Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Ministeren for ligestillings årlige redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2025.

(Anmeldelse 28.02.2025. Redegørelse givet 28.02.2025. Meddelelse om forhandling 28.02.2025).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og rykke frem på de forreste rækker og logge sig på. Derfor holder vi en kort pause.

Forhandlingen er hermed åben, og den første ordfører er fru Gunvor Wibroe fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak. Tak for redegørelsen. Den giver os et klart overblik over, hvordan vi arbejder med ligestilling i regeringen – med 79 initiativer på tværs af 14 ministerier. Og den viser med al tydelighed, at ligestilling kræver en målrettet og vedholdende indsats. For 10 år siden blev danskernes værdier kortlagt gennem en Danmarkskanon. Over 300.000 danskere deltog, og blandt ti udvalgte værdier var kønsligestilling. Det siger noget vigtigt, nemlig at ligestilling ikke bare er politisk, men en grundlæggende dansk værdi.

Men noget har ændret sig. Vi er blevet mere uenige om, hvor langt vi egentlig er kommet. En måling viser, at syv ud af ti kvinder ikke mener, at vi har reel ligestilling i Danmark, og samtidig mener næsten hver femte mand, at vi allerede er gået for langt. Det kalder på refleksion, og det kalder på handling. Vi skal have alle med, for ligestillingen gavner alle uanset køn.

Perspektiv- og handlingsplan udgør rammen for regeringens indsats og giver et overblik over initiativerne for det kommende år. Det spænder bredt, og det er lige fra hpv-vaccine til unge mænd, til indsatser imod digitale krænkelser og kvinders værnepligt på lige fod med mænd. På torsdag stemmer vi om retten til egen krop, nemlig at udvide retten til fri abort. Det er en rettighed, der siden 1973 har sikret kvinders selvbestemmelse over egen krop. Nu tager vi næste skridt og udvider grænsen til 18 uger. De gamle regler har nemlig ikke fulgt med tiden. Og med aftalen bringer vi Danmark på linje med lande som Sverige og snart også Norge. Det er historisk, og det er nødvendigt.

Vold mod kvinder er et alvorligt samfundsproblem. Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab, og det er desværre oftest mænd, som slår kvinder ihjel. Det er hjerteskærende, og det får os til at spørge, hvordan vi skaber mere tryghed i vores egne hjem. Jeg har besøgt et af de mange krisecentre, vi har rundtomkring i landet. Dem er der desværre hårdt brug for stadig væk. Sidste år søgte 3.000 kvinder og 2.500 børn tilflugt på et af krisecentrene. Og vi må også huske, at mænd altså også udsættes for partnervold, og det og dem må vi ikke glemme. Det gælder også for kvinder med minoritetsetnisk baggrund, som lever med vold og social kontrol, ikke bare fra én person, men fra et helt netværk omkring dem. Jeg har besøgt RED Centeret, hvor jeg mødte unge, der måtte flygte fra deres egne familier for at kunne leve frit. I 2023 flygtede 98 unge fra det, man kalder æresrelateret vold. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det hedder noget med ære, for der er ikke meget ære over at begå vold mod folk, man skal passe på. Men de unge her er stærke, de forsøger at vælge frihed, men de står alt for ofte alene.

Men ligestilling handler ikke kun om kvinder. Vi tager også fat på de udfordringer, som særlig rammer drenge og mænd. Drenge falder oftere ud af uddannelsessystemet og ud af skolen, og mænd er overrepræsenteret i statistikker om hjemløshed, misbrug og selvmord, og alt for mange vokser op med forventningen om, at de ikke må vise svaghed. Det kan have store konsekvenser for dem selv og for dem omkring dem.

Alt for mange kvinder trækker sig fra den offentlige debat på grund af trusler og hårde kommentarer. Det er et demokratisk problem; alle skal kunne ytre sig uden frygt. Derfor støtter vi også en lang række initiativer, som skal dæmme op for digitale krænkelser og chikane, f.eks. Alliancen imod seksuel chikane. Piger og kvinders rettigheder er under pres mange steder i verden. Selv om der er fremskridt, ser vi desværre også alvorlige tilbageskridt som abortforbud, censur og chikane og vold imod lgbt+-personer. Det minder os om en ting, nemlig at ligestilling skal forsvares igen og igen. Danmark vil fortsat arbejde aktivt for SR-rettigheder og fremme ligestillingen globalt.

I Danmark er der heldigvis en bred opbakning til ligestilling. Det er en værdi, vi deler og bygger vores samfund på, og det er vigtigt, for ligestilling kommer ikke af sig selv, fordi den er under pres ude i verden. Vi ser det, når kvinders rettigheder begrænses, når fri abort udfordres, og når lgbt+-personer mødes af had og censur, og når gamle kønsroller blusser op i debatten igen. Derfor står vi fast: Ligestilling er en grundpille i vores samfund. Den har givet os frihed og muligheder og håb, frihed til at leve det liv, man selv vælger, frihed til kvinder og mænd, til piger og drenge og til gavn for alle. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så går vi videre til næste ordfører, og det er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Enhver, der følger de ligestillingsdebatter, vi generelt har her i Folketingssalen, vil vide, at vi i Danmarksdemokraterne primært beskæftiger os med ét emne, der for os er altoverskyggende i forhold til alle andre emner på ligestillingsområdet.

Det er at få hjulpet de piger og kvinder, der i islamismens navn bliver behandlet helt enormt dårligt. Vi ved, at det foregår i udlandet, f.eks. i Afghanistan, hvor kvinder nu ikke må tale i offentligheden. Det foregår også i Iran, hvor moralpoliti anholder og slæber kvinder væk, hvis de ikke er klædt, som de gerne vil have det. Det foregår desværre også i høj grad i Danmark. Det er en negativ social kontrol og en såkaldt æreskultur, der er så altoverskyggende i kvindernes og pigernes liv, at de slet ikke kan få lov til at leve. Kvindens ære er familiens ære, siger de, og derfor bærer hun hele familiens ansigt udadtil på sine skuldre. Æren er med andre ord vigtigere end kvindens eget liv.

Når vi diskuterer ligestilling, som vi gør i dag, er det derfor vigtigt, at vi ikke kommer til at blande de muslimske kvinders ligestillingskamp sammen med den almindelige danske ligestillingskamp. Udgangspunkterne er ofte milevidt væk fra hinanden. En del af den muslimske kultur omkring kvinder er langt hen ad vejen så markant anderledes end meget af det, vi andre er vokset op med. Og når det netop er en kultur, skal forandringen også ske indefra. Det er fuldstændig afgørende, at kvinderne selv løsriver sig fra den islamisme, der holder dem nede.

For os i Danmarksdemokraterne er det afgørende, at vi som samfund ikke begynder at indrette os efter islamismens principper om kvinder. Derfor har vi bl.a. foreslået et forbud mod islamisk kønsopdelt svømning. Derfor vil vi presse imamerne alt, hvad vi kan, for at sikre, at der ikke udføres negativ social kontrol i moskéerne. Derfor vil vi indføre et tørklædeforbud for elever i grundskolen. Det er bare for at nævne nogle af de initiativer, vi har haft på banen.

Det her område er i høj grad noget, vi kommer til at fortsætte med at dyrke. Vi har her i foråret tre beslutningsforslag i salen, som er udløbere af Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefalinger. For det første foreslår vi et forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner, og det skal vi førstebehandle senere i dag. For det andet foreslår vi at udvide tildækningsforbuddet, så det også gælder på uddannelserne, så man ikke kan sidde i en niqab eller i en burka på landets uddannelsesinstitutioner. For det tredje foreslår vi, at man skal kunne fravælge en sagsbehandler i sager om negativ social kontrol, hvis man ikke har tillid til vedkommende. Vi er nemlig fuldt bevidste om, at islamismen infiltrerer offentlige instanser. Det er i mine øjne noget af det allerværste, der kan ske, hvis en kvinde flygter fra islamisk kvindeundertrykkelse og søger hjælp i det offentlige bare for at komme til at møde det samme dér. Det må ikke ske. Jeg satser på, at især Socialdemokratiet må bakke op om det sidste beslutningsforslag, jeg nævnte her, da det handler præcis om det, som udlændingeordfører Frederik Vad jo har talt rigtig meget om. Det er på tide, at vi får gjort noget ved sagen nu.

Så er der en anden ligestillingskamp. Det er en ligestillingskamp, som i mine øjne fylder langt mere end den vigtigste, som jeg jo har brugt min tid på talerstolen indtil nu på at tale om, men den vil jeg egentlig også gerne knytte nogle ord til. Jeg føler mig i bund og grund meget heldig, at jeg som kvinde er født lige præcis på den her lille plet på jorden, der hedder Danmark. Kvinder har langt hen ad vejen de samme muligheder for at nå derhen i livet, hvor de gerne vil, og det kan vi jo takke vores historie for. Men alligevel er det påfaldende, hvor meget debatten egentlig handler om, hvad vi skal og ikke skal som kvinder, hvad vi burde gøre, hvad vi ikke burde gøre, hvor meget vi skal arbejde, og hvad vi skal arbejde med.

Hvis vi, mens vores børn er små, i en periode træder ud af hamsterhjulet og går hjemme og måske går på deltid og prioriterer familielivet, børn og hjem, går der ikke mange minutter, inden der er nogle, der hamrer os i hovederne med, hvor meget det går ud over vores pensionsopsparing, vores arbejdsmarked og vores karriere. Hvis vi derimod prioriterer at arbejde rigtig hårdt, nå til tops og gøre karriere, står der også et samfund, der skal banke os oven i hovederne med, at vi kommer til at fortryde vores valg senere i livet, når børnene er store, at børn har brug for deres mor, og at man ikke forstår, hvordan vi dog kan få tingene til at hænge sammen derhjemme. Så af og til kan man jo godt sidde tilbage med en følelse af, at lige meget hvad man gør som kvinde, er det i nogens øjne lidt forkert.

Jeg synes ikke, vi ser de her diskussioner om mænd, så hvorfor skal vi se dem om kvinder? Jeg håber virkelig, at vi kan nå frem til en tid, hvor vi ikke skal åbne for Aftenshowet og se to kvinder sidde og skændes over, om det er i orden at holde et par dages ferie med sin mand uden sine børn, sådan som vi så det sidste sommer med Isabella Arendt og familievejleder Lola Jensen.

Kunne man nogen sinde forestille sig, at der sad to mænd i Aftenshowet og hakkede på hinanden over sådan et emne? Aldrig. Så lad os nu holde os for gode til det. Det er så hamrende usundt, hvis kvinder hele tiden, hvor end de går hen, skal mødes af samfundet, der siger: Du burde gøre det her, du skal gøre det her. Noget af det påfaldende, som vi også er nødt til at diskutere, er, at det alt for ofte kommer fra kvinder selv.

Vi kvinder er bragende forskellige, ligesom mænd i øvrigt er. Det er jo ikke alle mænd, der er karrieremænd, og det er ikke alle kvinder, der er karrierekvinder. Derfor skal der ikke være en opskrift på, hvordan man lever sit liv, hvordan man vælger at prioritere sin tid, og hvordan man burde se ud – det er jo også en diskussion. Hvis vi virkelig vil friheden til, at kvinder skal kunne træffe egne valg, uden at der er et samfund, der holder dem nede, så lad være med at skabe flere strukturer hele tiden. Lad os nu holde op med at bekrige hinandens livsvalg. Lad os holde op med at bekrige hinandens udseende. Lad os holde op med at bekrige, hvordan andre kvinder indretter deres hverdag. For når vi gør det, ender det altså med, at vi kvinder tit bliver vores egne værste fjender.

Så hvis vi stopper med at bekrige hinanden, vores eget køn, bliver der meget mere plads til de vigtige ligestillingskampe, f.eks. den ligestillingskamp, jeg indledte min tale med, og som jeg synes at vi skal bruge langt mere tid på, nemlig kampen for, at muslimske kvinder kan få lov til at bestemme over deres eget liv. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til næste ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Ligestilling er jo et emne, som vi diskuterer ret ofte, og hvor det hele måske godt kan virke lidt som en gentagelse, men det er det ikke, for selv om vi heldigvis har rykket os langt i Danmark og vel nok også længere end de fleste andre lande, betyder det ikke, at kampen er ovre. Det betyder bare, at vi har et endnu større ansvar for at gå forrest.

I dag behandler vi regeringens perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2025. Det er en plan med intet mindre end 79 konkrete initiativer. Det kunne måske godt lyde lidt som noget fra en konference, hvor der bliver fremlagt det ene højtflyvende forslag efter det andet, men bag hvert enkelt initiativ ligger der en tanke om et liv, der kan leves lidt friere, lidt tryggere og lidt mere retfærdigt. Og det er jo det, det handler om – ikke symbolpolitik, ikke slagord, ikke om, hvem der kan sige ligestilling flest gange i en tale, men om, hvad det her faktisk betyder for mennesker i deres hverdag.

Det handler f.eks. om kvinder, der går alene hjem om aftenen og griber fat om nøglerne i lommen, bare sådan for en sikkerheds skyld. Det handler om unge mænd, der ikke tør sige højt, at de føler sig ensomme eller pressede, fordi man stadig skal være den stærke. Det handler om piger i 4. klasse, der allerede har lært, at matematik nok ikke er noget for dem, og drenge, der bliver hægtet af, fordi de ikke passer ind i en skole, hvor man helst skal kunne sidde stille og skrive pænt.

Det handler om frihed, om ansvar, om det, vi gerne vil være som samfund. Og hvis vi vil være et samfund, hvor alle mennesker, uanset køn eller identitet, har mulighed for at tage ansvar for deres eget liv, for deres egne valg og for deres egen fremtid, så skal vi også turde tage fat der, hvor det gør ondt. Der er stadig alt for mange kvinder, som lever i frygt for vold i hjemmet. Vi ved det, vi har talt om det, og nu må vi også handle. Det kan ikke være rigtigt, at hjemmet – det sted, der jo burde være det tryggeste i verden – for nogle kvinder er det farligste sted at opholde sig. Og det er ikke bare kvinder, der bliver udsat for partnervold. Jeg blev selv overrasket, da jeg læste en undersøgelse fra 2023 foretaget af Det Kriminalpræventive Råd, der viser, at 50.000 er udsat for partnervold, men af dem er 43 pct. mænd.

Derfor er det godt, at den plan, vi lægger fra regeringens side, har til formål at bryde den her voldsspiral, som man kunne kalde det, tidligere med bedre forebyggelse, med styrket rådgivning og med flere tilbud både til ofrene og til udøverne, ikke mindst for børnenes skyld. Tænk, at være et lille barn, der skal vokse op med vold i hjemmet. Det barn vokser op i utryghed, og i værste fald risikerer det jo også at arve nogle unoder. Og det sætter spor, der rækker langt ind i voksenlivet.

Vi er også nødt til at tale om det, vi kalder den negative sociale kontrol, om de piger og kvinder – og det er altså især piger og kvinder med minoritetsbaggrund – som ikke må vælge deres egne venner, deres egen kæreste eller deres egen fremtid. Det kan godt være, at vi nogle gange bliver bange for at virke fordømmende, men vi må aldrig blive bange for at sige tingene, som de er. I Danmark bestemmer man altså selv, hvem man elsker, hvem man gifter sig med, og hvornår eller om man vil skilles. Det skal gælde alle, også dem, der vokser op i et parallelsamfund med stærkt kontrollerende normer. Derfor støtter vi i Venstre også op om de initiativer, der målrettet bekæmper negativ social kontrol. Det er ikke et spørgsmål om religion; det er et spørgsmål om frihed og rettigheder.

Vi skal også tage fat på ligestilling i arbejdslivet. Det danske arbejdsmarked er jo stadig kønsopdelt, og i et eller andet omfang vil det nok blive ved med at være det. Venstre har ikke som mål, at hver anden negletekniker skal være en mand, eller at hver anden jord- og betonarbejder skal være en kvinde, men vi har som mål, at kvinder og mænd i højere grad skal vælge frit, at kvinder og mænd vælger forskellige brancher. Eksempelvis er kvinder i overtal i den offentlige sektor, og mænd er i overtal på ledelsesgangene. Og løngabet er der stadig, ikke så meget fordi nogle får mindre i løn for det samme arbejde, men fordi vi har nogle strukturer omkring orlov, karriereveje og arbejdstid, som gør, at lønnen trækker skævt. Her skal også passe på, at vi ikke falder i den grøft, at vi tror, at løsningen er, at vi så bare laver nogle kvoter og nogle bøder og noget tvang. Det tror vi ikke på Venstre. Det tror vi generelt ikke på, og det tror vi heller ikke, når vi taler ligestilling. Vi tror på at skabe reelt frie valg for både kvinder og mænd.

Hvis vi vil have mere ligestilling på arbejdsmarkedet, skal vi skabe fleksibilitet, gennemsigtighed og fair vilkår. Vi skal arbejde med kulturen, ikke kun med reglerne. Og ja, vi skal også turde tage debatten om barsel. For selv om mange fædre jo heldigvis tager orlov, mere orlov end de gjorde før – og det er jo bl.a., fordi vi har lavet øremærket barsel, som er noget, jeg er stolt af at vi gjorde – ligger langt størstedelen af barslen jo stadig hos kvinderne, og det påvirker ikke kun karrieren, det påvirker også pensionen, lønnen og ikke mindst mandens mulighed for at være en nærværende far. Vi ser også, at kvinder, som måske er gået ned i tid, mens børnene var små, i højere grad lader være med at komme tilbage på fuld tid. Det er altså også noget, vi er nødt til at adressere. Så vi skal skabe rammer, der gør det lettere for mænd at tage barsel og for kvinder at vende tilbage efter barslen. Det er ikke en kamp mellem kønnene, det er en kamp for fælles ansvar.

Vi har også brug for at gøre op med de snævre kønsroller i uddannelsessystemet. Det starter tidligt og i virkeligheden også alt for tidligt. Piger vælge traditionelt gymnasiet, drenge vælger erhvervsuddannelser, og når nogle så vælger utraditionelt, bliver de ofte mødt med fordomme, hvilket giver usikkerhed og dårligere trivsel. Vi skal have et uddannelsessystem, hvor børn og unge kan opdage og forfølge deres potentiale, ikke deres køn, og det kræver, at vi taler om det åbent og ærligt.

Afslutningsvis vil jeg sige, at ligestilling ikke er noget, vi bare sådan kan tage for givet. Vi ser det i andre lande, desværre også i vores nærområde, hvor rettigheder bliver rullet tilbage, hvor kvinder mister retten til at bestemme over egen krop, hvor lgbt+-personer bliver udskammet og forfulgt. Derfor skal vi her i Danmark stå fast, og vi skal stå sammen. For ligestilling handler ikke kun om at skabe balance mellem køn; det handler om at sikre frihed, ansvar og lige muligheder for alle. Og det er, hvis jeg må tillade mig at sige det, meget liberalt, det er meget dansk, og det er meget vigtigt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen, nævner selv det fænomen, at flere kvinder søger mod den offentlige sektor, og at flere mænd søger mod den private sektor. Paradokset her og det, som jeg ofte synes glemmes, når vi har de her ligestillingsdebatter, er, at de samfund – det viser al forskning – hvor mænd og kvinder har størst frihed til selv at vælge den vej i tilværelsen, som de allerhelst selv vil, faktisk er også de samfund, hvor der er den største, kunne man sige, traditionelle kønsopdeling, altså hvor mænd i endnu højere grad søger mod den private sektor og kvinder i endnu højere grad søger mod den offentlige sektor.

Jeg synes bare, det er en vigtig pointe at have med, at meget af den kønsopdeling, som også kritiseres i ligestillingsredegørelsen her, jo er produktet af mænds og kvinders egne frie valg, og at det, hvis man vil tage et opgør med den kønsopdeling, hvad der jo ligger som en ambition i redegørelsen her, så faktisk vil kræve, at man som stat går ind og påtvinger mænd og kvinder at søge i en anden retning end den, de allerhelst selv vil. Er det ikke helt i modstrid med det, hr. Jan E. Jørgensen selv siger?

Ordføreren.

Jo, fuldstændig. Vi har ingen ambitioner om at tvinge nogen til noget som helst og sige, at vi sætter en eller anden kvote for, hvor mange kvinder der må være i den offentlige sektor, og hvor mange mænd der må være i den private. Man kan også sige, at noget af det måske også kunne bestå i, at vi kiggede lidt mere på, hvorfor det egentlig er sådan i Danmark, at sådan noget som børnepasning er offentligt finansieret – det kunne lige så godt være privat – sådan at man selvfølgelig har ret til gratis daginstitution. Hvorfor skal det nødvendigvis være drevet af det offentlige? Noget af det handler jo også om løndannelsen. Altså, i den private sektor er løndannelsen langt mere fri, end den er i den offentlige sektor, og derfor ligger lønningerne ofte lidt højere. Det er også noget af det, man kunne gå og se på, men det er jo en helt, helt anden diskussion.

Som jeg også sagde, har vi overhovedet ingen planer om at gå ind og påvirke det frie valg på anden måde end ved at tale om struktur. For noget af baggrunden for, at man vælger, som man vælger, er måske, at man savner rollemodeller at spejle sig selv i.

Spørgeren.

Men det er jo ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt, at regeringen, herunder Venstre, ikke har været med til at blande sig i det frie valg. Det har man gjort både med den tvungne øremærkede barsel og i forhold til fordelingen med 40 pct. af bestyrelsesposter på ledelsesgangene i brancher, hvor det primært er mænd, der søger hen. Det er netop et opgør med det frie valg. Det er jo netop en underkendelse af det frie valg, som mænd og kvinder helt selv træffer, når mænd søger mod den private sektor, når de søger mod ledelsesgangene, og når de søger ind i brancher, hvor de ender med bestyrelsesposter. Det er jo konsekvensen af mænds og kvinders egne frie valg langt hen ad vejen, og jeg synes bare, at hr. Jan E. Jørgensen er nødt til at anerkende, at man selv har været med til at påtvinge mænd og kvinder at gå i bestemte retninger.

Ordføreren.

Med hensyn til barsel køber jeg simpelt hen ikke den præmis. For mig at se er rettigheder individuelle og individorienterede. Det er ikke familierettigheder. Man har nogle rettigheder som far til at holde noget barsel, og man har nogle rettigheder som mor til at holde noget barsel. Tidligere var det sådan, at hvis man som mand, som far, ville have noget barsel, så skulle man, om jeg så må sige, at tage det fra sin kone, altså tage det fra barnets mor. Det synes jeg dybest set er en ærgerlig tilgang at have til tingene. Vi ser det sådan her: Som far har du nogle rettigheder, og som mor har du nogle rettigheder, og du skal ikke tage noget fra din ægtefælle eller din samlever for at kunne holde barsel med dine børn.

Så er det fru Susie Jessen.

Tak for talen. Jeg tror nu nok, de fleste familier ikke har det sådan, at de tager noget fra den ene eller den anden. Jeg tror, at i de fleste ægteskaber og parforhold finder man ud af det med hinanden ganske stille, roligt og i samhørighed. Jeg bed mærke i, at ordføreren sagde det her med, at ordføreren har som mål, at kvinder og mænd skal kunne vælge mere frit i forhold til karrierer. Det kunne jeg godt tænke mig at få uddybet.

Hvis man har det her mål, at man ikke vil lave lovgivning, drejer det sig så om den her samtale, som man jo insisterer på, at man skal have hele tiden, om, at familier, mennesker og kvinder åbenbart ikke tager de rigtige valg? Så det er vi nødt til at have en samtale om. Er der nogle strukturer, der gør, at vi åbenbart er for uintelligente til at vælge den rigtige retning?

Jeg synes, at det på en eller anden måde er at tvære folk lidt ned i jorden her, nemlig at man ikke tror, at mennesker er i stand til selv at tage de velovervejede valg i deres liv, og at vi skulle have en eller anden bedre forståelse af, hvad de gerne vil. Det bryder jeg mig simpelt hen ikke om.

Ordføreren.

Når der eksempelvis er flere mænd, der er hjemløse, end kvinder, tror jeg ikke at det er, fordi det kan mænd godt tænke sig. De kan godt lide at være hjemløse. Når der er flere mænd, der begår selvmord, end kvinder, tror jeg ikke det handler om, at det bare er sådan, mænd er.

Når der på den anden side er færre kvinder på bestyrelsesgangene, tror jeg ikke man bare kan sige, at det er, fordi kvinder ikke har lyst til at bestemme og kvinder ikke har lyst til at tjene mange penge. Så simpelt tror jeg ikke det er. Hvorfor gik der hundrede år, før vi fik en kvindelig statsminister i Danmark? Hvorfor gik der hundrede år, før vi fik en kvindelige formand for Folketinget? I al den tid var muligheden der. Der var ikke noget, der forhindrede nogen i at blive statsminister på grund af kønnet. Vi har haft kvindelig stemmeret og valgret i over 100 år. Hvorfor tog det så lang tid?

Vi bliver nødt til at forholde os til, at der også er noget med nogle strukturer, at der også er noget med nogle rollemodeller, og at der også er noget med, hvad man kan spejle sig i, og hvad man ikke kan spejle sig i. Derfor kan vi som samfund flytte tingene. Vi kan jo se, at vi har et land, Danmark, med langt større ligestilling, end der er i andre lande. Det er ikke kun et spørgsmål om lovgivning. Måske er lovgivningen i virkeligheden det mindst vigtige. Det er i høj grad også et spørgsmål om strukturer.

Spørgeren.

Der går jo selvfølgelig tid med ting. Nu fik kvinderne valgret i 1915. Nu hænger der flere malerier på Christiansborgs vægge af fru Helle Thorning-Schmidt, af fru Mette Frederiksen og af fru Pia Kjærsgaard. De hænger der er jo nu. Det sker jo, fordi ting tager tid. Det kommer hen ad vejen. Der er ikke noget ved at fremtvinge de her ting, ved at nu skal vi have et eller andet antal malerier og på væggene, fordi vi skal have en lighed i samfundet.

Hr. Jan E. Jørgensen taler om hjemløshed. Jeg taler sådan set om arbejdsliv. Mener hr. Jan E. Jørgensen virkelig, at det er et problem, at der er flere kvinder, der f.eks. vælger at blive sygeplejersker, end mænd? Hr. Jan E. Jørgensen nævnte selv negleteknikere. Det er ikke en ambition om det. Men jeg forstår ikke helt, hvor hr. Jan E. Jørgensen vil hen med det her.

Ordføreren.

Det er ikke et problem, at der er flere kvindelige sygeplejersker, end der er mandlige sygeplejersker, men det er et problem, hvis de mandlige sygeplejersker, der søger ind på sygeplejerskeuddannelsen, angiver, at de mistrives af forskellige årsager. Det er da et problem, altså at der er arbejdspladser, der ikke er gearet til at tage sig lige godt af begge køn. Det er da en udfordring, for det gør jo, at det så ikke kun er det frie valg.

Hvis man taler med en god ven, der så har valgt at blive sygeplejerske, og han siger, at det kan jeg i hvert fald ikke anbefale, for hold nu op, hvor er det en hønsegård, eller hvad det nu måtte være, så er det da noget, vi kan gå ind at adressere og tale om som samfund, altså hvordan vi bliver bedre til at gøre uddannelser og arbejdspladser parate til at tage imod medarbejdere og studerende af begge køn.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Det vil sige, at vi går til den næste, og det er hr. Carl Valentin fra SF. Velkommen.

Tak for det. Jeg blev egentlig overordnet set sådan ret opløftet af de taler, der blev holdt her. Nu var der lidt polemik i den debat, der lige har været, men jeg synes faktisk, at der blev holdt nogle gode taler. At høre hr. Jan E. Jørgensens forsvar for individbaserede rettigheder og øremærket barsel synes jeg var virkelig stærkt. Og jeg synes også, at fru Susie Jessens angreb på sådan den her idé om, at der er en rigtig og en forkert måde at være kvinde på, og sådan noget var virkelig stærkt. Og i forhold til den håbløse debat, der har været i pressen, gør det mig generelt lidt opløftet. Jeg synes faktisk også, at alle, der har været her, har sagt fornuftige ting om kampen mod social kontrol i minoritetsmiljøer.

Men jeg vil så også sige, at hvis man løfter blikket lidt op fra den her Folketingssal, så kan man også godt mærke, at vi lever i en tid, hvor rettigheder, som vi troede var grundfæstede, er under pres. I USA er vi vidner til en voldsom antiligestillingsbølge. Virksomheder bliver presset til at droppe deres ligestillingspolitikker, og det får altså også konsekvenser herhjemme. I LEGOs nyeste bæredygtighedsrapport er ord som lgbt+, people of color – oversat er det farvede personer – kvinder og diversitet helt fjernet, og det er ikke tilfældigt; LEGO har et kæmpe marked i USA, og det er tydeligt, at presset derfra nu også påvirker danske virksomheders kommunikation og profil. Og desværre virker det til, at det i mange tilfælde er vigtigere at sikre sig markedsandele end at stå ved grundlæggende værdier.

Det stopper ikke ved erhvervslivet. Den samme modvilje mod ligestilling breder sig også til forskningsverdenen. Det er blevet så slemt, at forskere i USA er blevet bedt om at fjerne ord som kvinde, køn og kvindesundhed fra deres forskningsansøgninger, fordi det kan skade deres chance for at få bevillinger. Det er altså ikke bare en kulturel modstand, det er aktiv censur. Og det truer hele forskningsfelter og undergraver livsvigtig viden om fertilitet, om overgangsalder, om kønsspecifik medicin og kvinders sygdomsforløb.

Jeg synes, det er så afgørende, at Danmark går en anden vej. Vi bliver nødt til at vælge den modige vej. Når man i USA forsøger at fjerne kvinders erfaringer fra forskningen, så skal vi kæmpe for, at de bliver taget endnu mere alvorligt. I SF har vi kæmpet meget for at sætte kvinders helbred højere på den politiske dagsorden, og vi har presset på for, at forskning i kvindespecifikke sygdomme som endometriose ikke skal være nicheemner, men reelle debatter om folkesundhed. Og vi er glade for, at regeringen i årets redegørelse anerkender behovet for et styrket fokus på kvinders sundhed, og at der nu bliver afsat midler til forskning og målrettet indsatser, bl.a. til kvinder med minoritetsbaggrund. Det er fremskridt.

Jeg bliver ved med at hænge mig lidt i USA, men det er, fordi der sker så mange vilde ting lige nu. Og der ser vi bl.a., hvad der sker, når det bliver moderne at tilbagerulle kvinders rettigheder. Abort bliver nogle steder forbudt eller stærkt begrænset rundtomkring i landet, og det har konsekvenser, der rækker langt ud over politik. Når kvindekroppen bliver genstand for politisk styring og læger tøver med at handle af frygt for juridiske konsekvenser, så koster det mere end bare faglig frihed. Det koster tillid – tilliden til, at sundhedssystemet er der, når det virkelig gælder; tilliden til, at man som kvinde bliver taget alvorligt og ikke først og fremmest ses som en politisk regulerbar krop, men som et menneske i en sårbar situation.

Derfor er det så vigtigt, at vi i Danmark går en anden vej, og det glæder os rigtig meget i SF, at flere af de forslag, vi har kæmpet for længe, faktisk bliver til virkelighed. Den nye abortlovgivning er et kæmpe fremskridt. 15-17-årige skal ikke længere have deres forældres tilladelse til at få en abort. Abortgrænsen bliver hævet, og vi får lavet et nyt nationalt abortnævn. Og jeg må sige ærligt, at jeg er oprigtig glad for, at vi har en regering, som har lyttet og ikke bare er hoppet med på den der kvindefjendske antiligestillingsbølge, som vi ser nogle steder i verden lige nu. Det er vigtigt at anerkende, så derfor gør jeg det.

Men jeg synes også, at der er nogle alvorlige mangler i den ligestillingspolitik, der bliver ført. Man kunne nævne fru Marie Bjerres angreb på lgbt+-miljøet, men nu er hun skiftet ud, så jeg vil hellere tale om noget andet. Når regeringen stadig nægter at sikre, at pensioner som udgangspunkt fordeles ligeligt ved skilsmisse, synes jeg, at man svigter de kvinder, som har trukket det tungeste læs i familielivet, og som alt for ofte ender i økonomisk usikkerhed som ældre.

Så må vi også tage fat på noget endnu mere grundlæggende. De økonomiske prioriteringer i det her land er bundet op på Finansministeriets regnemodeller, der stadig væk ikke anerkender værdien af det omsorgsarbejde, som typisk udføres af kvinder – både i hjemmet og i de lavest lønnede sektorer i vores velfærdssamfund. Og så længe vi måler værdien af arbejde og investeringer uden at anerkende omsorgsarbejdets kæmpe betydning, så vil vi fortsætte med at reproducere økonomisk ulighed og uligestilling.

Som det sidste, hvor jeg virkelig synes, at regeringen hænger i bremsen, vil jeg sige, at jeg er meget skuffet over, at den her regering så massivt svigter kampen mod spilafhængighed. Det er et kæmpe problem for mænd og drenge, som vokser heftigt i de her år, og regeringen virker til at være mere optaget af at beskytte spilindustrien end at beskytte de unge knægte mod en kynisk industri, der lokker flere og flere ud i ludomani. Man har lovet igen og igen, at man vil gøre noget. Det har sågar stået i regeringens lovprogram, at man i februar ville fremlægge lovgivning, som satte ind over for det her, og der er ikke sket noget som helst. For mig at se er det et stort ligestillingsproblem, som alt for få taler om og tager alvorligt. Husk lige på, at i den seneste undersøgelse på området er det 10,9 pct. af befolkningen, der har spilproblemer i varierende grad. Det er mere end 0,5 millioner danske, altså ikke 0,5 millioner ludomaner, men folk med spilproblemer i varierende grad. Det synes jeg er meget ekstremt. Det er særlig unge drenge og mænd, der bliver ramt, og det virker, som om der ikke er den store vilje til politisk handling. Det håber jeg der kommer, for det er vigtigt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Dina Raabjerg.

Tak, og tak for ordet, og tak for at nævne det her med spilafhængighed; det synes jeg faktisk er en vigtig ting. Så det er godt, at ordføreren går med på den agenda. Det, jeg egentlig ville spørge ind til, var det her, som blev nævnt om Finansministeriets regnemodeller. Jeg opfatter Finansministeriets regnemodeller som noget, hvor man regner ud, hvad det er for et indtægtsgrundlag, vi har, og så laver man en beskatning, og så får man nogle penge, man kan bruge af, i statskassen. Så hvad er det egentlig ordføreren tænker skulle ændres på det? Det forstår jeg ikke rigtig.

Ordføreren.

For det første vil jeg sige tak for anerkendelsen af det med spilleafhængigheden. Hvad det konkret er, der skal ændres, er svært at svare på på et minut, men grundlæggende er det jo et problem, at der er en masse værdiskabelse i det her samfund, som ikke er en del af Finansministeriets regnemodeller. Et meget godt eksempel er, at hvis man f.eks. kanaliserer penge i retning af gratis psykologhjælp, bliver det set som en udgift, og man kigger ikke rigtig på de dynamiske effekter, der åbenlyst vil være ved, at mennesker får hjælp til at få det bedre. Det er ligesom, at det arbejde, som man lægger i hjemmet – det er typisk kvinder, der lægger meget arbejde i hjemmet, de lægger i hvert fald størstedelen – også bare vil blive set som en udgift. Altså det, at man er fraværende fra arbejdsmarkedet og laver noget derhjemme, er ikke noget, der bliver medregnet som noget, der skaber værdi. Og for mig at se er omsorgsarbejdet i hjemmet og vores daglige liv en kæmpe del af, at hele det her samfund kan løbe rundt og skabe værdi, og derfor synes jeg, at vi bliver nødt til at se på de regnemodeller igen.

Spørgeren.

Jeg hører det som sådan en slags parallelberegning, altså at man laver den beregning, som man plejer, på det, så man kan finde ud af, hvad det er for et råderum, man har. Og så vil ordføreren gerne have, at vi laver en eller anden form for parallel værdiberegning, hvis ellers jeg har forstået det korrekt. Hvad vil ordføreren bruge det til?

Ordføreren.

Jamen grundlæggende vil jeg bruge det at ændre måden, Finansministeriet regner på, til, at der bliver større incitament til at træffe nogle mere fornuftige beslutninger end det her valg. For de ting, der ikke bliver regnet med, bliver sjældent prioriteret, og det gælder, hvad enten det er psykologhjælp eller omsorgsarbejde. Det kan også være naturbeskyttelse, hvis det ikke har nogen værdi i regnemodellerne. Det er der nogle kloge økonomer, der har kigget på for nylig. Hvis ikke det hører med, prioriterer man ikke naturen. Så jeg synes, at vi i højere grad skal inkludere flere ting i regnemodellerne.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er sådan set ikke så meget et spørgsmål. Det var mere en anerkendelse af at sætte fokus på den nye administration i USA, som jo slår sig op på at tale meget om ytringsfrihed. Og så bliver man jo varm om hjertet som Venstremand, når man hører nogen, der taler varmt om ytringsfriheden. Men når man så finder ud af, at det i virkeligheden handler om at straffe nogle virksomheder, eksempelvis danske LEGO, som så hidtil har valgt at sætte fokus på, hvor mange kvinder der er i virksomheden, og hvor mange lgbt+-personer der er virksomheden osv. osv., risikerer man i hvert fald at blive straffet, så man afholder sig fra at ytre de her ting i en årsrapport. Det var sådan set bare for at anerkende vigtigheden af det. Her er det så lovgivning, der afgør det, men det er så lovgivning i et andet land, som så indirekte også har betydning for danske virksomheders arbejde med hele den her mangfoldighedsdagsorden.

Ordføreren.

Tak for den kommentar. Jeg kunne ikke være mere enig. Det er klart, at det jo ikke bare er et andet land, der gør noget. Det er et meget magtfuldt andet land, og det er helt tydeligt, hvordan det påvirker Danmark og danske virksomheder. Jeg tror, at alle går og tænker lidt på, hvad der sker med USA for tiden i de her dage, så jeg følte, at det var oplagt at tale om det. Tak for anerkendelsen.

Fru Rosa Eriksen.

Tak. Jeg vil også godt som regeringsordfører anerkende problemet med spilafhængighed. Jeg synes, det er enormt stærk, at SF's ordfører sætter fokus på det. Jeg vil egentlig gerne tilbage til det, Konservative også belyser med værdien af omsorgsarbejde. Vi står jo i en urolig tid. Vi har fået ny administration i USA, vi skal opruste, og det er SF også enig i. SF taler nu om, at vi også skal værdisætte omsorgsarbejde, og pensionsalderen må heller ikke stige. Jeg kunne godt tænke mig at høre et reelt bud på, hvordan SF har tænkt sig reelt at finansiere alle de her forslag til at bruge penge. For pengene kan jo ikke bruges flere gange, og pengene er der, når de er der. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad SF's plan er for at finansiere alle de forandringer, som SF foreslår.

Ordføreren.

Jeg synes, det er et mærkeligt spørgsmål, jeg tror faktisk ikke helt, at jeg forstår det. SF har lagt masser af planer frem for, hvordan vi vil finansiere vores forskellige forslag. Jeg ved ikke, om ordføreren tænker specifikt på finansiering af opdatering af regnemodellerne. Mit bud vil ikke være, at det ville være meget omkostningsfuldt, men det er da klart, at det skal vi da også have en plan for, hvis man skal bruge et par millioner på det. Men jeg tænker ikke, at det er en meget udgiftstung ting at gøre. Tværtimod er min bedste vurdering, at Danmark går glip af rigtig mange penge faktisk ved at have nogle regnemodeller, som ikke medregner åbenlyst værdiskabende ting, for det får os til at træffe mindre effektive og mindre fornuftige beslutninger. Så jeg tror, at vi ved at have nogle regnemodeller, som i højere grad tager sådan noget som omsorgsarbejde alvorligt, også vil træffe nogle politiske beslutninger, som er mere økonomisk fordelagtige.

Jeg kan ikke se, at spørgeren har trykket sig ind, så der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. »Virk i fællig, men forskellig. Drag til minde: Mand er mand og kvinde kvinde.« Denne tekst pryder Christiansborg i Vandrehallen lige ved gangen til Ridebanen, hvor Liberal Alliance har til huse. Teksten kan med nutidens viden, men set med fortidens perspektiv, føles snæver og præget eller domineret af begrænsende kønslænker. Men jeg ser hverken på citatet eller livet med de dystre briller. Som kvinde i vores grundlæggende ligestillede samfund ser jeg heller ingen grund til det.

Samfundsudviklingen har jo bragt en frigørelse af fortidens kønslænker. Men fortidens anerkendelse af styrken i vores forskelligheder, som citatet rummer, kan og bør vi stadig tage med os videre. Derfor glædes jeg, hver gang jeg går forbi teksten og træder ind igennem døren til Ridebanen. Her arbejder vi i fællig, men forskellig. Og jeg elsker, at vi samarbejder med alle vores individuelle styrker, det, vi hver især har i os og hver især kan – det feminine og det maskuline, omend i varierende grad, som vi alle sammen bidrager med.

Vi har alle grunde til at fejre det fremskridt, vi har gjort som samfund. Vi kommer fra en tid, hvor det at finde sin rette hylde i livet var begrænset af usagligheder og uretfærdigheder. Kvinders muligheder var begrænset til kvindernes hylder, og det samme gjorde sig gældende for mændene. Men sådan skal det ikke være. Vi skal selv vælge vores hylde. Begrænsningerne er ophævet, og med det er fordelene i vores forskelligheder styrket. Hylderne kan nu rumme endnu flere kompetencer og evner. Og nøj, hvor vi bare komplimenterer hinanden godt.

Ved en debat som i dag er det dog svært at få øje på den her positive udvikling. Fokus i ligestillingsdebatten er nemlig vildfaren i ambitioner om, at blot fordi vi i dag har samme muligheder i livet, skal gennemsnitskvinden og gennemsnitsmanden træffe det samme valg i livet – ellers må det jo være et problem. Så mit budskab i dag er, at det aldrig automatisk er et problem. Vi virker endnu mere i fællig, men vi er stadig forskellige, også på tværs af kønnene, gudskelov for det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg tager bare ordet, fordi jeg vil takke for, at Liberal Alliance har droppet sin modstand mod kvindelig værnepligt, for det er jo et område, hvor vi i lovgivningen, altså i lovgivningen, gik ind og forskelsbehandlede mænd og kvinder, altså hvor man tvang mænd, måske i nogle tilfælde mod deres vilje, til at aftjene værnepligt i forsvaret, hvor kvinder bare kunne slippe. Det er vel nok noget nær den groveste forskelsbehandling, man overhovedet kan forestille sig, og den er usaglig ud over alle grænser.

Så jeg vil bare sige tak for det. Og så skal jeg bare spørge, om det så også betyder, at de ting, man tidligere har hørt om kvindelig værnepligt fra f.eks. Mads Strange, der stillede op til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, er noget, man fortsat mener, eller noget, man har lagt afstand til.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi har hundrede procent frivillighed i vores forsvar, så Liberal Alliance har hele tiden haft den holdning, at vi da skal have ligestilling, så vi ikke tvinger mænd ind, ligesom vi heller ikke tvinger kvinder ind. Heldigvis er der heller ikke behov for det. Vi kan jo se, at der er unge mennesker, der gerne vil ind i vores danske forsvar. Men det betyder åbenbart så meget for nogle andre partier, at vi får tvunget den anden halvdel af befolkningen ind også i stedet for at satse på frivillighed for begge køn, at vi har sagt, at det kommer vi ikke til at spærre for. Men ja, selvfølgelig skal der være ligestilling. Vi havde bare den holdning: Hvorfor skal vi tvinge folk, når vi endda har danskere, både mænd og kvinder, der gerne vil ind i vores forsvar?

Spørgeren for anden runde.

Det giver jo sådan set også meget god mening at sige, at vi ikke vil tvinge nogen, men det var jo ikke det, Liberal Alliance gjorde. Liberal Alliance gik ind og øgede antallet af mandlige værnepligtige. Så længe det ikke var kvinder, der blev tvunget, var tvang åbenbart ikke noget problem, og man kunne godt tvinge endnu flere mænd. Det, jeg hørte ordføreren sige, var, at man sådan set stadig væk mener de her, skal vi kalde det aparte ting, som Mads Strange var ude at sige, om, at det tog 9 måneder, før en gravid kvinde kunne blive gravid igen, mens en mand kunne gå ud og gøre en kvinde gravid med det samme, og derfor var det ikke så godt, at en masse kvinder blev dræbt i en krig. Det mener man så stadig væk, eller hvad?

Tak. Ordføreren.

Jeg er ligestillingsordfører for Liberal Alliance, og jeg har sagt hele tiden: Vi har danske kvinder i forsvaret i dag, og det skal vi også have fremadrettet. Det har også været vores politik. Vi har ikke villet udvide målgruppen. Vi kan se, at det betyder rigtig meget for Venstre at tvinge kvinder i krig, ligesom man tvinger mænd i krig. Derfor har vi sagt, at det skal ikke spænde ben for, at vi får truffet de rigtige beslutninger på forsvarsområdet i disse tider.

Så er der et spørgsmål til fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har udtalt, at øremærket barsel var et frontalangreb mod familien. Nu er formanden gået på barsel i dag. Det er jo dejligt. Mener Liberal Alliance stadig væk, at det, at far har fået flere barselsrettigheder, er et frontalangreb på familien?

Ordføreren.

Nu er vores formand jo taget på barsel, og det kan han faktisk styre selv, fordi Socialdemokratiet, resten af venstrefløjen og Venstre jo kun tvinger almindelige borgere til at følge den øremærkede barsel, ikke os herinde; der er andre vilkår for os politikere. Det er jo en god ting, og jeg ønsker ham en glædelig barsel.

Vi mener, at barslen skal følge familien. Det er jo barnet, det handler om. Det handler ikke om, hvor mange timer mor arbejder eller far arbejder. Så ja, det er et frontalangreb på familien. Det skal være op til dem at bestemme, hvordan man vil fordele barslen. Om mændene har lyst til at tage hundrede pct., rager ikke mig. Jeg har ingen idé om, hvordan familierne skal indrette deres liv. Det ved de bedst selv.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tidligere var det som bekendt sådan, altså før 2022 var det sådan, at alt bare var øremærket til kvinden. Det vil sige, at vi bestemte fra statens side. Kan ordføreren se, at der er et eller andet helt skævt i det, at man har øremærket før? Nu går vi jo netop ind og regulerer det, sådan at man kan vælge at fordele. Kan ordføreren se, at det her med, at man har øremærket det, så var omvendt ligestilling i hvert fald i forhold til kvinder?

Ordføreren.

Det kan ordføreren da sagtens se. Det er derfor, Liberal Alliances politik ikke er at gå tilbage til der, hvor man havde den øremærket til kvinden, men vi skal sætte den fuldstændig fri, sætte den hundrede procent fri til både mænd og kvinder. Der er vi jo også bundet af EU-regulering, som man så har valgt at overimplementere, men der synes vi også, man kunne udfordre EU på det her område og sige: Hvis vi sætter den hundrede procent fri, hvorfor er det så, at vi skal blande os mere i det politisk, som vi gør?

Så er det hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg fik bare lige lyst til at påpege, at jeg synes, at det, som fru Sólbjørg Jakobsen sagde om politikernes barsel, grundlæggende var forkert. Vores barsel er jo faktisk 100 pct. øremærket. Hvis to politikere får et barn sammen, kan den ene ikke vælge at tage 2 år og den anden 0 uger. De kan vælge begge to at tage 1 år, man faktisk har politikere 100 pct. øremærket barsel, som man ikke kan flytte over til andre.

Ordføreren.

Nu er det sjældent, at det er to politikere, der skal tage barsel, men typisk en lønmodtager eller selvstændig derude og så en politiker. Der er det ikke sådan, at den anden, altså ens ægtefælle, vil miste sine barselsuger.

Spørgeren.

Nu er det kun lige et par uger siden, jeg har været på barsel, og jeg ved faktisk, at det er således, at den del af barslen, som har været øremærket mig, er frafaldet, fordi min partner ikke kan få den. Til gengæld kan hun så få alt det andet, så samlet set er det meget lukrativt. Det er ikke for at tale politikernes vilkår ned – de er ganske glimrende – men det er bare for at sige, at jeg synes, det er fuldstændig forfejlet at tale om, at man ikke har øremærket barsel hos politikere. Det er simpelt hen noget vrøvl, for den del af barslen, som er øremærket, frafalder stadig væk, når jeg ikke vælger at tage den som mand.

Ordføreren.

Vi mister ikke noget af vores barsel. Det gør vi ikke. Vi har ret til vores barsel, når vi får et barn, her i Folketinget. Og det er meget bedre end det, befolkningen har derude. Jo, det er det. Det er da meget bedre vilkår, selv om vi kan have lyst til at have ondt af os selv, fordi den ikke kan deles med vores ægtefælle. Jeg synes, jeg har set rigeligt af særvilkår for politikere, især også i disse tider, hvor man foreslår ting, man ikke skal foreslå, for det er langt bedre, end hvad folk har derude. Det synes jeg virkelig vi skal stoppe med. Vi skal ikke forsvare vores barselsvilkår ved at sige, at det er synd for os, fordi vi ikke kan dele dem. De skal ikke deles. Det er kun os, der har dem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for de mange værdifulde bidrag til redegørelsesdebatten om perspektiv- og handlingsplanen for ligestilling 2025. I alt for mange tilfælde er stillingen mellem mennesker ulige. Lad mig blot nævne et par nedslag fra perspektiv- og handlingsplanen:

Lønforskellen mellem mænd og kvinder var i gennemsnit 12,3 pct. i 2023. Mere end hver fjerde mand og godt hver tiende kvinde mellem 20 og 49 år havde i 2023 ikke kontakt til en praktiserende læge. En fjerdedel af børn fra hjem, hvor der er indikationer på vold mellem de voksne, afslutter ikke 9. klasse med afgangsprøven. Årligt oplever op mod 3.000 lgbtq+-personer voldelige hadforbrydelser. Mere end hver tredje homo- og biseksuel har oplevet diskrimination. Og listen bliver kun længere, jo mere man dykker ned i tallene. Senest er der med Netflixserien »Adolescence« sat fokus på groteske tilstande med kvindehad og sexistisk indhold online. Det er alt sammen ulighed, som vi skal være opmærksomme på.

Det er dog ikke kun i Danmark, udfordringerne vokser sig store. Ligestillingen er under pres rundtom i verden. Kvinders rettigheder er på tilbagetog. Udfordringerne med chikane, partnervold og overgreb er stadig markante. Og Ungarns anti-lgbtq+-lovgivning presser folks sikkerhed, trivsel og rettigheder i en grad, som vi i Moderaterne ikke vil sidde overhørig. Vi ser derfor også positivt på, at regeringen vil øge synligheden af ligestillingsudfordringerne gennem Danmarks EU-formandskab og internationale position. For selvfølgelig skal vi bruge vores stemme til at diskutere, hvordan vi sammen kan styrke ligestillingen mellem mennesker uanset køn og seksuel overbevisning. Det handler om at sikre menneskers ret til at være dem, de er, og sikre, at alle har mulighed for at udfolde deres fulde potentiale, sikre, at man har deltagelsesmuligheder i samfundet uden at blive mødt af fordomme og diskrimination. Det er grundlæggende regeringens vision, og den mener vi i Moderaterne er fornuftig, for visionen indeholder mange vigtige perspektiver, som vi skal fremme både herhjemme, men også internationalt. Vi ser derfor frem til at se effekterne af de mange gode initiativer, regeringen har sat i værk for at styrke menneskers lige muligheder, rettigheder, frihed, tryghed og trivsel.

Et af de områder, vi i Moderaterne er særlig optaget af, er sundhedspolitik. Ulighed i sundhed er et kæmpeproblem. I Moderaterne er vi derfor begejstrede over, at regeringen styrker forskningen i kvindesygdomme, prævention, fertilitet og kønsforskelle i sundhed. Vi er glade for, at man samtidig styrker indsatsen for mænds sundhed. For uanset om ulighed i sundhed skyldes manglende forskning, kønsspecifikke sygdomme eller socialøkonomiske eller geografiske forskelle, skal vi uligheden til livs.

I Moderaterne vil vi særlig fremhæve, at vi netop i disse dage styrker kvinders ret til abort, og at vi for nylig styrkede muligheden for fertilitetsbehandling. Det er vigtige skridt i retning af øget selvbestemmelse for kvinder samt ligestillede muligheder for dem, som har nemt ved at få børn, og dem, som har svært ved det.

Kampen for ligestilling gælder dog også lgbtq+-området, hvor flere er utilfredse med livet end blandt den øvrige befolkning. Mange føler sig diskrimineret, og mange har været udsat for overgreb. Problemerne stopper dog ikke her. I nogle dele af samfundet er accepten af homoseksualitet lav, og i mange lande er det endda kriminelt at have en seksuel relation til en person af samme køn.

Lad mig i den forbindelse slå en ting helt fast: I Moderaterne bakker vi helhjertet op om, at at personer skal have samme muligheder i samfundet, og at ingen skal opleve diskrimination på baggrund af deres seksualitet. Det er derfor afgørende, at vi står fast på at bekæmpe diskrimination, øger muligheden for familiedannelse og samtidig styrker rådgivningen og forskningen på området. Det er væsentlige indsatser både herhjemme og ude i verden. Vi er heldigvis gået i gang herhjemme. I Moderaterne er vi begejstrede for, at vi har styrket muligheden for at opnå forældreskab gennem surrogataftaler, og at medfaderskab er blevet et retligt begreb.

Lad os vende den uligestilling mellem mennesker til ligestilling. I Moderaterne bakker vi op om, at vi bruger vores medlemskab af FN's Sikkerhedsråd og vores markering af Beijinghandlingsplanen til at fremhæve en stærk position for ligestilling i et globalt perspektiv. Når verden er i forandring, er der behov for, at vi står sammen, også i ligestillingens navn. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Konservative takker for redegørelsen. Ligestillingen er en grundlæggende værdi i Danmark, og redegørelsen er en mulighed for at følge udviklingen og spørge os selv, om det går den rigtige vej, og det kan faktisk være lidt svært at se i årets redegørelse, fordi vi ikke måler på de samme ting, som vi gjorde sidste år. Man bruger nye aldersgrupper eller nye indikatorer. På hele lgbt-området kan vi faktisk slet ikke se, om der er en fremgang i forhold til sådan noget, der f.eks. handler om hadforbrydelser, og vi kan heller ikke se, om det går fremad i forhold til sådan noget som social kontrol, som jo virkelig er en af de ligestillingskampe, som vi har i Danmark i dag. Hvis vi ikke bruger de samme måleinstrumenter over tid, er det umuligt at se, om der sker de rigtige forbedringer, og det gør det svært at holde både sig selv og andre ansvarlige for resultaterne. Jeg har i redegørelse kun fundet seks ens målepunkter fra sidste år, så derfor har jeg i stedet for valgt, at jeg vil tage et tema ud, nemlig polarisering.

Polarisering fylder meget i samfundsdebatten, og det bliver faktisk også nævnt i redegørelsen. Vi taler om, at ligestilling handler om lige muligheder, og vi taler om løngab, kvinder i bestyrelser og kvindelige iværksættere, men vi tager ikke sådan for alvor fat i, at drenge og unge mænd i stigende grad sakker bagud i forhold til uddannelse og sundhed, som er blevet nævnt tidligere, levealder og trivsel, for her går det faktisk den forkerte vej. Det er positivt, at pensionsgabet mellem kønnene langsomt bliver snævret ind, og at flere kvinder vælger forsvaret til – det er fremskridt, og det skal vi anerkende – men vi må også notere os, at over en fjerdedel af alle mænd mellem 20 og 49 år ikke har kontakt til egen læge, at drengene fortsætter med at sakke bagud på uddannelse, og at de får stadig lavere karakterer.

Vi noterer, at kvinder og piger på mandsdominerede uddannelser ofte mistrives, og at drenge på kvindedominerede uddannelser gør det samme. Det er vi godt klar over, for det stod faktisk også i redegørelsen sidste år, og vi talte også om det, men det er, lige som om vi ikke for alvor handler på det. Hvad der ikke står i redegørelsen, er, at et stigende antal mænd også er ufrivilligt barnløse, og at ensomheden blandt mænd stiger, fordi de bliver valgt fra, måske fordi kvinder ikke gifter sig nedad i status, og det er en effekt af, at kvinderne er bedre uddannet i dag, end de var tidligere, og at mange stærke kvinder vælger at blive solomødre, og det er ikke kun et privat anliggende. For det handler om, hvordan vores samfund indretter sig og kommer til at se ud i fremtiden. Hvis vi faktisk vil et samfund, hvor mænd og kvinder kan vælge de liv, de ønsker, så er vi nødt til at tage det alvorligt. For polarisering opstår, når nogen føler sig overset eller kørt over, og hvis vi kun ser på ulighed som noget, der rammer kvinder, så er jeg bange for, at vi skubber flere væk fra det ligestillingsprojekt, som vi faktisk burde samles om. Hvis vi virkelig mener det med lige muligheder, skal vi også turde handle på det alle de steder, hvor nogen sakker bagud, uagtet køn, og jeg er bange for, at det, hvis vi ikke tager drengenes tiltagende dårligere rammer og mændenes mistrivsel alvorligt, så netop kommer til at gå ud over kvinderne.

Vi skal også turde tale om, hvad der virker. Jeg savner, at vi i redegørelsen dykker mere ned i, hvad de mange initiativer rent faktisk fører til. Er der nogle resultater eller evelueringer? Eller kigger vi bare ind i aktiviteter? Jeg bad sidste år om, at vi fik et større fokus på en måling på, om de aktiviteter, vi sætter i værk, har en effekt. Hvorfor er der noget af det, vi gør, der virker, og hvorfor er der noget af det, som ikke virker? For det er det, der gør, at vi kan komme fremad med noget af det, vi gør. Ligestillingsarbejdet er vigtigt, og derfor skal vi sikre, at vi faktisk gør det, der virker, og at vi kan følge fremdriften. For ellers risikerer vi at bruge krudtet forkert. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er også meget optaget af den her polarisering, som vi jo ser særlig mellem kønnene, men egentlig også i debatten om ligestilling.

Jeg vil bare gerne lige anfægte noget, som den konservative ordfører sagde, og det er det her med, om mænd bliver fravalgt eller ej. Historisk set har kvinder altid giftet sig så at sige opad, fordi det i gamle dage var sådan, at kvinder ikke selv kunne tjene penge. I gamle dage var det sådan, at kvinden var afhængig af at blive gift med en mand for at kunne have et liv, for at kunne have sex, for at kunne have penge osv. osv. Så jeg vil af hensyn til historieskrivningen bare gerne anfægte, at det skulle være ligestillingens eller feminismens skyld, at kvinder gifter sig opad. Jeg vil omvendt sige, at det er patriarkatets.

Ordføreren.

Jeg taler sådan set ikke om skyld eller ikke skyld. Jeg noterer mig bare, at det er den samfundsudvikling, som vi har. Og hvis kvinderne har en kultur, hvor man gifter sig, i hvert fald ikke nedad, og det er en kultur, vi bliver ved med at have, når samfundet i øvrigt udvikler sig, så kommer der jo et gab og en problemstilling. Jeg er bare bange for, hvad det er, det kan føre med sig af polarisering. Så jeg taler ikke om skyld eller ikke skyld. Jeg noterer mig bare en samfundsudvikling.

Spørgeren.

Pointen var også mere, at sådan har samfundsudviklingen altid været, også hvis vi kigger 100 år tilbage, og også, hvis vi kigger 200 år tilbage. Det er altså ikke et nyt fænomen.

Ordføreren.

Men det er jo et nyt fænomen, at drengene sakker mere bagud, og at flere og flere mænd er ufrivilligt barnløse. Det er jo en ny tendens, som vi ikke har set tidligere.

Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige starte med at kvittere for talen og også for hele det her med, at redegørelsen skal hænge sammen. Jeg synes, det er et rigtig godt indspark, at tingene skal hænge sammen, så vi kan bruge de undersøgelser og det gode arbejde, som pågår her. Når det så er sagt, vil jeg også bare sige, at vi også fra Socialdemokratiets side er bekymret for den polarisering, vi ser, ikke mindst på de sociale medier, hvor vi jo bl.a. kan se, at i særdeleshed mange kvinder trækker sig fra debatten, fra den demokratiske samtale. Det er en kæmpe udfordring for vores demokrati.

Jeg bliver også lige nødt til at kommentere på det her med mænd, der er ufrivilligt barnløse. Vi skal huske på, at kvinder kun har haft stemmeret vi i lidt over 100 år. Altså, kvinder har giftet sig opad, og nu forsøger vi at lægge nogle trædesten, så det bliver mere lige, men man kan jo ikke garantere nogen, at de får enten en hustru eller en mand, eller at de får børn. Det kan vi ikke garantere nogen.

Ordføreren.

Selvfølgelig kan vi ikke det. Vi kan ikke garantere det, men vi kan notere os, at det er den samfundsudvikling, der og sker, og vi kan se, at der kommer et større og større gab. Der er flere af de unge mænd, som der er uddannelser der er lukket for. Der er flere uddannelser, der er lukket for drenge, end der er for piger, fordi drengene har et så meget lavere karaktergennemsnit end pigerne, og hvis vi har noget kultur og nogle strukturer, som gør, at kvinder ikke gifter sig nedad, så er det effekten, og så er det, polariseringen kommer. Det er jeg optaget af, fordi jeg er nervøs for, hvad det kommer til at gøre for ligestillingen, og fordi alle bør have et nogenlunde lige afsæt i livet, uanset om man er dreng eller pige.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg tror, det er noget, der optager langt de fleste af os, om ikke alle, der sidder her, i forhold til polarisering, og i forhold til at alle skal have nogle trædesten til et godt og dejligt liv. Regeringen har i forhold til det med uddannelser og det med, at vores drenge sakker bagud, iværksat nogle initiativer, f.eks. juniormesterlære, og vi kigger ind i en større uddannelsesreform med epx, som jo netop skal skabe uddannelsesmuligheder, så man i højere grad kan melde til og fra – og der bliver måske endda bedre plads til unge mænd.

Ordføreren.

Det er muligt, at man har lavet juniormesterlære, men det ændrer jo ikke ved, at drengene er sakket bagud allerede i folkeskolen, og der er tydeligvis nogle strukturer, der gør det. For hvis vi kigger bare på de seneste 10 år, er karakterforskellen mellem drenge og piger blevet fordoblet. Pigerne får næsten en karakter højere ved en afgangseksamen. Hvor det var en halv karakter, pigerne lå over for 10 år siden, er det nu en hel karakter, så det går jo ekstremt hurtigt, og det tror jeg ikke juniormesterlære ændrer på.

Tak til ordføreren. Da flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg tilhører en generation, hvor ligestillingen altid er gået fremad. Jeg har ikke oplevet en tid, hvor jeg ikke havde ret til abort; jeg har ikke oplevet en tid, hvor jeg ikke havde en plads på arbejdsmarkedet; jeg har ikke oplevet en tid, hvor der var nogle andre, der dikterede, hvad for noget tøj jeg skulle gå i. Det føles meget heldigt. Når jeg så kigger på de taler, som feminister før mig har holdt på kvindernes internationale kampdag, og som tidligere ligestillingsordførere fra mit eget parti har holdt i salen her, kan jeg alligevel godt få følelsen af, at det står lidt stille. Vi har stadig væk et stort løngab mellem mænd og kvinder; vi står stadig væk, desværre, i den situation, at det er flest kvinder, som bliver udsat for partnervold; vi står stadig væk i den situation, at der ikke bliver forsket eller behandlet nok i forhold til sygdomme, som rammer kvinder.

Så kan jeg godt blive lidt deprimeret, når jeg kigger på det på den måde, altså at vi ikke er kommet videre, ligesom jeg – sikkert ligesom mange af jer – bliver deprimeret, når jeg kigger ud i verden og egentlig får en oplevelse af, at det privilegie, jeg altid har haft, nemlig at leve i en tid, hvor ligestillingen går fremad, går det faktisk tilbage med nu. Når vi kigger ud i verden, bliver abortrettighederne indskrænket. Når vi kigger på debatten, bliver den mere og mere polariseret. Flere og flere kvinder føler sig så truede, at de ikke har lyst til at deltage i den offentlige debat. Det er et problem, synes jeg, for ligestillingen og for demokratiet.

Vi mangler i den grad at sætte ind over for uligestillingen på arbejdsmarkedet og i hjemmet, over for partnervold og negativ social kontrol og ulighed i sundhed. Særlig de velfærdsdominerede fag lønnes lavt, primært fordi der arbejder kvinder. Så er jeg med på, at vi alle sammen kan finde en rigtig dygtig mandlig pædagog, vi kender, eller en rigtig dygtig mandlig sygeplejerske. Det ændrer bare ikke på, at de her fag er lavere lønnet, og at der primært er kvinder. Måske vidner det i højere grad om, at vi har et for kønsopdelt arbejdsmarked.

Jeg tror egentlig, at vi alle sammen kunne ønske os, at det var sådan, at uanset hvad for et køn man havde, var man ikke puttet ned i en bestemt kasse, i forhold til hvad for et arbejde der var det rigtige at tage eller det vigtige at tage, men at man havde det frie valg, sådan som man selvfølgelig har det frie valg i dag. Men vi taler bare rigtig tit om, at der er for få mandlige pædagoger og for få mandlige sygeplejersker, og at det er svært for kvindelige murere at få en plads i skurvognen osv. Vi kan i hvert fald ikke anfægte – og det viser tallene også – at vi har et for kønsopdelt arbejdsmarked.

Så står vi også i en situation, hvor arbejdet er ulige fordelt i hjemmet. Mænd tager mindre barsel, og de tager færre børns sygedage og har dermed en mindre andel i familielivet. Det er ærgerligt både for børnene og for mændene – også for kvinderne, men nok mest for mændene og for børnene.

Samtidig har vi fortsat store problemer med partnervold i Danmark, for selv om vi tilsyneladende er enige på tværs af det politiske spektrum om at sætte ind, kniber det med at sætte handling i form af penge bag ordene. Vi sætter simpelt hen ikke nok penge bag de indsatser, vi alle sammen gerne vil lave.

Vi har også en stor kønnet ulighed i sundhed i Danmark, og jeg er rigtig glad for, at den debat er begyndt at fylde mere og mere, både herinde, men også uden for Christiansborgs tykke mure. Der er meget stor forskel på den måde, mænd og kvinder går til lægen på. Det er to vidt forskellige problemstillinger. Kvinder er typisk rigtig gode til at ringe til lægen, når der er noget, der gør ondt, men det er ikke altid, lægen ved, hvad det er. Omvendt er mænd rigtig dårlige til at ringe til lægen, når der er noget, der gør ondt, men der er faktisk ret mange læger, som ved, hvorfor der er noget, der gør ondt, hvad det er, der gør ondt, og hvordan vi behandler det. Så det er to vidt forskellige problemstillinger, som er udtryk for det samme, nemlig en ulighed i sundhed, og som derfor kræver målrettede indsatser. Vi kan ikke bare lave en bred indsats; vi er nødt til at lave målrettede indsatser. Det synes jeg vi skal kæmpe for.

Når det er sagt, vil jeg alligevel slutte af på en positiv note, for der sker jo heldigvis fremskridt for ligestillingen, og jeg er stolt af at bo i et land og være en del af et flertal, som herinde udvider retten til egen krop, når vi kigger på resten af verden, hvor den bliver indskrænket. Først fik vi samtykkeloven, og nu giver vi unge kvinder ret til selv at vælge, om de vil have en abort, og vi udvider også ugegrænsen; det er endda i den her uge, vi skal stemme om det. Så kunne det da ikke være mere passende, at ligestillingsredegørelsen lå samtidig. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Når man læser regeringens redegørelse om ligestilling, kan man hurtigt får indtrykket af, at Danmark er et land, hvor kvinder konstant møder modstand, og hvor mænd undertrykker, og hvor intet sker uden politisk styring. Det billede vil vi i Dansk Folkeparti gerne nuancere. For virkeligheden er, at Danmark et af verdens mest frie og lige samfund, mænd og kvinder har samme rettigheder, og de fleste danskere træffer frie valg på et oplyst grundlag. Det, man kalder ulighed, er meget ofte et udtryk for, at kvinder og mænd er forskellige og prioriterer forskelligt, og det er ikke et problem; det er frihed. Vi ser, at regeringens ligestillingspolitik langt hen ad vejen drives af en ideologisk feminisme, der ikke tåler frihedens konsekvenser. Hvis kvinder og mænd ikke vælger det samme, er det et problem, og så skal vi have kvoter, tvang og kampagner. Vi skal formes ind i et 50-50-paradigme, hvor den frie vilje må vige for bureaukratiets skemaer.

Det ærgrer mig og Dansk Folkeparti, at regeringen ikke forholder sig ærligt til de faktiske forklaringer på f.eks. lønforskelle. Forskelle i arbejdstid, uddannelsesvalg, anciennitet og jobtype forklarer langt, langt det meste. Der er ganske enkelt ikke dækning for at tale om systemisk diskrimination, det bliver politisk spin og åndelig dovenskab. Samtidig ignoreres mange af de virkelige ligestillingsproblemer, som faktisk rammer mænd. Mænd er voldsomt overrepræsenteret i statistikkerne over hjemløshed, selvmord, stofmisbrug og ensomhed, og voldsramte mænd bliver ofte mødt med større mistro og latterliggørelse, når de søger hjælp.

Ser man på den såkaldte diversitetspulje, hvor staten understøtter en Boys' Day in Care, en dag dedikeret til at få drenge til at interessere sig for kvindedominerede velfærdsfag, kan man spørge: Hvor er Girls' Day in Groundwork? Hvor er kampagnerne for at få kvinder til at søge job som renovationsarbejder eller betonspecialister? Hvem laver kampagner for at få flere kvinder ind i nedslidende job med nathold og stålstøvler? Regeringen fremhæver, at næsten halvdelen af danske virksomheder ikke har en eneste kvinde i bestyrelsen, men nævner ikke i den forbindelse, at det ofte er brancher, hvor kvinder slet ikke søger ind. Man fremstiller det som diskrimination, men det handler jo langt hen ad vejen om interesse og frie valg.

Og hvad med mændenes problemer? Jo, det nævnes kort, at 84 pct. af hjemløse er mænd, at mænd er mere ensomme, og at flere mænd tager deres eget liv, men hvad bliver der gjort? Ingenting. Der er ingen kampagner, ingen handleplaner, ingen politiske krav. Det er såre enkelt: Hvis man mener det alvorligt med ligestilling, må den jo gælde for alle og ikke kun for kvinder, ikke kun dem, der passer ind i en bestemt ideologisk dagsorden, men også mænd og også drenge, der måske ikke trives i en skolestruktur, der er designet efter pigers styrker, og også dem, der ofte bliver overset, fordi de ikke står på den rigtige identitetspolitiske liste.

Ligestilling betyder, at begge køns udfordringer tages alvorligt. Hvor er vreden over, at voldsramte mænd stadig ikke i praksis kan få ophold på krisecentre? Hvorfor tages der ikke livtag med den dokumenterede diskrimination i familieretssystemet, hvor mænd systematisk stilles svagere? Der er behov for et opgør med den ensidige feminisme, ikke for at modarbejde ligestillingen, men tværtimod for at fremme en sand ligestilling, hvor frihed, ansvar og respekt for forskellighed er grundpillerne. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at stigmatisere mænd, og vi vil heller ikke være med til at udrulle et kontrolsamfund forklædt som ligestillingspolitik. Vi vil et Danmark, hvor vi ikke gør forskelle til fjendebilleder, og hvor vi ikke tvinger folk ind i ideologiske kasser. Ligestilling skal ikke være en kamp mod nogen, den skal være en kamp for alle, for mænd, for kvinder og for det frie oplyste valg. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Jeg vil bare godt sige tak for talen, for jeg synes, det er nogle vigtige problemstillinger, hr. Mikkel Bjørn er inde på, for der er områder, hvor kvinder sakker bagud, og der er områder, hvor mænd sakker bagud, bl.a. mange af de områder, som hr. Mikkel Bjørn nævnte. Jeg er rigtig glad for, at Venstre har stået i spidsen for bl.a. at få indført værnepligt for begge køn, men også for at der også er krisecentre for begge køn, for mænd oplever også kriser. Og at vi havde en lovgivning indtil for ikke så frygtelig længe siden, der gjorde, at det altså kun var kvinder, som kommuner skulle oprette krisecentre til, er jo for så vidt en ret absurd tanke, og det er der heldigvis blevet gjort op med.

Men bare sådan helt overordnet, hvad er så Dansk Folkepartis holdning til ligestillingsdebatten? Skal vi gøre noget ved de problemer, der er, men både for mænd og kvinder? Eller skal vi sådan mere være laissez faire og sige: Det går nok alt sammen?

Tak. Ordføreren.

Jeg overbevist om, at mange af de problemer, som hr. Jan E. Jørgensen adresserer, og mange af dem, som også er aldeles relevante, skal adresseres som problematikker og ikke nødvendigvis som ligestillingsproblematikker. Altså, vi har en tendens og en tilbøjelighed til, synes jeg ofte, i dag at se alle problemer i sådan et lys, hvor kønnene skal måles op mod hinanden, hvor mændenes udfordringer skal måles op mod, at der er lige så mange kvinder, der har de udfordringer, og kvindernes udfordringer omvendt skal måles op imod, hvordan mændene klarer den på andre parametre. Og det synes jeg er en helt misforstået tilgang til det her spørgsmål, for mænd og kvinder er gennemsnitligt og biologisk, også kulturelt for den sags skyld, forskellige væsener gennemsnitligt set, og det udarter sig i forskellige resultater, og det synes jeg ikke nødvendigvis er et problem. Men det er klart, at hvis vi bliver ramt af negative ting i tilværelsen eller er udsat for diskrimination for den sags skyld, så er det noget, vi skal adressere. Men jeg synes ikke nødvendigvis, vi altid i hvert fald skal adressere det som et problem, hvor kønnene måles op imod hinanden.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Ikke nødvendigvis altid; det er jeg sådan set enig i. Men jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar på spørgsmålet, for når der eksempelvis er undersøgelser, der viser, at kvinder rammes hyppigere af nogle sygdomme, end mænd gør, og omvendt at mænd rammes hyppigere af nogle sygdomme, end andre gør, så er det da fuldstændig oplagt at gå ind at se på: Er der så nogen kønsforskelle? Er det nogen biologiske forskelle, eller hvad er det, der er årsagen til, at mænd rammes hyppigere af noget, og at kvinder rammes hyppigere af noget? Det er det, som man jo mere eller mindre nu har sat en stopper for i USA. Der må man slet ikke gå ind og forske i de her kønsspecifikke områder. Altså, hvor er Dansk Folkeparti? Taler vi ligestilling for begge køn, eller er ligestilling noget, som vi ikke rigtig behøver at blande os i?

Tak. Ordføreren.

Det handler jo om, om det problem, som man ønsker at adressere, har grobund i en kønsspecifik problematik. Det vil sige, at hvis man eksempelvis udelukkende har forsket i mænds sygdomme på et specifikt område og derfor ikke har den nødvendige viden om kvinders biologi til at kunne foranstalte de rette medicinske løsninger, så er det selvfølgelig noget, man skal adressere på den måde. Men hvis det bare er konsekvensen af, at mænd og kvinder biologisk er forskellige og måske rammes biologisk af forskellige sygdomme, så skal de jo ikke måles op imod hinanden og op imod, at mænd ikke lider lige så meget af den samme sygdom biologisk set; det er et ligestillingsproblem. Men det er det jo ikke nødvendigvis.

Tak. Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg skal også bare lige følge op og spørge: Er det, fordi det hedder ligestilling? Er det det, der er udfordringen her?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår spørgsmålet. Dansk Folkeparti er tilhængere af den form for ligestilling, som handler om, at mænd og kvinder i videst muligt omfang har magt til og mulighed for at træffe frie valg for at forfølge den retning i tilværelsen, som de hver især individuelt set allerhelst vil. Hvis det er den definition af ligestilling, man har, så er det en definition, som Dansk Folkeparti er store tilhængere af, Men vi er ikke tilhængere af regeringens definition af ligestilling, hvor det, som man kan læse ud af ligestillingsredegørelsen, handler om, at det er et problem i sig selv, at mænd og kvinder søger forskellige veje i tilværelsen gennemsnitligt set, hvilket udarter sig i, at der er flere mænd i visse former for brancher og flere kvinder i andre former for brancher. Det er resultatet af frie menneskers frie valg, og det ser vi i Dansk Folkeparti ikke som et problem.

Spørgeren.

Men er det ikke sådan i forhold til den redegørelse, som vi jo tager udgangspunkt i i dag, at de initiativer, der er sat, jo netop er nogle trædesten, der sat, i forhold til at vi kan blive klogere, så så mange som muligt kan komme til at udfolde et godt og dejligt liv? Er det ikke okay?

Ordføreren.

Jo, hvis det var det, der var indholdet af ligestillingsredegørelsen, men jeg tror, at fru Gunvor Wibroe må have læst den med nogle lidt andre øjne, end jeg har. For jeg læser en redegørelse, som primært adresserer problemer omkring kvinder, og de problemer, der nævnes omkring mænd, er der ingen konkrete løsninger på overhovedet. Som jeg selv nævnte i min tale, giver man støtte til det her Boys in Care-initiativ, men der er ikke noget modsvarende initiativ for kvinder, der skal ind i betonbranchen, kloakrenserbranchen eller andre brancher. Det er da bare et godt eksempel på, at det er en helt skæv tilgang, man har til den her debat.

Tak. Så er det fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Værsgo.

Tak. Jeg kan glæde hr. Mikkel Bjørn med, at forleden dag, da jeg skulle cykle hjem fra Christiansborg, kom der en renovationsbil, og så var der ikke kun én kvinde, der var to kvinder, som var i fuld gang med arbejdet. Så der er i hvert fald kvinder, der vælger den branche.

Nu siger du det her med mænd, og jeg er meget enig i, at vi generelt nok har for lidt fokus på mænd i ligestillingen, og dem må vi bestemt ikke glemme, men jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad er Dansk Folkepartis forslag til, hvordan vi styrker eksempelvis mænds sundhed? For jeg bliver bekymret, når man som ordfører og som mand faktisk står og italesætter, at hvis mænd søger hjælp, er de pylrede.

Jeg har som sygeplejerske været i kontakt med mange mænd, og det er rigtigt, at det kræver mere at tale med mænd om følelser og sygdom. Men er det måden at gøre det på, at vi bliver ved med at italesætte, at det er et tabu? Altså, hvad vil Dansk Folkeparti gøre?

Tak. Jeg vil minde ordføreren om, at vi ikke anvender direkte tiltale. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvad det er for en tale, fru Rosa Eriksen har hørt. Jeg har ikke sagt, at hvis mænd søger hjælp i det offentlige sundhedssystem, er de pylrede. Det har jeg ikke sagt på et eneste tidspunkt. Det kunne aldrig falde mig ind at sige noget så skørt.

Grundlæggende handler det jo om, at vi skal adressere det, hvis der er problemer med eksempelvis mænd, der ikke søger mod deres læge. Det skal vi selvfølgelig italesætte, og det er fint at lave oplysningskampagner, hvis man kan se, at mænd har problemer med at søge mod deres læge. Men jeg synes ikke nødvendigvis, vi skal måle det i et perspektiv, hvor vi så ser det op imod, hvor mange kvinder der søger mod deres læge. Altså, vi kan også bare konstatere, at der er for mange mænd, der har problemer med at søge mod deres læge tidligt nok i forløbet, og det skal vi adressere som et selvstændigt problem og ikke nødvendigvis målt op imod, hvor mange kvinder der gør det.

Spørgeren.

Det er jeg enig med ordføreren i. Altså, eksempelvis er der for mænd prostatakræft. Det bliver opdaget alt, alt for sent, fordi man ikke går til lægen, så det er jo i hvert fald et konkret problem, vi har i forhold til mænd.

Men jeg kunne godt tænke mig at italesætte det her med, at vi er frie mennesker, der har frie valg. Jeg har mødt flere unge kvinder, som enormt gerne vil arbejde i byggebranchen, men som simpelt hen ikke kan få læreplads, fordi der ikke er et separat omklædningsrum til kvinder eller der ikke er de ting, som man har brug for som kvinde. De skal tilpasse sig og møde en halv time tidligere eller gå en halv time senere. Er det frie valg?

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke lige til omklædningsforholdene på forskellige byggepladser. Men det er klart, at hvis der er noget logistisk, i forhold til at der mangler et omklædningsrum på en eller anden byggeplads, har jeg ingen problemer med, at man foranstalter det.

Jeg synes bare, at vi skal passe på med at sige, at det er et selvstændigt problem, at der er færre kvinder i kloak-, beton- og byggebranchen, end der er mænd. Det er ikke et selvstændigt problem, at der er færre mandlige sygeplejersker, end der er kvindelige sygeplejersker, fordi det langt hen ad vejen er – og det kan vi se på forskningen – udtryk for, at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige ambitioner i tilværelsen.

Tak. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Først har jeg lyst til at sige, at jeg er meget enig i Dansk Folkepartis definition af, hvad ligestilling er, nemlig at man har et frit valg, og at man har lige muligheder. Det er også sådan, jeg ser på ligestilling.

Men grunden til, at jeg lige tog ordet, var, at jeg synes, at hr. Mikkel Bjørn bliver ved med at tale om kvinder i jord- og betonbranchen og kloakbranchen, men er det sådan, at hr. Mikkel Bjørn har set nogle undersøgelser, der viser, at kvinder har et ønske om at komme ind i nogle af de brancher, men hele tiden møder en mur af afvisning og barrierer og får at vide, at det ikke kan lade sig gøre og at det må de ikke? For hvis man ser på kvinders holdning til ledelsespositioner, så er der jo er et udtrykt ønske. Der er kompetencer, der er ambitioner, og der er faglighed, som tilsiger, at der godt kunne være flere kvinder i ledelseslagene, og det problem synes jeg da vi skal løse. Når det så handler om mandlige sygeplejersker og pædagoger, ser jeg, at der er et udtrykt ønske om at søge ind i de brancher, men også, at arbejdsmiljøet der er vanskeligere for mænd end for kvinder.

Tak. Ordføreren.

Nej, den slags undersøgelser har jeg ikke set. Selvfølgelig er der sikkert masser af kvinder, der gerne vil have en bestyrelsespost. Hvis nogen kommer og tilbyder mig en, vil jeg da også gerne have en.

Det ændrer jo bare ikke på, at hvis der er en større pulje af mænd inden for en specifik branche, er den logiske konsekvens af det jo også, at der vil være flere mænd på bestyrelsesgangene i de selv samme brancher. Der synes jeg bare, man nogle gange har et meget enøjet blik på de her problemer, hvor man siger, at selv om der er flere mænd i branchen, og der derfor er flere mænd, der ender på bestyrelsesposterne, så er det i sig selv et ligestillingsproblem, selv om det jo egentlig bare er den logiske konsekvens af den fordeling, der i brancherne, hvilket langt hen ad vejen er produktet af frie menneskers frie valg.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Nej, ligestillingsproblemet består jo i, hvis der er kvinder, der både har ambitioner og kompetencer, men bliver bremset. Så er der jo et ligestillingsproblem. Det er jo derfor, jeg spørger, om det er de samme mønstre, man ser inden for kloakering, renovation og jord- og betonarbejde, for det er hele tiden de brancher, jeg hører Dansk Folkeparti og hr. Mikkel Bjørn trække frem. Altså, ambitionerne og kompetencerne er der jo, når det handler om de øverste ledelseslag.

Ordføreren.

Jeg ved ikke helt præcis, hvad det er for nogle specifikke kvinder, fru Samira Nawa henviser til, som gerne vil have en bestyrelsespost, men helt konkret er blevet udelukket i et specifikt scenarie. Radikale er meget velkomne til at sende mig de specifikke undersøgelser, der viser, at der er en stor gruppe kvinder, som står og banker på og har lige så gode kompetencer som dem, der sidder der, men som har fået at vide, at de ikke kan få en bestyrelsespost, alene fordi de er kvinder. Jeg har ikke set den dokumentation.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Tak til ministeren for redegørelsen. Det giver jo hvert år anledning til at gøre status på ligestillingsområdet. Vi, der i dag sidder her og beskæftiger os med ligestilling som ordførere og som minister, tænker jo over det hele tiden og hver dag, men alligevel giver sådan en debat som den her jo mulighed for, at man gør sig en tanke om, hvad der er de største ligestillingsudfordringer, og hvad det er for et tema, som vi hver især dykker særlig dybt ned i, og jeg synes, det er svært. For ligestilling er mange ting. Ud over at der er en definition af, og det handler om, at vi alle sammen har lige muligheder, uanset vores baggrund og uanset vores køn, så kan det jo også handle om forskellige områder.

Da jeg f.eks. for nylig hjalp en kvinde på et krisecenter ud af et fysisk og psykisk voldeligt forhold, tænkte jeg meget over, hvorfor der skulle gå så lang tid, før hun tog beslutningen om at komme på krisecenter, men det handlede om hendes herkomst. Altså, der er jo mange kvinder som hende, der er i Danmark på en opholdstilladelse, som er afhængig af den voldelige ægtefælle eller samlevers opholdstilladelse. De seneste tal, jeg har set, viser, at det ud af de ca. 2.000 kvinder med indvandrer- og efterkommerbaggrund, som er på krisecentrene, så er de 27 pct., som både ikke har et statsborgerskab, men som samtidig også har en opholdstilladelse, der er afhængig af deres mand og ægtefælles, og det betyder jo, at man kan have sværere ved at træffe beslutningen om at træde ud af et voldeligt forhold. Der mener jeg at vi har et meget konkret problem, som vi bør betragte som et ligestillingsproblem, og som vi bør løse.

Så er der et område som barsel, der også er blevet omtalt meget heroppe fra talerstolen i dag, og det er også noget, der ligger mig meget på sinde. I dag kunne vi se avisoverskrifter om vores kollega hr. Alex Vanopslagh, der viser, at han, citat, trækker stikket, eller, citat, forlader Folketinget, og jeg må bare sige, at vi, hvis det er sådan, man taler om mænd, der vælger at gå på barsel og være der med deres små børn, så stadig har langt igen. Det var jo også sådan, at vi for nogle år siden som følge af EU-lovgivning ændrede lovgivningen herhjemme i Danmark, sådan at vi også fik øremærket barsel til fædre, og det har jo vist sig at være en rigtig god ting. For den gennemsnitlige barselsorlov for fædre steg fra 5½ uger, som den var i 2021, altså før vi indførte lovgivningen, til 9,8 uger i 2023, og nogle gange kan vi ikke bare læne os tilbage og håbe på, at en kulturændring kommer af sig selv, men der skal lovgivning til for at give kulturændringen et skub, og det var det, vi lykkedes med, da vi indførte øremærket barsel til fædre. Det er faktisk sådan, at de seneste tal viser, og det gælder for alle brancher, at der var færre fædre, der højst holdt 2 ugers barsel, og tendensen er så særlig udtalt i de brancher, hvor man i forvejen holdt meget lidt barsel. Det kunne f.eks. være hotel- og restaurationsbranchen, og jeg synes jo, at de her tal og positive tendenser bør give os anledning til at kigge på, om vi ikke også skulle tilbyde de samme vilkår for selvstændige og for ledige, og om vi ikke også skulle øremærke endnu flere uger. For helt ærligt, vi lavede en implementering af et EU-direktiv, lige præcis sådan som EU bad os om det, og vi gik ikke ét skridt længere, end hvad EU bad os om, og det kunne vi jo godt gøre. Vi kunne godt øremærke 14 uger til far og 14 uger til mor, og vi kunne godt sige, at det ikke kun var lønmodtagerne, der havde ret til øremærket barsel, men at det også skulle gælde for selvstændige og ledige. Det var om barsel, krisecentre og social kontrol.

Så er der hele det internationale aspekt. For når man kigger ud mod verden – og det er der også flere der har nævnt i dag – kan man kigge mod Afghanistan, og man kan kigge mod Iran, altså lande, hvor kvinder begrænses i deres måde at klæde sig på, og lande, hvor kvinder bliver begrænset i deres uddannelsesmuligheder. Ja, i Afghanistan er det jo så skørt, at kvinder end ikke kan vise sig i det offentlige rum, som de nu ønsker det, men at de bliver forment adgang til uddannelse. Det kunne f.eks. være en uddannelse som sygeplejerske, læge, sundhedsperson, og samtidig beder man jo så også kvinder, der ønsker at få behandling for en sygdom, om at søge lægehjælp hos en kvinde, og hvordan i alverden skal det så kunne lade sig gøre? Men vi behøver jo faktisk – desværre – ikke kun at kigge mod Iran og Afghanistan for at finde lande, der begrænser ligestillingen, både når det kommer til kvinder og til lgbt+-personer. For inden for Europa kan man kigge på Rumænien, Bulgarien, Italien, Ungarn, hvor der inden for de senere år er blevet gennemført lovgivning, der f.eks. begrænser lgbt+-personers rettigheder.

Så er der USA, som også inden for den seneste tid er trukket i antiligestillingstrøjen. F.eks. er der kommet et meget stort angreb på diversity, equity and inclusion, altså det her om, at virksomhederne skal prioritere diversitet, ligestilling og inklusion. Det er jo områder, som virksomheder bliver presset til at droppe, og jeg tror også på, at ord og lovgivning skaber en virkelighed. Så hvis man som virksomhed bliver presset ud et sted, hvor man skal droppe måltal, droppe at se på diversitet og kønsligestilling i ens virksomhed, så sætter det sig også i virkeligheden, og det er jo ikke kun i forhold til, hvad virksomhederne må have fokus på, men det handler også om videnskaben, der bliver censureret, når ord som »kvinde«, »køn« og »kvindesundhed« skal fjernes fra al amerikansk statsstøttet forskning. Det går ud over den nødvendige forskning i fertilitet, kvindesygdomme, overgangsalder, kvindespecifikke kræftformer osv., og jeg synes virkelig, det er skræmmende tendenser fra et ikke bare tilfældigt, men et enddog meget magtfuld land, og jeg mener, at vi i Europa bør kompensere for den udvikling, som vi ser i USA, bl.a. når vi ser, hvordan videnskaben på den her måde skal censureres.

Men det var sådan lidt de nedslag, jeg havde tænkt at gøre. Der er stadig væk meget at kigge på. Vi ser et kønsopdelt arbejdsmarked, der bunder i et kønsopdelt uddannelsesvalg; jeg mener fortsat, at regeringen mangler at levere på kvoter for kvinder i ledelsesposter; partnervold er stadig væk ikke et problem, der er løst; vi har uforklarede lønforskelle; og vi ser, at mænds sundhed er ulige fra kvinders, når det kommer til hjemløshed, ensomhed og selvmordsrate.

Så er der også et ligestillingsproblem, som jeg plejer at fremhæve, når vi har de her redegørelsesdebatter, og det handler jo om, at der, når ligestilling er lige muligheder, så er en gruppe i vores samfund, der ikke har de samme muligheder som alle andre, og jeg plejer jo at fremhæve de 10 pct. voksne borgere i Danmark, der ikke har et statsborgerskab, og som dermed ikke har de samme muligheder som alle os andre til at træffe beslutning om, hvem der sidder i Folketinget, og hvordan en politik skal sammensættes. De kan ikke stemme til folketingsvalg, og det kan være borgere, der er født og opvokset i Danmark. Jeg mener, at vi også dér har et ligestillingsproblem, og at det også er noget, vi bør betragte som ligestillings- og ikke bare som udlændingepolitik. Tak for ordet, formand.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu nævner ordføreren selv det her med, at virksomheder dropper de her diversity, equity and inclusion-krav. Der må jeg bare sige som repræsentant for Dansk Folkeparti, at det synes jeg er absolut fremragende. Ordføreren nævner også selv kvoter, og ordføreren var for et øjeblik siden i sit eget spørgsmål til mig meget optaget af folk, der bliver diskrimineret på baggrund af deres køn, men de her tiltag, både kvoter og de her DEI-tiltag, er jo tiltag, som er specifikt målrettet mod at diskriminere folk på baggrund af deres køn, hudfarve, etniske oprindelse eller lignende. Det handler jo om at tilgodese specifikke folk baseret på deres etniske ophav eller køn og vælge nogle andre fra på baggrund af det selv samme. Og der må jeg bare sige som et borgerligt menneske, der ønsker, at alle mennesker skal behandles ligeværdigt, at jeg synes, det er dybt forkasteligt, at der er danske virksomheder, der har abonneret på den slags diskrimination.

Tak. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at vi helst skal bruge danske udtryk i salen.

Ordføreren.

Men det undrer mig ikke, at Dansk Folkeparti glæder sig over, at mangfoldighed og ligestilling og inklusion skal væk og ud af virksomhedernes fokusområde. Jeg ser det jo ikke som diskrimination. Jeg ser på det, som at det er antidiskrimination. Man sikrer diversitet på arbejdsmarkedet, og man sikrer, at mennesker ikke bliver diskrimineret. Det er det, det kunne. Og det er det angreb, som USA nu har sat ind mod inklusion, mod ligestilling, mod diversitet.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men det giver jo ingen mening. Altså, man sikrer, at mennesker ikke bliver diskrimineret, ved at fravælge dem på baggrund af deres etniske ophav eller deres køn. Det er jo definitionen på diskrimination. Mener Radikale Venstre, at det er okay?

Ordføreren.

Det lyder, som om hr. Mikkel Bjørn ikke er klar over, hvor omfattende en diskrimination der faktisk finder sted mod etniske minoriteter, f.eks. på arbejdsmarkedet, på boligmarkedet, i nattelivet, for hvis hr. Mikkel Bjørn vidste det, ville han også vide, at f.eks. de her krav om diversity, equity og inclusion, altså diversitet, ligestilling og inklusion, i virksomheder er til for at sikre, at mennesker ikke bliver diskrimineret.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Og det er nu fru Christina Olumeko, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg har set meget frem til den her redegørelse i dag. Ligestilling er noget, der betyder rigtig meget for mig personligt, men også for Alternativet som parti. Jeg vil også gerne som de andre ordførere starte med at rose og takke ministeren for redegørelsen her i dag. Jeg synes, at der er flere progressive og positive initiativer i redegørelsen, men inden jeg kommer til de nedslag, jeg vil lave, vil jeg sådan set også gerne understrege det, som ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Dina Raabjerg, fik sagt tidligere, nemlig at når målepunkterne fra de forskellige redegørelser ikke er ensartede, kan vi sådan set ikke sammenligne og følge udviklingen på tværs af år. Det synes jeg ordføreren havde en god pointe i, og det mener jeg er meget lidt at bede ministeriet om fremover at gøre.

Nogle enkelte nedslag, jeg her vil fremhæve i ministerens redegørelse, er: styrkelsen af den faglige kvalitet på krisecentrene; styrket forskning i kvindesygdomme; hjælp til mænd i krise; ligestilling af vores uddannelsessystem; samt bedre ligestilling til sociale forældre; og så ikke mindst den arbejdsgruppe om levevilkårene for sexarbejdere, som snart er på vej fra regeringens side. Sexarbejderes vilkår har længe været et tabubelagt tema i dansk politik på trods af den store udsathed, vi ser blandt de mennesker. Derfor synes jeg, at regeringen skal have ros for at påbegynde et arbejde her, og vi håber i Alternativet, at vi den her gang kommer i mål med indsatser til gavn for gruppen.

Det er også positivt, at ministeren arbejder for lige muligheder i uddannelse, arbejde og familieliv. I dag er det i højere grad kvinder, der varetager det ulønnede arbejde i hjemmet som huslige pligter og børnepasning, og det er ikke et problem i sig selv, men det bliver et problem, når det ikke er værdsat i samfundet, og hvis det er en del af forklaringen på, at vi fortsat ser store lønforskelle mellem mænd og kvinder. Efter der er indført øremærket barsel til mænd, kan vi se, at der sker en stigning i antallet af mænd, der tager barsel, og det betyder, at det rent faktisk gør en forskel, når vi vedtager lovgivning, der giver bedre ligestilling mellem kønnene, også i hjemmet.

Da ministeren tiltrådte som ligestillingsminister, proklamerede ministeren, at han ville forbedre vilkårene for lgbt-personer. Det var en central mærkesag, kunne man forstå, men der går efterhånden meget lang tid mellem fremskridtene på lgbt+-området, og det er på trods af, at lgbt-personer er nogle af de mest udsatte borgere i landet. Lgbt-personer lever oftere i hjemløshed, selvskader oftere, mobbes oftere i skolen og diskrimineres på arbejdsmarkedet, i sundhedssystemet og mange andre steder i vores samfund, og det er for dårligt, og derfor undrer det mig, at jeg ikke kan se nogen nye initiativer på lgbt-området i redegørelsen her. Skal man tage redegørelsen bogstaveligt, vil det sige, at ministeren ikke har nogen kommende lgbt+-initiativer i hele 2025. Det regner jeg ikke med. Alligevel bliver jeg nødt til at spørge ministeren: Hvad vil ministeren på lgbt+-området gøre, for at familier med flere end to forældre bliver anerkendt? Hvad vil ministeren gøre for lgbt-elever, der er udsatte i folkeskolen og på landets ungdomsuddannelser, for at de kan få bedre vilkår? Hvad vil ministeren gøre for at styrke opklaringen af hadforbrydelser og forebyggelse af hadtale? Og hvor er ministeren, når danske virksomheder i USA presses til at trække deres lgbt+-initiativer tilbage? Alt det og mange flere spørgsmål savner jeg svar på.

I Alternativet har vi mange forslag, og flere af dem har jeg allerede sendt til ministeren, og selv om lgbt-handlingsplanen, der skal laves senere i år, ikke bliver forhandlet med Folketingets partier, kan ministeren regne med, at jeg kommer til at invitere mig selv på kaffe. For lgbt-området skal ikke glemmes, og det er Alternativet garant for.

Herudover savner jeg også, at ligestillingsministeren forholder sig til, hvad ligestilling er i år 2025. Da Ligestillingsministeriet blev oprettet i 1999, var det primært med henblik på at skabe ligestilling mellem kønnene, mellem mænd og kvinder, og det var muligheden for, at mænd og kvinder ikke skulle opleve begrænsninger eller opleve fordomme og diskrimination på baggrund af deres køn, og fokusset er og har i mange år været primært på kønsligestilling. Men vi har brug for en bredere ligestillingsdebat i Danmark. Jeg er meget enig med min kollega fru Samira Nawa fra Radikale Venstre, for vi ser, at nogle af de grupper, der oplever mest diskrimination, er lgbt+-personer, og så er det i høj grad etniske minoriteter. Når Ali og Ahmed skal sende 52 pct. flere ansøgninger end William og Helene, er det diskrimination, og det er et ligestillingsproblem. Når boligsøgende med et mellemøstligtklingende navn skal sende 27 pct. flere boligansøgninger end borgere med danskklingende navne, når de skal finde et sted at bo, er det et ligestillingsproblem. Og når mennesker, der er født og opvokset i Danmark, stadig væk ikke kan få statsborgerskab, stadig ikke kan få stemmeret, er det et ligestillingsproblem.

Hvis regeringen virkelig mener, at alle mennesker, ikke bare på tværs af køn, men alle mennesker i Danmark, skal være frie og lige, skal vi anerkende, at der er ligestillingsproblemer, der i høj grad rammer etniske minoriteter. Etnisk diskrimination bør ligge under Ligestillingsministeriet. Ligestillingsministeren skal have ansvaret for at sikre etniske minoriteters ligestilling, ellers er der ikke meget ligestilling over Ligestillingsministeriet.

Til sidst vil jeg gerne minde Folketinget om, at ligestilling aldrig må tages for givet. Jeg er glad for, at flere af mine ordførerkolleger her har sagt det samme. Vi ser i mange lande, som vi normalt sammenligner os med, at rettigheder rulles tilbage, vilkår forringes, og muligheder indskrænkes. Ligestillingskampen har aldrig været vigtigere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og nu er det ministeren for ligestilling. Værsgo.

Først tak for mange virkelig gode taler og spændende diskussioner her og også for, at der er blevet kvitteret for perspektiv- og handlingsplanen, som vi arbejder med i ministeriet. Som Folketinget ved, er det jo første gang, jeg er på talerstolen som ligestillingsminister i den her redegørelsesdebat, og jeg synes, det er gået meget godt i forhold til at forvente, at der netop er perspektiver, og at man formår at hæve sig sådan lidt over de ellers vigtige og spændende debatter, vi altid har om helt konkrete ting. Jeg synes, at alle har bidraget med ting fra hver sin vinkel, man nu kommer med. Det har været en stor fornøjelse for mig og opleve at være en del af, så tak for det til alle, der har været med i den debat.

Der er jo helt tydeligvis uenighed blandt de forskellige partier. Det kan vi jo konstatere, men vi kan også konstatere, at der i Danmark er grundlæggende bred tilslutning til ligestilling. Vi kan også konstatere, at vi er i en tid, hvad flere har været på, hvor ligestilling og i særlig grad kvinders rettigheder udfordres flere steder i verden og bliver båret frem af religiøse, politiske og ideologiske strømninger; der er en modstand imod ellers veletablerede rettigheder. Og vi kan desværre ikke sige, at det kun sker langt væk, og det er ikke noget, der påvirker os, for det sker også i Danmark. Derfor skal vi stå fast på, at ligestilling er en grundlæggende værdi i Danmark, som har formet vores samfund, og som har givet muligheder og reel frihed til kvinder og mænd, piger og drenge og LGBT+-personer.

Derfor må vi som land træffe en beslutning her: Er det noget, vi vil gå tilbage på? Det mener jeg selvfølgelig ikke vi skal. Vi må og kan ikke gå tilbage på de grundlæggende værdier. Vi har også et valg, i forhold til om vi skal arbejde for fortsat fremdrift, og det er sådan set det, redegørelsen beskriver, altså hvordan en fortsat fremdrift kan se ud her i år. Det handler om reelt lige muligheder og reel retfærdighed, og det handler om at gøre en konkret forskel i kvinders og mænds hverdag og liv.

Om 2 dage stemmer vi her i Folketingssalen om en af de meget afgørende rettigheder for kvinder, nemlig retten til fri abort, og det er en ret, vi i Danmark og med et flertal i Folketinget vælger at udvide og styrke, så kvinder i højere grad selv kan bestemme over egen krop og eget liv i Danmark. Man kan ikke overvurdere, hvor vigtigt det er, at der er lande som Danmark, der går den vej, netop i en tid hvor det globalt set går den forkerte vej.

Selvfølgelig er der, som jeg nævnte, forskelle i holdninger til ligestilling og også i forhold til de ting, jeg nævnte her. Det kan vi se i debatten i Folketingssalen hver dag, også i dag, og vi kan også se, at den danske debat, er præget af, at der findes nogle grupper.

Hvis man sådan groft skal gøre det op, er der nogle, der mener, at vi allerede har opnået ligestilling, og at den debat ikke længere er relevant. Der er også nogle, der mener, at ligestillingen er gået alt for vidt, og at vi skal rulle det lidt tilbage. Det er ikke holdninger, som er bakket op af fakta, og det er dermed heller ikke holdninger, som regeringen eller jeg selv deler, og det viser den her redegørelse jo meget klart.

Jeg har godt noteret mig de ønsker, der har været for visse værkfører omkring sammenlignelige datapunkter. Det skal vi nok få noteret med; det forstår jeg godt. Uanset det viser det meget, meget klart, at der er en række uløste og meget alvorlige og dyb problemer.

Der er så 79 konkrete initiativer på tværs af faktisk 16 forskellige ministerier, som vi er tovholder på og har samlet ind på Ligestillingsministeriets område. Men der er stadig områder, hvor vi har brug for at handle, og lad mig zoome ind på nogle konkrete elementer her, f.eks. at hjemmet ikke det trygge sted, det burde være, for alt for mange kvinder.

Når vi opgør partnerdrab, kan vi konstatere, at hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab, og i langt de fleste tilfælde er det mænd, der dræber kvinder. Og hvis man ser på de seneste tal, vi har fra 2023, kan vi se, at 3.030 kvinder, ofte med børn, måtte søgte tilflugt på vores krisecentre for at slippe væk fra volden – 3.030 kvinder.

Vi ved også, at for nogle minoritetsetniske kvinder er det ikke alene en enkelt voldsudøver i hjemmet, man skal være bange for og bekymret for og flygte fra. Der kan det være hele familier, og det kan også være hele lokalsamfund, som er med til at udøve vold og kontrol, fordi hun bare vil have den ret, der består i at træffe sine egne beslutninger om eget liv, om uddannelse, om frihed, om kærester, om ægteskab eller om skilsmisse.

Tallene på det her område viser, at hvert år må cirka 100 minoritetsetniske unge flygte fra vold fra familien og søge tilflugt i vores særlige safehouses, som er etableret. Bag de tal her ligger der frygtelige historier, vi ikke skal acceptere. Når man dykker ned i hver enkelt sag, kan man jo finde alle mulige ting, der er sket. Men der er ingen undskyldning, og der er ingen forklaring, der kan accepteres, når det handler om den her form for vold og kontrol. Derfor er det en prioritet for regeringen at bekæmpe vold, overgreb og kontrol, og at det sker i hjemmet må ikke og kan aldrig blive nogen som helst form for undskyldning eller forklaring.

Vi har i planen her 22 konkrete initiativer, der sætter ind over for negativ social kontrol og parallelsamfund. Og vi arbejder, som ordførerne jo ved, med en strafreform i regeringen, og vi fortsætter arbejdet med at bekæmpe partnervold og partnerdrab.

Hvis vi går videre og ser på situationen på arbejdsmarkedet, må man sige, at ligestilling længe været en grundlæggende værdi på vores danske arbejdsmarked. En af grundene til, at vi har et velfærdssamfund, og at vi er blandt verdens rigeste og mest lykkelige samfund, er, at vi har en så høj grad af ligestilling på arbejdsmarkedet. Men vi må bare være ærlige og sige, at i forhold til den ligestilling er der nogle strukturer, som er gået helt i stå, og hvor der har været mange taler og mange initiativer, men vi har jo ikke fået løst situationen.

Hvis man kigger i toppen af erhvervslivet, kan man se, at knap halvdelen af danske virksomheder, 48,7 pct., ikke har kvinder i bestyrelsen. Kun 16 pct. af vores administrerende direktører i Danmark er kvinder, og jeg læste en undersøgelse fra CBS, som viste, at kvinder tjener 7 pct. mindre end mænd i samme job på samme arbejdsplads. Der er altså 7 pct. forskel.

Jeg er selv far til to piger. En af dem går og drømmer om at i it-branchen, når hun bliver voksen, og vi har så kigget lidt på lønstatistik, i forhold til hvordan det egentlig ser ud. Og det ser ud på den måde, at startlønnen – altså ikke, når man har været der et stykke tid – for privatansatte nyuddannede kvindelige it-kandidater, er mere end 3.700 kr. lavere om måneden end startlønnen for mændene, der starter med samme uddannelse bag sig. Og det er en forskel, der jo ikke kan forklares med alder eller uddannelse eller branche eller stilling eller arbejdstid eller noget som helst andet.

Derudover må vi sige, at når det handler om uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane på arbejdspladsen i forhold til situationen set over de seneste 12 måneder, viser vores undersøgelser, at hver fjerde kvinde, faktisk lidt over, nemlig 26,4 pct., de seneste 12 måneder har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen. Det viser meget tydeligt, at vi stadig væk har nogle dybe strukturer, som kræver, at vi strukturelt tager fat på at få ændret disse strukturer.

I forhold til oplevelser med uønsket seksuel opmærksomhed, som jeg nævnte, er det jo i særlig grad unge kvinder, som udsættes for det i deres hverdag. Det bidrager helt tydeligvis også til en grundlæggende oplevelse af at være utryg de forskellige steder, man især som ungt menneske færdes.

Hvis vi ser på tallene, viser de, at 56 pct. af kvinder i Danmark siger, at de er utrygge, når de færdes i baggårde, gyder eller tunneller, og det gælder for 24 pct. af mændene. Utrygheden er særlig knyttet til aften- og nattetimerne. Her kan vi desværre se et tal, der går den helt forkerte vej, for kvinders frygt for seksuelle overgreb er steget fra 2017 til 2023. Det er de seneste tal, vi har, og frygten for seksuelle overgreb er altså steget. 11 pct. af kvinderne havde den her frygt i 2017. Nu er det 19 pct. af kvinderne, der har den frygt for seksuelle overgreb, og det er jo en af grundene til, at vi har præsenteret en handlingsplan for øget tryghed i nattelivet, særlig målrettet initiativer for unge kvinder, for det skal være trygt at tage del i hele ungdomslivet, også når det handler om at kunne komme sikkert hjem fra en tur i byen. Man skal selvfølgelig have mulighed for at feste med respekt og forståelse for hinandens grænser, og der skal være tryghed, i forhold til at man selvfølgelig også kan komme trygt og sikkert hjem igen.

Ligestilling handler både om kvinder og mænd, og det mener jeg også har været et helt grundlæggende tema, som har været oppe hos måske alle ordførere i dag, og det er jeg meget, meget glad for. For uanset om det handler om en mand eller en dreng, eller om det er en pige eller en kvinde, skal vi have et blik for det. Og når vi kan konstatere, at drenge f.eks. oftere falder ud af uddannelsessystemet, og når mænd oftere ender i misbrug, kriminalitet eller hjemløshed, hænger det også sammen med deres køn. For med de normer og forventninger, der er til dem om at klare tingene selv og ikke række ud, når man har brug for hjælp osv., så er der også desværre dybere at falde ned.

Jeg har selv erfaret det, da jeg på mændenes kampdag besøgte vores nyoprettede centre for mænd, der har brug for hjælp. Jeg besøgte f.eks. et center i Slagelse, og jeg fik en god, dyb snak med nogle af de her mænd, som fortalte om at miste et job eller at gå igennem en skilsmisse. De faldt helt ned i kulkælderen, for de havde ingen venner og ingen at række ud efter og var til sidst truet på eget liv. Så derfor gøres der store indsatser i de her mandecentre, som jo er en ny ting i Danmark, som jeg synes er virkelig stærkt, og som blev indført for lidt under et år siden.

Den seneste tid i Danmark har vi diskuteret den britiske tv-serie »Adolescense«, som også er blevet nævnt fra talerstolen. Jeg har også set den, og den har også gjort et dybt indtryk på mig. Det er ikke kun en tv-serie; det er også ting, vi ved sker, især ude på nettet, hvor vi ved, at unge mænd mødes af helt urealistiske mandeidealer, som desværre nogle gange også er kombineret med reelt kvindehad. Det bliver man præsenteret for som ung mand, når man er på forskellige former for sociale medier.

Jeg vil fremhæve en undersøgelse fra Irland, som peger på, at når en teenagedreng åbner en konto på sociale medier, går der ifølge den her undersøgelse maks 26 minutter fra teenagedrengen åbner kontoen, til han bliver præsenteret for kvindefjendske og hadefulde budskaber, også selv om man som teenagedreng ikke har opsøgt det. Det er med til at vise, at vi har et samfundsproblem her, og det er noget af det, som vi har fokus på i forhold til alle de forskellige organisationer, som er med i Alliancen mod Seksuel Chikane.

Jeg startede med at nævne, at kvinders rettigheder er under globalt pres. Det stopper desværre ikke her, for det gælder også lgbt+-personers rettigheder og frihed. Flere har nævnt steder uden for Europa, og det er relevant at nævne de steder, men vi må også sige, at vi i Europa og desværre også i EU har en situation, hvor vigtige frihedsrettigheder for lgbt+-personer, er under pres. Senest så vi, at Priden i Budapest er blevet gjort ulovlig, og selv om vi er nået langt herhjemme på det her område, kan vi ikke sige, at vi har løst problemet.

Ifølge Justitsministeriet er der mellem 2.000 og 3.000 lgbt+-personer om året, der oplever voldelige hadforbrydelser. Derfor mener jeg, at det entydigt er vores opgave at stå fast og slå ring, når det blæser på den måde om en minoritet i vores samfund, og det mener jeg også er en stærk dansk værdi.

Den her årlige debat viser jo, at der er masser af ting at tage fat på. Den viser også noget andet, som jeg vil slutte af med at tale om, og det er i forhold til de fremskridt, vi har opnået.

Selv om man er helt uenige i nogle af de ting, jeg har sagt, er der mange, der trods alt er glade for det fremskridt, vi står på. Og der vil jeg bare minde om, at der ikke er nogen af de fremskridt, der er kommet af sig selv. Der er heller ingen af dem, der er kommet, uden at der har været stor, stor debat. Så når man bruger et argument imod de ting, vi har her, så prøv nogle gange at spole tilbage. Og hvis det var nøjagtigt de samme argumenter, der blev brugt mod de gode fremskridt, vi er glade for her, så er det måske, fordi det er nogle argumenter, som ikke rigtig holder i debatten, og så er det måske, fordi man skal prøve at se på det med nye øjne.

Det er værd at prøve at gøre, for det skylder vi alle de drenge og piger, mænd og kvinder og lgbt+-personer, som har brug for, at vi skal arbejde for at få et endnu mere godt og endnu mere ligestillet samfund i Danmark. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning, og den første, der får ordet, er fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om han mener, at der er ligestilling i Danmark. Når jeg spørger, er det, fordi jeg hørte ministeren udtale til en konference her på Christiansborg, at der ikke var ligestilling, og når man som ligestillingsminister siger det, tænkte jeg i hvert fald også det skulle siges her fra talerstolen, når det er noget, der er blevet sagt til en konference.

I øvrigt var jeg meget enig i den udtalelse dengang, som ikke er særlig længe siden, fordi det netop er en anerkendelse af, at der ikke er lige muligheder, og at kvinder, som f.eks. søger mod ledelsesposter, bliver bremset på baggrund af deres køn.

Ministeren.

Vi må jo konstatere, at hvis vi havde ligestilling i Danmark, var der ingen grund til at have 79 initiativer i sådan en perspektiv- og handlingsplan for ligestilling. De problemstillinger, jeg har gennemgået i min tale her, og dem, som også er blevet frembragt af ordførerne, viser jo meget godt, at vi ikke har ligestilling i Danmark. Vi er nået langt takket være en hård, vedholdende, imponerende flot kamp, men vi er på ingen måde i mål, så vi kan ikke konstatere, at vi har ligestilling.

Derfor er jeg ikke enig med dem, der synes, at nu har vi ligestilling, eller i, at nogle endda synes, at ligestilling er gået for langt. Nej, vi har ikke ligestilling i Danmark, og vi skylder os selv og ikke mindst dem, der har kæmpet før os, at fortsætte den kamp og sikre, at hvert skridt, vi tager fremad, som sikrer mere ligestilling, er et skridt mod et mere frit og mere trygt samfund.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg er meget enig med ministeren, og det glæder mig, at han også gentager det her fra talerstolen. Jeg bragte et problem op i min tale, som handlede om de kvinder, der ikke har opholdstilladelse i Danmark, men som er på krisecentrene.

De er afhængige af den voldsudøvende ægtefælle eller samlevers opholdstilladelse. Det er det, der gør, at de er så længe om at trække sig ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold for at tage på et krisecenter og få hjælp. Hvad mener ministeren om den problemstilling?

Ministeren.

Det er en helt relevant, helt reel problemstilling, og vi arbejder sammen med vores kollegaer i Udlændinge- og Integrationsministeriet om det, der hedder voldsbestemmelsen, altså om man kan bruge voldsbestemmelsen til at få et ophold.

Vi er i gang med at lave en justering af den her voldsbestemmelsesbrug. Jeg mener, det er et forslag, der, som jeg lige husker det, vil komme i løbet af ret få uger. Det er vores kollegaer, der står for selve forhandlingen med Folketingets partier, så jeg er ikke klar over, om Radikale Venstre er med i den forhandling, men præcis det at bruge den voldsbestemmelse til at beskytte de udsatte kvinder er i hvert fald det, der er formålet.

Tak. Så er det fru Christina Olumeko, Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for talen. Som jeg også var inde på i min tale, er lgbt+-personer nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark. Lgbt+-personer oftere i alle mulige former for udsathed, hvad enten det er hjemløshed eller det at være udsat for selvskade, diskrimination på arbejdsmarkedet, i skolen osv. osv.

Derfor undrer jeg mig utrolig meget over, at der i ministerens redegørelse her ikke er et eneste nyt initiativ i 2025 for lgbt+-personer i Danmark. Jeg må simpelt hen antage, at det er en forglemmelse fra ministertid. Det ville i hvert fald være utrolig mærkeligt, hvis ikke ministeren har ambitioner på det her område, eftersom det er en central mærkesag for ministeren selv.

Derfor bliver nødt til at bede ministeren om at bekræfte, at ministeren ønsker at komme med lgbt+-initiativer i år, og at ministeren vil opdatere lgbt+-handlingsplanen, som udløber i 2025.

Ministeren.

Man skal passe på, hvad man bekræfter her, for jeg synes, der var noget af det, der blev sagt før, som jeg ikke kan bekræfte. Men jeg kan bekræfte, at når jeg nævner her, og når det også fremgår af denne redegørelse, at vi har nogle grundlæggende problemer hos en stor gruppe af vores lgbt+-personer i Danmark, så er det problemer, som vi adresserer, for vi mener, der skal laves en løsning.

Jeg kan selvfølgelig ikke genkende, at der ikke skulle være sket noget. Dels har vi vores handlingsplan, der jo løber året ud, og dels styrkede vi i august måned regnbuefamiliernes rettigheder og tog et konkret skridt i forhold til det. Så der er sket ting på det område, og vi har en handlingsplan, som stadig væk løber.

Så hørte jeg i øvrigt ordføreren spørge, om jeg havde lyst til at drikke kaffe, og jeg tænker, at det nok ikke kun handler om kaffe, men også om at få en grundig samtale om præcise og konkrete ideer til, hvordan en ny handlingsplan kunne se ud, og det ser jeg frem til.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at ministeren får sagt fra talerstolen, at der vil komme en ny handlingsplan, når den eksisterende udløber her i 2025. Det havde jeg også stærkt regnet med, og jeg forventer da også, at ministeren vil bruge prideugen til at lancere handlingsplanen. Det plejer at være der, de forskellige regeringer laver lgbt+-politik. Man må også gerne gøre det på andre dage i løbet af året, men jeg glæder mig til det.

I stedet for vil jeg spørge ministeren, om ministeren i så fald vil komme ind på, hvilke tematikker i forhold til lgbt+-personer, som ministeren vil prioritere i en eventuelt kommende handlingsplan.

Ministeren.

Jeg mener, vi har et dybtliggende problem i Danmark, når 2.000-3.000 lgbt+-personer i den undersøgelse, vi har fra Justitsministeriet, siger, at de oplever – og det er jo reelt – meget, meget alvorlige angreb, også fysiske angreb. Vi har også et kæmpeproblem i visse etniske grupper, hvor lgbt+-personer er reelt truet i forhold til at kunne leve deres liv og udfolde sig. Det er to af kerneområderne, men der er selvfølgelig mange flere.

Tak. Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Vi har siddet en del og læst den her redegørelse igennem, og der er jo mange interessante ting her og der. En af de ting, jeg bed mærke i, er, at man har et afsnit om det danske engagement i det internationale ligestillingsarbejde. Danmark overtager jo som bekendt EU-formandskabet her i anden halvdel af 2025, og der fremgår det af den her ligestillingsredegørelse, at man vil have et særligt fokus på lgbt+-området og uddannelsesvalg, det kønsopdelte arbejdsmarked, chikane, overgreb og ligeløn.

Jeg har før haft ministeren i salen her, hvor ministeren jo har givet udtryk for, at negativ social kontrol af muslimske kvinder er den største ligestillingsudfordring, vi overhovedet har. Jeg går egentlig og drømmer om, at man på europæisk plan måske også begynder at tage det her lidt mere alvorligt. Der synes jeg, der er en rigtig god anledning til det nu i år faktisk. Det kunne jo være fantastisk, hvis man på europæisk plan havde fokus på islamismens indflydelse på europæisk ligestilling. Hvor ville det dog være modigt af Danmark at have sådan noget på dagsordenen. Så mit spørgsmål til ministeren er: Hvorfor er det her udeladt, når vi har EU-formandskabet nu her?

Tak. Ministeren.

Det er ikke udeladt. Det er ikke en udtømmende liste, der er i den her perspektiv- og handlingsplan for ligestilling om det, vi har fokus på i forhold til det kommende EU-program. Vores EU-program er jo ikke præsenteret nu, al den stund at vi stadig væk arbejder på det. Så det er et nedslag i noget af det, vi ved vi arbejder med og har nogle konkrete initiativer i forhold til.

Men jeg kan sige, at Folketingets partier er meget velkomne til at sende konkrete idéer til Danmarks EU-formandskab. For det er regeringen, der foretager formandskabet, men det er Danmark som land, og det vil sige, at Folketinget også, mener jeg, spiller en oplagt rolle til at komme med input. Når Danmark så overtager formandskabet, hvad vi jo gør om, jeg tror, det er 70 dage, der er til, i dag, så vil Danmark, det vil sige regeringen, jo også præsentere vores samlede program. Men der er ikke et endeligt program, hvor vi siger, at noget mangler og noget ikke er der, for vi har ikke lavet det færdigt endnu.

Spørgeren for anden runde.

Tak for det. Jamen det undrer mig bare, at man så har nævnt nogle specifikke områder her i redegørelsen. Altså, man har jo nævnt det europæiske samarbejde for ligestilling mellem kønnene og lgbt+-personer. Man har også helt konkret nævnt kønsopdelt arbejdsmarked, uddannelsesvalg, ligeløn og overgreb. Hvorfor har man ikke beskrevet islamismens indflydelse på europæisk ligestilling, hvis det er vigtigt for ministeren?

Jeg vil gerne foreslå det som et rigtig, rigtig godt emne nu, når vi har EU-formandskabet; lad os dog gøre det. Der er kæmpestore problemer i Sverige, i Frankrig og i mange andre lande i Europa på grund af islamismens indtog, som simpelt hen er den største ligestillingsudfordring, vi overhovedet har. Lad os da komme i gang.

Ministeren for ligestilling.

Tak for det. Det forslag er modtaget. Lad os prøve at se, om vi kan. Jeg har lige netop været til ligestillingsmøde med de andre ligestillingsministre i Warszawa, et uformelt rådsmøde her i påskedagene. Jeg må bare anerkende, at fru Susie Jessen har fat i noget, når hun siger, at der er reelle udfordringer på ligestillingsområdet, bl.a. på grund af etniske grupper i Europa. Det skyldes også andre ting, men det er en af de store udfordringer, vi har, det er rigtigt.

Tak. Så er det hr. Carl Valentin fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for det. I Danmark har vi et kæmpeproblem med spilafhængighed, og det er særlig mænd og drenge, der bliver ramt. Det er 10,9 pct. af den danske befolkning, der lider af spilleproblemer i varierende grad. Det er mere end en halv million danskere, og vi ser jo altså i de her år, at det ikke kun er de voksne mænd, der bliver ramt. Nu er det også gruppen fra 12 til 17 år – unge knægte, som jo faktisk ikke engang må spille endnu – som bliver lokket til at gamble mere og mere, typisk med fars spillekort i hånden.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren for ligestilling, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved det her kæmpeproblem, som vi har kendt rigtig længe. For alle de tal, jeg lige har nævnt nu, kommer altså fra den prævalensundersøgelse, som blev lavet i 2022. Hvad vil regeringen gøre for at hjælpe de mennesker?

Ministeren.

Jeg må sige, at jeg også har fulgt med i det seneste – jeg mener, det er DR, der har en artikelserie nu om det her problem – og det er dybt hjerteskærende, hvordan det er helt unge, trods alle de regler, vi har.

Vi har jo fine regler, men de bliver ikke overholdt, tydeligvis, så det er alt for nemt, og det lokker alt for mange, og det er en del af de problemer, er jeg helt overbevist om, som vi har, når det handler om, at vores unge mænd har for meget at miste og mister for meget i de der meget, meget afgørende, formative og også skrøbelige år, som det jo er, når man går fra at være ung til at være voksen. Der må man sige, at det i forhold til vores indsatser i Danmark slet ikke er godt nok.

Jeg ved, der arbejdes i Skatteministeriet på det. Jeg kan ikke give en konkret update på, præcis hvor langt det er nået, men jeg ved, der arbejdes i Skatteministeriet på konkrete indsatser.

Spørgeren, værsgo.

Det er bare for nemt det der med at sige, at der bliver arbejdet på det i Skatteministeriet, for vi har diskuteret det siden 2020, og der har været socialdemokratiske skatteministre hele vejen igennem. Det er utroligt, at der ikke sker mere, og jeg er ikke enig med ligestillingsministeren i, at vi har nogle fine regler i dag.

Vi har nogle grotesk mangelfulde regler, når unge mennesker dagligt bliver spammet med reklamer, og når man kan lave hurtigstartsbonusser og alle mulige smarte tricks i appsene, der fastholder folks opmærksomhed på spil. Altså, jeg synes, vi har en meget mangelfuld lovgivning, og at vi har en regering, der ikke handler, og når jeg taler så indigneret om det her, er det bare, fordi jeg har brug for at råbe regeringen op. For vi har gjort det så mange gange, og der sker bare ikke noget som helst.

Tak. Så er det ministeren.

Tak. Så må jeg nok modificere eller nuancere mit synspunkt: Da jeg sagde, at vi havde fine regler, så var det i forhold til alder. Der mener jeg, som jeg kender vores regler, at de er defineret sådan, at når man er under 18 år, har man ikke ret til at få den her spilkonto, som man skal have. Men det, jeg jo så også konstaterer, er, at det ikke er nogle regler, der er tilstrækkelige, for det er jo unge drenge helt ned i starten af teenagealderen og måske endda endnu yngre, som begynder at spille.

Så der findes alle mulige måder, og det er en meget, meget stor industri, hvor man tjener rigtig mange penge på ulykkelighed for de her drenge. Det, jeg kan sige, er, at jeg meget gerne vil tage sagen op med mine kollegaer i de relevante ministerier, som sidder med den konkrete lovgivning. For spillovgivningen er jo ikke i Miljø- og Ligestillingsministeriet, men jeg er med på, at der er et kæmpe ligestillingsproblem her.

Tak. Så er det hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti som spørger. Værsgo.

Tak for det. Ministeren nævner selv, at der har været en eksplosion i utrygheden i nattelivet siden 2017, og nævner også det forhold, at lgbt-personer ikke kan gå frit på gaden uden at blive antastet eller overfaldet og lignende, og jeg er bare nysgerrig på, om ministeren kan nævne nogle årsager og måske navnlig en specifik årsag eller en analyse af, hvorfor vi har set den eksplosion siden 2017. Jeg tænker, at der måske særlig omkring 2015 er sket noget, der kunne foranledige den stigning i utrygheden i nattelivet. Så det vil jeg bare bede ministeren om at anerkende.

Ministeren, værsgo.

Der er jo to interessante stigninger. Der er en stigning i forhold til, at man føler sig utryg, og der er også en stigning i forhold til reelle overgreb og overfald på lgbt+-personer, og begge dele mener jeg er dybt alvorlige. For begge dele er jo noget, som gør, at vi ikke lever vores liv frit. Derfor er det jo ikke kun statistikkerne, der er vigtige – dem kender hr. Mikkel Bjørn jo også udmærket godt, og vi ved også, at der i dem er en kæmpe overrepræsentation af mennesker med ikkeetnisk dansk herkomst, så det er ingen hemmelighed, og det har jeg ingen interesse i at skjule på nogen måde – men der er også det andet, der er vigtigt, altså at man også skal opføre sig ordentligt. Det vil også sige, at man skal sørge for, at man ikke råber efter, truer eller på anden måde chikanerer mennesker, der har en anden seksualitet eller et andet køn end en selv, og der har vi i Danmark også dybe problemer. Det kan vi jo se i tallene, som viser det meget, meget tydeligt.

Så er det spørgeren igen. Værsgo.

Ville det bedste værktøj til at sikre kvinders tryghed og sikkerhed i nattelivet så ikke være udvisning af de kriminelle udlændinge, som er med til at skabe utrygheden for unge mennesker i nattelivet? Ville det ikke være den helt logiske konsekvens, at man fraviger det synspunkt, som regeringen og Socialdemokratiets har i dag, altså at det er konventionerne, der bestemmer, hvornår vi skal udvise kriminelle udlændinge, og man i stedet for navigerer over i en position, hvor man siger, at hvis du som udenlandsk borger begår et overgreb på en ung dansk kvinde, så bliver du smidt ud af landet med det samme?

Tak. Så er det ministeren.

Der kender hr. Mikkel Bjørn jo også min holdning, som også er regeringens holdning, altså at man, hvis man begår en forbrydelse af den her karakter og man ikke er dansk statsborger, så bliver sendt ud af landet. Så har hr. Mikkel Bjørn jo også ret i, at der er nogle konventioner, som Danmark er med i, og som vi selvfølgelig også er nødt til at respektere, mens vi så samtidig arbejder for at få ændret disse konventioner, i øvrigt sammen med flere og flere andre lande, der kan se det samme problem, og det er jo den rigtige løsning. Hvis der er nogle spilleregler, der er forkerte, må vi have ændret de spilleregler, og i mellemtiden gør vi alt, hvad vi ellers kan, for selvfølgelig at få udvist dem, som udfører de her ting. Men det er ikke kun dem, der skal udvises, men det er alle, der skal opføre sig bedre og med mere respekt og give mere plads og mere tryghed på gader og stræder, både i dag- og nattetimerne.

Tusind tak. Vi siger tak til ministeren for ligestilling.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet