L 212 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven.

(Fleksibel frokostordning i daginstitutioner m.v.).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-06-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2010

20091_l212_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2010

Forslag

til

Lov om ændring af dagtilbudsloven

(Fleksibel frokostordning i daginstitutioner m.v.)

§ 1

I lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven), som ændret ved lov nr. 1148 af 3. december 2008, § 142 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 1 i lov nr. 1098 af 30. november 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Forældrebestyrelsen i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, jf. dog § 16 b, stk. 2, 4 og 8.«


2. Efter § 16 indsættes:

»Frokost i daginstitutioner

§ 16 a. Alle børn i kommunale og selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner efter § 19 skal have et sundt frokostmåltid alle hverdage, jf. dog stk. 3 og 4 og § 16 b, stk. 1-3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, for alle børn i samme aldersgruppe.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at et barn kan fritages fra et sundt frokostmåltid efter stk. 1, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at børn i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, der hovedsagelig anvender skovens areal eller lignende naturområder som grundlag for barnets ophold i daginstitutionen, ikke skal omfattes af et sundt frokostmåltid efter stk. 1.

§ 16 b. Forældrebestyrelsen i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, jf. dog stk. 2, 4 og 8.

Stk. 2. I kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, som består af flere enheder, kan et simpelt flertal af forældre med børn i den pågældende enhed beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Forældrene har én stemme for hvert barn, de har i enheden.

Stk. 3. Forældre med børn i privatinstitutioner efter § 19, stk. 4, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Beslutningen efter 1. pkt. træffes ved simpelt flertal af forældre, der har børn i den pågældende privatinstitution. Forældrene har én stemme for hvert barn, de har i privatinstitutionen. Forældre med børn i privatinstitutioner efter § 19, stk. 4, skal mindst hvert andet år og højst én gang om året have mulighed for at fravælge et sundt frokostmåltid. Frokostmåltidet skal ophøre, senest 6 måneder efter at forældrenes beslutning om fravalg er modtaget af privatinstitutionen. Forældre med børn i privatinstitutionen er ansvarlige for at oplyse privatinstitutionen om beslutningen efter 1. pkt. Privatinstitutionen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for forældrenes fravalg af frokostmåltidet efter § 16 a, stk. 1, herunder længden af perioden for forældrenes fravalg af et sundt frokostmåltid og frister og procedurer for formidling af forældrenes beslutning om fravalg til privatinstitutionen.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen efter § 16 a, stk. 2, har besluttet, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, for alle børn i samme aldersgruppe, kan forældre ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år og højst én gang om året give mulighed for fravalg efter stk. 1 og 2 af et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Frokostmåltidet skal ophøre, senest 6 måneder efter at forældrenes beslutning om fravalg er modtaget af kommunalbestyrelsen. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed er ansvarlig for at oplyse kommunalbestyrelsen om forældrenes beslutning om fravalg af et sundt frokostmåltid.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal forud for forældrebestyrelsens eller forældrene i den enkelte enheds beslutning efter stk. 1 og 2 oplyse forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed om kommunens forventede takst for et sundt frokostmåltid, jf. § 32 a, stk. 3.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør retningslinjer for forældrenes fravalg, jf. § 16 b, stk. 1, 2, 5 og 6, af et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, herunder længden af perioden for forældrenes fravalg og frister og procedurer for formidling af forældrenes beslutning om fravalg til kommunalbestyrelsen.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, ikke kan fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, hvis det vurderes, at et sundt frokostmåltid af både sociale og sundhedsmæssige årsager er særlig påkrævet for børnene i den pågældende daginstitution eller enhed. Kommunalbestyrelsens beslutning efter 1. pkt. gælder for den periode, kommunalbestyrelsen i medfør af stk. 7 har fastsat for forældrebestyrelsens eller forældrene i den enkelte enheds mulighed for fravalg.«

3. § 17 med tilhørende overskrift affattes således:

»Forældrearrangerede frokost- og madordninger

§ 17. Forældrebestyrelsen i en daginstitution eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale eller selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, der efter § 16 b, stk. 1 og 2, har fravalgt et sundt frokostmåltid eller ikke er omfattet af et sundt frokostmåltid, jf. § 16 a, stk. 4, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret frokostordning.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte et maksimumbeløb for forældrenes betaling til forældrearrangerede frokostordninger efter stk. 1.

Stk. 3. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale eller selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret madordning for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte rammer for forældrearrangerede frokost- og madordninger efter stk. 1 og 3. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, beslutter inden for de eventuelle rammer, kommunalbestyrelsen har fastsat, hvordan ordningerne skal tilrettelægges.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fra forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed beslutte at ansætte køkkenpersonale til forældrearrangerede frokost- eller madordninger efter stk. 1 og 3. Kommunalbestyrelsen afholder udgiften til administration af ansættelsesforholdet.

Stk. 6. Forældre med børn i en privatinstitution efter § 19, stk. 4, der efter § 16 b, stk. 3, har fravalgt et sundt frokostmåltid, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret frokostordning. Forældre med børn i en privatinstitution kan endvidere beslutte at oprette en forældrearrangeret madordning for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet. Privatinstitutionen kan fastsætte rammer for forældrearrangerede frokost- og madordninger. Forældre med børn i privatinstitutionen beslutter inden for privatinstitutionens eventuelle fastsatte rammer, hvordan ordningerne skal tilrettelægges. De enkelte forældre med børn i privatinstitutionen beslutter, om de vil benytte den forældrearrangerede frokost- eller madordning efter 1. og 2. pkt.

Stk. 7. De enkelte forældre med børn i en kommunal eller selvejende daginstitution efter § 19, stk. 2 og 3, beslutter, om de vil benytte den forældrearrangerede frokost- eller madordning efter stk. 1 og 3. Forældrene, der benytter den forældrearrangerede frokost- eller madordning, betaler udgifterne til ordningerne, jf. dog stk. 9, herunder administration af ordningerne og en eventuel lønudgift til køkkenpersonale, jf. stk. 5. Udgiften til frokost- og madordninger efter stk. 1 og 3 opgøres eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde at administrere forældrearrangerede frokost- og madordninger efter stk. 1, 3 og 6. Forældrene betaler kommunalbestyrelsens udgifter til administration efter 1. pkt., jf. dog stk. 5.

Stk. 9. Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at give økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud efter § 43, stk. 1, nr. 2-4, skal kommunalbestyrelsen tillige give forældre med børn i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, som har valgt at være med i en forældrearrangeret frokostordning efter stk. 1 eller 6, et økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til det forældrearrangerede frokostmåltid efter stk. 1 eller 6. Kommunalbestyrelsen skal administrere og afholde udgiften til administration ved tildeling af fripladstilskud.

Stk. 10. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et økonomisk tilskud til at nedsætte forældrenes betaling for forældrearrangerede madordninger efter stk. 3 og 6. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at give et økonomisk tilskud til at nedsætte forældrenes betaling, jf. 1. pkt., skal tilskuddet til de enkelte forældre gives under hensyn til de pågældende forældres økonomiske forhold. Kommunalbestyrelsen skal administrere og afholde udgiften til administration ved tildeling af tilskuddet.

Stk. 11. Socialministeren fastsætter regler om fripladstilskud til forældrearrangerede frokostordninger.«

4. § 25, stk. 1, affattes således:

»Kommunalbestyrelsen skal ved manglende overholdelse af pasningsgarantien med virkning fra den 1. i den følgende måned hæve tilskuddet efter § 32, stk. 1, og § 33, stk. 1, til mindst 78 pct. for alle børn i dagtilbud i kommunen, indtil pasningsgarantien igen opfyldes og kommunalbestyrelsen har fastsat nye tilskudsprocenter og egenbetalingsandele.«


5. § 31, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Tilskud og egenbetaling fastsættes på grundlag af dagtilbuddenes vedtagne budgetter.«

6. § 32 affattes således:

»§ 32. Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter opgjort efter stk. 2.

Stk. 2. Ved optagelse i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, eksklusive udgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, og ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens tilskud udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, inklusive udgifter til et sundt frokostmåltid.

Stk. 4. Ved optagelse i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 3 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, inklusive udgiften til et sundt frokostmåltid og eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 5. Ved optagelse i en kommunal eller selvejende daginstitution efter § 19, stk. 2 og 3, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 2 og 4 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner af samme type i kommunen.«

7. Efter § 32 indsættes:

»§ 32 a. I kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, med et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, afholder forældrene udgiften til frokostmåltidet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et tilskud til at nedbringe forældrenes betaling efter stk. 1.

Stk. 3. Ved optagelse i kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, med et sundt frokostmåltid fastsættes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 4. Ved optagelse i kommunale eller selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, med et sundt frokostmåltid beregnes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid for daginstitutioner af samme type i kommunen.

Stk. 5. Forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 fastsættes på grundlag af kommunalbestyrelsens vedtagne budget for et sundt frokostmåltid.

Stk. 6. Der opkræves ikke betaling efter stk. 1 for børn, der er omfattet af § 16 a, stk. 2-4.«

8. § 33 affattes således:

»§ 33. Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 2. Ved optagelse i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for den kommunale dagpleje.«

9. I § 36 indsættes som stk. 3-5:

»Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i privatinstitutionen.

Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 3 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.«

10. I § 41 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en daginstitution i en anden kommune, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i daginstitutionen i den anden kommune.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6. Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 7 og 8.


11. I § 43 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at give et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud efter § 43, stk. 1, nr. 1-4, til nedsættelse af forældrenes egenbetaling til en plads i en daginstitution, skal kommunalbestyrelsen tillige give de pågældende forældre med børn i daginstitutioner, hvor der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.«

12. I § 83 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en institutionslignende privat pasningsordning, når der er et frokostmåltid i ordningen.

Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.«

§ 2

I lov nr. 1148 af 3. december 2008 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven). (Frokostmåltid i daginstitutioner m.v.), som ændret ved § 2 i lov nr. 1098 af 30. november 2009, foretages følgende ændring:

1. § 1, nr. 2-7, ophæves.

§ 3

I lov nr. 1098 af 30. november 2009 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge. (Udskydelse af ikrafttrædelsestidspunkt for ordningen om frokostmåltid i daginstitutioner m.v.), foretages følgende ændringer:

1. § 1 ophæves.

2. § 2, nr. 1, ophæves.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. §§ 2 og 3 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Uanset § 16 a, stk. 1, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, skal børn i daginstitutioner kun have et sundt frokostmåltid i perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. juli 2011 eller dele af perioden, hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning herom. Kommunalbestyrelsens beslutning efter 1. pkt. kan træffes for en eller flere kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) eller for bestemte aldersgrupper i sådanne daginstitutioner. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning efter 1. og 2. pkt. fra den 15. juni 2010.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. juli 2011 eller dele af perioden træffer beslutning i medfør af stk. 3 og et sundt frokostmåltid er indført for alle børn i daginstitutioner i den samme aldersgruppe, skal alle børn i den pågældende aldersgruppe i privatinstitutioner efter § 19, stk. 4, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) i perioden tillige have et sundt frokostmåltid.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen har fra den 15. juni 2010 ansvar for, at forældre med børn i en daginstitution efter § 19, stk. 2-4, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven), senest den 31. december 2010 efter reglerne i § 16 b, stk. 1 og 2, stk. 3, 1.-4. og 6. pkt., stk. 5, 1. og 3. pkt., og stk. 6, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, får mulighed for at træffe beslutning om at fravælge det sunde frokostmåltid, som kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om efter stk. 3, og et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør retningslinjer som nævnt i § 16 b, stk. 7, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, for forældrenes beslutning efter 1. pkt. Privatinstitutioner efter § 19, stk. 4, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) fastsætter og offentliggør retningslinjer som nævnt i § 16 b, stk. 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, for forældrenes beslutning efter 1. pkt. Retningslinjer fastsat i medfør af 2. og 3. pkt. forbliver i kraft efter den 1. januar 2011, indtil kommunalbestyrelsen eller privatinstitutionen fastsætter nye retningslinjer i medfør af § 16 b, stk. 3 og 7, i lov om dag, fritids-, og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.

Stk. 6. I kommunale og selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 2 og 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven), hvor der inden den 31. december 2010 er indført et sundt frokostmåltid efter reglerne i § 4, stk. 1, i lov nr. 1098 af 30. november 2009 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, hvor ordningen løber indtil den 31. december 2010, og hvor forældrene træffer beslutning efter stk. 5 om at fravælge et sundt frokostmåltid, kan kommunalbestyrelsen uanset forældrenes beslutning for disse daginstitutioner for perioden fra den 1. januar 2011 til den 30. juni 2011 træffe beslutning efter stk. 3 om, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid.

Stk. 7. Forældrebestyrelsens og privatinstitutionens beslutninger truffet i medfør af § 17, stk. 2 og 5, i lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) om at oprette en forældrebetalt madordning gælder, medmindre forældrebestyrelsen eller privatinstitutionen beslutter andet, efter den 1. januar 2011 på samme måde som en beslutning truffet i medfør af § 17, stk. 1, 3 og 6, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3. I daginstitutioner med et sundt frokostmåltid efter stk. 3, kan forældrebetalte madordninger oprettet efter reglerne i § 17 i lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) dog kun videreføres efter 1. pkt. for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.

Stk. 8. Afgørelser truffet i medfør af § 4, stk. 4, i lov nr. 1098 af 30. november 2009 om lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge om, at et barn kan fritages for et sundt frokostmåltid, gælder efter den 1. januar 2011 på samme måde som en afgørelse truffet i medfør af § 16 a, stk. 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.