L 128 Forslag til lov om ændring af lov om planlægning.

(Revision af detailhandelsbestemmelser, lokal fleksibilitet i kystnærhedszonen, i landzonen for kommuner i yderområder og på ikkebrofaste øer m.v.).

Af: Miljøminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 03-05-2011

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 3. maj 2011

20101_l128_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 3. maj 2011

Forslag

til

Lov om ændring af lov om planlægning

(Revision af detailhandelsbestemmelser, lokal fleksibilitet i kystnærhedszonen, i landzonen for kommuner i yderområder og på ikkebrofaste øer m.v.)

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 24. september 2009, som ændret ved § 2 i lov nr. 1271 af 16. december 2009, § 19 i lov nr. 1505 af 27. december 2009 og § 4 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 m, stk. 4, 1. pkt., ændres »§ 5 q, stk. 2« til: »§ 5 q, stk. 2 og 3«.

2. I § 5 m indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Miljøministeren kan for kommuner, hvor ingen by har mere end 20.000 indbyggere, fastsætte regler efter § 3, stk. 1, og § 3, stk. 2, 1. pkt., der uanset stk. 1, 1. pkt., udlægger arealer i et område til udvalgsvarebutikker uden for bymidten, når

1) opførelse af udvalgsvarebutikkerne vil være en integreret del af en større, allerede etableret virksomhed med særlig erhvervsmæssig betydning,

2) der er et turistmål, som har mindst 75.000 besøgende pr. år, og som tiltrækker international turisme,

3) der er et større trafikalt knudepunkt med et særligt besøgsmønster af national eller international betydning for turisme ved større, internationale havne eller i tilknytning til grænsehandel eller

4) hensynet til sikkerheden, for så vidt angår en udvalgsvarebutiks varegrupper, medfører, at den ikke kan indpasses i bymidten af planlægningsmæssige grunde.«

3. § 5 p, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I et eksisterende aflastningsområde må bruttoetagearealet til butiksformål ikke udvides.«

4. I § 5 q, stk. 1, ændres »stk. 2« til: »stk. 2 og 3«.

5. § 5 q, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I bymidter og i aflastningsområder i byer med mere end 27.000 indbyggere kan kommunalbestyrelsen, i forbindelse med at der hvert fjerde år udarbejdes en strategi for kommuneplanlægningen, jf. § 23 a, stk. 1, 1. pkt., træffe beslutning om at revidere kommuneplanen med henblik på at fastsætte butiksstørrelser for højst tre nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 bruttoetageareal i hver by, i hovedstadsområdet dog i hvert område, der er udpeget i et landsplandirektiv, jf. § 5 m, stk. 4.«

6. I § 5 q indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, i forbindelse med at der hvert fjerde år udarbejdes en strategi for kommuneplanlægningen, jf. § 23 a, stk. 1, 1. pkt., træffe beslutning om at revidere kommuneplanen med henblik på at fastsætte butiksstørrelse for én ny udvalgsvarebutik på mere end 2.000 m2 bruttoetageareal, som placeres i bymidten i en af kommunens byer med over 3.000 indbyggere.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

7. § 5 r, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Lovligt bestående butikker kan uanset §§ 5 m-5 q og § 5 r, stk. 1, indgå i ny planlægning. I bymidter kan en ny lokalplan give mulighed for, at lovligt eksisterende butikker kan ombygges eller nedrives og genopføres, herunder ved omplacering inden for lokalplanens område, når hverken antallet af butikker med større butiksareal end fastsat i stk. 1 eller butiksstørrelsen for den enkelte butik derved forøges.«

8. Efter § 5 t indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 2 e

Planlægning og landzoneadministration for kommuner i yderområder og ikkebrofaste øer

§ 5 u. Kommunalbestyrelsen skal for kommuner og øer opført i bilag 2 meddele tilladelse efter § 35 til opførelse af nye helårsboliger i umiddelbar tilknytning til landsbyer, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø, planlægning eller naboer afgørende taler imod.

Stk. 2. Helårsboliger opført i medfør af stk. 1 kan ikke overgå til anvendelse som fritidsboliger efter § 36, stk. 1, nr. 10.

§ 5 v. Miljøministeren kan efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til en planlægning i en kommune eller på en ø, der er opført i bilag 2, selv om betingelsen i § 5 b, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, medmindre væsentlige naturbeskyttelses- og landskabelige interesser tilside­sættes.

Stk. 2. Miljøministeren kan ved tilladelse efter stk. 1 fravige den regionale udviklingsplan. Miljøministeren foretager en høring af regionen, inden der gives tilladelse til fravigelsen.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om ansøgning og meddelelse af tilladelse.«

9. I § 11 b, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 5 q, stk. 2« til: »§ 5 q, stk. 2 og 3«.

10. I § 11 e, stk. 5, ændres »§ 5 q, stk. 2« til: »§ 5 q, stk. 2 og 3«.

11. I § 15 indsættes som stk. 10:

»Stk. 10. Fællesanlæg som nævnt i stk. 2, nr. 11 og 13, omfatter ikke fællesantenneanlæg til modtagelse og distribution af tv- og radiosignaler.«

12. Efter § 35 indsættes:

»§ 35 a. Kommunalbestyrelsen skal i kommuner uden for hovedstadsområdet, jf. § 5 h, samt i Stevns Kommune meddele tilladelse efter § 35 til udvidelse af mindre erhvervsvirksomheder, som er etableret i en tidligere landbrugsbygning, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø, planlægning eller naboer afgørende taler imod.«

13. Som bilag 2 indsættes:

 »Bilag 2

 Kommuner beliggende i yderområder og ikkebrofaste øer omfattet af lovens kapitel 2 e:

 Kommuner:

Assens

Bornholm

Brønderslev

Faaborg-Midtfyn

Fanø

Guldborgsund

Jammerbugt

Kalundborg

Langeland

Lemvig

Lolland

Læsø

Mariagerfjord

Morsø

Norddjurs

Nordfyn

Odsherred

Rebild

Ringkøbing-Skjern

Samsø

Stevns

Syddjurs

Thisted

Tønder

Varde

Vejen

Vesthimmerland

Vordingborg

Ærø

 Ikkebrofaste øer:

Aarø

Agersø

Barsø

Drejø

Egholm

Endelave

Fur

Hjarnø

Hjortø

Mandø

Omø

Orø

Skarø

Tunø

Venø«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2011.

Stk. 2. For kommuner, der endnu ikke ved denne lovs ikrafttræden har indarbejdet de regionplanretningslinjer for aflastningsområder, som var gældende den 1. januar 1997, i deres kommuneplaner, opretholdes regionplanretningslinjerne i overensstemmelse med § 4, stk. 1, i lov nr. 535 af 6. juni 2007.