender Kommissionen alle relevante oplysninger, der er nødvendige for at evaluere, om det administrative samarbejde, der finder sted i overensstemmelse med dette direktiv, er effektivt med hensyn til bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse.

3. Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af, om den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8 er effektiv, og de opnåede konkrete resultater. Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 26, stk. 2, i hvilken form og efter hvilke retningslinjer denne årlige vurdering skal fremsendes.

4. Kommissionen opstiller efter proceduren i artikel 26, stk. 2 en liste over de statistiske oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende med henblik på evalueringen af dette direktiv.

5. Oplysninger, der videregives til Kommissionen i medfør af stk. 2, 3 og 4, skal behandles fortroligt af Kommissionen i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for Unionens myndigheder.

6. Oplysninger, der videregives til Kommissionen af en medlemsstat i medfør af stk. 2, 3 og 4, og en­hver rapport eller ethvert dokument, som Kommissionen udarbejder under anvendelse af sådanne oplysninger, kan videresendes til andre medlemsstater. Sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der modtager dem.

Rapporter og dokumenter udarbejdet af Kommissionen som omhandlet i dette stykke må kun anvendes af medlemsstaterne til analyseformål, men må ikke offentliggøres eller gøres tilgængelige for andre personer eller organer uden Kommissionens udtrykkelige samtykke.

KAPITEL VI

FORBINDELSER MED TREDJELANDE

Artikel 24

Udveksling af oplysninger med tredjelande

1. Når den kompetente myndighed i en medlemsstat fra et tredjeland modtager oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af de nationale love i den pågældende medlemsstat vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter, kan denne myndighed, i det omfang det tillades i medfør af en aftale med det pågældende tredjeland, videresende oplysningerne til de kompetente myndigheder i medlemsstater, der kan have gavn af disse oplysninger, og til enhver bistandssøgende myndighed.

2. De kompetente myndigheder kan under overholdelse af deres nationale bestemmelser om videregivelse af personoplysninger til tredjelande videregive de oplysninger, der indhentes i henhold til dette direktiv, til et tredjeland, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a) den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor oplysningerne har deres oprindelse, har indvilliget i, at de videregives

b) det pågældende tredjeland har forpligtet sig til at samarbejde, i det omfang det er nødvendigt for at indsamle bevismateriale om uregelmæssigheder eller ulovligheder i forbindelse med transaktioner, som synes at stride mod eller udgøre misbrug af skattelovgivningen.

KAPITEL VII

ALMINDELIGE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 25

Databeskyttelse

Al udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv er underlagt gennemførelsesbestemmelserne til direktiv 95/46/EF. Medlemsstaterne begrænser dog med henblik på korrekt anvendelse af nærværende direktiv rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er fastsat i artikel 10, artikel 11, stk. 1, og artikel 12 og 21 i direktiv 95/46/EF i det omfang, det er nødvendigt for at beskytte de interesser, der er nævnt i artikel 13, stk. 1, litra e), i nævnte direktiv.

Artikel 26

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg benævnt »Udvalget for Administrativt Samarbejde på Beskatningsområdet«.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

Artikel 27

Rapport

Hvert femte år efter den 1. januar 2013 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 28

Ophævelse af direktiv 77/799/EØF

Direktiv 77/799/EØF ophæves med virkning fra den 1. januar 2013.

Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til dette direktiv.

Artikel 29

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv med virkning fra den 1. januar 2013.

De sætter imidlertid de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 8 i dette direktiv med virkning fra den 1. januar 2015.

De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 30

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 31

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2011.

På Rådets vegne

MATOLCSY Gy.

Formand

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslagets overordnede formål er at sikre, at Danmark kan overholde de nyeste og mest omfattende bistandsforpligtelser, som Danmark som et land, der stedse har deltaget aktivt i internationalt samarbejde om skatteforhold, har mulighed for at påtage sig.

Bistand i skattesager forekommer for det første ved, at lande kan udveksle oplysninger indbyrdes og bistå hinanden på anden vis med at tilvejebringe det korrekte grundlag for beskatning. En anden form for bistand er, at skatter og afgifter, som et land har pålagt nogen at betale, kan inddrives i et andet land. Alle former for bistand kan kun ydes, hvis der foreligger en aftale derom mellem de pågældende lande.

Lovforslaget indeholder:

- Forslag om gennemførelse af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (inddrivelsesbistandsdirektivet).

- Forslag om gennemførelse af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (bistandsdirektivet).

- Forslag, som delvis imødekommer Global Forum on Transparency and Exchange of Information's anbefalinger til Danmark, se afsnit 2 og afsnit 3.3.

- Forslag om at indføre sanktioner for overtrædelse af de særlige indberetningspligter, der er indført for at sikre, at Danmark kan overholde sine forpligtelser efter Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (rentebeskatningsdirektivet), som trådte i kraft i 2005.

2. Lovforslagets formål og baggrund

I en stadig mere globaliseret verden er landenes behov for gensidig bistand på beskatningsområdet stigende. Den teknologiske udvikling og den stigende internationalisering har medført større mobilitet og bedre muligheder for, at skattepligtige i et land kan have indtægter og kapital i et andet land. Håndhævelsen af skattelovgivningen i det enkelte land bliver derfor i højere og højere grad afhængig af, at skattemyndighederne kan få relevante oplysninger og anden bistand fra udlandet. Til brug for skatteligning, kontrol og opkrævning af skatter kan skattemyndighederne både have behov for oplysninger fra de pågældende skattepligtige og tredjeparter i ind- og udland og behov for oplysninger og anden bistand fra udenlandske skattemyndigheder.

Formålet med dette lovforslag er at sikre, at Danmark som den part, der bliver anmodet om at levere oplysninger eller yde andre former for bistand, kan leve op til de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig. Lovforslaget hviler på en generel forventning om, at andre lande på tilsvarende vis vil bestræbe sig for at opfylde anmodninger om bistand, som de måtte modtage fra Danmark.

Forslaget skal ses i forlængelse af, at Danmark altid har deltaget aktivt i international udveksling af oplysninger på skatteområdet. De dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark gennem årene har indgået, indeholder således en bestemmelse om udveksling af oplysninger. Disse bestemmelser har som hovedregel været udformet med udgangspunkt i OECD's model til dobbeltbeskatningsaftaler. Bestemmelserne er dog ikke affattet ens. Det skyldes for det første, at modellen alene er en anbefaling og ikke bindende, og for det andet, at OECD, siden den første modeloverenskomst blev udsendt i 1963, løbende har foretaget justeringer deri. I 2003 er modellen endvidere blevet udvidet med en ny artikel om bistand til inddrivelse af skatter. En sådan artikel indgår nu i en række af Danmarks nyere dobbeltbeskatningsaftaler.

Inden for De Europæiske Fællesskaber og senere EU er der indført EU-retlige retsgrundlag for bistand i skattesager, som Danmark er tilsluttet. Det omfatter bl.a.:

- Rådets direktiv 2008/55/EF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, skatter og andre foranstaltninger (kodificering af direktiv 76/308/EØF med senere ændringer) (inddrivelsesbistandsdirektivet),

- Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier (bistandsdirektivet) og

- Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (rentebeskatningsdirektivet).

Hertil kommer en række forordninger inden for områderne told, moms og indirekte skatter, som også indeholder bestemmelser om administrativ bistand, men som ikke berøres af dette lovforslag.

Inden for det seneste årti har såvel EU som OECD og andre internationale fora haft fokus på, at skattemyndighedernes behov for at samarbejde indbyrdes er stigende, fordi internationale forhold spiller en større og større rolle. Det får stadig større betydning, at landenes skattemyndigheder kan få adgang til især bankoplysninger og oplysninger om selskabskonstruktioner og lign. fra udlandet.

I de senere år har der derfor været internationale bestræbelser med det formål at bekæmpe skadelig skattepraksis, bl.a. ved forbedret samarbejde mellem landenes skattemyndigheder.

Inden for EU afløses det gældende inddrivelsesbistandsdirektiv således fra 1. januar 2012 af et nyt direktiv, Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger. Det nye direktiv har et udvidet anvendelsesområde i forhold til det gældende direktiv, ligesom det er tilstræbt at skabe klarere regler og at indføre en række nye regler med henblik på at beskytte medlemsstaternes finansielle interesser gennem en effektiviseret inddrivelse og udvidet anvendelse af oplysninger. Der henvises til afsnit 3.1.3. for en nærmere gennemgang af det nye direktiv.

For så vidt angår udveksling af oplysninger, har OECD allerede i 2000 indledt et samarbejde med en række ikke-OECD-lande og skattemæssigt selvstændige områder, der ønskede at indgå i dette samarbejde.

Som et resultat af dette samarbejde offentliggjorde OECD i 2002 en standardaftale om udveksling af oplysninger i skattesager. Standardaftalen er især tænkt anvendt mellem OECD-lande og lande og områder uden for OECD, der ikke har et fuldt udbygget indkomstskattesystem. Standardaftalen indebærer bl.a., at de lande og områder, som indgår sådanne aftaler, skal bistå hinanden med oplysninger og om nødvendigt først indhente oplysninger, der findes på deres territorium. Dette omfatter oplysninger fra banker og andre pengeinstitutter, og det omfatter oplysninger om ejerskab til selskaber og andre juridiske personer og personsammenslutninger. Danmark har siden 2007 indgået i alt 34 aftaler om informationsudveksling på grundlag af denne standardaftale med en række vigtige finansielle centre. 21 af disse aftaler er i kraft pr. 1. november 2011.

I 2005 blev artiklen om udveksling af oplysninger i OECD's model til dobbeltbeskatningsaftaler ændret, så den svarer til de standarder, der findes i standardaftalen fra 2002. Det fremgår nu af artiklen, at et land ikke kan nægte at udlevere oplysninger med den begrundelse, at oplysningerne besiddes af en bank eller en anden finansiel institution m.v., eller at oplysningerne vedrører ejerskabet til en juridisk person. Et land kan heller ikke nægte at udlevere oplysninger med den begrundelse, at landet ikke selv har noget behov for de pågældende oplysninger til brug for sin egen beskatning. Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler indgås nu med den tekst i artiklen om udveksling af oplysninger, som er formuleret af OECD i 2005.

OECDs samarbejde fra 2000 med en række ikke-OECD-lande og områder førte i 2009 til stiftelsen af Global Forum on Transparency and Exchange of Information. Forummet er selvstændigt i forhold til OECD og har eget sekretariat og hjemmeside: www.oecd.org/tax/transparency. Alle jurisdiktioner er velkomne til at deltage i forummet, der pr. 1. november 2011 har 105 medlemmer, der alle medvirker til finansieringen af arbejdet. En liste over medlemmerne findes på hjemmesiden.

Forummet skal sikre, at alle relevante jurisdiktioner (dvs. alle OECD-lande, væsentlige finansielle centre og lande, der i øvrigt ønsker det) udveksler skatteoplysninger efter den globalt anerkendte standard, som er den standard, der er indeholdt i OECDs standardaftale fra 2002 og artiklen om udveksling af oplysninger i OECDs modeloverenskomst som formuleret i 2005.

Der er enighed om, at OECDs standard er en minimumsstandard, og der er intet til hinder for, at landene også udveksler oplysninger på andre måder end angivet i standarden. Navnlig angår standarden kun udveksling af oplysninger efter anmodning, hvilket kun er én blandt en række fremgangsmåder, som anvendes blandt EU- og OECD-lande.

Inden for EU afløses det gældende bistandsdirektiv fra 1. januar 2013 af et nyt direktiv, Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF. Det nye direktiv bringer for det første fundamentet for samarbejdet inden for EU op på OECDs nuværende standard for udveksling af oplysninger efter anmodning, navnlig med hensyn til afskaffelse af bankhemmelighed. Derudover indeholder det nye direktiv bl.a. regler om udvidet anvendelse af automatisk udveksling af oplysninger blandt medlemsstaterne, dog først fra 1. januar 2015. Der henvises til afsnit 3.2.2. for en nærmere gennemgang af det nye direktiv.

De oplysninger, der skal kunne udveksles efter anmodning efter OECD-standarden, er bl.a.

- Oplysninger om ejerskabet til selskaber og andre relevante juridiske enheder, der befinder sig i det pågældende land eller område.

- Regnskabs- og bogføringsmateriale.

- Oplysninger om transaktioner og betalinger, herunder bl.a. oplysninger fra banker og andre finansielle institutioner.

Opfyldelse af standarden kræver, at

- det pågældende land eller område kan videregive oplysninger, der besiddes eller kontrolleres af personer eller myndigheder i det pågældende land eller område. Oplysningerne skal altså forefindes,

- oplysningerne skal være tilgængelige for skattemyndighederne i det pågældende land eller område, og

- skattemyndighederne i det pågældende land eller område skal kunne udveksle oplysningerne med alle andre lande og områder, der er relevante for det pågældende land eller område. Der skal altså forefindes et tilstrækkeligt netværk af aftaler, der muliggør denne udveksling af oplysninger.

For at sikre, at alle lande og områder lever op til standarden, skal der udarbejdes to rapporter om hver eneste jurisdiktion. Det gælder både alle medlemmer af Global Forum og jurisdiktioner, som ikke (endnu) er medlemmer af forummet, men som er relevante finansielle centre eller skattely. Undersøgelserne foretages, og rapporten udarbejdes, af repræsentanter for medlemmerne af Global Forum i samarbejde med det etablerede sekretariat i et såkaldt Peer Review.

I den første rapport skal det bedømmes, om der i den undersøgte jurisdiktion findes den nødvendige lovgivning, herunder aftaler, til udveksling af oplysninger (fase 1). I den anden rapport skal det bedømmes, om der i praksis udveksles oplysninger (fase 2).

Foreløbig har Global Forum et mandat på 3 år (2010-12). I denne periode skal alle de lande og områder, der oprindelig blev anset for relevante, fase 1-bedømmes, og udvalgte lande og områder skal også fase 2-bedømmes. Det forventes, at mandatet vil blive forlænget med 3 år (2013-15), så alle lande og områder, der nu anses for relevante, kan gennemgå både en fase 1- og en fase 2-bedømmelse.

Danmark har gennemgået sin Peer Review i 2010, og rapporten om Danmark er godkendt af Global Forum i januar 2011. Rapporten, som er en såkaldt kombineret rapport (der indeholder både fase 1 og fase 2), er den 4. februar 2011 oversendt til Folketingets Skatteudvalg (alm. del - bilag 124, 2010/2011).

Rapporten indeholder nogle anbefalinger til Danmark, bl.a. om ejerskabsoplysninger. Om anbefalingerne og om forslag til imødekommelse heraf henvises til afsnit 3.3.

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Gennemførelse af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger

3.1.1. Gældende ret

Lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002 om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v. gennemfører Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 som senest ændret ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001.

Rådet har den 28. maj 2008 udstedt Rådets direktiv 2008/55/EF, som udgør en konsolidering af direktivet med efterfølgende ændringer. I forbindelse med udstedelsen af dette direktiv var en ny gennemførelseslov ikke nødvendig.

Lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002, udgør derfor fortsat fundamentet for direktivets implementering i dansk ret. Efter lovens § 3, stk. 1, skal kontaktmyndigheden efter anmodning fra vedkommende myndighed i en anden medlemsstat yde bistand til inddrivelse af fordringer, der omfattes af direktivet, her i landet. De danske kontaktmyndigheder er ved bekendtgørelse nr. 493 af 20. juni 2002 bestemt som Direktoratet for FødevareErhverv (nu FødevareErhverv) for fordringer i form af tilbagebetalingskrav bestående af EU-finansierede støttebeløb til landbruget og renter m.v., der vedrører disse, og Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT) for så vidt angår de øvrige fordringer, der omfattes af direktivet.

Ved lov nr. 429 af 6. juni 2005, lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der var et led i gennemførelsen af kommunalreformen, blev den offentlige restanceinddrivelse samlet hos SKAT. FødevareErhverv har derfor siden lovens ikrafttræden den 1. november 2005 ikke forestået inddrivelsen af krav på tilbagebetaling af støttemidler til landbruget, idet det dog af lovforslaget, L 112 2004-2005, 2. samling, følger, at direktoratet kan modregne med egne tilbagebetalingskrav i krav på støtte.

De fordringer, der omfattes af direktivet, er tillagt udpantningsret, jf. § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002. Udpantningsretten er tillige fastslået i bilag 1, nr. 21, i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Herefter er der udpantningsret for krav, der modtages til inddrivelse fra udlandet.

I § 3, stk. 3, er fastsat, at udlæg foretages af fogedretten. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter pantefogeder kan foretage udlæggene, men denne beføjelse er ikke udnyttet.

Ressortansvaret for loven er ved kongelig resolution af 28. april 2009 overført fra justitsministeren til skatteministeren.

Ud over bistanden til inddrivelse af fordringer er det i § 4 bestemt, at kontaktmyndigheden til brug for inddrivelsen indhenter oplysninger til brug for vedkommende myndighed i en anden medlemsstat, ligesom det i § 5 er bestemt, at kontaktmyndigheden meddeler skyldneren akter og afgørelser fra den udenlandske myndighed vedrørende fordringen.

3.1.2. Forslagets baggrund

Det gældende direktiv er afløst af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010. Ifølge artikel 28 i det nye direktiv skal medlemsstaterne senest den 31. december 2011 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Det nye direktiv skal herefter anvendes af medlemsstaterne fra den 1. januar 2012.

Dette lovforslag indeholder de bestemmelser, som er nødvendige for, at direktivet kan anvendes i Danmark fra den 1. januar 2012.

3.1.3. Det nye direktivs indhold

Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, som er optrykt som bilag 1 til dette lovforslag, indeholder en række ændringer i forhold til det eksisterende direktiv, Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008. De væsentligste ændringer gennemføres med bestemmelserne i artiklerne 2, 7, 11, 12, 13, stk. 3, 19, stk. 2, 20 og 23.

Direktivet er opdelt i et kapitel I (artikel 1-4) med almindelige bestemmelser, kapitel II (artikel 5-7) om udveksling af oplysninger, kapitel III (artikel 8 og 9) om bistand til meddelelse af dokumenter, kapitel IV (artikel 10-20) om inddrivelsesforanstaltninger eller retsbevarende foranstaltninger, kapitel V (artikel 21-23) med generelle regler for alle typer anmodninger om bistand og et afsluttende kapitel VI (artikel 24-31) med afsluttende bestemmelser.

Direktivets artikel 1 fastslår, at direktivet handler om bistand til inddrivelse af fordringer.

Direktivets artikel 2 oplister de fordringer, der er omfattet af bistandsforpligtelsen. Ifølge artikel 2, stk. 1, litra a, omfatter direktivet alle skatter og afgifter af enhver art. Det betyder, at anvendelsesområdet er udvidet i forhold til det eksisterende direktiv, idet bl.a. ikke-harmoniserede punktafgifter er omfattet. Det eksisterende direktiv omfatter ifølge sin artikel 2, stk. 1, litra f, alene punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt mineralolier. Det nye direktiv finder dog ifølge artikel 2, stk. 3, ikke anvendelse på obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret i henhold til forvaltningsretlige bestemmelser. Direktivet anvendes heller ikke på gebyrer, der ikke er omhandlet i artikel 2, stk. 2, samt skyldige beløb af aftaleretlig karakter, f.eks. betaling for almennyttige offentlige ydelser, og strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a.

Direktivets artikel 3 indeholder definitioner på en række af de ord og begreber, der anvendes i direktivet.

Direktivets artikel 4 indeholder en række organisatoriske bestemmelser.

Direktivets artikel 5 omhandler bistandsforpligtelsen ved anmodninger om oplysninger til brug for inddrivelsen.

Direktivets artikel 6 fastslår, at medlemsstaterne spontant kan oplyse hinanden om forestående tilbagebetalinger af skatter og afgifter, dog ikke merværdiafgifter.

Direktivets artikel 7 indfører en bestemmelse, hvorefter det ved aftale mellem den bistandssøgende og den bistandssøgte myndighed og ifølge bestemmelser, som den bistandssøgte myndighed har fastsat, kan aftales, at embedsmænd, der er behørigt bemyndiget af den bistandssøgende myndighed, med henblik på at fremme gensidig bistand som omhandlet i direktivet kan være til stede på administrative kontorer, deltage i administrative undersøgelser og bistå de kompetente embedsmænd i den bistandssøgte medlemsstat under en retssag i den pågældende medlemsstat.

Direktivets artikel 8 indeholder reglerne om bistanden ved meddelelse af visse dokumenter fra den bistandssøgende medlemsstat vedrørende de fordringer, der omfattes af direktivet, til skyldneren. Anmodningen skal som noget nyt ledsages af en standardformular, der som minimum skal oplyse bl.a. skyldnerens navn og adresse samt formålet med og tidsfristen for meddelelsen. Der er desuden indført en begrænsning i muligheden for at anmode om meddelelsesbistand, idet der kun kan anmodes om bistand, hvis reglerne i den bistandssøgende medlemsstat hindrer, at den bistandssøgende myndighed selv giver meddelelsen, eller hvis en sådan meddelelse ville give anledning til uforholdsmæssigt store vanskeligheder.

Direktivets artikel 9 om meddelelsesmidler fastslår i stk. 1, at den bistandssøgte myndighed skal sørge for, at meddelelsen af de dokumenter, der nævnes i artikel 8, skal foretages i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat. I Danmark anvendes f.eks. anbefalet brev og forkyndelse ved stævningsmand. Den kompetente myndighed i den bistandssøgende medlemsstat kan desuden ifølge stk. 2 meddele dokumenter direkte med anbefalet brev eller elektronisk til en person på en anden medlemsstats område.

Direktivets artikel 10 fastslår forpligtelsen til at bistå den bistandssøgende myndighed med inddrivelsen af de fordringer, der omfattes af direktivet.

Direktivets artikel 11 indeholder betingelserne for fremsættelsen af en anmodning om inddrivelse. Der indføres en opblødning af disse betingelser. Efter artikel 7, stk. 2, litra b, i det eksisterende direktiv kan en anmodning alene fremsættes, når den bistandssøgende myndighed har iværksat de (passende) nationale inddrivelsesforretninger, der kan indledes på baggrund af eksekutionsdokumentet, og de trufne foranstaltninger ikke fører til betaling af hele fordringen. Efter artikel 11 i det ny direktiv kan en anmodning om bistand til inddrivelse fremsættes, hvis det er tydeligt, at der i den bistandssøgende medlemsstat ikke er aktiver, der kan gøres til genstand for inddrivelse, eller hvis inddrivelse ikke vil føre til betaling af hele fordringen, og den bistandssøgende myndighed besidder specifikke oplysninger om, at skyldneren har aktiver i den bistandssøgte medlemsstat. Endelig kan en anmodning om bistand fremsættes, hvis anvendelsen af inddrivelsesforanstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat vil være uforholdsmæssigt vanskelig.

Direktivets artikel 12 omhandler den akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og andre dokumenter som bilag hertil. Der indføres som noget nyt en ensartet akt som eksekutionsgrundlag i den bistandssøgte medlemsstat. Den behøver ikke anerkendes, suppleres eller erstattes af en tilsvarende akt i den pågældende medlemsstat. Herved søges problemerne med anerkendelse og oversættelse af akter fra andre medlemsstater løst. Disse problemer har ifølge præamblens pkt. 8 i høj grad bidraget til den manglende effektivitet under det eksisterende direktiv.

Direktivets artikel 13 indeholder de nærmere regler om inddrivelsen i den bistandssøgte medlemsstat. De fordringer, for hvilke der anmodes om inddrivelse, behandles på samme måde, som hvis det drejede sig om fordringer fra den bistandssøgte medlemsstat, medmindre andet er fastsat i direktivet. Dog er den bistandssøgte medlemsstat som udgangspunkt ikke forpligtet til at give fordringer fra andre medlemsstater samme fortrinsstilling, som tilkommer tilsvarende fordringer i den bistandssøgte medlemsstat. Med hensyn til den bistandssøgte medlemsstats beregning af renter på de fordringer, der modtages til inddrivelse, fastslår artikel 13, stk. 3, at renterne beregnes fra det tidspunkt, hvor den bistandssøgte medlemsstat modtager bistandsanmodningen, og ikke, som det foreskrives i det eksisterende direktiv, fra det tidspunkt, hvor anmodningen godkendes.

Direktivets artikel 14 beskriver, hvordan der skal forholdes med tvister. Tvister vedrørende fordringen og det grundlag, hvorpå den søges inddrevet i den bistandssøgte medlemsstat, skal afgøres af de kompetente instanser i den bistandssøgende medlemsstat, mens tvister, der vedrører den bistandssøgte myndigheds inddrivelsesforanstaltninger eller en meddelelse givet af en kompetent myndighed i den bistandssøgte medlemsstat, afgøres af de kompetente instanser i den bistandssøgte medlemsstat.

Direktivets artikel 15 indeholder regler om ændring eller tilbagetrækning af anmodningen om bistand til inddrivelse.

Direktivets artikel 16 forpligter den bistandssøgte myndighed til på anmodning at udnytte en eventuel adgang til at træffe retsbevarende foranstaltninger, hvis inddrivelse ikke aktuelt kan ske på grund af skyldnerens anfægtelse af fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution, eller fordi en akt, der hjemler eksekution, endnu ikke foreligger. Det er dog en betingelse, at retsbevarende foranstaltninger også er mulige i en lignende situation i henhold til lovgivning og administrativ praksis i den bistandssøgende medlemsstat. En retsbevarende foranstaltning i Danmark vil typisk være en arrest i henhold til retsplejelovens § 627.

Direktivets artikel 17 er en henvisningsbestemmelse.

Direktivets artikel 18 indeholder nogle grænser for den bistandssøgte myndigheds forpligtelser. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde bistand efter artikel 10-16, hvis inddrivelse af fordringen på grund af skyldnerens situation vil skabe alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i den bistandssøgte medlemsstat, og sådanne vanskeligheder også i den bistandssøgte medlemsstat kan begrunde en fritagelse for inddrivelsen af nationale fordringer. Derudover er den bistandssøgte myndighed ikke forpligtet til at yde bistand efter artikel 5 og 7-16, hvis fordringen på tidspunktet for fremsættelsen af den oprindelige anmodning om bistand har været forfalden i mere end fem år. Der er heller ikke pligt til bistand til inddrivelse af fordringer, hvis deres samlede værdi er på mindre end 1.500 EUR.

Direktivets artikel 19 regulerer spørgsmål om forældelse. Forældelsesfristen afgøres af lovgivningen i den bistandssøgende medlemsstat. I artikel 19, stk. 2, er det som en væsentlig nyskabelse bestemt, at foranstaltninger, der skal sikre suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen, generelt foretages i henhold til den herom gældende lovgivning i den bistandssøgte medlemsstat, hvis suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen er hjemlet af lovgivningen i den bistandssøgende medlemsstat. Hvis suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen ikke er mulig efter den bistandssøgte medlemsstats lovgivning, vil foranstaltninger, der træffes af den bistandssøgte myndighed, bevirke suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen, hvis lovgivningen i den bistandssøgende medlemsstat tillægger foranstaltningerne denne virkning. Efter det eksisterende direktivs artikel 15, stk. 2, vil suspension eller afbrydelse alene kunne indtræde, hvis den bistandssøgte myndighed foretager inddrivelsesforanstaltninger, der bevirker suspension eller afbrydelse i henhold til lovgivningen i den bistandssøgende medlemsstat.

Direktivets artikel 20 omhandler de omkostninger, der er forbundet med bistanden. Som noget nyt bestemmes, at den bistandssøgte medlemsstat kan inddrive de med inddrivelsen forbundne omkostninger hos skyldneren og tilbageholde disse i det inddrevne beløb i overensstemmelse med den bistandssøgte medlemsstats love og bestemmelser. Dette skal ifølge præamblens pkt. 13 tilskynde medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige midler til inddrivelse af de andre medlemsstaters fordringer.

Direktivets artikel 21 indeholder regler om standardformularer og kommunikationsmidler.

Direktivets artikel 22 regulerer, hvilket sprog der skal anvendes ved anmodninger om bistand, standardformularer til brug for meddelelse og ensartede akter, der hjemler ret til eksekution. Som noget nyt fastslås, at dokumenter, for hvilke der anmodes om meddelelse i henhold til artikel 8, sendes til den bistandssøgte myndighed på et af de officielle sprog i den bistandssøgende medlemsstat.

Direktivets artikel 23 omhandler videregivelsen af oplysninger og dokumenter. Oplysninger, der videregives i medfør af direktivet, er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den bistandssøgende medlemsstat. Oplysningerne kan ifølge stk. 1 anvendes med henblik på inddrivelse eller retsbevarende foranstaltninger i forbindelse med fordringer, der er omfattet af direktivet. De kan også anvendes til vurdering og eksekution af obligatoriske socialsikringsbidrag. Som noget nyt kan oplysninger, der er modtaget i henhold til direktivet, anvendes af den bistandssøgende medlemsstat til andre formål end dem, der er nævnt i stk. 1, hvis denne anvendelse er mulig i henhold til lovgivningen i den bistandssøgte medlemsstat.

Direktivets artikel 24 omhandler anvendelsen af andre aftaler om bistand. Direktivet berører ikke muligheden for i henhold til bi- eller multilaterale aftaler m.v. at yde en mere vidtgående bistand end påkrævet efter direktivet. Det vil således fortsat være muligt at yde bistand efter eksempelvis Overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager, jf. bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992.

Direktivets artikel 25 fastslår, at Kommissionen bistås af Inddrivelsesudvalget. Inddrivelsesudvalget er et embedsmandsudvalg, der er nedsat under Kommissionen.

Direktivets artikel 26 omhandler gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen skal vedtage.

Direktivets artikel 27 fastslår, at hver medlemsstat senest den 31. marts hvert år skal rapportere til Kommissionen om anvendelsen af direktivet, og at Kommissionen skal afrapportere til Europa-Parlamentet og Rådet hvert femte år.

Direktivets artikel 28 omhandler direktivets gennemførelse pr. 1. januar 2012.

Direktivets artikel 29 ophæver direktiv 2008/55/EF med virkning fra den 1. januar 2012.

Direktivets artikel 30 fastsætter ikrafttrædelsesdagen for direktivet.

Direktivets artikel 31 fastslår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

3.1.4. Forslagets indhold

Det foreslås, at direktivet gennemføres ved en henvisning til, at der skal ydes bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, til inddrivelse af fordringer i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktivet, der samtidig optages som bilag 1 til loven.

Desuden foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at udpege den eller de myndigheder, der kan fremsætte eller modtage anmodning om bistand i medfør af direktivet (kontaktmyndighed).

Det følger af lovforslaget, at det ikke længere vil være fogedretten, der skal foretage udlæg for de omhandlede fordringer. Det vil således i medfør af §§ 1 og 3 i lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. med senere ændringer være SKATs pantefogeder, der fremover kan foretage udlæg for de pågældende ydelser, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

3.2. Gennemførelse af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF

3.2.1. Gældende ret

Lovbekendtgørelse nr. 1016 af 24. oktober 2005 om gensidig bistand inden for området direkte skatter mellem stater, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, gennemfører Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier med senere ændringer.

Told- og skatteforvaltningen, nu SKAT, er ifølge lovens § 2 den kompetente myndighed i henhold til direktivet.

Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 indeholder bestemmelser om, at de kompetente myndigheders udveksling af oplysninger kan ske på forskellige måder:

- udveksling af oplysninger efter anmodning,

- spontan udveksling af oplysninger,

- automatisk udveksling af oplysninger,

- samtidigt gennemførte undersøgelser (»simultane revisioner«) og

- embedsmænds deltagelse i undersøgelser på andre medlemsstaters territorium.

Udveksling af oplysninger efter anmodning indebærer, at den kompetente myndighed i en medlemsstat retter henvendelse til den kompetente myndighed i en anden medlemsstat, fordi den anmodende medlemsstat i en given konkret situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i den anden medlemsstat har eller kan fremskaffe oplysninger, som er nødvendige for korrekt anvendelse af skattelovgivningen i den anmodende medlemsstat. Den anmodede medlemsstat skal da sende oplysningerne til den anmodende medlemsstat. Hvis den anmodede medlemsstat ikke allerede har de ønskede oplysninger, har den pligt til om muligt at indhente dem. Når Danmark bliver anmodet om oplysninger, kan SKAT, hvis oplysningerne ikke i forvejen er indberettet til SKAT, med hjemmel i skattekontrollovens § 8 Y anvende de danske kontrolregler til om muligt at indhente oplysningerne til brug for den udenlandske skattemyndighed.

Spontan udveksling af oplysninger indebærer, at den kompetente myndighed i en medlemsstat uopfordret sender oplysninger til den kompetente myndighed i en anden medlemsstat, hvis den har oplysninger, som den skønner at være relevante for skattemyndighederne i den anden medlemsstat.

Automatisk udveksling af oplysninger indebærer, at den kompetente myndighed i en medlemsstat sender såkaldte masseoplysninger til en anden medlemsstats kompetente myndighed. Denne metode til udveksling af oplysninger kan anvendes, når mange ensartede, standardiserede oplysninger er indberettet til SKAT. Et eksempel er lønoplysninger. Automatisk udveksling af oplysninger sker samlet og med anvendelse af elektroniske medier.

Samtidigt gennemførte undersøgelser (»simultane revisioner«) indebærer, at skattemyndighederne i to eller flere medlemsstater samtidig - hver på sit område - undersøger skatteforholdene hos en eller flere personer (fysiske eller juridiske), som skattemyndighederne har fælles eller forbundne interesser i, og derefter sammenligner de oplysninger, de indhentede ved deres undersøgelser.

Udenlandske embedsmænds deltagelse i undersøgelser på nationalt territorium indebærer, at den kompetente myndighed i en medlemsstat kan tillade, at embedsmænd fra en anden medlemsstats skattemyndigheder er til stede under forberedelsen og gennemførelsen af en undersøgelse i det pågældende land, som har betydning for beskatningen i den anden medlemsstat. En udenlandsk embedsmand kan således f.eks. være til stede, når danske embedsmænd undersøger regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter på stedet hos en dansk virksomhed, eller når personer besvarer spørgsmål fra danske embedsmænd. De udenlandske embedsmænd har ikke beføjelse til at intervenere i undersøgelsen, men de kan drøfte forløbet med de danske embedsmænd, der foretager undersøgelsen. Udenlandske embedsmænd må altså ikke selv foretage undersøgelser i Danmark.

Direktivet indeholder desuden bl.a. nærmere bestemmelser om,

- at udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige,

- at en stat ikke er forpligtet til at meddele oplysninger eller udføre forvaltningsakter, som ikke er i overensstemmelse med lovgivning eller forvaltningspraksis i denne stat eller den anden stat, og

- at den kompetente myndighed i en stat med visse forbehold er forpligtet til at indhente de oplysninger, som den anden stat anmoder om.

3.2.2. Forslagets baggrund

Det gældende direktiv 77/799/EØF er afløst af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF. Ifølge artikel 29 i det nye direktiv skal medlemsstaterne sætte de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, i kraft med virkning fra den 1. januar 2013. Dog skal love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 8 om automatisk udveksling af oplysninger, først sættes i kraft med virkning fra den 1. januar 2015.

Dette lovforslag indeholder de bestemmelser, som er nødvendige for, at direktivet kan anvendes i Danmark fra den 1. januar 2013. Herved sikres det, at Danmark kan yde og modtage den nødvendige bistand i skattesager til at tilvejebringe oplysninger til brug for en dansk eller udenlandsk skatteansættelse, afgiftsopgørelse el.lign.

Som udgangspunkt dækker lovforslaget også den del af direktivet, der først skal anvendes fra 2015. Danmark udveksler på nuværende tidspunkt en række typer af oplysninger automatisk med andre lande, og der er ikke behov for særskilt hjemmel til at udveksle enkelte typer af oplysninger. Automatisk udveksling af oplysninger forudsætter imidlertid, at oplysningerne forefindes eller kan skaffes. Det nye direktiv indeholder alene en meget bred angivelse af, hvilke typer af oplysninger der kan udveksles automatisk, f.eks. »pensioner«, og det er endnu ikke fastlagt, præcis hvilke oplysninger der skal være tale om, f.eks. for pensioners vedkommende, om udvekslingen vil omfatte indbetalinger, udbetalinger og/eller afkast. Direktivet indeholder administrative regler, der sikrer, at der kan træffes en beslutning herom i unionsregi inden den 1. januar 2015, jf. afsnit 3.2.3. nedenfor ad direktivets artikel 24. Der består derfor en mulighed for, at det kan blive nødvendigt at ændre danske indberetnings- eller kontrolregler eller administrative procedurer i tilknytning hertil som konsekvens af de beslutninger, der måtte blive truffet. Se afsnit 5 nedenfor om de administrative konsekvenser for det offentlige.

3.2.3. Det nye direktivs indhold

Det nye direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, som er optrykt som bilag 2 til dette lovforslag, erstatter direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier, med senere ændringer.

Ifølge direktivets præambel er formålet at tilsikre, at der tilgår medlemsstaterne de oplysninger fra andre medlemsstater, som er nødvendige til korrekt fastsættelse af skatte- eller afgiftstilsvar. Udveksling af oplysninger er et virksomt middel i bekæmpelsen af grænseoverskridende skattesvig og skatteunddragelse, og direktivet har til formål at styrke, administrativt forenkle og på visse punkter udvide den udveksling af oplysninger, som hidtil er foregået imellem medlemslandene.

Direktiv 77/799/EØF er ikke længere et egnet værktøj. Direktivet - og de senere ændringer af det - blev udarbejdet under andre forhold end dem, der kendetegner det nuværende indre marked. I 1977 var der ikke samme grad af fri bevægelighed, og integrationen var meget beskeden. I dag har medlemsstaterne brug for andre instrumenter, end det gældende direktiv kan give, for at styrke den gensidige internationale bistand. Den aktuelle situation giver anledning til usikkerhed og forhindrer gennemskuelighed, ligebehandling, loyal konkurrence og et velfungerende indre marked, og direktiv 77/799/EØF kan i praksis ikke længere opfylde de aktuelle krav til det administrative samarbejde.

Det nye direktiv indfører OECDs standard for udveksling af oplysninger efter anmodning i medlemsstaternes fælles grundlag for udveksling af oplysninger. Det fremhæves således i direktivets præambel som en svaghed ved direktiv 77/799/EØF, at dette tillader medlemsstaterne at afslå at medvirke til at indhente og videregive oplysninger, hvis staten er forhindret i at indhente oplysningerne af egen lovgivning eller egen administrativ praksis. Det betyder i praksis, at medlemsstater med en udstrakt grad af bankhemmelighed i vidt omfang har kunnet afslå at give andre medlemsstater oplysninger om disse staters borgeres økonomiske forhold. Det nye direktiv medfører derimod, at bankhemmelighed ikke er til hinder for udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne.

Det nye direktiv fastlægger desuden en udvidet anvendelse af automatisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne i forhold til, hvad der følger af det gældende direktiv, der kun har en løst formuleret bestemmelse herom. Denne del af det nye direktiv vil dog først finde anvendelse fra den 1. januar 2015.

Endelig fastslås det i det nye direktiv, at hvis en medlemsstat har påtaget sig forpligtelser over for et ikke-EU-land til at afgive oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af direktivet, skal medlemsstaten afgive oplysninger i samme omfang til de øvrige EU-lande (en såkaldt »mestbegunstigelsesbestemmelse«).

Det fremhæves i præamblen, at det udvidede administrative samarbejde efter direktivet vil give de nationale love et løft, men hverken erstatte eller harmonisere dem.

Direktivforslaget er opdelt i et kapitel I (artikel 1-4) med almindelige bestemmelser, kapitel II (artikel 5-10) om udveksling af oplysninger, kapitel III (artikel 11-15) om andre former for administrativt samarbejde, kapitel IV (artikel 16-22) om betingelser for det administrative samarbejde, kapitel V (artikel 23) om forbindelser med Kommissionen, kapitel VI (artikel 24) om forbindelser med tredjelande og et afsluttende kapitel VII (artikel 25-31) om almindelige og afsluttende bestemmelser.

Efter direktivets artikel 1 bestemmes, hvilke regler og procedurer der skal gælde for det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, herunder regler og procedurer for elektronisk udveksling af oplysninger. Direktivet lægger op til, at elektronisk udveksling skal ske i videre omfang, end det er sket efter direktiv 77/799/EØF.

Ifølge direktivets artikel 2 fastsættes direktivets anvendelsesområde til kun at omfatte skatter, som ikke i forvejen er omfattet af Rådets forordninger om henholdsvis told, moms og visse punktafgifter.

I direktivets artikel 3 defineres en række begreber, som anvendes i direktivet. Herunder defineres den kompetente myndighed som enhver myndighed, som en medlemsstat direkte eller efter bemyndigelse har udpeget med henblik på gennemførelse af direktivet. I forhold til direktiv 77/799/EØF udgør definitionsbestemmelsen en forenkling, idet man undgår en direktivbestemmelse, der alene nævner og opregner de kompetente myndigheder for samtlige medlemsstater, og som kræver løbende ajourføring.

Direktivets artikel 4 indeholder de organisatoriske bestemmelser. Herunder praktiske regler om kompetente myndigheder og forbindelseskontorer, om samarbejdet mellem disse og om Kommissionens rolle som opsamler og formidler af disse organisatoriske oplysninger om medlemsstaterne. De foreslåede regler er så vidt muligt parallelle med de tilsvarende regler om det administrative samarbejde om moms.

Direktivets artikel 5 er en central regel for proceduren for udveksling af oplysninger efter anmodning. Ud over at artiklen fastsætter, at der kan udveksles oplysninger efter anmodning, er artiklen hovedsagelig en beskrivelse af de administrative procedurer, der skal iagttages i forbindelse med en sådan anmodning. Artiklen udgør dermed en opkobling til de organisatoriske bestemmelser, der er fastlagt i artikel 4.

I direktivets artikel 6 fastslås det, at en medlemsstat, der anmodes om oplysninger, skal iværksætte de nødvendige administrative undersøgelser for at kunne opfylde anmodningen. Dette indebærer, at danske bestemmelser om oplysningspligt over for told- og skatteforvaltningen også gælder i tilfælde, hvor SKAT indhenter oplysninger til brug for udenlandske myndigheder.

Efter direktivets artikel 7 nævnes tidsfristerne for behandlingen af anmodninger om oplysninger. Den anmodede stat skal grundlæggende besvare anmodningen snarest muligt og senest 6 måneder efter modtagelsen. Dette udgør en ændring i forhold til direktiv 77/799/EØF, der alene forpligter modtagerstaten til at svare hurtigst muligt.

I direktivets artikel 8 fastslås, at en række oplysninger skal udveksles automatisk. Artiklen nævner:

- lønindkomst (på dette punkt findes en oversættelsesfejl i den nuværende danske version af direktivet, hvor der står »erhvervsmæssig indtægt«),

- bestyrelseshonorarer,

- livsforsikringsprodukter, der ikke er omfattet af andre EU-retsakter (hvormed der indirekte refereres til en forventet fremtidig ændring af rentebeskatningsdirektivet, som er omtalt nedenfor i afsnit 3.4.2. ),

- pensioner og

- ejendomsret til og indtægt fra fast ejendom.

Bestemmelsen udgør i denne henseende en styrkelse af udvekslingen i forhold til direktiv 77/799/EØF, som kun i meget generelle vendinger skaber hjemmel for automatisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne.

Derudover indeholder artiklen regler vedrørende de bilaterale eller multilaterale aftaler, som medlemsstaterne måtte indgå indbyrdes til styrkelse af automatisk udveksling af oplysninger. Sådanne aftaler har hidtil været anvendt af medlemsstaterne til konkretisering af den generelle hjemmel i direktiv 77/799/EØF, og det nye direktiv forudsætter altså, at medlemsstaterne vil opretholde denne praksis. Disse aftaler skal meddeles Kommissionen, som stiller dem til rådighed for alle de øvrige medlemmer. Artikel 8 finder som den eneste i direktivet ikke anvendelse fra den 1. januar 2013, men først fra den 1. januar 2015, jf. artikel 29.

I direktivets artikel 9 er nævnt en række situationer, hvor medlemsstaterne altid skal give hinanden oplysninger spontant. Det gælder eksempelvis, hvor den afgivende medlemsstat har grund til at tro, at der kan blive tale om et tab af skatteindtægter i den anden medlemsstat. Spontan udveksling af oplysninger adskiller sig fra automatisk udveksling af oplysninger derved, at den kompetente myndighed sender såkaldte masseoplysninger automatisk til en anden medlemsstats kompetente myndighed uden hensyntagen til mulig relevans, mens spontan udveksling af oplysninger indebærer, at den kompetente myndighed sender enkelte oplysninger til den kompetente myndighed i den anden medlemsstat, hvis oplysningerne konkret skønnes at være relevante for den anden myndighed.

Direktivets artikel 10 indeholder tidsfrister for udveksling af spontane oplysninger efter direktivets artikel 9. Det betyder blandt andet, at en medlemsstat hurtigst muligt og senest en måned efter, at oplysningerne blev tilgængelige, skal meddele disse til den kompetente myndighed i den anden medlemsstat. Modsat skal den modtagende medlemsstat omgående eller senest 7 hverdage efter modtagelsen bekræfte modtagelsen af spontane oplysninger.

Direktivets artikel 11 afløser en betydeligt mere kortfattet artikel i direktiv 77/799/EØF vedrørende tilstedeværelse af embedsmænd fra én medlemsstat på en anden medlemsstats territorium. Denne form for bistand forudsætter, at de to medlemsstater har indgået en aftale om sådant samarbejde.

I direktivets artikel 12 beskrives de procedurer, der skal anvendes, når to eller flere medlemsstater foretager samtidig kontrol af samme skattepligtige eller samme sagskompleks.

Efter direktivets artikel 13 kan en medlemsstat få bistand fra en anden medlemsstat til at få meddelt (forkyndt) afgørelser m.v. over for personer i den anden medlemsstat.

Direktivets artikel 14 forpligter medlemsstaterne til at give hinanden feedback om anvendelsen af oplysninger, som er modtaget efter anmodning eller spontant. Der skal gives feedback hurtigst muligt og senest tre måneder efter, at svaret eller de spontane oplysninger er anvendt.

I direktivets artikel 15 beskrives medlemsstaternes og Kommissionens indsats for at forbedre og styrke samarbejdet. Kommissionen har kompetence til - efter konsultationsprocedure - at udstede retningslinjer vedrørende landeprofiler, risikostyringsteknikker og andre foranstaltninger til fremme af videndeling.

Direktivets artikel 16 fastlægger, i hvilket omfang og til hvem oplysninger, som udveksles i henhold til direktivet, må videregives. Grundlæggende tillades både videregivelse til andre myndigheder inden for modtagerstaten efter dennes lovgivning (også til andre formål end skattemæssige formål) og videregivelse til den kompetente myndighed i en tredje medlemsstat, men sådan videregivelse kræver altid tilladelse fra den afgivende medlemsstats kompetente myndighed.

I direktivets artikel 17 og 18 findes de centrale bestemmelser, der tilpasser direktivet til OECDs standard for udveksling af oplysninger, herunder gennembruddet i forhold til medlemsstaternes bankhemmelighed. Bestemmelsernes hovedindhold er betingelserne for, at en medlemsstat kan afslå at afgive oplysninger, som den er anmodet om. En medlemsstat kan afslå at afgive oplysninger, hvis antallet og arten af anmodninger fra samme medlemsstat i en periode tilsammen udgør en uforholdsmæssigt tung administrativ byrde, hvis den anmodende myndighed ikke har udfoldet tilstrækkelige anstrengelser for selv at tilvejebringe oplysningerne, eller hvis den anmodende medlemsstat ikke selv ville have været i stand til at levere tilsvarende oplysninger, hvis rollerne havde været byttet om. En anmodning om oplysninger kan også afslås, hvis den ville føre til videregivelse af erhvervsmæssige, industrielle eller faglige hemmeligheder m.v., eller hvis videregivelse ville stride imod almene interesser.

Direktivet forpligter ikke en medlemsstat til at foretage undersøgelser eller meddele oplysninger, hvis det ville være i strid med lovgivningen i denne medlemsstat at foretage sådanne undersøgelser eller indhente de efterspurgte oplysninger til eget brug. Dette vilkår skal dog læses i sammenhæng med begrænsningerne i artikel 17. Herefter kan en medlemsstat for det første ikke afslå at levere oplysninger, fordi den ikke selv har national interesse i oplysningerne. På dette punkt udgør direktivforslaget et radikalt brud med det gældende direktiv. For det andet kan en medlemsstat heller ikke afslå at levere oplysninger om en person, der er skattemæssigt hjemmehørende i en anden medlemsstat, alene fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank, en anden finansieringsinstitution, en forvalter eller en person, der handler som repræsentant eller betroet person, eller fordi oplysningerne vedrører en persons ejerskabsinteresser (dvs. hvem der ejer eller kontrollerer en juridisk person). Dette led i bestemmelsen, som også er nyt, indebærer, at medlemsstater med en udstrakt grad af bankhemmelighed ikke vil kunne håndhæve denne i forhold til personer, der er skattemæssigt hjemmehørende i andre medlemsstater. Bestemmelsen kan således opfattes som et afgrænset »brud på bankhemmeligheden«.

I direktivets artikel 19 findes den såkaldte »mestbegunstigelsesklausul«. Den betyder, at når en medlemsstat har indgået aftaler med et land uden for unionen om bistand i skattesager i de former, der er omfattet af direktivet, så har alle andre EU-medlemsstater samme rettigheder i forhold til den pågældende medlemsstat som aftalepartneren.

I direktivets artikel 20 og 21 bestemmes, at anmodninger efter artikel 5 og svar, bekræftelser, afvisninger m.v. efter artikel 7 så vidt muligt leveres elektronisk og ved hjælp af en standardformular.

Ifølge direktivets artikel 22 pålægges medlemsstaterne en effektiv intern koordination og at sikre, at det administrative samarbejde medlemsstaterne imellem fungerer smidigt.

Direktivets artikel 23 omhandler de statistiske oplysninger m.v., som medlemsstaterne skal afgive til Kommissionen, for at denne kan overvåge anvendelsen af direktivet.

Ifølge direktivets artikel 24 skal oplysninger, som medlemslandene modtager fra eller videregiver til lande uden for unionen, videresendes til andre medlemslande, som har interesse i dem, medmindre dette hindres af modtagerlandets aftaler med tredjelandet. Oplysninger, som er modtaget fra et andet medlemsland, kan videregives til et tredjeland, hvis de kompetente myndigheder er enige om det, og hvis der er indgået aftaler med tredjelandet om udveksling af oplysninger i skattesager.

De afsluttende bestemmelser i direktivets artikel 25-31 handler om oprettelsen af »Udvalget for Administrativt Samarbejde på Beskatningsområdet«, som skal bistå Kommissionen og herunder bl.a. fastlægge det nærmere omfang af den udvidede automatiske udveksling af oplysninger, som introduceres med artikel 8, om afrapportering over for Parlamentet og Rådet hvert 5. år efter, at direktivet har fået virkning, om ophævelse af det gældende bistandsdirektiv 77/799/EØF, om medlemsstaternes gennemførelsesprocedure, om ikrafttræden og om, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

Direktivet er trådt i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 11. marts 2011, og har - med undtagelse af artikel 8 - virkning fra den 1. januar 2013.

3.2.4. Forslagets indhold

Lovforslagets kapitel 2 indeholder de regler, der er nødvendige for, at direktiv 2011/16/EU kan finde anvendelse i dansk ret fra den 1. januar 2013.

Det foreslås, at det foreskrives i loven, at skatteministeren udpeger den eller de myndigheder, der skal være kontaktmyndighed efter direktivet, og at skatteministeren også bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udveksling af oplysninger m.v. efter direktivet.

Endelig foreslås skattekontrollovens § 11 omformuleret. Bestemmelsen omhandler i den gældende formulering kun modtagelse af oplysninger og indeholder - ud over en detaljeret reference til rentebeskatningsdirektivet - kun en general reference til alle øvrige grundlag for udveksling af oplysninger. Ved omformuleringen præciseres det, at bestemmelsen også omfatter afgivelse af oplysninger, og alle typer af aftalegrundlag nævnes. Desuden indføres en bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte regler om behandlingen af modtagne anmodninger om bistand. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 7.

3.3. Opfølgning på rapport fra Global Forum on Transparency and Exchange of Information

3.3.1. Gældende ret

Global Forums rapport om Danmark, jf. afsnit 3.3.2. nedenfor, indeholder bl.a. anbefalinger til forbedring af de danske regler om ejeroplysninger vedrørende selskaber, der ikke er aktie- eller anpartsselskaber.

De gældende regler om ejeroplysninger findes i skattekontrollovens § 3 A. Efter denne bestemmelse skal alle, der i et fuldt skattepligtigt selskab efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, (dvs. aktie-, anparts- eller andre kapitalselskaber) ejer mindst 25 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet, senest en måned efter ejerrettens respektive råderettens indtræden underrette selskabet skriftligt om identiteten på den, der har ejerretten eller råderetten.

For fysiske personer opgøres ejerforholdet respektive rådeforholdet som beskrevet i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, sidste pkt., og stk. 2 og 3. Disse bestemmelser fastlægger nærmere, hvornår der er tale om hovedaktionæraktier, og hvornår den skattepligtige ejer eller har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen eller råder eller har rådet over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi.

Efter skattekontrollovens § 3 A, stk. 2, skal identitetsoplysningerne omfatte navn, adresse og personnummer (cpr-nr.). Har ejeren m.v. ikke cpr-nr., men virksomhedsnummer (cvr-nr.), oplyses cvr-nr. Har ejeren m.v. heller ikke cvr-nr., men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nr.), oplyses dette. Har ejeren m.v. hverken cpr-nr., cvr-nr. eller SE-nr., oplyses fødselsdatoen, når ejeren m.v. er en fysisk person.

Endelig bestemmes det i § 3 A, stk. 3, at selskabet skal vedlægge selvangivelsen oplysninger som nævnt i § 3 A, stk. 1 og 2, om dem, der i indkomståret har haft den i stk. 1 nævnte ejerret respektive råderet.

Efter skattekontrollovens § 9 kan SKAT pålægge dagbøder, hvis forpligtelser efter bl.a. § 3 A, stk. 1 og 3, ikke efterkommes.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved kontrollen med skatteligningen og skatteberegningen. Efter bestemmelsen i § 14, stk. 2, er der bødestraf for den, der, uden at forholdet omfattes af stk. 1, forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at opfylde en pligt, der påhviler ham i medfør af bl.a. § 3 A, stk. 1 og 3.

Ved lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven) er reglerne i skattekontrollovens § 3 A ændret som følge af indførelsen af Ejerregistret for aktie- og anpartsselskaber. De vedtagne ændringer er ikke trådt i kraft endnu.

De ændringer, der endnu ikke er trådt i kraft, vil medføre, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 A ikke længere gælder for de selskaber, som skal indberette disse oplysninger til Ejerregistret efter selskabslovens §§ 56-58. Derimod vil skattekontrollovens § 3 A blive opretholdt for den kreds af selskaber, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, i det omfang disse selskaber ikke efter selskabslovens §§ 56-58 skal indberette til Ejerregistret. Endvidere vil oplysningspligten komme til at omfatte alle, der ejer mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 5 pct. af den samlede stemmeværdi i de pågældende selskaber. Hermed stilles der samme krav til ejernes kapitalbesiddelse eller råderet som efter kravene i Ejerregistret.

Der findes ingen tilsvarende regler om ejerskabsoplysninger m.v. for så vidt angår andre fuldt skattepligtige selskaber m.v., kommanditselskaber eller trusts. Det formodes dog, at de pågældende som hovedregel er i besiddelse af disse oplysninger som led i deres almindelige virke.

3.3.2. Forslagets baggrund

Som nævnt under afsnit 2 har Global Forum on Transparency and Exchange of Information godkendt sin rapport om Danmark i januar 2011. Rapporten er oversendt til Folketingets Skatteudvalg den 4. februar 2011 (alm. del - bilag 124, 2010/2011).

Rapporten indeholder flere anbefalinger til forbedring af de danske regler om ejeroplysninger.

Rapporten påpeger, at der bør indføres robuste mekanismer til identificering af ejerne af ihændehaveraktier. Efter selskabsloven kan aktieselskaber udstede ihændehaveraktier, hvor aktionærens identitet kan være ukendt for selskabet. Aktionæren er dog forpligtet til at meddele selskabet, hvis aktionæren ejer mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller af stemmerettighederne.

Rapporten påpeger også, at de nuværende regler ikke nødvendigvis sikrer, at der forefindes ejeroplysninger om selskaber, der ikke er aktie- eller anpartsselskaber, og om kommanditisterne i kommanditselskaber. Det anbefales, at det sikres ved ændring af relevant lovgivning, at sådanne oplysninger kan fremskaffes.

3.3.3. Forslagets indhold

Det foreslås på baggrund af Global Forums anbefalinger, at

- selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2-6, (dvs. alle andre fuldt skattepligtige selskaber end aktie- og anpartsselskaber) skal føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer, og

- kommanditselskaber omfattet af § 2, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og partnerselskaber omfattet af selskabslovens kapitel 21 skal føre en fortegnelse over alle deltagere i kommanditselskabet henholdsvis partnerselskabet.

Det foreslås, at eksisterende ejere m.v. inden for en måned efter lovens ikrafttræden skal underrette selskabet m.v. om ejerens identitet, jf. lovforslagets § 6, stk. 1, sidste pkt. Nye ejere m.v. skal senest 2 uger efter ejerskabets opståen skriftligt underrette selskabet m.v. om ejerens identitet.

Det bemærkes, at kravet om, at disse selskaber skal føre en fortegnelse over samtlige ejere, svarer til det krav, der gælder for aktie- og anpartsselskaber efter selskabslovens §§ 52-53. Efter selskabslovens § 52 skal kapitalselskabet føre en ejerbog, som bl.a. skal indeholde oplysninger om alle selskabets kapitalejere. Efter selskabslovens § 53 skal kapitalejeren underrette kapitalselskabet om ejerskiftet senest 2 uger efter, at ejerskiftet er sket.

Det foreslås endvidere, at danske trustees og danske administratorer af trusts skal være i besiddelse af identitetsoplysninger om andre trustees og stiftere samt identitetsoplysninger om modtagere og mulige modtagere af uddelinger fra trusten. Bestemmelsen finder også anvendelse på andre lignende retslige arrangementer. Denne forpligtelse eksisterer allerede som følge af hvidvasklovgivningen, jf. bl.a. lov nr. 117 af 27. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Ved at medtage forpligtelsen i skattekontrolloven opnås, at SKAT kan indhente disse oplysninger på linje med ejeroplysninger til selskaber m.v. Derudover sikres det, at SKAT kan pålægge dagbøder ved manglende efterkommelse af forpligtelsen, og at der i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsæt kan idømmes straf efter bestemmelserne i henholdsvis skattekontrollovens §§ 9 og 14.

Identitetsoplysningerne skal i alle de nævnte tilfælde omfatte fulde navn, adresse, hjemland og personnummer (cpr-nr.) på den, der skal være identificeret. Har den pågældende ikke cpr-nr., men virksomhedsnummer (cvr-nr.), oplyses cvr-nr. Har den pågældende heller ikke cvr-nr., men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nr.), oplyses dette. For udlændinge uden dansk cpr-nr., cvr-nr. eller SE-nr. skal fødselsdatoen oplyses, når der er tale om en fysisk person, og både for fysiske og juridiske personer skal skatteidentifikationsnummeret (TIN-nr.) i hjemlandet oplyses, hvis et sådant findes i det pågældende land.

Det foreslås endvidere, at oplysningerne skal opbevares i mindst 5 år fra udgangen af det indkomstår, som oplysningerne vedrører. Dette svarer til det almindelige opbevaringskrav i f.eks. bogføringsloven.

Herudover foreslås det, at skattekontrollovens § 3 A, stk. 3, som blev vedtaget ved lov nr. 516 af 12. juni 2009, videreføres som stk. 7 i den nye affattelse af bestemmelsen. Den medfører, at selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, skal vedlægge selvangivelsen identitetsoplysninger om dem, der i indkomståret har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller har rådet over mindst 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet. Denne forpligtelse gælder dog ikke, hvis selskabet har registreret oplysningerne i Ejerregisteret efter selskabslovens § 58.

Endelig foreslås det, at reglerne om dagbøder i skattekontrollovens § 9 og strafbestemmelsen i skattekontrollovens § 14 finder anvendelse.

Dette lovforslag indeholder ikke forslag til lovændringer, der imødekommer anbefalingen i Global Forum's rapport om identificering af ejerne af ihændehaveraktier, idet sådanne ændringer skal gennemføres i selskabsloven. Erhvervs- og vækstministeren vil i indeværende folketingssamling fremsætte et lovforslag om ændring af selskabsloven, der skal sikre, at skattemyndighederne kan få identificeret ejerne af ihændehaveraktier, uanset hvor stor en andel af aktierne i selskabet den pågældende besidder.

3.4. Indberetningspligter efter EU's rentebeskatningsdirektiv

3.4.1. Gældende ret

Efter rentebeskatningsdirektivet, Rådets direktiv 2003/48/EF, skal beskatningen af opsparingsindkomst, som betales fra et EU-land til en fysisk person i et andet EU-land, sikres ved indberetning og udveksling af information. EU-landene indsamler ved udgangen af hvert år oplysninger om årets rentebetalinger fra det pågældende land til personer i andre lande og videregiver disse oplysninger til skattemyndighederne i de pågældende lande, således at disse kan kontrollere, om de pågældende rentemodtagere har selvangivet renteindtægten.

Rentebeskatningsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 221 af 31. marts 2004. Reglerne om indberetningsforpligtelser for danske udbetalere af renteindtægter m.fl. findes i skattekontrollovens § 8 X og i indberetningsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 227 af 16. marts 2011 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven, navnlig kapitel 15 heri.

Skattekontrolloven indeholder regler om sanktioner i tilfælde af, at lovens indberetningsforpligtelser ikke overholdes.

Efter skattekontrollovens § 9 kan SKAT således pålægge daglige bøder, hvis forpligtelser efter en række af lovens indberetningsbestemmelser ikke efterkommes. I tilknytning hertil indeholder skattekontrollovens § 9 A regler om frister for indberetningen.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved kontrollen med skatteligningen og skatteberegningen. Efter bestemmelsen i § 14, stk. 2, er der bødestraf for den, der, uden at forholdet omfattes af stk. 1, forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at opfylde en pligt, der påhviler den pågældende i medfør af en række af lovens indberetningsbestemmelser.

Hverken skattekontrollovens regler i § 9 om daglige bøder, § 9 A om tidspunktet for indberetning eller § 14, stk. 2, om straf indeholder en reference til skattekontrollovens § 8 X. Det vil sige, at manglende eller for sen opfyldelse af de specifikke indberetningsforpligtelser, der gælder i henhold til rentebeskatningsdirektivet, ikke medfører nogle sanktioner efter dansk ret. Den praktiske betydning heraf er dog begrænset, eftersom de fleste mulige tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelser efter § 8 X også indebærer overtrædelse af andre indberetningspligter i skattekontrolloven.

3.4.2. Forslagets baggrund

Ifølge rentebeskatningsdirektivets artikel 18 skal Kommissionen hvert tredje år aflægge rapport til Rådet om, hvorledes direktivet virker, samt foreslå Rådet de ændringer af direktivet, som måtte være nødvendige for bedre at sikre en reel beskatning af indtægter fra opsparing og fjerne uønskede konkurrencefordrejninger.

Rentebeskatningsdirektivet har haft virkning fra den 1. juli 2005, og den 13. november 2008 overgav Kommissionen - til opfyldelse af forpligtelsen efter direktivets artikel 18 - Rådet et forslag om ændring af rentebeskatningsdirektivet, direktiv 2003/48/EØF. Grundnotat om direktivforslaget er den 12. december 2008 oversendt til Folketingets Skatteudvalg (alm. del - bilag 71, 2008/2009). Direktivforslaget er endnu ikke er vedtaget af Rådet.

Som led i Rådets behandling af det ovennævnte ændringsdirektivforslag har Kommissionen i 2011 gennemført en undersøgelse af, hvordan det nuværende direktiv praktiseres i medlemsstaterne. I forbindelse med denne undersøgelse er Skatteministeriet blevet opmærksom på, at der mangler sanktionsmuligheder i dansk ret for overtrædelse af de specifikke indberetningsforpligtelser, der gælder i relation til direktivet.

3.4.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 9 og § 14, stk. 2, udvides, så disse bestemmelser også medfører sanktioner i form af henholdsvis dagbøder og straf i tilfælde, hvor indberetningspligterne efter lovens § 8 X ikke opfyldes. Desuden foreslås det, at der i samme lovs § 9 A om tidsfrist for indberetning indsættes en henvisning til § 8 X.

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser. Det nye direktiv om gensidig ydelse af bistand på tværs af landene skønnes i et vist omfang at kunne medføre en øget ligningseffektivitet. Der foreligger dog ikke noget statistisk grundlag for at kvantificere det øgede skatte- og afgiftsprovenu heraf.

5. Administrative konsekvenser for det offentlige

For så vidt angår inddrivelsesbistandsdirektivet er det en forudsætning for inddrivelse at få mail-systemet CCNmail2, som er et system leveret af EU Kommissionen, omlagt til SKATs nuværende mailsystem Exchange. CCNmail2-systemet anvendes til at kommunikere med andre EU-lande via sikre og krypterede linier via EU Kommissionen. Omlægningen fra CCNmail2-systemet til SKATs Exchange mail-system skønnes at medføre en engangsomkostning på mellem 25.000 og 50.000 kr.

Omkostningerne til den øgede udveksling af oplysninger i XML-format i forbindelse med lovforslaget skønnes at kunne rummes indenfor den skønnede engangsomkostning på mellem 25.000 kr. og 50.000 kr.

For så vidt angår direktivet om administrativ bistand udestår den nærmere specifikation af kravene til de administrative bestemmelser fra EUs side fortsat, jf. afsnit 3.2.2. ovenfor. For nærværende er blot specificeret, at medlemsstaterne skal kunne udveksle oplysninger automatisk om fast ejendom, løn, bestyrelseshonorarer, pensioner og visse livsforsikringer mv., men det er ikke afklaret, præcis hvilke oplysninger landene skal udveksle. Dette vil blive afklaret under et udredningsarbejde, som Kommissionen har indledt i 2011, og som skal føre frem til, at den udvidede automatiske udveksling kan starte pr. 1. januar 2015. På denne baggrund er det ikke for nærværende muligt at vurdere de administrative omkostninger for det offentlige. Der er dog risiko for, at disse vil være betydelige - it-systembaseret, automatisk udveksling af oplysninger med andre lande medfører ofte væsentlige systemudviklings- og driftsomkostninger. Viser det sig, at den endelige administrative kravspecifikation medfører behov for afholdelse af omkostninger af betydeligt omfang, vil Folketingets Finansudvalg blive præsenteret for et eller flere aktstykker om sagen.

Indførelse af sanktioner for manglende overholdelse af indberetningspligterne vedrørende rentebeskatningsdirektivet skønnes ikke at medføre omkostninger for det offentlige.

6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Som nævnt i afsnit 3.2.2. er det muligt, at det kan blive nødvendigt at ændre danske indberetnings- eller kontrolregler. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsReguleringen (CKR) vurderer, at da den nærmere specifikation af kravene til de administrative bestemmelser fra EU's side udestår, er det ikke for nærværende muligt kvantitativt at vurdere forslagets administrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder forslag om gennemførelse af EU's nye inddrivelsesbistandsdirektiv (direktiv 2010/24/EF) og EU's nye bistandsdirektiv (direktiv 2011/16/EU) og om samtidig ophævelse af de love, der indeholder gennemførelsesbestemmelser vedrørende henholdsvis EU's gældende inddrivelsesbistandsdirektiv (direktiv 2008/55/EF) og EU's gældende direktiv om gensidig bistand (direktiv 77/799/EØF med senere ændringer).

Desuden indeholder lovforslaget indførelse af sanktioner for overtrædelse af de særlige indberetningspligter, der følger af EU's rentebeskatningsdirektiv (direktiv 2003/48/EF). Denne del af lovforslaget udgør et supplement til den gennemførelseslovgivning vedrørende dette direktiv, som er indeholdt i lov nr. 221 af 31. marts 2004.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Følgende er hørt om deres eventuelle bemærkninger til lovforslaget: Advokatrådet, AErådet, Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Dansk Aktionærforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Danske Advokater, Datatilsynet, Den danske Dommerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Den danske Skatteborgerforening, DI, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (CKR), Finansrådet, Finanstilsynet, Forsikring og Pension, FSR danske revisorer, FødevareErhverv, Håndværksrådet, Investeringsforeningsrådet, Københavns byret, Landsorganisationen i Danmark, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten i Odense, Retten i Roskilde, SRF Skattefaglig Forening, Vestre Landsret, Videncenter for Landbrug og Østre Landsret.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Lovforslagets kapitel 1 indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger i dansk ret.

Til § 1

Bestemmelsen gennemfører direktivet ved at fastslå, at der skal ydes bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, til inddrivelse af fordringer i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktivet, der samtidig optages som bilag 1 til loven.

Anvendelsesområdet er udvidet i forhold til Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (kodificeret udgave), idet alle skatter og afgifter af enhver art nu omfattes. Det indebærer, at bl.a. ikke-harmoniserede punktafgifter er omfattet af direktivet. Det eksisterende direktiv omfatter blandt punktafgifterne alene punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt mineralolier.

Til § 2

Efter bestemmelsen kan skatteministeren udpege den eller de myndigheder, der kan fremsætte eller modtage anmodning om bistand i medfør af direktivet (kontaktmyndighed). Ved § 1 i bekendtgørelse nr. 493 af 20. juni 2002 om inddrivelse af visse EF-fordringer m.v. har justitsministeren som danske kontaktmyndigheder udpeget Direktoratet for FødevareErhverv (nu FødevareErhverv) for fordringer i form af tilbagebetalingskrav bestående af EU-finansierede støttebeløb til landbruget og renter m.v., der vedrører disse, og Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT) for så vidt angår de øvrige fordringer, der omfattes af direktivet. Det påtænkes, at SKAT skal udpeges som kontaktmyndighed i overensstemmelse med den nuværende hovedregel.

For så vidt angår FødevareErhverv bemærkes, at Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der trådte i kraft den 1. november 2005, samlede al inddrivelse af gæld til det offentlige hos SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed. FødevareErhverv har derfor i dag alene mulighed for selv at forestå inddrivelsen af egne fordringer på tilbagebetaling af EU-finansierede støttebeløb til landbruget, hvis en modregningsmulighed eksisterer. Øvrige inddrivelsesforanstaltninger og inddrivelse af udenlandske fordringer på tilbagebetaling af EU-finansierede støttebeløb til landbruget forestås af SKAT. Skatteministeren vil derfor i den kommende bekendtgørelse ikke kunne udpege FødevareErhverv som kontaktmyndighed med hensyn til inddrivelsen af de fordringer, der omfattes af direktivet.

Til kapitel 2

Lovforslagets kapitel 2 indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre Rådets direktiv 2011/16 af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF i dansk ret.

Til § 3

Bestemmelsen gennemfører direktivet ved at fastslå, at der skal ydes bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, vedrørende alle former for skatter efter artikel 2, stk. 1, i direktivet, der samtidig optages som bilag 2 til loven.

Til § 4

Direktivets artikel 3 og 4 pålægger medlemsstaterne at udpege en myndighed som kompetent myndighed for så vidt angår direktivet og at udpege et »centralt forbindelseskontor« og »forbindelsesafdelinger« til at forestå udvekslingen af oplysninger under direktivet.

Det foreslås, at skatteministeren kan udpege den eller de myndigheder, der kan fremsætte og modtage anmodninger om bistand i medfør af direktivet (kontaktmyndighed).

Told- og skatteforvaltningen, benævnt SKAT, har ansvaret for Skatteministeriets driftsopgaver og er herunder kompetent myndighed efter direktiv 77/799/EØF. Det påtænkes, at SKAT også skal være kontaktmyndighed efter det nye direktiv.

Til § 5

Efter direktivets artikel 26 skal »Udvalget for Administrativt Samarbejde på Beskatningsområdet« bistå Kommissionen og fastlægge det nærmere omfang af den udvidede automatiske udveksling af oplysninger.

Dette udvalg får bl.a. til opgave i samarbejde med Kommissionen at udmønte de nærmere gennemførelsesbestemmelser efter direktivet. Afhængig af hvorledes Kommissionen vælger at udmønte sådanne bestemmelser, kan der blive behov for at fastsætte sådanne retningslinjer i en bekendtgørelse.

Det foreslås derfor, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udveksling af oplysninger m.v. efter direktivet.

Til kapitel 3

Dette kapitel indeholder ikrafttrædelsesregler samt forslag om ændringer i andre love.

Til § 6

Til stk. 1

Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger skal ifølge artikel 28 gennemføres i medlemsstaterne senest den 31. december 2011 og finde anvendelse fra den 1. januar 2012.

Det foreslås derfor, at kapitel 1, som indeholder de bestemmelser, der implementerer direktivet i dansk ret, skal træde i kraft den 1. marts 2012, men have virkning fra den 1. januar 2012, jf. stk. 2.

Ifølge artikel 29 i direktivet ophæves direktiv 2008/55/EF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger med virkning fra den 1. januar 2012. Som nævnt i afsnit 3.1.1. i de almindelige bemærkninger er direktiv 2008/55/EF en kodificeret udgave af Rådets direktiv 76/308/EØF, som blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 8 af 18. januar 1978 om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v. Det foreslås, at denne lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002, ophæves med virkning fra den 1. marts 2012.

Endvidere foreslås det, at de ændringer i skattekontrolloven, som vedrører opfølgning på Global Forum's rapport om Danmark, jf. afsnit 2 og 3.3. i de almindelige bemærkninger, og indførelsen af sanktioner for overtrædelse af indberetningspligter ifølge rentebeskatningsdirektivet, Rådets direktiv 2003/48/EF, jf. afsnit 3.4. i de almindelige bemærkninger, også skal træde i kraft den 1. marts 2012. Ændringerne træder bl.a. i stedet for de ændringer i skattekontrollovens § 3 A, som er vedtaget ved § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven). Det foreslås derfor, at ophævelsen af § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009 også træder i kraft den 1. marts 2012.

Endelig foreslås det, at ændring af henvisninger i andre love til direktivet om inddrivelsesbistand, således at der henvises til det nye direktiv, også skal træde i kraft den 1. marts 2012.

Til stk. 2

Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger skal ifølge artikel 28 gennemføres i medlemsstaterne senest den 31. december 2011 og finde anvendelse fra den 1. januar 2012.

Det foreslås derfor, at kapitel 1, som indeholder de bestemmelser, der implementerer direktivet i dansk ret, skal have virkning fra den 1. januar 2012.

Til stk. 3

Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF skal ifølge artikel 29 gennemføres i medlemsstaterne, således at de kan få virkning fra den 1. januar 2013, dog således, at love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 8 om automatisk udveksling af oplysninger skal kunne få virkning fra den 1. januar 2015. Det foreslås derfor, at kapitel 2, som indeholder de bestemmelser, der implementerer direktivet i dansk ret, skal træde i kraft den 1. januar 2013. Det samme gælder den nye formulering af skattekontrollovens § 11, som er foreslået ved § 8, nr. 7, i dette lovforslag i tilknytning til direktivet. Det bemærkes, at det på nuværende tidspunkt ikke kan forudses, om der skal ske ændringer i de gældende indberetningsregler i skattekontrolloven som følge af den udvidede anvendelse af automatisk udveksling af oplysninger fra den 1. januar 2015, jf. afsnit 3.2.2. og afsnit 5 i de almindelige bemærkninger. Direktivet vil dog være overholdt, hvis eventuelle nødvendige ændringer i indberetningsreglerne er indført inden udgangen af 2014.

Ifølge artikel 28 i Rådets direktiv ophæves direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier med virkning fra den 1. januar 2013. Dette direktiv er gennemført i dansk ret ved lov nr. 635 af 13. december 1978 om gensidig bistand inden for området direkte skatter mellem stater, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, nu lovbekendtgørelse nr. 1016 af 24. oktober 2005. Det foreslås, at denne lov ophæves med virkning fra den 1. januar 2013.

Desuden foreslås det, at ændring af henvisninger i andre love til direktivet, således at der henvises til det nye direktiv, også skal træde i kraft den 1. januar 2013.

Til stk. 4

Ved § 8, nr. 1, foreslås skattekontrollovens § 3 A omformuleret. Efter bestemmelsens stk. 7 foreslås der pålagt aktie- og anpartsselskaber m.v. pligt til at vedlægge selvangivelsen oplysninger om dem, der i indkomståret har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller rådet over mindst 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet. Det foreslås i stk. 8, at forpligtelsen i stk. 7 ikke skal gælde, når sådanne oplysninger er registreret i Ejerregistret efter selskabslovens § 58. Baggrunden er, at der ikke vil være behov for, at disse oplysninger vedlægges selvangivelsen, når de i forvejen findes i Ejerregistret.

Ejerregistret er endnu ikke er taget i brug, og selskabslovens § 58 er endnu ikke trådt i kraft. Bestemmelser om ændringer i lovgivningen som følge af oprettelsen af Ejerregistret er indeholdt i lov nr. lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven) og sættes ifølge dennes § 26, stk. 1, i kraft af økonomi- og erhvervsministeren, nu erhvervs- og vækstministeren.

Det foreslås derfor, at stk. 8 i den foreslåede affattelse af skattekontrollovens § 3 A også sættes i kraft ved erhvervs- og vækstministerens bestemmelse.

Til § 7

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Skattespørgsmål hører under det færøske hjemmestyres og det grønlandske selvstyres kompetence, jf. § 2 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre og § 23, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre, jf. § 4 i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre.

Til § 8

Til nr. 1

Skattekontrollovens § 3 A indeholder de nuværende regler om ejeroplysninger, som skal foreligge vedrørende aktie-, anparts- eller andre kapitalselskaber. Bestemmelsen foreslås udvidet.

Det foreslås for det første, at selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 - 6, (dvs. alle andre fuldt skattepligtige selskaber end aktie- og anpartsselskaber, som er omfattet af selskabslovens bestemmelser) skal føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer. Nye ejere og nye medlemmer skal senest 2 uger efter ejerskabets henholdsvis medlemskabets opståen skriftligt underrette selskabet m.v. om deres identitet.

For det andet foreslås det, at kommanditselskaber omfattet af § 2, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og partnerselskaber omfattet af selskabslovens kapitel 21 skal føre en fortegnelse over alle deltagere i kommanditselskabet henholdsvis partnerselskabet. Sker der udskiftning af deltagere i kommanditselskabet henholdsvis partnerselskabet, skal den nye deltager senest 2 uger efter ejerskiftet underrette selskabet om sin identitet.

For det tredje foreslås det, at trustees og administratorer af trusts og andre lignende retslige arrangementer skal være i besiddelse af identitetsoplysninger om andre trustees og administratorer, om arrangementets stiftere samt om modtagere og mulige modtagere af uddelinger fra arrangementet. Dette gælder dog ikke fremtidige mulige modtagere af almenvelgørende uddelinger. Bestemmelsen finder kun anvendelse, når trustee eller administrator er fuldt skattepligtig i Danmark (dvs. bosiddende eller hjemmehørende i Danmark) eller udøver virksomheden fra et fast driftssted i Danmark. Med andre lignende retslige arrangementer menes andre juridiske konstruktioner, hvor en person (juridisk eller fysisk) har fået overdraget aktiver m.v., hvis afkast skal komme en tredjepart til gode. Det kan eksempelvis være treuhands, som er kendt i flere tysktalende lande.

Selskaber, trustees og administratorer vil som oftest som led i deres almindelige virke have ovennævnte oplysninger. Ved at medtage forpligtelserne i skattekontrolloven opnås, at oplysningerne bliver indberettet til SKAT. Det foreslås tillige, at SKAT kan pålægge dagbøder ved manglende efterkommelse af forpligtelsen, og at der i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsæt kan idømmes straf efter bestemmelserne i henholdsvis skattekontrollovens §§ 9 og 14, jf. nedenfor under nr. 4 og 8.

Identitetsoplysningerne skal i alle tilfælde omfatte fulde navn, adresse, hjemland og personnummer (cpr-nr.) Har den, der skal identificeres, ikke cpr-nr., men virksomhedsnummer (cvr-nr.), oplyses cvr-nr. Har den pågældende heller ikke cvr-nr., men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nr.), oplyses dette. For udlændinge uden cpr-nr., cvr-nr. eller SE-nr. skal oplyses fødselsdatoen, når den pågældende er en fysisk person, og skatteidentifikationsnummeret (TIN-nr.) i bopælslandet, hvis et sådant findes i det pågældende land. Dette svarer til den eksisterende bestemmelse, idet der dog er tilføjet, at identitetsoplysningerne skal omfatte et eventuelt skatteidentifikationsnummer i hjemlandet. Det er en almindelig erfaring blandt alle lande, der gør brug af TIN-numre, at disse numre er et særdeles effektivt middel til identifikation af landets skattepligtige. Det findes derfor rimeligt at pålægge de indberetningspligtige at indberette dette nummer til SKAT i tilfælde, hvor den pågældende person ikke har noget dansk identifikationsnummer, og et udenlandsk TIN-nummer forefindes.

Det foreslås endvidere, at oplysningerne skal opbevares i mindst 5 år fra udgangen af det indkomstår, som oplysningerne vedrører. Dette svarer til det almindelige opbevaringskrav i eksempelvis bogføringsloven.

Endelig foreslås en bestemmelse, som blev indsat i skattekontrolloven som § 3 A, stk. 3, ved lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven), opretholdt som stk. 7 i den nye affattelse. Bestemmelsen pålægger selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, at vedlægge selvangivelsen identitetsoplysninger om dem, der i indkomståret har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller har rådet over mindst 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet. Bestemmelsen skal dog ikke finde anvendelse, hvis selskabet har registreret oplysningerne i Ejerregistret efter sel­skabs­lovens § 58, når dette register bliver sat i kraft. SKAT vil fra det tidspunkt kunne hente oplysningerne direkte i Ejerregistret. Det er derfor ikke nødvendigt at vedlægge oplysningerne ved indgivelsen af selvangivelsen.

Til nr. 2 og 3

De foreslåede ændringer i skattekontrollovens § 6 B er konsekvenser af de foreslåede ændringer i skattekontrollovens § 3 A, jf. nr. 1.

Efter skattekontrollovens § 6 B, stk. 1, kan SKAT - når der er et konkret kontrolbehov - bestemme, at en skattepligtig fysisk person inden for en rimelig frist skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det skal dog kun ske i det omfang SKAT ikke i forvejen har kendskab til disse oplysninger. Oplysningerne skal tillige omfatte en ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen med ved udgangen af indkomståret.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal personer, som er omfattet af skattekontrollovens gældende § 3 A, stk. 1, tillige oplyse om væsentlige økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået eller ændret mellem det selskab, som den pågældende behersker, og den pågældende selv eller en ægtefælle, som den pågældende levede sammen med ved udgangen af indkomståret. For ikke fuldt skattepligtige og for fuldt skattepligtige, der efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for hjemmehørende i udlandet, skal sådanne oplysninger gives, hvis personen behersker et selskab, der er hjemmehørende her i landet.

Personer, som er omfattet af skattekontrollovens § 3 A, stk. 1, er efter gældende ret personer, som behersker et selskab som nævnt i selskabsskattelovens 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, dvs. aktie- og anpartsselskaber samt andre selskaber, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes indskudte kapital.

Ved den omformulering af skattekontrollovens § 3 A, stk. 1, der er foreslået under nr. 1, ændres bestemmelsen, så den kun omfatter selskaber, som ikke er aktie- og anpartsselskaber. Da skattekontrollovens § 6 B, stk. 2, fortsat også skal gælde for beherskelse af aktie- og anpartsselskaber, foreslås bestemmelsen omformuleret, således at dette fremgår af bestemmelsens ordlyd.

Endvidere medfører den foreslåede omformulering af skattekontrollovens § 3 A, stk. 1, at den reference til aktieavancebeskatningslovens § 4, som i den gældende formulering findes i bestemmelsens 2. pkt., udgår. Ved afgørelse af, om skattekontrollovens § 6 B, stk. 2, finder anvendelse, er det fortsat aktieavancebeskatningslovens § 4, der skal finde anvendelse. Det foreslås, at dette sikres ved tilføjelse af et nyt stk. 3 i skattekontrollovens § 6 B.

Til nr. 4

Skattekontrollovens § 9 indeholder sanktionsmuligheder for så vidt angår pligten til at foretage automatiske indberetninger eller efterkomme pålæg om oplysningspligt om egne eller tredjemands skattemæssige forhold. De i skattekontrolloven nævnte indberetnings- og oplysningspligter kan gennemtvinges ved, at SKAT kan pålægge den indberetnings- og/eller oplysningspligtige daglige bøder, indtil pligten efterkommes.

Det foreslås, at de regler, der er beskrevet ovenfor, også finder anvendelse i forhold til de udvidede forpligtelser til at indberette ejeroplysninger m.v. efter skattekontrollovens § 3 A i den nye affattelse, jf. nr. 1, og i forhold til de indberetningsforpligtelser, der gælder i henhold til rentebeskatningsdirektivet, jf. skattekontrollovens § 8 X, stk. 1.

Efter skattekontrollovens § 9 kan SKAT dermed pålægge daglige bøder, hvis forpligtelser efter bl.a. § 3 A, stk. 1-3 og 5-6, og § 8 X, stk. 1, ikke efterkommes.

Til nr. 5

Skattekontrollovens § 9 A, stk. 1, er en regel om, at indberetning efter en række af lovens regler vedrørende et år skal foretages senest den 20. januar i det følgende år eller, hvis denne dag er en lørdag eller søndag, seneste den følgende mandag. § 9 A, stk. 3, er en regel om, at hvis der er forsøgt indberetning, og told- og skatteforvaltningen har meddelt den indberetningspligtige, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl el.lign, skal dette ske inden en frist, som meddeles af told- og skatteforvaltningen.

Det foreslås, at de regler, der er beskrevet ovenfor, også finder anvendelse i forhold til de indberetningsforpligtelser, der gælder i henhold til rentebeskatningsdirektivet, jf. skattekontrollovens § 8 X, stk. 1.

Til nr. 6

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringen af skattekontrollovens § 3 A, jf. nr. 1.

Til nr. 7

Skattekontrollovens § 11, 1. pkt., giver hjemmel til, at SKAT kan modtage - og dermed anvende - oplysninger fra andre kompetente myndigheder i medfør af rentebeskatningsdirektivet (direktiv 2003/48/EF). Oplysningerne kan komme fra andre medlemsstater, fra områder tilknyttet Nederlandene eller Det Forenede Kongerige eller fra stater og områder uden for EU, med hvem der er indgået særlige aftaler om anvendelse af direktivet.

På grund af referencen til rentebeskatningsdirektivet angår bestemmelsen kun renteindtægter omfattet af dette direktiv. I forlængelse heraf nævnes det imidlertid i bestemmelsens 2. pkt., at SKAT også modtager oplysninger fra de kompetente myndigheder i andre stater i overensstemmelse med aftale med disse stater. Denne bestemmelse indeholder således en generel hjemmel til, at SKAT kan modtage - og dermed anvende - oplysninger fra udlandet, forudsat at der foreligger et aftalegrundlag herfor.

Der foreslås i stk. 1 en oversigt over de eksisterende grundlag for udveksling af oplysninger med udenlandske skattemyndigheder med angivelse af, at bestemmelsen både angår modtagelse og afgivelse af oplysninger. Oversigten svarer til indholdet af skattekontrollovens § 8 Y, der indeholder hjemmel til, at SKAT kan anvende danske kontrol- og indberetningsregler til opfyldelse af forpligtelser til at afgive oplysninger til udenlandske myndigheder.

Nr. 1 og 2 refererer til henholdsvis rentebeskatningsdirektivet (direktiv 2003/48/EF) og bistandsdirektivet (direktiv 2011/16/EU). Nr. 3 refererer til indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster og nr. 4 til administrativt indgåede aftaler om administrativ bistand i skattesager. Hermed menes for det første de skatteinformationsudvekslingsaftaler, som Danmark har indgået på grundlag af OECDs standardaftale om udveksling af oplysninger i skattesager, omtalt under afsnit 2 i de almindelige bemærkninger. Endvidere omfattes aftaler, som SKAT i egenskab af kompetent myndighed har indgået med kompetente myndigheder i en række andre lande om den nærmere udmøntning af bestemmelsen om udveksling af oplysninger i de pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomster. Endelig omfattes den fælles nordiske bistands­over­ens­komst af 7. december 1989, jf. bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992. Nr. 5 refererer til andre internationale overenskomster eller konventioner tiltrådt af Danmark, som omhandler administrativ bistand i skattesager. Hermed menes aktuelt OECDs og Europarådets konvention af 25. januar 1988 om gensidig administrativ bistand i skattesager (jf. bekendtgørelse nr. 8 af 6. februar 1996), som er ændret ved en protokol af 27. maj 2010 (jf. bekendtgørelse nr.18 af 18. maj 2011). Danmark har tiltrådt både konventionen og protokollen; sidstnævnte er trådt i kraft og er for Danmarks vedkommende gældende fra den 1. juni 2011.

Stk. 2 omhandler automatisk udveksling af oplysninger under rentebeskatningsdirektivet og indeholder alene en reference til skattekontrollovens § 8 X, stk. 5, som vedrører SKATs forpligtelse til at videresende oplysninger efter dette direktiv.

Stk. 3 indeholder en bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager, hvor SKAT enten modtager oplysninger fra eller afgiver oplysninger til en fremmed kompetent myndighed på Færøerne, i Grønland eller i et andet land eller område i medfør af et af de aftalegrundlag, som nævnt i stk. 1, nr. 2-5.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte frister for behandlingen af disse sager, der følger de frister, der er angivet i bistandsdirektivet (direktiv 2011/16/EU). Det er hensigten, at disse frister både skal gælde i forhold til andre EU-lande i overensstemmelse med direktivet og i forhold til alle andre lande og områder, som der udveksles oplysninger med. Det er herunder bl.a. hensigten at fastsætte:

• At SKAT skal kvittere for modtagelsen af en anmodning om oplysninger straks og senest 7 hverdage fra modtagelsen. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 7, stk. 3.

• At SKAT skal afgive de oplysninger, der er anmodet om, hurtigst muligt og senest seks måneder efter modtagelsen, medmindre andet aftales. Hvis SKAT allerede har oplysningerne, skal de dog afgives senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 7, stk. 1 og 2.

• At SKAT skal give besked til den anmodende kompetente myndighed, hvis en anmodning er mangelfuld og derfor ikke kan besvares eller kræver yderligere oplysninger, før den kan besvares. Beskeden skal gives inden en måned efter modtagelsen af anmodningen. Hvis den anmodende kompetente myndighed kommer med de nødvendige yderligere oplysninger, regnes SKATs svarfrister fra dette tidspunkt. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 7, stk. 4.

• At SKAT skal give besked til den anmodende kompetente myndighed, hvis SKAT ikke kan nå at besvare anmodningen inden for den normale frist. Beskeden skal gives senest tre måneder efter modtagelsen af anmodningen og skal indeholde oplysning om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår oplysningerne kan forventes. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 7, stk. 5, og sikrer samtidig, at Danmark kan overholde OECD-standarden som uddybet af Global Forum (jf. afsnit 2 i de almindelige bemærkninger). Standarden stiller krav om, at skal afgives en statusmeddelelse til den anmodende kompetente myndighed, hvis henvendelsen ikke er besvaret inden 90 dage.

• At SKAT skal give besked til den anmodende kompetente myndighed, hvis SKAT ikke kan eller vil besvare anmodningen. Der kan for det første være spurgt efter oplysninger, som objektivt ikke kan fremskaffes, og der kan for det andet være spurgt om noget, som SKAT ikke vil eller må oplyse. Bistandsdirektivets artikel 17 handler om tilfælde, hvor det er tilladt for en medlemsstat at afslå en anmodning om oplysninger fra en anden medlemsstat. Tilsvarende begrænsninger i forpligtelsen til at meddele oplysninger findes i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, i skatteinformationsudvekslingsaftalerne og i OECDs og Europarådets bistandskonvention. Meddelelse om, at der ikke vil blive svaret, og hvorfor, skal gives til den anmodende kompetente myndighed inden en måned efter modtagelsen af anmodningen. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 7, stk. 6.

• At hvis der er en anden, kortere frist i det konkrete aftalegrundlag, er det den korteste frist, der skal overholdes.

• At SKAT skal videresende spontane oplysninger straks og senest en måned efter, at de blev tilgængelige for SKAT. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel 10, stk. 1.

• At SKAT, når der modtages spontane oplysninger, skal kvittere for modtagelsen straks og senest 7 hverdage fra modtagelsen. Dette svarer til bistandsdirektivets artikel l0, stk. 2.

De frister, der vil blive fastsat, skal gælde i forholdet mellem de kompetente myndigheder i lande m.v. og i forhold til overholdelse af bistandsdirektivet. Derimod er det ikke hensigten at fastsætte regler om, at fristerne skal have betydning for de skattepligtiges rettigheder. Det vil således f.eks. ikke blive fastsat, at oplysninger, der er modtaget fra udlandet efter udløbet af en frist, ikke må anvendes af SKAT.

Der henvises til afsnit 3.2.2. og 3.2.4. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 2, kan den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at opfylde en oplysningspligt eller indberetningspligt efter skattekontrollovens indberetnings- og oplysningsbestemmelser, straffes med bøde.

Det foreslås, at denne regel, der er beskrevet i afsnit 3.3.1. og 3.4.1. i de almindelige bemærkninger, også finder anvendelse i forhold til de udvidede forpligtelser til at afgive ejeroplysninger m.v. efter skattekontrollovens § 3 A i den nye affattelse, jf. nr. 1, og i forhold til de indberetningsforpligtelser, der gælder i henhold til rentebeskatningsdirektivet, jf. skattekontrollovens § 8 X, stk. 1.

Til §§ 9-13

Ændringerne er redaktionelle og skyldes, at EU's inddrivelsesdirektiv fra 1976 (direktiv 76/308/EØF med senere ændringer), som kodificeret ved Rådets direktiv 2008/55/EF, ophæves og erstattes af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010, mens EU's bistandsdirektiv fra 1977 (direktiv 77/799/EØF med senere ændringer) ophæves og erstattes af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011.

Det bemærkes, at referencerne til EU's inddrivelsesdirektiv er ændret til referencer til det konsoliderede direktiv 2008/55/EF ved lov nr. 254 af 30. marts 2011 for så vidt angår aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 1 (jf. § 9 i nærværende lovforslag), kildeskattelovens 73 E, stk. 1 (jf. § 11, nr. 2, i nærværende lovforslag) og kursgevinstlovens § 38, stk. 3 (jf. § 12 i nærværende lovforslag), mens samme ændring er gennemført ved lov nr. 174 af 4. marts 2011 for så vidt angår § 7, stk. 11, i lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto (jf. § 10 i nærværende lovforslag). Der­imod indeholder momslovens § 52 a, stk. 4, (jf. § 13, nr. 1, i nærværende lovforslag) fortsat en reference til direktivet fra 1976, direktiv 76/308/EØF. Alle de ovennævnte referencer foreslås nu ændret til referencer til Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010.

For indholdet af de to nye direktiver henvises til de almindelige bemærkninger, henholdsvis afsnit 3.1. om inddrivelsesdirektivet og afsnit 3.2. om bistandsdirektivet.

Til § 14

Ved § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven) er regler­ne i skattekontrollovens § 3 A ændret som følge af indførelsen af Ejerregistret for aktie- og anpartsselskaber. De vedtagne ændringer er ikke trådt i kraft endnu, idet etableringen af Ejerregistret afventer nyt IT-system i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

De ændringer, der endnu ikke er trådt i kraft, tilsigter at medføre, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 A ikke længere gælder for de selskaber, som skal indberette disse oplysninger til Ejerregistret efter selskabslovens §§ 56-58. Derimod vil skattekontrollovens § 3 A blive opretholdt for den kreds af selskaber, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, i det omfang disse selskaber ikke efter selskabslovens §§ 56-58 skal indberette til Ejerregistret. Endvidere vil oplysningspligten komme til at omfatte alle, der ejer mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 5 pct. af den samlede stemmeværdi i de pågældende selskaber. Hermed stilles der samme krav til ejernes kapitalbesiddelse eller råderet som efter kravene i Ejerregistret.

De ændringer, som fremgår af § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009, foreslås nu erstattet af de ændringer, der fremgår af dette lovforslags § 8, nr. 1-3. Det foreslås derfor, at § 19 ophæves.

Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov