L 138 Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., børneloven og lov om adoption.

(Udvidelse af lov om kunstig befrugtnings anvendelsesområde, mulighed for anonym og ikkeanonym æg- og sæddonation i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning, fastslåelse af faderskab i forbindelse med kunstig befrugtning, adoption af registreret partners barn og fremmøde i adoptionssager m.v.).

Af: fungerende minister for sundhed og forebyggelse Pia Olsen Dyhr (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2012

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2012)

20111_l138_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2012)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Pia Olsen Dyhr, fg. )

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., børneloven og lov om adoption (Udvidelse af lov om kunstig befrugtnings anvendelsesområde, mulighed for anonym og ikke-anonym æg- og sæddonation i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning, fastslåelse af faderskab i forbindelse med kunstig befrugtning og adoption af registreret partners barn samt fremmøde i adoptionssager m.v.)

(Lovforslag nr. L 138)

På baggrund af den løbende debat om de nugældende regler om anonym donation af æg og sæd i forbindelse med lægelig behandling med kunstig befrugtning samt også den faglige udvikling på området foreslås det, at de nuværende regler om anonym donation af sæd og æg revideres, således at der skabes valgfrihed i forbindelse med valg af donationsformen for den enkelte donor og for den enlige kvinde eller parret, som ønsker at modtage donation i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning.


Samtidig foreslås en række regler i lov om kunstig befrugtning ændret eller ophævet. Det drejer om udvidelse af lovens anvendelsesområde (fra lægeligt regi til sundhedspersoner samt vævscentre), ophævelse af forbuddet mod at udføre æg af Danmark, ophævelse af påbuddet om destruktion af ægtefælles eller samlevers opbevarede sæd i tilfælde af mandens død, ligesom bemyndigelsesbestemmelsen om rapportering af oplysningerne til IVF-registret foreslås præciseret.


Endvidere foreslås der enkelte ændringer i børneloven og adoptionsloven som konsekvens af ændringerne om ophævelse af anonymitet i lov om kunstig befrugtning. Herudover foreslås der ændrede regler om personligt fremmøde i adoptionssager som led i en regelforenkling på det familieretlige område.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.