L 160 Forslag til lov om Offentlig Digital Post.

Af: Finansminister Bjarne Corydon (S)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 06-06-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 6. juni 2012

20111_l160_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 6. juni 2012

Forslag

til

Lov om Offentlig Digital Post

Formål

§ 1. Reglerne i denne lov finder anvendelse på digital kommunikation i postløsningen Offentlig Digital Post, jf. § 2, mellem offentlige afsendere, jf. § 7, og fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet postløsningen efter §§ 3 og 4. Fysiske personers og juridiske enheders tilslutning efter §§ 3 eller 4 medfører, at offentlige afsendere har ret til at afsende kommunikation til de pågældende i Offentlig Digital Post med de retsvirkninger, der følger af § 10.

Offentlig Digital Post

§ 2. Finansministeren bemyndiges til at anvise én digital postløsning, der betegnes Offentlig Digital Post og er omfattet af lovens bestemmelser.

Stk. 2. Finansministeren udpeger en systemansvarlig, som har til opgave at varetage driften af Offentlig Digital Post. Som systemansvarlig kan udpeges en offentlig myndighed eller en privat virksomhed. Den systemansvarlige kan behandle personnumre med det formål at kunne tilslutte borgere efter §§ 3 og 4 og for at kunne varetage den løbende drift af postløsningen.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 35 i lov om behandling af person­oplysninger finder ikke anvendelse for behandling af personnumre i medfør af stk. 2.

Obligatorisk tilslutning

§ 3. Fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark, skal tilsluttes Offentlig Digital Post, medmindre personen fritages for obligatorisk tilslutning, jf. § 5, stk. 1 og 3.

Stk. 2. Juridiske enheder med cvr-nummer, jf. lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal tilsluttes Offentlig Digital Post, medmindre den juridiske enhed fritages for obligatorisk tilslutning, jf. § 5, stk. 4.

Stk. 3. Finansministeren kan fastsætte regler om, at andre former for registrering end de i stk. 1 og 2 nævnte indebærer obligatorisk tilslutning, medmindre personen eller den juridiske enhed fritages for obligatorisk tilslutning, jf. § 5, stk. 1, 3 eller 4.

Stk. 4. Hvis en fysisk person, der er tilsluttet efter stk. 1, ikke længere har bopæl eller fast ophold i Danmark, fortsætter tilslutningen efter stk. 1 uændret, medmindre den pågældende anmoder om fritagelse. Anmodning om fritagelse skal ske i henhold til regler, der fastsættes i medfør af § 5, stk. 1.

Frivillig tilslutning

§ 4. Fysiske personer og juridiske enheder, der er fritaget for obligatorisk tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5, kan frivilligt tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10, hvis de er i besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til postløsningen. En fysisk person eller en juridisk enhed, som frivilligt har tilsluttet sig postløsningen, er bundet af tilslutningen, medmindre den pågældende fysiske person eller juridiske enhed fritages for tilslutningen. § 5 og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om den pågældende kan fritages for tilslutningen.

Stk. 2. Fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som ikke har bopæl eller fast ophold i Danmark, kan frivilligt tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10, hvis de er tildelt personnummer og er i besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til postløsningen. Indtil § 3, stk. 1, træder i kraft, kan den pågældende vælge at tilbagekalde sin tilslutning til postløsningen. Når § 3, stk. 1, er trådt i kraft, er tilslutningen bindende, medmindre den pågældende fritages for tilslutningen. § 5 og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om den pågældende kan fritages for tilslutningen.

Stk. 3. Indtil obligatorisk tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. § 3, stk. 1, træder i kraft, kan en fysisk person, som er omfattet af den nævnte bestemmelse, frivilligt tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10, hvis den pågældende er i besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til postløsningen. Den pågældende kan tilbagekalde sin frivillige tilslutning til postløsningen, indtil § 3, stk. 1, træder i kraft. Når § 3, stk. 1, træder i kraft, bliver den pågældende omfattet af den obligatoriske tilslutning, medmindre den pågældende fritages for tilslutningen. § 5 og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om den pågældende kan fritages for tilslutningen.

Stk. 4. Indtil obligatorisk tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. § 3, stk. 2, træder i kraft, kan en juridisk enhed, som er omfattet af den nævnte bestemmelse, frivilligt tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10, hvis den pågældende er i besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til postløsningen. Den pågældende kan tilbagekalde sin frivillige tilslutning til postløsningen, indtil § 3, stk. 2, træder i kraft. Når § 3, stk. 2, træder i kraft, bliver den pågældende omfattet af den obligatoriske tilslutning, medmindre den pågældende fritages for tilslutningen. § 5 og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om den pågældende kan fritages for tilslutningen.

Fritagelse

§ 5. Finansministeren fastsætter regler om fritagelse af fysiske personer fra obligatorisk tilslutning til Offentlig Digital Post efter § 3, stk. 1, for så vidt angår kommunikation om forhold, der ikke er omfattet af stk. 3, hvor der foreligger særlige omstændigheder, som kan bevirke, at en person er hindret i at modtage sin post digitalt. En anmodning om fritagelse fra en person, der ikke længere har bopæl eller fast ophold i Danmark, jf. § 3, stk. 4, medfører altid fritagelse.

Stk. 2. Afgørelse om fritagelse af en fysisk person efter regler, der udstedes i medfør af stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den pågældende person er eller senest har været folkeregistreret. Har vedkommende ikke været folkeregistreret i CPR med bopæl eller fast ophold i Danmark, træffes afgørelse af finansministeren eller den myndighed, som ministeren bemyndiger hertil.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om fritagelse af fysiske personer fra obligatorisk tilslutning til Offentlig Digital Post efter § 3, stk. 1, for så vidt angår kommunikation om fysiske personers erhvervsaktiviteter, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan bevirke, at en person er hindret i at modtage sin post digitalt. Med kommunikation om en fysisk persons erhvervsaktiviteter menes kommunikation om forhold, der udspringer af personens udøvelse af et erhverv eller personens virke som medlem af ledelsen i en virksomhed, som formand for en forening, der udøver erhvervsaktiviteter, eller som ejer af en virksomhed uden cvr-nummer.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om fritagelse af juridiske enheder fra obligatorisk tilslutning til Offentlig Digital Post efter § 3, stk. 2, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan bevirke, at en juridisk enhed er hindret i at modtage sin post digitalt.

Stk. 5. Afgørelser om fritagelse efter regler, der udstedes i medfør af stk. 3 og 4, træffes af erhvervs- og vækstministeren eller den myndighed, som ministeren bemyndiger hertil.

Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser efter regler, der udstedes i medfør af stk. 3 og 4, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Finansministeren fastsætter nærmere regler om administration af fritagelse, herunder fastsættelse af regler om indgivelse af anmodning om fritagelse, jf. stk. 1. Endvidere fastsætter finansministeren regler om registrering af fritagelse, videregivelse af oplysning om registrering af fritagelse til offentlige afsendere og sletning af indhold i digital postkasse i forbindelse med fritagelse efter stk. 1, 3 og 4.

Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om indgivelse af anmodning om fritagelse, jf. stk. 3 og 4.

Læseadgang til tredjemand m.v.

§ 6. Fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet Offentlig Digital Post, kan tillade, at andre kan læse meddel­elser, der er sendt til eller fra vedkommende i postløsningen, medmindre dette er udelukket efter anden lovgivning. Tilladelse gives ved i postløsningen at angive, hvem der skal have læseadgang.

Stk. 2. Finansministeren kan fastsætte regler om, at fysiske personer kan give læseadgang på anden måde end anført i stk. 1. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at personer, der har erhvervsaktiviteter, og juridiske enheder kan give læseadgang på anden måde end anført i stk. 1.

Anvendelsen af Offentlig Digital Post

§ 7. Offentlige afsendere, jf. stk. 5, kan, jf. dog § 9, anvende Offentlig Digital Post til kommunikation med fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet postløsningen efter § 3 eller § 4 med de retsvirkninger, der følger af § 10. Ved kommunikation forstås afsendelse af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser.

Stk. 2. Finansministeren kan fastsætte regler om, at offentlige myndigheder m.v., der henregnes til den offentlige forvaltning, kan anvende Offentlig Digital Post som offentlige afsendere.

Stk. 3. Finansministeren kan fastsætte regler om, at institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, kan anvende Offentlig Digital Post som offentlige afsendere. Dette gælder dog kun for selvejende institutioner m.v., hvis driftsbudget er optaget på bevillingslov, og selvejende institutioner m.v., som en kommune eller region har indgået driftsoverenskomst med, samt for institutioner, foreninger, fonde m.v.,

1) hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved statstilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, eller

2) som modtager kapitalindskud, tilskud, lån, garanti eller anden støtte fra staten eller en institution m.v., som er omfattet af nr. 1, såfremt kapitalindskuddet m.v. har væsentlig betydning for modtageren.

Stk. 4. Finansministeren kan efter forhandling med Folketingets formand, Folketingets ombudsmand og rigsrevisor fastsætte regler om, at Folketinget og institutioner herunder kan anvende Offentlig Digital Post som offentlige afsendere.

Stk. 5. Finansministeren offentliggør i Offentlig Digital Post, hvilke offentlige myndigheder m.v. der anvender Offentlig Digital Post som offentlige afsendere.

§ 8. Fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet efter § 3 eller § 4, kan, jf. dog § 9, anvende postløsningen til kommunikation med offentlige afsendere, jf. § 7, stk. 5, med de retsvirkninger, der følger af § 10.

§ 9. § 7, stk. 1, og § 8 gælder ikke, hvor det følger af anden lovgivning, at en meddelelse skal sendes

1) i fysisk form eller

2) digitalt på anden måde.

§ 10. Meddelelser, der sendes under anvendelse af Offentlig Digital Post, anses for

1) at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i postløsningen, og

2) at være afsendt af den angivne afsender.

Supplerende bestemmelser

§ 11. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen m.v. af Offentlig Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater eller programmer.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at juridiske enheder kan oprette digitale postkasser med anden identifikation end cvr-nummer.

Ikrafttræden m.v.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. juli 2012, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. Finansministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 3, stk. 2.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, om obligatorisk tilslutning af fysiske personer på grundlag af andre former for registrering end den i § 3, stk. 1, nævnte, kan tidligst træde i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1.

Stk. 5. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, om obligatorisk tilslutning af juridiske enheder på grundlag af andre former for registrering end den i § 3, stk. 1, nævnte, kan tidligst træde i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.