Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 142:

Forslag til folketingsbeslutning om at imødegå forslag om at ændre grænsedragning i Mellemøsten.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak. Jeg beklager over for dem, der måtte sidde med tømmermænd efter 1. maj i går. Ikke desto mindre er der med Enhedslistens beslutningsforslag, som formanden netop har skitseret hvad går ud på, lagt op til endnu en runde med debat.

Stærke politiske kræfter arbejder i disse år på at forskyde grænser mellem lande i Mellemøsten. Det gælder bl.a. ekstremistiske israelske bosættere, der ønsker at udvide de folkeretsstridige bosættelser på palæstinensisk område og ultimativt ønsker at skabe et Storisrael, der ud over det nuværende Israel også indeholder Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Den amerikanske præsident har fremlagt en plan, der går ud på, at USA skal eje Gaza, mens Gazas befolkning skal fordrives til lande som Egypten og Jordan. Desuden har Israel annekteret dele af Golanhøjderne, som folkeretligt hører til Syrien, og i 2024 har de endda udvidet det annekterede område der.

Gennem årene har Danmark med skiftende regeringer stået på folkerettens grund. Når militært stærke magter med trusler eller direkte invasion indtager andre landes territorier, er det i strid med folkeretten, og det bør påkalde sig protester, afstandtagen og konkrete sanktioner, hvilket Danmark og andre vestlige lande med rette har demonstreret konsistent i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og tiden derefter. De trusler, der i øjeblikket retter sig mod især palæstinensisk, men til dels også syrisk territorium fra stærke militære magter som Israel og USA, bør påkalde sig bekymring og opmærksomhed og tilsvarende sanktioner.

Det er baggrunden for nærværende beslutningsforslag, som har til formål at sikre, at den danske regering reagerer på passende vis, hvis Israel eller USA gør alvor af de aktuelle trusler mod de nævnte landområder, der grænser op til Israel. Allerede nu bør Danmark understrege, at annekteringer er fuldstændig uacceptable, og beslutningsforslaget her lægger altså op til, at det er en aktiv del af den danske udenrigspolitik at imødegå sådanne forskydninger af grænser, ikke bare med ord, men også med relevante handlinger.

Jeg ser frem til debatten.

Tak for begrundelsen. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at rejse denne vigtige debat. Jeg vil gerne starte med at understrege, at Danmark står fast ved den grundlæggende folkeretlige regel om, at territorium ikke kan erhverves gennem magtanvendelse. Magtanvendelsesforbuddet er nedfældet i FN-pagten, og Danmark bakker fuldt ud op om den internationale retsorden og de institutioner, som vi i fællesskab har skabt siden anden verdenskrig.

Det er i øvrigt et synspunkt, vi desværre i forskellige sammenhænge har været nødt til at understrege, også i offentlig orden, det seneste stykke tid, også i relation til andre områder end det, der er fokus for forslaget her, nemlig Mellemøsten.

Det hænger jo sammen med, at det er en hjørnesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det har det været igennem mange år, og som et lille land, fordi det er vi jo trods alt, har vi en stor interesse i, at staters internationale adfærd er reguleret af regelsæt, som det internationale samfund bakker op om. Det er også disse principper, der ligger til grund for vores mellemøstpolitik, vores tilgang til Israel- og Palæstinakonflikten, som vi jo relativt udtømmende diskuterede for et par dagsordenspunkter siden.

Grunden til, at vi arbejder for en tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne, er, at regeringen ligesom EU ikke vil anerkende ændringer i 1967-grænserne, medmindre parterne er nået til enighed herom. Derfor anerkender vi heller ikke israelsk annektering af besatte palæstinensiske områder, hverken formelt eller reelt. Fra både dansk og EU's side skelnes der derfor mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder. I aftaler, som Danmark og EU indgår med Israel, indgår en territorialklausul, der understreger, at aftalen ikke finder anvendelse i de besatte palæstinensiske områder.

Derudover har Europa-Kommissionen tilbage i 2015 udsendt en såkaldt fortolkende meddelelse om oprindelsesangivelse for varer fra de besatte områder, som indskærpede, at varer fra bosættelser ikke må mærkes med Israel som oprindelsesland, men derimod klart skal deklarere som lavet i en israelsk bosættelse. Af samme grund har regeringen os fordømt både bosættelser og bosættervold. Juridisk er bosættelserne i strid med folkeretten, og politisk udgør bosættelserne en væsentlig barriere for en tostatsløsning, og desværre har vi jo set en stigning i bosættervolden på Vestbredden, som er komplet uacceptabel. Af samme grund har vi helt uden tøven støttet EU's sanktioner mod ekstremistiske bosættere, der fordriver og udøver vold mod palæstinenserne på det besatte Vestbredden, og vi vil fortsat støtte op om eventuelle yderligere sanktioner på området.

Fra regeringens side har vi i vores diplomatiske arbejde haft stort fokus på at bidrage til at fremme en tostatsløsning. Som jeg også nævnte tidligere i dag, er jeg selv i løbende dialog med kolleger i Israel og Palæstina, som jeg også har besøgt nogle gange siden Gazakrigens udbrud, ligesom jeg er i tæt kontakt med kollegerne i de mere proaktive arabiske lande som f.eks. Saudi-Arabien, Egypten, Jordan m.fl. – lande, som også alle ønsker fremdrift hen imod en fredelig løsning.

Desværre er udviklingen lige nu jo bedrøvelig, idet de implicerede parter i den israelsk-palæstinensiske konflikt står langt fra hinanden. Gazakonflikten ser i hvert fald ikke ud til at have fået israelerne til at erkende, at besættelserne er uholdbare og på lang sigt heller ikke i israelsk interesse. Med andre ord har tostatsløsningen nok aldrig været mere truet, end den er netop nu. Men det rokker ikke ved, at vi må og skal holde fast i målet om en fredelig løsning på den årtier lange konflikt. Som jeg også før har sagt, er tostatsløsningen med en israelsk og en palæstinensisk stat, der lever side om side i fredelig sameksistens, den ene løsning, der er holdbar på lang sigt.

Det er også centralt for at skabe stabilitet i regionen, og det er også derfor, at det mål, som regeringen arbejder aktivt for i både FN og EU samt i den bilaterale dialog med konfliktens parter og med lande i regionen. Bl.a., som jeg også har sagt det tidligere i dag, har vi deltaget i alle de møder, der indtil videre har været afholdt i den såkaldte globale alliance for implementering af tostatsløsningen.

For så vidt angår Syrien, ligger regeringen ligesom bl.a. EU vægt på, at alle aktører skal respektere Syriens suverænitet og territorielle integritet. Derfor må det internationale samfund også holde Israel op på, at de skal trække sig ud af den demilitariserede zone i Golanhøjderne og det sydlige Syrien, hvor Israel har etableret militær tilstedeværelse umiddelbart efter Assads fald. Det har Danmark fremhævet, bl.a. i FN's Sikkerhedsråd, i øvrigt også i EU-kredsen, og vi tager afstand fra de seneste udtalelser fra bl.a. den israelske forsvarsminister Katz om, at tilstedeværelsen fra Israel kan fortsætte på ubestemt tid.

For så vidt angår Libanon, støtter regeringen en fuld implementering af våbenhvileaftalen mellem Hizbollah og Israel samt FN's sikkerhedsrådsresolution 1701. Det indebærer israelsk tilbagetrækning fra libanesisk territorium, tilbagetrækning af Hizbollah til nord for Litanifloden og overdragelse af kontrollen til de libanesiske væbnede styrker, som både Danmark og EU også støtter kapacitetsopbygning af med henblik på at varetage denne opgave.

Så jeg vil gerne ligesom opsummere og afslutningsvis gentage, at regeringen selvfølgelig deler hensynene bag forslaget, nemlig kun at acceptere grænseforskydninger, der sker som led i en forhandlet løsning mellem parterne, og det er, hvad enten det er i Mellemøsten eller i Ukraine eller noget, der kommer endnu tættere på os selv, en fundamental del af EU's parametre for for en fredsløsning derude, og det er en international grundregel, som det giver sig selv at vi bakker op om. Derfor kan jeg forsikre forslagsstillerne om, at vi arbejder aktivt for at fremme en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne og står fast på, at grænsedragningen skal ske med udgangspunkt i det folkeretlige princip om, af territorium ikke kan erhverves gennem magtanvendelse.

Derfor støtter vi ikke forslaget, og det gør vi jo ikke, fordi det på en eller anden måde jo så antyder, at det skulle være et nybrud eller et udtryk for, at regeringen nu gør noget, regeringen ikke hele tiden har gjort, og det er ikke sagen. Sagen er, at det her forslag sådan set rammer en kendt dansk position ind, som vi fortsat vil forfølge. Men jeg er da glad for, at det forhold, at forslaget er fremsat, har givet mig anledning til at gentage det her i dag fra Folketingets talerstol. Tak.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Det er jo lidt en særpræget situation, at der ligger et forslag foran udenrigsministeren og os alle sammen her, som vi skal diskutere, hvor udenrigsministeren i virkeligheden siger, at det også er sådan, man ser på det, og at det også er regeringens politik og position og det, man arbejder for, og derfor støtter man ikke forslaget. Er det det lille ord pålægger, altså at man ikke helt kan lide, at Folketinget skal gøre det?

Hvis nu vi er enige om, at vi i fællesskab gerne vil have Danmark til at føre den udenrigspolitik, er det så ikke klogere at stemme for det i stedet for at stemme imod det, man siger er regeringens egen politik? For så ser det jo faktisk ud, som om det flertal, der så formentlig ville være, ikke ønsker, at Danmark skal imødegå forslaget om at ændre grænsedragning i Mellemøsten, som ikke er sket ved forhandlinger.

Ministeren.

Jeg skal jo ikke blande mig i, hvordan Folketinget tilrettelægger det parlamentariske arbejde, men jeg vil da både håbe og tro på, at de regeringsbærende partier vil, når der afgives betænkning fra udvalget, sørge for at få forklaret, at når man stemmer imod forslaget, er det ikke, fordi man er imod substansen, men af den grund, jeg her har givet, nemlig at det for så vidt jo sparker en åben dør ind og understreger nogle pointer, som er helt fundamentale, og som vi i forvejen forfølger.

Spørgeren.

Så vil jeg spare det spørgsmål over for ordførerne fra regeringspartierne, som kommer lige om lidt, og så spørge udenrigsministeren, hvad planerne er, i forhold til at Danmark overtager EU-formandskabet lige om et øjeblik i forhold til at løfte nogle af de her dagsordener?

Er der noget på programmet, det være sig i forhold til de palæstinensiske områder og regionen i det hele taget og Israels ekspansionisme? Er der nogen dele af Danmarks EU-formandskabsprogram, der lægger op til aktioner eller politiske tiltag, som udlever det, som beslutningsforslaget foreslår at pålægge regeringen, som regeringen allerede gør?

Ministeren.

Nu er det jo sådan, at i forhold til udenrigsministerrådet i EU ledes det jo af den faste høje repræsentant, så det er jo ikke mig, der ligesom skal sidde for bordenden til de møder. Det skal jeg gøre i forhold til handelspolitikken og i forhold til udviklingspolitikken.

Så det her handler jo i høj grad om at sørge for at holde fremdrift i den proces, der allerede er i gang.

Jeg omtalte det relativt udtømmende i en tidligere sag, altså det, at vi deltager i den her alliance omkring tostatsløsning, at vi sørger for at holde fast i noget EU-konsensus omkring tostatsløsningen, og at vi sørger for at bidrage til at styrke PA.

Det lader sig jo også kun gøre, hvis man løbende forholder sig mere end almindelig kritisk til det, der sker ikke mindst på Vestbredden, hvor de ulovlige bosættelser jo altså eksploderer i antal og omfang, hvilket i virkeligheden jo undergraver en langsigtet løsning. Det kan jeg godt give tilsagn om er et emne, vi holder fast i også under det danske formandskab.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, og tak til udenrigsministeren for at være enig i det her. Udenrigsministeren har mange års erfaring i politik. Det kan være, at det, at man ikke vil stemme for det, er logisk, når man har den erfaring. Men jeg tænker, at der er mange rundtom i landet – det gælder også lidt undertegnede – der måske ikke helt forstår logikken i at sige: Vi er fuldstændig enige, og derfor stemmer vi imod. Så kunne ministeren forklare det, så vi simpelt hen forstår, hvad der ligger i det? For hvis man så kom med andre former for forslag, f.eks. at man gerne vil bevare sundhedsvæsenet, vil man så stemme imod det? Jeg bliver nødt til at forstå, hvorfor man stemmer imod noget, man er enig i.

Ministeren.

Jeg skal ikke stå her og forudse, hvordan sundhedsministeren vil forholde sig til et forslag, hvis man vil fremme nogle beslutningsforslag, som er fuldstændig indlysende i forhold til det, vi forfølger i forvejen. Det kan jeg ikke. Jeg kan sige, og jeg har jo sagt det helt ærligt her, at det at pålægge regeringen noget, den gør i forvejen, jo sender et eller andet signal om, at regeringen så agter at gøre det sådan lidt nødtvungent og sådan lidt tøvende, og det sender jo et eller andet signal om, at vi så heller ikke har det gjort indtil det tidspunkt, hvor det venlige Folketing kom og pålagde os tingene, og det tror egentlig godt at folk kan forstå.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Er ministeren åben over for, at nogle kunne fortolke det modsat?

Ministeren.

Det ville jeg være ked af. Hvis der er nogle, der fortolker det modsat, vil jeg gå i rette med dem. Jeg har jo brugt hele min taletid her på at forklare vores position. Hvis man studerer parlamentarisk praksisigennem mange tiår, kan man vel også se, at der er sådan en generel tendens til, at alle regeringer til alle tider er sådan lidt tøvende med i øvrigt at stemme for beslutningsforslag. Det synes jeg ikke at man principielt skal være. Men det ville jo kræve, at det var et beslutningsforslag, der ligesom tilførte noget nyt, og her er der sådan set tale om at slå en grundtone an i vores udenrigspolitik, som er en integreret del i dansk udenrigspolitik og også har været det under tidligere ministre, og jeg forudser også, at det vil være det under fremtidige ministre, og derfor virker det lidt sådan lidt overflødigt – nej, det er forkert at kalde det overflødigt; debatten er ikke overflødig, men det at få den her vedtagelse rokker for mig at se sådan set ikke noget ved den måde, vi konkret agerer på.

Dermed tak til udenrigsministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den allerførste ordfører på talerstolen er Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg tror sådan set, vi alle sammen herinde i salen kan blive enige om, at Danmark selvfølgelig skal stå op for den internationale retsorden og folkeret, og det gælder selvfølgelig også det helt grundlæggende princip om, at ingen i den her verden har ret til at overtage andres territorium med magt, uanset hvem de er. Hvad angår Israel og Palæstina, tror jeg også at de fleste af os kan blive enige om, at den eneste holdbare løsning på konflikten på den lange bane må være den her tostatsløsning med to suveræne stater, der lever i fredelig sameksistens med hinanden, og som vi jo også har drøftet for ikke så lang tid siden herinde i salen. Staterne skal gensidigt anerkende hinandens grænser, som de blev fastlagt i 1967, og Jerusalem skal udgøre en delt hovedstad for begge lande.

Danmarks linje i den her sag har sådan set ligget fast i mange år, og det har været med bred opbakning fra Folketingets side. Den har sådan set heller ikke ændret sig med den nuværende regering og flugter i øvrigt også med EU's tilgang. Fra dansk side skal vi selvfølgelig også gøre, hvad vi kan for at bane vejen for en tostatsløsning og dermed også bane vejen for fred, uanset hvor umuligt det kan forekomme os, især lige her og nu. Men det betyder også, at vi fra dansk side selvfølgelig ikke skal acceptere Israels ulovlige og utilstedelige annektering af de besatte palæstinensiske områder. Derfor har regeringen og Socialdemokratiet på det kraftigste fordømt de ulovlige israelske bosættelser, som krænker palæstinensernes rettigheder, skader deres levevilkår og står i vejen for fred. For os i Socialdemokratiet er der ingen tvivl om, at bosættelsespolitikken og den stigende bosættervold er fuldstændig forkastelig og uacceptabel. Fra dansk side har vi indskærpet det over for Israel utallige gange, ligesom vi har støttet EU's sanktioner mod ekstremistiske bosættere.

Hvad angår Syrien, har vi, som udenrigsministeren sagde, gjort brug af vores plads i FN's Sikkerhedsråd til at indskærpe, at Israel skal respektere Syriens suverænitet og territorium. Hvad angår Libanon, støtter Danmark, som udenrigsministeren også har gjort rede for, en fuld implementering af våbenhvileaftalen og en israelsk tilbagetrækning fra libanesisk territorium.

Kort sagt arbejder regeringen allerede aktivt for at sikre, at grænsedragning sker inden for rammerne af international ret, både i Mellemøsten og generelt. Og nu er det så her, at jeg ligesom udenrigsministeren siger på regeringens vegne, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. Men jeg tror også, jeg vil prøve at forebygge nogle af de spørgsmål, som vil komme, for jeg kan næsten gætte mig til dem. Som jeg hører det, og som jeg også synes der var en lille åbning til fra udenrigsministeren side, anser jeg det ikke for helt usandsynligt, at der ligger en mulighed for at kunne lave en beretning på et område, hvor vi, lyder det som om, er meget enige hele vejen rundt. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Det sidste var jeg rigtig glad for at høre. Jeg havde trykket mig ind for et spørgsmål inden, og jeg havde forberedt mig på at spørge om noget af det, som ordføreren så lidt foregriber her. Jeg er nogle gange lidt træt af den der parlamentariske leg med, at så kan partier i Folketinget ikke fremsætte et beslutningsforslag, som regeringen stemmer for, for det gør man ikke. Det er en del af legen, og det er jo i virkeligheden ret åndssvagt. Når nu det her er noget, som regeringspartierne siger er regeringens politik – og det er jeg sikker på at ordførerens kolleger også kommer til at gøre – så vil det jo være et meget vigtigt signal at sende til resten af verden, at vi faktisk ikke accepterer grænsedragning ved magt, men kun ved ret og forhandling. Derfor er det er rigtig godt at høre, hvad ordføreren siger, nemlig at vi måske kan lande den på, at vi så faktisk laver en beretning, hvor forhåbentlig et massivt flertal og egentlig gerne et enigt Folketing kan gøre klart, at sådan her arbejder man i dansk udenrigspolitik.

Men jeg vil alligevel gerne høre ordføreren: Er der egentlig noget som helst i det her, som ordføreren mener er forkert, og kunne man i virkeligheden ikke godt som Socialdemokrati støtte det, og ville man have gjort det, hvis man havde siddet i opposition?

Ordføreren.

Nu bliver det noget hypotetisk. Lige nu er vi i regering, og vi er en stor del af den, og derfor bakker vi selvfølgelig op om det, der er regeringens linje i det her. Hvordan situationen ville være, hvis vi stod der alene, er, som jeg siger, et hypotetisk spørgsmål. Det, der er udgangspunktet, og det er også det, jeg hører fra udenrigsministerens side, er lidt det der med at sige, at her sætter man spørgsmåltegn ved, om regeringen og tidligere regeringer egentlig har anlagt den her linje. Jeg tror bare, at noget af det, vi skal have slået fast, er, at det her i og for sig ikke er nogen ny position. Det er en position, som Danmark hele tiden har haft, og jeg synes sådan set også, at jeg i noget af det her redegjorde for, at vi har handlet på mange af de her områder.

Spørgeren.

Det er jo ikke hypotetisk, at man kan komme i opposition. Det er jo det, der kan ske, når der er valg i et demokrati, og Socialdemokraterne har været der før. Jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, men det har man faktisk været.

Signalet her er jo vigtigt. Det, det handler om, er, at vi står en situation i verden lige nu, hvor den globale retsorden vakler markant og der er flere og flere stater og magter, som faktisk aktivt forsøger at nedbryde den. Israels praksis og ekspansion i Mellemøsten er et bidrag til det. En fælles udmelding fra det danske Folketing er jo aktivt at stå vagt om den globale orden. Det er det, der er formålet. Er Socialdemokraterne ikke enige i det?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at jeg afsluttede med at lægge op til at sige, at jeg ikke anser det for usandsynligt, at der kan findes en eller anden vej, som er fælles for en meget, meget stor del af os herinde, i forhold til det her. Jeg synes jo sådan set, at vi i forhold til det, som udenrigsministeren har sagt i sit indlæg, og det, som jeg har sagt i mit indlæg nu her, også har beskrevet, hvad den danske holdning er til det her. Det, jeg egentlig ville have sagt indledningsvis, var, at nu har jeg jo kun været valgt siden 2019, så jeg har sådan set kun prøvet at sidde som en del af et regeringsparti og kan slet ikke forestille mig en situation, hvor Socialdemokratiet ikke er med.

Dermed tak til netop Socialdemokratiet. Så går vi videre til Venstre og hr. Christian Friis Bach.

Tak for ordet. »Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.«

Det er FN-pagtens artikel 2, stk. 4 – en helt afgørende bestemmelse i FN-pagten, når det gælder verden, når det gælder Ukraine. Det er den bestemmelse, der entydigt slår fast, at Ruslands aggression mod Ukraine er entydigt ulovlig, i strid med FN-pagten. Det er en bestemmelse, som altid har haft afgørende indflydelse på dansk udenrigspolitik i Europa, i verden og, ja, i Mellemøsten. Det er derfor også Venstres klare holdning, som vi har hørt det fra regeringen, at den eneste holdbare basis for grænsedragningen i forbindelse med en tostatsløsning mellem det palæstinensiske folk og Israel er de af FN anerkendte 1967-grænser. Det er på linje med EU's tilgang. Vi anerkender ikke den israelske annektering af de besatte palæstinensiske områder, hverken formelt eller reelt, og derfor er der jo også en territorialklausul i alle aftaler med Israel, som EU indgår.

Venstre respekterer tilsvarende Syriens suverænitet og territoriale integritet og står fast på, at Israel skal trække sig ud af den zone i Golan, som de har besat, og ud af det sydlige Syrien, hvor de også har etableret en militær tilstedeværelse. Og i Libanon skal Israel trække sig tilbage fra libanesisk territorium som led i våbenhvileaftalen mellem Hizbollah og Israel og følge FN's Sikkerhedsrådsresolution 1701. Så principperne i den her resolution er vi helt enige i.

Hvis jeg endelig skulle komme med en lille detalje, hvor jeg kunne erklære mig uenig i, så er det måske den måde, det er formuleret på, nemlig at Danmark skal tage afstand fra ethvert forslag eller udspil om at ændre grænser. Man kunne jo godt forestille sig, at der fra Palæstina – palæstinenserne – eller Israel kom forslag eller udspil, som kunne være fornuftige at overveje som led i en forhandlet tostatsløsning. Så giver det jo ingen mening, at Danmark måske straks tager afstand. Men vi er jo til gengæld enig i det, der står i den anden sætning, nemlig at man kun skal acceptere grænseforskydninger, der er forhandlet og har begge parters eksplicitte accept og godkendelse. Men det kan jo være lidt svært at få en accept og godkendelse, hvis ikke man kan fremsætte et forslag og Danmarks straks skal tage afstand fra et forslag. Så der er måske en semantisk detalje i forslaget her, som kunne have været formuleret lidt anderledes, men grundprincipperne er vi selvfølgelig helt enige om. Det er ikke et dårligt beslutningsforslag, og derfor stemmer vi imod – eller hvordan det nu skal siges. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak til ordføreren. Det er fuldstændig oplagt, at man godt kan få det til at lyde, som om der er en modsætning mellem det, men det er ikke meningen. Hensigten er, at det selvfølgelig skal foregå ad forhandlingens vej, og at flere af de parter, der måtte være berørt, skal acceptere det og godkende det. Det er ligesom det, der ligger i det. Når vi har fremsat beslutningsforslaget, handler det jo om, at det er rigtig vigtigt, at man siger de her ting, men at det er afgørende, at man også viser det. Den konsekvens, man har haft i særdeleshed fra dansk side og også fra en række andre lande i verden over for Ruslands invasion af Ukraine, er jo på en eller anden måde forbilledlig. Der er man sat handling bag ordene, så de faktisk betød noget, både for Rusland, men også for andre lande. Mener ordføreren ikke, at der stadig væk er rum for forbedring i forhold til også at vise det i praksis, når det gælder Israels ekspansioner?

Ordføreren.

Nej, jeg mener faktisk, at den danske regering og EU i øvrigt er fuldstændig klare i forhold til principperne om den territoriale integritet, når det gælder Mellemøsten, når det gælder Libanon, når det gælder Syrien og de palæstinensiske områder. Jeg mener, at EU's stemme er klar, og at Danmarks stemme er endnu klarere, vil jeg sige. Jeg føler også, at det er noget, der kan samle os her i Folketinget.

Når jeg så fandt den der lidt semantiske detalje om, at det ikke giver mening at tage afstand fra ethvert forslag, hvis det nu skulle vise sig, at det var et fornuftigt forslag, som senere kunne samle parterne i en aftale, var det måske kun for at finde en detalje, som jeg kunne bruge til at sige, hvorfor vi vil stemme imod. Men jeg håber, vi kan lave en fin beretning om de her principper i udvalget. Jeg synes faktisk, det ville være udmærket og konstruktivt, hvis vi kunne ende med en beretning, hvor vi slog principperne fast. For de er vigtige i en tid med krig i midten af Europa, med debatter om Grønland og ikke mindst med de store spændinger, vi ser i Mellemøsten.

Spørgeren.

Tak for den, hvad kan man sige, åbning over for at lave en beretning. For det er nemlig lige præcis også det, der er en af hensigterne med at fremsætte det her forslag. En ting er, at vi fra dansk side får slået fast, hvad der er principperne for dansk udenrigspolitik, bl.a. fordi vi jo sidder i FN's Sikkerhedsråd, og fordi vi lige om et øjeblik overtager formandskabet for EU, og fordi der er rigelig med magter i verden, som modarbejder det aktivt. En ting er ikke at overholde det, men der er mange, der modarbejder det. Så jeg ser frem til samarbejdet om en beretningstekst.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at det her er en vigtig debat i en tid, hvor Danmark sidder i Sikkerhedsrådet. Jeg vil klart anbefale, at når vi endelig laver en beretning, tager vi udgangspunkt i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Det er den, Danmark skal stå på i de svære konflikter, der er rundtomkring i verden, og i vores tilgang til indsatsen i Sikkerhedsrådet.

Dermed tak til ordføreren fra Venstre. Vi går videre i ordførerrækken til Danmarksdemokraterne og fru Charlotte Munch.

Tak for ordet. Det her er så en ud af de tre sager, vi har haft her i rap, hvor jeg nok skiller mig noget mere ud fra de øvrige partier, end jeg har gjort tidligere. Beslutningsforslaget går ud på at imødegå et forslag om at ændre grænsedragningen i Mellemøsten. Man fornemmer, at forslaget er fremsat, fordi Enhedslisten frygter, at det trækker op til en fredsaftale mellem Israel og dets naboer, og at der i den forbindelse måske kan ske en revision af grænserne. Det vil forslagsstillerne forhindre med forslaget, så grænseforskydningen af 1967-grænserne kun kan ske med de berørte parters accept og godkendelse. På den vis er forslaget klart nok, men det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre.

Hvis der skal falde en fredsaftale på plads, skal man ikke på forhånd have udelukket, at grænserne i området kan flyttes. Der er gået 58 år siden 1967-krigen, og virkeligheden er i dag den, at der bor omkring en halv million israelere på dele af Vestbredden. Hvis Israel skal acceptere en fredsaftale, må den på en eller anden måde inkludere nogle af de israelske bosættelser på Vestbredden. Ellers bliver der næppe nogen fredsaftale. Hvis en grænserevision er det, der skal til for at få fredsaftalen på plads, kan det være prisen. Det er også muligt, at der kommer en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, som kommer til at betyde, at grænserne flyttes, desværre.

Skal der komme en fredsaftale i Mellemøsten, hvor to stater, Israel og Palæstina, kan leve side om side, kan det være nødvendigt med en revision af grænserne. Derfor mener vi ikke, at man på forhånd skal afskære sig fra den mulighed. Der er vist ikke nogen tvivl om, at vi ikke støtter forslaget, men skulle der være det, siger jeg det hermed.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak. Jeg tænker, at her tegner der sig jo faktisk en ret fundamental forskel på den udenrigspolitik, som Danmarksdemokraterne ville føre, og den, der føres af Danmarks nuværende regering. Jeg vil bare lige høre fru Charlotte Munch: Er det rigtigt forstået, at man ikke anser bosættelserne for ulovlige, og at man ikke anerkender FN-pagtens artikel 2, stk. 4, om, at man ikke med magt må tilegne sig andre landes territorier?

Ordføreren.

Tak. Jeg tænkte godt, at det ville få nogle ordførere op af stolene, når jeg stillede mig op og sagde det her, som jo er noget anderledes end det, jeg har sagt tidligere. Jeg synes, og vi synes, at det er vigtigt, at man anerkender, at den her 1967-krig er 58 år gammel, og at der altså er sket en masse siden da. I forhold til, om bosættelserne er ulovlige, har jeg sådan set aldrig lagt skjul på, at jeg egentlig synes, at der i hvert fald er noget, der indikerer en ulovlighed i de bosættelser. Men jeg vil samtidig sige, som jeg også sagde i min tale, at nu bor der altså 500.000 israelere i de områder, og de kan ikke bare flyttes sådan lige. Så derfor tror jeg, at man skal se lidt bredere på en forhandling.

Spørgeren.

Tak. Men det var jo ikke et klart svar. Anser Danmarksdemokraterne de bosættelser for at være ulovlige? Det var det ene spørgsmål. Og står Danmarksdemokraterne fast på princippet, som vi jo håndhæver, og som de kæmper for i Ukraine, om, at man ikke må tilegne sig et andet lands territorium med magt, altså en af FN-pagtens mest fundamentale bestemmelser?

Ordføreren.

Hm, det kan godt være, at det ikke var så klart, som ordføreren ønskede, men det var i hvert fald det svar, jeg kunne give. Det, jeg sagde, var, at der nu bor en halv million israelere i de her bosættelsesområder ved Vestbredden, og derfor ser jeg det som en forhandling, hvis vi ligesom skal få landet en tostatsløsning. Det blev måske lidt knudret, med det er, fordi uret tæller ned her, og jeg ved, at formanden er meget striks.

Ja, det er jeg i høj grad. Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak. Jeg synes jo, det er rimelig vildt at høre, at Danmarksdemokraternes udenrigspolitik bygger på, at hvis landene bare har tiltaget sig noget territorie med magt og har haft det længe nok, så skal de jo have ret til det land, og så skal vi andre ligesom bare acceptere det. Det er jo, hvad ordføreren siger. Der er gået 58 år siden 1967-krigen, så derfor må det jo være det, der er udgangspunktet for Israels kommende grænser.

Jeg er sikker på, at der sidder nogle i Mellemøsten, der er virkelig glade for det, ordføreren siger. Jeg tror også, at der sidder nogle i Kreml, som synes, det er et virkelig fedt synspunkt. Men det er jo ikke den måde, man bygger en global retsorden på eller respekt for staters suverænitet på.

Så mener Danmarksdemokraterne, at hvis USA annekterer dele af Grønland og der går en vis årrække, hvor vi ikke er lykkedes med at smide dem ud, så har amerikanerne også legitim ret til den del af Grønland? For det er i virkeligheden konsekvensen af ordførerens tale.

Ordføreren.

Nej, det var ikke det, jeg sagde, og det var heller ikke det, ordføreren hørte. Det var i hvert fald ikke det, jeg mente, og det var sådan set heller ikke det, jeg sagde.

Det, jeg sagde, da jeg sammenlignede det med Ukraine og Rusland, er jo, at vi står i en situation nu, hvor det kan være, at Ukraine skal afgive noget land til Rusland. Og jeg sagde i øvrigt også efter sætningen: desværre.

Min pointe med at bringe Ukraine og Rusland ind var blot for at gøre opmærksom på, at der desværre nogle gange sker det i en krig, at man må afgive noget land. Men det er jo ikke det samme som at sige, at jeg synes, det er helt okay.

Når jeg bruger det i sammenligningen her, og når jeg siger det her om omkring israelerne, så siger jeg jo netop ganske tydeligt, at jeg synes, at der er det i det, som bliver nødt til at tages med i en forhandling, nemlig at der nu bor 500.000 israelere i de besatte områder, og at man derfor ikke bare med et snuptag kan sige, at de skal forsvinde. Og det tror jeg bare vigtigt er tage med i de forhandlinger, der skal være mellem palæstinenserne og israelerne.

Spørgeren.

Tak. Men det er jo faktisk det, ordføreren siger. Ordføreren står her og forhandler andre menneskers land væk; det er faktisk, hvad ordføreren gør.

Jeg må bare konstatere, at det, som er perspektivet, hvis vi får en blå regering, som Danmarksdemokraterne bakker op om, så åbenbart er en, hvor den udenrigspolitik, der skal føres fra dansk side, er, at bare lande har ekspanderet tilstrækkeligt og placeret folk i de territorier, de har tilranet sig, så har de også ret til at beholde dem.

Det er de fakta på jorden, Israel har skabt i Palæstina igennem mange, mange år, som ordføreren står her og siger at de så også har ret til. Det er ikke en blå regering, jeg synes bliver særlig værdig for Danmark.

Ordføreren.

Det er godt nok noget af en magt at tillægge mig, hvis nogle skulle lytte til mine meninger om, hvordan man skal dele landene, altså nede i Mellemøsten.

Men det ændrer dog ikke på min holdning om, at den her grænse fra 1967 er fra for 58 år siden, og at jeg synes, at der er sket meget siden da – og at jeg er åben for, at der selvfølgelig skal være nogle forhandlinger, når der forhåbentlig skal landes en tostatsløsning.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. 13 år før 1967 blev der lavet en anden FN-beslutning, nemlig i 1954 – og den vil jo så være markant ældre – også omkring et areal i verden, hvor der blev afgjort et suverænitetsspørgsmål. Så med ordførerens logik er det lands ret til det territorie ikke længere særlig vigtigt.

Det land, vi taler om i den her situation, er så Grønland. Amerikanerne har ret til at oprette lige så mange baser, de vil, og stationere lige så mange soldater, de vil. Hvad så, hvis de nu lavede nogle baser, hvor der var plads til 100.000? Det kan godt være, at det bliver svært at finde plads til i Grønland, men hvis vi nu sagde, at man byggede højt osv.? Altså, vi har jo set, at Trump er entreprenør, så det kunne han nok godt lige fikse. Så ville vi jo stå med en amerikansk befolkning i Grønland, der var næsten dobbelt så stor som den grønlandske befolkning, for en del af dem, der bor i Grønland, er jo etnisk danske.

Så ville det jo også være at sige, at Danmark og Grønland ikke længere har ret til deres eget territorie. Det er jo konsekvensen af det, ordføreren siger i forhold til det her. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad ordføreren rent faktisk har forstået. Jeg synes, det er fuldstændig fjollet at blande Grønland og Trump ind i det her. Om end ordføreren selv synes, det er et fantastisk godt eksempel, synes jeg faktisk ikke, at det er det.

Ja, jeg synes faktisk også, at der en lille smule er tale om en hån mod det her forslag, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, det er et besynderligt sammenligningsgrundlag.

Spørgeren.

Så anerkender ordføreren ikke, at den anerkendelse fra FN's side i forhold til Grønlands territorie i 1954 har nogen vægt, der ligner den vægt, der er tale om i forhold til 1967? Altså, hvad er forskellen mellem de to beslutninger fra FN's side i forhold til territorier og grænsedragning?

Ordføreren.

Ordføreren anerkender, at det er fuldstændig tåbeligt at bringe Grønland og Trump ind i en diskussion om grænserne i Mellemøsten.

Dermed tak til Danmarksdemokraterne. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Når grænser forskydes med magt uden accept og uden respekt for folkeretten, skabes der ikke fred, kun utryghed, ulighed og uro. Det her er en af de situationer, hvor man som ungt menneske i politik føler hele verdenshistorien vælte ind over sig i én lang, støvet uretfærdig vind. Mellemøsten er et område, der længes efter fred, men hvor magtens motorer igen og igen kører hen over håb, folkeret og menneskeliv, som var det sten og støv.

Beslutningsforslaget, vi behandler i dag, handler om, at Danmark skal stå fast, at vi skal stå vagt om territoriale grænser og tage klar afstand fra enhver forskydning, der sker med magt og trusler eller uden de berørte folks samtykke, og jeg kan lige så godt sige nu, at SF støtter beslutningsforslaget. Det gør vi, fordi vi insisterer på en regelbaseret verdensorden, ikke råstyrkens verdensorden, ikke en verden, hvor magt går for ret, og hvor stærke stater kan ændre grænser efter deres eget ønske.

Hvis vi accepterer annekteringer eller territoriale ændringer uden forhandling og samtykke, underminerer vi de principper, der tjener mindre stater. Vi må ikke have selektive standarder i international politik. Det svækker vores troværdighed og vores evne til at stå vagt om folkeretten, når den er allermest under pres. Derfor siger vi nej til nye bosættelser, og vi siger ja til folkeretten, ja til en tostatsløsning og ja håbet. Men selv om vi anerkender værdien af et klart signal, må vi ikke lade det her beslutningsforslag ende som moralsk markør uden konkret effekt. Vi skal sikre, at Danmark ikke kun protesterer i store ord, men handler med klogskab og omtanke i de internationale fora, hvor vi rent faktisk kan gøre en forskel.

Så er der en anden vigtig nuance. I Mellemøsten er intet som bekendt enkelt, og det gælder også grænser. Der vil være situationer, som det har været tilfældet med tidligere forhandlinger mellem Israel og Palæstina, hvor små gensidige grænsejusteringer kan blive en del af en fredsaftale. Det må vi ikke spænde ben for på forhånd, og det anerkender beslutningsforslaget heldigvis, og det er vigtigt.

Men vi skal også være ærlige om, at principper kan støde mod hinanden. Der findes folk i Mellemøsten, der ikke drømmer om at ændre andre folks grænser, men blot ønsker en stat for deres eget folk. Kurderne er f.eks. et folk uden en stat, som er spredt over fire lande. Hvis vi altid og ufravigeligt siger nej til enhver grænsedragning, risikerer vi også at spænde ben for folk, der ønsker selvbestemmelse. Det dilemma skal vi turde anerkende, og det bør ikke affejes som en teknikalitet.

Vi må ikke opgive tanken om en retfærdig fred, også selv om virkeligheden på Vestbredden og i Gaza lige nu skriger i dispensation, også selv om tostatsløsningen efterhånden føles mere som en bøn end en plan. Men håbet er vigtigt, og derfor stemmer vi for, ikke for symbolernes skyld, men fordi vi stadig tror på folkeretten, lighed og fred, som ikke kan dikteres af kampvogne, men kun bygges med forhandling og gensidig respekt.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Socialistisk Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Lars-Christian Brask, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Det har været fast dansk udenrigspolitik i årevis at arbejde for en tostatsløsning, og at man ikke anerkender udvidelser af de israelske be- og bosættelser. Derfor er det svært for os i Liberal Alliance at se behovet for det her beslutningsforslag. Implicit i det ligger det, at vi Liberal Alliance ikke støtter B 142.

Tak til Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Henrik Frandsen, Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne starte med at understrege, at vi i Moderaterne til fulde bakker op om de grundlæggende principper i folkeretten, som fastslår, at territorium ikke kan erhverves gennem magtanvendelse. Dette princip er nedfældet i FN-pagten og er en ufravigelig del af den internationale orden, en orden, som vi har arbejdet på at opbygge siden anden verdenskrig. Dette skal også være en hjørnesten i vores udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I Mellemøsten er vi engageret i en tostatsløsning, som bygger på 1967-grænserne. Ændringer i disse grænser bør kun finde sted gennem en forhandlet aftale mellem de direkte involverede parter. Det er principper, som vi i Moderaterne helt og holdent bakker op om.

Danmark har taget og skal fortsat konsekvent tage afstand fra israelsk annektering af besatte palæstinensiske områder. Vores engagement skal være for en tostatsløsning, og det skal fortsat være et stærkt engagement. Det skal være en tostatsløsning, hvor Israel og Palæstina kan leve side om side i fred og sikkerhed. Når det gælder konflikten i Syrien er Danmarks holdning ligesom EU's, at vi skal respektere Syriens suverænitet. Vi tager afstand fra Israels militære tilstedeværelse i Golanhøjderne.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at Moderaternes holdning er klar: Grænsedragning bør kun ske som led i en forhandlet løsning, hvor alle berørte parter er enige. Vi ser derfor ikke behov for et beslutningsforslag, der skulle antyde, at denne position ikke altid har været den samme for Danmark. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken til fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Ønsket om udvidelse af territorium er desværre et fænomen, som vi bliver konfronteret med oftere og oftere. For nylig er vi jo selv blevet udfordret, og vi ser det også i Afrika, i Asien og Europa, og vi ser det i Mellemøsten, som Enhedslisten har ønsket at fokusere på i dag.

På det generelle plan mener jeg, at Danmark har stået meget konsekvent i meldingerne, nemlig at vi ikke accepterer udvidelse af territorium gennem magtanvendelse, og at vi står ved international retsorden. Når en uenighed foregår, løses det via dialog, så det kan ende redeligt og med en fælles forståelse for en afgørelse. Vi har jo selv tidligere været inde og behandle delingen af Hans Ø med Canada. Jeg må indrømme, at det for mig personligt var en meget, meget stor afstemning at være med til, men det viser, at det kan lade sig gøre.

I det her tilfælde står vi jo i en helt anden situation. Danmark har stået konsekvent og på tværs af partier med et ønske om et fokus på den her tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne. Det gør Konservative også. Vi mener, det er den eneste farbare løsning til at sikre og anerkende palæstinensisk suverænitet, og hvis vi en dag når til det lykkelige tidspunkt i historien, hvor det rent faktisk lykkes, skal vi naturligvis ikke stå i vejen, hvis der en løsning på bordet, som begge parter er enige om. Danmark har gennem arbejdet i EU gentagne gange vist, at vi tydeligt siger fra, når vi skal. Eksternt har vi støttet sanktioner og meldinger i EU ad flere omgange. Jeg har i dag ikke fornemmelsen af, at vi ikke gør maksimalt, hvad vi kan, hverken i EU, diplomatisk eller i Sikkerhedsrådet.

Derfor synes vi faktisk ikke, at forslaget i dag egentlig er modstridende med det arbejde, der allerede bliver udført, og jeg tror ikke, at det at stemme for det beslutningsforslag vil ændre Danmarks indsats eller position i en svær tid. Derfor kommer Konservative ikke til at støtte forslaget. Tak.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak for ordet. Der er ved at være mandefald, for folk vil på weekend. Allerede da vi begyndte at tale om den konflikt, som vi ser lige nu, var en af de vigtigste pointer fra min side, at når man er en lille stat som Danmark, er det enormt vigtigt, at vi også står fast på de principper, der er i folkeretten, for vi kan heller ikke klare os uden det internationale samfund, hvis der skulle ske noget. Da jeg startede med at sige det her, havde jeg faktisk ikke fantasi til at forestille mig den situation, som vi står i lige nu, hvor vi i den grad har brug for det internationale samfund. Det var i højere grad situationen i Ukraine og andre situationer, jeg tænkte på i forhold til det, og min tanke var også, at det var Rusland, som vi kunne komme op at toppes med i den her situation – ikke USA – i forhold til Grønland.

Der er ikke nogen tvivl om, at i Alternativet står vi meget fast på, at folkeretten er helt afgørende for en regelbaseret verdensorden, og derfor også på, at vi opretholder og stadfæster det og igen og igen siger til hinanden, at det er det, vi står på mål for sammen. Derfor ser jeg faktisk ikke en konflikt i, at man har et beslutningsforslag som det her, selv om det allerede er vores eksisterende politik. Jeg synes, at det nogle gange er en god idé, at vi fornyer vores aftaler med hinanden og siger, at det er det, vi tror på, og at det er det, vi vil. For mig er det her beslutningsforslag også en måde at sige, at vi også står vagt om Grønland, at vi står vagt om Ukraine, og at vi står vagt om alle de lande rundtomkring i verden, der bliver presset. Fru Helle Bonnesen nævnte lande i Afrika, og vi ser andre lande rundtomkring, hvor der er grænsesituationer, som er enormt vigtige at holde fokus på.

Derfor bakker vi op om forslaget fra Alternativets side. Men vi kan også høre, at det går i retning af en beretning, og den vil vi selvfølgelig også meget gerne være med i. Så endnu en gang tak til Enhedslisten for, at vi får mulighed for at debattere dette for Danmark vanvittig aktuelle, men selvfølgelig også for palæstinenserne helt afgørende emne. Så tak, og god weekend!

Ikke helt endnu, men tak til ordføreren for talen. Nu er det nemlig ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach.

Tak for det, og tak for en god debat – til jer, der er tilbage. For en måned siden sagde Danmarks statsminister: Man kan ikke annektere andre lande. Det var, da hun stod på dækket af inspektionsskibet »Vædderen« i havnen i Nuuk side om side med den afgående og den tiltrædende formand for naalakkersuisut. Jeg kunne ikke være mere enig. Man kan ikke annektere til andre lande.

Ikke desto mindre er det annektering, der truer ikke bare i Grønland, hvor den amerikanske præsident ikke vil udelukke brugen af militær magt i forbindelse med en amerikansk annektering af Grønland, det er i høj grad også en trussel, som palæstinenserne står over for. Vi har længe kendt til den ekstreme israelske højrefløj planer om at annektere alle palæstinensiske områder og skabe et Storisrael med grænser baseret på bibelhistorien og en lovgivning, der bygger på etnisk og religiøst motiverede apartheid. På det seneste har den amerikanske præsident bebudet, at han ud over Grønland og Canada og Panama også vil eje Gaza, som man angiveligt vil gøre til et Mellemøstens riviera. Der er altså i meget høj grad risiko for, at grænsedragningen ændres hen over hovedet på de mennesker, der bor inden for de nuværende, hvad kan man sige, anerkendte grænser eller eksisterende grænsedragninger.

Det er baggrunden for, at vi har fremsat det her forslag. Jeg synes, at debatten også har understreget vigtigheden af, at man faktisk manifesterer sin opbakning til lige præcis det grundprincip om suverænitet i en tid, hvor så mange magter rundtomkring lader hånt om det og udfordrer det grundprincip i den internationale orden.

Forslaget her er et forslag om, at den danske regering holder fanen højere internationalt, dvs. primært i EU og FN, når det gælder respekten for de folkeretligt fastlagte grænser i Mellemøsten. Vi tænker især på grænserne mellem Israel og Palæstina, som de så ud før 6-dageskrigen i 1967, men også på den israelsk-syriske grænse i Golanhøjderne, hvor Israel har bemægtiget sig land, der rettelig tilhører Syrien.

Der er mægtige er kræfter med aggressive hensigter, som har magten rundtomkring i verden, og som udviser disrespekt for folkeretten og internationale spilleregler. Derfor kræver det, at civiliserede forkæmpere for international lov og ret står fast og agerer konsistent og konsekvent. Danmark har jo en helt særlig rolle, som vi har været inde på flere gange i løbet af i eftermiddag, fordi vi sidder i FN's Sikkerhedsråd i 2025 og 2026, og fordi vi lige om lidt overtager EU-formandskabet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi i Enhedslisten er meget bekymrede over, hvad forsigtighed og passivitet fra Danmarks eller andre staters side, som bygger på lov og ret og ikke på autokrati og aggression, vil kunne medføre, nemlig at verden faktisk ender med at acceptere, at man bare kan bruge militær magt til at gennemføre en annektering af et andet land.

Den israelske kolonisering af Palæstina foregår uden for bremseklods, fordi vestlige landes regeringer ikke har villet standse Israel gennem sanktioner, som for længst ville have ramt andre lande, som opførte sig på den måde. Derfor kunne man forestille sig, hvis vi ser passivt til, at Israel eller USA annekterer dele af Palæstina, at stærke magter rundtomkring i verden vil få blod på tanden og idéen kan brede sig, måske også til Nordatlanten. Men som statsministeren rigtigt siger, kan man ikke annektere andre lande, og det udsagn må naturligvis gælde konsistent og konsekvent og håndhæves.

Danmark har som et lille land en fuldstændig vital interesse i, at vi tøjler magt med ret. I forhold til de ting, der er kommet op i debatten her både fra hr. Christian Friis Bach og fra hr. Mads Olsen, som lidt vurderede, om det her forslag nu går på noget andet end det, det i virkeligheden går på, skal jeg bekræfte, at naturligvis kan man forhandle sig til en løsning, hvor grænsedragninger ser anderledes ud. Det gælder også i forhold til det kurdiske ønske om selvbestemmelse, som vi i Enhedslisten i årevis har bakket op om. Så selvfølgelig kan vi det.

Jeg skulle i øvrigt hilse fra Radikale Venstre og sige, at de støtter forslaget.

Jeg vil runde af med at sige, at jeg synes, det har været en god debat, jeg er glad for de åbninger, der er om, at vi kan arbejde videre i udvalget på en beretning, fordi det faktisk er ret afgørende at manifestere, at vi fra dansk side bredt i Folketinget, hvis ikke fuldstændigt i Folketinget – men det tyder det desværre ikke på – mener, at folkeretten og international lov og ret er noget, vi står på mål for internationalt, og det signal, man sender til omverdenen ved at slå det fast, er også ganske vigtigt, selv om man kan synes det er en selvfølgelighed i perioder. Så forskellen er jo, om man forsikrer, at man gør det, eller om man faktisk mener det modsatte. Så jeg vil gerne sige rigtig mange tak for debatten og håbe, at I alle sammen går hjem og får en god weekend, og at vi kommer frem til noget frugtbart i udvalgsarbejdet. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet.

Dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.