Tak for det, formand. Det skal være nemt for et menneske med handicap eller en pårørende at blive kompenseret for de ekstraudgifter, man har. For man skal leve livet. Man skal ikke bruge tiden på at samle boner og slås mod systemet. Det skal også være langt mindre besværligt at være socialrådgiver, sådan at man kan bruge sin faglighed og ikke føler, at man skal sidde og dykke ned i alt muligt, som tager sindssygt lang tid, og som bare burde være meget nemmere.
Derfor er jeg også glad for, at vi har haft de her forhandlinger og nu prøver at gøre systemet lidt nemmere. Jeg synes, vi er kommet et stykke. Vi ville i Radikale Venstre også gerne være gået endnu længere, men som andre ordførere har været inde på, bliver det her med, at man skal vise, at man har over et ret lille beløb, altså noget nemmere, og så får man et standardbeløb, sådan at man ikke skal til at aflevere boner for hver eneste lille ting.
Vi har i Radikale Venstre sammen med de andre oppositionspartier, Liberal Alliance, Konservative og SF, kunnet flytte på, hvor grænserne har været henne, for vi har selvfølgelig også været optaget af det, der også har været diskussionen i dag, nemlig at når man fastsætter et beløb, som alle får, så vil der jo være nogle, som bliver kompenseret mere end det, de egentlig har udgifter for, men der vil jo også være nogle, som ikke helt får kompensation for det beløb, som de egentlig har udgifter for. Der har det betydet noget for os, at det skulle være så fair, som det overhovedet kunne blive. Der synes jeg, at det udgangspunkt, der var fra regeringen, simpelt hen var for højt, og at det ville gøre, at nogle mennesker ville miste for mange penge. Derfor har vi i Radikale Venstre lagt vægt på, at grænsen skulle ligge et sted, hvor det beløb, som man kunne blive underkompenseret for, ikke blev alt for stort, sådan at det ville blive mere retfærdigt, og det fik vi igennem i forhandlingerne.
Jeg har selvfølgelig også været meget optaget af, hvad der så står på listen af de ting, som man kan blive kompenseret for. Vi er i Radikale Venstre bl.a. optaget af, at unge skal kunne komme til sport, at børn og unge skal kunne komme på sommerlejr, og at vi altså kan give dem ro i maven, i forhold til at de selvfølgelig skal blive ved med at have de penge, som de i dag får til de ting, så det ikke ad bagvejen ender med at blive en besparelse.
Noget af det, der måske har været det sværeste i forhandlingerne, har været, at regeringen var ret firkantede i forhold til det her med, at man, hvis man var i gruppe 1 og fik det her standardbeløb og der så var én enkelt ting, som man havde store udgifter til, så skulle overgå til gruppe 2 og dermed begynde at aflevere boner på alting. Der synes vi i Radikale Venstre, at det havde været mere simpelt, hvis vi kunne være endt med en model, hvor man kunne blive ved med at være i den lette gruppe og så kun have fået beløbet til den ene ting, som var den dyre, sådan at flest mulige mennesker kunne undgå at skulle aflevere boner for alting. Men det, vi så fik at vide i forhandlingerne, var, at det kommer vi til at kigge lidt mere på i den kommende proces.
Den anden ting, som jeg også tror kommer til at gøre en stor forskel, er, at vi især efter at have snakket med socialrådgiverne har gjort ret meget ud af, at vi skal videre i arbejdet med at få sat standardbeløb på, sådan at det ikke er den enkelte socialrådgiver, der skal gå ned i supermarkeder, kigge i tilbudsaviserne eller sidde og google på nettet, hvad ting koster, men at vi, selv om det er svært, og selv om der jo bare er nogle ting, der koster forskelligt, forsøger at gøre os så umage, vi overhovedet kan, for at sørge for, at der er et grundlag som socialrådgiver at stå på, sådan at man skal bruge så lidt af sin tid på at sidde og finde ud af det som overhovedet muligt. Så det er i hvert fald nogle af de ting, vi i Radikale Venstre har lagt stor vægt på i forhandlingerne.
Så vil jeg bare som andre ordførere slutte af med at sige tak for samarbejdet til både Konservative, Liberal Alliance og SF, men også til ministeren og regeringsordførerne. Det her har vi snakket om utrolig mange gange, og jeg synes, vi er endt et væsentlig bedre sted, end hvor vi startede i forhandlingerne.