Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 145:

Forslag til folketingsbeslutning om, at den danske stat, offentlige myndigheder m.v. kun skal anerkende to køn.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Fru Mette Thiesen ønsker ikke at give en begrundelse for forslaget? Og der bliver nikket, og tak for det.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for ligestilling.

Tak for det. Det forslag, vi skal starte dagen her med at behandle, er jo et forslag, som vil pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag og foretage de administrative ændringer, der i givet fald så vil sikre, at den danske stat og de offentlige myndigheder, som det hedder, kun anerkender to køn.

Konkret vil forslagsstillerne have, at muligheden for at foretage et juridisk kønsskifte og også få et x i passet afskaffes og også, at behandlingstilbud til transkønnede ikke tilbydes og ikke finansieres af det offentlige. I forslaget ligger der også, at myndigheder og organisationer, der får offentlige midler, ikke anvender og fremmer en kønsforståelse, som det hedder, der fraviger den biologiske, og endelig, at al lovgivning gennemgås, og at bestemmelser, der har en såkaldt ideologisk kønsopfattelse, fjernes. Så hedder det også i begrundelsen af forslaget, at det offentlige skal understøtte familien, som det hedder, og nu citerer jeg her, defineret som far, mor og børn, citat slut, og jeg skal nok vende tilbage til de enkelte elementer.

Begrundelsen for forslaget fra forslagsstillerne er, at politiske tiltag på området ikke er baseret på en bred gruppe menneskers behov, men på det, der hedder en ideologisk dagsorden, og forslagsstillerne finder desuden, at kønsideologer og transkønnede splitter danskerne og opløser de måder, vi forholder os til hinanden på som mand, kvinde og familie. Derfor mener forslagsstillerne, at det er på tide at vende udviklingen af dansk kulturarv og familie, og at det offentlige netop, som jeg nævnte, understøtte familien defineret som en far, en mor og børn. Det er så så vidt forslagsstillerne, og nu vil jeg redegøre for regeringens opfattelse af de konkrete elementer.

Først og fremmest er det regeringens opfattelse, at vores offentlige myndigheder allerede i dag anerkender, at der grundlæggende findes to biologiske køn – mand og kvinde – men at der også er en mindre gruppe, som oplever en uoverensstemmelse mellem deres biologiske køn og kønsidentitet, og regeringen finder ikke, at den hjælp og de muligheder, som transkønnede tilbydes, i praksis går ud over andre. Jeg mener også, at vi har en stribe afgørelser fra Højesteret, fra kriminalforsorgen og fra Ligebehandlingsnævnet, der understøtter præcis den erfaring, fordi de her afgørelser viser, at hensynet til andre vejer tungere end den enkelte transkønnedes ret. Hvad kunne det være? Nogle af de konkrete eksempler har været omklædning eller afsoning i kvindefængsler, som man ikke har fået lov til, fordi hensynet til andre vejer tungere, altså præcis som det skal være. Regeringen er endvidere heller ikke enig i, at muligheden for juridisk kønsskifte skal afskaffes. Vi har en opgørelse, hvor det seneste tal, jeg har, viser, at der siden indførelsen i 2014 og frem til den 31. august sidste år er tildelt et nyt personnummer til i alt 2.691 personer. Jeg synes, man skylder at skulle bevise, hvem der har taget skade af, at disse 2.691 personer har fået en ret til dette, eller hvilken skade alle de andre, der ikke har benyttet sig af den ret, overhovedet har oplevet i forhold til det her. Derfor mener vi heller ikke, at muligheden for at få et x i passet bør afskaffes.

Så når vi til punktet omkring, hvilke behandlinger sundhedsvæsenet tilbyder, og her er det regeringens opfattelse, at der altovervejende skal lægges vægt på en sundhedsfaglig vurdering, når sundhedsvæsenets ressourcer prioriteres, og det gælder også behandlingen til transkønnede. At vi i Danmark har forskellige tilbud til transkønnede, ændrer ikke på, at det er vigtigt, at vi som altid har fokus på kvinder og mænd, f.eks. kvindesundhed, vold og overgreb mod kvinder eller mænds overrepræsentation i forhold til hjemløshed og misbrug. Generelt finder regeringen, at det er vores opgave at balancere hensynet til minoriteten og hensynet til majoriteten, og den balance er vi her i Danmark fuldt ud i stand til at finde. Det har vi også været historisk, det er en del af vores kultur, det er en del af vores arv, og det er en vigtig del af vores arv, som vi også skal kunne håndtere, også fremadrettet.

Jeg vil også sige, at helt generelt kan hverken jeg eller regeringen genkende billedet af det, der defineres som en afvikling af dansk kulturarv og familie. For hvad er dansk kultur og arv? Ja, det er jo bl.a., at vi i Danmark historisk har kæmpet for lgbt+-rettigheder. Det er et faktum, det er en dansk værdi, og der er mange, mig selv inklusive, som er enormt stolte over den kamp, vi har foretaget i Danmark og fra dansk side internationalt. Det er en dansk værdi, at der er respekt for og plads til at være den, man er, og elske den, man gør, uden udstødelse og uden diskrimination. Det er en del af den danske kultur og arv, at vi var det første land i verden til at anerkende registreret partnerskab mellem to af samme køn. Også det er jeg og mange, mange andre i det danske samfund stolte af og sætter pris på, og det satte jo et eksempel til mange andre lande, der er fulgt efter os.

Det er dermed også helt grundlæggende i Danmark, at der er mange måder at være familie på. Der er far, mor og børn, der er soloforældre, der er to mødre, og der er to fædre, og der er sammenbragte familier, og ingen skal opleve, at deres familie er forkert, og derfor er det et brud på den her lange tradition og de stærke danske værdier, hvis man fremfører, at en familie kun kan være far, mor og børn. Men når man læser teksten, forslagsstillerne har skrevet, står der, og lad mig læse op, og jeg citerer her fra forslaget: »Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn«, citat slut.

Det er stik modsat de værdier, vi har bygget vores land på, det er stik modsat det, som vi er stolte af, og det er et helt uhørt angreb på den danske familie, vi ser her. Jeg må også sige, at jeg i forbindelse med min forberedelse her forsøgte at se på, hvad der ellers er forslagsstillernes holdning til præcis de her spørgsmål, og vi ved jo, at vi, når det handler om accept af homoseksualitet, så har dybe problemer blandt danske muslimer. Her i slutningen af sidste år kom der også en undersøgelse, der viste, at et flertal af danske muslimer i en spørgerskemaundersøgelse svarede, at de ikke kunne leve med, at deres søn eller datter er homoseksuel, og det er jo et kæmpeproblem, som vi skal gøre noget ved, og hvad sagde forslagsstillerne dengang? De gik ud og lavede kampagner på Facebook, hvor man skrev, og nu citerer jeg fra den kampagne: Træt af homoer, så rejs hjem til Afghanistan, for der er der dødsstraf for at at være homoseksuel. I Danmark respekterer vi folks homoseksualitet. Citat slut.

I Danmark respekterer vi folks homoseksualitet. Ja, det gør vi, og derfor kan vi ikke acceptere, og derfor kan vi aldrig finde på at skrive i et forslag til Folketinget, og nu citerer jeg fra forslaget: »Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn«. Man kan ikke mene begge de to ting, og derfor synes jeg, at forslagsstillerne har lavet et gigantisk selvmål i iveren efter at forsøge at ophidse en debat imod alle de andre familieformer og alle de tusinder af mennesker, der lever i andre familier, som ikke lige er defineret som far, mor og børn, og det er det, det her handler om. Derfor er det en meget, meget væsentlig debat, som jeg ser frem til, og derfor kan vi også blankt afvise det her forslag. Tak.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Hold da op, hvor ministeren hiver sig op. Det er den samme minister, som skålede i champagne forleden dag, da abortgrænsen blev hævet til 18 uger og flere små børn dermed kan blive fjernet uden nogen som helst grund. Lad det ligge.

Det her er ikke et angreb på familien. Det her er et forsvar for familien, og det undrer mig egentlig meget, at ministeren siger de ting, han gør, for i Dansk Folkeparti synes vi bestemt, at alle mennesker har lov at leve, fuldstændig som de vil, men vi mener jo ikke, at man som stat skal gå ind og acceptere noget, som faktuelt er forkert, eksempelvis juridisk kønsskifte. Vi kan se Ibi-Pippi som et glimrende eksempel på, at man egentlig bare på papiret kan gå ind og ændre sit køn, og så skal alle kalde en »hun«. Det er jo ret skørt for at være helt ærlig.

Så er der jo også nogle andre ting. Vi vil i Dansk Folkeparti gerne anerkende kønsdysfori som en psykisk lidelse, for de her mennesker har oprigtigt brug for hjælp, men det er bare ikke det, de får i dag. Tværtimod ender rigtig mange af dem – helt ned til små børn – med at få ødelagt deres krop. Hvordan kan ministeren synes, at det er udtryk for gode danske værdier, at børn eksempelvis får ødelagt deres krop, fordi der nogle forskruede voksne, der mener, at det er den rigtige måde at løse deres problemer på?

Ministeren.

Først er jeg nødt til blankt at afvise det, der bliver sagt om abort. Det er sundhedsfagligt fuldstændig forkert, og det er politisk faret fuldstændig vild.

Dernæst har vi jo ikke fået svar på, hvad det betyder, når man sort på hvidt selv har skrevet i bemærkningerne til forslaget, og jeg citerer igen: »Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn.« Det offentlige understøtter jo familier på mange måder. Vi udbetaler børnepenge, og der er mange ting, vi gør fra det offentliges side, men det er åbenbart kun de familier, der er »defineret som far, mor og børn«, som skal understøttes af det offentlige.

Hvad er det, man mener med den sætning? Hvorfor er det nødvendigt at skrive den sætning? Og hvad er det, man så siger til alle de mange familier, som ikke er »defineret som far og mor og børn«, når de altså ikke skal opleve at være understøttet af det offentlige, som man skriver her?

Spørgeren.

Ministeren svarer sådan set ikke rigtig på de ting, som jeg spurgte om, men stiller så i stedet nogle spørgsmål tilbage. Altså, det står som ret klart og tydeligt. Selv om regeringen og flertallet af Folketingets partier ikke vil anerkende kønsdysfori som en psykisk lidelse, mener man stadig væk, at det skal behandles i sundhedsvæsenet. Det hænger ikke rigtig sammen.

Vi kan sagtens tage en lang debat om fertilitetsbehandling til solomødre og folk, som har valgt, kan man sige, en anden måde at leve på. Det skal de have lov til, men så er det jo et spørgsmål om, om det er sundhedsvæsenet, der skal understøtte den livsstil, eller om det er noget, man selv skal betale for. Eksempelvis kan jeg jo nævne det her med kønsskiftebehandling ...

Jeg bliver nødt til at afbryde her, for vi har en lang dag foran os, så vi er nødt til at overholde taletiden. Hvis ministeren vil svare.

Så vi får ikke noget svar på, hvad det betyder. Man siger, at det ligger meget klart i den sætning, jeg læste op, altså at det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn.

Så bliver der sagt fra Dansk Folkepartis side, at f.eks. hjælp til at få børn er noget af det, man skal drøfte. Det er noget af det, som man altså ikke skal kunne få hjælp til, hvis man ikke er »defineret som far, mor og børn«, altså hvis man ikke er en far, en mor og børn, skal man ikke have hjælp. Det er jo et fuldkomment frontalangreb på tusindvis af danske familier. Det giver mig endnu mere sikkerhed for, at selvfølgelig er vi nødt til at afvise det her forslag.

Tak til ministeren. Den næste i talerrækken er fru Gunvor Wibroe fra Socialdemokratiet.

Vi har en lang dag foran os, så jeg kommer til at være relativt streng med taletiden, for ellers kommer vi til at sidde her langt over aftensmadspisetid.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, og nu har ministeren allerede remset det op, men det går jo bl.a. ud på, at den danske stat og offentlige myndigheder kun skal anerkende to køn, og at man afskaffer muligheden for juridisk kønsskifte og for at få et X i passet og meget mere. Jeg vil bare understrege, at Socialdemokratiet ikke kan støtte det her forslag. Vi er sådan set enige i, at der biologisk set findes to køn: mand og kvinde. Men det er også den opfattelse, der allerede i dag ligger til grund for de fleste offentlige myndigheders praksis. Men vi anerkender samtidig, at der findes en mindre gruppe mennesker, som oplever uoverensstemmelse mellem deres biologiske køn og deres kønsidentitet. Det er en virkelighed, som lovgivningen i dag allerede forsøger at tage hensyn til inden for balancerede rammer.

Det gælder eksempelvis muligheden for juridisk kønsskifte, som har eksisteret siden 2014 og siden har hjulpet op mod 3.000 mennesker. Det gælder også muligheden for at få et X i passet. De her ordninger er beskedne i omfang og har i praksis ikke vist sig at have nogen som helst negative konsekvenser for majoriteten. Tværtimod har de skabt bedre trivsel og tryghed for en i forvejen sårbar minoritet. Socialdemokratiet mener ikke, at den hjælp og de muligheder, som transkønnede tilbydes, i praksis går ud over andre. Og vi ser ikke nogen udvikling, der skulle give anledning til at ændre linjen. De relevante myndigheder – Højesteret, kriminalforsorgen, Ligebehandlingsnævnet – har i konkrete sager formået at balancere hensynet til individet og hensynet til fællesskabet. Det drøftede vi så sent som i februar her i salen. Der er intet, der tilsiger, at en stramning af lovgivningen er nødvendig. Vi mener ikke, at man skal lovgive på baggrund af enkeltsager eller hypotetiske problemstillinger. Hvis der opstår misbrug af eksisterende regler, må det håndteres konkret, ikke ved at fjerne rettigheder for alle.

Endelig vil vi gerne advare mod at stille krav til organisationer og myndigheder om kun at anvende én kønsforståelse. Det vil være et brud med grundlæggende armslængdeprincipper og ytringsfrihed, og den vej er Socialdemokratiet ikke med på.

Forslagsstillerne argumenterer med, at deres forslag handler om dansk kultur, arv og familieværdier. Og ligesom ministeren er det her værd at minde om, at Danmark historisk set har været et foregangsland, når det gælder lgbt+-rettigheder. I 1989 blev Danmark det første land i verden til at indføre registreret partnerskab af par fra samme køn. Det er vi meget stolte af fra Socialdemokratiets side, for det var et vigtigt skridt for ligestillingen, og det har gjort en forskel for mange mennesker. I dag ser vi, at lgbt+-rettigheder er under pres mange steder i verden: i Rusland, Ungarn, Georgien, Uganda, og jeg kunne blive ved. Det sker igennem lovgivning, censur og direkte forfølgelse. Derfor skal Danmark selvfølgelig holde fast i og værne om de rettigheder, vi selv har været med til at forme. Det mener Socialdemokratiet.

Så vil jeg også lige notere mig, at Dansk Folkeparti skriver sort på hvidt:

»Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn.«

Mener Dansk Folkeparti virkelig det: at en familie med to fædre og børn ikke er en familie, eller to mødre og børn, eller en enlig mor eller enlig far? Hvad med en enkemand, der er tilbage med sine børn? Hvad med et par uden børn; et par, der ikke kan få børn? Hvor er det dog udansk, og hvor er det dog uordentligt! For selvfølgelig er det alle sammen familier, og ingen børn skal opleve, at deres familie er forkert.

Danmark har historisk formået at balancere hensynet til mindretal og flertal, minoriteter og majoriteter. Det har været kendetegnet for vores samfund både juridisk og kulturelt, og det er vores opfattelse, at det kan vi fortsat. Socialdemokratiet ønsker et samfund, hvor der er plads til forskellighed, og vi skal sikre, at den enkelte får trædesten til at bidrage positivt til fællesskabet. Det er ikke en ideologisk position. Det er praktisk, og det er sund fornuft. Af den grund kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Hold da op. Altså det, som vi skriver, kunne ordføreren jo så starte med at læse for at se, hvad det er, der står. Der står: "Det offentlige skal understøtte ...". Altså, i Dansk Folkeparti mener vi, at man må leve fuldstændig, som man vil.

Så er der det, man mener om juridisk kønsskifte. Det er det her, at man har en mand som Ibi-Pippi, som på papiret er en kvinde, og så skal alle gå og lade være med at sige, at kejseren ikke har noget tøj på, og så kalde vedkommende en kvinde, vel vidende at vi alle sammen godt kan se, at det er en mand. Hvis man mener, at kønsdysfori skal behandles i sundhedsvæsenet, hvorfor vil man så ikke anerkende, at kønsdysfori er en psykisk lidelse, og at det er nogle mennesker, der har det rigtig, rigtig svært?

Derfor skal de behandles, og de skal have hjælp, men ikke med irreversibel behandling helt ned i børneværelset. Altså, jeg synes, det er en absurd argumentation fra Socialdemokratiets side, fordi man desværre er blevet så ekstremt woke, at man ikke kan se nogen som helst fornuft eller andet end mærkelige scenarier for sig.

Ordføreren.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål: Mener Dansk Folkeparti, at et par, der ikke kan få børn, ikke er en familie? Mener Dansk Folkeparti, at den enlige mor, der er alene med sine børn, ikke er i en familie? Eller hvad med den enlige far, enkemanden eller enken, der er alene? Er det ikke familier? Det vil jeg gerne have et svar på. Tak.

Spørgeren.

Nu er det sådan set mig, der stiller spørgsmålene. Det kan godt være, at ordføreren er for ny i Folketinget til at vide det. Ordføreren svarer overhovedet ikke på mine spørgsmål. Jeg er selv enlig mor, og det burde ordføreren også vide på nuværende tidspunkt. Det her handler om, om det offentlige skal understøtte noget, og par, som har en eller anden form for lidelse, der gør, at de ikke kan få børn, skal selvfølgelig have hjælp i det offentlige. Selvfølgelig skal de have det, og det er sådan set også derfor, vi skriver, præcis som vi gør.

Men ordføreren svarer ikke på mine spørgsmål, og det er det, ordføreren står på talerstolen for. Så kan ordføreren stille spørgsmål til mig, når jeg stiller mig derop senere.

Ordføreren.

Socialdemokratiet er helt uenig i alt, hvad der står i det her forslag. Jeg kan også sige, at vi jo desværre ser fra Rusland, fra Putin, at det her med angreb på rettigheder og på lgbt-familier er noget, der kommer ind i lovgivningen, men det bliver ikke på Socialdemokratiets vagt, at russisk lovgivning som en tyv i natten sniges ind i dansk lovgivning.

Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, og tak for en passioneret tale. Vi har lavet en del rettigheder, som ordføreren også nævner i forhold til lgbt-personer. Mener ordføreren ikke, at det kan give mening en gang imellem at stoppe op og vurdere og evaluere, om der er noget, der måske skulle justeres til, efter at der gået en periode og vi har fundet ud af, hvordan det fungerer i praksis, eller mener ordføreren, at alt det, vi har gjort og gør, er det rigtige, og at der er intet, der skal justeres?

Ordføreren.

Jeg står vagt om de beslutninger, der er truffet her i Folketinget, og som regeringen og mit eget parti har stået bag.

I forhold til at diskutere og debattere justeringer vil jeg sige, at det netop er det, vi gør nu. Når der bliver fremsat et forslag som det her fra Dansk Folkeparti, gør alle os, der er her i dag, os umage med at kigge ned og kigge på, hvad der er op og ned her. Det er jo derfor, vi står her i dag, og der er også derfor, vi står med den position, vi gør fra Socialdemokratiets side.

Spørgeren.

Jeg prøver lige igen. Mener ordføreren, at der er noget, der bør justeres, eller mener ordføreren, at alt er præcis, som det skal være, og at der er intet, der skal justeres?

Ordføreren.

I øvrigt glemte jeg før at sige tak for spørgsmålet. Fra Socialdemokratiets side kigger vi jo løbende på lovgivningen – det sidder vi også gør fra regeringens side – og vender stenene og ser på, hvad der er op og ned. Så får vi nye oplysninger, er det jo noget, vi tager med ind i arbejdet og kigger på. Så det er jo ikke sådan, at der er noget som helst i nogen som helst lovgivning, der er hugget i sten og cement og mejslet granit, men vi står hundrede procent ved den holdning, der ligger til grund for Socialdemokratiets svar.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Ordføreren for Venstre, hr. Jan E. Jørgensen, er den næste på talerstolen.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule forvirret, da jeg læste beslutningsforslaget, og det gjorde jeg af flere grunde. For det første var det, fordi det jo ikke er særlig længe siden, at vi her i salen behandlede et andet beslutningsforslag, nemlig B 47, som var fremsat af flere forskellige partier, men altså bl.a. Dansk Folkeparti. Her skrev forslagsstillerne, og jeg citerer:

»Forslagsstillernes bekymring er, at vi vil se stadig flere eksempler som ovennævnte, der udhuler empatien og forståelsen for de mennesker, der reelt mistrives i den krop, de er født i, og hvor retten til juridisk kønsskifte er afgørende for deres livskvalitet.« Citat slut.

Det er altså en helt tydelig understregning af, at det at kunne få juridisk kønsskifte kan være afgørende for en lille gruppe menneskers livskvalitet. Det er jeg sådan set ganske enig i, og det leder mig frem til den første undren, for det er jo det komplette modsatte af, hvad Dansk Folkeparti siger med det beslutningsforslag, vi behandler i dag.

Det undrer mig, at man fra forslagsstillernes side altså med få måneders mellemrum fremsætter to så vidt forskellige beslutningsforslag. Under alle omstændigheder ønsker forslagsstillerne med det forslag, vi behandler her i dag, at den danske stat og offentlige myndigheder kun skal anerkende to køn, mand og kvinde, og som en del af det skal juridisk kønsskifte, men altså også behandlingstilbud til transkønnede afskaffes. Altså, jeg er selvfølgelig helt enig i, at der findes to køn, og at i det offentlige Danmarks register er det jo også det, der er virkeligheden, altså i CPR kan man stå som mand eller kvinde, og det er så afhængigt af, om det er et lige eller et ulige tal, som cpr-nummeret slutter på. Det er jo altså ikke sådan, at der er en menu med 72 forskellige muligheder, eller hvor mange nogen nu måtte mene der skal være. Men så har vi altså en lille gruppe mennesker i vores samfund, som ikke identificerer sig med deres biologiske køn. Dem skal vi da kunne rumme. Altså, i et samfund som det danske præget af frisind og tolerance skal vi da kunne rumme dem, dem skal der da være plads til, selvfølgelig uden at vi dermed skal ændre resten af samfundets indretning og alle vores andres hverdag, men det lille mindretal skal vi da kunne rumme. Derfor mener vi i Venstre, at der fortsat skal være mulighed for både juridisk og biologisk, fysisk kønsskifte til transkønnede.

Lad mig i øvrigt lige gøre opmærksom på som en indskudt bemærkning, at Danmark har været foregangsland – der er flere, der har nævnt, at vi var det første land i verden, der gav mulighed for registreret partnerskab, altså at to af samme køn kunne få papir på deres kærlighed. Men vi kan også længere gå tilbage, til 1930'erne, dengang hvor Einar Wegener blev til Lili Elbe. Det er beskrevet i den film, der hedder »The Danish Girl«. Da Einar blev til Lili med diverse kønsskifteoperationer, betød det også, at Einar fik et nyt pas, hvor der stod Lili i, og hvor han nu stod opført som en kvinde, for nu var hun blevet en kvinde, og det var det, der fremgik passet. Så det er altså ikke sådan noget fuldstændig nymodens pjank, vi har med at gøre her, det har vi altså efterhånden haft ret mange år til at vænne os til.

Dansk Folkeparti skriver så også i bemærkningerne, at det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Her opstår der endnu engang en undren hos mig. Jeg er selv sådan en familie – jeg er faren, min kone er moren, og vores to børn er børnene – men der er jo mange andre familieformer. Forslagsstillerne siger, at de med det her forslag vil afskære det offentlige fra at udbrede en ekstrem kønsideologi, som man kalder det. Man bliver så ikke mere konkret på, hvordan det offentlige i dag så gør det. Men hvad har det at gøre med, at familien altså i Dansk Folkepartis øjne skal defineres som far, mor og børn? Så er det da meget nærliggende at sige, at det så må betyde, at vi kun skal føre politik med lige præcis den familieform for øje. Hvad med skilsmissefamilien? Hvad med den sammenbragte familie, hvor der er dine børn, mine børn og vores børn? Hvad med regnbuefamilien og alle mulige andre familier? Er det forkerte familier i Dansk Folkepartis øjne? Skal disse familier ikke længere understøttes? I Venstre mener vi, at vi skal sikre gode vilkår for alle børnefamilier i Danmark, uanset hvordan familien ser ud. Det er ikke vores opgave som politikere at diktere, hvornår noget er en rigtig familie, og i Venstre kommer vi ikke til at støtte dette forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak for talen. Der står vi jo så bare nogle meget, meget forskellige steder. Altså, i Dansk Folkeparti vil vi egentlig bare gerne have, at man taler om tingene, som de er. Man kan sagtens være en kvinde, som vælger at leve som en mand. Man kan også sagtens være en mand, der vælger at leve som en kvinde. Det gør bare ikke, at man bliver til det ene eller det andet, uanset det her juridiske kønsskifte. Og der er ingen grund til, at ordføreren bliver forvirret, for ordføreren har hele tiden godt vidst, hvor vi i Dansk Folkeparti stod. Men det er selvfølgelig klart, at vi jo er en del af den borgerlige familie, og det ville da være dejligt, hvis Venstre kom hjem til den borgerlige familie, men vi er en del af den borgerlige familie, og vi gør selvfølgelig, hvad vi kan, i fællesskab for at komme med nogle forslag, som gør tingene bedre. Jeg er bare nødt til at sige, at den wokeisme, som vi desværre har set også gennemsyrer dansk lovgivning, hvor man eksempelvis skal til at rådgive børn helt ned i børnehavealderen om kønsskifte og skal have den her snak om, at børn skal kunne skifte juridisk køn, jo er fuldstændig grotesk, især når vi taler om reelt medicinsk kønsskifte til børn, hvilket er vanvittigt.

Værsgo.

Jeg venter med spænding på, at der kommer et spørgsmål. Altså, det, Dansk Folkeparti siger, er, at man ikke skal have mulighed for juridisk at skifte køn. Så det køn, man var, da man blev født, skal man altså være resten af sit liv, uanset om man så får en kønsskifteoperation. Det er da det, der står – det er da det, der står i forslaget. Det vil altså sige, at hvis man har fuldskæg og ikke har nogen bryster og ikke har nogen mandlige kønsorganer, så skal man stå og forklare det til en eller anden pasbetjent og sige: Jeg ved godt, at der står i passet, at jeg er en kvinde, for sådan er jeg født, men jeg er altså blevet til en mand siden. Det er jo den mulighed for juridisk kønsskifte, som der står i forslaget skal afskaffes. Det er det.

Spørgeren.

Ja, fordi det er biologisk korrekt. Nu må ordføreren simpelt hen komme ind i kampen, for at sige det, som det er. Altså, hvis jeg lige pludselig begynder at tage hormoner og få fuldskæg, bliver jeg jo ikke til en mand; jeg er jo stadig en kvinde biologisk. Så det er jo at lyve over for folk at sige, at nu kan man så pludselig gøre det på papiret. En hamster bliver jo ikke til en guldfisk af at leve i et akvarium, for at skære det ud i pap. Så det er jo bare ganske almindelig sund fornuft, og det er jo desværre et klassisk eksempel på den der wokeisme, jeg nævnte før, som desværre også gennemsyrer lovgivningen, og som Venstre jo desværre også er blevet fortaler for.

Ordføreren.

Nogle gange ville man jo ønske, at man havde mulighed for at vise nogle slides heroppe på talerstolen, for så kunne jeg for eksempelvis vise et billede af Lai Christian Balsig, som var formand for Venstres Ungdom på Frederiksberg. Lai er en flot fyr med fuldskæg og hår på brystet – i ental, ikke i flertal – men sådan har det ikke altid set ud, for Lai er født som kvinde. Mener Dansk Folkeparti virkelig, at Lai skal udstyres med et pas, hvor der står, at han er en kvinde? Altså, det er jo tosset.

Ordføreren kan gå hjem og øve sig på at finde et andet udtryk for »slides«, for her i salen bruger vi danske udtryk. Ordføreren kom jo selv ind på »billede«, så det kunne være det, der blev brugt fremadrettet. (Jan E. Jørgensen (Venstre): »Overhead» dur heller ikke). (Munterhed). Nu synes jeg, at ordføreren begynder at argumentere med formanden, og det hører sig jo ligesom ikke rigtig til. Men den næste i spørgerrækken er fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg vil bare takke for en rigtig god tale fra Venstres ordfører, og jeg vil også takke for, at Venstre sammen med Socialdemokratiet er med til at stå vagt om gode danske værdier som frihed og frisind, fordi vi jo netop i de her år fra Putins Rusland ser et massivt pres på rettigheder og på mennesker, der lever på andre måder. Det er jo en drejebog, som vi ser blive kørt i stilling i Ungarn, Georgien og andre steder i verden. Vi kommer til at stå vagt om frihed og frisind her i Danmark, og det er jeg rigtig, rigtig glad for at Venstre er med til.

Ordføreren.

Tak for det. Altså frihed og frisind, ja tak; fjollerier, nej tak. Det er vi også enige om. Nu skulle jeg lige til at sige talkshow – hvad hedder det på dansk? Men jeg så noget i fjernsynet forleden med en amerikansk studievært, som læste op af noget lærebogsmateriale, som er fundet på en folkeskole, hvor der står: Ved fødslen gætter vi på, hvilket køn barnet har. Hvis det er udstyret med mandlige kønsorganer, gætter vi på, at det er en dreng; hvis det er udstyret med kvindelige kønsorganer, gætter vi på, at det er en kvinde. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Altså, et barn med mandlige kønsorganer er en lille dreng. Så er der ganske, ganske få af disse drenge, som senere vokser op og ikke føler sig som drenge – dem skal vi selvfølgelig hjælpe. Men jeg kan godt forstå, at der er mange, der synes, at tingene nogle steder er gået for vidt. Det er de heldigvis ikke i Danmark.

Spørgeren.

Det, der jo er vigtigt, og som man også kan læse ud af ordførerens tale, er, at vi står vagt om de minoriteter, der er særlig sårbare, og som måske har brug for en ekstra hånd i ryggen, for det er jo sådan, at de her rettigheder både tilgodeser majoriteten, men samtidig også sikrer, at minoriteten har mulighed for at være her. Vi sætter nogle trædesten, så alle kan leve et dejligt og godt liv, hvor de bidrager aktivt til vores dejlige samfund i Danmark.

Ordføreren.

Jamen præcis, og også tak til fru Gunvor Wibroe for at gøre opmærksom på, at der jo altså er lande, hvor menneskerettigheder bliver rullet tilbage, og hvor man fra lovgivningens side vedtager regler, som gør det vanskeligere at leve, og som gør det sværere for mennesker. Det er da ikke vores opgave som lovgivere. Vores opgave som lovgivere må da være at sikre, at vi alle sammen kan udfolde os som de mennesker, vi nu engang er.

Tak til ordføreren for Venstre. Man får næsten lyst til at sige Danmarks engelsktalende parti, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Den næste i talerrækken er Danmarksdemokraternes fru Susie Jessen.

Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Der er en del forslag i det her beslutningsforslag, der dog er skrevet ret kort i teksten. Så det er godt, at vi i dag kan have en debat om det hele.

Man vil med det her forslag sætte fire initiativer i søen. Man vil afskaffe muligheden for at få foretaget juridisk kønsskifte; man skal ophøre med offentlig finansiering af behandlingstilbud til transkønnede; man skal stoppe for anvendelse og fremme af kønsforståelser, der afviger fra den biologiske virkelighed, hos myndigheder, i institutioner og i offentligt finansierede organisationer; man vil gennemgå al gældende lovgivning, bekendtgørelser og cirkulærer, der bygger på en ideologisk kønsopfattelse frem for en biologisk realitet.

Jeg vil starte med at sige, og det siger jeg hver gang, der er de her bunkeforslag, at jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes ikke, der er mulighed for at komme i dybden med de her ting. Så bunkeforslag har jeg det meget stramt med. Men nu tager vi det lige fra en ende af og ser, hvordan det går.

I forhold til forslaget om at afskaffe muligheden for at få foretaget juridisk kønsskifte vil jeg sige, at det jo var en lov, der blev indført i 2014. Jeg har læst mig frem til, at der er omkring 3.000 personer, der har valgt at gøre brug af ordningen – ministeren sagde 2.000, så det må jeg jo tage til efterretning at det er.

Vi havde jo i de blå partier for nylig et forslag om begrænsning af retten til juridisk kønsskifte, fordi vi mener, at det i noget omfang er gået for vidt. Vi mener også, at det offentlige som udgangspunkt skal holde fast i biologiske realiteter. Når man er født som et køn, er der ikke noget, der kan ændre på det, for biologi er jo også fakta. En kønsopfattelse er noget andet. Jeg mener ikke, at samfundet skal spille med på en præmis om noget, der ikke er faktuelt og en realitet.

Så er der jo undtagelserne. Der er jo de interkønnede f.eks. Det er en meget lille gruppe, og jeg kan egentlig godt lide den måde, vi satte skæringspunkterne på i vores eget beslutningsforslag, som jo kom sammen med Dansk Folkepartis, også for nylig.

Så er der den her diskussion omkring det offentlige, altså om det offentlige skal finansiere behandlingstilbud til transkønnede. Det synes jeg også som udgangspunkt er en god diskussion at tage, for hvor sætter vi grænserne, i forhold til hvad sundhedsvæsenet skal tilbyde. Når det her ikke er en sygdom, synes jeg også, at det skal flugte med de øvrige tilbud, man giver i sundhedsvæsenet, hvor det som udgangspunkt er det her med, at hvis det er en sygdom, kan du få behandling for den. Og det er det her jo ikke. Så som udgangspunkt synes vi egentlig også, at det er noget, man godt kunne kigge på.

Jeg står især af, når det er børn, der bliver behandlet med hormoner – det vil jeg bare lige sige. Det synes jeg ikke er i orden, for det er jo ikke reversibelt på en ordentlig måde. Jeg synes, de her børn bliver sat i en meget forkert situation, når man behandler dem så tidligt med hormoner.

Så er der forslaget om stop for anvendelse af og fremme af kønsforståelser, der afviger fra den biologiske virkelighed. Jeg ved ikke, hvor langt man vil gå med det her forslag. Det kan jeg ikke rigtig læse mig frem til i teksten. Jeg sad og tænkte på sådan noget med offentlige biblioteker. Altså, vil man sætte dem under kontrol på den ene eller den anden måde? Bøger, der beskriver, hvordan Per gerne vil være Mette – skal man også sætte en stopper for det? For det synes jeg måske begynder at blive for meget, altså at man lægger op til det.

Hvis man derudover vil gennemgå al lovgivning og cirkulærer osv., ser jeg også bare ind i sådan en enorm mængde bureaukrati. Vi har jo også stået og talt imod, at f.eks. kulturministeren ville gennemgå lovgivningen for kønnede ord – der har vi jo også talt imod det. Så jeg synes ikke, at det er den rigtige vej at gå, for jeg tror simpelt hen det bliver for tyngende.

Så vil jeg også bare lige sige her til sidst – jeg kan se, at tiden går, og at jeg ikke når hele min tale – at vi i Danmarksdemokraterne ret generelt er tilhængere af, at man skal have lov til at leve sit liv, som man vil. Der står jeg også ret meget af på den her sidste sætning i beslutningsforslaget om, at man skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Jeg mener, at der er masser af familieformer, som fungerer fint, altså dine, mine og vores børn, enlige mødre, altså enlige forældre i det hele taget, også forældre af samme køn. To mødre kan sagtens have en god familie med børn. Så jeg er lidt bekymret for, hvad der egentlig ligger i den sætning.

Nu er der blevet nævnt noget med fertilitetsbehandling og sådan nogle ting. Jeg synes, det bliver farligt, hvis man begynder at tilsidesætte nogle, fordi de er to forældre af samme køn – det bryder jeg mig ikke om.

Så vi kan ikke bakke op om det her forslag i dag, fordi vi jo synes, det er problematisk med puljeforslag, og så også, fordi der er nogle af de her mange forslag, som vi ikke kan bakke op om; andre kan vi godt. Tak for ordet.

Tak. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Tak for en rigtig god tale. Jeg vil egentlig bare kvittere for ordførerens ret faste holdning til det her med kønsskifte til børn. Det er mig en gåde, og jeg må indrømme, at jeg er rystet i min grundvold over, at det stadig væk ikke er forbudt, at man simpelt hen ødelægger børns kroppe fra statens side. Jeg synes, det er ret vildt, for det er jo fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, nemlig at det er irreversibelt. Det er voldsomme, voldsomme hormoner. Det er dem, man bruger til medicinsk at kastrere folk, som man propper i børn, som har det svært, og som i stedet for burde have nogle ansvarlige voksne, som holdt dem i hånden og hjalp dem og gav dem noget støtte og noget omsorg. Så jeg vil egentlig bare sige tak til ordføreren for at kvittere for den del, som nok grundlæggende er det allervigtigste overhovedet i forhold til det her forslag, nemlig at vi skal passe på børnene. Vi skal ikke tvangsmedicinere med ting, som ødelægger dem, og som udsætter dem for kræftrisiko og alt mulig andet.

Ordføreren.

Tak for det. Der har også løbende været debatter om, hvad man udsætter børn for, og der vil jeg også sige, at sådan noget som Normstormerne jo er et godt eksempel på, at der har været nogle meget farlige tendenser i skolen, hvor man presser det her ned over børnene på en måde, der ikke er andet, end at du skal acceptere, at der er så og så mange forskellige køn og ikke kun de to. Så jeg synes, der er nogle udfordringer, også i forhold til det her med Normstormerne. Man ved jo godt, hvor lang tid der går, inden børn er fuldt udviklede og finder sig selv og deres identitet – altså, der kan godt gå rigtig lang tid. Der kan man tit være voksen, inden man egentlig finder ud af det. Så der synes jeg simpelt hen, at det er en farlig vej at gå, at børn skal have hormoner for kunne at skifte køn.

Spørgeren.

Tusind tak. Det leder mig egentlig til det næste, for jeg kunne høre, at ordføreren var lidt usikker i forhold til det her med at definere det med de forskellige køn osv. Jamen vi ser jo desværre, at man laver retningslinjer, vejledninger osv. til at tale med børn helt ned i børnehavealderen om, hvilket køn de er. Altså, de her børn aner jo ikke engang, hvad de skal have til frokost. Det er jo fuldstændig absurd, og det er virkelig uansvarlige voksne, der gør sådan noget. Det, som jeg sagde tidligere, var, at woke og den her ideologi desværre har inficeret rigtig mange dele, og det er det, vi gerne vil have gjort op med, så man ikke risikerer, at skoler og daginstitutioner og alle mulige andre pådutter børnene noget. Børn skal bare have lov at lege og være sig selv.

Ordføreren.

Det er jo en interessant diskussion, for det er rigtigt, at det her bliver inficeret rigtig mange steder. Men hvor går grænsen så for, hvad vi skal bestemme man må sige og skrive og lægge frem forskellige steder og sådan nogle ting? Det er der, jeg måske begynder at blive lidt bekymret i forhold til det her. Men vi skal tage debatterne, når de kommer. Det har vi jo bl.a. også gjort i forhold til normsdommerne.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Hr. Carl Valentin fra SF er den næste i talerrækken.

Tak for det. Det overrasker mig egentlig, at det her forslag kommer. Jeg synes, man i stigende grad kan se, hvordan Dansk Folkeparti er blevet inspireret af Trump, og ud fra et sådan populistisk perspektiv er det ikke hverken mærkeligt eller overraskende, at nogle gerne vil bruge de transkønnede og andre minoriteter som boksebold for at opnå opmærksomhed. Men jeg synes, det er rigtig ærgerligt, Folketinget skal bruge sin tid på det.

Jeg er meget uenig med forslagsstillerne i deres syn på køn og minoriteters rettigheder, og hvordan vi passer bedst på borgere, hvor det køn, de identificerer sig med, ikke stemmer overens med den måde, som samfundet opfatter på. Men lad os alligevel starte med nogle af de faktuelle fejl, der er i forslaget. Forslagsstillerne hævder, at der kun findes to biologiske køn: mand og kvinde. Jeg vil altså lige minde om, at ifølge den store danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS fra 2019 har 1,9 pct. af befolkningen variationer i kønskarakteristika. Man kan måske synes, det er en bagatel, og at det er en lille gruppe mennesker – fru Susie Jessen nævne dem faktisk også, og det er jeg glad for – men skal bare lige huske, at det faktisk er en lige så stor procentdel, som verdens rødhårede udgør. Så de her mennesker findes. Titusindvis af danskere er det, man kalder interkønnede. De er født med biologiske træk, som ikke entydigt kan kategoriseres som mandlige eller kvindelige; de har de biologiske træk, de har, uanset hvad vi beslutter inde i den her sal. Man kan ikke lovgive sig ud af den biologi.

Ud over det faktuelt forkerte er der også noget meget moralsk problematisk ved det her forslag. Forslaget forsøger at nægte transkønnede og ikkebinære mennesker retten til at leve som dem, de er. Det handler ikke om biologi; det handler om identitet og om liv og om retten til at blive mødt med respekt. Konsekvensen ved at fratage de her mennesker deres rettigheder, som Dansk Folkeparti gerne vil, er altså ikke teoretiske. Statens Serum Institut har dokumenteret, at transkønnede personer forsøger at tage deres eget liv næsten otte gange så ofte som resten af befolkningen, og de dør af selvmord 3,5 gange så ofte som ikketranskønnede. Det er ikke noget, man løser med stigmatisering og afvisning, tværtimod. Vi ved fra forskningen på området, at anerkendelse og adgang til behandling redder liv. Når vi møder mennesker med respekt og støtte, øges deres trivsel og livskvalitet. Når vi nægter dem det, som Dansk Folkeparti gerne vil, så øges mistrivslen og risikoen for selvmord. Så når man vil fjerne juridisk kønsskifte, nægte adgang til sundhedsydelser og forbyde støtte til organisationer, der arbejder for transpersoners rettigheder, er det ikke bare symbolpolitik. Det er politik med livet som indsats.

Jeg kan egentlig også undre mig over, hvorfor Dansk Folkeparti er så sygeligt optaget af den her lille gruppe mennesker. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor Jonna på 56 år, der har levet en del af sit liv som mand, men nu ser sig selv som kvinde, ikke skal kunne få lov til at blive anerkendt af det omkringliggende samfund, når vi ved, hvor meget det betyder for hende. Der går absolut ikke noget af mig ved, at hun får lov til at have det køn stående i sit pas og på sit sundhedskort, som hun identificerer sig som, og det er da kun godt, at sundhedssystemet vil hjælpe hende, hvis hun har brug for det.

Jeg kan også blive lidt paf over, hvordan DF i det her forslag sådan ret ureflekteret skriver om, hvordan man vil fjerne den såkaldte ideologiske opfattelse af køn, uden at indse, i hvor høj grad det gængse syn på køn og DF's syn på køn også er ideologiske eller socialt konstruerede. Vi har så mange absurde idéer om, hvad en rigtig mand og en rigtig kvinde er, og det er i den grad noget, vi har skabt. Det er ikke sådan noget givet. De her snævre kønsroller gør også, at en masse mennesker ikke føler sig tilpas i dem. Så hvis man er meget imod en ideologisk tilgang til køn, kunne det være, at man skulle forsøge at nedbryde den her helt absurde idé om, at der er en rigtig og en forkert måde at være mand eller kvinde på, i stedet for at bekæmpe de mennesker, der blot forsøger at leve et liv med den identitet, som rigtig for dem.

Jeg havde forberedt at tale lidt om det her fuldstændig skøre, der bliver skrevet til sidst i DF's forslag, og jeg citerer her: »Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn.« Jeg synes, det er nævnt rigtig godt både af ministeren og hr. Jan E. Jørgensen og andre, at det jo er fuldstændig ekstremt at placere sit synspunkt der, hvor man ikke anerkender de familier, der er anderledes end »far, mor og børn«, og at DF vil definere, hvad den familieform, der skal understøttes, er. Jeg tror, DF er sådan lidt i en identitetskrise, fordi de i virkeligheden deler værdisyn med nogle af de reaktionære imamer, og nu står man så en situation, hvor man den ene dag gerne vil skælde muslimer ud for ikke at anerkende homoseksuelle, og den anden dag vil man så angribe familier, hvor forældrene er homoseksuelle. Det er ekstremt og mærkværdigt, og SF stemmer imod forslaget.

Tak for det. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg vil lige rette nogle faktuelle fejl, som ordføreren begår her til sidst, fordi ordføreren får hidset sig op. Det er også et emne, der rører rigtig mange, og det rører sådan set også mig.

Vi anerkender hundrede procent, at alle skal have lov til at leve fuldstændig, som de vil, og det er derfor, at vi er så kritiske og bekæmper, at islam får rodfæste i Danmark. Det kunne være, at ordføreren og ordførerens parti kunne kigge lidt til det, fordi det netop er der, hvor homoseksuelle møder den største modstand.

Det, som vi taler om her, er at anerkende, at der kun er to køn, og det er der. Mænd kan ikke føde børn, og det her med, at ordføreren siger, at man skal anerkende forskellige måder at være dreng og pige, er jeg fuldstændig enig i. Det er netop det, man ikke gør, når man går ind og bilder folk ind i, at de bare lige kan blive til noget andet, fordi de føler sig som det. Nej, der er rigtig mange måder at være dreng på. Der er rigtig mange måder at være pige på. Men man er stadig væk en mand eller en kvinde.

Tak! Ordføreren.

Men Dansk Folkeparti vil jo ikke lade folk leve, som de vil, når man ikke kan få lov til at få anerkendt den identitet, man har, og Jonna, som er nævnt her i talen, ville jo ikke få lov til at hedde Jonna, hvis det stod til Dansk Folkeparti, for det må man ikke hedde, hvis systemet siger, at man er en mand. Selv om man åbenlyst har kvindelige karakteristika og hele samfundet ville sige, når de kigger på hende, at det helt klart er en kvinde – hun har også gennemgået operationer og alt muligt andet – så ville DF sige nej og sige: Hun skal faneme – undskyld, det må jeg ikke sige – hun skal godt nok hedde Anders, og sådan er det, og vi vil slet ikke give Jonna den frihed. Så DF vil jo bestemme, hvordan folk lever.

Jeg kan love Dansk Folkeparti for, at jeg gerne vil kigge til de reaktionære miljøer, hvor personer bliver undertrykt for deres seksualitet og kønsidentitet. Det gør jeg ofte, og jeg tager det meget seriøst, at der i muslimske miljøer ser – heldigvis ikke blandt alle, men blandt alt for mange – er et ekstremt reaktionært syn på det her, ligesom der i Dansk Folkeparti.

Spørgeren.

Jeg er simpelt hen nødt til sige, at ordføreren er skudt fuldstændig af. Grunden til, at islam overhovedet ikke skal have nogen indflydelse i Danmark, er jo, at det er en totalitær ideologi – punktum! Lad os lægge det væk, og og så kan det være, at ordføreren, næste gang vi taler om at smide folk, som bekender sig til den her totalitære ideologi, ud af landet og mener, at den skal have rodfæste i Danmark og er dybt kriminelle, bakker op om det. Men det er så en anden side af sagen.

Det, som ordføreren står og advokerer for, er, at man skal bilde folk noget ind ...

Tak! Jeg er nødt til at stoppe spørgeren. Vi er nødt til at overholde tiden her. Vi skal også passe på tonen i Folketingssalen. Det gælder så også ordføreren.

Nu har ordføreren ordet.

Jeg skal nok passe på tonen.

Jeg kan sige til fru Mette Thiesen, at vi i Socialistisk Folkeparti ikke vil smide folk ud på baggrund af deres holdninger, for jeg synes ikke, det er en holdning, man har, der skal definere, hvilket statsborgerskab man har, eller hvor man har ret til at være. Det er nok meget godt, at vi har den tilgang, og det håber jeg også fru Mette Thiesen vil have, så vi ikke også herinde i Folketinget begynder at smide hinanden ud. Der er mange herinde, jeg er meget uenig med, men jeg kunne aldrig finde på at sige, at på grund af det har folk ikke ret til at være i landet.

Fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren for en meget fin tale, og tak for også at gøre opmærksom på, at det her er en meget sårbar gruppe, og at det bestemt ikke gør noget godt for dem, at vi stigmatiserer dem på den måde, som Dansk Folkeparti ønsker. Det er en gruppe, hvor der er en større procentdel, der begår selvmord. Vi ser misbrug, og vi ser overdoser. Og det kan gøre en forskel for dem, at vi har den lovgivning, som vi har i dag. Så tak for at være med til at stå vagt om en sårbar gruppe, som selvfølgelig skal have den stærkeste hånd i ryggen, så de kan komme til at bidrage på en god, konstruktiv og dejlig måde i vores samfund.

Ordføreren.

Selv tak, og også tak til Socialdemokratiets ordfører for hendes rigtig gode tale tidligere.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste på talerlisten er ordføreren fra Liberal Alliance, fru Sólbjørg Jakobsen.

Mange tak. Som vi er vant til, kan debatter omkring køn og kønsidentitet få bølgerne til at gå lidt højt i den her sal. Det er jo, fordi vi går ind i nogle grundlæggende ideologiske debatter. Hvad er det egentlig, vi selv mener? Hvad skal vi mene på vegne af andre? Hvordan skal vores offentlige systemer indrettes, og hvad skal de indrettes efter? Der er vi grundlæggende meget enige i forslaget, for så vidt angår at vi skal have to køn anerkendt af den danske stat, altså at vi i det offentlige anerkender, at der findes to biologiske køn. Det er rigtigt, at man så kan starte en diskussion om interkøn, men vi siger jo også, at mennesker har ti fingre, selv om nogle er født med en ekstra tommel. Det er da klart, så det skal vi jo også kunne rumme. Det hører jeg helt fra højre til venstre at vi er relativt enige om.

Men det bliver jo noget juks, og jeg beklager, at jeg bruger sådan et ord, men jeg har simpelt hen ikke et bedre. Det bliver noget juks, når vi blander biologiske køn og kønsidentiteter sammen. Det er jo det, som jeg tror er det grundlæggende formål med forslaget, altså at det vil man gerne have adskilt. Det er vi enige om. Derfor fremsatte vi også lignende forslag, der dog ikke var så vidtgående som det, DF fremsætter her. Det her vil bl.a. også komme i clinch med menneskerettighederne, som vi ikke mener vi skal være i konflikt med på det her område.

Grundlæggende er jeg enig i, at der findes to køn. I forhold til behandlingsdelen har jeg svært ved overhovedet at forholde mig til, om vi skulle forbyde behandling på det her område, for grundlæggende har vi jo den udfordring, at vi politisk er gået ind og har defineret, om kønsdysfori er en sygdom eller ej. Det er før os nyes tid her i Folketinget. Man gik simpelt hen ind og sagde: Kønsdysfori skal ikke være en sygdom. Det gik man ind politisk og sagde. Det synes jeg var en fejl. Jeg synes, man skal lade det være op til sundhedsmyndighederne. Hvis det er en sygdom, skal det defineres som en sygdom. Jeg siger ikke, det er en fejl, fordi det er en sygdom. Jeg er ikke læge, så jeg ved det ikke. Det er overhovedet ikke mit område. Vi skal ikke politisk ind og sige, hvad der er en sygdom, og hvad der ikke er. Det skal vi lade folk der har uddannelse inden for det tage sig af. Vi skal heller ikke gå ind og sige, hvad det er for en behandling, der skal være. Så derfor kan jeg ikke helt se mig i forslaget om, at vi skal forbyde behandling. Men i forhold til at man tillader en irreversibel behandling af børn for noget, man ikke betegner som en sygdom, er jeg fuldstændig enig i, at det er helt forrykt.

I forhold til lovgivningen, som vi skal have justeret løbende, så synes jeg ikke, vi behøver at tage det op på den høje klinge. Vi kan se på det i forhold til andre steder i verden. Nu bliver Trump nævnt, og Putin bliver nævnt. Vi kan godt have en saglig snak om, hvordan vi sikrer, at de biologiske køn bliver respekteret i det her land, samtidig med at der er folk, der lever som andet end deres biologiske køn. Det håber jeg godt at vi kan tage en snak om i den her sal, uden at vi skal klandre hinanden for hverken at være Putin eller Trump. For jeg kan da sagtens se problemet i, at vi skal have Højesteret til at bruge tid og kræfter på, om Ibi-Pippi skal sidde i et kvindefængsel. Det synes jeg da fint man kan tage en debat om her, uden at det er forrykt, og uden at det er ekstremt. For det mener jeg klart er et signal om, at der er noget, der måske skal kigges igennem her.

I forhold til den sidste del, som flere også har nævnt, om, at det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn, vil jeg sige, at det er jeg grundlæggende helt uenig i. Jeg kender mange familier, som ikke er defineret som far, mor og børn. Det er der også mange der har nævnt før her. Der er nogle, der faktisk kommer ud af skabet lidt senere henne i livet og allerede har fået et barn og dermed bagefter lever som mor, mor og barn. Der er nogle, der adopterer. Vi har lige lavet en ny lovgivning, som gør det nemmere for lesbiske kvinder at få børn sammen. Det synes jeg er kernen i vores demokratiske, frie samfund. Derfor vil jeg aldrig sige, at de ikke skal defineres som en familie, fordi det er de, og det skal de også have lov til at være.

Vi kommer ikke til at støtte forslaget, selv om vi er enige i elementer af det, men jo ikke det hele. Tak for ordet.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak for en rigtig, rigtig god tale. Jeg tror egentlig, ordføreren er enig med mig i også at sige, at når man fjerner kønsdysfori fra den anerkendelse, det har haft tidligere, som en psykisk lidelse, jamen så virker det også meget mærkeligt, at man stadig væk skal behandle det i sundhedsvæsenet. Det er sådan set det, der er pointen i flere af de punkter, der er, altså hvis det her ikke er en sygdom, skal det jo ikke behandles i det offentlige sundhedsvæsen. Det er faktisk det, der ligger til grund for mange af punkterne.

Tidligere er der fra venstrefløjen blevet nævnt rigtig meget om det her med høj selvmordsrate osv. for de her mennesker, som er transkønnede eksempelvis. Det anerkender jeg fuldt ud. Det er jo bl.a. derfor, vi netop siger: Lad os nu få anerkendt det som en psykisk lidelse, for de her mennesker har brug for noget hjælp. Og det er altså ikke bare, at man skal få lov at skifte køn. Der er rigtig, rigtig mange underliggende ting her, som de skal have hjælp til. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald enig, så langt som at problematikken i det her er, at vi politisk er gået ind og har villet diktere, om det er en sygdom eller ej, så hvis man også gik tilbage og lige fik kigget det igennem. For i forhold til om det skal anerkendes som en sygdom eller ej, vil jeg sige, at hvis vi gør det, begår vi den samme fejl, som vi tidligere har kritiseret andre for at have lavet, dvs. at så går vi ind og definerer politisk, hvad en sygdom er.

Men uanset om det er en sygdom eller ej, er det da også sådan, at hvis et lille barn mister sin mor og sin far, er det ikke nødvendigvis sygt, men det kan have behov for hjælp. Det er ikke en sygdom; det er en livsomstændighed, på samme måde som det kan være en livsomstændighed at identificere sig som andet end sit biologiske køn.

Så i hele behandlingsspørgsmålet nedenunder synes jeg, at vi selv har rodet lidt i det ved at gå ind politisk og sige, at kønsdysfori ikke er en sygdom, for hvordan er det så egentlig, vi skal betragte behandlingstilbud i den her sammenhæng? Der er jeg enig i, at det er problematisk, men jeg synes ikke bare, man politisk kan sige, at så forbyder vi behandling uden at lave præcis den samme fejl, som vi har kritiseret andre for at have lavet.

Spørgeren.

Jeg mener også, at WHO faktisk er stoppet med at definere det som en psykisk lidelse . Det er jeg så også uenig i, men det er så, hvad det er.

Det handler jo grundlæggende set om, om man mener, at noget skal behandles i det offentlige sundhedsvæsen, hvis det ikke er defineret som enten en psykisk lidelse eller noget andet, som er en sygdom, der gør, at man har brug for behandling. Det er jo sådan lidt grundessensen i det her spørgsmål. Og så handler det jo om, at vi er nødt til som stat også at sige, at jamen altså nu er woke nok .

Ordføreren.

Der er mange områder, hvor jeg tænker, at det er gået for vidt, og hvor jeg tænker, at det her jo er tosset, når det er, at man skal kalde gravide kvinder for fødende personer osv. Det kan vi hurtigt blive enige om. Men vi bliver nødt til ligesom at tage det enkeltvis og ikke bare sige, at fordi vi mener, at nogle ting er blevet lidt tossede, så skal alt bare fuldstændig slettes. For der er trods alt udfordringer for mennesker, som identificerer sig som andet end deres biologiske køn, og der mener jeg, at hvis ikke vi går tilbage og kigger på, om vi kan blande os politisk ud af det sundhedsspørgsmål, så er det, at vi ikke kan komme videre.

Hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for talen. Jeg kan jo så forstå, at Liberal Alliance kan støtte dele af det, der står i beslutningsforslaget, men jeg fandt ikke lige ud af, hvilke dele det var. Så derfor vil jeg gerne spørge, eksempelvis til det, der står, om, at »behandlingstilbud til transkønnede, herunder hormonbehandling og kirurgiske indgreb, ikke længere tilbydes eller finansieres af det offentlige.«

Er Liberal Alliance enige med Dansk Folkeparti i den del af forslaget?

Ordføreren.

Det er lidt i tråd med det, som fru Mette Thiesen lige har spurgt om. Jeg kan ikke støtte det en til en, for vi har jo politisk gået ind og sagt, at kønsdysfori ikke er en sygdom. Og så er det jo svært. Så skal vi sidde her politisk og beslutte, hvad der skal behandles. Det mener jeg er problematisk. Det er også det, som jeg forsøgte at sige i talen – beklager, hvis det ikke var tydeligt nok. Jeg synes ikke, at vi som politikere skal fastlægge hverken behandlingsplaner eller diagnoser. Det synes jeg er en lægefaglig vurdering.

Spørgeren.

Der er da støtte til mange ting, der ikke er en sygdom. Det er heller ikke en sygdom at blive gravid. Altså, derfor kan man da stadig væk føde på det offentliges regning. Nu spørger jeg igen: Mener Liberal Alliance, at behandlingstilbud til transkønnede, herunder hormonbehandling og kirurgiske indgreb, ikke længere skal tilbydes eller finansieres af det offentlige? Det er sådan set et ret simpelt spørgsmål at svare på. Det kan besvares med et ja eller et nej.

Ordføreren.

Men svaret var nej. Jeg forsøgte bare at uddybe, hvad der ligger til grund. Altså, når vi giver hjælp til en fødende, selv om det ikke er en sygdom, så er det, fordi vi baserer det på sundhedsfaglig viden, at det er det, der giver mening at give. Så derfor er det det, vi skal basere vores beslutninger på om behandling, uanset om det er til en sygdom eller ikke en sygdom. Men vi har blandet os politisk i, om det er en sygdom, og derfor bliver det problematisk overhovedet at diskutere behandling, både med hormoner og kirurgisk.

Fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet.

Det var lidt i tråd med det, Venstres ordfører spurgte til, eller i hvert fald om, hvad det er for nogle dele af det her beslutningsforslag, som Liberal Alliance kan støtte.

Altså, f.eks. er der den del af forslaget om, at organisationer og myndigheder, som modtager offentlige midler ikke må anvende eller fremme andre kønsforståelser end den biologiske. Støtter Liberal Alliance det?

Ordføreren.

Altså, der er organisationer, der bilder folk ind, at køn er en social konstruktion, og at det er noget, man vælger. Det er det ikke. Kønsidentiteten er det, men det er køn ikke, og jeg mener ikke, at vi offentligt skal finansiere, at vi har folk, der formidler de usandheder, især ikke til vores børn. Normstormerne er et godt eksempel.

Spørgeren.

Det er bare for at være sikker: Så Liberal Alliance mener altså ikke, at organisationer og myndigheder, som modtager offentlige midler, må anvende og fremme andre kønsforståelser end den biologiske? Og så er der et tillægsspørgsmål: Er det rigtigt hørt, at Liberal Alliance sammenligner transpersoner med det at være født med en ekstra finger?

Ordføreren.

Nej, overhovedet ikke. Det handlede slet ikke om transkønnethed. Det handlede om, at der er nogle, der er interkønnet. Jeg siger, at det ikke ændrer ved, at vi grundlæggende ved, at vi biologisk set har to køn. Det er da en helt fundamental forståelse af, hvordan vi mennesker er opbygget biologisk. Vi består af to køn.

Det er ligesom, at vi består af en menneskekrop med ti fingre og to ben, men at der er nogle, der bliver født med nogle afvigelser fra, hvad der er normalt. Det vil ikke sige, at det er det samme at have en ekstra finger som at være transkønnet. Så søger man bare efter en konflikt, hvis ikke man kan forstå den sammenligning.

Jeg siger bare, at vores grundlæggende forståelse af menneskekroppen, er, at den har ti fingre, selv om der er nogle, der bliver født med en ekstra tommel, på samme måde som at vi har to køn, og at der så er nogle, der er interkønnet. De er en meget, meget lille del af os, og det er typisk overhovedet ikke transkønnetkategorien, vi snakker om her.

Har spørgeren et spørgsmål yderligere? Det havde spørgeren.

Ja. Jeg fik faktisk ikke svar på, om Liberal Alliance støtter Dansk Folkepartis forslag om, at organisationer og myndigheder, som modtager offentlige midler, ikke må anvende eller fremme andre kønsforståelser end den biologiske. Støtter Liberal Alliance den del af Dansk Folkepartis forslag?

Ordføreren.

Det havde jeg allerede svaret på. Jeg tror, spørgeren har fået tre spørgsmål. Ja. Det har jeg allerede svaret på. Der står: »... kønsforståelse, der fraviger den biologiske virkelighed«. Jeg mener heller ikke, vi skal finansiere en organisation, der går ud på skoler og fortæller, at jorden er flad. Altså, det er så simpelt.

Så hvis det er, at man har en helt anden forståelse af den biologiske virkelighed, så mener jeg ikke, det er noget, vi skal bruge skattekroner på. Det er da heller ikke nyt. Det har været Liberal Alliances politik hele tiden.

Med en lille udvidet spørgerunde – beklager det – er det tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Formanden må øve sig på at lede mødet bedre, og det skal han nok gøre.

Jeg ser ikke fru Rosa Eriksen fra Moderaterne i salen, så den næste i talerrækken er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Overskriften på det her forslag er, at »den danske stat, offentlige myndigheder m.v. kun skal anerkende to køn«. Under priden i 2022 gik Ekstra Bladet på gaden og spurgte politikerne: Hvor mange køn er der? Og der var mange politikere, som ikke kunne eller ville svare på det spørgsmål. Men Søren Pape Poulsen kunne. Han svarede som den første klart og tydeligt: Jeg har svært ved at forstå hele diskussionen om køn; jeg synes, der er to køn. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet bakkede op med svaret: I udgangspunktet er der to fysiske køn. Peter Hummelgaard fulgte trop og svarede: Grundlæggende er der jo to biologiske køn, og så er der dem, der har kønsdysfori.

Var beslutningsforslaget stoppet ved overskriften, havde vi sagt det samme som Søren Pape Poulsen, Mogens Jensen og Peter Hummelgaard. Men Dansk Folkeparti tager lidt rigeligt ved lære af SVM-regeringen. Der er nemlig proppet alt muligt ind i det her forslag, så der stensikkert ikke er noget, som et parti ikke vil slå sig på. Og det kan vi altså ikke anbefale, at man gør – medmindre selvfølgelig formålet er at sikre, at det kun er en selv, der kan se sig i teksten, men det synes vi er synd.

Det er lige så synd som det skred, der er sket i vores samfund. For i Danmark kan og vil vi gerne rumme forskellighed. Vi har været foran med at anerkende ægteskab mellem to køn, og vi vil gerne sikre ligestilling. Vi vil gerne tage hånd om dem, der har det svært. Men i stedet for at favne rummelighed er vi endt med en strømning omkring køn og identitet, der er så flydende og udfordrende, at det rykker et helt samfund i en retning, hvor vi risikerer at miste sammenhængskraften. Des mere udenfor normerne, des mere fedt er det.

Vi ser, at der er mennesker, der nægter at blive set på som syge eller ualmindelige, men som alligevel kræver behandling på samfundets regning. Vi ser folk, der vil skifte juridisk køn, men som nægter at acceptere, at der er to køn. Vi ser transkvinder, der ikke ønsker adgang til, men decideret kræver at dyrke sport med biologiske kvinder. Vi ser ordet kvinde blive skrevet ud af lovgivning og vejledninger, så kvinders tilkæmpede rettigheder bliver udfordret. Og folk som jeg selv skal tåle at blive kaldt TERF, når jeg forsøger at gøre opmærksom på de problemer, som følger i kølvandet. Vi ser også, at der ikke længere er en kritisk scanning af undervisningsmaterialer om køn og identitet, og at lgbt-organisationer er med til at lave decideret undervisning og være med til at lave sundhedsvejledninger, som ender med at få ideologiske præg ud over faglige. Grænserne skrider, og det fjerner trygheden og sammenhængen i samfundet, og det forvirrer de unge, som er mest skrøbelige og psykisk udfordrede – unge, der har brug for tryghed. Vi ser børnelæger, psykiatere og autismeforeninger, som må skrive diplomatiske, men tydeligt bekymrede høringssvar om behandling for kønsinkongruens, uden at nogen tør stoppe op og anerkende, at vi måske kan have gjort nogen uret op hertil.

I USA er effekten, at rummeligheden som konsekvens bare er blevet helt væk. Og det er ikke længere kun homoseksuelle og transkønnede, der bliver kørt over. Også hele kvindekønnet må se sig kuet. I Skotland har man nøjedes med at vedtage, at når der står »kvinde« i lovgivningen, mener man biologisk kvinde, og så forsøger man at håndtere lgbt-rettigheder særskilt. Og i hele Storbritannien har man stoppet hormonbehandling af børn i anerkendelse af, at behandlingen var gået galt. Men i Danmark er modet svigtet. Vil vi ende som USA, hvor pendulet svinger og rammer os i nakken, så rummeligheden forsvinder? Eller vil vi gøre som Skotland og prøve at genfinde balancen? Det håber vi at vi har modet til. Og med de ord støtter vi hverken op om beslutningsforslaget her eller ej, så det bliver et hverken-eller. Tak for ordet.

Lige på falderebet kom fru Gunvor Wibroe fra Socialdemokratiet.

Jeg vil bare lige følge op på et spørgsmål, som jeg fik fra den konservative ordfører, om det her med at kigge på lovgivning osv. Og jeg vil bare lige rose Konservative, for tilbage i 1989 var Det Konservative Folkeparti som bekendt nogle af dem, der kæmpede mest hårdnakket imod registreret partnerskab, altså nogle af dem, der kæmpede hårdest imod, at det kunne blive dansk lovgivning. Og der vil jeg bare rose, at De Konservative selv har rykket sig og netop kan se, at den lovgivning, som bl.a. Socialdemokratiet stod bag, faktisk var vejen frem her i Danmark.

Ordføreren.

Tak for den ros. Det er en konservativ værdi, at vi skal forandre for at bevare, og det kunne jo være, at Socialdemokratiet kom til den erkendelse en dag også.

Spørgeren.

For Socialdemokratiet – det er bare lige for at svare her – er det vigtigt, at vi står vagt om de danske værdier som frihed og frisind, og at vi står vagt om de rettigheder, som vi har været med til at forme igennem årtier generation for generation. Det er vigtigt for Socialdemokratiet. Tak for ordet.

Ordføreren.

Det var da rart at få som spørgsmål, at jeg får præciseret, hvad Socialdemokratiet står vagt om. Så kan jeg jo lige bruge min svartid på at fortælle, at frihed og frisind er nogle rigtig gode ting. Vi skal bare huske, at en gang imellem gør vi noget, som måske har nogle utilsigtede effekter. Og når det handler om hele kønsidentiteten, kan vi altså bare se, at der er nogle børn, særlig børn i autismespektret, som bliver meget udfordret af den ideologi, som har bredt sig over de seneste år.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerrækken er Enhedslistens fru Rosa Lund.

Tak for det. Det kommer forhåbentlig ikke som nogen overraskelse, at Enhedslisten ikke støtter det her beslutningsforslag, som har til formål at begrænse transpersoners rettigheder og i øvrigt benægter videnskabelige fakta og indskrænker ytringsfriheden i det offentlige.

Transpersoner er en lille og meget udsat gruppe i Danmark. Jeg synes, det hører med til den her debat, at VIVE har dokumenteret, at 42 pct. af transpersoner har oplevet vold, altså at blive udsat for vold, og at hver fjerde har forsøgt at tage sit eget liv. Deres eksistens truer på ingen måde os andre. Jeg har i hvert fald svært ved at se, at det skulle være sådan, det er. Tværtimod er det transpersoner, der er udsatte og truede. Derfor synes jeg, at vores opgave er at beskytte dem.

Derudover må jeg ligesom hr. Carl Valentin påpege det lidt mærkelige i, at forslagsstillerne ønsker at insistere på, at der kun eksisterer to køn med henvisning til biologiske fakta. Selv hvis vi ignorerer eksistensen af transpersoner, det synes jeg ikke vi skal, men lad os sige at vi gør det, så må forslagsstillerne da i det mindste anerkende eksistensen af intetkønnede personer og biologisk kønsvariation. Det er jo sådan set det biologiske argument.

Ca. 2 pct. af befolkningen er intetkønnede, og ligesom hr. Carl Valentin også sagde, har jeg i sagens natur også taget det argument med, at det er lige så mange, som der er rødhårede – som undertegnede. Der er altså ikke kun to køn, heller ikke biologisk, og derfor er det, der står i det her beslutningsforslag, jo faktuelt forkert. Det kan Folketinget selvfølgelig ikke vedtage.

Derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti fremsætter det her beslutningsforslag netop med biologiske argumenter. Den videnskabelige kompleksitet benægter forslagsstillerne, ligesom forslagsstillerne benægter eksistensen af transpersoner. Uanset at Dansk Folkeparti gerne vil benægte det, er det jo den virkelighed, vi lever i; det er jo den virkelighed, vi lever i.

Derudover ønsker Dansk Folkeparti også med det her forslag at begrænse ytringsfriheden i det offentlige, således at myndigheder ikke må sige sandheden med det eksplicitte formål at begrænse transpersoners rettigheder. Det kommer bag på mig, fordi jeg har stået så mange gange inde i den her Folketingssal og diskuteret netop ytringsfrihed med Dansk Folkeparti, og der stiller man sig på en anden side. Der må jeg bare nærmest gentage hr. Carl Valentins argument om – og nu beklager jeg, hvis jeg lægger ord i munden på hr. Carl Valentin – at det, der foregår fra Dansk Folkepartis side, er en lille smule hyklerisk. Enhedslisten kan i sagens natur absolut ikke støtte det her forslag.

Til sidst vil jeg sige, at jeg har det ligesom den danske rapper Tessa: Man bestemmer selv, hvem man elsker, og hvordan man vil tituleres. Det er absolut ikke noget, vi skal lovgive om. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Den næste i talerrækken er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Tak, formand. Med det her beslutningsforslag vil Dansk Folkeparti gerne slå fast, at der kun findes to køn: mand og kvinde. Her har Dansk Folkeparti fakta imod sig. For 1 pct. af den danske befolkning har variationer i kønskarakteristika. Det kan f.eks. være antallet af X- og Y-kromosomer. Det er dem, vi kalder interkønnede, og det er en gruppe, som både SF's ordfører, Enhedslistens ordfører og Danmarksdemokraternes ordfører også nævnte. Det er så en gruppe mennesker, som Dansk Folkeparti åbenbart ikke ønsker at anerkende. Man har altså fakta imod sig. Biologien siger ét, Dansk Folkeparti vil noget andet. Det var så biologien.

Så er der alt det andet, som det her beslutningsforslag også indeholder. Tidligere i dag gjaldede det højt og tydeligt her fra Folketingssalen, at en hamster ikke bliver til en guldfisk af at leve i et akvarium. Sådan omtaler Dansk Folkepartis fru Mette Thiesen transpersoner. Det er så vanvittig grænseoverskridende, at der bliver talt sådan om en minoritet i vores samfundog så endda i en besked, der er sendt af sted direkte fra Folketingssalen.

Så er der den del af beslutningsforslagets bemærkninger, som også er blevet nævnt ad et par omgange her fra talerstolen, nemlig der, hvor der står: »Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn.« Hvad betyder det? Hvad betyder »understøtte«? Er det, at børnecheck, barselsdagpenge og andre offentlige ydelser kun skal udbetales til familieformer, som er Dansk Folkepartis yndlingsfamilieformer, nemlig far, mor og børn? Hvad med familieformer, hvor det er en solomor, en regnbuefamilie eller homoseksuelle, der har fået børn? Er det den offentlige understøttelse? Er det de offentlige ydelser, som man skal begrænses fra at få?

Så jeg må sige, at jeg synes, at det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti er et homofobisk beslutningsforslag, og i Radikale Venstre siger vi nej tak. Det er et forslag, som er direkte importeret fra Trumpadministrationen, og som vil fratage visse danskere retten til at være dem, de er, leve, som de vil, og blive anerkendt for deres seksualitet, deres kønsidentitet og de familieformer, de finder ind i, og det vil vi i Radikale Venstre kæmpe imod.

Så er Dansk Folkeparti jo også lykkedes med at stille sig side om side med nogle af de reaktionære imamer, som de gerne vil sende nogle beskeder til. For en gang imellem lyder det sådan på sociale medier. F.eks. kan jeg nævne et citat fra hr. Morten Messerschmidt, der skrev: Hvis du er træt af homoer, så er Afghanistan måske noget for dig.Der stiller Dansk Folkeparti sig altså side om side med nogle af dem, de ønsker at sende hjem. Det kan godt være, at det virker lidt paradoksalt, men som kvinde med afghansk baggrund må jeg bare sige, at det der er helt underligt i mine ører. Jeg har alle dage syntes, at Dansk Folkeparti var ude på et overdrev, men det her er langt ud over det sædvanlige, og i Radikale Venstre siger vi nej tak. Tak.

Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Fru Christina Olumeko fra Alternativet er den næste i talerrækken.

Tak for ordet. Forslaget, vi behandler i dag, er noget af det mest vidtgående, jeg har set på lgbt+-området, siden jeg blev valgt til Folketinget. Dansk Folkeparti forsøger med forslaget her at ændre hele vores fælles forståelse af, hvem man har ret til at være i Danmark. Det er et forslag, der vil rydde al lovgivning væk, som i dag giver plads til, at mennesker kan være sig selv. Det er i mine øjne et voldsomt angreb på en række minoriteter i Danmark.

De rettigheder, vi har i dag, eksempelvis juridisk kønsskifte, x i passet og kønsbekræftende behandling, er rettigheder, der handler om mennesker, om retten til at leve i frihed, med respekt og med værdighed. Hvis forslaget blev stemt igennem, og det gør det ikke – det er jeg meget glad for – men hvis det blev, ville det ramme danskere, der allerede i dag kæmper hver eneste dag for at blive mødt med respekt, danskere, som i forvejen alt for ofte oplever diskrimination og mistrivsel. Nu foreslår Dansk Folkeparti så ovenikøbet, at staten helt skal vende dem ryggen.

De rettigheder, som transpersoner har i Danmark, har styrket vilkårene for en lille gruppe personer. Det har skabt bedre trivsel for en gruppe, der mistrives og, som det også er blevet nævnt tidligere, i langt højere grad end os andre begår selvmord, og det er rettigheder, der ikke tager noget som helst fra majoriteten. Derfor er det fuldstændig absurd, at Dansk Folkeparti overhovedet kan foreslå at rulle rettighederne tilbage.

Det her forslag står jo ikke alene. Det er, som andre ordførere har været inde på, en del af en bølge, vi ser skylle ind fra hele verden, fra Viktor Orbáns Ungarn, fra Putins Rusland og Trumps USA. Rundtomkring indskrænkes lgbt+-personers rettigheder i de her år. Jeg synes, det er en ærgerlig klub at ønske at Danmark skal være en del af. Det er ikke den retning, jeg og Alternativet ønsker for Danmark. Danmark skal være et land, hvor vi beskytter minoriteter, og historisk set har Danmark netop været det. Vi har været et land, hvor vi har stået bag de danskere, der er lgbt+-personer, og vi har været et land i front. Vi har ikke været et land, hvor vi aktivt gør livet sværere for vores medborgere.

Forslagsstillerne hævder også, at forslaget handler om at stoppe det, der hedder en ekstrem kønsideologi. Men der er intet ekstremt ved at ønske at blive mødt med respekt. Der er intet ekstremt ved at anerkende, at mennesker kan have en følelse af, at de ikke passer ind i vores traditionelle rammer. Det ekstreme er at forsøge at presse mennesker ind i en identitet, de ikke kan genkende sig selv i. Det ekstreme er ikke at have respekt for sine medborgere. Det ekstreme er i vores øjne det her beslutningsforslag.

Forslagsstillerne siger også, at forslaget handler om at beskytte familien, som de definerer den: far, mor og børn. Men familier ser ud på mange måder i Danmark i dag og har altid set ud på mange måder i Danmark. Vi har regnbuefamilier, enlige forældre, skilsmisseforældre og -familier, bonusforældre og bedsteforældre, der træder til. Det er familier, der åbenbart er forkerte i Dansk Folkepartis øjne. Alternativet ønsker at beskytte familiers ret til at eksistere på deres præmisser. Vi vil understøtte den mangfoldighed af familier, vi har i Danmark.

Endelig siger forslagsstillerne, at det her forslag ikke vil påvirke menneskers mulighed for at leve og bo sammen. Men det er ikke sandt. Hvis man som transperson ikke kan få rettet sit juridiske køn, så det stemmer overens med ens identitet, hvis man ikke længere har adgang til behandling, så handler det om adgang til sundhed, det handler om at kunne rejse trygt, det handler om ens levevilkår, og det handler om at få sit liv respekteret af det samfund, man er en del af. Så det her forslag vil få konsekvenser. Det vil få alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker, for helt almindelige danskere, der bare ønsker at leve deres liv frit og være sig selv.

Alternativet stemmer på den baggrund imod forslaget, og så vil jeg i øvrigt gerne rette en tak til ligestillingsministeren for en god tale og for så klart i dag at sige fra. Tak for ordet.

Tak til Alternativet. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Der er blevet sagt utrolig mange mærkelige ting oppe fra den her talerstol under behandlingen af det her forslag, som jo grundlæggende er en tilbagevenden til den sunde fornuft.

Jeg skal være den første til at sige, at man skal have lov til at leve, fuldstændig som man vil i Danmark. Jeg har en stor del af min vennegruppe, som er homoseksuelle, og jeg kender også en del, som er transkønnede, og alle dem, jeg kender, som tilhører den her definition, ville sådan set bakke op om det her med, at der er to køn osv. Så jeg synes, det virker en lille smule mærkeligt. Men jeg tror desværre, det er, fordi kan man igennem tiden har ladet woke inficere rigtig mange dele af vores samfund.

Tag eksempelvis det her med juridisk kønsskifte. Man skriver jo i princippet noget på papiret, som er faktuelt forkert. For Jonna skal have al mulig lov til at være Jonna og leve som Jonna og have det dejligt. Det har jeg absolut intet problem med. Jeg synes, det er skønt, at vedkommende lever lige præcis, som som de har lyst til, uden at genere andre mennesker. Men Jonna er jo ikke en kvinde; Jonna er en mand, der lever som en kvinde. Derfor er man jo nødt til at kigge på det og sige, at nej, det giver ikke nogen mening at lave et juridisk kønsskifte, fordi du siger til folk, at de er noget, som de ikke er. Derfor skal de hundrede procent anerkendes og have lov til at leve, som de vil, alligevel. Du kan skifte navn og gøre alt, hvad du vil. Men det der med at skifte køn er noget underligt noget.

Og nej, jeg kaldte ikke transkønnede for hamstere. Jeg sagde, hvilket mig bekendt er faktuelt korrekt, at en hamster ikke bliver til en guldfisk af at leve i en guldfiskebowle eller et akvarium. Det er sådan set mig bekendt faktuelt korrekt. Det er jo lidt som kejserens nye klæder og det her med den lille dreng, der siger: Jamen han har jo ikke noget tøj på. Det er lidt den rolle, vi har i Dansk Folkeparti, fordi man desværre rigtig mange steder er gået ind og har ændret gældende virkelighed for at tilpasse sig en meget, meget lille gruppe.

Med hensyn til det her med behandlingstilbud synes jeg, det er meget paradoksalt, at der står en masse ordførere heroppe i dag og advokerer for, at man medicinsk skal behandle noget, som de ikke mener er en psykisk lidelse. Det hænger simpelt hen ikke sammen. Jeg mener i den grad, at vi skal anerkende kønsdysfori som en psykisk lidelse. Samtidig med det er jeg også nødt til at sige, at grunden til, at de her tal taler deres eget tydelige sprog, er, at det er nogle mennesker, der er voldsomt udfordret på rigtig, rigtig mange området psykisk, og derfor selvfølgelig skal have al den hjælp, de overhovedet kan få. De skal holdes i hånden, og de skal hjælpes. Men den her automatreaktion med, at så hjælper det nok, at de på papiret får et andet køn, synes jeg simpelt hen vi skal stoppe med. Og så længe man ikke anerkender kønsdysfori som en psykisk ledelse, giver det ikke nogen mening overhovedet at blive ved at italesætte, at det skal være i det offentlige sundhedsvæsen. Så man er jo nødt til at få tingene til at hænge sammen.

Det her med, at myndigheder, institutioner, offentligt finansierede organisationer ophører med alt andet end at fremme en kønsforståelse, der fraviger fra den biologiske virkelighed, har vi jo desværre set talrige eksempler på, helt ned i børnehaverne. Vi har set eksempler på forældre, som kæmper for retten til, at deres såkaldt transkønnede børn får lov til at få hormoner. Vi har på nuværende tidspunkt desuden ministre, som ikke vil forbyde, at man giver børn hormoner, der irreversibelt smadrer deres krop, gør dem sterile, udsætter dem for en forøget kræftrisiko, fordi børn er ved at udvikle sig – en naturlig udvikling, hvor man er usikker på nogle ting, og hvor der er nogle børn, der har det rigtig, rigtig svært, og hvor nogle af dem måske også har kønsdysfori. Men der skal vi jo være der som ansvarlige voksne og ikke acceptere, at de får skadet deres krop på grund af en eller anden politisk ideologi, som den voksne måtte have. Jeg synes, det er dybt beskæmmende.

Køn er en biologisk ting. Kønsidentitet er, som det også er blevet sagt heroppefra, noget helt andet, og folk må fuldstændig leve, som de vil. Det må de. Men vi er nødt til at sætte nogle retningslinjer herindefra for, hvordan staten skal agere, og staten skal ikke begynde at køre ind på et spor, hvor man kører ind på noget, som er faktuelt ukorrekt, og hvor man helt ned i børnehøjde begynder at undervise i, at der er 72 forskellige køn, og at man i øvrigt bare kan vælge, hvad man vil, og alt muligt andet. Jeg synes, det er noget meget, meget mærkeligt noget.

Jeg synes også, det er farligt, for være helt ærlig. For vi skaber en generation af unge mennesker, som er dybt, dybt forvirrede, og hver gang der er et problem, kunne det også godt være, at det ville hjælpe, hvis man nu bare skiftede køn eller fik fjernet sine i øvrigt flotte, raske bryster eller noget andet. Det er jo desværre det, vi ser. Jeg synes, det er skræmmende.

Så ville jeg egentlig gerne sige – nu er der kommet en anden formand, så den nuværende formand i formandsstolen skal ikke høre for det – at jeg synes, det er ret vildt, at jeg bliver irettesat for noget, mens alle dem, der står og nærmest kalder mig putinist og Trump og alt muligt andet, som vi igen og igen hører fra venstrefløjen, ikke bliver irettesat. Det synes jeg faktisk. Det her er en ganske almindelig debat om noget, som burde være ret grundlæggende, uden at folk står og kalder hinanden for alt muligt mærkeligt.

Det her forslag handler grundlæggende set om, at vi i Danmark anerkender, at der er to køn. Det er der. At der er en lille lillebitte del, som ikke har nogen af dem, siger jo stadig væk, at der er to køn. Nu blev der også tidligere nævnt heroppe fra talerstolen, at man jo spurgte for nogle år tilbage til den her Pride, om der ikke var nogen, der ville sige, hvor mange køn der var, og der var simpelt hen så meget berøringsangst. Det er den usikkerhed, som man så sender ud til unge mennesker, og samtidig tolererer man simpelt hen, at den danske stat skamferer unge mennesker, fordi man tror, det hjælper dem med deres meget, meget svære psykiske udfordringer at give dem endnu et problem, nemlig at ødelægge deres krop. Det kommer historien til at dømme dem, der støtter det, meget hårdt for. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Der var ikke opbakning til det her beslutningsforslag. Det havde jeg desværre heller ikke regnet med. Men jeg mener jo grundlæggende set, at man skal sige det, man mener, og gøre det, man siger, og det gør vi i Dansk Folkeparti. Derfor fremsætter vi selvfølgelig beslutningsforslag, som vi mener er de rigtige, i stedet for altid kun at fremsætte nogle, som man tror kommer igennem. For det er jo, det ved vi alle sammen godt, meget, meget sjældent, det sker.

Når det er sagt, vil jeg egentlig ikke sige så mange flere ord, andet end at jeg ville ønske, at der var en større opbakning fra det her Folketing til én gang for alle at passe på i særdeleshed vores unge mennesker og vores børn, i forhold til at de ikke skal inficeres med ting, som simpelt hen er faktuelt forkerte, og til at hjælpe dem og støtte dem i stedet for som på nuværende tidspunkt fra den danske stats side faktuelt at gå ind og ødelægge nogle børn for livet. Tak til alle dem, der har holdt taler – nogle mere end andre. Lad det være ordene fra mig herfra.

Tak for det. Lad mig lige, inden kommentarerne fra jer i salen kommer, sige, at hvis man er imod en irettesættelse fra en formand, eller hvis man synes, at en formand skulle have irettesat, så kan man altid sende en klage til Præsidiet. Det bliver ikke betragtet som en klage over en formand, men det er faktisk det, der bruges i Præsidiet til hele tiden at diskutere balancen i, hvad en god debat i Folketingssalen er, og hvad en god debat ikke er. Så på den måde er det faktisk en ret god idé at prøve at rejse den dér, for jeg ved ikke, hvad der er foregået tidligere. Det er blot et tip til jer alle sammen om, at det faktisk giver en ret god debat om, hvordan vi kører den her sal.

Apropos det skal vi jo videre med det. Allerførst er det fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Tak. Jeg synes, der blev sagt en del vrøvl fra talerstolen, og når Dansk Folkeparti ikke rigtig vil anerkende fakta og biologi, er det, som om diskussionen bliver lidt svær. Så lad mig gå et andet sted hen

Dansk Folkepartis ordfører snakker om, at folk må leve fuldstændig, som de vil, og Dansk Folkeparti anerkender, at man kan være den, man er, men samtidig skriver man jo i bemærkningerne til sit beslutningsforslag, at det offentlige skal understøtte familier defineret som far, mor og børn. Det er blevet rejst flere gange i løbet af debatten. Vil Dansk Folkepartis ordfører ikke lige forholde sig til, at konsekvensen af det her jo er, at der vil være familier, som f.eks. består af far, far og børn, eller andre familieformer som enlige mødre, enlige fædre? Konsekvensen vil være, at det offentlige ikke kan understøtte dem med offentlige ydelser, f.eks. i form af børne- og ungeydelse, barselsrettigheder, barselsdagpenge. Er det det, Dansk Folkeparti mener?

Ordføreren.

Det er meget vildt at skulle høre fra en radikal, at man siger meget vrøvl. Jeg mener jo sådan set grundlæggende, at alt, hvad Radikale Venstre siger, er noget vrøvl, men lad det nu ligge.

Det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Det er jo grundlæggende den mest normale familieform. Så selvfølgelig skal samfundet understøtte det. Det giver overhovedet ikke nogen mening, og hvis man er mor til et barn, får man jo også børnepenge, fordi man har forældremyndigheden. Så jeg kan slet ikke forstå den der.

Som jeg nævnte tidligere fra talerstolen, mener vi grundlæggende, at det offentlige Danmark skal understøtte familien defineret som far, mor og børn, fordi det er normen. Der har desværre været sådan en tendens til igennem efterhånden rigtig, rigtig mange år, at man ligesom siger, at alt er lige godt. Nej, det er det ikke. Jeg er selv enlig mor, men det er da klart, at en familie med far, mor og børn er at ønske sig. Så jeg kan slet ikke forstå den der forargelse over det her. Så nej, man kan leve, fuldstændig som man vil, men grundlaget må da altid være far, mor og børn.

Spørgeren.

Man må leve, fuldstændig som man vil, men en børne- og ungeydelse, barselsrettigheder og andre offentlige ydelser må man så sige nej tak til for det tilfælde, at man skulle være homoseksuel og ønske sig at få børn. Det er så en besked, som jeg synes fru Mette Thiesen også skal sige højt og tydeligt, når man fremsætter sådan et beslutningsforslag.

I øvrigt er det jo lidt en underlig argumentation at hive sine egne venner frem, når det er, man gerne vil vise, at der er bred opbakning til noget. Jeg kunne også godt hive nogle venner frem, og så skulle Dansk Folkeparti pludselig trække sit eget beslutningsforslag tilbage, eller hvordan?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg også er en meget mærkelig argumentation og i særdeleshed fra et parti, som også har stået i spidsen for at føre en udlændingepolitik, som gør, at homoseksuelle har rigtig svært ved at være i Danmark, fordi der er kommet for mange hertil fra Stormellemøsten og Nordafrika, som overhovedet ikke mener, at homoseksuelle på nogen måde skal tolereres. Jeg tror nærmere, at mange af dem mener, at de nærmest skal smides ud fra bygninger. Så jeg synes, det er en ret absurd argumentation.

Så nej, det handler ikke om at trække noget tilbage. Det er bare for at sige, at lige så vel som dem, som fru Samira Nawa taler med, måske nok tilhører en fløj, der også støtter LGBT+ Danmark, som også er blevet ekstremistisk, synes jeg, så er der altså også rigtig, rigtig mange andre, som gerne bare vil have lov at leve, som de vil i fred og ro.

Hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det er et opklarende spørgsmål i forhold til Dansk Folkepartis politik, for jeg blev lidt forvirret, da ordføreren gik på talerstolen og fremhævede Jonna, som jeg talte om. Da sagde ordføreren, at hun selvfølgelig skal have ret til at skifte navn, men ikke til at skifte køn. Er det rigtig forstået, at det er det, der er DF's position i det her?

Ordføreren.

Man kan da altid skifte navn. Jeg kunne da også skifte navn, hvis jeg ikke gad hedde Mette og hellere ville hedde noget andet.

Spørgeren.

Det er forkert. Den danske navnelov er således indrettet, at ens køn determinerer, hvilke navne man kan have. Det betyder, at jeg ikke kan skifte navn til Jonna f.eks., for så skal jeg være en kvinde. Betyder det, at DF vil ændre navneloven, sådan at det ikke er ens køn, der determinerer, hvilke navne man kan vælge imellem, men at man kan vælge et hvilket som helst navn, uanset hvilket køn man har?

Ordføreren.

Det bliver en meget teknisk diskussion. Navneloven kan vi godt kigge på, for jeg synes faktisk, at der bliver godkendt mange underlige navne for at være helt ærlig, hvor børn kommer til at hedde nogle højst besynderlige ting. Der er selvfølgelig nogle restriktioner, også i forhold til hvordan man staver navne osv., når man skifter navn. Så nej, umiddelbart ikke. Ja, vi kan godt kigge på navneloven, men det er ikke noget, jeg synes vi behøver at gøre lige nu.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Jeg studsede over præcis det samme. Altså, det må man altså ikke. Hvis man er en mand, kan man altså ikke bare pludselig hedde Jonna. Fru Mette Thiesen kan heller ikke pludselig kalde sig Mads – det må man altså ikke, det er forbudt. Det var da noget af en overraskelse at høre, at Dansk Folkeparti synes, at man da bare skal kunne hedde lige præcis, hvad man har lyst til, og at mænd kan hedde kvindenavne, og kvinder kan hedde mandenavne. Det må jeg sige var en overraskelse.

Men spørgsmålet, jeg egentlig ville stille, var om det her med, at man skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Hvilke former for understøttelse er det så, Dansk Folkeparti vil fratage alle de familier, der ikke består af far, mor og børn?

Ordføreren.

Årh, jeg undrer mig sådan lidt over, at det er nogle af de her debatter, man skal have med et såkaldt borgerligt parti. Det, som vi skriver i vores beslutningsforslag, er, at det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Det handler grundlæggende set om, at vi i Danmark skal anerkende to køn, og at vi skal anerkende, at den hyppigste familieform er far, mor og børn. Det er det mest ønskværdige, selvfølgelig er det det; det er normen, det er det, langt de fleste familier består af. Som jeg sagde tidligere: Hvordan man har lyst til at leve sit liv, og hvem man har lyst til at leve sit liv med, må man fuldstændig selv om – fuldstændig.

Men vi kommer ikke til nogen sinde at støtte, at man laver børnekønsskifte, at man bare kan skifte sit sygesikringsbevis, sit cpr-nummer efter forgodtbefindende, og jeg synes også, at det er meget, meget underligt, at man ikke vil anerkende kønsdysfori som en psykisk lidelse, men at man stadig væk mener, at det stadig skal være i det offentlige behandlingssystem. Så jeg tænker, at ordføreren godt kan se, at der er en lille smule diskrepans dér.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Altså, nu er det ikke mig, der har stået på Folketingets talerstol og sagt, at mænd bare kan kalde sig Jonna, hvis de gerne vil det. Det forholdt ordføreren sig overhovedet ikke til. Det er heller ikke mig, der har skrevet i et forslag, at det offentlige skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Det er altså fru Mette Thiesen selv. Så må det da også være rimeligt, at man kan svare på, hvilke måder man skal fremme denne her familieform på. Skal vi gøre det vanskeligere at få skilsmisse eksempelvis?

Ordføreren.

Årh, der er flere forskellige navne, som man kan hedde både som mand og kvinde. Kim og René og alle mulige forskellige ting. Det er så, hvad det er. Det var egentlig det, jeg henviste til. For det andet er der det om, hvad det offentlige skal understøtte. Jeg har nævnt tidligere, at vi sagtens kan snakke om fertilitetsbehandling. Vi kan også snakke om flere andre forskellige ting. Jeg synes bare, det bliver en lille smule mærkeligt, når man skriver noget, som er faktuelt korrekt. Normen i Danmark er far, mor og børn, og det er selvfølgelig det, som staten skal understøtte.

Fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg vil egentlig bare dykke lidt videre ned i det, som ordføreren for Venstre siger, nemlig at Dansk Folkeparti altså mangler at give os svar på, om en familie med to fædre med børn, to mødre med børn, en familie med en mand og en kvinde, der ikke kan få barn, en enlig mor, en enlig far, en enkemand er familier på lige fod med det, som Dansk Folkeparti skitserer som far, mor og barn. Er det det?

Ordføreren.

Hvordan man lever som familie, må man fuldstændig selv om, men der er forskel på, hvad den danske stat skal understøtte, også økonomisk, og at man siger, at folk kan leve fuldstændig, som de vil. Hvis det f.eks. er to mænd, som skal have et barn, er man ligesom nødt til at have en kvinde med ind i billedet. Den kvinde er jo mor til det barn, ikke? Så er der en far og en mor, og så har far måske en mandekæreste. Men det der med fuldstændig at smide al sund fornuft og bare sige, at selvfølgelig er alt lige godt, siger jeg nej til, og jeg synes det er en mærkelig debat. Folk må leve fuldstændig, som de vil. Jeg er 100 pct. sikker på, at de mennesker, som enten lever i et homoseksuelt forhold eller alene eller på anden måde, også kan være både nogle dejlige familier og nogle kærlige forældre og alt mulig andet. Det er slet ikke det, jeg sætter spørgsmålstegn ved? Men vi snakker om, hvad det offentlige skal understøtte, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man i 2025 kan synes, at normen ikke er far, mor og børn, for det er den altså.

Spørgeren.

Jeg vil bare sige, at jeg ikke synes, at vi ikke få svar på det, som jeg og mange af min kollegaer har spurgt om. Altså, er en familie med to af samme køn og børn ligeværdig med en familie med far, mor og børn? Er en enlig mor med børn ligeværdig med en far, mor og børn? Jeg har selv haft en far, der var alene med mig og mine søskende. Var vi ikke som familie ligeværdige med andre familier? Det vil jeg gerne have at ordføreren forholder sig til.

Ordføreren.

Jeg er selv enlig mor. Jeg er fraskilt, og det er muligvis den største sorg i mit liv, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie. Jeg er stadig væk en kærlig mor for mine to drenge, og vi har vores egen lille familie, men deres far er stadig væk en del af det, fordi han er far til de to drenge. Altså, det er sådan helt, helt grundlæggende. Så nej, det handler ikke om at udskamme nogen for at være forkerte. Det handler grundlæggende set om, at vi som stat, at vi som Danmark siger: Som udgangspunkt har vi den her familie, og den familieform er far, mor og børn. Det er normen, det er det almene.

Tak. Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg har meget svært ved at forstå, at fordi noget er normen, er det det, vi skal anerkende. Det er jo rigtigt for de fleste af os, at hvis vi får børn, er det med en fra det modsatte køn. Det er langt de fleste af os, men det er ikke alle. Bare fordi noget ikke er normen, synes jeg ikke, at det er noget, den danske stat ikke skal rumme på samme måde. I forhold til det med, at det er det, der er normen, og at det så er bedre, vil jeg sige: Nej, der er bred enighed om i forskerverdenen, at børn af f.eks. to mænd eller to kvinder har det lige så godt, trives lige så godt og får det lige så godt senere i livet. Det er ikke det, der er definerende. Jeg har da ingen hensigt om, at bare fordi noget er normen, er det det, som vi som dansk stat skal understøtte, altså at man ikke kan understøtte noget, der er ud over normen. Jeg synes, det er hele pointen. Normen vil jo altid tilfældigvis være det, som de fleste gør, men det vil ikke sige, at det, hvis man gør noget forskelligt fra det, nødvendigvis er forkert.

Ordføreren.

Det siger jeg heller ikke at det er, men der står her meget specifikt, at det offentlige skal understøtte familien som far, mor og børn. Vi kan sagtens tage en debat om f.eks. fertilitetsbehandling. Skal man som solomor have lov til at få fertilitetsbehandling betalt af det offentlige, fordi man selv har fravalgt at få en mand? Det mener jeg faktisk ikke. Så der er sådan nogle grundlæggende ting, hvor jeg synes, at vi bør have en sober og saglig debat om, hvad den danske stat egentlig skal understøtte. Det er også derfor, jeg nævner det der med kønsdysfori. Det virker meget mærkeligt på mig, at når man ikke vil anerkende, at kønsdysfori er en psykisk lidelse, hvorfor det så skal behandles i det offentlige sundhedsvæsen.

Spørgeren.

Vi kan sagtens have en principiel debat om, hvilke egne valg man tager i livet, og hvad man skal betale selv. Jeg tror ikke engang, at jeg ville stå allerlængst væk fra DF på det spørgsmål. Men det her handler om, hvorfor det offentlige kun skal understøtte familien defineret som far, mor og børn. Betyder det, at DF ikke mener, at f.eks. barselsorlov skal gælde begge forældre, hvis man adopterer? Det kan være en mor og en far, der adopterer et barn. Det kan også være to mænd, der adopterer et barn. Skal der være forskellige barselsregler, fordi de er homoseksuelle?

Spørgeren – nej, ordføreren.

Tak. Man kan også blive lidt i tvivl, også ved den tidligere debat. Det her handler grundlæggende set om, at man anerkender, at far, mor og børn grundlæggende er den familieform, de fleste danske familier har. Som jeg har sagt tidligere, kan vi sagtens tage en debat om det her med at understøtte økonomisk; nu har jeg nævnt nogle konkrete eksempler. Det kan vi sagtens tage en debat om, men jeg synes altså ikke, at der er noget odiøst i at sige, at det her er normen. Den danske stat skal understøtte far, mor og børn. Og vi har desværre set i rigtig mange år, at alt ligesom bliver ligestillet og alt bliver lige godt. Jeg synes, at det er fint, at man også fremhæver, at det her faktisk er normen for langt de fleste danskere. Det er far, mor og børn. Det er ønskværdigt, også for os, der desværre ikke har det på den måde mere.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.