B 134 Forslag til folketingsbeslutning om et uafhængigt alternativ til den industribetalte efter- og videreuddannelse for sundhedsfagligt personale og om midler til forskning i underprioriterede sundhedsfaglige forskningsområder.

Af: Peder Hvelplund (EL), Pelle Dragsted (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Leila Stockmarr (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

Udvalg: Sundhedsudvalget

Samling: 2024-25

Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 134:

Forslag til folketingsbeslutning om et uafhængigt alternativ til den industribetalte efter- og videreuddannelse for sundhedsfagligt personale og om midler til forskning i underprioriterede sundhedsfaglige forskningsområder.

Af Peder Hvelplund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Den første, jeg byder velkommen til, er netop ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, som vil give en begrundelse for forslaget.

Tak for det, formand. Når vi har fremsat det her forslag, er det jo på baggrund af den udvikling, vi har kendt igennem adskillige år, men som vi også har set få en lidt uheldig tendens, nemlig spørgsmålet om, hvem der finansierer efter- og videreuddannelse for vores dygtige sundhedspersonale. Det er jo velkendt, at en stor del af finansieringen til efter- og videreuddannelse kommer fra medicinalindustrien, og som bekendt er der jo ikke noget som en gratis frokost. De midler, som medicinalindustrien bruger på efter- og videreuddannelse af vores dygtige sundhedspersonale, kommer man jo med en pris. Det er også veldokumenteret, at det har indflydelse på både den behandling og de behandlingsmetoder, der efterfølgende bliver brugt i vores sundhedsvæsen.

Det er jo svært at klandre vores sundhedspersonale for gerne at ville efter- og videreuddanne sig. Det, vi til gengæld kan klandre, er, at vi som Folketing ikke er bedre til at sikre, at der findes uvildige efter- og videreuddannelsesmidler, der er nødvendige for at sikre opkvalificeringen af vores personale, og at det ikke er noget, der kommer med andet end en faglig anbefaling, men noget, der er finansieret af medicinalindustrien.

Det er baggrunden for, at vi har fremsat det her beslutningsforslag, altså at vi kan afsætte midler til at sikre uvildige ressourcer til efter- og videreuddannelse af vores sundhedspersonale. Jeg vil egentlig også bare henvise til et opslag, der for nylig var på LinkedIn, hvor en psykiater netop problematiserede det her. Det var et opslag, der efterfølgende fik 1.200 redaktioner og 130 kommentarer, hvor mange efterlyste politisk handling – og mange var fagpersoner, som netop anerkender den her problematik. Derfor synes jeg, at det er utrolig væsentligt, at vi får debatten her i Folketingssalen i dag, så vi også får drøftet, hvad vi kan gøre for at sikre, at vores sundhedspersonale får mulighed for efter- og videreuddannelse, uden at det er noget, der er finansieret af medicinalindustrien.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil starte med at gentage mit budskab fra det samråd, vi også havde om emnet tilbage i november, nemlig at det grundlæggende er positivt og vigtigt, at vi i Danmark har en stærk tradition for et samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddel- og medikovirksomheder. Det er, som om Enhedslisten sådan nærmest pr. automatik er imod et samarbejde mellem offentlige og private aktører i stedet for at være åbne over for, at der kan være tale om positive samspil til gavn for begge parter. For det er afgørende og en gevinst for patienterne, at deres læge eller sygeplejerske er velorienteret om eksempelvis nye lægemidler, det er en gevinst for virksomhederne, at sundhedspersoner kommer med praksiserfaring og viden, som de bringer i spil, når det er sådan, at industrien udvikler ny medicin eller medicinsk udstyr, og som jeg også sagde på samrådet i november, kan patienterne i Danmark jo generelt være trygge ved, at den behandling, de modtager, ikke er farvet af uvedkommende interesser. Det kan de, fordi vi også i Danmark generelt har velfungerende regler, som sikrer åbenhed og uvildighed, når det er sådan, at der samarbejdes mellem sundhedspersoner og lægemiddel- og medikoindustrien – regler, som jeg i øvrigt også bemærker at Enhedslisten selv har stemt for her i Folketingssalen.

Så ønsker forslagsstillerne også, at der bliver afsat flere midler til offentlige tilbud om efteruddannelse for sundhedsfagligt personale. I forhold til det må jeg jo bare endnu en gang gøre opmærksom på, at vi med den sidste økonomiaftale, vi lavede med regionerne, har leveret et historisk stort løft i forhold til at hæve deres driftsramme med mere end 2 mia. kr. – det er i øvrigt det største løft af regionernes økonomi i 14 år – foruden at vi i 2024 også har sikret et ekstraordinært løft på 600 mio. kr.

Det er jo regionernes ansvar som arbejdsgivere at sikre, at sundhedspersonalet kan varetage deres opgaver fagligt forsvarligt. Det indebærer selvsagt også, at man som arbejdsgiver har en forpligtelse i forhold til at sikre, at man prioriterer efteruddannelse til sit personale, og det mener jeg også at vi har givet regionerne nogle gode betingelser for at gøre. Dertil kommer også aftalen om de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser i Danmark, og det hører under Uddannelses- og Forskningsministeriets område, men hvor jeg alligevel også synes det er relevant at fremhæve den aftale, der for nylig her i foråret blev indgået mellem regeringen og et bredt flertal her i Folketinget, hvor vi jo fællesskab nu har besluttet at styrke mulighederne for efteruddannelse, og hvor vi bl.a. indfører en mulighed for fri efteruddannelse for sygeplejersker og andre professionsbacheloruddannede på sundhedsområdet. Så også tak til aftalepartierne, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet, for den aftale, vi i fællesskab lavede i foråret.

Så ønsker forslagsstillerne med beslutningsforslaget også, at der bliver afsat midler til forskning i de områder, som kun i begrænset omfang har kommerciel interesse, og der må jeg bare sige, at jeg er fuldstændig enig. Det er afgørende, at vi fra offentlig side understøtter, at der bliver forsket i de områder, som lægemiddel-og medikoindustrien ikke nødvendigvis af sig selv tager initiativ til at forske i – det kan eksempelvis være i forhold til sjældne sygdomme eller for den sags skyld også i gamle lægemidler, som måske kan bringes i spil på nye områder – og netop derfor har regeringen også afsat 10,5 mia. kr. i basismidler til universiteternes forskningsaktiviteter på dette års finanslov. Jeg vil også fremhæve, at der herudover med forskningsreserven alene i 2025 er blevet afsat 500 mio. kr. til frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne samt også et trecifret millionbeløb til uafhængig klinisk forskning.

Så er jeg glad for, at forslagsstillerne i bemærkningerne også fremhæver behovet for forskning i forhold til antibiotika, og det er rigtigt, at der på globalt plan er en voksende antimikrobiel resistens, så vi er nødt til at sikre, at der bliver udviklet nye virksomme antibiotika. Men det er jo også noget, der koster rigtig mange penge at udvikle nye lægemidler, og antibiotika er ingen undtagelse. Vi er i Danmark for lille et land til selv at trække læsset. Det er ikke lig med, at vi ikke skal gøre noget. Alle her i salen, der kender mig, ved, at det her faktisk er et område, som jeg prioriterer rigtig, rigtig højt, men det er også for at understrege betydningen af, at vi også på det her område vægter vores internationale arbejde rigtig højt i forhold til tiltag, der kan stimulere udviklingen af nye antibiotika. Der kan vi i Danmark også være med til at sætte det gode eksempel, og det er også noget af det, jeg synes vi i fællesskab skal lægge os i selen for at gøre med vores kommende AMR-handlingsplan, som vi netop nu også sidder og forhandler med Folketingets partier, og hvor vi også har reserveret midler i forbindelse med finansloven. Det er også et område, hvor jeg mener at der er et potentiale i forhold til at bruge det forestående EU-formandskab, hvor det også forventes, at den kommende lægemiddelpakke, der skal forhandles, indeholder flere elementer omkring AMR, som skal behandles på plads.

Men for at summe op har regeringen givet regionerne et historisk stort løft af deres økonomi, et løft, som man også kan vælge at bruge på at forbedre tilbuddet om efter- og videreuddannelse til sundhedspersonalet, vi har sikret finansiering og incitamenter til at forske i sundhedsfaglige områder, som ikke umiddelbart har kommerciel interesse, bl.a. med forskningensreserven, med et trecifret millionbeløb til klinisk og uafhængig forsknin, og de tiltag skal jo supplere det samarbejde og den forskning, der allerede laves i et samspil mellem sundhedspersonalet og lægemiddel- og medikoindustrien. Tiltagene skal ikke bruges til at afvikle det samarbejde, som Enhedslisten lægger op til med sit beslutningsforslag, og jeg vil på den baggrund indstille, at Folketinget forkaster Enhedslistens forslag her i dag.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Det skal også bare lige være en anerkendelse af, at vi selvfølgelig ser frem til at kunne indgå i en aftale omkring antimikrobakteriel resistens. Jeg mener bare, at det også er udtryk for, at det er et område, som er underfinansieret, og hvor der bliver behov for yderligere finansiering. Det er jo bl.a. noget af det, vi finder her, og der har jeg ingen problemer med, at medicinalindustrien igennem deres eksorbitant store profitter også skal være med til at bidrage gennem en beskatning af overnormal profit.

Men jeg vil egentlig godt bare lige tage fat i den del omkring efteruddannelse, for når vi ser på, hvordan udviklingen er, så tror jeg, at der i 2020 var omkring 400 personer, som fik gratis efteruddannelse betalt af Novo Nordisk; et tal, som så er steget til over 1.000 personer her 2023. Så det er jo en ret eksplosiv udvikling i, at det er industrien, der betaler, som vi ser. Det er jo noget, som også bl.a. formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin påpeger. Der er brug for flere midler, fordi der skal være en armslængde mellem industrien og sundhedspersonalet, altså lægerne. Anerkender ministeren ikke, at der er en problemstilling her, og at det kan have en afsmitning på, hvilken form for behandling man tilbydes?

Ministeren.

Som jeg nævnte i min indledende besvarelse, mener jeg jo, at samarbejdet mellem sundhedspersonale og medicinalindustri er relevant; det er vigtigt, når det er, vi snakker om udvikling af ny medicin og i øvrigt også skal sørge for, at medicinen bliver brugt korrekt i vores sundhedsvæsen. Det er også derfor, jeg appellerer til, at vi holder fast i nuancerne. For vi har jo ikke en indstilling om, at nu skal det hele bare udliciteres, og at det bare er industriens opgave, men vi har en interesse i det offentlig-private samspil, som er vigtigt, også på det her område. Det skal vi udvikle, det skal vi ikke afvikle. Men vi skal også fortsat investere, også i efteruddannelse i offentligt regi, naturligvis, og med det faktum, at vi har leveret et historisk stort løft af regionernes økonomi med dette års økonomiaftale, så har regionerne også fået bedre muligheder for at kunne løfte og gøre det.

Dernæst tak til ordføreren for anerkendelsen i forhold til antibiotikaresistens, som er en vigtig prioriteret dagsorden for regeringen, som jo aktuelt sidder i forhandlinger med Folketingets partier. Jeg bemærker, at ordføreren siger, at det er et underfinansieret område. Det er rigtigt, at det er noget, der kræver betydelige investeringer, men så er det jo et godt udgangspunkt, at den her handlingsplan i modsætning til tidligere ikke er en nul kroners handlingsplan; der er faktisk også øremærket midler for første gang i mange år til, at vi også kan indfri en række ambitioner og initiativer med en forhåbentlig kommende bred politisk aftale.

Hr. Peder Hvelplund.

Men problemet i forhold til efteruddannelse er jo, at det netop i så stor grad er afhængig af, hvad industrien udbyder, for selv når regionerne så får midler til at kunne tilbyde efter- og videreuddannelse, er det jo tit kurser, som det er industrien, der udbyder. Som flere eksperter også gør opmærksom på, har det jo en direkte indvirkning på den behandling, der foregår. Så det er jo ikke et spørgsmål om, at der ikke må være samarbejde mellem industri og sundhedsvæsen; det er jo et spørgsmål om, på hvilke vilkår det foregår. Der bør det da stille sundhedsvæsenet stærkere, hvis det er sådan, at vi selv er i stand til at kunne finansiere og sikre en uvildig udbyder af de kurser, som er nødvendige for efter- og videreuddannelse.

Ministeren.

Jeg mener jo ikke, at det i sig selv er et problem, at medicinalindustrien bidrager til efteruddannelse, så længe det sker åbent og transparent. Det er afgørende, at der ikke kan sås tvivl omkring habiliteten og sundhedspersonernes uafhængighed, og at der generelt er den fornødne gennemsigtighed. Det er jo derfor, at det også er afgørende, at dem, der måtte udbyde kurser – altså en lægemiddel- eller medikovirksomhed, der udbyder kurser og andre former for efteruddannelse til f.eks. læger eller sygeplejersker – også skal overholde de gældende regler for samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddelindustri, som vi har vedtaget i fællesskab her i Folketinget, og som Enhedslisten i øvrigt også har stemt for.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg har fornøjelsen af at stå her i dag, da vores sundhedsordfører fru Lea Wermelin desværre ikke kan være til stede. Jeg vil indledningsvis sige, af spørgsmål om både efteruddannelse og forskning på sundhedsområdet er meget vigtige for Socialdemokratiet. Dygtige medarbejdere er vores vigtigste ressource i sundhedsvæsenet, og det er helt afgørende, at de har løbende adgang til efter- og videreuddannelse af hensyn til patienterne, men også for at få en bedre behandling. Og det er selvfølgelig også for at skabe nogle spændende og udfordrende arbejdspladser rundtomkring i vores sundhedsvæsen.

Forslaget her i dag problematiserer, at sundhedsmedarbejdere får efter- og videreuddannelse betalt af medicinalindustrien. For os er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man enten får private eller offentligt finansierede uddannelsesforløb; for os er det et både-og. Det kan give medarbejderne både vigtig viden og indsigt f.eks. at se, hvordan ny medicin eller nyt udstyr håndteres. Jeg har også en grundlæggende tillid til, at vores offentligt ansatte sundhedspersoner træffer beslutninger, som er til gavn for patienterne.

Det er selvfølgelig også grundlæggende vigtigt, at vi har nogle klare spilleregler, og som sundhedsministeren også lige før redegjorde for, findes der allerede regler, som skal sikre gennemsigtighed om, hvad industrien betaler for . Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har adgang til relevant efter- og videreuddannelse, hvor ansvaret i første omgang påhviler regionerne som arbejdsgivere. Men vi har også sikret og styrket mulighederne for efter- og videreuddannelse. Eksempelvis er mulighederne med den nye aftale om professionsrettede uddannelser blevet styrket for netop efteruddannelse af sygeplejerskerne.

Den anden del af forslaget fra Enhedslisten handler mere om forskning i bl.a. sjældne sygdomme. Ønsket om mere viden om sjældne sygdomme kan vi kun tilslutte os. Lidt senere skal vi behandle et forslag om kvindesygdomme, som Enhedslisten også har fremsat, og det er jo, som mange ved, også et område, som Socialdemokratiet inklusive mig selv har gået meget op i, og som vi også sammen med ordføreren har været med til at skabe flere forskningsmidler til. Vi kan også nævne psykiatrien som et område, der de seneste år er blevet styrket gennem forskningsmidler, men også generelt økonomisk, og som i en årrække har været ekstremt underprioriteret.

Når det er sagt, mener vi også, at drøftelserne skal foregå i de fora, hvor vi diskuterer den slags forslag. Det gør vi f.eks. i forbindelse med finansloven, forskningsreserven og ved SSA-forhandlinger. Så for at opsummere ser vi, at det er reguleret, og de regler støtter vi. Derfor kan vi ikke støtte forslaget fra Enhedslisten. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Camilla Fabricius for talen. Jeg har fuld respekt for, at det ikke er sundhedsordføreren, der står på talerstolen, så jeg vil prøve at forholde mig sådan lidt mere principielt til det. Er det Socialdemokratiets opfattelse, at det er betryggende, at det er industrien, som varetager efteruddannelse af personale inden for en specifik faggruppe – og her taler vi om, at det er inden for sundhedsvæsenet – når vi har specifik forskning, som viser, at det påvirker den behandling, man får, altså at det betyder, at der både bliver udskrevet mere medicin, og at der også sker en uhensigtsmæssig brug af medicin?

Når jeg rejser spørgsmålet, er det jo bl.a., fordi Novo Nordisk, samtidig med at de finansierer en stor del af efteruddannelsen i Danmark, jo også har en stor interesse i at få solgt deres medicin til behandling af overvægt og dermed også står for en stor del af den efteruddannelse og videreuddannelse, der er i forhold til det, samtidig med at de har en økonomisk interesse i en specifik medicinsk behandling. Er det ikke lidt bekymrende, også set fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, mener vi, at det er et både-og. Det er vigtigt, at vi har offentlige efter- og videreuddannelser. Som jeg også sagde, har det været en prioritering allerede sidste gang, i forhold til den uddannelsesaftale vi lavede. Der kan også være helt specifikke ting som medicinsk udstyr, eller som ordføreren også peger på, nogle former for medicinsk forløb, hvor det kan være fornuftigt, at industrien er med inde over. Vi har tillid til, at reglerne kan håndhæves. Vi har også tillid til, at sundhedspersonalet kan foretage den vurdering. Det er vigtigt for os at sige, at det netop handler om, at vi gør begge dele.

Hr. Peder Hvelplund.

Mener ordføreren, at det er betryggende, hvis man nu f.eks. er sygeplejerske og interesserer sig for overvægt, og man gerne vil have noget efteruddannelse i forhold til det, at det uddannelsestilbud, der er, er, at man kan tage på en masterclass på Hotel Munkebjerg fra den 24. til den 26. oktober, sådan som det var tilfældet i 2020, hvor alt er betalt af Novo Nordisk, og hvor man så undervises i det, samtidig med at Novo Nordisk jo naturligt har en interesse i at få afsat deres slankemedicin? Er det en betryggende måde at sikre efteruddannelse på?

Ordføreren.

Altså, vi mener ikke, at det på nogen måde er et problem at have et kursus som det her, hvis vi også understøtter andre typer af efter- og videreuddannelse. Det er også derfor, vi har sikret, at der er bedre videreuddannelse på forskellig vis. Det er selvfølgelig noget, hvor vi altid skal være opmærksomme på, at man overholder reglerne på. Men vi må også bare sige, at vi har tillid til, at sundhedspersonalet faktisk kan træffe de beslutninger. Så vi har ikke den samme bekymring som ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Jeg byder velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Når man spørger danskerne, om de stoler på en række af forskellige samfundsinstitutioner, topper sundhedspersonalet, som hele 93 pct. af danskerne har tillid til. Det er fuldt ud forståeligt og fuldt ud fortjent, fordi medarbejderne i det danske sundhedsvæsen gør et fremragende stykke arbejde til daglig og arbejder med høj integritet. Jeg synes også, at det vidner om, at vi har nogle regler, der sikrer åbenhed og transparens omkring det tætte samarbejde, der historisk har været mellem den offentlige sektor og den private sektor på sundhedsområdet i Danmark, og som i vores øjne har været til begges fordel, og det tyder på, at de regler også fungerer.

I Danmark har vi en lifescienceindustri, som hele verden ser op til. Vi har nogle af de stærkeste og mest innovative forskere og universiteter i feltet. Det skal vi være stolte af, og derfor er det også et område, vi har sat os for at vi vil styrke endnu mere, bl.a. med regeringens lifesciencestrategi. Yderligere er der sikret offentlige midlerfra forskningsreserven til forskning i områder med begrænset kommerciel interesse. Både fra offentlig og privat side prioriterer man tydeligt innovation og udvikling inden for en bred vifte af sundhed. Det er også godt, at sundhedsvæsenet og patienterne kan nyde gavn af det her samarbejde.

Vi finder det som sagt generelt rigtig positivt, at vores sundhedspersonale kan samarbejde med lifescienceindustrien. Jeg vil også gerne understrege, at det er godt, at sundhedsmedarbejderne kan dygtiggøre sig og få kendskab til den nyeste medicin og innovative gennembrud i behandlingen af patienterne. Det tror vi på både sikrer, at vi på sigt får den bedst mulige medicin udviklet i vores virksomheder, hvilket jo også er godt for den danske statskasse, kan man sige, men vi tror også på, at det gør, at vores sundhedspersonale er opdateret med den nyeste viden og den nyeste forskning. Det er en fordel for begge.

Med de nuværende regler har vi jo øje for transparens, bl.a. igennem den her indberetningspligt, så der er fuld åbenhed om, hvem der samarbejder med hvem, og på den måde synes vi, at de regler, vi har, sikrer, at der både er objektivitet og åbenhed om effektivitet og faglighed, samtidig med at vi får de gevinster ud af samarbejdet, som vi så tydeligt kan se kommer vores sundhedsvæsen og vores samfund til gavn. Ud over at vi har haft fokuseret på at styrke det her arbejde med lifescienceindustrien, har vi jo, som der er blevet sagt før, også prioriteret at løfte regionernes økonomi, hvilket jo gør, at der også er bedre muligheder for regionalt at løfte uddannelsesindsatsen. Der er også sikret fri efteruddannelse for bl.a. sygeplejersker.

Forslagsstillernes ambition om at sikre gode vilkår for efteruddannelse af sundhedspersoner og sundhedsforskning inden for områder med begrænset kommerciel interesse kan vi også kun bifalde, og det mener vi jo også at der er sikret med den prioritering, der allerede er lavet, bl.a. også i forbindelse med de rigtig, rigtig mange penge, der bliver fordelt med forskningsreserven.

Så med de ord kan jeg sige, at vi ikke kan støtte Enhedslistens forslag. Derimod synes vi, at vi skal kigge ind i, hvordan vi kan styrke det rigtig gode samarbejde, der er mellem offentlige og private i Danmark endnu mere.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Christoffer Aagaard Melson for talen. Jeg er fuldstændig enig i, at der er rigtig stor og berettiget tillid til vores sundhedspersonale. Det er jo også derfor, at jeg synes, at det er så magtpåliggende, at vi som lovgivere også sikrer, at der er mulighed for at få tilbud om uvildig efter- og videreuddannelse. For virkeligheden i dag er jo, at man i stor grad er afhængig af, at det er industribetalt.

Der vil jeg godt høre ordføreren, om det ikke giver anledning til bekymring, når ordføreren ved, at der findes evidens for – det er jo bl.a. offentliggjort gennem DR – at når efter- og videreuddannelse er industribetalt, har det konsekvenser, i forhold til at man ser både for meget brug af medicin og forkert brug af medicin. Giver det ikke anledning til bekymring, og påhviler der ikke Folketinget et ansvar for at sikre vores sundhedspersonales høje troværdighed?

Ordføreren.

Jo, der påhviler Folketinget et ansvar, og det synes jeg at vi har taget på os ved at sikre transparens om, hvem der samarbejder med hvem, og så stoler jeg jo på, at både vores dygtige sundhedspersonale, men jo også regionerne i dagligdagen kan finde ud af at sikre, at der er de rigtige uddannelsesmuligheder, og at de udbyder de rigtige efteruddannelsesmuligheder, hvis de ikke mener, at det, der er tilgængeligt, er tilstrækkeligt.

Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at det er meget let at stable et offentligt tilbud på benene, der har det samme høje faglige niveau, som f.eks. nogle private aktører kan tilbyde. Det væsentligste for os er, at der er åbenhed om det, at der er transparens, og at man selvfølgelig hele tiden har et fokus i sundhedsvæsenet på, at man ikke skal lade sig påvirke af usaglige interesser. Jeg synes, at alt tyder på, at det er man rigtig god til at håndtere, og jeg synes, at den udvikling, der er sket med vores lifesciencestrategi, og det kvalitetsløft, der er sket på vores hospitaler og i vores sundhedsvæsen de senere år, taler for sig selv, i forhold til at vi har fundet en god balance.

Hr. Peder Hvelplund.

Problemet er jo, at mange af de kurser, der udbydes, også igennem regionale midler, bliver tilbudt af medicinalindustrien. Det er jo derfor, der er behov for at sikre, at der er en uvildighed, og at der er ingen kommerciel interesse indblandet. For det er jo ret usædvanligt, også for sundhedsområdet, at den efteruddannelse, vi tilbyder til vores ansatte, er noget, der er finansieret af en industri, som har kommercielle interesser. Der burde da jo netop være en armslængde, som også er noget af det, der bliver efterspurgt af nogle i de faglige kredse. Der er behov for den armslængde.

Mener ordføreren virkelig, at man skal stille sig tilfreds med den nuværende situation, på trods af at vi gentagne gange hører historier om det her og der er en utilfredshed blandt vores sundhedsfaglige, i forhold til at der ikke findes et uvildigt tilbud?

Ordføreren.

Jeg synes, at den balance, vi har fundet i dag, hvor vi sætter krav om herindefra, at der skal være transparens og åbenhed om, hvem der samarbejder, kombineret med, at vi har givet regionerne det største løft i rigtig, rigtig mange år eller i hvert fald i den tid, jeg kan huske, er en rigtig god balance, der sikrer, at man har økonomiske økonomiske muskler til at løfte en opgave, hvis man ikke synes, at den bliver løftet.

Så er det også rigtig godt, at den vidensudveksling, der sker i Danmark mellem det offentlige og det private, sikrer, at vores læger på de offentlige sygehuse også har viden, der er helt up to date, og det sikrer også, at vores medicinalfirmaer får en viden, som er helt afgørende for dem, for at de kan lave produkter i verdensklasse, der jo hjælper hele verden, ud over at de hjælper danskerne.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Enhedslisten beskriver det som et problem, at industrien betaler for sundhedsfagligt personales efter- og videreuddannelse. I Danmarksdemokraterne ser vi det ikke som et selvstændigt problem, at industrien bidrager med sådanne kurser og efteruddannelse til sundhedsfagligt personale. Det er naturligvis afgørende, at sundhedspersonerne er uafhængige, og at der er gennemsigtighed om bl.a. de kurser, som enkelte læger og sygeplejersker deltager i. I Danmarksdemokraterne har vi den holdning, at den gældende lovgivning fint sikrer dette i forhold til reglerne for samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddelindustri. Og jeg kan simpelt hen ikke genkende, at det skulle være et generelt problem med et sundhedsfagligt personale, der er i lommen på industrien.

Jeg vil altid gerne drøfte, hvordan vi politisk kan sikre, at der kommer flere uafhængige efteruddannelsesmuligheder i Danmark. Som udgangspunkt er det jo selvfølgelig en opgave for arbejdsgiverne i regioner og kommuner at sikre relevant efter- og videreuddannelse af sundhedspersonalet. Men at en del af det foregår som betalt af industrien er ikke et problem, bare det er klart deklareret, hvilken interesse i industrien har i det.

Derudover er jeg enig med forslagsstillernes intention om, at flere midler bør gå til forskning i sundhedsfaglige områder, der ikke nødvendigvis har en kommerciel interesse, men er vigtige for folkesundhedsperspektivet. Det er nemlig en vigtig diskussion, hvordan vi sikrer en klar strategi i prioriteringen af midler til forskning, så vi samfundsmæssigt får mest muligt ud af de mange penge, som f.eks. fondene donerer til forskning, og at vi med offentlige forskningsmidler understøtter de områder, som ikke har et industrielt fokus, som f.eks. antibiotika. Men det er jo så også noget, som vi tilbagevendende drøfter, dels i AMR-diskussionen, dels i forbindelse med de årlige forhandlinger om forskningsreserven, hvor der jo år efter år bliver sat midler af til de her områder.

Endelig må jeg bare sige, at vi jo fra Danmarksdemokraternes side ikke kan støtte det her forslag, ikke mindst fordi vi ikke synes, det skal finansieres med skattestigninger til erhvervslivet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Danmarksdemokraterne ikke kan støtte forslaget. Jeg synes jo, det er helt naturligt, når vi har så eksorbitant store profitter i medicinalindustrien, at den så er med til at bidrage til, at der også kan ske både uvildig forskning og uvildig efter- og videreuddannelse, i stedet for at vi overlader det til den.

Jeg vil egentlig godt lige tage fat i den del omkring forskning, for jeg tror, at det i Region Hovedstaden er omkring hver sjette krone til forskning, der kommer direkte fra et Novo-selskab, altså primært gennem Novo Nordisk Fonden. Det er faktisk noget, som regionen selv peger på risikerer at give en skævvridning af forskningsmidlerne. Det er også noget, som forskerne selv påpeger betyder, at der bliver en eller anden form for selvpålagt mundkurv for mange forskere, fordi man ikke tør kritisere den hånd, der fodrer en, og derfor kan der være problemer i forhold til at kritisere Novo Nordisk og de produkter, som Novo Nordisk kommer med.

Er ordføreren ikke bekymret for, at der kan ske den skævvridning, når det er noget, vi hører fra både driftsherrer, forskere og de faglige miljøer, og at det her er med til at påvirke både den forskning, men også den videre- og efteruddannelse, der sker inden for sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg først og fremmest synes, at vi skal være rigtig glade for, at vi har nogle virksomheder, der er i stand til at tjene en masse penge, putte dem i nogle fonde og på den måde bidrage til den forskning, der foregår her i landet. Det synes jeg er en kæmpekvalitet for vores sundhedsvæsen i det hele taget.

Så er jeg sådan set enig i, at der er en udfordring på de områder, som ikke er interessante for industrien. Det er jo derfor, jeg siger, at det, jeg synes er rigtig vigtigt, er, at man egentlig kigger ind i en strategi, der handler om, hvordan vi så bruger de offentlige midler, så de supplerer på de områder, hvor der netop ikke foregår den forskning.

Så det handler ikke om at sige, at vi skal have mindre fondsbetalt forskning, men at vi sådan set i et eller andet omfang skal finde ud af at matche det fra det offentlige, så der ikke kommer en ubalance i, hvad der forskes i. Men vi skal sådan set være glade for den forskning, som de bidrager til, for det gør jo, at vi får rum til at have fokus på nogle andre områder.

Hr. Peder Hvelplund.

Det bliver jo en argumentation, der lidt bider sig selv i halen, for i dag er det sådan, at det er industrien, der finansierer en stor del af det gennem fondene. Dermed er de også med til at farve, hvilken form for forskning der skal laves, og hvilken form for efter- og videreuddannelse der skal være, hvorimod det, hvis det var penge, der kom ind – som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl så er imod – jo så var penge, hvor vi netop kunne være med til at definere, hvor det er, midlerne skal bruges henne.

Så kan ordføreren ikke godt høre, at det bliver svært, hvis det er sådan, at vi ikke har muligheden for selv at kunne tone midlerne, f.eks. finansieret gennem overskuddet fra medicinalindustrien?

Ordføreren.

Nej, jeg tror faktisk ganske udmærket, man kan lave nogle gode strategier og nogle gode aftaler med de fonde, der er. Jeg har i årevis talt for, at vi burde have en national strategi på det her område i en dialog og i et samarbejde med de fonde, så man egentlig fik mest muligt ud af de penge, der var til rådighed, både fra fondenes og fra det offentliges side.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte dette forslag om mere uvildig efter- og videreuddannelse og forskning på sundhedsområdet. Det er afgørende vigtigt, at lægers medicinske behandlinger er uafhængige af økonomiske interesser, og at ingen patienter nogen sinde må være i tvivl om, at patientens helbred er vigtigst.

Vi har allerede i dag forskellige ordninger, hvor læger skal deklarere de økonomiske bidrag, de modtager fra medicinalindustrien, herunder efteruddannelse m.v. Jeg synes, der er grund til at se ordningen efter i sømmene, for det er tilsyneladende ikke let for alle læger at huske indberetningspligten, og det er ærlig talt heller ikke let for patienterne at finde oplysninger om deres lægers tilknytning til medicinalindustrien. Spørgsmål om, hvordan reglerne efterleves, og spørgsmål om gennemsigtighed dukker således op fra tid til anden, og jeg har også selv i al beskedenhed stillet en del spørgsmål om netop det problem, og jeg synes fortsat, at der er plads til forbedringer.

På samme måde er det vigtigt, at vi stadig sikrer offentlig forskning. At overlade udviklingen til industrien giver altså også industrien en væsentlig indflydelse på, hvordan vi prioriterer sundhed både fagligt og økonomisk. Høje priser på ny medicin smitter eksempelvis af på den samlede indsats og resulterer indirekte i prioriteringer, som går ud over mange andre almene medicinske patienter, som også har brug for behandling og sådan set også brug for udvikling af ny medicin. Derfor noterede jeg mig også, at sundhedsministeren selv bemærkede, at der ikke nødvendigvis er så stor en privat interesse for forskning i eksempelvis sjældne sygdomme, antibiotika og den slags, og derfor er der også brug for, at vi prioriterer nogle offentlige ressourcer til lige præcis de områder. Vi skal nemlig sikre ligebehandling af patienter, uanset hvad de fejler.

Det betyder ikke, at vi i SF ikke kan se store fordele ved medicinalindustriens indsats – det vil jeg gerne understrege. Vi anerkender også, at de bidrager med både uddannelse og løft af sundhedsområdet, men det skal stadig væk ske i respekt for offentlige faglige prioriteringer og etiske overvejelser.

I SF kommer vi til at have et fortsat fokus på eksempelvis transparens. Forslaget, som ligger her, er ret dyrt, må man sige, og selv om Enhedslisten peger på en finansiering, som vi såmænd også selv har brugt i SF i forskellige sammenhænge, er der alligevel tale om en regning af dimensioner, som kræver, at vi i fællesskab tager en lidt grundigere og måske også lidt mere nålestikspræcis drøftelse af, hvordan vi så prioriterer henholdsvis den offentlige forskning og den private forskning og også samarbejdet om det.

Jeg håber egentlig, at Enhedslisten er klar til i udvalgsbehandlingen også at drøfte muligheden for en beretning, som kunne pege på netop sådan noget som transparens.

Tak for den ordførertale til fru Kirsten Normann Andersen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi kan gå videre i ordførerrækken, og det er fru Louise Brown som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. Som ministeren var inde på i sin tale, indeholder forslaget her nogle vigtige temaer, som vi i Liberal Alliance også mener fortjener opmærksomhed, f.eks. netop AMR, som jo nok egentlig er en lidt mere alvorlig dagsorden, end vi sådan går rundt og tænker over til daglig, når vi går derhjemme i vores køkken. Men netop der er vi jo faktisk i gang nu med at finde nogle løsninger, og det er jeg ret begejstret for. Det er selvfølgelig vigtigt, at efter- og videreuddannelse af sundhedsfagligt personale sker på en ordentlig og transparent måde. Vi skal naturligvis undgå interessekonflikter og også sikre, at sundhedspersonalet er fagligt opdateret med afsæt i den nyeste viden. Men vi ser det grundlæggende som positivt, at industrien bidrager til efteruddannelsen af vores sundhedspersonale. Det er industrien, der i høj grad driver forskningen og udviklingen af nye behandlingsmuligheder, og det er afgørende, at læger og sygeplejersker har adgang til den viden. Det er naturligvis også vigtigt at holde øje med, at der ikke opstår de her uhensigtsmæssige bindinger. Hvis det er en bekymring, burde vi nok i stedet for sikre bedre monitorering og gennemsigtighed frem for at oprette nye statslige efteruddannelsessystemer.

Forslaget indeholder også en opfordring til at øge midlerne til forskning i underprioriterede sygdomsområder, og det er også en relevant diskussion. Og selv om fri forskning er ekstremt vigtig, kan vi også i Liberal Alliance se, at f.eks. endometriose og årsagerne til mænds dårlige sædkvalitet sakker bagud og nok har været underprioriteret, når det netop kommer til forskning. Derfor giver det også mening i nogle tilfælde at øremærke nogle midler til specielle forskningsområder. Men at finde pengene gennem skatter mener vi – måske ikke så overraskende – er en dårlig idé. Danmark er allerede iblandt de mest beskattede samfund, og vi mener ikke, at løsningen på ethvert politisk ønske er at lave nye skatter.

Jeg kan godt se, hvor Enhedslisten gerne vil hen med forslaget, og tingene skal naturligvis foregå ordentligt og redeligt, og det bakker vi egentlig op om, men vi skal også huske på, at hvis det ikke var for medicinalindustrien, var der mange ting, der slet ikke ville blive forsket i. Derfor skal vi samarbejde klogt med industrien og ikke gøre dem til en syndebuk. På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Louise Brown for talen. Vi har sådan set heller ikke noget imod, at vi skal samarbejde med industrien, men det afgørende er jo netop, at vi sikrer den armslængde, både når det handler om forskning, og når det handler om efter- og videreuddannelse, fordi vi ved, at der er evidens for, at det kan være med til at påvirke, både hvilke typer af forskning der bliver foretaget, og den type af behandling man får. Der er dokumentation for, at det kan betyde både overmedicinering og forkert brug af medicin.

Men jeg vil godt lige tage fat i den del omkring forskning. Er ordføreren ikke enig i, at der er nogle forskningsområder, hvor man bare må konstatere at industrien ikke har en kommerciel interesse i at udvikle præparater? Det kan f.eks. være i forhold til bekæmpelse af tuberkulose, hvor det jo er over 50 år siden, man sidst har udviklet et præparat, primært fordi der ikke er et købestærkt publikum til et sådan produkt, på trods af at det er den største infektiøse dræber på verdensplan. Hvad er så Liberal Alliances svar på, hvordan vi får sikret udvikling af medicinske præparater mod den smitsomme sygdom, som slår flest mennesker ihjel på verdensplan?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Ordføreren adresserer jo et væsentligt problem og en stor udfordring. Det er jo også noget af det, vi sidder og taler om, når vi taler om AMR, altså at det ikke i anførselstegn er sexet – hvis man må bruge det ord – at forske i det område. Og der er andre områder, som ordføreren også nævner, hvor det er mindre attraktivt at forske. Der tror jeg, vi skal hjælpe, så meget vi kan, med at gøre det attraktivt og lave nogle incitamenter, der gør, at det bliver attraktivt for f.eks. industrien at forske i de her områder. Det er også noget af det, vi kigger på, bl.a. når det handler om AMR. Så vi skal lave nogle gode incitamenter.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men når nu markedet ikke slår til, som det er helt åbenlyst at markedet ikke gør, hvad ordføreren sådan set også anerkender, hvordan sikrer vi så, at der bliver midler til det? Hvordan skulle man sikre incitamenter på anden måde, end ved at man brugte offentlige midler på det, for det her er i folkesundhedens interesse? Det er jo ikke en kommerciel interesse. Så svaret er vel, at det er noget, vi gør selv, frem for at det er noget, vi så beder industrien om at gøre, når nu industrien ikke ønsker at gøre det, fordi de ikke kan tjene penge på det. Eller skal vi subsidiere industrien endnu mere for at at få den til at begynde at interessere sig for noget, som den ikke af sig selv interesserer sig for? Det vil da efter min opfattelse være en dårlig brug af skatteydernes penge.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jeg for så vidt enig i. Vi skal da subsidiere så lidt som overhovedet muligt, og i den bedste af alle verdener var det slet ikke nødvendigt at benytte sig af tilskud og subsidier. Men jeg tror, at incitamenterne er det, vi i højere grad skal kigge på, og som jeg også sagde i min ordførertale, er der områder, hvor det er nødvendigt, at vi afsætter nogle forskningsmidler til specifikke områder, specifikke sygdomme, fordi der mangler noget forskning, eller fordi det ikke er blevet prioriteret tidligere, eller måske fordi det ikke er noget, der er attraktivt.

Tak for besvarelsen. Så siger vi tak til fru Louise Brown. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Rosa Eriksen fra Danmarksdemokraterne. (Rosa Eriksen (M): Arj). Undskyld, fra Moderaterne!

No offense – eller det må jeg ikke sige. Det kører.

Tak for ordet. I Moderaterne tror vi på, at udviklingen af samfundet og vores offentlige institutioner bedst sker på baggrund af forskning, evidens og innovation. Vi skal styrke vores viden og vores kompetencer, og det gælder selvfølgelig også på sundhedsområdet, for når sundhedspersonalet bliver bedre til diagnosticering og behandling, kan vi øge kvaliteten i borgernes møde med sundhedsvæsenet. I Moderaterne mener vi, at der er uddannelsesmæssige gevinster, når sundhedspersoner samarbejder med medicinalindustrien, for vi kan mere og mere og bliver bedre, når vi samarbejder og bringer viden sammen, end hvis vi går alene hver for sig.

I Moderaterne er vi begejstrede for, at vi politisk arbejder for at sikre gode rammer for netop dette. Det gælder både gennem den seneste økonomiaftale med regionerne, og særlig gennem reformen af de professions- og erhvervsrettede uddannelser. Som sygeplejerske styrker det min motivation, at jeg kan blive endnu dygtigere til mit fag. Jeg er glad for, at mulighederne kan blive endnu bedre gennem den nye reform.

Uddannelse går ofte hånd i hånd med forskning, og vi er i Moderaterne enige med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at vi styrker forskningen på sundhedsområdet. For Moderaterne er det særlig vigtigt, at vi styrker forskningen i sjældne sygdomme og AMR. Det er væsentligt for at kunne behandle dem, som har særlig svært ved at få behandling i sundhedsvæsenet i dag, men også for alle andre borgere, der i fremtiden får et antibiotikabehov.

Heldigvis vægtes sundhed i dag højt. Der er afsat store summer på forskningsreserven til klinisk forskning, og der er på finansloven afsat midler til en kommende handlingsplan mod AMR. I Moderaterne bakker vi op om den offentlige prioritering af både efter- og videreuddannelse og offentlige midler til sundhedsforskning. Vi tror dog på, vi kan øge vores kompetencer og vidensniveau endnu mere ved at samarbejde med industrien. Vi tror på, at de gældende regler sikrer personales uafhængighed og uvildighed. Vi ser derfor ikke behov for, at der nu skal fremsættes nye lovforslag om uafhængighed på uddannelsesområdet. I Moderaterne stemmer vi imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for den tale fra Moderaternes ordfører. Så er der en bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Rosa Eriksen. Nu gør ordføreren selv opmærksom på, at ordføreren har en fortid inden for sundhedsvæsenet. Jeg vil egentlig godt bare på den baggrund spørge ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at det er fuldstændig essentielt, at man har et uafhængigt tilbud, som ikke er præget af kommercielle interesser, til at sikre efter- og videreuddannelse, bl.a. fordi vi har dokumentation for, at det kan være med til at påvirke den behandling, man får som patient. Og det er jo også helt naturligt for at sikre integriteten for sundhedspersonalet, at man undgår, at der kan opstå den mistanke, især med baggrund i at det jo er en bekymring, som også bliver rejst fra de faglige kredse, når f.eks. formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin selv rejser bekymringen om, at industrien har for stor indflydelse på de tilbud om efter- og videreuddannelse. Anerkender ordføreren ikke, at vi har et politisk ansvar for at sikre, at der er bedre tilbud om uvildig efter- og videreuddannelse for vores sundhedsfaglige personale?

Tak. Værsgo til ordføreren.

På en måde kan jeg jo sige ja, for vi har jo styrket økonomien både med forskningsreserven og med økonomiaftalen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme med et eksempel på, hvordan jeg selv i mit liv som sygeplejerske har mødt det her. Hvis man som sygeplejerske skal bruge nogle instrumentelle ting – det kan være en bestemt nål eller lignende – kommer industrien ofte og underviser os. Men jeg har aldrig været udsat for, at der ikke lå mere end ét præparat på bordet, jeg kunne bruge, alt efter hvad der var bedst for patienten og for mig at arbejde med. Så det her med, at det bliver ensrettet, og at man skal bruge en bestemt ting, fordi der lige har været en og undervise i det, har jeg aldrig oplevet på egen krop som sygeplejerske.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men der er jo klar dokumentation for, at det påvirker den behandling, som man får, når det er industribetalt. Det påvirker den måde, man bruger præparater på. Jeg vil godt spørge ordføreren efter, om det så ikke bekymrer ordføreren, at det, f.eks. når vi snakker om behandling mod overvægt, er Novo, der finansierer det, når vi ved, at Novo har en interesse i en bestemt behandlingsform, og derved kan der være en risiko for, at der kommer mindre fokus på andre, alternative behandlingsformer. Det var i hvert fald en del af den bekymring, der blev rejst både fra forskningens side og fra sundhedsfagligt personale. Deler ordføreren ikke den bekymring?

Værsgo.

Nej, den bekymring deler jeg ikke, for både jeg og mine kollegaer er nemlig transparente, og alle ved, hvem det er, der kommer og underviser, og hvordan. Så det er ikke en bekymring, jeg går rundt med.

Industrien har en interesse i at gøre mennesker raske eller fri for sygdom, ligesom vi har i sundhedsvæsenet, og jeg har simpelt hen ikke oplevet, at man stod i sådan en situation. Så nej, den bekymring har jeg ikke. Jeg tror på, at det offentligt-private samarbejde kun gør sundhedsvæsenet rigere og bedre for patienterne.

Tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Og også tak til hr. Peder Hvelplund for at bringe forslaget her til debat. Jeg kan godt høre, hvad det er, der trigger. Det er bl.a. Novo – de der unge kapitalister. For lige at tage finansieringen først, vil jeg sige, at jeg ikke kan forestille mig, at ordføreren havde forhåbninger om, at vi Konservative kunne komme til at stemme for, for finansieringen er ifølge det, der står her, via en skat på overnormal profit på 5 pct. af den del af profitten, der ligger over en 15-procentsegenkapitalforrentning, og det er så estimeret til at give 3,6 mia. kr.

Hvis det er sådan, at man brandbeskatter ud over det, som man gør i forvejen, har det jo alt andet lige også nogle konsekvenser. Og hvis vi lige holder os lidt til Novo, er det jo rent faktisk sådan, at Novo betalte 15 mia. kr. i selskabsskat sidste år – 15 mia. kr. Det svarer faktisk til halvdelen af det, det koster at drive alle landets daginstitutioner. Ud over det er det sådan, at Novo også har en voldsomt stor donation. I 2025 uddeles der 10 mia. kr. til 1.800 forskellige projekter. Det er jo altså en vanvittig stor donation i forhold til det, som andre fonde kan levere. Jeg synes, det er fremragende, at Novo gør det så godt, at de har mulighed for at udlodde så enorme donationer. Så alene i forhold til selve finansieringen står vi selvfølgelig helt klart af.

I forhold til substansen, når vi taler om det her med videre- og efteruddannelse, er det jo sådan, at alle firmaer selvfølgelig altid er interesseret i, at de medarbejdere, som arbejder med området, er klædt godt på til at vide, hvad det er, der er mest hensigtsmæssigt, og hvilken måde præparaterne skal anvendes på. Derfor ser vi heller ingen grund til at kritisere det så voldsomt, som ordføreren har lagt op til her.

Så vi kommer til at stemme imod. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det til hr. Per Larsen. Jeg kan bekræfte, at det ikke kommer som nogen stor overraskelse, at De Konservative ikke bakker op om det her forslag. Men jeg vil alligevel godt spørge om en ting, og det er, fordi ordføreren siger, at det her primært handler om Novo, og at det handler om nogle grumme kapitalister. Det er sådan set ikke det, der er anledningen til det her beslutningsforslag. Det er sådan set en bekymring, i forhold til at den efter- og videreuddannelse, vi kan tilbyde til vores dygtige personale i sundhedsvæsenet, i stigende grad bliver finansieret af medicinalindustrien. Der vil jeg bare høre ordføreren, om ikke man er enig i, at det kan være en bekymrende udvikling, hvis hele det ansvar med at sikre efter- og videreuddannelse bliver lagt over til industrien. Det kunne man jo godt karakterisere som en eller anden form for ekstra skat, som ordføreren jo er så inderligt imod, altså at det er industrien, der kommer til at finansiere det. Men det er også ud fra, at de måske også gør det, fordi de også deler betragtningen om, at der ikke findes noget, der hedder en gratis frokost, men at der selvfølgelig er en forventning om, at det også er noget, der kommer til at gavne industrien på sigt. Så deler ordføreren slet ikke den bekymring?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er rent faktisk ikke så bekymret for det. Det er klart, at når man har nogle præparater, som har en bedre virkning end de præparater, man måske tidligere har brugt, bliver lægerne også bibragt den viden, i forhold til hvordan de skal anvendes, og det føler jeg mig tryg ved. Jeg kan ikke forestille mig andet. Vi har jo også et system bagved, så det er jo ikke sådan, at man bare tager medicin i anvendelse, som ikke er godkendt, og som har uhensigtsmæssige ting med sig i bagagen. Så jeg er fuldstændig tryg ved den vejledning og rådgivning, som man giver, også er objektiv.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men nu så vi jo, som jeg også nævnte i min motivering, senest en psykiater, som har været af sted på et årsmøde, og som efterfølgende har lagt et opslag op på LinkedIn, hvor det også er ret tydeligt at se, at der også i faglige kredse er en stor bekymring for, at al den efter- og videreuddannelse, der tilbydes, stort set enten kommer direkte fra industrien eller indirekte er finansieret af industrien. Giver det slet ikke anledning til en refleksion hos hr. Per Larsen, altså at det her er en bekymring, som ikke kun findes i Enhedslisten af nogle ideologiske årsager, men at det faktisk også er en faglig bekymring ude i de faglige miljøer?

Værsgo til ordføreren.

Jeg færdes jo også lidt i regionerne, og jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er sådan, at det er et kæmpeproblem, der bliver diskuteret voldsomt dér, i forhold til om der skulle være en skævvridning. Jeg er ret sikker på, at det ville være rigtig uhensigtsmæssigt at undvære den rådgivning, som medicinalindustrien og medikoindustrien i det hele taget også benytter sig af og bibringer til det personale, der skal arbejde med det.

Tak for den besvarelse. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag i dag. Jeg kan starte med at komme til konklusionen, og den er, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Men jeg vil gennemgå det og selvfølgelig fortælle, hvorfor vores beslutning ender på et nej, når vi på et eller andet tidspunkt skal stemme om det her.

Forslaget har to elementer i sig, og tidligere ordførere har forklaret det. Men det handler om industribetalt efter- og videreuddannelse. Vi ser i udgangspunktet ikke noget problem i, så længe der ikke kan sås tvivl om uafhængigheden, at man samarbejder på tværs, mellem vores sundhedsvæsen og forskellige firmaer, så længe der ikke kan sås tvivl om uafhængigheden fra sundhedspersonalets side. Vi har sådan set ikke den samme bekymring, som Enhedslisten måtte have. Vi har i forvejen et regelsæt. Det er også mit indtryk efter at have været turen rundt hos vores regionsrådsmedlemmer, at det ikke er det her store samtaleemne, som det bliver gjort til, men hvis de skulle tage fejl, ser vi selvfølgelig på det igen. Men det er ikke noget, der giver anledning til at sige, at her skal vi have et fuldt stop. Det er fair, hvis man siger, at de krav, der måtte være i dag, ikke er stramme nok, så kan vi se på det, men derfra og så til at sige, at her skal være fuldt stop, ingenting, fuldstændig lukket, ser jeg ikke for mig vi kan vedtage nu og her.

Så rejser Enhedslisten en problemstilling, som jeg egentlig synes er relevant nok at diskutere, og det er, hvad vi gør, hvis eller når flere og flere mennesker verden over ikke længere reagerer på den behandling, de kan få, f.eks. i form af antibiotika. Enhedslisten nævner så også tuberkulose og malaria som sygdomme, hvor der kan mangle incitamenter til at udvikle lægemidler. Det er jo en kendt problemstilling. Jeg og vi tror ikke, at løsningen er, at det, som Enhedslisten siger, er noget, som staten bare overtager. Det er nok sværere og mere kompliceret end som så. Der er jo også gang i initiativer, der skal også komme en NARM-handlingsplan, og der er også nogle andre greb, som vi synes man kan gribe til, f.eks. når det handler om resistens, og når vi i de her år ser, at flere og flere bakterier bliver resistente over for antibiotika. Det er også at se på landbruget uden for Danmark, altså særlig de lande, hvor der er en meget lempelig tilgang til at hente antibiotika til sin landbrugsproduktion. Det er gudskelov ikke noget, vi kender i Danmark, for der er vi rigtig gode til de her ting. Men vi skal ikke langt væk fra Danmark, før man meget nemt kan komme i besiddelse af det, både i sundhedssystemet, men jo altså også, hvis man driver et landbrug.

Så med det ender vores samlede konklusion altså på et nej tak til Enhedslistens forslag. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg troede lige, at Enhedslisten skulle spørge Dansk Folkeparti om et eller andet, men så må man jo holde sig vågen. Tak, formand. Og tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget, som vi diskuterer her i salen. Der er to elementer i forslaget. Dels ønsker Enhedslisten, at der skal laves et alternativ til den industribetalte efter- og videreuddannelse af vores sundhedspersonale, dels er der et ønske om at sætte flere midler af til forskning i underprioriterede områder.

Det er sådan set meget sympatisk, at Enhedslisten vil have flere penge til offentligt finansieret efteruddannelse, også selv om vi nok ikke er helt enige om, hvor pengene skal findes henne. Men jeg er nu ikke helt enig i forslagets præmis. Jeg vil lige starte med at nævne det helt oplagte faktum, at lægernes videreuddannelse til speciallæger allerede er offentligt finansieret. Men jeg antager, at Enhedslisten her tænker på andre former for efter- og videreuddannelse. Og her er der allerede i dag klare regler for deltagelse i konferencer og kurser, der er sponsoreret af industrien. Det skal være klart for deltagerne, hvis der er virksomheder, der står bag. Og der er klare regler for lægernes deltagelse for at sikre gennemsigtighed. Det skal rapporteres af både virksomhed og læge til Lægemiddelstyrelsen. Men man skal selvfølgelig ikke være naiv i forhold til at erkende, at deltagelse selvfølgelig kan påvirke kursisterne, og netop derfor er det vigtigt, at vi holder fast i at sikre gennemsigtighed og har debatter som den, vi har i salen nu her.

Der er bred tillid til vores sundhedspersonale i Danmark, og det skal vi værne om. Man skal også huske, at industrien ofte ligger inde med ny og vigtig viden, der kan komme vores læger og dermed vores patienter til gavn. Der kan i det private være ansatte med den bedste ekspertise inden for et eller andet givent område, og den skal vi jo gerne have ud til vores sundhedspersonale. Der vil også ofte ved indkøb af nyt medicinsk udstyr være behov for krav til efteruddannelse og oplæring, og her er det svært at se et alternativ til, at industrien skal stå for den efteruddannelse.

Så selv om jeg ikke ser de helt store problemer i den nuværende ordning, ville det være fint, hvis der var flere kurser med anden finansiering. Men selv i dag er der rigtig mange læger, der ikke engang får de ti årlige dage til efteruddannelse, som ligger i overenskomsten. Og her ser jeg ikke rigtig, at forslaget løser de udfordringer, der ligger der. Vi har brug for mere og ikke mindre uddannelse.

Ud over uddannelsesdelen indeholder Enhedslistens forslag som nævnt også et ønske om at afsætte flere penge til klinisk forskning i oversete områder. I Radikale Venstre er vi sådan set helt enige. Vi har en ambition om, at vi skal øge de offentlige midler til forskning bredt set, så vi kommer op på 1½ pct. af bnp. Men igen er vi nok ikke helt enige om, hvor pengene skal findes henne. Men jeg kan glæde Enhedslisten med, at da jeg skulle forhandle min første aftale om forskningsreserven tilbage i 2019, fik vi afsat midler til den patientnære klinisk uafhængige forskning. For jeg er helt enig i, at der er et behov her for at sætte midler af til den forskning, som ikke har industriens interesse. Det er heldigvis noget, som har bred opbakning herinde på Christiansborg, og puljen til den uafhængige kliniske forskning er vokset år for år. Det er rigtig positivt, og jeg vil også anbefale Enhedslisten at løfte den sag, når vi til efteråret skal forhandle forskningsreserven en gang til. Jeg vil i hvert fald bakke op.

Men Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget her. Tak for ordet.

Selv tak, og der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er klart, at jeg ikke vil skuffe ordføreren med ikke at levere et spørgsmål til hr. Stinus Lindgreen. Og tak for en, synes jeg egentlig også, god og nuanceret tale. Men jeg vil egentlig godt spørge ordføreren om: Hvordan tænker Radikale Venstre og hr. Stinus Lindgreen, at vi skal løse udfordringen med de store globale dræbere, som vi kan se at industrien ikke har en interesse i at udvikle nye præparater imod?

Nu nævnte jeg tidligere tuberkulose, hvor det er over 50 år siden, der sidst er udviklet medicin. Hvis man lider af multiresistent tuberkulose, er det jo en behandling på et halvt år, hvor man skal tage over 30 piller dagligt, tror jeg, og hvor en kendt bivirkning er, at man kan blive blind af den behandling. Det er jo ikke noget, vi normalt ville tilbyde patienter, men på trods af det er det det, vi oplever, fordi industrien ikke har en kommerciel interesse i det, fordi det typisk er til et publikum, der ikke er særlig købestærkt, i modsætning til f.eks. behandling mod overvægt.

Hvordan løser vi den udfordring? For det er jo helt konkret et spørgsmål om, hvordan vi gavner folkesundhed, frem for at vi skal gavne industriens kommercielle interesser.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Det er en rigtig vigtig problemstilling, som hr. Peder Hvelplund peger på her. Jeg ser bare ikke, at forslaget her vil løse det. For hvis vi snakker om, at vi skal til at udvikle nye medicinske behandlinger, så snakker vi om at skulle løfte vores forskningsreserve med ikke millioner, men snarere milliarder. For det er dyrt, og det tager rigtig lang tid.

Jeg har ikke svaret på, hvordan vi gør det, som Enhedslisten peger på her, ud over at sige, at det er noget, der handler om samarbejde på tværs af lande, og noget, der handler om, at vi, stater, siger, at det her er noget, vi skal løfte, fordi det ganske rigtigt ikke er noget, der har en særlig stor kommerciel interesse af alle mulige forskellige årsager. Man kunne også snakke om malaria. Der findes masser af sygdomme derude, der er oversete, fordi de, som hr. Peder Hvelplund peger på, ikke har den kommercielle interesse. Og det handler om, at vi er nødt til at samarbejde i de internationale fora, der er, eksempelvis WHO, og sørge for, at der er nogle samarbejder på tværs, hvor universiteter samlet kan løfte en opgave, som er nødt til at blive løftet, og som vi ikke kan overlade til industrien her. Det ligger bare lidt ud over, hvad forslaget her handler om, som jeg læser det, i hvert fald medmindre Enhedslisten mener, vi skulle løfte forskningsbudgettet med mere, end selv vi umiddelbart er villige til.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Nu er det her jo også et forslag, som handler om at få rejst den her debat, og hvor vi i sagens natur finder det ansvarligt at pege på en konkret finansiering, som kunne være med til at løfte området både i forhold til efter- og videreuddannelse, men netop også til den forskningsindsats, der er nødvendig. Og der kan man huske på, at den medicin, der nu er, mod tuberkulose, var jo en, der i sin tid blev udviklet på Statens Serum Institut. Men derudover er der muligheden for at kunne løfte et ansvar, f.eks. gennem Den Globale Fond, gennem donationer dertil, og sikre, at der kan udvikles medicin.

Men anerkender ordføreren behovet for, at der skal afsættes statslige midler til det, og at de statslige midler bl.a. kunne findes ved at beskatte den medicinalindustri, som ikke er villig til at tage det ansvar, og at der derfor ville være en vis rimelighed i det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er et kæmpe problem med sygdomme, som der ikke bliver forsket nok i, og som har et kæmpe behov for at blive forsket mere i derude, fordi dødstallet er stort, men desværre i lande, der ikke har den store stemme. Og jeg er helt enig i den problemstilling, som Enhedslisten peger på i debatten her, og det er en meget vigtig debat at få taget her i salen, så tak for det.

Jeg tror, der er flere greb, man kunne tage her. Tidligere blev der nævnt antibiotikaresistens, eksempelvis. Der er også mulighed for, at man i statsligt regi samarbejder med industrien om, at vi – om jeg så må sige – køber noget på afdrag; noget, vi forhåbentlig ikke får brug for, men at vi giver nogle penge til investering i at få udviklet noget medicin, som vi har behov for at have, hvis det en dag skulle blive nødvendigt, men hvor der ikke vil være det store afsæt, fordi det vil være noget, man kun skal bruge ganske sjældent, hvis overhovedet.

Jeg tror ikke, der er én løsning på det problem, som ordføreren peger på her. Jeg tror, vi er nødt til at tænke på mange forskellige måder at komme det til livs på.

Tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget. I Alternativet støtter vi intentionerne i forslaget, som måske kan opsummeres som bedre finansiering af forskning inden for udvalgte sundhedsområder og sikring mod inhabilitet. Nøjagtig hvad der er den bedste vej frem, vil vi gerne diskutere, men vi kommer nok ikke i mål med dette beslutningsforslag alene.

Det er afgørende, at efter- og videreuddannelse af sundhedspersonale foregår uden skjulte økonomiske interesser. Når efteruddannelse finansieres af industrien, kan det skabe tvivl om habiliteten, og det skal vi tage meget alvorligt. Men vi må ikke kaste barnet ud med badevandet. Medicinalindustrien rummer stor faglig ekspertise, adgang til nyeste viden og teknologier, og i mange år har de været med til at sikre, at vores sundhedspersonale er opdateret på internationale standarder.

Vi mener derfor ikke, at løsningen er at afskære samarbejdet, men at skabe endnu klarere og gennemsigtige rammer, hvor kommerciel støtte ikke kompromitterer fagligheden. Samtidig er vi med på, at man kan styrke de uafhængige og offentlige finansierede tilbud, så sundhedspersonalet har fri og fagligt funderede valg. Lad os tage snakken, også med medicinalindustrien, så vi kan finde ud af, hvor hullerne er. Vi skal bevare det gode og så rydde op i det, der er mindre hensigtsmæssigt.

For det andet har vi brug for en klar strategi og offentlig prioritering. For det er rigtigt, at det i høj grad er markedet, at det i høj grad er de private virksomheder, der afgør, hvad der forskes i. Det er forståeligt set fra deres side, de har virksomheder, der skal køre rundt, men det betyder desværre, at visse sygdomme bliver overset. Sjældne sygdomme, som måske kun rammer få, risikerer at blive forbigået, fordi der ikke er et kommercielt incitament.

I forslaget nævnes, at patienter ofte får afslag på medicin til sjældne sygdomme på grund af »eksorbitant høj prissætning fra medicinalindustriens side«, bliver det skrevet som. Her vil jeg så ikke undlade at nævne, at den høje pris oftest afspejler, at det er enormt dyrt at udvikle nye lægemidler, og at netop derfor skal det offentlige støtte. Vi kan jo trods alt ikke forvente, at virksomhederne vil varetage udvikling af medicin som en underskudsforretning.

Men vi er med på, at der skal være en national strategi, der systematisk kortlægger de sundhedsområder, hvor der mangler investering, fordi markedet ikke kan eller vil tage sig af dem, og som derfor prioriterer midler og støtte til dem gennem offentlige og private partnerskaber. Idéen om en strategi er ikke ny, og der har allerede været flere initiativer på området. Der er bl.a. en national strategi, der kortlægger og adresserer behovet for behandling af sjældne sygdomme udarbejdet i 2014, og der ligger også flere andre indsatser. Så inden vi går i gang med at bygge noget nyt fra bunden, skal vi lige tjekke efter i gemmerne, for hvad der allerede ligger der. Nogle gange kan det betale sig bare at tage nogle gamle rapporter op og støve dem af.

Så er der den store trussel, vi har været inde på flere gange, men stadig ikke tager alvorligt nok, nemlig multiresistente bakterier. Antibiotikaresistens er en af de største globale sundhedstrusler i det 21. århundrede, og hvis vi ikke handler, kan selv simple infektioner blive dødelige. Og udviklingen af ny antibiotika er både dyr og risikofyldt, og den koster langt over 1 mia. kr. og kan tage flere år. Fordi ny antibiotika ofte skal bruges med stor forsigtighed, er markedet lille og usikkert.

Det betyder, at det er så nødvendigt med offentlige støtteordninger. Og jeg kan da også være bekymret for, at de støtteordninger, der allerede ligger i støbeskeen, også på EU-niveau, slet ikke er tilstrækkelige. Derfor er det bydende nødvendigt, at Danmark går foran i det internationale samarbejde om udvikling af ny antibiotika, f.eks. i samarbejde med EU og WHO. Vi kan ikke løse det problem alene, men vi har et stort ansvar for at bidrage både økonomisk og politisk.

Som afslutning vil jeg sige, at vi i Alternativet overordnet ønsker, at sundhedspolitikken skal være drevet af befolkningens behov og ikke kun af profit. Vi anerkender medicinalindustriens rolle og viden, men vi insisterer på gennemsigtighed, på fælles ansvar og på strategisk prioritering. Desuden støtter vi i høj grad behovet for en kæmpe økonomisk indsprøjtning, både til udvikling af nye typer antibiotika og forskning i sjældne sygdomme. Men vi vil opfordre til, at så mange udfordringer som muligt løses gennem internationalt samarbejde, da vi bare er meget klogere, når vi arbejder sammen. Vi vil også meget gerne være med til at snakke om, hvordan finansieringen skal findes.

Så Alternativet støtter op om intentionerne i forslaget, men vi mener ikke, det kan vedtages i den nuværende udgave. Vi ser frem til at snakke mere om mulighederne. Tak for ordet.

Tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet for den ordførertale. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at takke for debatten her og også for de positive tilkendegivelser, der har været fra i hvert fald både De Radikale og SF, om end de ikke har kunnet støtte forslaget. Hvis jeg sådan skal opsummere på det, synes jeg også, det her viser, at det er en debat, der er lidt op ad bakke. Når vi fremsætter det her forslag, er det jo ikke, fordi vi foregiver, at vi har den endegyldige løsning på, hvordan vi løser den her problemstilling omkring den manglende uvildighed i den efter- og videreuddannelse, vi giver til vores sundhedspersonale, og den manglende finansiering i forhold til udvikling af præparater, som ikke har medicinalindustriens interesse, men primært for at få partierne til at erkende, at vi har en problemstilling. Der synes jeg, at det er lidt forstemmende at høre, at der er så mange partier, som tilkendegiver, at de faktisk ikke ser et problem, fordi de har stor tillid til både vores medicinalindustri og til vores sundhedsfaglige personale. Jeg vil sige, at jeg sådan set deler den tillid, forstået på den måde, at jeg har meget stor tillid til vores sundhedsfaglige personale, jeg har stor tillid til deres sundhedsfaglige kompetencer, og netop derfor mener jeg også, at der bør være en offentlig forpligtelse til at sikre et uvildigt tilbud til efter- og videreuddannelse, som ikke er præget af industriens interesser.

Når jeg siger, at jeg har tillid til industrien, er det, fordi jeg sådan set har tillid til, at industrien også opfylder den rolle, som de er sat i verden for, nemlig at skabe størst muligt afkast til deres aktionærer gennem at udvikle præparater, der kan sælges, og som der kan tjenes penge på. Det er jo klart, at hvis man overlader den opgave at tilbyde efter- og videreuddannelse til industrien, afspejles det tilbud, de kommer til at give, selvfølgelig også i de interesser, de har. Det er derfor, jeg synes, det er lidt forstemmende at høre debatten herinde, for jeg synes ikke, at der er den anerkendelse af, der er en bekymrende dobbeltrolle for industrien, når man også finansierer efter- og videreuddannelse. For det er jo dokumenteret, at det afspejles i den behandling, der tilbydes, at det kan føre til øget brug af medicin og forkert brug af medicin.

Jeg har også i debatten nævnt eksemplet med Novo Nordisk, som i sagens natur har en interesse i at afsætte deres præparater mod overvægt, men det er klart, at når man overlader opgaven med at kunne tilbyde efter- og videreuddannelse til sundhedsfagligt personale til dem, vil deres fokus selvfølgelig også afspejles i kvaliteten af det uddannelsestilbud, man så giver. Det er både direkte i forhold til den undervisning, man giver, men det er selvfølgelig også indirekte i forhold til den relationelle afhængighed, der bliver skabt. Det er jo ikke noget, jeg bare står og finder på, det er sådan set en bekymring, der også bliver rejst blandt det sundhedsfaglige personale, hvor bl.a. den medicinansvarlige fra Dansk Selskab For Almen Medicin også efterlyser større armslængde mellem industrien og det sundhedsfaglige personale, og at der bør være et uvildigt tilbud.

Det er også det, der peges på, og når det LinkedIn-opslag, jeg også har nævnt tidligere i debatten, får så stor opmærksomhed, er det netop, fordi der også blandt det sundhedsfaglige personale er en bekymring for den her udvikling, og der er en efterspørgsel efter også at sikre et andet og mere uvildigt tilbud om efter- og videreuddannelse. Det er derfor, jeg synes, at det er bekymrende, at den anerkendelse ikke når længere ind blandt Folketingets partier, i forhold til at det her rent faktisk er en problemstilling, vi har et ansvar for at løse. Derfor ville jeg have haft større forståelse for, hvis afvisningen af Enhedslistens forslag skyldtes, at man mente, at det her var det forkerte greb. Men jeg hører mere en tilkendegivelse af, at det her anser man faktisk ikke, med undtagelse af nogle enkelte partier, for at være stort problem. Det er derfor, jeg synes, det er en lidt forstemmende debat. For jeg synes, at man som udgangspunkt burde anerkende den problemstilling her og også anerkende, at det bliver vi nødt til at finde en politisk løsning på, altså at der sikres et tilbud af uvildighed til efter- og videreuddannelse.

Omkring det andet element, det, at vi skal sikre midler til forskning i udvikling af nye præparater mod sygdomme, som medicinalindustrien ikke har en interesse i, hører jeg en større anerkendelse af, at vi her har en problemstilling. Jeg kan dog godt undre mig lidt over, at der er den berøringsangst i forhold til at skulle finde finansiering til at finde yderligere midler ved at beskatte medicinalindustrien gennem en beskatning og overnormal profit.

Vi taler om en medicinalindustri, som meget ihærdigt sikrer, at der kommer et afkast til aktionærerne. Der bliver brugt flere penge på at udbetale aktieudbytte og tilbagekøb til aktionærerne, end der gør på at afsætte midler til forskning i ny medicin. Det er en medicinalindustri, som åbenlyst ikke har en interesse i at udvikle det her, selv om det har en folkesundhedsmæssig værdi, men det har ikke nogen kommerciel værdi. At der så er en håndskyhed over for at gå til medicinalindustrien og sige, at den eksorbitant store profit, de har på at kunne sælge præparater, som der er en stor efterspørgsel efter, må ikke bruges til at kunne udvikle præparater, som vi af folkesundhedsmæssige årsager har behov for, må jeg indrømme jeg ikke helt forstår. For jeg synes, det er helt åbenlyst, at det er et offentligt ansvar at sikre, at der udvikles ny medicin til præcis sjældne sygdomme og også til de sygdomme, som har en stor folkesundhedsmæssig effekt, også i forhold til den globale sundhed. Derfor synes jeg, at det er indlysende, at det bør være en opgave, vi løser og dermed også finder finansieringen til, og der synes jeg, det er en meget passende finansiering, vi har peget på.

Men jeg vil gerne takke for debatten, jeg vil gerne takke for, at vi nu har brugt tid på at diskutere de her aspekter af vores udfordringer i vores sundhedsvæsen, både på nationalt og på globalt plan, og det er i hvert fald en dagsorden, Enhedslisten vil blive ved med at forfølge, og vi deltager også gerne i debatter, hvor andre partier kommer med andre løsningsforslag til, hvordan vi kan løse den her udfordring. Men jeg synes, at det primære sigte må være, at vi anerkender, at der er en udfordring, som vi skal have løst. Men tak for debatten.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Louise Brown.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg er simpelt hen bare lige nysgerrig på, hvordan Enhedslisten vil definere overnormal profit. Tak.

Ordføreren.

Det står sådan set beskrevet i forslaget, at der tale om er en beskatning på 5 pct. af den forrentning af egenkapitalen, der ligger over 15 pct. Det er et velkendt fænomen i økonomisk politik, at der findes overnormal profit, hvor man kan sige, at profitraten ligger ud over det, der normalt kan defineres som et forventet afkast af et produkt.

Fru Louise Brown.

Det er nok bare, fordi jeg så er lidt smådum, for jeg vil gerne vide, hvad definitionen på overnormal profit er. Hvordan vurderer man, hvad der er over det, man forventede at en profit ville være, og hvem skal tage de der beslutninger i det tilfælde, at det var noget, Enhedslisten havde held med at få gennemført?

Ordføreren.

Jeg kan bare gentage det. Det er et anerkendt økonomisk begreb. Her i beslutningsforslaget står der, at det »bliver finansieret via en skat på overnormal profit på 5 pct. af den del af profitten, der ligger over en 15-procentsegenkapitalforrentning.« Det er et alment anerkendt økonomisk princip, at der findes noget, der hedder overnormal profit, og det sker i de tilfælde, hvor der sker en forrentning på over 15 pct. af egenkapitalen.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg har egentlig et spørgsmål til begge dele af forslaget, så jeg kan jo starte med den første del omkring efter- og videreuddannelse. Jeg vil blot høre – for det er ikke helt klart for mig, når jeg læser forslaget her – om Enhedslisten forestiller sig, at man udelukkende skal have offentligt finansieret efter- og videreuddannelse, altså om det skal være forbudt, om jeg så må sige, for virksomheder at tilbyde kurser. Eller hvad er det, man helt konkret tænker her? Er det det ene eller begge dele – hvilke tanker har man gjort sig?

Ordføreren.

I forhold til den del omkring efter- og videreuddannelse er det afgørende for os, at vi får etableret et styrket uafhængigt tilbud til efter- og videreuddannelse. Så det er ikke et forbud mod, at der kan ske industribetalt forskning. Udfordringen i dag er jo, at selv de midler, der bliver afsat til efter- og videreuddannelse gennem regionerne, er det typisk industrien, der byder ind på dem, og der vil vi netop gerne sikre, at der er et uafhængigt alternativ, så den efterspørgsel, der kan være efter at få efter- og videreuddannelse, som ikke er farvet af industriens interesser, bliver styrket. Men jeg synes, at det vil være det mest fundamentale og det mest afgørende, at vi får sikret det.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jamen så har jeg to spørgsmål alligevel, for betyder det så, at Enhedslisten forestiller sig, at vi skal have nogle nye former for rapporteringsværktøjer, eller er det godt nok, som det er i dag? Eller er det okay, hvis der både er offentlige og industribetalte kurser og en læge vælger det industribetalte? Skal man lave det på en anden måde, eller hvordan forestiller man sig det?

Selv om jeg godt ved, at hr. Peder Hvelplund ikke er forskningsordfører, vil jeg komme ind på forskning – og nu skal jeg prøve at gøre det meget hurtigt. Hvis man nu lavede den her ekstra skat og gav alle pengene til forskning i oversete områder, vil det, som det er i dag, betyde, at vi bare forsker mindre i noget andet, fordi et flertal mener, vi kun skal bruge præcis 1 pct. af bnp på forskning. Så det vil ikke rigtig løse et samlet problem, det vil bare skabe et andet.

Ordføreren.

I forhold til den første del går vi klart ind for, at vi også får styrket den afrapportering, der skal ske, i forbindelse med at man deltager i industribetalt efter- og videreuddannelse. Så jeg tænker, at det naturligt vil gå hånd i hånd med det her, at vi får styrket den del.

I forhold til spørgsmålet omkring forskningsreserven tror jeg, det er velkendt, at Enhedslisten dér deler synspunkt med Radikale Venstre om, at vi gerne så rammen udvidet, og at der ikke ligger den begrænsning på den ene procent. For selvfølgelig bør det ikke gå ud over andre forskningsområder, men skal være sådan, at man kunne sige, at det her var noget, der var målrettet forskning i præcis de områder, fordi det har stor betydning både for den nationale, men også for den private sundhed.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg blev ked af, at ordføreren opfattede det, som om der ikke var nogen anerkendelse af, at vi har nogle problemer. Jeg synes i høj grad, det er et problem, når man ved, at de kommercielle interesser bliver afgørende for, hvilken medicin patienten får, så det vil jeg gerne lige opsummere.

Jeg tror mere, at problemet ligger i, at det løsningsforslag, der kommer på bordet, ser vi måske ikke som det bedste, fordi området er meget komplekst. Kan ordføreren ikke forestille sig nogle steder, hvor de privat udbudte kurser er okay, og at det faktisk er deres måde at betale ekstra skat på, altså ved at tilbyde de her kurser?

Ordføreren.

Jeg har generelt en bekymring i forhold til efteruddannelsestilbud, der er finansieret af industrien. Men jeg vil på ingen måde afvise, at det selvfølgelig også kan have en betydning, netop fordi det er klart, at dem, der udvikler præparater, også tit kan være gode til at fortælle om dem.

Det, der er afgørende, er jo bare, at der er fuldstændig transparens og åbenhed i forhold til det, og at vi sikrer, at der bliver et uafhængigt tilbud, som man som sundhedsfaglig selv kan vælge, og at man derfor ikke er påtvunget at skulle have efteruddannelse, der er finansieret af industrien, sådan som mange sundhedsfaglige oplever det i dag.

Fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg tror godt, at vi kan opnå en enighed om, at det vigtige er, at der er fuld transparens, og der ikke skal være kommercielle interesser. Det tror jeg faktisk er i de fleste herindes interesse. Jeg tror bare, at vi fra Alternativets side er interesserede i, at vi dykker mere ned i det og ikke skærer alle over én kam, for der vil vi også være bekymrede for, at det ender med at få uheldige konsekvenser for sundhedspersonalet derude.

Kunne ordføreren dele den bekymring, hvis vi lavede forslaget, fuldstændig som Enhedslisten foreslår det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der vil være nogen problemer med at vedtage det forslag, vi har fremsat her. Det ville jo også være besynderligt, hvis jeg stod her som forslagsstiller og var af den opfattelse.

Men som sagt er vores primære fokus at få debatten omkring det her, at få debatten om, hvordan vi sikrer, at der er uafhængige tilbud. For det er så åbenlyst, at vi ser en udvikling, som går i den stik modsatte retning nu, altså hvor vi ser, at andelen af dem, der deltager i efteruddannelse, der er finansieret af lægemiddelindustrien, er i kraftig vækst. Og jeg synes, at der er en tendens til, at vi lukker øjnene for de negative effekter, som den vækst har, i forhold til hvad det er for en behandling, der bliver tilbudt.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 134:

Af Peder Hvelplund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.02.2025).

Den første, jeg byder velkommen til, er netop ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, som vil give en begrundelse for forslaget.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Ministeren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Jeg byder velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg håber egentlig, at Enhedslisten er klar til i udvalgsbehandlingen også at drøfte muligheden for en beretning, som kunne pege på netop sådan noget som transparens.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak. Værsgo til ordføreren.

No offense – eller det må jeg ikke sige. Det kører.

Tak for den tale fra Moderaternes ordfører. Så er der en bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Værsgo.

Tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Så vi kommer til at stemme imod. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Værsgo til ordføreren.

Så med det ender vores samlede konklusion altså på et nej tak til Enhedslistens forslag. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Men Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget her. Tak for ordet.

Selv tak, og der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Hvordan løser vi den udfordring? For det er jo helt konkret et spørgsmål om, hvordan vi gavner folkesundhed, frem for at vi skal gavne industriens kommercielle interesser.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror ikke, der er én løsning på det problem, som ordføreren peger på her. Jeg tror, vi er nødt til at tænke på mange forskellige måder at komme det til livs på.

Tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Så Alternativet støtter op om intentionerne i forslaget, men vi mener ikke, det kan vedtages i den nuværende udgave. Vi ser frem til at snakke mere om mulighederne. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Louise Brown.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg er simpelt hen bare lige nysgerrig på, hvordan Enhedslisten vil definere overnormal profit. Tak.

Ordføreren.

Fru Louise Brown.

Ordføreren.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Ordføreren.

Hr. Stinus Lindgreen.

Ordføreren.

Så er det fru Karin Liltorp.

Ordføreren.

Fru Karin Liltorp.

Kunne ordføreren dele den bekymring, hvis vi lavede forslaget, fuldstændig som Enhedslisten foreslår det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der vil være nogen problemer med at vedtage det forslag, vi har fremsat her. Det ville jo også være besynderligt, hvis jeg stod her som forslagsstiller og var af den opfattelse.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Jeg håber egentlig, at Enhedslisten er klar til i udvalgsbehandlingen også at drøfte muligheden for en beretning, som kunne pege på netop sådan noget som transparens.

No offense – eller det må jeg ikke sige. Det kører.

Så med det ender vores samlede konklusion altså på et nej tak til Enhedslistens forslag. Tak for ordet.

Men Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget her. Tak for ordet.

Så Alternativet støtter op om intentionerne i forslaget, men vi mener ikke, det kan vedtages i den nuværende udgave. Vi ser frem til at snakke mere om mulighederne. Tak for ordet.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 134 Forslag til folketingsbeslutning om et uafhængigt alternativ til den industribetalte efter- og videreuddannelse for sundhedsfagligt personale og om midler til forskning i underprioriterede sundhedsfaglige forskningsområder.

1. behandling den 06-05-2025

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling