Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om at opfordre regeringen til at underskrive og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Jeg kan se, at fru Trine Pertou Mach ønsker at begrunde forslaget. Værsgo.

Tak. FN's traktat om forbud mod atomvåben er underskrevet af 94 lande og ratificeret eller tiltrådt af 73 lande, heriblandt Danmarks EU-partnere Irland og Østrig. Traktaten blev i 2017 vedtaget af 122 lande, hvilket er langt over halvdelen af FN's medlemslande, og den trådte i kraft i 2021. Danmarks sæde i FN's Sikkerhedsråd giver Danmarks stemme større vægt og stiller også krav om, at vi lever op til vores ansvar for at fremme global fred og sikkerhed. Forsvaret for folkeretten er en prioritet for det danske medlemskab af Sikkerhedsrådet.

Vi lever i en tid med stigende internationale spændinger og aggressiv fremfærd fra verdens to største atommagter, Rusland og USA. Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har kun øget den globale atomtrussel, og i en tid med stigende internationale spændinger, ustabilitet og mangel på forudsigelighed er det bydende nødvendigt, at stater, der tror på den globale retsorden baseret på regler og aftaler, står sammen om at udbygge og styrke de traktater, der kan sikre en mere fredelig og afspændt verden.

FN's traktat om forbud mod atomvåben står ikke i modsætning til FN's mere end 50 år gamle ikkespredningstraktat, der også har atomar nedrustning som mål. Derimod udgør forbudstraktaten et vigtigt supplement til ikkespredningstraktaten. Et våbenkapløb, der involverer atomvåben, er vejen til ragnarok, og der er nok af vanvidsbilister i verden. Faren for en atomkrig virker større nu, end den var under den kolde krig. Derfor har vi brug for at styrke de instrumenter, der kan hjælpe os med forebyggelse, og derfor håber vi på en god debat, og at et bredt flertal i Folketinget vil være med til at opfordre regeringen til, at Danmark underskriver og ratificerer FN's traktat om forbud mod atomvåben. Den udfylder et stort hul i folkeretten, og vi håber på en opbakning i Folketinget til det.

Tak til fru Trine Pertou Mach. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg kommer nok til at skuffe ordførerens fromme ønske om opbakning til beslutningsforslaget her, men vil dog gerne takke for her at få lejlighed til at redegøre for regeringens politik, for så vidt angår FN-traktaten om forbud mod atomvåben, også kaldet forbudstraktaten. Vi deler naturligvis ambitionen om en verden uden atomvåben, men så længe der findes atomvåben, bør NATO også have dem, og derfor vil jeg gerne gøre det krystalklart, at forbudstraktaten, som regeringen ser det, kan være direkte undergravende for vores sikkerhed og for endemålet om en verden uden atomvåben. Den risikerer at svække vores alliance og styrke vores modstander. Forbudstraktaten med dens – i citationstegn – lidt simple tilgang kan umiddelbart virke tillokkende. Det drejer sig om en juridisk bindende traktat, der forbyder atomvåben, og så er alle problemer løst. Men så enkel er virkeligheden desværre ikke. Problemet er, at traktaten ikke effektivt eller på troværdig vis kan opnå det mål, den er sat i verden for, og det vil jeg gerne uddybe.

For det første er vores medlemskab af NATO helt afgørende for vores egen sikkerhed. Siden 1949 har NATO udgjort hjørnestenen i dansk sikkerhed, og regeringen deler NATO's politik i forhold til nukleare våben, som er i fuld overensstemmelse med den nukleare ikkespredningstraktat, altså NPT'en, Treaty on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons. NATO's politik er, at så længe atomvåben eksisterer, er der ikke anden mulighed, end at NATO må forblive en nuklear alliance. Det indebærer, at nukleare kapaciteter er en integreret og central del af NATO's afskrækkelses- og forsvarsprofil. Det grundlæggende formål med NATO's nukleare kapaciteter er at bevare freden, at afskrække mod potentielt udefrakommende tvang eller aggression, og derfor må vi i den nuværende sikkerhedspolitiske situation arbejde for at fastholde den konsensus, der hersker omkring NATO's afskrækkelsesprofil. Vi kan derfor heller ikke på den ene side være et ansvarligt medlem af en nuklear alliance og på den anden side tilslutte os et forbud mod atomvåben. Derfor er det også grunden til, at de to europæiske lande, der trækkes frem, er to lande, der ikke er medlem af NATO-alliancen. I NATO er der derfor enighed om at afvise forbudstraktaten, og ingen af vores allierede har tilsluttet sig den. På det seneste møde under forbudstraktaten var der heller ikke nogen NATO-lande, der deltog som observatør.

For det andet er nuklear nedrustning og ikkespredning allerede fuldt ud dækket af en solid og omfattende traktat. Den blev jo også kort omtalt af ordføreren for forslagsstilleren her. Det er jo sådan, at siden 1970 har den nukleare ikkespredningstraktat udgjort hjørnestenen i det internationale samfunds bestræbelser inden for nuklear nedrustning, ikkespredning og fredelig udnyttelse af atomenergi. Stort set alle verdens lande har tilsluttet sig denne grundlæggende traktat. Det helt afgørende er, at den omfatter både atomvåbenmagter og ikkeatomvåbenmagter. Det er i rammen af NPT, at de reelle drøftelser om nedrustning er sket gennem de sidste godt 55 år, og i rammen af denne ikkespredningstraktat er det faktisk lykkedes at nedbringe antallet af atomsprænghoveder fra over 60.000 til omkring 13.000 i dag. Det er stadig væk mange, men jo færre, og derfor skal vi også videre inden for rammen af ikkespredningstraktaten. Forbudstraktatens forsøger på sin vis at tilbyde et alternativ til den eksisterende NPT, og der er derfor en reel risiko for, at forbudstraktaten fjerner fokus fra det solide arbejde, som de seneste 50 år er sket inden for rammen af NPT. Vi skal sørge for at fastholde dialogen med og mellem atommagterne, og det er derfor også regeringens holdning, at vi skal fastholde og styrke NPT som den eksisterende ramme for det internationale samarbejde og faktiske forhandlinger om nuklear nedrustning og ikkespredning. Det skal særlig ske frem mod den næste gennemgangskonference, som finder sted til næste år i 2026, hvor vi fra dansk side vil arbejde aktivt for at styrke regimet.

Det leder mig så frem til mit tredje punkt, der handler om, at selve forbudstraktaten lider af nogle afgørende mangler. Først og fremmest af den ret afgørende mangel, at ingen af de stater, som besidder atomvåben, tilslutter sig den. Det er klart, at nedrustning kun bliver en realitet, hvis de lande, der råder over atomvåben, er med i aftalen, for ellers får det jo karakter af ren symbolpolitik. Med sit krav om nærmest øjeblikkelig og ensidig afskaffelse tager forbudstraktaten ikke højde for behovet for en balanceret og gensidig nedrustning, som ikke forrykker den strategiske magtbalance. Det gælder særlig, vil jeg sige, i den nuværende situation, hvor Rusland gentagne gange har raslet med den nukleare sabel, og hvor Kina er ved at gennemføre en nuklear oprustning helt uden sidestykke.

Regeringen har således fortsat fokus på arbejdet med våbenkontrol, med nedrustning og ikkespredning; forsvar og afskrækkelse på den ene side og våbenkontrol på den anden side er på sin vis to sider af samme sag. Begge sigter på at bevare stabilitet og sikkerhed, og vi arbejder derfor for at fastholde de nedrustnings- og ikkespredningsregimer, der fortsat eksisterer. Det er den vej, som vi fra regeringens side finder farbar, det er den vej, vores allierede i NATO følger, og det er den linje, som har de største chancer for at opnå reel nedrustning og på sigt en verden fri for atomvåben – et endemål, som regeringen støtter. På den baggrund kan regeringen ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Tak.

Tak til udenrigsministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak. Og tak til udenrigsministeren for talen og også for at anerkende alvoren af atomtruslen og den raslen med sabler, der er rundtomkring i verden.

Vil udenrigsministeren ikke blot bekræfte, at den traktat, vi diskuterer her, ikke er et alternativ til ikkespredningstraktaten, men et supplement, og at der heller ikke er noget folkeretligt til hinder for, at Danmark underskriver den, samtidig med at vi er medlem af NATO? Det er i hvert fald, hvad udenrigsministeren har svaret mig på et spørgsmål, som jeg har stillet på et tidspunkt – jeg tror, det er for et års tid siden eller noget i den stil – altså at der ikke er nogen folkeretlige forhindringer i at underskrive den. Det er jo også kendt dansk politik og har været det i årevis, at vi ikke anerkender atomvåben på dansk jord i fredstid. Der har man jo sagt, at vi kunne være medlem af NATO, samtidig med at vi har haft den politik.

Så vil udenrigsministeren ikke blot bekræfte, at det er en politisk beslutning, og ikke, fordi der er noget til hinder for, at man både kan være medlem af NATO og have underskrevet traktaten?

Udenrigsministeren.

Men det er en politisk beslutning, og jeg har også redegjort for politikken her. Jeg må sige, at det, at vi har en kendt nuklear politik om ikke at have atomvåben på dansk jord i fredstid, sådan set også åbner for, alene ud fra sætningskonstruktionen, den eventualitet, at det kunne være anderledes i krigstid. Det nukleare er en del af NATO's afskrækkelse. Det er også derfor, at der ikke er et eneste NATO-land, som har underskrevet den her traktat. Det bliver meget repetitivt, hvis jeg skal gentage det hele, og det kan jeg heller ikke gøre inden for 30 sekunder. Men det er jo rationalet bag, at vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag. Så det er ikke sådan et formalistisk argument om noget folkeretligt eller andet, jeg skubber foran mig. Altså, det er en politisk vurdering af, hvad der er klogt, og hvad der ikke er klogt.

Ordføreren.

Tak. Men det, der sådan set er pointen, er jo, at det er korrekt, at der eksisterer atomvåben; der er atommagter, og de har ikke underskrevet den her forbudstraktat. Men det er også en del af virkeligheden, at de atomare trusler pludselig fylder mere i storpolitikken, end de har gjort i mange år. ICAN, som er den internationale kampagne, som arbejder for et forbud mod atomvåben, fik Nobels fredspris tilbage i 2017. Det gjorde de jo af en grund; det gjorde de, fordi de var med til at minde os om, hvor alvorlig atomtruslen er, og det er jo bevæggrunden for at skulle underskrive den her traktat. Det kan være, at det er en del af den eksisterende paraply, men anerkender udenrigsministeren, at det også vil være det ultimative ragnarok, hvis man tager atomvåben i brug, og at det derfor er bedre at undgå det?

Ministeren.

Jeg anerkender fuldt ud, at det ville være ragnarok, hvis man tog atomvåben i brug. Nu var jeg selv i Hiroshima her for ganske nylig, og selv om jeg godt kendte hele historien, var det alligevel fuldstændig hjertegribende og gjorde et skelsættende indtryk på mig at stå der og se billederne og høre førstehåndsberetningerne. Så jeg er hundrede procent enig i, at det ville være ragnarok, og derfor ville verden være et bedre sted uden atomvåben. Det er ikke det, vi diskuterer. Altså, vi diskuterer, at vi lever i en verden, som den ser ud, og ikke, som vi ønskede den skulle se ud, og hvordan vi så former den i vores ønskebillede. Der har vi en ikkespredningstraktat, som vi tror er det rigtige værktøj, givet at verden ser ud, som den ser ud.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Og tak til udenrigsministeren. Jeg er nysgerrig. Nu siger udenrigsministeren, at vi jo på den ene side kan drømme om en verden, og så har vi på den anden side verden, som den ser ud. En af de ting, vi har i verden, som den ser ud, er jo, at vi er i gang med at ratificere en aftale med USA om at have baser i Danmark. Det er L 188. I den er der en formulering, der handler om danske atomvåben, og hvor man kan sige, at den oprindelige tekst udspecificerer, hvad dansk atompolitik er. Men man har så ændret i sætningen, hvor man har fjernet det og bare siger, at det ikke ændrer ved dansk atomvåbenpolitik, så at konditionerne for, hvordan den ser ud nu, er taget ud af teksten.

Jeg er med på, at det på en eller anden måde gør det mere præcist eller nemmere at læse osv., men det får mig også til at tænke på: Når man snakker om det her, og når man ikke fra regeringens side ønsker at underskrive og ratificere den her aftale, er det så også, fordi man fra regeringens side kan forestille sig en ændring af dansk atomvåbenpolitik?

Ministeren.

Næ, det er det ikke, og den er jo også, med den reference, der er til DCA'en, fuldstændig uændret. Når der er den formulering, der er, er det netop for at sikre, at vi signalerer, at den er uændret, og ikke lige sådan forsøger os med frihåndsformuleringer om, hvad det så er, der er gældende. Så nej, altså det er et udtryk for det, jeg sagde ret udtømmende i min forelæggelsestale her.

Der er en nuklear sikkerhedsparaply over Europa. Det er en realitet. Der er en ikkespredningstraktat, som har været brugt til at prøve at få det her deeskaleret, altså i en balanceret form. I lange perioder er det også lykkedes. Så har vi kæmpe russiske tilbageslag. Vi har nu også et Kina, der opruster nukleart. Det er en realitet, vi er nødt til at forholde os til, og det er baggrunden for, at hverken vi eller nogen andre NATO-allierede har ratificeret den her traktat, og at ingen af vores allierede heller har deltaget på de sidste opfølgningsmøder som observatør.

Spørgeren.

Tak. Og tak for den meget klare udmelding. Det er værdsat. Der er de lande, som udenrigsministeren henviser til her, og som optrapper situationen, såsom Rusland og Kina osv. Det anerkender jeg fuldt ud, men det er allerede eksisterende atommagter, kan man sige, hvor traktaten jo sigter på, at der ikke skal komme nye.

Så er det så i NATO? Jeg tænker, det er der, hvor Danmark laver noget sammen med andre. Hvordan er arbejdet så? Hvis man ikke vil tilslutte sig den her traktat, hvordan arbejder man så på at sikre, at der ikke kommer nye atommagter, og hvordan kan vi fortsat skrumpe mængden af atomvåben globalt?

Ministeren.

Det gør man jo inden for rammerne af den anden traktat og de forhandlinger, der har været, også historisk, altså omkring startforhandlinger og andet. Men det afgørende er jo ikke, om de lande, jeg henviste til, allerede er atommagter eller ej. Det afgørende er, at vi i hvert fald har tradition for, at hvis vi tilslutter os internationale konventioner, efterlever vi dem også i praksis.

Nu kan man sige, at det ikke er svært for Danmark at afskaffe atomvåben, når vi ikke har det, men vi indgår jo altså i en alliance, hvor vi har det. Det vil efter min mening skabe hvis ikke juridisk, så i hvert fald politisk forpligtigelse til, at vi, hvis vi tiltrådte og ratificerede den her traktat, så i NATO-sammenhæng skulle prøve på at virke for en nærmest øjeblikkelig og ensidig afskaffelse af atomvåben. Det ville ikke være i overensstemmelse med vores sikkerhedspolitiske interesser.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Det er sådan, at vi fra Socialdemokratiets og regeringens side selvfølgelig deler det ønske om en verden, som er fri for atomvåben, men jeg vil også sige, at som verden ser ud lige nu og med den retning, som verden bevæger sig i, så er det altså også måske en ønsketænkning, hvis I spørger mig. Se blot på, hvad der foregår i Rusland og Kina. Og så længe der findes atomvåben i denne usikre verden, skal vi i NATO beskytte os selv ved også at have dem.

I Socialdemokratiet og regeringen mener vi, at FN's traktat om forbud mod atomvåben, som forslagsstillerne mener at Danmark bør underskrive, vil undergrave NATO-alliancen og dermed Danmarks sikkerhed. Som udenrigsministeren også, synes jeg, har gjort rede for, mener regeringen sådan set heller ikke, at FN's forbudstraktat rent faktisk vil sikre os den nukleare nedrustning, som vi alle sammen ønsker os.

Vi har allerede den nukleare ikkespredningstraktat, som næsten alle verdens lande har tilsluttet sig, både lande, som har nukleare våben, men også lande, som ikke har, og det synes jeg vi skal holde fast i og i og for sig også styrke. Regeringen mener, at Danmark skal arbejde for at fastholde den konsensus, vi har i NATO om behovet for afskrækkelse. Det er også derfor, der jo ikke er nogen af de andre NATO-allierede, som har tilsluttet sig den her forbudstraktat, og også i det her tilfælde synes jeg, at Danmark som altid skal optræde som en ansvarlig, men også pålidelig allieret.

Som udenrigsministeren fik slået fast, skal Danmark naturligvis fortsat arbejde for våbenkontrol, nedrustning og ikkespredning. Det er uhyre vigtigt. Det må bare aldrig nogen sinde ske på bekostning af vores egen sikkerhed. I den her skærpede og komplekse sikkerhedssituation, som Danmark og verden i øjeblikket desværre befinder sig i, skal vi tænke os godt om og passe rigtig godt på Danmark. Det mener jeg ikke nødvendigvis vi gør ved at gå ned ad det her spor. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Nu har både ordføreren og udenrigsministeren sagt det her med, hvad der er ønsketænkning, og hvordan verden i virkeligheden ser ud. Det er vi jo enige om, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det ønsketænkning. Det er jo også politiske ambitioner, og vi er vel alle sammen gået ind i politik, fordi vi gerne vil ændre verden i en bestemt retning. Det er derfor, vi er her; det er derfor, vi har de her diskussioner. Forslaget, som vi fremsætter, om, at Danmark skal underskrive og tilslutte sig den traktat om forbud mod atomvåben, er jo netop for at bringe verden tættere på det, som vi mener er den rigtige verden, nemlig en verden med langt færre eller ingen atomvåben. Det er noget, som ordføreren i virkeligheden også selv eller i hvert fald regeringen gør sig til talsperson for.

Så man kan vel ikke stå som politiker og sige: Sådan her ser verden ud, sådan her havde vi syntes den skulle se ud, og fordi den ikke ser ud, som vi synes, skal vi ikke gøre det her, som kan bringe os tættere på at få den til at ligne det, vi synes. Altså, hele det politiske arbejde handler jo om at tage skridt i retning af at bringe verden derhen, hvor man ønsker den skal være. Vil ordføreren, som et første spørgsmål, ikke anerkende det?

Ordføreren.

Jeg vil sige det på den måde, at et eller andet sted har vi jo valgt at sige, at den vej og det spor, vi tror på i forhold til det her, er den ikkespredningstraktat, der er, og hvor vi har alle de her lande med, som også har nogle konkrete beviser på, at man i den grad har fået nedbragt antallet af atomare våben. Det er klart, at hvis alle lande i morgen sagde, at nu skriver vi under på, at vi laver et stop for atomvåben, så kunne jeg ikke se nogen grund til, at Danmark ikke skulle være med. Men lige nu er vi en del af den her NATO-alliance, og det er det spor, vi går ned ad. Jeg synes, det ville være, jeg ved ikke, om man kan sige upassende, men måske lidt mærkeligt, hvis vi lige pludselig begyndte at vælge en anden strategi i forhold til det her. Vi er en del af den her alliance med det, som så også følger med omkring det her.

Spørgeren.

Det handler jo ikke om at vælge en anden strategi. Det handler om, at Danmark har et spor, der tager afsæt i ikkespredningsaftalen. Vi siger så: Der er et supplement, man kan vælge, som styrker positionen for at bekæmpe spredning og udvikling af atomvåben, og som er forbudstraktaten, FN's traktat om forbud mod atomvåben. Den kan man jo godt ratificere og tilslutte sig, samtidig med at man gør det andet. Det er det, der er hele pointen. Der er ikke nogen modsætning. Det er jo to instrumenter, der supplerer hinanden, og som begge peger i den samme retning, nemlig mod en verden uden atomvåben.

Ordføreren.

Man kan sige, at hvis vi stod i egen ret uden at være en del af alliancer og andet, hvor en del af det her spørgsmål sådan set også bliver håndteret, så kunne man selvfølgelig drøfte det og sige, at så ville vi som nation og som land kunne gøre det her. Jeg synes, vi har nogle forpligtelser både forhold til det at være med i NATO, men også i forhold til at kigge på den verdenspolitiske situation, som vi har lige nu, hvor det her altså er et element i den måde, som vi håndterer en stor del af konflikterne på. Det anerkender vi som en del af NATO's strategi.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Møller. Den næste ordfører i rækken er hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak for det. I Venstre ønsker vi også en verden uden atomvåben, men for os er hensynet til Danmarks sikkerhed helt afgørende. Vi bakker stærkt op om vores medlemskab af NATO, en forsvarsalliance, der siden 1949 har været garant for Danmarks og danskernes sikkerhed. Så længe vi ser ind i et verdensbillede, hvor visse magter er i besiddelse af atomvåben, er det samtidig en forudsætning for den alliance og for vores sikkerhed og forsvar, at vi har de samme sikkerhedspolitiske forudsætninger.

Det er samtidig vigtigt for os, at vi som medlemsland i NATO ikke distancerer os fra vores allierede. Danmark såvel som vores allierede og de fem anerkendte atommagter deltager jo samtidig i traktaten om ikkespredning af atomvåben fra 1970, og det er grundlaget for den nedrustning og ikkespredningsudvikling, vi har set i mere end 50 år. Så det er afgørende, at vi er på linje med vores allierede på et så centralt område, og forbudstraktaten har ikke bred tilslutning blandt vores allierede.

Derudover er det vigtigt at nævne, at nedrustning er en del af ikkespredningstraktaten. Det er der, de forhandlinger finder sted, og sikkerhed mellem stater er selve grundlaget for ikkespredningstraktaten fra 1970. Derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christian Friis Bach og går videre til den næste ordfører i rækken. Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for ordet. Beslutningsforslaget går ud på at opfordre regeringen til at underskrive og ratificere FN's traktat om forbud mod atomvåben. Traktaten forbyder al udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel og trussel om brug af atomvåben. På papiret lyder det meget tilforladeligt og noget, der måske kan være med til at gøre verden en lille smule mere sikker. Men der er også en risiko, hvis Danmark tilslutter sig traktaten. Det kan begrænse Danmarks handlemuligheder, hvis sikkerhedssituationen i vores del af verden pludselig forandrer sig. Traktaten tillader f.eks. ikke lagring af atomvåben. Det er dansk politik, at der ikke skal oplagres atomvåben på dansk jord, i hvert fald ikke for tiden. Men ingen kender fremtiden, og hvis der skulle komme i krig i vores del af verden, skal Danmark ikke være afskåret fra, at andre NATO-lande kan oplagre atomvåben på dansk jord, hvis det er for at styrke forsvaret af Danmark og vores del af verden. Traktaten tillader heller ikke trussel om brug af atomvåben, men hvis man ikke kan true med at bruge atomvåben i selvforsvar, giver atomvåben jo ingen mening. Ingen håber, at vi kommer i den situation, men vi skal ikke på forhånd afskære os fra, at atomvåben i en given situation kan oplagres på dansk jord, og at true med at bruge dem i selvforsvar er en del af afskrækkelsen, og derfor støtter vi ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Det er jo rigtigt, at som underskriver af den traktat forpligter man sig også til ikke at true med brug af atomvåben. Den situation, verden står i lige nu, er, at faren for atomkrig er tættere på, end den har været i mange, mange år. Det, det gælder om, er jo at trække os væk fra den situation.

En af metoderne er selvfølgelig, at de magter, der har det, lader være at true med det; en anden er jo at bruge de instrumenter, der er, herunder FN's forbudstraktat, til at inddæmme den form for krigsførelse, for den form for krigsførelse er ultimativ.

Det er meget svært at forestille sig, at en militær konflikt eller militær konfrontation kan bruge atomvåben på en måde, der ikke ender i det totale ragnarok. Hele formålet med det her er jo netop at undgå det. Kan ordføreren se idéen i, at Danmark tilslutter sig en forbudstraktat for netop at trække os væk fra faren for det totale ragnarok?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg jo ikke, for så havde jeg jo nok støttet forslaget, og jeg har jo netop sagt, at det gør vi ikke, og det har jeg prøvet at forklare hvorfor vi ikke gør. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er et ultimativt våben, og at det også er et forfærdeligt våben, men det ændrer bare ikke på, at vi står over for nogle andre magter i en meget usikker tid, dvs. en usikker tid, hvis lige vi ikke har prøvet i vores lille land i mange, mange år, og der skal man ikke gøre sig mere sårbar.

Spørgeren.

Hvad er egentlig ordførerens blik på udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i en situation, hvor der er et tilsyneladende galopperende våbenkapløb i gang, og hvor atomvåben pludselig er noget, man bruger til at true hinanden med, og er noget, som atomeksperter siger også fandtes under den kolde krig, men hvor truslen og faren faktisk er større nu, end den har været hidtil, fordi der ikke synes at være nogen bremseklodser på det?

Mener ordføreren, at vi skal lade stå til i den situation, eller skal vi forsøge at finde nogle bremseklodser og lave nogle tiltag, der faktisk kan skabe bremseklodser for den ganske alvorlige udvikling hen mod et atomart ragnarok?

Ordføreren.

Vi skal i hvert fald ikke gøre os mere sårbare, og det mener jeg at vi ville gøre, hvis vi tilsluttede os det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Munch. Den næste ordfører i rækken er hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg er her som bekendt som vikar for vores udenrigsordfører, hr. Karsten Hønge. Jeg tror ikke, vi er mange i min generation af politisk aktive, som ikke havde håbet på en verden fri for nukleare våben. Om vi så har troet på det, er en anden sag, uanset at vi er vokset op i fredstid, i hvert fald for os selv, i det mest privilegerede hjørne af verden og troede, at vi aldrig igen skulle opleve krig på det europæiske kontinent. For erfaringen efter anden verdenskrig var jo netop, at vi skulle og kunne samle os og finde fredelige løsninger; forhandlede løsninger. Det har i mange henseender også vist sig rigtigt, men vi glemte desværre undervejs, at intentionen om fred ikke gjaldt for alle. Danmark, EU og Europa vil demokratiet og fremskridtet for almindelige menneskers velfærd, tryghed og sikkerhed – alt det, som Putins Rusland ikke vil, og alt det, som ukrainerne nu på fjerde år kæmper bravt for at opnå og skulle kunne præge deres land i fremtiden.

Vi står i en vanskelig tid: en tid, hvor der ikke er plads til at vakle, en tid, hvor vi skal stå sammen med dem, der vil det samme som os, altså mere demokrati og mere fremskridt, og stå sammen imod dem, der vil det modsatte. Selv om man kunne ønske sig en verden uden nukleare våben, bilder jeg mig ikke ind, at den er nært forestående, for de er en realitet. Teknologien er der, og lande uden a-våben stræber efter dem. Der kan man jo bare kigge på Iran.

Vi i Danmark er medlemmer af NATO, som mere end nogen sinde før skal stå sin prøve i en tid, hvor USA ikke er den allierede, vi troede, og som vi i vidt omfang havde overladt vores sikkerhed til. Og vi står i en situation, hvor Danmark og vores nabolande i stigende grad selv skal kunne garantere hinandens og vores egen sikkerhed. Så er tiden ikke til dansk enegang i NATO, for det vil en ratificering af denne traktat være. Ingen andre NATO-lande har ratificeret den her traktat. Ingen af vores nordiske nabolande har ratificeret den her traktat. For os at se står det væsentligste spor i at sikre overholdelse af ikkespredningstraktaten, og at de eksisterende atommagter vil leve op til det.

Den eneste måde at sikre nuklear nedrustning på er ved at få atommagterne i tale, og det ser ærlig talt lidt vanskeligt ud lige nu. Tværtimod ansporer krigen i Ukraine, truslerne mod Taiwan og USA's tillidssvigt af Europa og NATO formentlig flere lande til at tænke, at netop a-våben er deres beskyttelse mod angreb. Og jeg har noteret mig med tilfredshed, at regeringen flere gange den seneste tid har bekræftet, at Danmarks atomvåbenpolitik stadig står fast, og det er glædeligt, og det har jeg tillid til at den fortsat vil mene. Det er vigtigt for SF.

Selv om SF ligesom de fleste andre deler det lønlige håb om en nuklearfri fremtid, er denne traktat ikke svaret, og det skal ikke være Danmark, der bryder sammenholdet i NATO, og det skal ikke være os, der giver amerikanerne tilskyndelser til at gå andre veje end det samarbejde, som det demokratiske Europa har nydt godt af de seneste mange årtier. SF kan derfor ikke støtte forslaget, om end intentionerne ideelt set er fine. Verden er bare ikke ideel. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak, og tak for en lidt overraskende tale. Tilbage i 2021 fremsatte SF og Enhedslisten et fælles beslutningsforslag om det her emne, hvor SF's position var den stik modsatte, nemlig at det sagtens kunne hænge sammen at være et NATO-medlemsland og underskrive forbudstraktaten. Så det er det stik modsatte, ordføreren nu står og siger, og jeg er med på, at ordføreren er stedfortræder, og jeg beklager, og det er også fair nok at henvise til den reelle ordfører, hvis man ønsker det. Men nu siger jeg det bare, også for dem, der følger med i debatten, altså at det jo er noget ganske andet end det, SF dengang mente, og det er immervæk kun 4 år siden.

Hvad er det, der har forandret sig så drastisk, at man nu mener, at det vil være at stikke NATO i ryggen, at man tilslutter sig en forbudstraktat, når man dengang mente, at man sagtens kunne gøre begge dele, nemlig at være medlem af NATO og også underskrive forbudstraktaten?

Ordføreren.

Jeg er, som ordføreren også siger, ikke fagordfører, men jeg skal alligevel gøre mit bedste for at besvare spørgsmålet, som jo bestemt er relevant. Men det, der grundlæggende har ændret sig siden da, er jo hele den sikkerhedssituation, vi står i, og det håber jeg også at Enhedslisten anerkender.

Så er det spørgeren.

Selvfølgelig anerkender vi, at det er en anden sikkerhedspolitisk situation, end det var i 2021, men det gør jo ikke faren ved atomvåben mindre. Tværtimod er det faktum, at atomvåben nu er en del af det arsenal, man rasler med og truer med, både fra russisk og fra amerikansk side, da dybt bekymrende. Desto større grund er der vel også til at bruge de instrumenter, man har, til gensidigt at kontrollere og bekæmpe brugen af lige præcis det våben, som jo bringer os i ragnarok. Vil ordføreren ikke anerkende det?

Ordføreren.

For SF er det vigtigste sådan set, at vi ikke går enegang i forhold til NATO, især ikke i den tid, vi står i lige nu, med det USA, vi ser, og det behov for NATO i Europa, som vi ser der er, og som sådan set aldrig har været været større. Derfor tror vi egentlig også, at det er det forkerte valg at gå enegang i forhold til NATO og i forhold til vores nordiske naboer, og ingen af dem har heller ratificeret traktaten.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg er helt med på, at man er stedfortræder, og derfor vil jeg spørge mere generelt og ikke specifikt til forslaget. For der bliver i det, som ordføreren siger, talt om idealpolitik versus realpolitik. Når vi går tilbage og ser på den kolde krig, var fredsarbejdet en helt afgørende del af et sideløbende spor ved siden af den magtbalance, der var i løbet af den kolde krig, og noget af det, der i løbet af de år også fyldte rigtig meget for SF, var netop det, at man arbejdede for at have nogle idealer for det, man gerne ville hen imod.

Det, jeg hører i ordførerens tale, handler om, at man simpelt hen er trådt ud og væk fra at lave idealpolitik, og at man, når det kommer til den internationale sikkerhedspolitik, kun laver realpolitik. Har SF nogle idealer tilbage, man gerne vil arbejde for? Eller holder man sig til det, man nu ser, og siger, at lad os lappe på det og håbe, at det går?

Ordføreren.

Det er jo takket være SF's indsats, at vi nu også får flere midler til fredsforskning, hvad vi sådan set har ment har været vigtigt i mange år, som ordføreren også selv er inde på. Så vi er bestemt ikke stoppet med at kæmpe efter vores idealer. Men vi er også nødt til at se på den sikkerhedspolitiske situation, vi nu står i, og som jo grundlæggende er en anden, end den var for 4-5 år siden, da forslaget blev fremsat første gang, både med hensyn til det USA, vi ser, men også det behov for et stærkt sammenhold i NATO og i Europa der er. Det mener jeg sådan set aldrig har været større, og derfor synes vi i SF ikke, at vi i det her spørgsmål skal gå enegang i forhold til NATO, særlig ikke i de tider, vi desværre lige nu står i.

Spørgeren.

Tak. Er det SF's politik, at oprustning er vejen til fred?

Ordføreren.

Det er jo et meget generelt spørgsmål. Man kan sige, at vi lige nu står i en tid, hvor vi er nødt til at opruste. Det må man bare sige, når man kigger på Rusland og USA og den situation, vi lige nu står i. Men vi skal jo altid sigte efter fred, og vi har jo, som jeg i hvert fald også husker det, netop været med til sikre flere midler til fredsforskingen. For det er for SF også et vigtigt ben at stå på.

Så på den måde synes jeg jo ikke, at man kan sige, at det kun er det ene eller det andet. For i SF mener vi jo sådan set også, det er vigtigt med fredsforskningen, og det er, så vidt jeg husker, noget, vi deler med Alternativet.

Dermed tak til Socialistisk Folkeparti. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg kan starte med at sige, at i Liberal Alliance støtter vi ikke beslutningsforslaget. I en tid, hvor der er behov for oprustning i Europa, og hvor der er tvivl om USA's beskyttelse af kontinentet, så er det den helt forkerte vej at gå.

Der er ikke nogen korte bemærkninger til det, så tak til ordføreren. Vi går videre i talerrækken til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg skal nok prøve også at opfatte mig i korthed, men dog ikke lige så kort. I Moderaterne deler vi ønsket om en verden uden atomvåben. Det er et mål, Danmark arbejder aktivt for gennem sin deltagelse i internationale fora, FN, medlemskab af FN's Sikkerhedsråd osv. Når det kommer til atomvåben, er Danmark fast i sin opbakning til strategisk våbenkontrol som en central del af vores udenrigspolitik. Dette er også vigtigt lige nu. Her er samarbejde med vores allierede afgørende, og det er her, vi kan opnå virkelige resultater.

Når vi ser på forbudstraktaten, må vi dog konstatere, at den ikke løser de nye, nuværende udfordringer. Som det er i dag, har ingen af de atomvåbenbesiddende lande tilsluttet sig traktaten, og deres deltagelse er en uomgængelig forudsætning for at opnå reelle nedrustningssmål. Den nuværende geopolitiske situation, som også blev beskrevet af en tidligere ordfører, med øgede spændinger mellem atommagterne gør det endnu vigtigere, at vi arbejder for en balanceret og gensidig nedrustning, som ikke forrykker den strategiske magtbalance. I stedet for at erstatte eksisterende mekanismer med en traktat, der ikke har støtte fra atommagtslandene, bør vi styrke de eksisterende aftaler.

I Moderaterne mener vi, at en effektiv nedrustning kræver en proces, hvor alle atommagter er med. Derfor kan Moderaterne ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Så skal jeg i øvrigt hilse fra den radikale udenrigsordfører sige, at Radikale heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak, og tak til hr. Henrik Frandsen for talen. Jeg er lidt nysgerrig på, hvor det er, og hvordan det er, Danmark aktivt arbejder imod atomvåben internationalt. Vil ordføreren ikke prøve at konkretisere det?

Ordføreren.

Vi står jo last og brast i NATO med vores NATO-allierede. Vi står last og brast i Europa. Nu er det konkret forbudstraktaten, vi behandler her i dag, og der er ingen af de lande, der har tilsluttet sig forbudstraktaten. Så i det lys arbejder vi jo sammen med vores gode venner og gode allierede i de internationale fora.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det var bare ikke svaret på det, jeg spurgte om. Jeg spurgte om, hvordan det er, Danmark arbejder aktivt arbejder imod atomvåben internationalt, for det sagde ordføreren i sin tale at Danmark gjorde. Så er jeg nysgerrig på, hvordan det er, vi gør det. Det, som ordføreren siger om, at vi står last og brast med nogle allierede, er bare ikke det, jeg spørger om.

Statsministeren har jo for nylig været ude at melde, at hun ikke længere udelukker – sådan var formuleringen – stationering af atomvåben i Danmark. Det er dog en åbning, som er meget markant i forhold til det, der har været dansk atomvåbenpolitik, og i øvrigt også i modstrid med det, ordføreren står og siger her. Så hvordan er det, Danmark arbejder aktivt imod spredning af atomvåben eller for forbuddet mod atomvåben?

Ordføreren.

Vi står jo i en situation lige nu, hvor man bare må sige, ligesom ved det forrige dagsordenspunkt omkring Israel-Gaza, at når det gælder fred og sikkerhed i Europa, går tingene i den forkerte retning. Ii den situation kan man jo godt arbejde for at begrænse atomvåben, samtidig med at man accepterer, at atomvåben er nødvendigt for, at vi kan bevare den fred og sikkerhed, vi har. Derfor er det også vigtigt, når man skal arbejde for den type af våben, som atomvåben er, at man så også gør det sammen med sine allierede, og det er i de fora, Danmark arbejder aktivt.

Dermed siger vi tak til ordføreren for Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget om, hvorfor regeringen skal underskrive og ratificere FN's traktat om forbud mod atomvåben. Jeg tror, alle her i salen deler håbet om, at vi en dag er en verden uden atomvåben. Men netop nu, hvor den sikkerhedspolitiske situationen er så anspændt, som den er, mener Det Konservative Folkeparti, at vi skal gøre, hvad vi overhovedet kan for at beskytte vores samarbejde i alliancer, herunder medlemskabet af NATO.

Grundlaget i NATO er jo, at NATO forbliver en alliance, der accepterer atomvåben, så længe der eksisterer atomvåben. Konservative mener, vi skal forblive et seriøst medlem af NATO, og derfor er det ikke i tråd med den opfattelse at sige ja til et forbud. Det giver ingen mening for et lille land som Danmark at udelukke opbevaring af allieredes atomvåben, så længe alle vores fjender har atomvåben. Vi stemmer imod, fordi Danmark er dybt afhængig af den atomparaply, som har beskyttet os siden 1945. Hvis vi skrev under, ville vi jo ende i en situation, hvor vi med vores strategisk-geografiske placering stadig væk har en nabo her i Europa, Rusland, som ikke ønsker at afskaffe atomvåbnene.

Derfor er det også værd at se på, hvem der egentlig har tilsluttet sig FN's traktat. Ingen af de stater, der besidder atomvåben, har gjort det, og selv om nedrustning er et håb om fred, bliver nedrustning kun en realitet, hvis netop de lande, som råder over atomvåben, skriver under. Så Det Konservative Folkeparti stemmer imod.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Det er rigtigt, når ordføreren siger, at vi alle sammen håber på en verden uden atomvåben. Det ønske og håb deler vi i hvert fald. Men håb er som bekendt ikke en strategi, så for at virkeliggøre eller realisere det håb er man nødt til at tage nogle skridt, og et skridt kunne jo være at bruge redskaber – nu har vi forpligtet os på ikkespredningstraktaten – som forbudstraktaten som et sted, hvor Danmark ville lægge nogle lodder i kurven. Der er ikke nogen modsætning mellem de to; de supplerer hinanden fint.

Men ordføreren siger i virkeligheden, at fordi vores fjender har atomvåben, skal vi også have det. Er det Konservatives opfattelse, at alt, hvad vores venner har af arsenaler og våbentyper, også dem, vi vanligvis ikke har villet have, skal vi have, fordi fjenderne har dem?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden befinder os i en situation, hvor vi ikke eskalerer tingene. Jeg synes, Danmark har gjort det fint i de mange udfordringer, vi har været i gennem de sidste måneder og år, ved at være pragmatiske og ikke være naive, men holde os inden for et felt, så vi stadig væk har sikkerhed i eget hus, hvis man kan sige det. Så jeg synes ikke, det er, fordi det er et mål i sig selv at få det, men jeg synes jo, af den geopolitiske usikkerhed er så vanvittig, at vi er nødt til at forberede os og forsvare os.

Spørgeren.

Jeg er glad for den præcisering. Men er det ikke er sådan stadig væk, at hvis man faktisk ønsker at undgå den ultimative atomkrig eller brug af atomvåben og dermed nok det ultimative ragnarok, er man også nødt til at tage nogle af de redskaber i brug, der mindsker risikoen for det, herunder bruge de internationale aftale systemer, der kan bruges til at hæmme udviklingen af, brugen af, eksistensen af atomvåben, herunder forbudstraktaten, og at den faktisk er et instrument, der kan bruges til det? Undskyld, jeg kan se på formanden, at taletidslampen formentlig blinker rødt nede foran mig her.

Ordføreren.

Men sådan nogle instrumenter fungerer jo kun, hvis alle er enige om, at det er sådan, det skal være. Vi kan jo sidde en gruppe og blive enige om én ting, men hvis der sidder en gruppe lande og bliver enige om noget andet, er det jo stadig væk virkeligheden, og det er det, vi er nødt til at forholde os til.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg synes, at der er grund til at takke Enhedslisten for at tage os med ind i den krystalkugle, som socialismen jo på mange måder udgør, altså en sådan John Lennonsk vision for verden, hvor vi alle sammen tror på det bedste i mennesket, det bedste i nationerne, at vi alle sammen sådan måske svævende på en lille lyserød sky kan glæde os over, at paradis er nært forestående, og at alting bliver godt. Sådan må det jo være at være socialist. Det største problem ved socialisme er, at det jo formodentlig fungerer, men kun i en totalitær sammenhæng, hvor der ikke er andet.

Vi må i hvert fald konstatere, at de eksempler, der har været med socialisme rundtomkring i verden, fungerer, så længe man med vold og magt holder folk inde i de pågældende lande; for de drømmer om at komme ud, når de finder ud af, hvordan det er at leve i de lande, der ikke er socialistiske. Det samme gælder jo i forhold til de her sådan lidt infantilt naive og sikkert også velmenende forslag, som man fremfører, om en bedre verden. Kunne vi dog ikke bare forbyde atomvåben? Jamen hvilket barn ville ikke have det med i sin aftenbøn? Problemet er jo bare, at der nok er nogen derude, der ikke er med på forbuddet.

Derfor skal vi prise os lykkelige over, at nogle af vores allierede har været med til at investere i og sikre våben, som afskrækker de onde kræfter i verden, altså dem, som venstrefløjen sjovt nok på en eller anden måde altid ender med at være i allieret med. De afskrækker dem fra at bruge deres våben. Det er jo derfor, at vi som voksne, når børnene helt forventeligt kommer med deres barnagtige drømme om, hvordan verden skal se ud, skal fortælle børnene, hvordan verden virkelig er, nemlig at der er onde kræfter derude, og at vi skal prise os lykkelige for, at vi både som vores familie, hvor vi har et samfund i Danmark, men også som vores land internationalt har venner, som som passer på os.

Vi skal prise os lykkelige over, at de venner, vi har, har været villige til at sætte penge og ressourcer af til at udvikle våben, der gør, at de børn kan gå i seng og både drømme, men også have realistisk mulighed for at vågne op i en verden, det er lidt bedre end den, som ville findes med socialismens løgne om, hvordan man bare lige kan indrette økonomien og bare lige kan indrette verden, så man på den måde opnår paradis i morgen. Det kommer ikke til ske. Det er derfor, at socialismen er en forbrydelse mod menneskeheden, og det vil jeg gerne takke Enhedslisten for at illustrere gang på gang. Tak, formand.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkeparti. Så er vi nået til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak for ordet, og tak til Enhedslisten for forslaget. Noget, vi i hvert fald kan blive enige om herinde, er, at vi ikke har en verden uden atomvåben, desværre. Drømmen om og håbet om en verden uden atomvåben må og skal følges op af indsatser for færre og ikke flere atomvåben, hvis det en dag skal blive en realitet. Det har vi arbejdet for internationalt siden 1970'erne, og det arbejde bør vi fortsætte.

Traktaten er i Alternativets optik et rigtig godt skridt i den retning. Ja, jeg er helt med på, hvordan verden ser ud, og jeg er også med på, at de lande, der allerede har atomare våben, ikke tilslutter sig traktaten. Men det forhindrer ikke, at vi arbejder på, at nye lande ikke bliver atommagter og ikke er en del af udviklingen, herunder Danmark. Vi kan ikke på den ene side arbejde aktivt for, at andre lande, som i dag ikke har atomvåben, ikke må udvikle eller opstille dem, hvis vi ikke også fastholder, at det også gælder for os selv. Det er et grundprincip i den måde, aftaler fungerer på. Jeg tror ikke, at vi er uenige om, hvordan verden ser ud i forhold til overophedning. Vi står ved en skillevej – sådan helt overordnet. Det globale konfliktniveau stiger og stiger. Og det er ikke, fordi vi har haft mindre ting at tale om fra gang til gang på sikkerhedsdagsordenen, når vi mødes i kredsen. Det er kun steget i al den tid, jeg har siddet i Folketinget – faktisk temmelig præcis 2½ år.

Devisen i forhold til det her i mange lande – det synes jeg egentlig at Socialdemokratiets ordfører sagde meget tydeligt i sin tale – er, at det, vi gør, ikke må ske på bekostning af vores egen sikkerhedssituation. Men fred opnås helt grundlæggende ikke af, at man bare står fast på sit eget hver gang. Under den kolde krig var fredsarbejdet et meget vigtigt parallelt spor til forsvarsarbejdet, men Murens fald ændrede det. For det er nemlig ikke kun vores forsvar, vi har sjoflet efter den kolde krigs afslutning; vi har også forsømt det globale og nationale fredsarbejde.

Fred er ikke fraværet af konflikt. Det er, hvordan vi forebygger og håndterer konflikt. Jeg vil gentage mig selv: Håb er ikke en strategi, heller ikke for fred. Det er en disciplin og et langt, sejt træk. Jeg tror simpelt hen ikke på, at atomvåbenkapløb er vejen til fred. FN's traktat om forbud mod atomvåben er i Alternativets optik en rigtig god måde at tage et skridt på i forhold til det lange seje træk og for at forebygge eskalering og konflikt. Derfor stemmer vi for forslaget.

Tak til Alternativets ordfører. Der er ingen korte bemærkninger, og så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Atomvåben er ifølge FN's Kontor for Nedrustning, UNODA, det farligste masseødelæggelsesvåben i verden, og Hiroshima og Nagasaki burde have lært os at sige: Aldrig igen! Men på trods af de to hensynsløse, vanvittige angreb på de to japanske byer i august 1945 og de dramatiske og tragiske følger for generationer af japanere, som også udenrigsministeren var inde på tidligere, oplevede vi hele vejen igennem den kolde krigs mere end 40 år, at supermarkederne USA og Sovjetunionen holdt hinanden i skak med truslen om gensidig ødelæggelse med atomvåben. Som flere har været inde på, har aggressionsniveauet i verden været stigende de senere år. Atommagten Rusland har angrebet Ukraine i strid med folkeretten, og i Det Hvide Hus i Washington sidder en uberegnelig og utilregnelig præsident, der taler om at tale sig til rette med magt, bl.a. i Grønland. Og atomtruslen er desværre også voksende i takt med det stigende aggressionsniveau.

Den tidligere amerikanske præsidentrådgiver Jessica Mathews har tilbage i januar i et interview i Kristeligt Dagblad påpeget, at atomtruslen i forhold til situationen under den kolde krig er – citat: meget, meget mere farlig. Desværre er der tegn på, at den hidtidige klare danske afvisning af atomvåben vakler. I marts lød det fra Danmarks statsminister, at hun nu ikke længere ville udelukke stationering af atomvåben i Danmark, og yderligere bekræftet i sine bange anelser blev man, da dagbladet Politiken tilbage i april skrev, at regeringen i det endelige lovforslag om baseaftalen med USA, som blev sendt i høring før jul, havde fjernet sætningen fra udkastet om, at vi ikke tillader stationering af atomvåben på dansk jord i fredstid, inden lovforslaget blev fremsat.

Man må desværre sige, at mørke paddehatteskyer trækker sammen, også over Danmark, og derfor er det mere vigtigt end nogen sinde, at vi fra Folketingets side markerer en klar afstandtagen fra atomvåben og går sammen om en opfordring til regeringen om at slutte sig til FN's traktat om forbud mod atomvåben. Da traktaten blev vedtaget i 2017, blev den støttet af 122 lande, herunder vores EU-partnere Østrig og Irland, og det danske medlemskab af NATO er ingen hindring for, at vi kan gøre det samme. Det fremgår som nævnt tidligere også af et svar fra udenrigsministeren.

I et andet svar på et tilsvarende spørgsmål eller på et spørgsmål, der rimer på debatten, argumenterede udenrigsministeren med, at traktaten om forbud mod atomvåben risikerer at underminere den såkaldte ikkespredningsaftalen fra 1970. Det er jeg uenig i. Man kan sagtens på en gang gå imod spredning atomvåben og arbejde for et egentlig forbud. Man kan vel også konstatere, at eftersom stormagterne stadig truer hinanden med atomvåben, har ikkespredningsaftalen i sine 55 leveår jo ikke ført til den atomnedrustning, som vi ønsker. Tværtimod er der flere stater, som nu lægger øget vægt på atomvåben i deres sikkerhedsstrategier, som en professor fra forsvarets højskole i Norge har påpeget i Kristeligt Dagblad tilbage i januar.

Derfor mener jeg faktisk – og det er det, der er grund til Enhedslistens forslag – at det netop er i sådan en situation, at vi skal opruste vores indsats for at forbyde at sprede atomvåben. Det er netop nu, der faktisk er brug for at øge de redskaber og tilslutning til dem, som findes. Når man er på vej hen imod en afgrund, nytter det jo ikke noget at lede efter knappen til en airbag, så gælder det om at finde bremsen og skifte kurs,og det er også grunden til, at vi mener, at man skal skifte kurs her, for det har jo været en årelang debat, også i Danmark, om man skulle tilslutte sig den her traktat.

Vi er nødt til at få fat i de instrumenter, som binder lande ind i fælles aftaler og bestræbelser på at begrænse atomvåben og helt ultimativt at afvikle dem. Der er brug for nye instrumenter, og forbudstraktaten er et af dem. Det er klart, at der ikke er mange lande, der har underskrevet den. Danmark kunne blive et NATO-land, der gjorde det, og forhåbentlig kunne det trække flere med. Mange tak for debatten.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.