Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 200:

Forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service, barnets lov og forskellige andre love. (Mere risikobaseret socialtilsyn, regelforenklinger m.v.)

Af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen).

(Fremsættelse 22.04.2025).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Vi står her med et lovforslag, hvor vi ønsker at forandre socialtilsynet, så vi bruger penge mere effektivt og vi får taget hånd om brodne kar tidligere. Med lovforslaget ønsker vi konkret, at der føres tilsyn efter en mere risikobaseret tilgang, der tager afsæt i en fælles risikomodel, og det skal gøre det hele sikrere. Vi ser, at der er grelle sager, hvor få individer aktivt forsøger at udnytte at slå mønt på de svageste i vores samfund. Derfor kan vi ikke lade stå til. Det er kynisme og grådighed, som ikke må slå rod i den sociale omsorg, vi yder. Derfor bliver det netop de brodne kar, som det fremtidige tilsynssystem skal have øjnene rettet imod. I sagerne om botilbuddene Frisk-Pust og Florahuset bliver vi nødt til at reagere hurtigere og med klare konsekvenser. Her er rutinetilsyn ikke den rette måde at få has på problemerne. Det er vigtigt, at ressourcerne på det sociale område anvendes rigtigt, så der kan sættes ind over for dem, der misbruger systemet, også fordi det underminerer den tillid, vi har til de mange, der gør det godt, og som viser en rigtig høj faglighed.

Det har været en vigtig dagsorden for Socialdemokratiet, at vi både sikrer en høj kvalitet i tilbuddene, så børn, unge og mennesker med handicap får gode steder at bo, og den opgave mener vi at et risikobaseret tilsyn kan løfte. Derfor er det også vores klare forventning, at vi fortsat kan sikre kvaliteten for det enkelte menneske i de sociale tilbud, og at socialtilsynet hurtigere opdager, at det kan gribe ind over for brodne kar. Derfor tiltræder vi lovforslaget.

Fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for ordførertalen. Jeg tror, jeg vil tage udgangspunkt i, at fru Camilla Fabricius starter med at sige, at nu sætter vi fokus på de brodne kar. Det lyder jo rigtig godt, og det er der absolut også behov for, for der er desværre for mange sager om rigtig dårlig kvalitet på nogle bestemte botilbud.

Jeg vil godt lige spørge ordføreren: På hvilken måde mener man, at man med den her aftale bliver bedre til at opdage de brodne kar, når man kun skal komme på botilbuddende hvert tredje år? 3 år er altså lang tid i en ungt anbragts liv eller for et menneske, der er i en særlig sårbar situation.

Hvordan skal vi kunne finde ud af, at der er noget på spil i et botilbud, hvor de her mennesker, der er allermest sårbare i samfundet, simpelt hen ikke bliver passet godt nok på? Det er noget, som vi i øvrigt også betaler rigtig mange penge for.

Ordføreren.

Tak for det Det er et virkelig godt spørgsmål, og jeg er glad for, at ordføreren stiller det. Helt konkret handler det om, at de fælles ressourcer, vi har besluttet at afsætte til et område, bliver brugt bedst muligt. Noget af det, vi kan se, er jo, at langt de fleste botilbud gør det rigtig godt, hvad jeg også siger i min ordførertale. De har en høj faglighed, der er stabilitet, og de har et forholdsvis højt uddannelsesniveau.

Derfor har det været vigtigt for os at sige, at vi retter tilsynet derhen, hvor udfordringerne er. Det er f.eks. der, hvor der er ledelsesskift, hvor der er bestyrelsesskift, eller hvor der er et markant lav uddannelsesgrad, og så sætter tilsynet ind der. Det synes jeg vi har redegjort for, og derfor kan vi også tiltræde lovforslaget.

Spørgeren.

Jamen hvordan opdager man, når der er sket en forråelse i kvaliteten? Det er bare for at sige, at socialtilsynene jo i dag er med til at udvikle den pædagogiske og socialfaglige kvalitet, altså i den måde, de arbejder med det på nu, og det er faktisk en succeshistorie. Det vil man så fjerne i hvert fald en hel del af. Så kan ordføreren ikke se, at den succes er med til at gøre, at mange klarer sig godt, og at man med det her måske faktisk ikke får opdaget de brodne kar og lader det være op til whistleblowerordninger og til de udsatte, at de selv skal fortælle om, hvornår det er skidt? Hvordan skal vi opdage det, hvis kontrollen ikke er der?

Ordføreren.

Det er jo helt fair, at ordføreren grundlæggende set ikke er enig i den måde, man griber tingene an på. Men lige i forhold til det sidste her, har ordføreren jo selv været i TV2 Østjylland og peget på en konkret sag fra Randers om et akuttilbud. Der var det faktisk en whistleblower, der gik hen og anmeldte det, så det er en central faktor, at vi har folk, der siger noget om, hvordan et tilbud fungerer. Jeg synes ikke, ordføreren er skarp nok på, at der findes rigtig mange tilbud, som gør det godt, og som i virkeligheden har ro til at lave deres pædagogiske arbejde.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Ordføreren for Venstre, hr. Christian Friis Bach, er den næste i talerrækken.

Tak for ordet. Med dette lovforslag tager vi en række vigtige skridt mod at få socialtilsynene til at arbejde mere effektivt; vi skaber enkelhed og gennemsigtighed. Vi sørger for, at ressourcerne og midlerne bliver brugt der, hvor de bedst kan være til gavn for den enkelte borgere, og hvor de i højere grad kan sættes ind over for de tilbud derude på socialområdet, hvor der er brug for at der skal ses ekstra godt efter.

Det bliver en mere fleksibel model for kontrollen, hvor vi udnytter den faglighed og den erfaring, der er i tilsynene, og skaber en risikomodel, som tilbud og plejefamilier skal vurderes ud fra. Det gør, at vi i stedet for de her regelmæssige tilsyn, hvor vi bruger alt for mange ressourcer, både i de enkelte tilbud og i socialtilsynene, kan sætte ind der, hvor der er brug for det.

Vi skaber også mere enkelhed og gennemsigtighed i de parametre, som tilbuddene og plejefamilierne vurderes ud fra. Vi styrker også whistleblowerordningen. Det er noget, vi er rigtig glade for i Venstre, altså at whistleblowerhenvendelser bliver vurderet hurtigt, nemlig inden for 5 arbejdsdage. Det er jo en del af hele modellen, for dermed kan vi også fastholde, at der, hvor der er problemer, er der, hvor tilsynet skal sætte ind.

Så der er mange gode tiltag i det her lovforslag; det handler om enklere regler, risikobaserede tilsyn og en bedre whistleblowerordning. Vi stemmer for lovforslaget. Tak for ordet.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen, som jo var fyldt med sådan nogle ord, som det er svært at være uenig i. Jeg vil dog alligevel spørge Venstres ordfører til det, at der jo er 11 aktører inden for det her område, dvs. store organisationer, som sidder på vigtig faglig viden, og som er kommet med et åbent brev til regeringen om at trække effektiviseringen af socialtilsynene tilbage.

Hvordan forholder Venstres ordfører sig til, at de store aktører på det her område faktisk synes, det her er et dårligt lovforslag?

Ordføreren.

Vi har bestemt noteret os bekymringen og lyttet til den og drøftet den meget indgående i forligskredsen og i regeringskredsen. Jeg står ved, at det giver mening at ændre et socialtilsyn fra at være regelmæssigt tilsyn, når der måske er et tilbud, hvor der har været de samme medarbejdere og den samme leder og de leverer god kvalitet og der ikke er nogen whistleblowerhenvendelser og der ikke har været særlige problemer omkring magtanvendelse; alt har kørt, og alligevel skal de igennem de her regelmæssige tilsyn. Jeg har været ude at besøge en række tilbud og også lyttet til, at de heller ikke finder, at det giver mening eller kvalitet for dem.

Derfor er den her risikobaserede model det rigtige at gøre der, hvor der er udskiftning af ledere, hvor medarbejderne pludselig ikke holder, og hvor der er en whistleblower og indberetninger om magtanvendelse, og hvor der er pårørende, der råber op. Der skal vi bruge socialtilsynet, og vi skal bruge dem hurtigt, og vi skal bruge dem langt mere uanmeldt og langt oftere.

Den model giver mening, og derfor er jeg med de mange drøftelser, jeg har haft, overbevist om, at det er den rigtige vej at gå.

Spørgeren.

Når man læser høringssvarene til det her lovforslag, virker det lidt, som om det kun er for regeringen, at det her giver mening. Jeg siger det ikke en gang for at være polemisk.

Jeg siger det, fordi jeg ligesom alle andre og sikkert også regeringen er dybt bekymret for udviklingen på det her område, særlig når man kigger på området for mennesker med handicap, hvor vi jo har set virkelig mange grelle sager inden for de sidste par år. Der tænker jeg da, at tilsynet ikke er det, som der er brug for mindre af; måske er der brug for mere af det.

Ordføreren.

Ja, men der er brug for tilsyn der, hvor vi ser problemerne, og hvor faresignalerne opstår. Der skal man sætte langt hårdere, langt hurtigere og langt oftere ind med tilsyn. Det er jo det, man giver rum og plads til, når vi samtidig fjerner de her regelmæssige tilsyn af de velfungerende tilbud.

Derfor er jeg overbevist om, at det her vil give os et bedre og mere effektivt tilsyn, for vi mangler netop et tilsyn, der meget hurtigt kan behandle en whistleblowerordning, hurtigt kan rykke ud, kan komme uanmeldt, og som kan sætte fokus på og styrke indsatsen over for de tilbud, hvor tingene ikke fungerer, for dem er der og har været for mange sager omkring.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Man skal godt nok lede længe efter de positive høringssvar, når det gælder regeringen og aftalepartiernes forslag til en ny udgave af socialtilsynene. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man holder fast i, at man på den måde vil skære ned og i virkeligheden forringe den faglige kvalitet i socialtilsynene.

Hvis man vil lave et risikobaseret tilsyn, hvorfor har man så ikke brugt flere penge på netop at investere i flere indsatser for at forebygge endnu mere eller komme mere intenst ud til de steder, hvor der kan være problemer? Derudover forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor man vælger at fjerne kriterierne om uddannelse, beskæftigelse, selvstændighed og sociale relationer. Hvorfor er det lige pludselig ikke længere vigtigt for de børn, unge, ældre og mennesker med handicap, der bor på et bosted?

Ordføreren.

Jamen altså, det er jo netop målet med den her omlægning, at socialtilsynet skal kunne sætte mere effektivt, hurtigere og hårdere ind der, hvor der er problemer, og det jo det, der bliver frigjort ressourcer og personale til med omlægningen til et risikobaseret tilsyn. Så den del synes jeg at jeg har forsøgt at redegøre for.

Når det så gælder selve risikomodellen og spørgsmålet om, hvilke faktorer der skal gøre, at man skærper tilsynet, så er det jo noget, der skal fastlægges af socialtilsynene derude, men der er jo i vores drøftelser peget på en lang række faktorer, som skal spille ind. Jeg har sådan set ro i maven, med hensyn til at de faktorer vil indbefatte tilfælde, hvor der blinker nogle advarselslamper, og hvor der derfor er brug for, at socialtilsynet rykker ud.

Spørgeren.

Altså, for mig at se er det her en regneøvelse, hvor man siger: Vi hugger en hæl og klipper en tå, og så kommer det til at passe i sidste ende. Man kan i hvert fald konstatere, at rigtig mange af høringsparterne klager over, at de ikke engang er blevet inddraget. De kunne have været med til at kvalificere måden, man gjorde det på, så det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Men jeg vil godt vende tilbage til, hvorfor man fjerner de to andre elementer, for det er jo noget, der siger noget om, hvilken slags kvalitet man skal kunne stå inde for, når man har et botilbud, i stedet for at det bare skal handle om, om noget er opfyldt eller ikke opfyldt. Hvorfor slækker man så meget på de faglige ambitioner og kvaliteten på botilbuddene med den her reform af socialtilsynene?

Ordføreren.

Det, at der bliver lavet en binær score, mener jeg ikke på nogen måde er at slække på kravene, og der er stadig væk plads til, at man har en drøftelse om, hvorvidt der er et forbedringspotentiale. Det kan godt være, at man I de rapporter, der bliver lavet i forbindelse med tilsynet, får at vide, at man er godkendt eller ikke godkendt, men der vil samtidig både være plads til, at man laver et tilsyn, der er møntet på at forbedre indsatsen, og at tilsynet kommer med anbefalinger til ting, der kunne implementeres.

Så det er jo ikke sådan, at man bare lige tage ud og så enten vender tommelfingeren op eller ned. Vi skal fastholde et tilsyn – og også et vejledende tilsyn – som kan være med til i tæt samspil med tilbuddene at forbedre indsatsen, og det hører jeg faktisk at man anerkender og værdsætter.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste på talerstolen er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Det her lovforslag er en udmøntning af handicapaftalen fra maj 2024. Det udmønter aftalens initiativ seks, som er en effektivisering af socialtilsynet og indeholder fire hovedpunkter. Det er for det første et mere risikobaseret tilsyn. Det foreslås, at tilsynstrykket på sociale tilbud og plejefamilier lettes med 30 pct., bl.a. gennem ophævelse af det faste årlige tilsynsbesøg på alle tilbud og i alle plejefamilier. For det andet foreslås det, at socialtilsynets whistleblowerordning styrkes som en vigtig del af det risikobaserede tilsyn. For det tredje foreslås det, at tilbud og plejefamilier i fremtiden vil blive vurderet på færre punkter end på nuværende tidspunkt. Vurderingen vil fremover kun få to udfald, »opfyldt« eller »ikke opfyldt«, i stedet for den nuværende femtrinsskala, som løber fra »i høj grad opfyldt« til »i meget lav grad opfyldt«. Og for det fjerde foreslås det, at udpegningen af kommuner, der skal udfylde funktionen som socialtilsyn, i fremtiden skal varetages af social- og boligministeren.

Danmarksdemokraterne stemmer imod forslaget, fordi den foreslåede effektivisering af socialtilsynet vil forringe tilsynet og gå ud over kvaliteten. Selv om vi deler intentionen med regeringen om, at tilsynet særlig skal fokusere indsatsen mod de brodne kar, mener vi også, at socialtilsynets nuværende rolle er større end det, regeringen med aftalen ønsker at fjerne. Socialtilsynet har ikke kun til opgave at sikre, at botilbud lever op til kvalitetsstandarder, men også at sikre, at de udvikler og fastholder kvaliteten de steder, hvor der er brug for lidt ekstra støtte for at nå helt til tops. Det bekræftes både i høringssvar og i medier, at der med forslaget at tale om en alvorlige forringelse af det tilsyn, der skal være med botilbud og plejefamilier, som tager sig af samfundets mest sårbare børn og voksne.

Kritikerne af ændringen er bl.a. Børnehjælpsdagen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danske Handicaporganisationer, Landsorganisationen for sociale tilbud, Lev, Red Barnet, og jeg kunne blive ved. Vi anser i Danmarksdemokraterne forslaget som en spareøvelse, som vil reducere socialtilsynets mulighed for at føre et aktivt og kvalitetsorienteret tilsyn. Vi vil i Danmarksdemokraterne gerne opfordre til, at man tilbagekalder lovforslaget, og at man sætter sig ned igen og starter forfra, denne gang i god dialog med de mange interessenter, som ved noget om det her, så man sammen kan finde en løsning, der forbedrer socialtilsynet og de mange sociale tilbud.

Danmarksdemokraterne kan med disse bemærkninger ikke støtte lovforslaget. Og så skal jeg hilse fra Alternativets side, at de heller ikke kan støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Den her tale vil bære præg af kritisk undren og nogle dybtfølte bekymringer over de ændringer, som det her lovforslag lægger op til. I de seneste måneder, eller faktisk i de seneste år, har der været meget fokus på botilbud og på, at der er for mange brodne kar, som socialministeren selv omtaler det i forhold til nogle tilbud. Det er klart, at det ikke er alle botilbud, men det er desværre virkeligheden, at der er for mange derude.

Det lovforslag, vi behandler i dag, er omfattende. Det mest markante element er, at det socialfaglige tilsyn i højere grad skal være risikobaseret. Umiddelbart kunne det jo lyde meget fornuftigt at lave det risikobaseret og mere simpelt, så antallet af tilsynsbesøg reduceres fra at være én gang årligt til at være henholdsvis hvert tredje år for sociale tilbud og hvert andet år for plejefamilier. Men uanset hvordan vi vender det, er det bare en markant nedskrivning af det nuværende antal besøg og dermed en stor forringelse.

Så hvordan forestiller ministeren sig at vi langt tidligere skal kunne sætte ind over for brodne kar, hvis de først bliver opdaget efter 2 eller 3 år? Her mener jeg, at regeringen har alt for stor tiltro til en whistleblowerordning, samt at man lægger et for stort ansvar på anbragte børn og mennesker med handicap, sådan at det er op til dem at klage over botilbuddet.

I dag skal tilsynet som udgangspunkt komme på besøg årligt, men i 68 pct. af tilfældene er der intet at bemærke, og det kunne da godt lyde som et fornuftigt argument for at reducere besøgene. Men netop det tal bekræfter mig i, at systemet fungerer, for tilsyn handler ikke kun om at finde fejl. Det er ikke bare kontrollanter med en løftet pegefinger, men tværtimod også faglige sparringspartnere og konsulenter, der bidrager konstruktivt til at skabe udvikling og kvalitet. Jeg mener, at vi mister en vigtig funktion med de foreslåede forringelser.

Bemærkningerne til lovforslaget og de mange høringssvar gør mig ærlig talt alvorligt bekymret, og det har desværre bekræftet mig i, at SF havde ret i sin kritik af rammeaftalen for handicapområdet. Mange af de aktører, som står med ansvaret i praksis, peger på det samme, som SF gør, nemlig at det her forslag i høj grad bærer præg af ønsket om besparelser frem for ambitionen om at øge kvaliteten for de mest udsatte mennesker i det her samfund, som har brug for et botilbud. Det er alvorligt.

Som pædagog og tidligere formand for socialudvalget i Randers Kommune har jeg set, hvordan man i mange kommunale tilbud og plejefamilier har udviklet sig i en positiv retning, og jeg har oplevet det stærke engagement og den faglighed, der præger medarbejderne i de sociale tilbud og i plejefamilierne. Det er vigtigt, at vi understøtter den her udvikling frem for at pille det fra hinanden.

Vi skal huske, at det her handler om mennesker, der ikke kan bo hjemme eller klare tilværelsen selv. De har brug for gode og trygge rammer, hvorfra livet kan leves, med sociale aktiviteter, mulighed for uddannelse, beskæftigelse og meget mere. Og det kan altså kun lykkes, hvis der er en stærk faglighed og gode rammer omkring det sted, man skal bo, og det er desværre ikke alle, der leverer på det af sig selv.

Hvis jeg skulle fremhæve noget positivt i forslaget, kunne det være ønsket om at gøre vurderingskriterierne mere meningsfulde og relevante, og vi kunne også godt i SF have set os selv i at kigge på reformer af tilsynet på andre parametre. Men vi er ikke tilfredse med, at botilbud og plejefamilier fremover blot skal vurderes som opfyldt eller ikke opfyldt. Det er en forsimplet vurdering, og den anerkender ikke den komplekse og dialogbaserede virkelighed, som disse tilbud og familierne befinder sig i.

Ligeledes er vi uenige i at fjerne kriterierne i forhold til uddannelse, beskæftigelse, socialt liv og selvstændighed. Det er af afgørende vigtighed for, at lige præcis et anbragt ungt menneske kan komme til at lande på sine fødder efter en overstået anbringelse, sådan at man netop kan komme på egne fødder, kan være selvstændig, har sociale relationer og kan være på en uddannelse osv. Så er der noget her, der virkelig bliver koblet af, som er så utrolig vigtigt for de her menneskers liv.

I SF mener vi, at det her lovforslag skærer langt ind i benet på et område, hvor tillid, faglighed og kvalitet burde være det bærende fundament. Det handler om mennesker, der i forvejen er udfordret. Det er nogle af de allermest sårbare mennesker, og vi kan absolut ikke støtte et lovforslag, der på den måde kommer til at skabe forringede vilkår eller kan være med til, at ikke gode botilbud og plejefamilier kan fortsætte deres virke i alt for lang tid. Det er i forvejen en situation, som det er svært at dæmme op for.

Så SF stemmer nej til det her lovforslag, og vi vil også gerne indtrængende bede om, at man tager det op til genovervejelse, om man har lagt det rigtige snit. Særlig skulle man prøve at lytte til de mange gode høringssvar, der er kommet.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er fra LA, og det er fru Katrine Daugaard.

Tak for det. Jeg vil ikke bruge tiden på at opridse, hvad lovforslaget detaljeret medfører, for det synes jeg egentlig, at ordførerne før mig så glimrende allerede har opridset. Jeg vil dog gerne understrege, at det tilsyn, vi har kendt frem til i dag, i høj grad har været med til at være kvalitetsdrivende. Vi har i Danmark rigtig mange gode tilbud med ejere og ledelser og ansatte, som hver dag knokler for at levere den rette kvalitet og omsorg for dets borgere.

Desværre har vi dog også set alt for mange eksempler på tilbud, som har mishandlet og omsorgssvigtet de udsatte mennesker, som de har haft ansvaret for – nogle endda med døden til følge – og det gælder både offentlige og private tilbud, hvor man har, når man har kendskab til sagen, spurgt sig selv, hvor i alverden har tilsynet været.

Derfor kan man sige, at opgaven har været at gå fra de her årlige tilsyn, som vi kender, til nu at vise større tiltro til de mange steder, som egentlig kører, som de skal, til i stedet at føre et mere risikobaseret tilsyn, således at tilsynet har dets primære fokus på de tilbud, hvor man kan være bekymret for kvaliteten. Det finder vi i Liberal Alliance egentlig ganske fornuftigt. Dertil er det afgørende, at vi får luget ud i de tilbud, der ikke leverer den kvalitet, de bliver betalt for, og det tror vi at vi med det her lovforslag kommer til at lykkes bedre med.

Opgaven har dog alligevel været svær, da regeringspartierne jo samtidig har lavet økonomiaftale med KL og har aftalt, at der skal spares knap 30 pct. på tilsynet. Havde det stået til Liberal Alliance, havde vi bestemt ventet med sparetiltag, indtil ordningen var implementeret og set fungere. Til gengæld finder vi det positivt, at kommunerne og tilbuddene selv kan bestemme, hvad det sparede så skal gå til. For vi er nødt til i langt større grad at få mindsket administrationen og lade den tid, der bruges på det, komme hen på de mere borgernære opgaver. Det er selvfølgelig med det håb, at det sparede bruges sådan, at LA er med i aftalen. At afbureaukratisere og bruge pengene smartere er ikke en let opgave, det anerkender jeg, og derfor er det heller ikke med komplet ro i maven, at LA stemmer for det her lovforslag.

Vi havde gerne set et mere uafhængigt tilsyn, som ikke er placeret i kommunerne; i stedet havde vi ønsket én samlet ledelse. Vi er derfor også glade for, at vi fik forhandlet ind i aftalen, at plejefamilierne ikke kun skal have besøg hvert tredje år som først foreslået af regeringen, men nu hvert andet år. Det skyldes, at det er sværere føre risikobaserede tilsyn her.

Vi havde i Liberal Alliance som sagt også gerne dermed sparet mindre ved, at de øvrige tilbud også var sikret et tilsyn hvert andet år, men sådan blev det ikke. Til gengæld har vi fået forhandlet ind i aftalen, at aftalepartierne skal følge og evaluere loven, i forhold til om den går ud over den generelle kvalitet. LA fik også indskrevet i aftalen, at aftalekredsen i foråret skal undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud, herunder hvordan eksisterende regler om karens, økonomisk tilsyn og organisatoriske kompetencer hos ledere og ejere kan skærpes samt undersøge mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af ikkegodkendte tilbud. Det er jeg meget glad for, at vi har fået ind i den her aftale, og det arbejde ser jeg frem til ministeren snarligt indkalder til møde om.

Dertil har vi også fået afsat 2,5 mio. kr. til opkvalificering og efteruddannelse af tilsynskonsulenterne, så vi bedre sikrer, at de, der fører tilsyn, har relevant uddannelse og viden om det, de skal føre tilsyn med.

Positivt er det også, at der nu laves en mere enkelt og mindre bureaukratisk kvalitetsmodel. Dog havde vi i LA også gerne set, at den ikke mundede ud i en binær score, men at man faktisk kan se, hvor man er god, og hvor man er mindre god, samt at man på tilbudsportalen også bedre kan se, hvad der adskiller tilbuddene i kvalitet. Men her er vi altså forskellige partierne imellem, idet LA er et parti, der ønsker en langt større grad af indsigt, gennemsigtighed, øget konkurrence og frit valg.

Lovforslaget er altså det, der kunne nås til enighed om, og alt i alt ser vi i LA altså både plusser og minusser i lovforslaget og i aftalen, dog markant flest plusser, og derfor stemmer vi for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for ordførertalen. Nu kender jeg jo fru Katrine Daugaard som en ordfører, der i virkeligheden er meget indigneret og passioneret for de her mennesker, det handler om – om det er anbragte børn og unge eller mennesker med handicap – og hun er i hvert fald meget tydelig i sprogbrugen om de tilbud, der svigter, og når kommunerne svigter. Derfor har det virkelig været til stor forundring for mig, at LA er med i den her aftale. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan det kan hænge sammen med den meget stærke og meget tydelige kritik, ordføreren ofte kommer med, at man så siger: Okay, så skærer vi ned på socialtilsynet hvert tredje år; det er sådan set fint nok.

Har ordføreren virkelig ro i maven, med hensyn til at vi med den her aftale kommer til at passe ordentligt på nogle af de mest udsatte borgere i det her samfund?

Ordføreren.

Men vi skærer jo ikke bare ned fra et årligt tilsyn til et hvert tredje år, for samtidig med, at vi gør det, intensiverer vi jo netop tilsynet der, hvor der kan være tegn på, at der er noget galt. Det tror jeg faktisk vil gøre, at vi vil få markant bedre bugt med de tilbud, der ikke leverer den rette kvalitet. Så det er en ny måde at gøre det på, og det har man aldrig helt ro i maven med, men jeg tror faktisk, at vi kommer til at få bedre bugt med dem, der ikke leverer kvalitet, og sådan set også dem, der – hvad jeg ved ordføreren er optaget af – også bare suger penge ud af systemet her. Så ja, lige omkring det har jeg faktisk rimelig ro i maven.

Spørgeren.

Det er interessant, for det samlede høringssvar fra socialtilsynene siger faktisk, at det med den nye model bliver sværere for dem at føre det økonomiske tilsyn, også selv om det stadig væk skal fortsætte årligt. Så der er nogle modsætninger mellem det, regeringen siger, og det, som alle parterne på området siger. Der er i hvert fald noget divergens der, og det gør det svært begribeligt for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren synes, det er okay, at man fjerner nogle af de faglige parametre, som man ellers vurderer botilbuddene på i dag. Hvorfor har man sænket ambitionerne for, hvor godt et botilbud skal være, og hvad man skal kunne præstere for at være et godt botilbud eksempelvis eller en god plejefamilie?

Ordføreren.

Det handler ikke om at sænke ambitionerne; det handler om at kigge på, hvad der egentlig er relevant. Der har vi ikke kun på det her område, men jo på en lang række områder lavet alt for mange regler her i Folketing. Der mener vi i Liberal Alliance, det er fuldstændig afgørende, at vi får luget ud i den regelmængde og fjernet noget af det, som er mindre vigtigt, eller som måske endda er fuldstændig ligegyldigt. Man kan f.eks. skulle krydse ting af, som slet ikke er relevante for det tilbud, man har, og det er jo spild af tid og penge, som går væk fra kerneopgaven.

Fru Rosa Lund.

Tak for det. Det er jo meget interessant, synes jeg, at Liberal Alliance nu bliver konfronteret med, hvad det egentlig er, der sker, når man laver en såkaldt afbureaukratisering, fjerner såkaldt unødvendig dokumentation osv. osv. Det er jo sådan en forringelse som den her, som alle høringsparter er imod. Venstres ordfører sagde, at Venstres ordfører havde mødt nogle, som var glade for det her lovforslag. Jeg tror, at vi andre stadig har det til gode. Jeg vil gerne spørge Liberal Alliances ordfører: Hvorfor er det lige præcis i bedømmelsen af bostederne, at man har fjernet det med uddannelse og beskæftigelse og selvstændighed og relationer? Hvorfor er det ikke vigtigt længere?

Ordføreren.

Jamen vi har jo talt om og debatteret meget, hvorfor regeringen har ønsket lige netop det, og om man i stedet for skulle rykke på nogle andre parametre. Det her er det, der har kunnet opnås enighed om. Det er der jo ikke meget mere at sige til end det.

Spørgeren.

Jeg mangler stadig væk et argument for, at det er forsvarligt at nedprioritere lige præcis uddannelse og beskæftigelse og selvstændighed og relationer. Jeg kan ikke bruge til noget, og borgerne kan slet ikke bruge til noget, at det var det, man kunne blive enige om ved forhandlingsbordet, og at det så er det, der er forklaringen. Liberal Alliance må da have en faglig begrundelse for, at man siger ja til det her.

Ordføreren.

Der kan man jo sige, at uddannelse ikke er relevant for alle tilbud. Tager man et tilbud efter § 108 til multihandicappede, er det jo ikke super relevant at skulle bruge tid på at sidde og beskrive og krydse af, om de kan tage en uddannelse eller ej, eller hvor langt de er med deres uddannelsesforløb, hvis de reelt er ligesom en voksen baby på 3 år. Det er netop det, vi har været inde at luge ud i, fordi der har været alt for meget af den slags, som ikke giver mening i de enkelte tilbud.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Vi står på socialområdet over for massive udfordringer, vi skal håndtere. Mens udgifterne til det specialiserede socialområde stiger og stiger, følger kvaliteten for den enkelte ikke nødvendigvis med. Samtidig vælter der historier frem om snyd med sociale tilbud og episoder med massive svigt. Der er behov for, at vi sætter fokus og lys på den kerneopgave, sociale tilbud er sat i verden for at løse, nemlig at støtte og hjælpe personer, der har behov for en socialfaglig indsats.

Løsningerne kan se ud på mange måder, og betingelserne kan synes vanskelige. I dag behandler vi et lovforslag, som går noget ad vejen. Med lovforslaget retter vi socialtilsynets ressourcer derhen, hvor behovet er størst, til gavn for de børn og unge, der modtager en socialfaglig indsats af for lav kvalitet. Her bruger vi nu tilsynenes kompetencer til at løfte kvaliteten på området.

Samtidig indføres et risikobaseret tilsyn, så fokus netop bliver på de sociale tilbud, hvor behovet for kvalitetsforbedring er størst. Det betyder samtidig, at tilsynstrykket lettes for de plejefamilier og botilbud, som ikke udviser tegn på at være i risiko. Med forslaget skal en fælles risikomodel fastlægges af socialtilsynene. På den måde inddrages ekspertviden og erfaringer til at identificere faktorer, der kan indikere, at kvaliteten er for dårlig.

Samtidig styrkes whistleblowerordningen, og reglerne for det personrettede tilsyn tydeliggøres. På den måde opdages dem, der ikke gør det så godt, i bedre tid, så kvaliteten hurtigere kan rettes op.

Med lovforslaget kommer vi ikke i mål med udfordringerne på det sociale område, men vi leder området i den rigtige retning ved at rette ressourcerne derhen, hvor behovet er størst. I Moderaterne bakker vi derfor op om forslaget. Det er et forslag, der kommer de børn og unge til gavn, som hver dag møder en for dårlig kvalitet i deres sociale tilbud. Vi ser frem til at drøfte det videre arbejde med at løfte socialområdet yderligere. I Moderaterne stemmer vi for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Med L 200 søger man at forenkle og målrette tilsynsindsatsen på socialområdet, således at tilsynene i plejefamilier og på botilbud bliver færre, mens tilsynsindsatsen i højere grad tager udgangspunkt i risikobaseret tilgang, altså dér, hvor der virkelig er problemer, og hvor man bør sætte ind. Det vil faktisk tilsammen formindske tilsynstrykket med 30 pct., og det er jo faktisk en god ting.

Det hele handler selvfølgelig om balancer, som vi politikere så ofte ynder at sige, og derfor er vi også glade for, at vi i Det Konservative Folkeparti i forhandlingerne også var med til at få landet det på, at der i plejefamilierne skulle være et 2-årigt tilsyn i stedet for et 3-årigt tilsyn, da vi jo ønsker at ændre paradigmet, men ønsker at ændre paradigmet med måde.

Som sagt vil vi bare gerne sætte ind dér, hvor der er allermest behov for tilsyn. Langt de fleste botilbud og plejefamilier fungerer uden nævneværdige problemer. Det skal vi tage bestik af, og vi skal indrette systemet på en måde, hvor vi udviser større tillid og målretter tilsynsindsatsen der, hvor der er risici og problemer. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Det er den forkerte tale. Kender I det? Nej, jeg har den rigtige her. Det gav ikke mening, og jeg beklager. Vi starter lige forfra. Den første tale var til det næste lovforslag.

Danmark har fået voldsom kritik eller anbefalinger, som ministeren kalder det, fra FN for, hvordan det står til på handicapområdet. Jeg vil stadig holde fast i, at det er kritik fra FN. Vi har været vidne til nogle virkelig voldsomme historier fra landets botilbud, som f.eks. Nannas tragiske dødsfald og ekstreme historier om omsorgssvigt. I dokumentaren »Farlig omsorg«, i historierne om bostedskæden Frisk-Pust, alvorlige historier om omsorgssvigt, magtanvendelse, den forkerte hjælp, som resulterer i forværring af borgernes liv.

Grunden til det er jo, at tilsynet ikke har været godt nok, og at kvaliteten på de her bosteder ikke har været god nok. Så undrer det mig og Enhedslisten, at man så kommer med et lovforslag, som forringer tilsynet. For grunden til, at vi har et tilsyn, er jo for at sikre, at det ikke går galt. Vi vil gerne have tilsynene ud, før det går galt, og derfor har jeg godt nok svært ved at forstå, at aftalepartierne er blevet enige om, at det her er en god idé. Alle organisationerne på børneområdet, på handicapområdet, Institut for Menneskerettigheder, LOS, Selveje Danmark, Red Barnet er alle sammen imod. Når man læser høringssvarene til det her lovforslag, virker det meget, som om der ikke rigtig er andre end aftalepartierne, der synes, det er en god idé at gøre det her.

Når man svækker tilsynene, har vi jo svært ved at stoppe den rigtige udvikling for landets mest udsatte borgere, og med de alvorlige historier, der løbende dukker op om omsorgssvigt af nogle af landets mest sårbare, om fusk, om svindel med skattekroner, skriger det til himlen, at regeringen, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservative med det her lovforslag skærer 30 pct. ned på socialtilsynet. Tilsynets opgave er jo netop at sikre, at de bosteder, de hjem, de tilbud m.v., som nogle af landets allermest udsatte borgere bor i og har deres hverdag i, er gode og ordentlige. Det er det sikkerhedsnet her i landet, som måske af alle steder bør være det mest fintmaskede, så vi er sikre på, at vi griber alle. Nu slagter man så det tilsyn, som skal være det fintmaskede sikkerhedsnet.

Nu sagde Liberal Alliances ordfører, at så måtte man jo se det an, men jeg tror desværre, at vi kommer til at stå her om 2-3-4 år og ser, at det fortsat er gået i den forkerte retning. Det er jeg ked af at sige. Jeg ville ønske, at det var anderledes, men jeg stoler på de mennesker, som uden for Christiansborg, ude i virkeligheden har med det her område at gøre til hverdag; der er ikke nogen af dem, der anbefaler det her lovforslag, og jeg synes faktisk, at det er ret graverende, at man ikke tager det alvorligt. Jeg er med på, at man synes, at man har lavet en rigtig fin aftale, og den hedder også noget rigtig fint, Sammen om Handicap, men det er bare uden om de mennesker, der lever med et handicap, og der er ikke nogen af dem, som synes, at det er en god idé at skære i tilsynet.

Når det er sagt, er ingen jo imod, at man skal bruge pengene klogt, og alle vil gerne sikre, at vi undgår brodne kar, men til det med at bygge tilsynet op om, at borgere skal kunne bruge whistleblowere, vil jeg sige, at det jo ikke er alle borgere, der har ressourcerne, de ressourcer, der skal til for at råbe vagt i gevær, og derfor synes jeg faktisk heller ikke, at det er et velfærdssamfund værdigt at lægge det ansvar over på borgerne. Ansvaret for at finde de brodne kar ligger da på os herinde på Christiansborg, og det ligger ude i kommunerne. Det ligger ikke på borgerne, at man som ressourcesvag borgere skal kunne gå til en whistleblower. Det er fint nok med whistleblowerordninger, det er ikke det, det er svært at være imod, men tænk lige over, hvor I har placeret ansvaret med den her ordning. Det synes jeg ikke er rimeligt over for de mennesker, det handler om. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at Enhedslisten ikke kan støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

I Dansk Folkeparti er vi af den klare opfattelse, at man skal kende et samfund på den måde, det behandler de mest udsatte i samfundet på. Og det her lovforslag og de lovforslag, som kommer efter det, er udløbere af en aftale på handicapområdet, som jeg er stolt af at Dansk Folkeparti ikke er en del af, en aftale, hvor man som udgangspunkt blandt aftalepartierne er enige om – det er hele grundlaget for aftalen – at der skal spares på de mest udsatte i vores samfund. Det er vi bare grundlæggende ikke enige i i Dansk Folkeparti.

Man kan sige rigtig meget om, at man selvfølgelig skal bruge pengene klogt, men det er alligevel spøjst, at dem, som altid ender med at trække det korteste strå i forbindelse med steder, hvor man skal spare, altid er dem, der faktisk har behov for, at man som samfund holder hånden under dem. Vi skal skabe et fintmasket net, hvor alle os, der kan selv, klarer os selv, men samtidig et net, som fanger og tager dem til sig, som har brug for, at vi som samfund holder hånden under dem. Og det er jeg simpelt hen ked af at sige at den her aftale på handicapområdet overhovedet ikke gør, tværtimod.

Der er flere forskellige forslag, vi skal tage stilling til hernede i salen i dag. Det, vi står og behandler lige nu, er grundlæggende et forslag om at gøre tilsynet med de her botilbud dårligere. Vi har set mange eksempler på det, og der er nævnt nogle stykker her fra talerstolen allerede. Der er Nanna, der på tragisk vis døde efter grov fejlbehandling og misrøgt. Vi har også set andre eksempler med unge på bosteder – jeg synes faktisk, det vælter frem med eksempler hele tiden, for at være helt ærlig. Det kan være unge mennesker med autisme eller andre, hvad skal man sige, lidelser, unge mennesker med mindre eller svære handicap, som alle bliver svigtet på det groveste. Og så vil man sætte antallet af tilsyn ned. Det er vi bare grundlæggende uenige i i Dansk Folkeparti.

I dag kommer vi også til at drøfte det her med en såkaldt forenklet kompensation. Men jeg er nødt til at sige, at i samtlige af de forslag, vi behandler i dag, er der høringssvar fra nogle mennesker, som står hver eneste dag derude og arbejder med de mennesker, som det her vedrører, og som råber vagt i gevær og siger: Det her er bare ikke godt nok. Og i dag skal vi også behandle et forslag om botilbud, hvor man faktisk giver eksempelvis unge mennesker med handicap dårligere muligheder for at vælge et sted at bo.

Jeg synes, det er noget meget, meget underligt noget, at vi i dag står og behandler nogle forslag, som svækker mulighederne for dem, som vi som samfund skulle holde hånden under. Jeg synes også, det er noget underligt noget, at i stedet for at man kiggede på, hvordan man kunne løse de massive problemer, vi har på handicapområdet – for de er der – ved eksempelvis at tage hele handicapområdet ud af kommunerne og, hvad skal man sige, specialisere det noget mere, altså gøre, at de mennesker, som vi som samfund burde holde hånden under, reelt set også fik den hjælp, de skulle have, så gør man det, som vi ser med de her forslag i dag, dårligere for dem.

Det støtter vi simpelt hen ikke i Dansk Folkeparti. Derfor støtter vi heller ikke de her forslag. Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig dag. Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig aftale, de her forslag kommer fra. Vi mener ikke, at det er en løsning at spare penge på de mest udsatte. Vi mener, at det er en løsning at finde en løsning på de problemer, der er på handicapområdet, eksempelvis ved at tage hele området ud af kommunerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Et af mine forbilleder, Viggo Hørup, sagde engang, at politik er at dele sig efter anskuelse. Derfor vil jeg i dag også gøre lidt ud af at sige, hvad regeringens udgangspunkt var, hvad Radikale Venstres holdning inde i forhandlingerne var, og hvad vi jo så er blevet enige om, så det er ret tydeligt, hvad kompromiset er, og hvad det er, vi kommer til at kæmpe videre for, sådan at folk faktisk kan se, hvad det er, de forskellige partier står for.

Den her aftale er jo født ud af, at regeringen lavede en økonomiaftale med KL, og derfor er alternativet til den her aftalefor de partier, som er imod den, jo ikke, at besparelsen på socialtilsynet forsvinder. Alternativet til den her aftale er jo, at regeringen bare ville gennemføre den besparelse, som den havde aftalt med KL, og at de ansvarlige partier i Folketinget, som til enhver tid stemmer for økonomiaftalerne, jo så bare vil stemme det igennem uden at have nogen som helst indflydelse på det.

Derfor gør jeg meget ud af at sige, at selv om jeg også er meget kritisk over for den aftale, så står vi bag den i Radikale Venstre, og vi har sammen med Konservative og Liberal Alliance fået nogle væsentlige forbedringer, ikke kun i den her aftale, men jo i det samlede. Det er jo heller ikke sådan, at man som aftaleparti, selv om man synes, at et lovforslag ikke er særlig godt, så bare kan stå uden for det og være med i resten. Derfor er det jo en del af en samlet pakke. Men bare til alle jer, som har været kritiske, vil jeg sige: Alternativet er ikke, at besparelsen går væk, men bare det, at al handicappolitik, sådan som det har været mange år, vil blive forhandlet i økonomiaftaler, uden at det er os socialordførere, der har indflydelse på det.

For os i Radikale Venstre er det vigtigste, at der er en høj kvalitet. Vi går meget op i, at der er uddannet personale, at vi har dygtige ledelser, og at de mennesker, der er derude og arbejder, har tiden til at være der, gøre en forskel og se mennesket og ikke skal bruge så meget tid på dokumentation og på tilsyn. Derfor er vores grundlæggende holdning, at vi i alt – altså, jeg gør det rigtig meget ovre på skoleområdet – virkelig skal kigge grundigt på, om vi ikke har lidt for meget tilsyn nogle steder.

Men samtidig deler jeg fuldstændig den kritik, der også er blevet rejst i dag. Vi har jo et område her, hvor kvaliteten er meget forskellig, og vi har stadig en opgave til gode i at sikre bedre kvalitet. Derfor synes jeg også, at den her proces været sådan en lille smule på hovedet. For vi går i Radikale Venstre ind for at lave et risikobaseret tilsyn, og det synes vi er en god idé, men det bliver jo lidt på hovedet, som andre ordførere også har været inde på, når regeringen starter med at aftale, hvor mange penge man så kan spare på det, før man ligesom har lavet principperne for, hvad det er for et tilsyn, vi gerne vil have.

Jeg synes også, at besparelsen virker urealistisk høj, og jeg synes også, at der er noget i, at vi mangler at diskutere, hvad vi egentlig vil med socialtilsynet i fremtiden. Jeg har også sagt det til ministeren. Jeg så gerne, og vi så gerne i Radikale Venstre, at socialtilsynet kan komme til at spille en større rolle og være med til at godkende nye typer af tilbud, og det kræver jo, at der er mennesker til at gøre det, og så bliver det jo lidt på hovedet, hvis man starter med at fyre nogle medarbejdere for så om noget tid at komme frem til, at det faktisk vil give ret god mening at give nogle nye opgaver til socialtilsynet.

Vi har i Radikale Venstre har gjort, hvad vi kunne, sammen med Konservative og Liberal Alliance for at prøve at rette op på noget af det, vi synes var det sværeste i det her forslag. Vi har sikret, at der er hyppigere tilsyn med plejefamilierne, end regeringen havde lagt op til. Jeg har også selv gjort meget ud af det med whistleblowerordningen, og jeg forstår godt jer ordførere, som har været på talerstolen og spurgt, om det så ikke lægger ansvaret på den enkelte. Det synes jeg er en helt fair diskussion at rejse. Det, der bare har været vigtigt for mig, er, at når nu regeringen insisterer på at skære så meget i tilsynet, skulle vi i det mindste have en sikring af, at de mennesker, der så henvender sig og siger, at der er noget galt, ikke bare bliver syltet i månedsvis. Det er jo derfor, jeg har gjort noget ud af det her med, at der nu er sat en meget kort tidsfrist på, så når folk så henvender sig – og så ved vi jo godt, at det er virkelig slemt, når folk først henvender sig til en whistleblowerordning – skal det også tages alvorligt med det samme.

Så sagde fru Rosa Lund det her med, at der jo er en eller anden risiko for, at regeringen laver her besparelse nu, og så kommer der nye sager. Og står vi her så ikke – måske frem til folketingsvalget og måske med en ny regering på den anden side af valget – og diskuterer, om det her var klogt at gøre, hvorefter man så igen tilfører nye penge til at styrke tilsynet, fordi det var forkert at skære så meget ned? Den bekymring har jeg også, og jeg har også nævnt den under forhandlingerne, og derfor vil jeg, bare for at det er helt tydeligt, sige: Vi bakker som en del af »Sammen om Handicap« op omkring det her forslag, men vi kommer jo til sammen med både Konservative og Liberal Alliance at forfølge de bekymringer, som er blevet rejst af mange ordførere i dag, inde i forhandlingslokalet, og vi kommer derfor til at følge det her tæt i den dialog, vi skal have med regeringen fremadrettet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for talen. Se, nu har der været kritik rigtig mange steder fra, for det her lovforslag omfatter ikke kun handicapområdet, selv om rammeaftalen for handicap i virkeligheden kun skulle berøre det. Det handler også om anbragte børn og unge og plejefamilier, og det omhandler andre typer af bosteder. Og de parter har man heller ikke involveret. Så man har faktisk valgt at lave et lovforslag – først en aftale, nu et lovforslag – uden at lytte til de mennesker, der ved rigtig meget om, hvad der er vigtigt på området og hvad udfordringerne er, og til dem, der repræsenterer de mennesker, der ikke kan bo hjemme eller klare sig for sig selv.

Mener ordføreren ikke, at det er ret problematisk bare at fyre sådan et ret omfattende lovforslag af sted uden at sikre en eller anden form for kvalificering for lige præcis de her parter på området for netop at forhindre, at man får lavet nogle dumme og hurtige og hastige besparelser?

Ordføreren.

Jo, og jeg kan også sige til ordføreren, at jeg har brugt min stemme til virkelig at presse på for, at vi laver det her i fællesskab. Sammen om Handicap bliver jo kun lige så godt som Sammen om Skolen, hvis vi tager parterne helt ind i rummet og finder løsningerne i fællesskab.

Spørgeren.

Der er det i hvert fald helt sikkert og vist, at Sammen om Handicap ikke har været særlig meget i nærheden af noget af det her. Det er bekymrende i sig selv. Men man kunne også forestille sig et andet scenarie: at man ikke nødvendigvis løber efter regeringens galej i forhold til den aftale, man har lavet med KL udelukkende, for det er tydeligvis ikke det rigtige tryk. Vi skal bredere ud, hvis vi skal lave den rigtige model for lige præcis socialtilsynet eller finde løsninger, der skal hjælpe socialområdet fremadrettet til det. Så kunne ordføreren ikke have set en idé i, at vi stod sammen som opposition? I øvrigt er der jo sket noget med flertallet herinde, der kunne have presset regeringen. Så kunne vi have stoppet det og gjort det meget bedre.

Ordføreren.

Jeg tror stadig på Sammen om Handicap. Ellers havde vi jo heller ikke indgået aftalen. Det er også, fordi jeg har erfaringerne i Sammen om Skolen om, hvor godt det kan blive. Det er klart, at det kræver, at vi får reelle forhandlinger, hvor alle parter sidder inde om bordet. Og der synes jeg, og det vil jeg gerne anerkende ministeren for, at der er sket en bevægelse fra de første møder, vi havde, og til, hvordan Sammen med Handicap er nu. Derfor kommer vi jo i Radikale Venstre til at bruge kræfterne på, at det samarbejde skal blive så stærkt, at alt det fremadrettede, vi skal lave, f.eks. specialeplanen, kommer til at blive lavet helt i fællesskab.

Fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak for talen – og for rigtig gode fleksioner, synes jeg, men refleksioner, som får mig til at komme til præcis den modsatte konklusion af den, som Radikale Venstre er kommet til.

Jeg vil egentlig bare lidt i forlængelse af ordføreren fra SF sige: Der er jo ikke nogen høringssvar, der er tilfredse med det her. Det virker ikke særlig »sammen om handicap«; det virker, som om det er aftalepartierne, der har fundet på noget, og så står organisationerne sådan lidt udenfor og tænker: Hvad foregår der? Så jeg kan måske spørge sådan her: Hvad har Radikale Venstre så tænkt sig at gøre for at komme organisationernes bekymringer i møde?

Ordføreren.

Først vil jeg sige med hensyn til hele præmissen: Som jeg startede med at sige, er alternativet til, at vi havde forhandlet det her, jo ikke, at regeringens aftalte besparelse bare ville være forsvundet. Det havde jo bare betydet, at regeringen havde kørt det igennem helt uden forhandling med os.

Jeg er helt med på det. Jeg ville gerne have haft større indrømmelser i det. Jeg synes, vi er kommet et stykke ad vejen omkring plejefamilierne og omkring whistleblowerordningen. Men jeg deler jo fuldstændig fru Rosa Lunds bekymring over, at regeringen skærer så hårdt, at vi risikerer at stå i en situation, hvor man kommer til om nogle år at sætte flere penge af til det igen, fordi besparelsen har været for hård. Derfor er det, vi kommer til at gøre som Radikale Venstre, jo at bruge vores plads i Sammen om Handicap til at følge det her tæt og til at tage det op med regeringen.

Spørgeren.

Jeg er simpelt hen heller ikke enig i analysen af, at havde man ikke lavet den her aftale, så havde regeringen bare gjort det alligevel. Det er jo noget – hvordan siger man det her på dansk? – nysprog, der bliver sagt fra talerstolen, synes jeg. Det er jo ikke rigtigt. Ordføreren får det til at lyde, som om der bare partout vil være besparelser på det her område. Det er jo ikke korrekt. Vi kan jo godt lave et andet flertal. Vi kan godt lave et flertal, hvor det ikke er sådan, men ligesom i Radikale Venstre har man åbenbart også i Konservative og Liberal Alliance købt den her fortælling om, at det var det eneste mulige.

Ordføreren.

Men det er jo, fordi det er sådan, det fungerer i Folketinget: at regeringen laver aftaler om kommunernes økonomi med kommunerne, og så stemmer alle ansvarlige, alle regeringsduelige partier i Folketinget til enhver tid for finansloven og for økonomiaftalerne. Det vil sige, at den måde, handicappolitikken har været ført på i årevis, jo har været, ved at det var noget, der blev forhandlet ovre i Finansministeriet mellem regeringen og KL, og så stemte alle vi andre, når vi stemte for finanslovsforslaget, også for økonomiaftalen. Det er jo derfor, jeg er så opsat på at få et stærkt Sammen om Handicap, så vi rent faktisk diskuterer handicappolitikken blandt os handicapordførere.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg vil bare sige tak for et rigtig godt samarbejde i de her forhandlinger og tak, fordi fru Lotte Rod har været så insisterende på, at Sammen om Handicap netop skal inddrages langt mere, end tilfældet har været i forbindelse med det her lovforslag.

Når det er sagt, ved jeg jo også, hvad vi har trukket i en bedre retning, og selv om ingen af os nok synes, det er helt nok, er det trods alt noget. Hvis nu de to kritiske ordførere herovre fra SF og Enhedslisten havde været med, tror ordføreren så, at vi i fællesskab havde kunnet trække det i en endnu bedre retning?

Ordføreren.

Det er jo svært at vide, men jeg er også meget glad og taknemlig for det samarbejde, vi har haft mellem Liberal Alliance, Konservative og Radikale, hvor vi har koordineret meget tæt i de her forhandlinger.

Måske havde det gjort en forskel. Jeg ville da gerne have haft, at SF var blevet i forhandlingerne. Vi kan jo se på et af de lovforslag, vi har senere, om kompensationsydelsen, at det har været dejligt at samarbejde med endnu flere partier, fordi det giver endnu større mulighed for at ende i et forhandlingslokale og kunne lægge pres på regeringen. Så jeg ville da gerne, at vi havde været endnu flere.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Så mangler vi kun social- og boligministeren. Velkommen.

Jamen jeg vil gerne starte med at kvittere for modtagelsen af lovforslaget og for den engagerede debat, som vi har haft her i salen til eftermiddag og aften. Det ligger regeringen og aftalepartierne rigtig meget på sinde, at det enkelte menneske i sociale tilbud får den hjælp og støtte, som de har behov for, og det forudsætter, at tilbuddet har en tilstrækkelig god kvalitet. Samtidig er det også væsentligt, at ressourcerne på det sociale område, både for socialtilsynet og for tilbuddene, anvendes rigtigt, herunder også, at der bliver sat ind over for de brodne kar, vi desværre også støder på. I dag fører tilsynsbesøg i langt de fleste tilfælde ikke til sanktioner, og det er vurderingen, at vi bliver nødt til at indrette det driftsorienterede tilsyn anderledes, så tilsynsressourcerne bruges mere målrettet, og så tilbuddenes ressourcer først og fremmest bruges, hvor det giver bedst mening for de børn, unge og voksne, som bor på sociale tilbud.

Med lovforslaget tager vi nogle vigtige skridt, hvor vi bl.a. forenkler, målretter, effektiviserer socialtilsynet og gør det mere risikobaseret samt letter tilsynstrykket væsentligt. Vi ophæver også kravet om årlige tilsynsbesøg i alle tilbud og plejefamilier og i stedet fastsætter krav om tilsynsbesøg, hvor der er konkret behov for det, dog mindst hvert tredje år i tilbud og mindst hvert andet år i plejefamilier. Vi reducerer antallet af parametre i kvalitetsmodellen og indfører en binær kvalitetsscore, styrker whistleblowerordningen og kendskabet til den og præciserer reglerne om det personrettede tilsyn.

Formålet med lovforslaget er, at socialtilsynet skal føre tilsyn efter en risikobaseret tilgang, der tager afsæt i en fælles risikomodel baseret på relevante risikofaktorer. Forventningen er, at socialtilsynet kommer til at bruge flest ressourcer og foretage flest tilsynsbesøg på de tilbud, hvor der er udfordringer eller risiko for udfordringer med kvaliteten. Omvendt forventes det, at de tilbud, hvor vi år efter år ser, at pårørende, dem, der bor der, de kommuner, der nødvendigvis har ansvaret for det eller lignende, rent faktisk har styr på kvaliteten, gode ledere, gode medarbejdere, ja, de vil få tilsynsbesøg noget sjældnere, end det er tilfældet i dag. Det mener vi også kommer det enkelte menneske i sociale tilbud til gode.

Som vi har set i høringssvarene og også har kunnet høre i debatten i dag, er der en særlig bekymring for, at der alene er tale om en spareøvelse til ulempe for det enkelte menneske i sociale tilbud og til fordel for brodne kar, som med lovforslaget måske får mere frit spil. Jeg synes, det er et stort problem, at udgifterne på det specialiserede socialområde stiger, uden at de enkelte mennesker og deres pårørende oplever en bedre kvalitet. Det hænger ikke sammen, og det tyder på, at vi kan gøre tingene bedre, hvis vi vil. Det er i alles interesse, at midlerne på området bliver brugt bedst muligt, så vi får mest mulig velfærd for pengene, og jeg anerkender, at det ikke er en nem opgave, men det er også et problem i vores velfærdssamfund, som regeringen og aftalepartierne tager alvorligt og ønsker at løse, og her mener jeg, at lovforslaget går i den rigtige retning.

Med lovforslaget er det forventningen, at der både kan skabes kvalitet for det enkelte menneske i sociale tilbud, og at kommunerne gives bedre mulighed for at styre udgifterne. Samtidig er det forventningen, at socialtilsynet ved at føre tilsyn efter en mere risikobaseret tilgang hurtigere opdager de tilbud, hvor der er udfordringer eller risiko for udfordringer med kvaliteten, og det vil sige, at de også kan sætte hurtigere ind med sanktioner over for brodne kar.

Som led i den politiske rammeaftale på handicapområdet fra januar 2025 mellem regeringen og aftalepartierne blev det besluttet, at der skulle iværksættes et arbejde, der skulle undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud og undersøge mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af det, der hedder ikkegodkendte tilbud, som man ofte bruger i kommunerne, når man skal handle akut. Dette arbejde er godt i gang, og hvis det vurderes, at man skal ændre reglerne, vil der blive set på mulige modeller, både fordele og ulemper. Det er endnu for tidligt at komme ind på mere konkrete forslag til tiltag eller løsningsmodeller, der indgår i dette arbejde, men når vi er nået lidt længere i arbejdet, vil jeg gerne drøfte mulige løsninger med relevante organisationer og med aftalepartierne. Og hvis der bliver identificeret løsninger, som kræver lovændring, er forventningen, at der snarest muligt i næste folketingssamling vil blive fremsat et lovforslag.

Til sidst vil jeg bare igen fremhæve, at vi som regering og aftalepartier mener at have indgået en aftale, der balancerer den vanskelige opgave, der er i både at sikre god kvalitet, men også sikre, at vi letter tilsynstrykket for dem, der i dag har fokus på opgaven og har gode ledere, gode medarbejdere, sikre gode tilbud i hverdagen for mennesker, der lever med handicap eller funktionsnedsættelse og på den måde også skaber bedre kvalitet for det enkelte menneske i sociale tilbud. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg er nysgerrig på, hvor det her lovforslag kommer fra, altså hvem der har efterspurgt det. Altså, jeg ved jo godt, hvor det kommer fra – det kommer fra aftalen »Sammen om Handicap« – men hvem har efterspurgt det her? Hvem er det, der synes, at det her er en rigtig god idé, ud over ministeren og aftalepartierne? For når man læser høringssvarene, bliver man da i hvert fald i tvivl.

Ministeren.

Jamen der er jo ikke nogen tvivl om, at lovforslaget og aftalen bag udspringer, som andre ordførere også har været inde på, af den økonomiaftale, som er indgået mellem kommunerne og regeringen tilbage i 2024. Målet er jo at finde den balance, der gør, at man på den ene side letter tilsynstrykket på de mange mennesker, som i dag arbejder med at tage sig af folk, der lever på et botilbud eller i en plejefamilie, og som gør det rigtig, rigtig godt, så de kan koncentrere sig om netop det, og på den anden side sikrer, at der også sker en effektivisering af tilsynet, og at vi fortsat har en god kvalitet på området, og at vi dermed også kan bruge flere midler på at sikre de sociale indsatser i kommunerne. For pengene, der bliver frigivet på området, bliver jo netop i kommunerne, hvor man så i mindre grad skal spare på andre områder.

Spørgeren.

Det er ikke mit eller Enhedslistens indtryk, at medarbejderne på de omtalte bosteder har efterspurgt det her. Jeg synes, at ordet tilsynstrykket er meget flot spundet på en eller anden måde, men kan ministeren svare på mit spørgsmål: Hvor kommer det her ønske fra?

Ministeren.

Jamen jeg nævnte allerførst, at kommunerne har indgået en aftale med regeringen, hvor regeringen jo har lyttet til ønsket om, at vi på den ene side sikre et effektivt socialtilsyn, hvor der er fokus på kvalitet og det særlig at sikre, at man slår hårdt ned på brodne kar eller steder, hvor der sker svigt, og på den anden side også sikrer, at der er fokus på kvalitet og de tilbud, der gør det godt. Og det gør rigtig, rigtig mange jo heldigvis – regionale, kommunale og private tilbud, selvejende institutioner oplever, at de kan bruge deres tid mere effektivt på de folk, der bor hos dem, og som de tager vare på, frem for at bruge tid på et tilsyn.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Vi har efterhånden haft nogle runder om socialtilsyn både i samråd og her i salen, og jeg tror, vi må konkludere, at vi er uenige om modellen, og hvordan den kommer til at virke derude.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren lidt mere ind til, hvad man har lavet af beregninger i forhold til det her, når man snakker risikobaserede tilsyn, og når man skærer nogle penge væk og siger, at man så kun laver ét årligt tilsyn. Hvor mange tilbud er der i virkeligheden er tale om? I hvor mange tilbud mener man at der skal være et risikobaseret tilsyn? Og på hvilken måde vil man opdage nye steder, hvor der er sket en eller anden form for forråelse eller forandring, når der med den nye model går så lang tid imellem tilsynene? Allerede nu er det jo svært at få stoppet det over tid, det kan tage lang tid for at få stoppet det, selv om der er 1-årige tilsyn derude.

Så kunne ministeren ikke lige forklare lidt bedre for os, hvordan det er, man vil opdage det her snyd, når vi ikke er der derude – dem, der snyder, er faktisk ret gode til det – og også fortælle, hvor mange steder det i virkeligeheden er man regner med at de skal ud at lave det her målrettede risikobaserede tilsyn.

Ministeren.

Præmissen i spørgsmålet går jo i retning af, at der kun skulle være ét tilsyn på det sociale område og på det specialiserede botilbud, og det kan jeg starte med at afkræfte. De kommuner, der f.eks. har henvist en borger til at bo på et botilbud efter § 108, har jo også et personrettet tilsyn, og det laver vi med den her lovgivning ikke om på. Dertil er der også andre tilsyn. Hvis det også er sådan, at der er medicin eller andre ting, så vil der være andre typer af tilsyn.

Så vil jeg også bare sige, at vi ikke laver om på det 1-årige tilsyn med økonomien. Det, vi så lægger op til, er, at man, hvis man er et botilbud, som minimum skal have et besøg hvert tredje år, og at man, hvis man er en plejefamilie, som minumum skal have et besøg hvert andet år.

Spørgeren.

Jo, men ministeren får ikke helt svaret på det, jeg konkret spørger til. Det var ikke det personrettede tilsyn, som jo slet ikke kan dæmme op for nogle af de her forråede botilbud, hvor der virkelig er en dårlig praksis, for det har de slet ingen mulighed eller forudsætning for, og det fejler også i stor stil i dag.

Men jeg vil gerne have svar på, hvordan det er, vi opdager, når der er noget galt på et bosted eller hos en plejefamilie, hvis vi ikke kommer der, og også om ministeren har en eller anden form for pejling af, hvor mange steder det er, man regner med man skal ud til, og som skal have det her risikobaserede tilsyn. Man må jo have nogle tal at basere det på.

Ministeren.

Det, jeg vil sige, er jo, at det netop er en vurdering, der skal foretages af det enkelte socialtilsyn, og at det bliver socialtilsynet, der skal udarbejde den her risikobaserede model. Nu har jeg hørt nogle i dag sige, at den alene baserer sig på whistleblowerordninger, og det er ikke korrekt. Den kommer også til at basere sig på spørgsmålet om, om der er kommet en ny ledelse af botilbuddet, om det er en ny plejefamilie, vi har tale om, om der er en stor personalegennemstrømning, hvordan det går med antallet af magtanvendelser eller lignende, og det vil så være op til socialtilsynet at sikre, at man reagerer på baggrund af det.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)