L 46 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Specialiseret behandling på Øfeldt Centret).

Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 29-10-2010

Fremsat den 29. oktober 2010 af Pia Christmas Møller (UFG)

20101_l46_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. oktober 2010 af Pia Christmas Møller (UFG)

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Specialiseret behandling på Øfeldt Centret)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010, foretages følgende ændring:

1. I § 79 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Regionsrådet yder tillige specialiseret ambulant behandling til henviste patienter, der har bopæl i de regioner, hvor afdelinger af Øfeldt Centret er beliggende.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Øfeldt Centret er en højtspecialiseret optræningsvirksomhed med 40 ansatte og en kapacitet på ca. 500 patienter om ugen, svarende til mere end 35.000 årlige behandlingstimer. Siden 1971 har Øfeldt Centret behandlet mere end 8.000 patienter og modtaget henvisninger fra 1.200 læger. Øfeldt Centret har afdelinger i Karlslunde og Rødovre.

Øfeldt Centret har med sin høje ekspertise specialiseret sig i at behandle patienter med bl.a. hjerneskade, dissemineret sklerose, rygmarvslæsioner, anden kronisk ryglidelse og muskelsvind m.v., der ikke kan nøjes med almindelig fysioterapi, og som for 9 ud af 10's vedkommende allerede har forsøgt denne behandlingsform uden tilstrækkelig effekt inden behandlingen på Øfeldt Centret.

Øfeldt Centrets behandlingstilbud har både en specialiseringsgrad og en kvalitet, som er bredt anerkendt i lægefaglige kredse, hvorfor centrene ofte får henvist patienter af en række af landets førende neurologer og kirurger fra såvel offentlige som private hospitaler, herunder Rigshospitalet.

Også Sundhedsstyrelsen har anerkendt, at der på disse centre tilbydes en særlig behandling, som har en dokumenteret gunstig virkning for patienter, hvor klassisk fysioterapi ikke har haft nogen betydende effekt.

Øfeldt Centrets store behandlingskapacitet sikrer, at Øfeldt Centret har ekspertise vedrørende adskillige diagnoser samlet under ét tag, hvilket muliggør optimal behandling af patienter, der eksempelvis lider af flere sygdomme på samme tid. Med Øfeldt Centrets behandling lykkes det ofte at bremse sygdomsudviklingen og forbedre de nævnte patienters livssituation afgørende.

I forbindelse med ændringen af sundhedsloven den 1. august 2008 blev det offentliges behandlingsudgifter til handicappede patienter flyttet fra regionerne til kommunerne, og Øfeldt Centrets behandling blev ligestillet med almindelig fysioterapi, hvilket er nøgleproblemet, idet behandlingen på Øfeldt Centret netop er afgørende anderledes.

Siden ændringen af sundhedsloven har en række kommuner trods lægehenvisning forsøgt at hjemtage patienterne ved at afslå at bevilge økonomisk støtte til transport til den specialiserede behandling på Øfeldt Centret. Kommunerne har i stedet opfordret patienterne til at søge lokal fysioterapi, hvorved kommunerne på kort sigt begrænser egne udgifter. Den højtspecialiserede og individuelle behandling på Øfeldt Centret er dyrere end fysioterapi (holdtræning), og transportudgifter reduceres desuden ved lokalbehandling. Men mange handicappede er afhængige af Øfeldt Centrets individualiserede øvelsesterapi. Derfor forringes deres livssituation, hvilket allerede kan dokumenteres i en række tilfælde.

Forringelserne af patienternes behandlingsmuligheder kan imødegås ved en enkel justering i sundhedsloven, så Øfeldt Centrets behandling (som den højtspecialiserede behandling, den er) fremover får lovhjemmel i § 79 sammen med de øvrige private specialiserede centre og specialsygehuse i stedet for som nu i § 140 b sammen med almen fysioterapi.

At genetablere Øfeldt Centrets tilhørsforhold til regionerne vil ikke bryde med kommunalreformen og dens principper. Tværtimod vil man blot korrigere en misforståelse, der utilsigtet har ramt en gruppe svært handicappede patienter. Justeringen synes tillige at være udgiftsneutral, idet de økonomiske midler allerede er i systemet og blot skal kanaliseres fra kommunerne tilbage i regionerne.

En sådan § 79-løsning vil etablere en varig løsning for patienterne, idet Øfeldt Centret da vil blive ordentligt lovmæssigt forankret. Dertil kommer, at denne hjemmelsplacering sikrer fuld klarhed over retten til befordringsgodtgørelse, jf. § 171.

Økonomiske konsekvenser

I forhold til de økonomiske forventninger og behandlingsmæssige perspektiver, der blev indlagt som forudsætning for vedtagelsen af kommunalreformen, må det vurderes, at lovforslaget principielt vil være udgiftsneutralt.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med forslaget sidestilles patienter med behov for særligt specialiseret ambulant fysioterapi, der får behandling på Øfeldt Centret, med patienter, der ligeledes har behov for særligt specialiseret behandling på en række private og foreningsejede behandlingssteder (inden for den geografiske ramme, hvor regelmæssig ambulant behandling giver mening).

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
§ 79. Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse. Bestemmelserne om sygehusbehandling i afsnit VI omfatter også diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende læger, jf. § 60, og praktiserende speciallæger, jf. § 64.
 
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 foretages følgende ændringer:
Stk. 2. Regionsrådet yder endvidere sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, PTU's RehabiliteringsCenter, Center for sundhed og træning i Middelfart, Center for sundhed og træning i Århus, Center for sundhed og træning i Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.
  
  
1. I § 79 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Regionsrådet yder tillige specialiseret ambulant behandling til henviste patienter, der har bopæl i de regioner, hvor afdelingen af Øfeldt Centret er beliggende.«
  
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


Skriftlig fremsættelse

Pia Christmas-Møller (UFG):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Specialiseret behandling på Øfeldt Centret).

(Lovforslag nr. L 46)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.