L 160 Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring og om ophævelse af lov om Forbrugerforum.

(Ophævelse af specialforbuddene mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer, fastsættelse af regler om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens gennemførelse og offentliggørelse af sammenlignende test samt anvendelse af anonym informationsindsamling m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 01-06-2011

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2011

20101_l160_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2011

Forslag

til

Lov om ændring af lov om markedsføring og om ophævelse af lov om Forbrugerforum1)

(Ophævelse af specialforbuddene mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer, fastsættelse af regler om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens gennemførelse og offentliggørelse af sammenlignende test samt anvendelse af anonym informationsindsamling m.v.)

§ 1

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 31. august 2009, som ændret ved § 2 i lov nr. 535 af 26. maj 2010, lov nr. 719 af 25. juni 2010, § 11 i lov nr. 1556 af 21. december 2010 og § 4 i lov nr. 341 af 27. april 2011, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis), EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 22.«

2. § 9, stk. 1, affattes således:

»En salgsfremmende foranstaltning, herunder i form af tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer, præmiekonkurrencer og lign., skal markedsføres således, at tilbudsbetingelserne er klare, tydelige og let tilgængelige for forbrugeren. Der må ikke i øvrigt udelades væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om værdien af eventuelle tillægsydelser, som er egnet til mærkbart at forvride forbrugerens økonomiske adfærd.«

3. §§ 10 og 11 med tilhørende overskrifter ophæves.

4. I § 13, stk. 3, udgår », § 14«.

5. Efter kapitel 6 indsættes:

»Kapitel 6 a

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed

§ 25 a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører og offentliggør sammenlignende test af varer og tjenesteydelser.

Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i sin test­virksomhed anvende anonym informationsindsamling.«

6. I § 30, stk. 3, 1. pkt., ændres »§§ 9-11« til: »§ 9«.

§ 2

Lov nr. 455 af 10. juni 2003 om Forbrugerforum ophæves.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2011.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis), EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 22.