L 138 Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., børneloven og lov om adoption.

(Udvidelse af lov om kunstig befrugtnings anvendelsesområde, mulighed for anonym og ikkeanonym æg- og sæddonation i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning, fastslåelse af faderskab i forbindelse med kunstig befrugtning, adoption af registreret partners barn og fremmøde i adoptionssager m.v.).

Af: fungerende minister for sundhed og forebyggelse Pia Olsen Dyhr (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 08-06-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. juni 2012

20111_l138_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. juni 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., børneloven og lov om adoption

(Udvidelse af lov om kunstig befrugtnings anvendelsesområde, mulighed for anonym og ikkeanonym æg- og sæddonation i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning, fastslåelse af faderskab i forbindelse med kunstig befrugtning, adoption af registreret partners barn og fremmøde i adoptionssager m.v.)

§ 1

I lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 1546 af 21. december 2010 og § 47 i lov nr. 593 af 14. juni 2011, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.«

2. § 1, stk. 1, affattes således:

»Loven gælder for kunstig befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, jf. dog § 18, og hvor graviditet hos en kvinde søges etableret på anden måde end ved samleje mellem en kvinde og en mand. Loven gælder desuden for vævscentres virksomhed, for så vidt angår ydelser, der vedrører kunstig befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.«

3. Overalt i loven ændres »læge« til: »sundhedsperson«, »lægen« til: »sundhedspersonen«, »lægens« til: »sundhedspersonens«, »læger« til: »sundhedspersoner« og »læges« til: »sundhedspersons«.

4. Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a. Der må ikke etableres kunstig befrugtning i de situationer, hvor en sundhedsperson eller en person under en sundhedspersons ansvar har kendskab til, at ægcelle og sæd stammer fra genetisk nært beslægtede eller i øvrigt genetisk nærmere beslægtede personer.

Stk. 2. Der må ikke etableres kunstig befrugtning i de situationer, hvor en sundhedsperson eller en person under en sundhedspersons ansvar har kendskab til, at enten ægcelle eller sæd stammer fra slægtninge af samme køn i ned- og opstigende linje.«

5. I § 6 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »der er ansvarlig for behandling med kunstig befrugtning,« til: »der er ansvarlig for behandling med kunstig befrugtning af en person, som har bopæl her i landet,«.

6. Efter § 6 a indsættes:

»§ 6 b. Hvis den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandling med kunstig befrugtning af en enlig kvinde eller et par, som ikke har bopæl her i landet, vurderer, at der er åbenbar tvivl om den enlige kvindes eller parrets evne til at drage fornøden omsorg for et barn efter fødslen, skal sundhedspersonen afvise behandling med kunstig befrugtning.«

7. § 14 ophæves.

8. I § 15, stk. 2, udgår »eller mandens«.

9. § 16 ophæves.

10. § 19 ophæves.

11. § 20, stk. 1, affattes således:

»Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler for donation og anvendelse af donorsæd, og til hvilke formål der må ske opbevaring af donorsæd.«

12. I § 22 ændres »behandlingsresultater« til: »behandling«.

13. I § 29, stk. 1, ændres »§§ 2-6, og §§ 7-16, § 18, § 19,« til: »§§ 2-6, 7-13, 15, 18,«.

§ 2

I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, som ændret ved § 2 i lov nr. 133 af 2. marts 2004, § 8 i lov nr. 446 af 9. juni 2004 og § 23 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 27, stk. 1, ændres »en læge eller under en læges ansvar« til: »en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar«.

2. § 28 affattes således:

»§ 28. En sæddonor kan ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en sundhedspersons anvendelse ved kunstig befrugtning, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En sæddonor kan dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis

1) sæden er doneret med henblik på en sundhedspersons anvendelse ved kunstig befrugtning,

2) donoren har givet samtykke til, at en bestemt kvinde modtager behandlingen, og

3) barnet må antages at være blevet til ved denne.

Stk. 3. Undtaget fra stk. 2 er tilfælde, der er nævnt i § 27, stk. 1.

Stk. 4. Er sæden ikke blevet doneret som nævnt i stk. 1 og 2, anses sæddonor som barnets far, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død.

Stk. 5. Samtykke som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal være skriftligt og indeholde en erklæring om, at donoren skal være barnets far.«

§ 3

I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 28. september 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Kravet om personligt fremmøde gælder dog ikke den forælder, der afgiver samtykke til vedkommendes ægtefælle eller partners stedbarnsadoption.«

2. I § 8 a, stk. 1, ændres »anonym donorsæd« til: »donorsæd, hvis donor ikke udlægges som far, jf. børnelovens § 28, stk. 1«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2012.

Stk. 2. Lovens § 2 og § 3, nr. 2, finder anvendelse på børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er gennemført efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. Lovens §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.