L 146 Forslag til lov om ændring af lov om registreret partnerskab, lov om en børnefamilieydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

(Udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed m.v.).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-05-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. maj 2010

20091_l146_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. maj 2010

Forslag

til

Lov om ændring af lov om registreret partnerskab, lov om en børnefamilieydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

(Udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed m.v.)

§ 1

I lov om registreret partnerskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. oktober 2005, som ændret ved § 1 i lov nr. 500 af 6. juni 2007, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til: »Justitsministeren« og »ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til: »justitsministeren«.

2. § 4, stk. 1 og 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.


§ 2

I lov om en børnefamilieydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 972 af 22. september 2006, som ændret ved lov nr. 318 af 30. april 2008, § 102 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 2 i lov nr. 1411 af 27. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Er barnet adopteret af et registreret par i forening, udbetales ydelsen til den af de registrerede partnere, der efter parrets oplysning herom til kommunalbestyrelsen, jf. § 5, stk. 1, skal modtage ydelsen.«


2. I § 4, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Er barnet adopteret af et registreret par i forening, og får den ene af de registrerede partnere herefter forældremyndigheden over barnet alene, udbetales børnefamilieydelsen til denne.«


3. I § 4, stk. 3, ændres »ham eller hende« til: »den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden«.

4. § 5, stk. 1, affattes således:

»Udbetaling af ydelsen efter § 4, stk. 1, 1. pkt., sker uden ansøgning. Udbetaling af ydelsen efter § 4, stk. 1, 2. pkt., og § 4, stk. 2-6, sker efter ansøgning til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ansøgeren bor.«


§ 3

I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 439 af 14. maj 2009, som ændret ved § 25 i lov nr. 521 af 12. juni 2009 og § 13 i lov nr. 429 af 28. april 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Er barnet adopteret af et registreret par i forening, udbetales børnetilskuddet til den af de registrerede partnere, der efter parrets oplysning herom til kommunalbestyrelsen skal modtage tilskuddet.«


2. I § 8, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Er barnet adopteret af et registreret par i forening, og får den ene af de registrerede partnere herefter forældremyndigheden over barnet alene, udbetales børnetilskuddet til denne.«


3. I § 8, stk. 3, ændres »ham eller hende« til: »den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden«.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2010.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.