Tak for det. Som socialliberal er det vigtigt for mig, at man, når man skal finde et sted, hvor man skal bo, så også har chancen for at mærke, om det er et sted, man gerne vil være, og at man har et valg. Derfor betyder det frie valg på det her område meget for os, og vi er store tilhængere af selveje, og derfor har det også været fuldstændig afgørende for mig, ligesom Liberal Alliances ordfører lige har sagt, at vi skulle lave en aftale, som ikke ad bagvejen kom til at lukke nogle af de fine tilbud, vi har i Danmark.
Vi ønsker i Radikale Venstre, at der skal være fuld gennemsigtighed, så man faktisk kan sammenligne. Der er det vigtigt for mig at sige, at når vi siger fuld gennemsigtighed, er det jo selvfølgelig i forhold til pris, men det er jo også fuld gennemsigtighed, i forhold til at det faktisk er sammenligneligt på kvaliteten og på indholdet af, hvad man tæller med, sådan at det faktisk giver mening at sammenligne, hvad tingene koster. Der er jo ikke noget, der giver os grund til at tro, at de private er dyrere end de offentlige, så når vi har hele den her diskussion om en beløbsgrænse, er det jo, fordi vi i dag har så dårlig gennemsigtighed og har nogle ting, vi ikke tæller med i det offentlige, så hvis ikke der var en beløbsgrænse, havde man ikke en chance for at vælge et privat tilbud.
Nu kunne vi diskutere før, da vi havde lovforslaget om socialtilsynet, om jeg nu som radikal var helt tilfreds nok med de aftryk, vi havde sat der. Jeg kan sige, jeg har lagt den største forhandlingskapital her. Derfor har jeg det ligesom Liberal Alliance, i forhold til at det var fuldstændig afgørende for os i Radikale Venstre, at vi skulle rykke os fra en beløbsgrænse på 0 og til at lande på de her 10 pct., for det er så vigtigt at holde fast i de gode private tilbud, der er. Det lykkedes vi med, og jeg har det stadig sådan, at jeg egentlig synes, det er mærkeligt, at det overhovedet kom så langt. Én ting er, at Socialdemokratiet i mange år har været interesseret i at ville have mere kommunalt, men at Venstre og Moderaterne lavede en aftale om 0 pct., som jo på den måde ville være med til at fjerne muligheden for at vælge nogle af de fine private tilbud, kan jeg stadig væk ikke forstå. Derfor er jeg meget glad for det samarbejde, jeg har haft med Konservative og Liberal Alliance, om at sikre, at vi kom på de 10 pct.
Med til det hører jo også, at det er jo så er vigtigt, at hvis man gerne vil have et privat tilbud og kommunen kommer og siger, at deres er billigere, så derfor kan man ikke vælge det tilbud, så skal man kunne få tjekket gennemsigtigheden så hurtigt, at man jo ikke først flytter ind i det kommunale tilbud, fordi det skal man, og så får man et halvt år senere et brev om, at man i øvrigt havde ret, så man kunne godt have valgt det andet, men på et tidspunkt, hvor det jo er for sent. Derfor betyder det jo så meget, at vi får lavet en kontrolmekanisme, som fungerer med det samme, men at vi jo på sigt kommer derhen, hvor vi har den fulde gennemsigtighed fra begyndelsen.
Så det er bare for at understrege her til sidst, at Radikale Venstres politik er, at vi vil have den fulde gennemsigtighed, både i forhold til pris, i forhold til kvalitet og i forhold til indhold. Stod det til os, skulle man have gjort det fra starten. Vi så gerne, at det var gået endnu hurtigere med at lave hele specialeplanen, og vi gad også godt, at vi i virkeligheden havde endnu flere diskussioner om det, som jo er det største problem, når vi diskuterer, hvad grunden er til, at priserne stiger, nemlig at vi jo mangler steder, og der jo derfor også sker et pres på prisen, når man mangler. Den del ville jeg ønske regeringen var startet med i stedet for at komme med loftet.
Som de andre ordførere sagde, har vi jo her aftalt med hinanden, at regeringen skal komme med en model for fuld gennemsigtighed, for at vi kan gå ned på 0. Det har været vigtigt for mig, at der var den balance inde i forhandlingerne og det pres på, at det skal regeringen levere, for ellers går vi tilbage til, hvordan tilstanden er i dag. Så med det er vi godt tilfredse med, hvad der er lykkedes os i de her forhandlinger. Radikale Venstre kan støtte lovforslaget.