Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 136:

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat i FN.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak for det. Flere og flere mennesker verden over får øjnene op for Israels krigsforbrydelser i Gaza, og flere og flere lande anerkender Palæstina som stat. Her i Norden har Island og Sverige for længst anerkendt staten Palæstina, og sidste år gjorde Norge det samme. En række andre europæiske lande har også gjort det. Det beslutningsforslag, vi skal diskutere, handler ikke om en dansk bilateral anerkendelse af Palæstina, men om en opgradering af Palæstinas status i FN til fuldt medlemskab som land. I maj sidste år støttede Danmark en FN-beslutning, som gav øgede rettigheder til Palæstina, og nu foreslår vi fra Enhedslisten, at Danmark følger det op med aktivt at arbejde for, at FN tager det sidste, men afgørende skridt i retning af Palæstinas fulde FN medlemskab.

Hvorfor er det så en god idé? Det er det først og fremmest, fordi retten til selvbestemmelse er fundamental i hele konflikten, fordi en endelig, retfærdig og fredelig løsning mellem Palæstina og Israel forudsætter, at de to lande og de to folks repræsentanter mødes som mere ligeværdige partnere, og fordi retten til selvbestemmelse ikke er noget, der skal forhandles med en brutal besættelsen om, nej, det må være en grundforudsætning for forhandlingerne om en retfærdig fred. Det styrkeforhold, der eksisterer lige nu, er, at en brutal besættelsesmagt står over for et undertrykt og besat folk, og det styrkeforhold bidrager alene til at opretholde den nuværende situation med kolonisering og apartheidlignende tilstande. Eller endnu værre bidrager det til oprettelsen af et religiøst baseret Storisrael, som også annekterer de palæstinensiske områder, sådan som højrekræfter i Israel ønsker.

Danmark kan spille en vigtig, og aktiv rolle for fred og forsoning i Mellemøsten. I år og næste år har Danmark helt særlige muligheder for og i virkeligheden også pligt til at fremme dagsordenen om fuldt medlemskab for Palæstina gennem vores medlemskab af Sikkerhedsrådet. Nøglen til en varig løsning ligger ikke i krig, fordrivelse og etnisk udrensning, men i at opretholde den regelbaserede globale retsorden, respekt for folkeretten og FN, og derfor har vi fremsat dette forslag og ser frem til debatten.

Tak til ordføreren. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det, og tak til Enhedslisten, forslagsstillerne, for at sætte fokus på et spørgsmål, der optager mange, nemlig hvordan vi bedst understøtter en varig fred mellem Israel og Palæstina. Det er et spørgsmål, som er yderligere aktualiseret af den nuværende situation med fortsatte kamphandlinger i Gaza, en helt igennem katastrofal humanitær situation som følge af den israelske blokade og Hamas' fortsat helt uacceptable tilbageholdelse af israelske gidsler. Fra regeringens side har vi været tydelige i vores fordømmelse af Hamas' terrorangreb, ligesom vi konsekvent har presset på for en våbenhvile, øget humanitær adgang og for frigivelse af alle gidslerne. Og det vil vi fortsætte med, ligesom vi vil fortsætte med at protestere imod udvidelserne af bosættelserne på Vestbredden, som har taget et historisk stort omfang.

Når vi kigger på den lidt længere bane, er det, som forslagsstillerne også bemærker, både denne og tidligere regeringers grundlæggende holdning, at en forhandlet tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne er den eneste holdbare løsning på Israel-Palæstina-konflikten. En israelsk og en palæstinensisk stat, som eksisterer side om side i fredelig sameksistens, bygger som bekendt også på en række folketingsbeslutninger, senest en fra salen her tilbage i april. Fra regeringens side arbejder vi aktivt for at fremme en tostatsløsning. Det gør vi bilateralt, det gør vi i dialog med vores regionale partnere, det gør vi via EU, og det gør vi ikke mindst gennem vores plads i FN's Sikkerhedsråd. Selv er jeg løbende i dialog med både israelere og palæstinensere samt en række arabiske lande, hvor vi sammen prøver at finde løsninger, og hvor jeg selvfølgelig er tydelig omkring den danske støtte til en tostatsløsning. Derudover deltager vi fra dansk side i den globale alliance for implementering af tostatsløsningen – en alliance, hvor omkring nu 90 lande er gået sammen for at identificere mulige veje til en tostatsløsning. Antallet af lande i denne kreds er et udtryk for den brede internationale støtte til tostatsløsningen, hvilket i sig selv jo er positivt.

Fra dansk side har vi også spillet en aktiv rolle i EU for at fremme støtte til reform- og kapacitetsopbygning af det palæstinensiske selvstyre. Det gør vi, fordi et demokratisk, effektivt og legitimt selvstyre er en af forudsætningerne for realisering af en tostatsløsning, og for at selvstyret kan få kapacitet til på længere sigt at udøve myndighed i Gaza og dermed sikre, at terrororganisationer som Hamas ikke igen får fodfæste. Vi har fra dansk side også støttet aktivt op om sanktioner mod ekstremistiske bosættere. Støtten til en tostatsløsning er også udgangspunktet for Danmarks ageren på denne dagsorden i FN's Sikkerhedsråd, og som bekendt – ordføreren for forslagsstillerne var også inde på det i motivationen her for et øjeblik siden – stemte Danmark sidste år for resolutionen i FN's Generalforsamling om fuldt medlemskab af Palæstina i FN. Nu nævnte man, at Sverige har anerkendte Palæstina, men Sverige undlod så at stemme ved det her resolutionsforslag, og sådan er der jo mange nuancer i det her. Men vi stemte for, og det gjorde vi, fordi vi støtter, at Palæstina får en stærkere stemme i FN og for at markere vores støtte til en tostatsløsning. I sidste ende vil den endelige tildeling af fuldt medlemskab også skulle godkendes af FN's Sikkerhedsråd, hvilket det, som forslagsstillerne også bemærker, ikke har været muligt at nå til enighed om, og det har også meget trange udsigter, tror jeg man må sige, når man erindrer sig, hvem der i Sikkerhedsrådet er udstyret med vetoret. Ved siden af disse stemmeafgivelser, styrkede Danmark jo tilbage i 2014 de diplomatiske forbindelser til Palæstinas mission i Danmark.

Spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina som stat, og det er jo det, der ligger i beslutningsforslaget, er noget, som vi løbende har drøftet også her i salen. For hvornår er timingen rigtig, hvornår kan en anerkendelse reelt fremme en løsning på den årelange konflikt? Det er spørgsmål, som jo senest er blevet aktualiseret af den franske præsident Macrons udtalelser om, at Frankrigs mål er at anerkende Palæstina i de kommende måneder, muligvis – jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed – i forbindelse med en fransk-saudisk højniveaukonference om tostatsløsningen planlagt til juni i New York. Der er ingen tvivl om, at vi fra regeringens side deler det franske og dermed også forslagsstillerens ønske om at skabe fremdrift hen imod en tostatsløsning, men spørgsmålet er, som jeg også nævnte før, om anerkendelsen lige nu bringer os tættere på det mål.

Norge, Spanien, Irland og Slovenien anerkendte Palæstina sidste år. Det respekterer vi fuldt ud, og igen vil jeg sige, at vi jo alle deler ønsket om en tostatsløsning, men det er desværre omvendt ikke sådan, at de landes anerkendelser har bragt os tættere på en løsning, og jeg kan også se, at nogle af de lande i Europa, der historisk har anerkendt Palæstina, så stemte imod den resolution i FN, som vi også diskuterer her. Så det stikker lidt i alle retninger.

Regeringens holdning er fortsat – og i øvrigt på linje med de fleste andre EU-lande – at anerkendelse af Palæstina som stat ideelt set bør ske som resultat af en tostatsløsning eller som led i en meget bredt koordineret EU-indsats på et tidspunkt, hvor et sådant skridt reelt kan fremme tostatsløsningen. Og der er vi ikke nu, men det er klart, at vi er i tæt kontakt med både Frankrig og vores øvrige EU-partnere om, hvordan vi i fællesskab kan bringe fremdrift hen imod en tostatsløsning i en tid, hvor parterne i konflikten desværre står endog meget langt fra hinanden.

Så hvis jeg lige skal opsummere, vil jeg sige, at vi altså deler målsætningen om, at Palæstina en dag bliver en selvstændig, uafhængig stat, der eksisterer side om side i fredelig sameksistens med Israel, men vores fokus er på tiltag, der er bredt forankret og kan skabe reel fremdrift. Vi skal huske, at vi kun kan anerkende Palæstina en gang, og derfor skal timingen nøje overvejes, og det er så baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget her i dag. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Det er jo ikke første gang, vi har haft anledning til at diskutere det her spørgsmål. Jeg har selv stået på den talerstol, hvor udenrigsministeren står, som udenrigsminister og forfægtet præcis det samme synspunkt, som udenrigsministeren har gjort her, nemlig at man skulle bruge, kan man sige, anerkendelsen af Palæstina som sådan en form for brik i et forhandlingsspil. Jeg har skiftet holdning til det spørgsmål for nogle år siden, og det har jeg jo, fordi virkeligheden har forandret sig så dramatisk, som den har.

Vi oplever i øjeblikket desværre ikke, at vi bevæger os frem mod en tostatsløsning. Vi bevæger os væk fra en tostatsløsning. Det, der foregår både i Gaza og på Vestbredden, gør det jo sværere og sværere. Derfor er jeg i hvert fald kommet til den overbevisning, og også Frankrig og England er jo på vej, må man forstå, ligesom de andre nordiske lande, at vi for at fremme en indre dynamik i EU, som er så afgørende – det var udenrigsministeren også inde på – i den kritiske situation, vi er i nu, er nødt til at gøre vores stilling op og skubbe på, mens vi kan.

Jeg tænker bare: Hvor mange andre EU-lande, skal gå den vej, før Danmark så vil være med til at skabe det momentum, som jeg mener vi burde være med til at skabe nu?

Tak. Ministeren.

Jeg har så i modsætning til Radikale Venstres repræsentant her ikke skiftet holdning. Jeg har den samme grundholdning, som jeg hele tiden har haft, nemlig at jeg ønsker, at den dag kan komme, hvor vi kan anerkende Palæstina, og helst jo en dag, hvor den her anerkendelse så også fører til, at der reelt er noget at anerkende, altså en stat, der sådan set også opfylder de folkeretlige definitioner på at være en stat: kontrol over eget territorium etc. Men det er jo godt, at vi sådan set ikke er uenige i grundholdningerne. Jeg skal ikke rode mig ud i noget med standpunkter og holdninger, men jeg mener godt, at man kan have den her grundholdning, og så kan man have forskellige synspunkter om, hvornår man så skal handle på den, og hvordan man skal handle.

Jeg synes, at vi har handlet balanceret ved at støtte det her resolutionsforslag, der giver Palæstina en langt større rolle i FN. Det har vi kunnet gøre med en majoritet af EU-lande, men hvis man kigger på stemmeafgivningen, kan man se, at det heller ikke bare ligger på den flade hånd. Det er jo tankevækkende, at lande, der har anerkendt Palæstina fuldt ud som stat, altså også i EU, enten har stemt imod eller afstået. Det betyder jo bare, at det, at man anerkender Palæstina, i sig selv jo altså ikke sikrer, at Palæstina kommer til at eksistere.

Jeg skal ikke stå her og sætte på formel, hvor mange der skal til, men vi overvejer nøje, hvornår det rigtige tidspunkt er, og jeg har også tilbage at se, hvad der sker på det her Macronledede topmøde, der afholdes sammen med Saudi-Arabien. Saudi-Arabien har jo ikke endnu godkendt Israel, kan man sige, eller anerkendt Israel, og jeg tror, at hvis der skal være symmetri i det, skulle man jo gerne bringe en eller anden situation frem, hvor man for at kunne sikre, at begge stater lever der i fredelig eksistens, har en eller anden samtidighed i det. Undskyld, formand.

Spørgeren.

Jeg er ikke bleg for at sige, at hvis virkeligheden forandrer sig så dramatisk, som vi oplever det nu, hvor det jo er Palæstinas eksistens og det palæstinensiske folks eksistens, vi sådan set taler om, så mener jeg egentlig godt, man kan tillade sig at tale med lidt større ord og gøre sin holdning lidt mere gældende med lidt større vægt end det, man har gjort tidligere.

Det er jo det, det handler om her. Der er jo ikke nogen her, der bilder sig ind, at vi kan ændre hele slaget nede i Palæstina mellem Israel og Palæstina ved at anerkende Palæstina, men vi taler om, med hvilken vægt Danmark skal tale ind i EU, og ja, der må jeg sige, at der synes jeg, situationen er kommet dertil, hvor jeg gerne så, at både udenrigsministeren og den danske regering talte med lidt større vægt.

Ministeren.

Det har jeg forstået er Radikale Venstres synspunkt nu op imod tidligere, og der er fuldstændig respekt for det. Det ændrer jo så ikke ved regeringens position, som jeg altså ret udtømmeligt har gjort rede for.

Man kan kun anerkende én gang, og en anerkendelse, der ikke ændrer noget på nogen realiteter, risikerer jo at blive et tomt slag i luften. Det er en af grundene til, at jeg sådan set synes, at man skal holde det kort i lommen. Men det kan man se forskelligt på, og man kan jo kalde det en taktisk overvejelse. Man kan kalde det, hvad man vil. Jeg noterer mig med tilfredshed, at i substansen er der jo enighed om, hvad det er for en Palæstinapolitik, vi forfølger.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til udenrigsministeren for talen og for den konstruktive tilgang, selv om vi ikke er enige i konklusionen.

Når udenrigsministeren siger, at man kun kan anerkende én gang, får udenrigsministeren det lidt til at lyde, som om det er sådan en gave, vi skal give til palæstinenserne, og det er det jo ikke. Vi skal i virkeligheden efterleve det løfte, som verdenssamfundet har givet til palæstinenserne, om, at også de skulle have en egen stat. Og det er en efterlevelse af det retlige grundprincip omkring retten til selvbestemmelse, som vi også har anerkendt at palæstinenserne har på lige fod med andre, herunder Israel.

Hvis man kigger tilbage i historien og ser på, hvordan Danmark har argumenteret for, hvorfor vi støttede oprettelsen af staten Israel, var det jo også ud fra et grundprincip om, at folket havde ret til den stat oven på et frygteligt folkemord under anden verdenskrig. Men argumentationen om, at det skal falde på det rigtige tidspunkt, peger vel netop i retning af at anerkende nu, fordi der er en gryende fornyet proces i gang i det globale initiativ, som kunne ændre det momentum, der er, til, at Danmark med den understøttelse af den selvstændige stat faktisk kunne skubbe på i den rigtige retning. Vil udenrigsministeren ikke anerkende det?

Ministeren.

Jeg vil gerne anerkende, at der i hvert fald var noget, der lignede et gryende momentum. Jeg er lidt i tvivl om, hvad status er for nærværende, også efter skiftet i den amerikanske administration. Jeg hører sådan set til dem, der i nogen tid har været sådan håbefuld på en meget, meget trist baggrund, for jeg ved, at der er stærke kræfter i regionen, som sådan set gerne vil bringe sig hen, hvor de kan normalisere en relation til Israel, og jeg ved også, at det næppe kommer til at ske fra deres side, uden at også det palæstinensiske spørgsmål er ordentligt besvaret.

Derfor er der sådan set grundlæggende nogle grundforudsætninger, som godt kunne bringes det rigtige sted hen. Jeg tror, at USA bliver en nøgle her. Der skal vi selvfølgelig spille rigtigt ind, og det arbejder vi også på at gøre i EU. Men jeg har svært ved at se, at sådan en unilateral dansk anerkendelse af et Palæstina løsrevet fra de her processer kommer til at flytte tingene. Det er min ærlige vurdering, og den er man jo velkommen til ikke at dele, men det er min vurdering.

Ønskes der en opfølgning? Ja. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget her går jo så også ud på, at vi fra dansk side med vores plads i Sikkerhedsrådet skal arbejde for en anerkendelse af Palæstina i FN-regi. Jeg er glad for, at udenrigsministeren selv påpeger den inkonsistens, der er mellem Sveriges oprindelige anerkendelse og stemmeafgivning sidste år. Jeg er også glad for, at udenrigsministeren smiler lidt skævt af, at det jo er en mangel af konsistens. Kunne Danmark ikke være konsistent og konsekvent i sin opbakning til folkeretten og bringe det her spørgsmål ind i FN's Sikkerhedsråd for at sikre, at Palæstina rent faktisk i FN-regi får den ret som fuldgyldigt medlem, som bringer dem i en mere ligeværdig forhandlingsposition med Israel i de forhandlinger, som vi alle sammen går og håber skal komme, men som er meget svære at se?

Tak. Ministeren.

Resolutionen vedtaget i FN's Generalforsamling med, tror jeg, 143 lande, hvis ikke jeg husker forkert, er jo et resultat af en proces i FN's Sikkerhedsråd, der blev mødt af et veto. Og jeg kan ikke rigtig få øje på noget i den aktuelle situation, der gør, at det veto vil blive ophævet af, at vi bringer sagen op i Sikkerhedsrådet igen.

Vi ser selvfølgelig gerne, at den resolution, der er vedtaget, også materialiserer sig. Det kan den jo fuldt ud kun gøre via en sikkerhedsrådsbeslutning. Det har vi ikke nogen konkrete planer om, men jeg vil gerne sige, at vi selvfølgelig følger det, og hvis der er et vindue, hvor det vil være fremmende for sagen at åbne det, vil vi selvfølgelig vide at åbne det.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Og tak til ministeren for dialogen. Vi taler om den eksistenskrise, der helt basalt er. Altså, det er jo et folkemord. I en eller anden udstrækning er det, vi ser ske i især Gaza lige nu, at et palæstinensisk folk bliver presset på deres eksistens.

Den måde, vi har anerkendt stater på, efter FN blev dannet efter anden verdenskrig, er jo en af grundene til, at f.eks. Palæstina ikke er blevet anerkendt. Altså, det var en stat før, men vi havde ikke den proces for anerkendelse. Da man så etablerede en israelsk stat, var det noget andet, kan man sige. Sådan var det i hvert fald globalt set – nu ryster ministeren lidt på hovedet. Men jeg tror heller ikke, at f.eks. Filippinerne, Uruguay osv. nødvendigvis var anerkendt som officielle stater fra Danmarks side.

Så det, der er vigtigt i forbindelse med de processer, som vi har lavet, er, at stater er rigtig, rigtig svære at fjerne fra jordens overflade på grund af de folkeretlige principper, vi har. Vi har også nogle principper om befolkninger, men vi kan se historisk, at de er nemmere at rykke væk fra spillepladen, hvilket vi også har set ske de senere år.

Så tænker ministeren ikke, at det palæstinensisk folk ville stå stærkere, hvis de havde en stat at stå på?

Ministeren.

Det er klart, at det palæstinensiske folk ønsker sig en stat, og at de ville stå stærkere, hvis de havde den, og specielt jo, hvis det er en stat, der internationalt er fuldstændig bredt anerkendt og også har en afklaret relation til sine naboer, heriblandt jo ikke mindst Israel.

Det er jo den situation, vi skal fremme, og derfor er det sådan set godt at kunne konstatere, at der for så vidt ikke er nogen uenighed om det. Der har i Danmark gennem mange, mange år været stærk konsensus om eller i hvert fald en meget, meget bred politisk opbakning til en tostatsløsning, og jeg er glad ved, at det er intakt og sådan set også overlevede angrebet den 7. oktober, hvor nogle jo reagerede meget emotionelt, og hvor jeg gjorde meget ud af at sige, at den her regering godt kan kende forskel på et civilsamfund og en befolkning og en terrororganisation, hvilket har været vores holdning lige siden.

Jeg vil også sige, at vi nu også nærmest har et øget engagement i det her. Det rokker bare ikke ved, at vi stadig væk har den samme konklusion, nemlig at en anerkendelse skal forbeholdes at ske på et tidspunkt, hvor det, at vi anerkender, enten i sig selv ligesom er udløsende, altså at der de facto også er noget at anerkende, eller at det i hvert fald sker som en del af en bred politisk proces, der fremmer sandsynligheden for, at det kommer til ske.

Tak. Sascha Faxe.

Det er måske her, at spørgsmålet om, hvornår det kommer, bliver en diskussion om timing. For hvis en hel befolkning bliver udryddet, hvad er der så tilbage i forhold til at anerkende en stat? Det er der, hvor jeg tænker, at der kunne være en interesse i, at man også bruger det som en måde til at sikre befolkningen.

Vi kan også se, er, at det, der sker i det her område, har en enorm geopolitisk betydning for rigtig, rigtig mange lande rundtom verden, og derfor vil en statsdannelse jo også være med til at skabe en øget stabilitet. Så hvornår er det rigtige tidspunkt? Altså, hvad skal der til fra regeringens synspunkt? Hvor langt ud skal det her komme, før timingen er den rigtige?

Ministeren.

Det kunne f.eks. være, hvis der kom tilstrækkeligt med momentum i den her alliance, der er bygget op, og at der blev taget tilstrækkelig meget ejerskab af nogle helt centrale aktører, som kan være med til at sikre, at det her bliver en realitet. USA spiller en nøglerolle, og det gør Golflandene også, og som jeg var inde på før i mit svar til fru Trine Pertou Mach, var der i hvert fald noget, der tydede på, at der var et potentielt momentum. Nu synes jeg lidt, at dommeren er ude, også med hensyn til hvor USA placerer sig i det her. Men det skulle være som led i den proces.

Det har jo været sådan, at De Forenede Arabiske Emirater normaliserede deres relation til Israel, og der er også et stærkt ønske i Saudi-Arabien om at komme derhen, og mon ikke også Hamasangrebet den 7. oktober timingsmæssigt bl.a. skal ses som et udtryk for, at man ville sprænge de processer i luften? Jeg ved, at de ønsker stadig eksisterer. Jeg ved også, at de næppe materialiserer sig, medmindre det her Palæstinaspørgsmål er ordentligt afklaret. Og man kan jo håbe, at der ud af det opstår en situation, hvor det her får noget fremdrift, og der skal vi selvfølgelig forbeholde os den mulighed, at vi så også kan være med til at give det yderligere fremdrift.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrækken, og allerførst er det hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det er sådan, at jeg i dag vikarierer for vores udenrigsordfører, hr. Flemming Møller Mortensen, som ikke kunne være til stede, og det gælder sådan set også de næste to sager.

Allerførst vil jeg selvfølgelig sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her beslutningsforslag. Man kan sige, det langtfra er første gang, at det her spørgsmål bliver diskuteret her i Folketingssalen, og desværre kan man også sige, at det bliver ved med at have en relevans. Regeringen og Socialdemokratiet støtter, som vi hele tiden har gjort det, fortsat målet om en tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne, ligesom skiftende danske regeringer har gjort det i mange år og heldigvis med en bred opbakning fra Folketinget.

Danmark arbejder aktivt for at fremme betingelserne for, at målet om en tostatsløsning kan realiseres, ikke mindst gennem EU, fordi det sådan set for os at se er den eneste vej til en varig fred på den lange bane, og fordi begge befolkninger, både israelerne og palæstinenserne, har ret til at leve i deres egen stat i frihed og uden frygt. Det er vores faste standpunkt, og det er selvfølgelig også udgangspunktet for vores stillingtagen i Sikkerhedsrådet.

Som vores udenrigsminister også nævnte, stemte Danmark sidste år for resolutionen i FN's Generalforsamling om et fuldgyldigt medlemskab til Palæstina i FN. Det gjorde vi, både fordi vi ønsker, at Palæstina får en stærkere stemme i FN, men også for netop at markere vores støtte til en tostatsløsning. Det er sådan, at der fra dansk side er taget en række initiativer med henblik på at engagere sig konstruktivt i konflikten og prøve at skabe en fremdrift hen imod en tostatsløsning. Det har vi bl.a. gjort ved at støtte reform- og kapacitetsopbygningen af det palæstinensiske selvstyre.

Tidligere har Danmark også styrket de diplomatiske forbindelser til Palæstinas mission i Danmark, og det må siges at være et skridt i retning af en anerkendelse af Palæstina som stat. Som udenrigsministeren også har påpeget, er spørgsmålet om en anerkendelse af Palæstina som stat et skridt, der bør indgå som et led i reelle forhandlinger om en tostatsløsning frem for at blive fremtvunget af eksterne parter. Det her er også holdningen blandt størstedelen af vores allierede i EU-kredsen.

I regeringen og Socialdemokratiet er vi optagede af, at EU så vidt muligt har en koordineret tilgang til konflikten, herunder spørgsmålet om en anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det er desværre sådan, at der lige nu ikke er opbakning i fællesskab til det her. Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak til hr. Henrik Møller, også for at være vikar på den her sene fredag eftermiddag efter en 1. maj, som jeg håber var god. Beslutningsforslaget her handler jo ikke om den bilaterale danske anerkendelse, men om, at Danmark i kraft af vores plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025 og 2026 skal bringe det op i FN's Sikkerhedsråd og få FN's Sikkerhedsråd til at anbefale generalforsamlingen i FN, at Palæstina etableres som en ligeværdig, selvstændig stat i FN-regi. For så er det netop verdenssamfundet, der dermed taler og gør klart, hvad det er for en løsning, man gerne vil se i Mellemøsten.

Det, der er spørgsmålet her, er, hvad det set med Socialdemokratiets øjne er, der gør, at Danmark ikke skal træde ind på verdensscenen med det her aktive skridt og bringe det ind i FN's Sikkerhedsråd. Jeg er helt med på magtforholdene; det er vi alle sammen. Vi forventer heller ikke, at USA vil støtte det. Men det vil jo vise noget om, hvor Danmark står, og hvordan Danmark mener at man i FN's Sikkerhedsråd bør agere på det her spørgsmål. Hvad er det, Socialdemokratiet er bange for sker?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi er bange for noget som sådan, men jeg tror sådan set, at udenrigsministeren meget godt har redegjort for, at det her vil være noget, vi vil gøre i fællesskab med EU, og at vi gerne vil have de andre europæiske lande med i det her. Som jeg nævnte, er det jo sådan, at vi i forhold til FN's Sikkerhedsråd tidligere – sidste år – har stemt for en resolution, som handlede om et fuldgyldigt medlemskab for Palæstina i FN. Det kunne vi sådan set ikke blive enige om. Så jeg tror også, at det er et spørgsmål om noget af det, der har været debatten herinde, altså de der strategiske overvejelser om, hvornår det her er det rigtige tidspunkt at gøre det på. Man må bare sige, at vi konstaterer nu her, at vi ikke kan se, at det er på nuværende tidspunkt, vi skal gøre det. For os at se skal der være noget mere fremdrift, og der skal være noget mere enighed i EU, før vi tager det videre.

Spørgeren.

Tak. Igen tror jeg helt ærligt ikke, at jeg forstår det argument. Det er ikke kun ordføreren. Beklager, at det er over for ordføreren, som jo er stedfortræder, at jeg stiller det her spørgsmål, men det er trods alt et regeringsbærende parti. Der er det her argument om at vente på et momentum. Det her handler vel grundlæggende om, at Danmark kan bidrage til at skabe et momentum, og at vi kan være med til at ændre det. Momentum opstår kun, hvis nogen gør noget andet, end de har gjort hidtil. Spørgsmålet er, om ikke det kunne være en del af det, at Danmark som midlertidigt medlem af FN's Sikkerhedsråd kunne rejse det her spørgsmål i FN's Sikkerhedsråd, i håb om at det kunne skabe en anden dynamik og bidrage til en anden dynamik, så vi kan få skabt en reel situation, så palæstinenserne kan få deres eget land og få den frihed, de har krav på.

Ordføreren.

Jamen man kan bare sige, at som den nuværende situation er, har der ikke de sidste 2 år været noget, der har indikeret, at udviklingen har været til det bedre, måske snarere tværtimod. Der kan man selvfølgelig bruge det argument, at man siger, at hvis vi gør det her, kan vi måske løsne op for den her konflikt. Jeg tror ikke, at det er det, der skal til for at løse det her. Jeg tror, at vi i forhold til den stemme, vi har i EU, har nogle muligheder for i fællesskab at rejse det her spørgsmål. Udenrigsministeren var også inde på, at det, at en del lande har lavet den her anerkendelse, ikke er noget, der har rykket noget nogen steder. Det er også min vurdering, at selv om vi får rejst den fra vores side i forhold til FN, får vi ikke rykket på noget, desværre.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Som jeg jo kan høre, er det et spørgsmål om timing. Det er meget det, som vi står og nok kommer til at diskutere ret meget i dag. En af de ting, som jeg tænker på, er, at udenrigsministeren taler om, at det er noget med at finde ud af, hvordan vi kan skabe noget fremdrift, altså at der skal være et fundament for at skabe fremdrift. Danmark har lige nu et momentum i forhold til at kunne skabe noget fremdrift, først og fremmest fordi vi sidder i FN's Sikkerhedsråd. Der er ikke en lov, der siger, at vi ikke må fremsætte og arbejde for noget, som der endnu ikke er flertal for. Det kan jo netop være en motor til at skabe noget der.

Nu har jeg også respekt for, at det er en stedfortræder, men hvordan forholder Socialdemokratiet sig til, at Danmark kan have en fremdriftsfunktion i internationale fora i det hele taget? For det er jo lidt det, vi diskuterer. Må vi tage teten på noget, eller skal vi vente på, at vi allerede har et flertal?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det jo vil være at underkende vores egen rolle at sige, at vi er fuldstændig ligegyldige. Det hverken håber eller tror jeg på vi er, heller ikke i forhold til den internationale scene. Men man må bare sige, at hvis man kigger på den realpolitiske verden, som er der lige nu, så er der jo nogle meget, meget store kræfter, og her tænker jeg især på USA, som et eller andet sted har en nøglerolle i forhold til, om der overhovedet kan skabes noget fremdrift i forhold til det her. Og det er bare for at sige, at det tror jeg sådan set er mere afgørende og vigtigere, i forhold til hvad vi eventuelt kan gøre i forhold til FN. Jeg mener også, at udenrigsministeren nævnte nogle af de lande i Mellemøsten, som kommer til at spille en nøglerolle i forhold til det her.

Det, der jo stadig væk for mig er det centrale, er, at vi stadig væk, som jeg hører, i fællesskab herinde har et ønske om en tostatsløsning. Vi er så ikke helt enige om, hvilken vej der skal til for at nå derhen.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Jeg håber, vi er enige om vejen. Jeg hører lidt mere, at det er tempoet og timingen i forhold til det. Jeg har heller ikke en forestilling om, at Danmark revolutionerer verden, men jeg ved også, at folk ser på Danmark, og i og med at vi har haft den position, vi har historisk mange steder, og den stemme, som vi har valgt at sige, at det er det, vi går ind i FN's Sikkerhedsråd med på det folkeretlige område, så har vi også stillet os i en position, som forpligter, i min optik. Så når der bliver sagt realpolitik versus idealpolitik, for det er jo det, vi står og diskuterer, så er mit spørgsmål: Kan vi ikke også arbejde for noget, vi tror på, selv om det realpolitisk ikke ser ud, som om det er muligt lige nu?

Ordføreren.

Hypotetisk set og teoretisk set: Jo, selvfølgelig, og det skal vi også gøre i nogle sammenhænge. Jeg tror bare, regeringen og Socialdemokratiets udgangspunkt er, at det ikke bliver i denne her sag.

Dermed tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Nu går vi videre i ordførerrækken til Venstre og hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. I Venstre deler vi håbet og ønsket om, at Palæstina en dag kan blive en fri og selvstændig stat, der lever op til folkerettens kriterier, er fuldt og helt medlem af FN, og er en stat, der bygger på demokratiske principper, frie og uafhængige valg og respekt for menneskerettighederne. Det vil være afgørende for langsigtet fred i regionen. Det var jo også derfor et vigtigt signal, da Danmark sidste år stemte for resolutionen i FN's generalforsamling om fuldt medlemskab til Palæstina i FN. Det skete, fordi Danmark støtter, at Palæstina får en stærkere stemme i FN, og for at markere støtten til en tostatsløsning.

Men en anerkendelse af Palæstina som stat kræver, at der er skabt et demokratisk fundament i Palæstina, både på Vestbredden og i Gaza. Det kræver, at der er skridt mod fredsforhandlinger, og at anerkendelsen ikke mindst sker på baggrund af skridt og mod en forhandlet tostatsløsning. Og den forhandling har jo desværre rigtig svære vilkår i disse år, for udviklingen går den forkerte vej. De fortsatte bombardementer i Gaza og den helt desperate humanitære situation for palæstinenserne er dybt bekymrende. Israelerne kan ikke leve i sikkerhed, så længe Hamas, en terrororganisation, sidder på magten i store dele af Gaza og fortsat holder gidsler og opildner til vold. Situationen på Vestbredden bliver mere og mere vanskelig. Bosættere og voldelige bosættere skaber store udfordringer for palæstinenserne, og der er bekymrende tegn på, at der også på Vestbredden sker en radikalisering. Der er ikke et demokratisk fundament i Palæstina fra både Vestbredden og Gaza. Forhandlingerne og fredsforhandlingerne er gået i stå.

For at vi kan opnå forhandlinger, er det afgørende, at der på begge sider vises den nødvendige vilje til at indgå en tostatsløsning. Det er afgørende for, at civile på begge sider kan leve i fred, fri for forfølgelse. Og en tostatsløsning skal være den langsigtede plan, men freden skal forhandles på ordentlige og varige vilkår mellem to frie folk og på et demokratisk fundament. Det har vi ikke i dag, og derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Men vi håber og ønsker, at vi en dag vil opleve to stater, Israel og Palæstina, der lever fredeligt side om side og gensidigt anerkender og respekterer hinanden. Tak for ordet.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Nu var der en ordveksling før omkring, hvorvidt man havde skiftet synspunkt. Jeg ved, at ordføreren jo i hvert fald har skiftet parti, men spørgsmålet er, om ordføreren har skiftet synspunkt i den her sag – fristes jeg til drillende at spørge.

I tillæg til det har jeg et spørgsmål. Den vurdering, som ordføreren giver udtryk for er den politiske situation og den faktiske udvikling i Mellemøsten, er, at det bliver sværere og sværere at se perspektiverne for en tostatsløsning, og hvem det er, der skal bære den igennem på henholdsvis den israelske og den palæstinensiske side. Det er jo en vurdering, vi deler. Men det er lidt, som om den politiske debat foregår i et parallelunivers, hvor man bliver ved med at tale om, at der skal skabes et momentum, at måske kan nogle gøre noget andet, at nogle skal gøre sig klar, at nogle skal gøre sig værdige, og at nogle skal have opfyldt bestemte betingelser for at kunne berettige, at man fra dansk side vil løfte den her sag ind i FN's Sikkerhedsråd.

De to ting hænger ganske enkelt ikke sammen i mine ører. Så vil ordføreren ikke prøve at gøre klart, hvad det fra Venstres side er, palæstinenserne skal gøre for at være værdige til, at Danmark vil løfte den her sag ind i FN's Sikkerhedsråd?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at jeg her fra talerstolen har diskuteret spørgsmålet som medlem af et andet parti, men jeg ved også med sikkerhed, at jeg dengang sagde, at jeg støttede en palæstinensisk stat, men at det skulle ske, når der var skabt et demokratisk fundament i Palæstina for både Vestbredden og Gaza og der var skridt mod fredsforhandlinger. Det er det samme budskab, jeg står med i dag – der skal være skridt mod fredsforhandlinger og skridt, og gerne tydelige skridt, mod en tostatsløsning, og kun dermed vil det give mening at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

Men Danmark sendte et klart signal – og det var jeg glad for, både i mit tidligere parti og bestemt også som medlem af Venstre – da man stemte for resolutionen i FN's Generalforsamling. Det var med en stemmeanmærkning om, at det ikke var en anerkendelse af den palæstinensiske stat, men det var et klart signal om, at vi støttede en stærkere stemme i FN, og vi markerede støtten til en tostatsløsning.

Spørgeren.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er, ordføreren forestiller sig at der skal kunne skabes et levedygtigt, levende demokrati i Palæstina, når der ikke eksisterer et statsapparat, der ikke er underlagt en besættelsesmagt. Det er vel rent faktisk ikke noget, der realistisk har et perspektiv. Det, som er pointen i, at Danmark løfter det her ind i FN's Sikkerhedsråd for at få en FN-anerkendelse af Palæstina, er jo netop at bidrage til at skabe et momentum, og det skal være en presbold på Israel, som skal forstå, at de må ophøre med deres besættelse, og et løfte til palæstinenserne om, at der er en anden vej end den vej, som er voldelig. Vil ordføreren anerkende det?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at vi vedholdende har brug for at sende et klart signal til Israel om, at de ulovlige bosættelser er uacceptable, og at de underminerer muligheden for at skabe en sammenhængende og bæredygtig og levedygtig palæstinensisk stat. Men jeg anerkender også – det gjorde jeg også, da jeg stod heroppe på talerstolen, da vi sidst diskuterede dannelsen af en palæstinensisk stat – at der skal skabes et demokratisk fundament i Palæstina. Og der må jeg jo erkende, at så længe vi har Hamas, der sidder på magten i store dele af Gaza, og så længe man har et palæstinensisk selvstyre, som jeg har fulgt igennem mange år, og som – vil jeg godt anerkende – har skuffet mig i deres bestræbelser på faktisk at skabe et tilstrækkeligt demokratisk fundament også på Vestbredden, så er der ikke grundlaget for en samlet demokratisk og selvstændig stat.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Nu er der jo som bekendt ikke noget som helst forgjort i at blive klogere og skifte holdning til nogle ting, det tænker jeg mange af os har gjort. Jeg vil sige, at som ung var jeg ikke den store fan af EU, i dag er jeg sådan mere til jubelsiden, om man så må sige. Når jeg kigger rundt i salen, er der da også mindst seks af de tilstedeværende mf'er – i hvert fald som jeg ved – der har skiftet parti, og ordføreren er en af dem. Det viser jo, at man ser nye perspektiver. Men ikke desto mindre, når ordføreren henviser til, hvad der er blev sagt i salen, var ordføreren rent faktisk medforslagsstiller sidste år, da vi diskuterede det her i salen. Og der stod der: »Folketinget pålægger regeringen at anerkende Palæstina som en uafhængig og selvstændig stat inden for grænserne« osv. Ordføreren var selv med sammen med undertegnede til at udforme forslaget i sin tid. Så jeg er simpelt hen nødt til at spørge, hvad det er, der har ændret sig for ordføreren, for én ting er, at man er medlem af et parti, men man er også valgt som person. Hvad er holdningsændringen?

Ordføreren.

Jamen det stod også i bemærkningerne, og i hvert fald sagde jeg det klart i min tale på det tidspunkt, at jeg anerkendte, at der skulle være demokratisk fundament, og jeg anerkendte at der skulle være skridt mod fredsforhandlinger og skridt hen mod en tostatsløsning. Det sagde jeg klart i min tale, da vi havde drøftelsen af det beslutningsforslag, som jeg ganske rigtigt var med til at fremsætte, og det samme forbehold er også anført i bemærkningerne til teksten. Så det var jo det, der forenede os. Og derfor er min holdning uændret. Jeg så gerne, at vi anerkendte en palæstinensisk stat, men jeg anerkender også, at det kræver et demokratisk fundament, og det kræver skridt mod fredsforhandlinger; det var det, jeg anførte dengang, og det er også det, jeg har anført i dag.

Fru Sascha Faxe.

Med det, jeg hører ordføreren sige nu, står ordføreren faktisk et stykke fra sine regeringskolleger i forhold til det, som siger, at de faktisk er langt mere klar. De har ikke sagt det samme om fredsforhandlinger og demokratisk fundament osv., så jeg hører det faktisk som et ryk, men det vil jo blive en fortolkningsting, i og med vi ikke bor inde i hinandens hoveder. Men jeg vil høre, hvordan ordføreren ser den forskel, der er i vurderingen, i forhold til det, udenrigsministeren sagde og Socialdemokratiet sagde, hvor ordføreren her taler meget mere om, at der er langt større krav set fra Venstres side, end der er fra de to andre partier.

Ordføreren.

En tostatsløsning og forhandlinger hen mod en tostatsløsning vil kræve, at der er et demokratisk fundament i Palæstina, og at der er fredsforhandlinger, så jeg ser de ting som sammenhængende – et sammenhængende fundament for anerkendelsen. Det var også det, jeg anførte, da vi drøftede det sidst, og det er den samme holdning. Jeg ser, vi er på linje i regeringspartierne, og jeg fornemmer i virkeligheden ikke, at vi er så langt fra hinanden her i salen, men der skal være et demokratisk fundament for en stat, og det er ikke til stede, og det skal være en stat, der kan eksistere i en tostatsløsning, og det kræver fredsforhandlinger, og de er gået i stå.

Hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle tage ordet her, men jeg syntes bare lige, at jeg for en god ordens skyld, og for at ingen skulle være forvirrede derude, ville sige, at ordføreren jo kan bekræfte, at der er forskel på Radikale Venstres holdning og Venstres holdning til det her, og dermed har ordføreren jo også skiftet holdning, i og med at han jo nu er ordfører for Venstre og ikke for Radikale Venstre. Altså, Radikale Venstres holdning er ganske klar. Vi tror, at sådan som situationen er i Mellemøsten lige nu og i en situation, hvor en stribe europæiske lande har anerkendt Palæstina – jeg tager dem lige lynhurtigt: Norge, Slovenien, Irland, Spanien, Sverige, Island, Georgien, Polen, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Ukraine, Cypern, Albanien, Slovakiet, Serbien, og oven i dem kommer så nu Frankrig og sandsynligvis England – må Danmark også på et eller andet tidspunkt i realpolitikken gøre op, hvor man ønsker at stå i EU-debatten. Og der er Radikale Venstres position helt klart, at der bør vi stå der, hvor flertallet af EU-landene snart står.

Ordføreren.

Tak. Jeg anerkender til fulde – og det redegjorde hr. Martin Lidegaard jo selv for – at hr. Martin Lidegaard har skiftet holdning til spørgsmålet fra sin tid som udenrigsminister til i dag. Der vil jeg bare i al stilfærdighed sige, at det, jeg sagde fra talerstolen, da vi drøftede det her spørgsmål sidst, er meget, meget tæt på det, jeg siger i dag. Selv om jeg ønsker og håber, at der bliver en palæstinensisk stat med fuld anerkendelse – det sagde jeg dengang, og det siger jeg i dag – så kræver det, at nogle betingelser er opfyldt. Hastigheden på vejen derhen kan vi håbe på kan blive sat op, i lyset af at palæstinenserne forhåbentlig selv erobrer muligheden for at skabe et demokratisk fundament. Jeg tror jo på, at vi ikke kan skabe demokrati udefra. Måske har vi prøvet det for tit og for ofte i de palæstinensiske områder. Demokrati skabes nedefra og indefra, og det er palæstinenserne selv, der skal drive den proces, og den proces håber jeg kommer til at ske, sådan at Hamas bliver sat på porten og demokratiet finder fodfæste, og det vil i den grad styrke muligheden for en palæstinensisk stat.

Spørgeren.

Demokrati kræver først og fremmest fred. Demokrati kræver fred, sådan at den palæstinensiske befolkning ikke er forfulgt og terroriseret. Derfor tror jeg, at det første skridt er, at der bliver lagt et pres på Israel for at skabe en ny våbenhvile og skabe fundamentet for, at palæstinenserne får mulighed for at opbygge en bedre, mere demokratisk og stærk stat. Derfor er det, tror vi, ret væsentligt. Det er også derfor, at man må tage bestik af den nye virkelighed dernede, og at man ikke bare kan stå og sige det samme nu som for 10 år siden. Der er behov for, at EU træder i karakter, og det gælder også Danmark.

Ordføreren.

Jeg anerkender, at krig og bosættelser står i vejen for en levedygtig demokratisk palæstinensisk stat. Men jeg anerkender også og har altid gjort det, at Hamas og deres greb om magten som en terrororganisation, der gennemførte et helt uacceptabelt og uhyggeligt angreb på Israel, er en stor blokering for at skabe et demokratisk fundament. I Gaza havde man i en længere periode alle muligheder for at bygge og opdyrke et demokrati nedefra og indefra, men desværre gik udviklingen den modsatte vej. Så alle parter skal være villige til at træde frem for demokrati, menneskerettigheder og for fred i regionen, og det vil skabe fundamentet for en tostatsløsning.

Tak til ordføreren fra Venstre. Så skal vi til Danmarksdemokraterne og fru Charlotte Munch. Måske jeg under ordførerens gåtur herop lige skulle gøre alle opmærksom på, at det lille stopur, der er foran pladserne, ikke er vejledende. Så man kan eventuelt lige kigge ned på det med mellemrum. Når det lyser rødt, er det ved at være tid. Tak.

Tak. Det er altid godt med en lille opsang fra formanden, inden man går i gang her. Tak for ordet. Det er jo ikke nyt, at vi står her. Vi har efterhånden mødtes utrolig mange gange i salen omkring tostatsløsninger og løsninger generelt i Israel.

Beslutningsforslaget her går ud på, at regeringen i FN's Sikkerhedsråd skal arbejde for anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat i FN. Sidste år behandlede vi et lignende forslag, og det nye i forhold til forslaget dengang er, at Danmark nu er medlem af FN's Sikkerhedsråd. Derfor mener forslagsstillerne, at den position skal bruges til at anerkende staten Palæstina og give den fulde rettigheder som medlemsstat i FN's organer.

Da vi behandlede forslaget sidste år, sagde jeg, at på et tidspunkt skal der anerkendes en palæstinensisk stat, der kan eksistere side om side med Israel, altså en tostatsløsning, hvor det israelske og palæstinensiske folk kan leve i fred og med respekt for hinanden.

Når jeg sagde »på et tidspunkt«, er det, fordi forudsætningerne dengang og nu ikke er til stede. En stat skal have et præcist defineret territorium og en statsmagt, der kan handle indadtil over for egne borgere og udadtil i udenrigspolitiske sammenhænge. I dag har det palæstinensiske selvstyre kun kontrol over noget af Vestbredden og da slet ikke over Gaza, hvor terrororganisationen Hamas stadig væk spiller en rolle.

Forudsætningerne for at anerkende en palæstinensisk stat er altså ikke til stede, og derfor giver det heller ikke mening at pålægge regeringen at anerkende et selvstændigt Palæstina i FN. Derfor støtter vi ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak til fru Charlotte Munch for talen. Det er jo rigtigt, at vi har haft mange debatter om Israel og Palæstina her i salen. Vi har dog ikke diskuterede præcis det her spørgsmål, for det knytter sig jo til, at Danmark i år og næste år, altså i 2025 og 2026, er midlertidigt medlem af FN's Sikkerhedsråd.

Derfor handler forslaget ikke om en dansk, bilateral anerkendelse af Palæstina, men om, at Danmark som et medlem af FN's Sikkerhedsråd skal bruge den platform i det øverste organ for fred og sikkerhed i verden til at bringe spørgsmålet om en anerkendelse af Palæstina ind. Det er det, der er omdrejningspunktet.

Vi kommer nok også til at mødes en del gange fremadrettet, for jeg kan jo godt høre, at der ikke er et flertal for at bakke op om det her forslag. Vi kommer til at rejse spørgsmålet igen og igen, fordi vi faktisk mener, at palæstinenserne har krav på frihed og ret til selvbestemmelse.

Jeg vil egentlig gerne bede ordføreren om at udmønte lidt mere konkret, hvad det er, det betyder, når ordføreren siger, at engang skal palæstinenserne have deres egen stat, men at betingelserne skal være til stede.

Tak. Ordføreren.

Tak. Det har jeg sådan set sagt tidligere, men jeg gentager det gerne, for jeg er enig med ordføreren i, at vi sikkert kommer til at stå her mange gange igen, og det er også helt okay, at vi gentager os igen og igen.

For det første skal Hamas jo fjernes, så det ikke er en terrororganisation, der styrer landet, altså det, de gerne vil have som deres land, og palæstinenserne skal anerkende staten Israel uden forbehold, og så ønsker jeg simpelt hen også, at den palæstinensiske stat skal være demokratisk. Så det er måske det, jeg tænker er vejen til en mulig tostatsløsning.

Spørgeren.

Jeg deler fuldt ud ønsket om at få fjernet Hamas. Nu styrer de jo så ikke landet, men de styrer en del af de områder, der skal udgøre staten Palæstina, nemlig Gaza. Sagen er jo den, at Palæstina og de palæstinensiske områder er besat af staten Israel.

Mener ordføreren, at det at leve under årtier lang besættelse, undertrykkelse og apartheidlignende kolonisering – ikke bare apartheidlignende, men apartheidstyre og -kolonisering – er med til at fremme mulighederne og perspektiverne for at udvikle et velfungerende og bæredygtigt demokrati?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg sådan set ikke. Jeg tror ikke, at det er de bedste forudsætninger, men jeg mener samtidig også, at der er en vigtig sag for det palæstinensiske folk, altså f.eks. med at tage offentlig afstand fra Hamas. Sidste år bragte Politiken en artikel med nogle meningsmålinger, der var lavet, og på det tidspunkt, altså i marts 2024, viste meningsmålingerne, at 71 pct. af det palæstinensiske folk faktisk mente, at Hamas' angreb i Israel den 7. oktober 2023 var helt okay – 71 pct.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Munch. Og den næste ordfører i rækken er hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg er her også i stedet for vores normale ordfører, hr. Karsten Hønge. Det er dog, fordi han skal flytte, og ikke, fordi han er blevet lagt ned af 1. maj-tømmermænd.

Det er på høje tid, at Danmark som medlem af FN's Sikkerhedsråd går forrest og støtter en reel og retfærdig løsning i Israel-Palæstina-konflikten. Med vores 2-årige plads i Sikkerhedsrådet har vi ikke kun en mulighed, vi har også et ansvar.

Det internationale samfund har i årtier talt om en tostatsløsning som vejen til fred. Det er fortsat den mest realistiske løsning, men fred forudsætter, at begge parter har lige vilkår, og i dag er det langtfra tilfældet. Derfor giver det også mening at tage det næste skridt. Det vil være et klart signal om, at palæstinenserne skal have mulighed for at optræde som en ligeværdig part i fremtidige forhandlinger.

Danmark har historisk støttet FN's linje fra resolution 181 i 1947 og frem til vores stemme for øgede palæstinensiske rettigheder i maj 2024. Men det er ikke længere nok at nikke fra sidelinjen. Når USA blokerer med veto trods overvældende støtte i Sikkerhedsrådet, ja, så må resten af verden tage ansvar, og det gælder også os.

Besættelsen af de palæstinensiske områder er ifølge Den Internationale Domstol ulovlig og skal bringes til ophør. Bosættelserne på Vestbredden og den stadige udvidelse af dem underminerer ikke bare freden; de undergraver også selve forestillingen om, at der kan blive en stat til palæstinenserne. Derfor er der brug for et politisk nybrud, og det starter med at anerkende Palæstina som en stat.

SF har i mange år fastholdt en linje, hvor vi har dialog med både progressive israelere og palæstinensere. Vi ved, at mange på begge sider ønsker fred, men for at opnå dette har de brug for international støtte og legitimitet. Hamas og andre ekstremistiske kræfter kan ikke få lov til at definere konflikten, og derfor må vi understøtte de kræfter, der tror på en demokratisk, sekulær og fredelig fremtid – og dette både i Israel og i Palæstina.

Det er ikke radikalt at anerkende Palæstina, det er nødvendigt, og over 140 lande har allerede gjort det, heriblandt flere af vores nordiske naboer, og Danmark bør ikke stå tilbage. Det handler ikke om at vælge side i en konflikt; det handler om at tage stilling for folkeretten, for menneskerettigheder og for en fredelig fremtid.

En anerkendelse af Palæstina som stat vil styrke chancen for, at fremtidige forhandlinger bygger på gensidig respekt og ligeværd, og at de mange mennesker, der i dag lever med krig, besættelse og uvished, i morgen kan begynde at tro på fred.

Danmark kan ikke løse konflikten alene, men jeg tror sådan set på, at vi kan gøre en forskel, og det starter med at vise politisk mod og diplomatisk vilje.

Så SF støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Mads Olsen. Næste ordfører i rækken er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I Liberal Alliance støtter vi regeringens tilgang som fremlagt af udenrigsministeren i dag, dog med den tilføjelse, at det ikke er LA's politik, at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig stat, så længe Hamas er ved magten i Gaza.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren for en meget kort tale. Hvad mener Liberal Alliance egentlig, eller skal til, for at Danmark internationalt kan stille sig op og sige, at verdenssamfundet og øverste organ, FN, skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat?

Ordføreren.

Det er jo, som hr. Christian Friis Bach fra Venstre sagde: Når der er et demokratisk fundament, som jeg også sagde i min korte, men præcise tale, og det var ikke til at tage fejl af, og man behøver ikke læse mellem linjerne, og Hamas ikke er ved magten i Gaza.

Spørgeren.

Når ordføreren siger det på den måde, er det, som om ordføreren ikke anerkender, at det terrorangreb, der fandt sted den 7. oktober, foregik i det, som FN's generalsekretær har sagt ikke var et limbo, ikke i et lukket rum, men at man er nødt til at se tingene i kontekst. Vil ordføreren anerkende, at gennem de seneste mange, mange år er perspektiverne for en demokratisk udvikling i Palæstina, for en reelt levedygtig og bæredygtig stat kun blevet værre, mens verdenssamfundet har kigget på og ventet på det rette tidspunkt?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke bedømme. Det må jo komme an på forhandlinger mellem Israel, Gaza og dem, der kommer til at lede fredsforhandlingerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand, og tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et spørgsmål, der er af stor betydning både internationalt, men også for os her i Danmark, nemlig hvordan vi bedst kan bidrage til at skabe en varig fred mellem Israel og Palæstina. Som forslagsstillerne også påpeger, er situationen i Gaza fortsat yderst bekymrende. Der er en katastrofal humanitær situation, og vi ser fortsatte kamphandlinger, som forværrer lidelserne.

Regeringen har været meget tydelig i sin fordømmelse af terrorangrebene fra Hamas og har presset på for våbenhvile, humanitær adgang og frigivelse af de israelske gidsler. Der er også konsekvent blevet protesteret mod de ulovlige bosættelser på Vestbredden, som er en alvorlig hindring for fredsprocessen. Men når vi kigger på løsningen på den lange bane, står det klart, at en forhandlet tostatsløsning baseret på grænserne fra 1967 er den eneste holdbare løsning på konflikten. Dette er en holdning, som både denne regering og tidligere danske regeringer har støttet, og som også afspejles i vores mangeårige udenrigspolitik. Det er en løsning, hvor Israel og Palæstina kan eksistere side om side i fredelig sameksistens.

Vores regering arbejder aktivt for at fremme en tostatsløsning gennem bilaterale samtaler i dialog med vores regionale partnere via EU og ikke mindst i FN's Sikkerhedsråd. Det er et arbejde, vi fra Moderaternes side bakker 100 pct. op om. Vores mål er klart: en stærk og bæredygtig tostatsløsning. Dette mål kræver, at vi fortsætter arbejdet med at styrke det palæstinensiske selvstyre, så det kan udøve myndighed i Gaza og på den måde modvirke Hamas' magtbase.

Der er ingen tvivl om, at vi alle deler ønsket om en fremtid, hvor Palæstina en selvstændig stat, men spørgsmålet er, om anerkendelsen af Palæstina som stat lige nu vil fremme dette formål. Det mener vi ikke i Moderaterne. Som ministeren også påpegede, mener vi, at anerkendelsen ideelt bør ske som en del af en tostatsløsning og som en koordineret europæisk indsats, som skal komme, når forholdene tillader det. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Vi mener, at en fremtidig anerkendelse kan komme, når den skaber reel fremdrift i fredsprocessen. Som sagt kan Moderaterne ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for talen. I virkeligheden blev jeg lidt i tvivl om, om ordføreren talte ind i, hvorvidt Danmark skulle anerkende Palæstina bilateralt. Det er jo ikke det, forslaget handler om. Det, det handler om, er, at Danmark som midlertidigt medlem af FN's Sikkerhedsråd skal rejse spørgsmålet om en FN-anerkendelse af Palæstina i FN's Sikkerhedsråd. Det er det, det handler om. Hvis det, ordføreren siger, taler ind i det beslutningsforslag, siger ordføreren jo, at FN skal vente med at anerkende Palæstina, selv om det jo er FN, der ligesom har været med til at give det løfte. Det er den ramme, der er omkring en varig, retfærdig og bæredygtig fred, hvor Israel eksisterer som stat, men hvor løftet til palæstinenserne om, at de skal have deres egen stat, stadig væk ikke er blevet indfriet.

Så er det, ordføreren siger, at Danmark ikke skal løfte det her ind i FN's Sikkerhedsråd, fordi FN skal begynde at lave om – ikke lige nu, men måske lidt senere – på nogle så grundlæggende spørgsmål som forudsætningen for fred og sikkerhed i Mellemøsten?

Ordføreren.

Nu skal jeg se, om jeg kan forstå, hvad spørgsmålet eller kommentaren går på. Moderaternes holdning er, at Danmark ikke på nuværende tidspunkt skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det skal vi ikke, fordi vi ikke mener, det er nu, tidspunktet er der, og at det ikke vil gøre nogen reel forskel. Så er det jo klart, at vi har alle muligheder for, hvad skal man sige, at tale med en større stemme, når vi – netop som vi er i år og næste år – er midlertidigt medlem af FN's Sikkerhedsråd. Der har vi jo alle chancer for at tale ind i den meget, meget ulykkelige konflikt, som der er i Mellemøsten omkring Israel, Gaza, Vestbredden – jeg kan blive ved med at nævne områder dernede, hvor der er konflikt – og der skal vi selvfølgelig bruge vores stemme maksimalt.

Spørgeren.

Mener Moderaterne i ramme alvor – i ramme alvor – at en anerkendelse af Palæstina i FN-regi ikke vil gøre nogen forskel? Er det det blik, Moderaterne har på FN? Det er i hvert fald ikke det, jeg er vant til at høre fra udenrigsministeren og i øvrigt heller ikke fra ordføreren selv. Men det er faktisk det, ordføreren står og siger: En anerkendelse af Palæstina i FN's Sikkerhedsråd vil ikke gøre nogen forskel. Hvad vil så egentlig gøre en forskel i den her verden, hvis ikke FN's Sikkerhedsråd, hvor Danmark lige nu har et 2-årigt medlemskab, kan være med til at gøre det?

Ordføreren.

Jeg tror så heller ikke, det var lige præcis det, jeg sagde. Det kan godt være, det kan udlægges på den måde, hvis man tolker det. Alt er åbent for fortolkning. Det, jeg udtalte mig om, var Moderaternes holdning til en anerkendelse af den palæstinensiske stat. Og så er det også en anerkendelse af, at Danmark har en ganske særlig rolle, nogle ganske særlige muligheder lige for øjeblikket, fordi vi netop er en del af FN's Sikkerhedsråd i år og næste år.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Ordføreren taler om, at det ikke er det rigtige tidspunkt, og det er der flere andre før ordføreren der har talt om. Jeg er nysgerrig på, hvad der med ordførerens egne ord skal til, for at det tidspunkt er det rigtige. Altså, hvilke kriterier er der? Hvad skal der til, før Danmark vil arbejde aktivt for at anerkende Palæstina som selvstændig stat gennem FN?

Ordføreren.

Vi må bare sige, at som situationen er lige nu, er det svært at finde håb. Man må sige, at udviklingen går i den gale retning, når det gælder situationen i Mellemøsten. Det er vores inderlige håb, at vi på et tidspunkt kommer i en situation, hvor man fra begge sider kan anerkende hinanden som selvstændige stater og Danmark også kan gå ind og gøre det. Den situation er bare ikke til stede nu. Jeg kan ikke stå her på talerstolen og sige, at vi skal lige præcis så langt hen, og så kan det lade sig gøre. Men som situationen er lige nu – og det er jo det, det konkrete beslutningsforslag går på – mener vi ikke, at tiden er moden til at anerkende en palæstinensisk stat.

Spørgeren.

Jeg deler absolut ordførerens holdning om, at der ikke er meget håb at finde. Til gengæld mener jeg ikke, at håb er en strategi, i forhold til hvordan vi løser det her. Så jeg er ikke der, hvor det for mig er et håb om, at vi kan komme et sted hen, hvor vi kan gøre noget i forhold til situationen. Jeg tror på, at vi skal handle. Jeg tror på, at vi er nødt til at agere. Jeg tror på, at der er nødt til at være et aktivt globalt lederskab i det her. Det er derfor, jeg spørger til kriterierne og ikke bare til det med, at som det er nu, kan vi ikke gøre det. Altså, man må jo have en vurdering af, hvad det er, der er til stede nu, som gør, at det ikke kan lade sig gøre, sat op imod, hvad det er, der skal være til stede, for at det kan lade sig gøre. De to ting skal jo hænge sammen.

Ordføreren.

Som jeg ser konflikten i Israel og de palæstinensiske områder, er den jo havnet i en eller anden form for blindgyde. Du har Hamas, som jo kontrollerer Gaza. Du har et palæstinensisk selvstyre, som man kan samarbejde med. Du har Israel, som er vores venner, men du har en israelsk regering, som man må sige reagerer fuldstændig uproportionalt, i forhold til hvad der er almindeligt rimeligt. Terrorangrebet den 7. oktober var på alle måder uacceptabelt og voldsomt brutalt, men vi må også sige, at den fremfærd, vi ser lige nu fra israelsk side, ikke er proportional i forhold til det. Så det er en totalt fastlåst situation, vi står i lige nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Vi byder velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Enhedslisten for at sætte fokus på Mellemøsten og på Palæstina som en selvstændig stat – igen. Sagen er jo tragisk og udvikler sig tragisk og ser lige nu meget svær ud. Det Konservative Folkeparti ønsker en tostatsløsning ligesom næsten alle andre. Så udgangspunktet om en selvstændig palæstinensisk stat bakker vi fuldt ud op om, så længe det sker i samhørighed med Israel. Andre har været inde på de demokratiske spilleregler, der skal være på plads, men det kræver også, at der er vilje fra begge parter til at opnå den løsning og villighed til at indgå kompromiser. Så det betyder, at en palæstinensisk stat nok ikke kommer til at gå fra Jordanfloden til Middelhavet. Og omvendt skal de israelske bosættelser stoppe. Og det ser, som vi alle ved, meget, meget svært ud nu at nå til enighed.

Hvilken rolle kan Danmark så spille i FN's Sikkerhedsråd? Jeg synes, at vi kan indtage den rolle, som vi allerede er i fuld gang med at indtage, nemlig at deltage på aktivt niveau i de diplomatiske forhandlinger, der foregår, og lægge det nødvendige pres. Som vi også hørte for snart et års tid siden, er den rolle, som Danmark kan have, netop som en lille stat nogle gange at sige de ting, som større stater måske ikke har mulighed for. Det arbejde pågår. Men ville situationen så blive hjulpet yderligere, ved at vi anerkender Palæstina som stat? Det tror vi ikke på. Inden for de seneste år har flere og flere lande anerkendt Palæstina som stat, og i samme periode er det blevet værre og værre konfliktmæssigt, og sagen er kun gået endnu mere i hårdknude. Så det har ikke hjulpet på i hvert fald konfliktløsningen, at andre stater har anerkendt Palæstina som stat.

Vi ønsker, at arbejdet mod en tostatsløsning skal fortsætte i det rigtige gear. Vi skal tage de skridt ad gangen, som vi kan, og vi mener ikke, at skridtet med at anerkende Palæstina som stat lige nu vil afhjælpe situationen. Derfor kommer vi ikke til at stemme for forslaget, men vi vil gerne rose Enhedslisten for at pointere det meget vigtige arbejde, der foregår i FN's Sikkerhedsråd, og at vi skal bruge den platform, hvilket vi har en sjælden mulighed for nu. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Vil ordføreren ikke prøve at forklare, hvad det er, der så skal til, når nu situationen er gået i hårdknude – eller mere og mere i hårdknude, tror jeg udtrykket var? Det har vi jo alle sammen sagt på et eller andet tidspunkt på den der talerstol, i dag og andre gange – at situationen bliver værre og værre, og at perspektiverne for, at der kan komme en reel, varig og retfærdig fred med to selvstændige stater eksisterende side om side, bliver mere og mere blakkede.

Hvis det ligesom er vores fælles forståelse af den faktiske politiske udvikling, er det så ikke lige præcis det tidspunkt, at Danmark skal rejse spørgsmålet i FN's Sikkerhedsråd om en FN-anerkendelse af Palæstina for at få brudt den dynamik, der er, og som lige nu driver os længere og længere væk fra, at palæstinenserne kan få ret til egen stat side om side med Israel?

Ordføreren.

Det har jo ikke været lige præcis nu, at det har fungeret, når andre lande har anerkendt Palæstina som en selvstændig stat. Omvendt kan vi sige: Hvad handler den her diskussion om? Den handler jo om, om det ville hjælpe, og om vi skal tage det skridt.

Så kan vi vende diskussionen og spørge, hvad vi så skal gøre i stedet for. Det er jo sådan set uden for forslaget. Men nogle af de ting, som jeg da synes vi skulle gøre, er at blive ved med at presse på for en våbenhvile, blive ved med at presse på for løsladelse af gidsler, blive ved med at presse på for, at Palæstina kan få den humanitære hjælp, de skal have, og blive ved med at presse på for, at bosættelserne ophører, altså at lægge et pres for, at vi i hvert fald internationalt får nogle spillebrikker på plads, samtidig med at demokratiet kan få lov til at vokse.

Spørgeren.

Men igen vil jeg sige: Det her forslag handler ikke om, hvad Danmark skal gøre bilateralt i forhold til en anerkendelse, eller det her argument, som nu flere har fremført, om, at andre lande også har anerkendt, uden at det har gjort noget. Det, vi taler om her, er ikke det, vi talte om for et år siden, hvor flere af partierne her i salen fremsatte beslutningsforslag om, at Danmark skulle anerkende bilateralt.

Det, vi taler om, er netop, at Danmark i kraft af sit medlemskab af FN's Sikkerhedsråd skal bringe spørgsmålet ind der, hvor det hører til – i verdenssamfundet, FN's Sikkerhedsråd, organet for fred og sikkerhed – og rejse anerkendelsesspørgsmålet i FN-regi. Vil ordføreren ikke anerkende, at det kan bruges til at signalere til palæstinenserne, at der er en vej frem mod fred og frihed og retfærdighed og en bremseklods på Israels fortsatte besættelse og udvidelse af bosættelserne?

Ordføreren.

Men hvis Danmark skal fremsætte den melding, må det jo også indebære, at så mener Danmark, at den melding er den rigtige, og det mener vi ikke. Vi mener ikke, at det er det rigtige at komme ind med den anbefaling, så derfor vil jeg ikke synes, at det var det rigtige skridt. Jeg synes, de andre ting, vi talte om før, vil være meget mere solide.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for talen. FN er i min optik vores globale forum for lederskab. Det er der, vi kan tage nogle fælles beslutninger, og det er det, vi debatterer i dag, og ikke så meget, om det enkelte land har anerkendt eller ikke anerkendt, selv om jeg tror, vi snart er oppe på 150 lande, der har anerkendt. Så det er jo meget pænt.

Men det, der ligger i det, er også at sige, at hvis det ikke er et FN-organ, der skal arbejde for det her, hvem skal så arbejde for det? Hvordan ser ordføreren så, at vi får skabt den fremdrift, der skal til, for at vi når hen til den anerkendelse, hvis det ikke er den vej igennem?

Ordføreren.

Jamen jeg mener, at den vej ligger langt ude foran os. Og det er den vej, vi skal nå; jeg mener bare, at der er rigtig, rigtig meget, man skal arbejde på først, før vi overhovedet når til det tidspunkt, hvor det vil give mening.

Spørgeren.

Og der er det så, jeg spørger, i hvilke fora og på hvilket fundament det arbejde så skal foregå, indtil vi når derhen. Vi er jo enige om målet, kan man sige. Så det anfægter jeg på ingen måde. Men det er mere for at finde ud af, hvordan vi så når derhen, og hvor det skal foregå. Det er det, jeg har svært ved at høre i det, ordføreren siger. For jeg tror ikke, der er nogen herinde – jeg håber ikke, der er nogen herinde – der ikke synes, at den her krig og de her forfærdeligheder skal stoppe, og vi har et fælles fundament i Danmark med en tostatsløsning. Men hvordan når vi derhen?

Ordføreren.

I hvilke fora, spørges der. Det skal være i de fora, vi har. Bare fordi vi ikke kommer med en besked om, at vi gerne vil have anerkendt Palæstina som en selvstændig stat, betyder jo ikke, at der ikke kan ske andre ting i de fora, vi deltager i – i Sikkerhedsrådet, i EU, i de parallelle diplomatiske initiativer, der sker. Jeg mener, vi skal bruge alle de fora, vi kan komme ind i. Men der er så alvorlige ting, der skal på plads, før vi når til det mål.

Tak til fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre til den næste ordfører i rækken. Det er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg har ikke været udenrigsordfører for Dansk Folkeparti i særlig mange måneder, men har alligevel en fornemmelse af, at vi nu har diskuteret det her lille omstridte område, kaldet Palæstina, endog multiple gange på de måneder; og det må være nok.

Jeg fik her forleden dag ind ad døren en oversigt fra en organisation, der kalder sig Open Doors, med en liste over de lande i verden, hvor kristne forfølges. Det undrer mig, at man nu, ikke engang 2 år efter det palæstinensiske område begik et terrorangreb, der kan måle sig med den 11. september 2001, skal have tårevædede sympatierklæringer fra venstrefløjen om de her mennesker – gang på gang og fredag efter fredag, mens lande som Somalia, Libyen og Eritrea, der alle er muslimske lande, groft forfølger vores ligemænd og ligesøstre ude i verden.

Der er ikke et muslimsk land, hvor man ikke forfølger kristne. Det interesserer åbenbart ikke venstrefløjen overhovedet. Det, der interesserer venstrefløjen, er, at man kan pleje sine Hassaner og pleje sine Hamasvenner og hele den bevægelse, som har ledt frem til det frygtelige terrorangreb den 7. oktober 2023. Jeg ved egentlig ikke, hvad det er værst; altså om det er værst, at man går terroristernes ærinde i Hamas, eller at man er fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår i alle de andre lande, hvortil den her stat, Palæstina, ville kunne kunne føjes, hvis den blev oprettet. For hvad ville virkeligheden være i det her område? Den ville være, at det ville være et land, der lige så intenst som alle de andre muslimske lande ville forfølge kristne, forfølge jøder og forfølge alle andre end dem, som de selv tilhører, nemlig muslimerne.

Der findes, som jeg ser verdenskortet, jo ikke et eneste område, hvor muslimske grupper støder op til ikkemuslimske grupper, uden at der er konflikt. Er det det, verden har brug for, så der er endnu et muslimsk land, og så der er endnu bedre rammer og endnu bedre fundamenter for, at islamismen og terrorismen virkelig kan agere krig imod Israel og den øvrige vestlige verden? Nej.

Jeg synes ærlig talt, vi skulle bruge tiden på at hjælpe de forfulgte kristne rundtomkring i verden, som behøver vores opmærksomhed og vores hjælp. Udenrigsministeren kunne jo starte med at lade være med at støtte de regimer, som på brutal og grotesk vis river kirker ned, dræber folk på grund af deres kristne overbevisning osv. Det sker i Somalia, Libyen, Eritrea, Yemen osv. Vi kunne jo fremlægge en strategi for, hvordan vi agter at hjælpe de kristne med at generobre Nordafrika sådan rent kulturelt, kristent. Vi kunne stoppe det pres fra islamiseringen, der foregår ned over Afrika. Det er gamle kristne nationer, hvor Markus og andre af apostlene havde deres virksomhed og sikrede kristendommen, som jo i enhver henseende har vist sig at være den mest uovertruffne kultur, som den her planet har været beriget med.

Så i stedet for alt det her grædekoneri i forhold til palæstinensere mig her og palæstinensere mig der synes jeg ærlig talt, at vi skulle fokusere på det, som burde ligge alle i det her land allermest på sinde; og det er at hjælpe alle de forfulgte kristne rundtomkring i verden. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er lige et par korte bemærkninger. Inden jeg giver ordet videre, vil jeg sige, at det her altid er en meget følelsesladet debat, så lad os bevare den gode tone over for hinanden og hinandens partier.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til formanden for lige at præcisere det. Jeg synes faktisk, det er ganske uhørt at stå og beskylde et parti i Folketinget for at være venner med terrorister, så det vil jeg gerne bede ordføreren om at undlade at gøre i fremtiden.

Så kommer vi til mit spørgsmål, og det går egentlig på, om ordføreren er med på, hvad det er, vi diskuterer her. Det handler ikke om religion; det handler faktisk om politik. Jeg ved godt, at det for hr. Morten Messerschmidt er foretrukket at diskutere religion, fordi det er nemmere.

Det her handler om politik, rettigheder, folkeret, internationale institutioner og international ret. Det her handler om, om Danmark i FN's Sikkerhedsråd, som Danmark i år og næste år sidder i og har en midlertidig plads i, skal bruge den plads til at fremme fred og sikkerhed i Mellemøsten og løfte spørgsmålet om et frit og selvstændigt Palæstina side om side med Israel ind i FN's Sikkerhedsråd.

Vil ordføreren ikke prøve at svare på det spørgsmål: Hvad mener ordføreren om det forhold?

Ordføreren.

Det er komplet nonsens. Men jeg vil gerne svare på det første. Altså, er Enhedslisten ikke venner med terrorister? Jeg har da i hvert fald læst i dagspressen, at man har doneret penge til terrororganisationer i Mellemøsten, organisationer, der sympatiserer med den 7. oktober-terroristerne, sympatiserer med Hamas.

Mig bekendt er der ikke taget sager ud for Pressenævnet eller anlagt injuriesøgsmål mod de journalister, der har skrevet de artikler, men det kan da være, at fru Trine Pertou Mach kan oplyse det. Det ville da være fint. Jeg har da også set medlemmer af Enhedslisten marchere under Hamas' slogan »From the river to the sea«, altså om, at der ikke må være noget Israel.

Mange palæstinensere ønsker jo ingen tostatsløsning. De ønsker jøderne væk, ud af Mellemøsten og måske helt ud af verden. Fru Trine Pertou Mach er måske bekendt med, at »Mein Kampf« er en af de mest solgte bøger i Mellemøsten, og at antisemitismen er ekstrem. Og derfor skal man virkelig vælge sine venner med omhu.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Nu er det jo sådan, at nationale betegnelser som danskere, uruguayere eller palæstinensere ikke er religiøse betegnelser. Kristendommen er jo også en mellemøstlig religion, som kommer samme sted fra som jødedommen og islam, og derfor betyder det jo også, at en andel af de palæstinensere, der findes i dag, også er kristne, og at de også er blevet mejet ned af israelerne i den her situation og også er blevet fortrængt.

Så derfor synes jeg ikke, at det giver mening at tale om det her ud fra et religiøst synspunkt. Og hvis man gerne vil lade ting være, hvor de er, så kan vi lade alle tre religioner blive i Mellemøsten, og så kan de lege med det, hvis det var det, det skulle være.

Men det her handler om at sige, at hvis vi gerne vil sikre den enes rettigheder, så skal det gælde for alle. Og det vil sige, at fundamentet for, at vi kan løfte alles rettigheder og retten til at tro og være det, man er, alle steder, er, at det skal gælde lige for alle. Det er derfor, at det også er vigtigt, at vi anerkender Palæstina som stat.

Så tror ordføreren ikke på lighed for loven?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig forloren nonsenssnak. Altså, der findes ikke et eneste muslimsk land i verden, der anerkender ytringsfrihed, trosfrihed osv. Alle muslimske lande er jo i varierende grad totalitære stater, som undertrykker frihedsrettigheder.

Så hvad i alverden skulle gøre, at det, fordi man fik endnu et muslimsk land i Mellemøsten, skulle blive bedre der? Det er der overhovedet ingen evidens for, tværtimod: De gange, palæstinenserne har haft lejlighed til at stemme frit, har de valgt Hamas. Altså, hvorfor skulle de vælge anderledes næste gang?

Jeg synes ikke, at vi har brug for flere muslimske lande. Altså, som jeg læser historien, er der et Palæstina, og det er Jordan, som blev oprettet øst for Vestbredden ved Balfourerklæringen og efter Versaillesforhandlingerne. Altså, langt hovedparten af palæstinensere, der ikke er i Vesten, bor jo i Jordan i forvejen. Der befinder de sig sikkert glimrende, og jeg synes, det ville være en glimrende ordning. Så ville man på den måde også kunne få fred i Israel, sådan at jøderne får det land, de er blevet lovet siden Moses.

Spørgeren.

Så skal jeg forstå ordførerens udsagn, som at de eneste lande, der er legitime i verden, er dem, som har den samme religiøse overbevisning som ordføreren selv – og at de eneste legitime mennesker, der er i verden, har den samme religiøse overbevisning som ordføreren selv? For det vil jo også sætte en hel del danskere uden for at være legitime medlemmer af vores fællesskab og en hel del af europæere uden for at være en del af det.

Det er det, jeg hører ud af det, ordføreren siger. Så jeg spørger igen: Lighed for loven – ja eller nej?

Ordføreren.

Ja, loven er jo altid national. Altså, forudsætningen for loven er jo, at der er nogle til at håndhæve loven, og de myndigheder, der håndhæver loven, er jo nationale.

Derfor er lighed for loven og loven som retsinstrument jo snævert forbundet med nationalstaten, og eftersom nationalstaterne er meget forskellige, så vil det også være meget forskellige rettigheder. Og derfor giver det ikke nogen mening at tale om lighed for loven i en tværnational eller multinational sammenhæng.

Om der findes danskere, der ikke er kristne og ikke ser konfessionsmæssigt ligesom jeg på tingene? Ja, det gør der helt klart. Altså, danskhed er jo et spørgsmål om kærlighed til fædrelandet, et identitetsforhold; det er ikke et religiøst forhold. Men det skal jo ikke gøre, at vi lukker øjnene for, at forskellige dele af verden har udviklet sig meget forskelligt, og det er med rod i kultur og religion.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak, og den næste ordfører i rækken er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Det er ikke første gang, vi diskuterer spørgsmålet om anerkendelse af den palæstinensiske stat her, og det bliver næppe den sidste.

Jeg tror ikke, det er, fordi nogen gør sig forestillinger om, at hvis Danmark skulle tage det op i Sikkerhedsrådet eller bilateralt og selv skulle anerkende Palæstina, ville det være en kæmpe gamechanger for Palæstina eller den ulykkelige konflikt mellem Israel og Palæstina. Det er jo også baggrunden for, at regering efter regering efter regering i de seneste vel 30 år har valgt at sige: Vi anerkender først Palæstina, når der er en fuldt demokratisk stat efter en forhandlet tostatsløsning.

Den status quo i den danske Palæstinapolitik har man nu fulgt i 30 år. Når vi i Radikale Venstre ikke længere synes, det er status quo, er det, fordi det ikke er status quo i Palæstina i dag. Det er alt andet end status quo i Palæstina. 80 pct. af Gaza ligger i ruiner. Vestbredden er ved at være gennemhullet som en si. Det land, der skulle være den ene stat af en tostatsløsning, eksisterer reelt ikke om ganske kort tid. Det betyder også, at det at tale om en tostatsløsning bliver mere og mere utroværdigt, hvis ikke man samtidig siger, at det første, det kræver, er dog, at vi kan sætte nogle grænser rundt om begge de to stater.

Vi ønsker alle et demokratisk Palæstina, et opgør med korruptionen og en egentlig statsdannelse baseret på demokratiske principper. Men mon ikke også, vi kan blive enige om, at det vigtigste for at opnå det, er fred, og det er våbenhvile, og det er et internationalt pres på begge parter, der gør, at man faktisk begynder at forhandle en fred?

Mon ikke det er baggrunden for, at så mange lande i Europa og i EU i øjeblikket skifter position for at signalere, at det ikke er status quo? Det er 140 lande, der i dag har anerkendt Palæstina. I Europa er det Norge, Slovenien, Irland, Spanien, Sverige, Island, Georgien, Polen, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Ukraine, Cypern, Albanien, Slovakiet, og Serbien. I Malta og Belgien diskuterer man anerkendelse, og det gør man også i Frankrig og Storbritannien.

Men den danske regering synes ikke, det er værd at overveje deres position i EU. Det forstår jeg ikke. Udenrigsministeren nævnte her, at et flertal af EU-lande stadig væk ikke ønsker at anerkende Palæstina, men hvis de lande, jeg har nævnt her, som overvejer det, rent faktisk gør det, ja, så er det altså et flertal, der faktisk anerkender Palæstina, og Danmark tilhører et mindretal. Man fristes til at spørge: Skal alle andre lande i EU have anerkendt Palæstina, før Danmark ikke synes, det er status quo?

Jeg bilder mig ikke ind, at en dansk anerkendelse af Palæstina kan redde Palæstina i sig selv, men det eneste håb, jeg ser for, at både palæstinenserne og israelerne kan få en fredelig og demokratisk fremtid, er, at EU træder i karakter, herunder den danske regering, og at vi sammen lægger det pres, der skal til for at stoppe krigen, for at begynde forhandlinger og for at tilbyde også en partner til både Palæstina og Israel under fredens betingelser og en tostatsløsning. Derfor støtter Radikale Venstre forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, hr. Martin Lidegaard. Den næste ordfører i rækken er fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak for ordet, tak for forslaget, og tak til udenrigsministeren for dialogen. Danmark har en langvarig officiel politik om en tostatsløsning mellem Palæstina og Israel, Danmark anerkender 1967-grænserne, Danmark stemte for resolutionen i FN den 10. maj sidste år – det har vi også talt om – og Danmark indgår i en alliance om etablering af en tostatsløsning, og det anerkender vi i Alternativet, og det værdsætter vi i Alternativet. Jeg vælger at indlede på den her måde, fordi den her del af vores position i de debatter, vi har haft, ofte bliver overhørt eller glemt. Så jeg vil gentage, at vi værdsætter det fælles politiske fundament for en tostatsløsning, og jeg hører også, at flertallet i salen anerkender, at forudsætningerne for en tostatsløsning er, at der de facto er to stater.

Skæringspunkterne derimod er i hovedtræk Danmarks rolle og så en timing. Palæstina har længe haft trange kår. Historisk har det været ulovligt besat i snart 60 år, befolketingen har ingen civilret, og de har levet under en militærlov i 56 år, apartheid, vold og andre rettighedskrænkelser har været dagligt liv fra generationer af palæstinensere. Det har ikke tidligere givet anledning til, at verdenssamfundet har syntes, at det var den rigtige timing at handle på. Men siden har situationen udviklet sig til voldsomme rædsler, et folkemord, den palæstinensiske befolkning ikke har nogen jordisk chance for selv at stoppe uden en solid global opbakning. Danmark har påberåbt sig at kunne være en del af netop det at tage et globalt lederskab i FN's Sikkerhedsråd med fokus på folkeretten og et mere globalt lige FN, og den rolle fik vi med en ret stor opbakning, ja, en solid opbakning, i FN.

Noget andet, der også har solid opbakning i FN, er, at mere end tre fjerdedele af FN's lande har anerkendt Palæstina som en selvstændig stat hjemme i deres eget land. Det burde i et demokratisk perspektiv være et solidt fundament for en fælles global anerkendelse, men vi mangler det skævredne Sikkerhedsråd, og netop den skævvridning af FN-systemet var noget af det, vi i vores valgproces havde udtrykt at vi ville gøre op med. Derfor mener jeg og Alternativet, at Danmark netop har forpligtet sig på, og at man bør være proaktiv i en fremdrift af anerkendelsen af Palæstina som stat. Skal man vente på, at andre tager lederskabet? Nej, det skal man ikke. Der er nogen, der skal tage det lederskab, og her har vi i Danmark sagt, at vi er klar til at tage det lederskab.

Så er der spørgsmålet om timingen, og den tror jeg jo også vi kan diskutere, men vi ser – og det tror jeg til gengæld ikke vi er så uenige om – at vi står vi i en situation, hvor vi er vidner til, at en befolknings liv, landskab og kultur bliver bombet fuldstændig i stykker. Hvis ikke nogen gør noget, ser vi faktisk ind i en situation, hvor den palæstinensiske befolkning kan blive udraderet fra landkortet og der ikke vil være en befolkning til en stat. Det er faktisk det, vi lige nu ser op imod. Hvis vi kigger på tallene, er 70 pct. af dem, det går ud over, kvinder og børn. Alligevel ser vi også en situation, hvor gennemsnitslevealderen er ved at være nede omkring 40 år, og det er altså ret vildt at tænke på. Vi ser en situation, hvor 70 pct. af hjemmene er væk og halvdelen af befolkningen er under 18 år, og de har ikke udsigt til nogen som helst forandring af det her. Samtidig er grænserne lukkede, og der er ikke hjælp på vej ind. Altså, man begynder at mangle ord for det, vi står over for.

Så derfor mener vi i Alternativet, at timingen er nu, fordi den anerkendelse af Palæstina som en selvstændig stat vil være et fundament og en drivkraft for en fredsproces, men også for, at vi kan få sat stop for de rædsler, som vi er vidner til. Så derfor støtter vi forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Sascha Faxe fra Alternativet. Så er vi kommet igennem ordførerrækken, og det betyder, at det er ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach, der får ordet. Tak for det

Tak for det, og tak for debatten. Det her beslutningsforslag, som vi har diskuteret de seneste små 2 timer, har som omdrejningspunkt, at Danmark lige nu sidder på en af de midlertidige, ikkepermanente pladser i FN's Sikkerhedsråd. Forslaget, som vi har fremsat, går på, at Danmark som medlem af FN's Sikkerhedsråd skal arbejde for en anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat – selvstændig og suveræn stat – inden for 1967-grænserne i FN's Sikkerhedsråd, således at FN anerkender Palæstina og giver fulde menneskerettigheder i FN's organer. Det er grundlæggende det, som diskussionen handler om. Vi er nået meget vidt omkring, må man sige, og også til områder, der dårligt nok er et hjørne af debatten, men ligger væsentligt udenfor. Men det er det, som er omdrejningspunktet.

Da der for godt et år siden var en tilsvarende debat i FN-regi, lød det fra Algeriet, som var en af forslagsstillerne til den daværende resolution, at fred kommer gennem inklusion af Palæstina, ikke gennem eksklusion. Det er jeg fuldstændig enig i. Debatten i dag har jo også vist, at vi i virkeligheden langt hen ad vejen deler læsning af den horrible, horrible situation for palæstinenserne – den situation, at vi kommer længere og længere væk fra det, som er bredt funderet dansk udenrigspolitik gennem mange år, nemlig at vi går ind for en tostatsløsning, dvs. en israelsk og en palæstinensisk stat, der skal leve side om side i fred og fordragelighed.

For det, der i virkeligheden er virkeligheden er jo, at situationen for palæstinenserne bliver mere og mere blakket, at perspektivet for selv en dag at kunne bestemme er ved at forsvinde, at man står over for sult, fordrivelse, ødelæggelse af huse, smadring af infrastruktur, tyveri af naturressourcer, annektering af land, og den annektering sker stadig, også i den tid, der er gået, siden Den Internationale Domstol sagde, at den situation, der er i Mellemøsten, er ulovlig, og at Israels besættelse, bosættelser, annekteringspolitik og undertrykkelsessystemer er ulovlige. Det er virkeligheden.

Så længe verdenssamfundet ikke skifter gear og ikke gør noget andet, end man har gjort hidtil, så står Palæstina til at forsvinde, og tostatsløsningen vil havne i historiebøgerne som et løfte, der aldrig blev indfriet, og palæstinensernes ret til selvbestemmelse som en ret, der aldrig blev gjort til virkelighed. Derfor er der ingen gratis positioner i den her sag. Man bliver nødt til at stille sig op som land, også når man skal sige noget, der byder nogle allierede eller venner eller samarbejdspartnere imod, som man ikke er vant til at sige imod. Det er faktisk afgørende, for der er nødt til at ske noget andet.

Vi har talt meget om momentum i dag, og hvad der er momentum for, og hvornår der er momentum for et eller andet. Det er jo ikke noget, der bare foregår rundtomkring os, det er jo noget, vi selv kan bidrage til. Det, at Danmark sidder på en af pladserne i FN's Sikkerhedsråd, kunne netop bruges til at ændre på nogle dynamikker og skabe et momentum for, at FN faktisk gør det, som man har lovet i årtier, nemlig at Palæstina skal anerkendes som fuldt medlem af FN's Sikkerhedsråd eller FN's organer.

Israel står i øjeblikket anklaget for folkemord på grund af deres militæraktion i Gaza. Israels premierminister står anklaget og er eftersøgt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol, og så er der altså den her udtalelse fra Den Internationale Domstol fra sidste sommer, som siger, at situationen i de palæstinensiske områder er ulovlig, og at Israel har pligt til at fjerne sig, men også, at verdenssamfundets stater har pligt til at handle. Og det her forslag er jo netop et forslag til, hvordan Danmark kan handle i den virkelighed.

Jeg er nødt til at sige, at det, der sker med Palæstina lige nu, jo sker på et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har vagten og magten i Danmark til at tegne Danmarks udenrigspolitik. Og jeg anerkender fuldt ud, at udenrigsministeren igennem de seneste mange måneder har øget kritikken af Israel og den måde, som Israel forbryder sig mod spillereglerne på i forhold til Gaza og i forhold til bosættelserne – det anerkender jeg fuldt ud. Men det, der i virkeligheden er brug for, er at sende et andet signal til Israel om, at deres magtpolitik ikke længere er gangbar.

Det kan man gøre ved at sige, at FN nu anerkender Palæstina, at Danmark i hvert fald ønsker, at FN skal anerkende Palæstina – et signal til Israel om, at vi ikke accepterer deres underminering af tostatsløsningen og deres version af fra floden til havet, nemlig et Storisrael, som skal inkludere ikke bare det faktuelle Israel, men også de palæstinensiske områder, og at man ikke anerkender, at de er i færd med at udradere det palæstinensiske folks ret til frihed og selvbestemmelse. Det er også et signal til Palæstina og til palæstinenserne om, at der findes en anden vej end den militante, og at der findes en politisk vej, til at de kan få anerkendt deres ret til selv at bestemme, deres ret til frihed, deres ret til en egen stat inden for 1967-grænserne.

Der er kun én mulighed lige nu for mig at se, og det er, at de lande i verden, som reelt mener det med folkeretten og den internationale retsorden, og at de internationale retsinstitutioner er vigtige at stå vagt om, bruger dem til det, de er der for, nemlig at opretholde og effektivt udleve international ret. Det er der rigtig mange stater, der ikke gør, men der er faktisk også en del, og Danmark er i hvert fald i ord et af dem, og derfor synes jeg også, vi skulle bruge vores plads i FN's Sikkerhedsråd til at vise det.

Det er jo rigtigt, at det ikke har betydet noget, at lande rundtomkring i verden et for et har anerkendt Palæstina. Men skal konklusionen på det så være, at så skal vi ikke gør noget i den retning? Eller skulle konklusionen i virkeligheden være at sige, at et fortsat knæfald for den magt, Israel udøver, ikke er gangbart, der er brug for at gøre noget andet, og at Danmark gerne vil være et land, der træder ind på verdensscenen for at gøre dette andet. Det kunne man gøre. Jeg synes også, vi har pligt til det, når vi besidder en post i FN's Sikkerhedsråd.

Jeg må sige også her til slut, at al den snak, der har været, og alle de ord, der har været brugt her i dag og også tidligere om spørgsmålet om en selvstændig palæstinensisk stat, hvad enten det så i den her sammenhæng er i FN-regi, den skal anerkendes, eller det er bilateralt. Snakken om at læne sig ind og lægge pres og fordømme er simpelt hen greb, der hører en tidligere tid til. Vi har ikke tid til at vente på det, vi har ikke tid til at vente på at konstatere endnu en gang, at det kun er en forværret situation i Mellemøsten, der er. Der er brug for handling og klar tale, og et godt første skridt kunne være at bruge magten, som man har, talerøret, mikrofonen, som man har, når man sidder i FN's Sikkerhedsråd. Tak til de partier, som bakker op om forslaget, og tak for debatten til alle andre.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning. Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Fru Trine Pertou Mach nævnte, at hvis vi ikke anerkender Palæstina som stat, vil det være et knæfald for Israel. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge omvendt: Vil det at anerkende det ikke være et knæfald for Hamas?

Ordføreren.

Tak. Nej, overhovedet ikke. Jeg anerkender, at Hamas eksisterer, men jeg anerkender ikke dem som en legitim magt. De kom til ved et valg tilbage i 2006 – hvor jeg i øvrigt selv var valgobservatør – og det har ikke bidraget til noget godt i Palæstina og slet ikke i Gaza. Det er jo ret åbenlyst for enhver. Det handler om anerkendelsen af Palæstina, og hvis man ikke gør det, er det jo i mine øjne et knæfald for Israel ved at sige, at deres magtpolitik virker, for det må jo være den eneste stat, vi er bange for vil blive generet af, at vi anerkender Palæstina.

Fru Helle Bonnesen.

Men når der i en meningsmåling er 71 pct., der siger, at det var godt, at Hamas angreb Israel, er det så ikke at give Hamas en yderligere sejr?

Ordføreren.

Det mener jeg simpelt hen ikke det er, for vi taler om, at palæstinenserne har en ret til selvbestemmelse; at vi har en udenrigspolitik, som handler om, at vi går ind for en tostatsløsning, hvor en israelsk stat for israelerne og en palæstinensisk stat for palæstinenserne skal eksistere side om side med 1967-grænserne som udgangspunkt for den grænsedragning. Og den ret til selvbestemmelse er den, vi gerne vil arbejde effektivt for at palæstinenserne får, og de forhandlinger, der skal komme om alt det andet, der skal ske, skal ske ikke mellem et besat folk og en besætter, men mellem to mere ligeværdige partnere.

Tak til fru Trine Pertou Mach. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget