Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 123:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre systematiske retslige obduktioner i en 2-årig periode ved alle tidlige og uventede dødsfald blandt mennesker med psykiske lidelser.

Af Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 25.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Først er det sundhedsministeren.

Tak for det. Og tak til SF for at fremsætte det her forslag, som adresserer ulighed i sundhed, som vi ved er særlig udtalt blandt mennesker med psykiske lidelser. Og statistikken taler sit tydelige sprog: Mennesker med psykiske lidelser lever op til 15, ja, faktisk op til 20 år kortere end resten af befolkningen. Det skal vi gøre noget ved. Vi arbejder netop nu på en 10-årsplan for psykiatrien, der strukturelt og på lang sigt skal styrke vores psykiatri, og her har vi bl.a. fokus på den generelle behandlingsindsats for mennesker med psykiske lidelser.

Det her konkrete forslag om systematiske retslige obduktioner i en 2-årig periode for mennesker med psykiske lidelser er et forslag, vi fra regeringens side må afvise. Det skyldes, at forslagsstillerne ikke har anvist finansiering. Forslaget er skønnet til at koste 15 mio. kr. årligt i en 2-årig periode, og det er jo sådan, at der, når man fremsætter forslag, følger en pris med – det gør der på nogle forslag, og det gør der her – og derfor vil jeg opfordre forslagsstillerne til at fremsætte forslaget i et andet regi; det kan bl.a. være i regi af forhandlingerne om det, der hedder SSA-reserven, men ellers selvfølgelig også i finanslovsforhandlingerne.

Så vil jeg afslutningsvis gøre opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen i 2009 og senest i 2018 – og det var altså før projektet SURVIVE, men trods alt for ganske nylig – vurderede, at der allerede er de nødvendige redskaber, som kan bidrage til viden om overdødelighed blandt mennesker med psykiske lidelser uden brug af systematiske obduktioner. Og Sundhedsstyrelsen bemærkede desuden på det tidspunkt, at de økonomiske og ikke mindst de personlige omkostninger ved systematiske obduktioner ikke står mål med den viden, der vil kunne opnås. Og det vil sige, at også af de grunde afviser regeringen det her beslutningsforslag. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Ét er diskussionen om finansiering. Det kan man jo altid diskutere, og vi er selvfølgelig åbne for at finansiere det på den måde, som man nu kunne finde frem til. Men hvis vi lige tager indholdet: Ministeren henviser til, at de nødvendige redskaber, der kan bidrage til viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med psykisk sygdom, allerede foreligger uden yderligere brug af obduktioner, men det er jo på baggrund af, som ministeren selv siger, forskningsresultater, man kendte før SURVIVE. Men hvorfor forholder ministeren sig ikke nærmere til resultaterne af SURVIVE-projektet? Og hvad bygger ministeren påstanden om, at obduktioner ikke fører til viden, som ikke er kendt i forvejen, på?

Ministeren.

I Sundhedsministeriet har vi ikke modtaget oplysninger om, at Sundhedsstyrelsen har forholdt sig til det her SURVIVE-projekt, så det, jeg henviste til, var, at Sundhedsstyrelsen i 2009 og i 2018 vurderede, at der allerede er de nødvendige redskaber, som vil bidrage til viden om overdødelighed blandt mennesker med psykiske lidelser uden brug af systematiske obduktioner. Og så har Sundhedsstyrelsen også haft de her bekymringer, hvor de netop har bemærket, at de personlige og også økonomiske omkostninger ved systematiske obduktioner ikke står mål med den viden, der vil kunne opnås. Vi er selvfølgelig i løbende dialog med Sundhedsstyrelsen, og hvis Sundhedsstyrelsen vil se nærmere på SURVIVE-projektet og ender med at komme med en anden konklusion, har vi en anden situation, men indtil nu er det her Sundhedsstyrelsens vurdering.

Fru Trine Torp, værsgo.

Tak for det, men det er jo lidt ærgerligt ikke at forholde sig til SURVIVE-projektet, når nu der refereres til det i beslutningsforslaget. Noget af det, som projektet peger på, er, at der er en betydelig andel af dødsfald blandt mennesker med psykiske lidelser, som er forårsaget af medicinforbrug. Mener ministeren, at han kan stå på mål for, at vi har tilstrækkelig med viden omkring, hvorvidt psykisk syge dør af den behandling, de får?

Ministeren.

Jeg tror, vi altid kan bruge mere viden. Som jeg nævnte, opfordrer jeg forslagsstillerne til at tage det her punkt op ved de forhandlinger, hvor der er midler, man kan fordele til gode formål, og hvis man gør det, vil man også kunne få vurderinger fra Sundhedsstyrelsen og f.eks. få at vide, om deres hidtige vurdering er blevet ændret pga. de seneste oplysninger.

Fru Liselott Blixt, uden for grupperne.

Mange tak. Det her viser igen, at regeringen er gået ud med, at man vil gøre rigtig meget for psykisk syge. Man bliver ved med at sparke alt til hjørne og hen til en psykiatriplan, som overhovedet ikke kommer til at se sin virkelighed i den her periode. Nu taler vi om et område, som ikke er ligestillet med obduktioner af andre, der i en yngre alder dør. Her er det, på bekostning af at det er staten, der faktisk giver dem medicin og behandling, og så ønsker man faktisk ikke at obducere dem, fordi det koster penge. Det er jo bare lige præcis det, der sker, hver gang vi taler om psykisk syge, den psykiatriske behandling, og hvad man vil gøre. Så hvornår sker der en ligestilling på området?

Ministeren.

Det er en fuldstændig forkert optegning af situationen. Siden den her regering kom til, har vi hvert år prioriteret det psykiatriske område, og i den første finanslov, vi indgik med finanslovspartierne, løftede vi området med 600 mio. kr., både til flere sengepladser og til mere personale og en stærkere indsats i både børne- og ungepsykiatrien og i retspsykiatrien – overalt er de her midler ved at blive omsat. Det er ikke en engangsinvestering eller en engangsforetagelse, det er et blivende, varigt løft, i forhold til hvordan det var før sidste folketingsvalg. Så det er helt forfejlet at sige, at den her regering ikke prioriterer området. Vi har et blivende løft – 600 mio. kr. blivende ekstra hvert eneste år. Det her forslag handler om et andet tiltag, og der er slet ikke finansiering i forslaget, og af det princip kan vi ikke støtte det her, for der skal være finansiering med. Tak.

Fru Liselott Blixt, værsgo.

Jeg er ikke enig med ministeren. Ja, man har givet et fast beløb på 600 mio. kr. til psykiatrien. Det første år blev det slet ikke brugt, fordi regionerne brugte det til alt muligt andet – til at afbetale lån og alle mulige andre ting. Man har ikke løftet psykiatrien, som man har lovet. Det er det, vi skal se på, altså bundlinjen. Det ser værre ud nu, end det gjorde for 3-4 år siden. Så det passer jo ikke. Man følger ikke med udviklingen. Ja, der er sat penge af, men det kan man ikke blive ved med at leve på hvert eneste år, og når der så kommer nogle forslag, der faktisk siger, at nu skal vi finde ud af, hvorfor der er så mange, der dør i en yngre alder, fordi de har en psykisk lidelse, så vil man ikke være med.

Ministeren, værsgo.

Tak for at anerkende, at der er sat midler af, for det er der nemlig. Det skal så følges op med en 10-årsplan for psykiatrien. Bemærk også her Sundhedsstyrelsens vurdering af de personlige omkostninger ved sådanne systematiske obduktioner. Det mente Sundhedsstyrelsen i 2018 – og det er det seneste, vi har fra Sundhedsstyrelsen på det område her – ikke stod mål med den viden, der vil kunne opnås. Man skal ikke tage fejl af, at der også er nogle personlige omkostninger ved sådanne systematiske obduktioner af så mange mennesker.

Så er det fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Nu nævner ministeren jo selv 10-årsplanen for psykiatrien, og der er jo ligesom lagt an til, at vi skal til et temamøde her inden for en relativt kort tidshorisont. Men jeg vil egentlig bare spørge ministeren: Hvornår bliver vi indkaldt til realitetsforhandlinger? Man kan jo holde temamøde på temamøde på temamøde, men jeg vil høre ministeren: Hvornår går vi til biddet, så vi kan få lavet en politisk aftale om den 10-årsplan for psykiatrien, som der vitterlig er brug for?

Ministeren.

Den her regering gik til valg på at tage to markante skridt, der handlede om markante forbedringer af psykiatrien. Det ene var et løfte om at styrke psykiatrien med 0,5 mia. kr. årligt. Det andet var et løfte om at styrke psykiatrien med en ny 10-årsplan. Det første løfte har vi overholdt; vi har faktisk givet mere, for det er ikke kun 500 mio. kr., men 600 mio. kr. årligt, som vi har styrket psykiatrien med i forhold til den tidligere regering. Det er jo sådan set midler fra statskassen, fra fællesskabet betalt via skatten, som vi investerer i psykiatrien. Der er virkelig også behov for det her løft, som jo altså er et løft, som man ikke kan se fra dag et, for noget kræver, at man udbygger osv.

Det andet element er en 10-årsplan for psykiatrien. Der bestilte jeg for noget tid siden sammen med min kollega socialministeren et fagligt bidrag, og det er præcis det bidrag, som vi nu har, og det er jeg glad for. Det skal så danne grundlag for de politiske forhandlinger.

Fru Jane Heitmann.

Ministeren svarer jo ikke på mit spørgsmål. Altså, jeg hører en masse ord fra ministeren om alt muligt andet, men ikke et svar på spørgsmålet. Det er jo i virkeligheden til at overskue for en minister, vil jeg mene. Hvornår indkalder ministeren til realitetsforhandlinger? Jeg er helt med på, at Sundhedsstyrelsen har bidraget med et meget, meget flot fagligt oplæg, men til dato har vi jo ikke set så meget som en linje fra regeringen, i forhold til hvilken vej regeringen vil dreje psykiatrien. Og man kan vel godt have en forventning om, at et udspil fra regeringen kunne danne baggrund for politiske drøftelser. (Sundhedsministeren (Magnus Heunicke): Det kommer der også). Så jeg prøver lige igen, minister: Hvornår bliver vi indkaldt til realitetsforhandlinger?

Tak! Husk, at vi ikke taler i munden på hinanden hernede. Derfor tager jeg ordet og giver ordet videre til sundhedsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg henholder mig fuldstændig til mit svar fra den første svarrunde, nemlig: Vi har lovet før valget, at der kommer en 10-årsplan for psykiatrien i den her valgperiode. Vi har også skrevet det ind i vores forståelsespapir med de partier, der forhandlede det, og det vil sige, at regeringen vil komme med et udspil til en 10-årsplan for psykiatrien, som vi så kan forhandle om med Folketingets partier. Det faglige grundlag for de forhandlinger består dels af det faglige grundlag fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, dels af de temadrøftelser, vi har nu.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går i gang med ordførerrækken. Det er først fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til SF for at rejse en debat med fokus på en helt central ulighed i sundhed, nemlig at mennesker med psykiske lidelser lever markant kortere end den øvrige befolkning. Det er en massiv ulighed, som vi har kendt til i mange år, og et af hovedformålene med den kommende 10-årsplan er netop at øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykiske lidelser, fordi vi grundlæggende mener, at det er uretfærdigt, at der skal være så stor forskel på mennesker i vores land.

I det faglige oplæg til en 10-årsplan kan man læse, at psykiske lidelser er årsagen til ca. 3.500 dødsfald årligt. Det er dermed den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Mennesker med svære psykiske lidelser lever i gennemsnit op til 15-20 år kortere end befolkningen som helhed. Det kan og skal vi gøre noget ved, så det bliver bedre. Flere skal leve længere, og de skal have et godt liv, mens de lever. Derfor er jeg også glad for, at det faglige oplæg indeholder en række forslag til indsatser over for dem, der er hårdest ramt af psykisk sygdom, og som lever kortest tid. Det ser jeg frem til at diskutere i forbindelse med 10-årsplanen.

Forslaget her handler helt konkret om, at der skal lovgives om at indføre systematiske retslige obduktioner i en 2-årig periode ved alle tidlige og uventede dødsfald blandt mennesker med psykiske lidelser. Målet er at få mere viden om, hvad den høje dødelighed skyldes. Som jeg læser forslaget, er man især optaget af at få undersøgt, om medicin er med til at fremskynde eller være direkte årsag til flere af dødsfaldene. Vi er helt enige i, at der er brug for mere viden og forskning, når vi taler om psykiske lidelser. Det ligger jo også som et af de anbefalede tiltag i det faglige oplæg, fordi forskningen inden for psykiatrien i mange år har haltet efter somatikken. Vi er dog ikke overbeviste om, at løsningen skal være et lovkrav om retlige obduktioner.

Sundhedsstyrelsen har tidligere meldt ud, at de nødvendige redskaber, der kan bidrage til ny viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med psykiske sygdomme, allerede foreligger uden yderligere brug af obduktioner. Det vil sige, at omkostningerne ved rutinemæssige obligatoriske obduktioner ikke står mål med den viden, der vil kunne opnås. Så selv om vi er meget enige i intentionerne om mere viden, er vi ikke overbeviste om, at det her forslag vil være vejen frem eller vil bidrage med den nye viden, som efterspørges. Endelig er forslaget ikke finansieret, og derfor skal finansieringen altså findes ved at skære i råderummet.

Men med den vurdering, der ligger fra Sundhedsstyrelsen, kan vi ikke bakke op om forslaget. Socialdemokratiet kan altså ikke stemme for forslaget, som det ligger her, men vi er meget optaget af spørgsmålet om ulighed i sundhed og overdødelighed blandt mennesker med psykiske lidelser, og vi ser som sagt frem til at styrke indsatsen i forbindelse med de kommende forhandlinger om en 10-årsplan for psykiatrien.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fra fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Socialdemokratiet gik til valg på en ny 10-årsplan for psykiatrien. Det gjorde vi også fra Venstres side, så det er jo et ønske, vi deler, om, at der skal ske noget nyt, at der skal ske mere. Og jeg vil egentlig bare spørge Socialdemokratiets ordfører, om ordføreren er tilfreds med, at man endnu ikke har indfriet det løfte, og at man end ikke er kommet med et udspil fra regeringens side. Er ordføreren tilfreds med det, altså at der ikke er sket noget?

Ordføreren.

Jeg er ikke enig i, at der ikke er sket noget, og jeg er tilfreds med det, der er sket. Vi har prioriteret de ekstra midler hvert eneste år, altså de 600 mio. kr. ekstra til psykiatrien hvert eneste år. Og vi står nu med det faglige oplæg, som Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab har sat i værk sammen med rigtig mange aktører og organisationer på området. Så vi står et rigtig godt sted forud for forhandlingerne, og jeg er glad for, at Venstre også tilslutter sig, at vi skal have den 10-årsplan for psykiatrien.

Fru Jane Heitmann.

Altså, vi hører jo igen og igen fra patientorganisationer, foreninger og bredt fra hele psykiatrien, at man er frustreret over, at der ikke sker noget og der ikke er initiativ fra regeringens side. Forstår fru Julie Skovsby den frustration, som patienter, som pårørende, som ansatte oplever derude, over, at nu har regeringen siddet på regeringstaburetterne siden 2019 og der ikke er sket en forskel derude?

Tak. Fru Julie Skovsby, værsgo.

Jeg forstår godt, at man ønsker, at det her område skal løftes markant, og at psykiatrien skal prioriteres og ligestilles med somatikken, og det er jo det, vi er i gang med. Nu har vi prioriteret og fundet midlerne, endda mere, end vi lovede i valgkampen fra Socialdemokratiets side. Løftet om den 10-årsplan til psykiatrien er vi også i gang med at indfri.

Fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Mange mennesker med psykisk lidelse har ikkediagnosticerede somatiske lidelser, og der er altså risiko for, at sygdomme, som har betydning for dødsfald, overses i den forbindelse. Der er også risiko for, at dødsfald, som skyldes medicinmisbrug eller overmedicinering, overses. Tænker ordføreren ikke, at det er et problem i forhold til uligheden i sundhed?

Ordføreren.

Jo, jeg tænker helt sikkert, at der er et stort problem med uligheden i sundhed, og det her viser det lige præcis, som jeg også sagde i min ordførertale, altså det, som SF peger på. Dødeligheden er et stort, stort problem, og det er uretfærdigt. Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at de nødvendige redskaber, som kan bidrage til viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med svær psykisk sygdom, allerede foreligger. Det er fra 2009, og det er fra 2018. Det er den viden, vi skal tage med os videre, samtidig med at vi også skal have ny forskning og ny viden.

Fru Trine Torp.

Jamen det må vi jo så undersøge lidt nærmere og stille nogle spørgsmål til i udvalgsbehandlingen, for der er jo faktisk en del, hvor man ved obduktion når frem til en anden dødsårsag end den, man ellers havde regnet med. Men hvis vi nu ikke har ordentlig viden om, hvad mennesker med psykiske lidelser reelt dør af, hvordan skal vi så nogen sinde komme i gang med at ændre på den helt uretfærdige overdødelighed, vi ser, hvor de lever 15-20 år kortere end andre mennesker?

Ordføreren.

Det er simpelt hen forpligtende, synes jeg, at vi skal have mere viden, og vi skal have mere forskning, når det gælder psykiatrien og psykiske lidelser. Det kan vi slet ikke være uenige om. Og jeg er også rigtig glad for, at SF's ordfører siger, at lad os nu i udvalgsarbejdet arbejde med det her og dykke lidt nærmere ned i de konkrete nødvendige redskaber og den data, der ligger på området.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte et relevant og konkret forslag med inspiration fra Institut for Menneskerettigheders anbefalinger og konklusionerne fra SURVIVE-projektet omkring retslige obduktioner af mennesker med psykiske lidelser, som pludseligt og uventet dør. En psykiatrisk diagnose er ofte forbundet med en tidligere død sammenlignet med den øvrige befolkning. Lige nu lever mænd med en psykisk sygdom i gennemsnit 20 år kortere end den øvrige befolkning, mens det for kvinder er 15 år. Det er to sørgelige statistikker, som viser, hvor uretfærdig alvorlig psykisk sygdom er. Hvis man vil vide noget om ulighed i sundhed, ja, så er her i hvert fald de triste tal, som taler deres tydelige sprog. Mennesker med psykisk sygdom er en svær målgruppe at nå. Mange lever et uregelmæssigt liv på kanten af samfundet, og mange lever med en hverdag med et højt forbrug af medicin, misbrug, hjemløshed og uden et fast holdepunkt eller et anker i livet. Alt det kan skygge for, at somatiske sygdomme som f.eks. diabetes eller hjerte-kar-sygdomme opdages i tide. Der er ingen tvivl om, at videnskabelige undersøgelser om f.eks. bivirkninger af medicin og sygdomsudvikling hos mennesker med psykiske lidelser vil kunne bringe ny viden frem i lyset. Det peger Sundhedsstyrelsen jo også på i sin rapport »Pludselig og uventet død hos patienter med psykisk sygdom«, som den hedder, fra 2009. Og vi er fra Venstres side slet ikke uenige.

Men der skal nok også lidt mere til nu og her, hvis vi skal knække kurven. Fra Venstres side er vi helt åbne over for at se på, hvordan retsmedicinske obduktioner og tilhørende retskemiske undersøgelser kan bidrage til, at vi både effektivt og hensigtsmæssigt tilvejebringer ny viden og data på området. SURVIVE-projektet er jo en gammel kending. Her har man ved obduktion af 500 personer med erkendt eller mistænkt psykisk sygdom fundet resultater, som tyder på, at medicinforgiftning kan være en væsentlig årsag til tidlig og uventet død.

Som jeg nævnte tidligere, ved vi, at mange patienter i psykiatrien lever med et samtidigt misbrug. Faktisk har mere end 40.000 patienter i psykiatrien en dobbeltdiagnose, altså både en psykisk sygdom og et samtidigt alvorligt misbrug. Og tallene stiger desværre. Fra Venstres side så vi gerne, at vi udarbejder en national handlingsplan mod misbrug, og vi ser gerne, at flere med dobbeltdiagnoser bliver behandlet i regionalt regi. Desværre sidder regeringen jo på hænderne, og mennesker med dobbeltdiagnoser er taberne. For de falder igen og igen mellem to stole i henholdsvis region og kommune. Det er helt uforståeligt, at regeringen ikke også nærer et dybtfølt ønske om, at flere skal opleve en psykiatri, som tager hånd om sine patienter, og som ikke blot sender dem rundt i systemet med aben på skulderen til den næste rådvilde rådgiver eller behandler.

Resultaterne fra SURVIVE-projektet peger på, at bl.a. netop kommunikationen og samarbejdet på tværs af psykiatrien og misbrugsbehandlingen ikke fungerer godt nok. Vi har i de seneste uger hørt fra mange hjørner af psykiatrien – læger, forskere, patientforeninger og organisationer – at man undrer sig over, at regeringen nøler med den nye 10-årsplan for psykiatrien. Og vi deler i Venstre den undren. Vi skal huske på, at den socialdemokratiske regering gik til valg på en ny 10-årsplan for psykiatrien, ligesom vi jo også gjorde fra Venstres side. Men nu, hvor bordet fanger, er det, som om man løber fra alle valgløfter om en bedre psykiatri. Jeg ved, at Socialistisk Folkeparti også presser på, og jeg glædede mig faktisk over fru Pia Olsen Dyhrs spørgsmål om psykiatrien til statsministeren i spørgetiden forleden. Svaret var dog nedslående, for det er, som om statsministeren slet ikke har forstået, hvor alvorlige udfordringer psykiatriens patienter og pårørende og ansatte lever med. Jeg håber ikke, at der bag statsministerens vævende svar ligger et »lev med det«, som vi har hørt fra statsministeren i en helt anden sammenhæng.

Fra Venstres side bakker vi op om at få undersøgt mulighederne for at iværksætte en ordning, som kan tilvejebringe mere og bedre viden om data og levealder, og vi er ikke afvisende over for en forsøgsperiode med systematiske retslige obduktioner og tilhørende retsmedicinske undersøgelser. Vi ved bl.a. fra Institut for Menneskerettigheders rapport på baggrund af SURVIVE-projektet, at der er mange pårørende, som står tilbage med spørgsmål, når en mor eller en far eller en søster eller en bror med psykisk sygdom dør tidligt eller uventet. Det er spørgsmål, som de i dag ikke får besvaret. Det kan gøre det svært at komme videre i livet på en god måde. Jeg håber, at vi kan blive enige om en fælles beretning og her give hinanden håndslag på, at vi skal arbejde med temaet, når sundhedsministeren indkalder til forhandlinger om en ny 10-årsplan for psykiatrien, også fordi forslagets finansiering henviser til det økonomiske råderum og med et usikkert skøn vil koste 30 mio. kr. Den del skal vi have undersøgt nærmere, før vi fra Venstres side kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Torp.

Tak for det, og tak for imødekommelsen af forslaget, som jo er ret konkret, og jeg er med på, at det ikke løser alle udfordringer i psykiatrien, men det er egentlig også for at konstatere, at psykisk lidelse jo altså ikke er noget, man dør af. Man dør af den behandling, man enten får eller ikke får, og det er jo det, vi skal blive klogere på med nogle af de her ting. Så hæfter jeg mig nemlig også ved, at ordføreren nævner de pårørende. Ministeren sagde, det ville have store menneskelige omkostninger at lave de her obduktioner, og det er vel næppe på grund af den afdøde, tænker jeg, men derimod de pårørende. SURVIVE-projektet viste jo faktisk, at 90 pct. af de pårørende gav samtykke til at få deres nærmeste afdøde obduceret, og viser det ikke også, at det faktisk er betydningsfuldt, ikke bare for vores viden, men også for de pårørende, at vi gør det her?

Ordføreren.

Jo, jeg italesatte det jo i min tale, hvor jeg netop sagde, at det for nogle er utrolig svært at stå tilbage som pårørende, når en mor eller en far eller en søster eller en bror dør tidligt eller uventet. Jeg forstår godt, det kan være svært at komme videre i livet på en god måde, hvis man ikke kan få måske ikke alle svar, men bare nogle svar på, hvorfor det endte så tragisk, som det gjorde. Og jeg synes, at man skal anerkende, at der også er pårørende, der kan stå tilbage med ønsket om at få nogle svar, og det viser SURVIVE-projektet jo i hvert fald, når så mange siger ja til, at man godt må obducere deres kære.

Trine Torp.

Det synes jeg faktisk er en utrolig vigtig pointe, for ud over den sorg, man står i, er det også nogle gange nogle meget dramatiske forløb, hvor der står flere spørgsmålstegn og lyser, end der er svar, og det er også derfor, jeg synes, det er problematisk, hvis man synes, at vi godt ved alt det, der er grunden til, at folk dør, for det tror jeg ikke på. Det var bare en kommentar.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Jeg er enig i, at der er brug for mere viden, der er brug for mere data, og derfor er vi sådan set også positive omkring intentionen, og vi vil gerne, som jeg nævnte i min ordførertale, drøfte det, når vi skal diskutere den kommende 10-årsplan. Det er ikke til at vide, hvornår det bliver, men det er i hvert fald et tema, vi fra Venstres side også gerne vil kaste os helhjertet ind i, netop hvordan vi kan få mere viden, både for at vi kan blive bedre til at behandle, men også for at vi kan gøre noget for de pårørende.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke flere med ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til SF for at fremsætte det her forslag. I Enhedslisten er vi sådan set fuldstændig enige i den intention, der bliver lagt op til i forslaget, for det er jo fuldstændig rigtigt, at vi har brug for at få mere viden om det her område, og det er også det, vi har kunnet se igennem SURVIVE-projektet. Jeg har lidt betænkeligheder i forhold til spørgsmålet om finansiering, og så er jeg også lidt uklar på, hvordan man præcis får lavet afgrænsningen, for hvis vi taler om borgere, der dør med psykisk sygdom, altså med en diagnose, kan det jo blive en temmelig bred gruppe, og hvordan sikrer vi den afgrænsning, og hvordan sikrer vi også, at der bliver sikret en form for samtykke, i forhold til at det er det, der sker? Det er i hvert fald nogle ting, jeg har brug for vi får afklaret i udvalgsarbejdet.

Så håber jeg sådan set også, at det er noget, vi vil kunne lande i en fælles beretning, for spørgsmålet om finansiering og spørgsmålet om at få det set i sammenhæng med en 10-årig psykiatrihandlingsplan synes jeg egentlig også er væsentligt, men jeg tænker, at det er nogle af de ting, vi kan få afklaret i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Ellers synes jeg, at det er et rigtig vigtigt spørgsmål, som SF peger på her, fordi vi reelt set ikke ved, hvor stor en effekt der er i forhold til medicinering og dødsårsag for borgere med psykisk sygdom, og derfor er det et væsentligt tema at få afdækket.

Så vil jeg også godt sige, at jeg bliver en lille smule forstemt, når man hører debatten hernede, når det lige præcis handler om hele området omkring psykiatrien. For jeg synes, det er ekstremt vigtigt, og det synes vi også i Enhedslisten, og det var også derfor, at vi i den første finanslov fik sikret de 600 mio. kr. til et løft. Da sagde vi også dengang, og det vil jeg også gerne sige i dag, at det ved vi godt langtfra er tilstrækkeligt, men det var dog et substantielt løft, det var varige midler, der kom på finansloven, og jeg synes, der bliver lidt en tendens til, når vi diskuterer hele spørgsmålet omkring psykiatrien, at der kommer rigtig mange ord om, at nu skal der også gøres noget, og at der nu skal handles, men når det kommer til den konkrete vilje til at finde finansieringen, synes jeg altså, at det nogle gange halter, og det gælder altså både i forhold til tidligere regeringer, men det er sådan set også en kritik, jeg synes man kan rette mod den nuværende regering.

Jeg er enig i, at vi med de finanslovsmidler har givet et reelt løft, men jeg er dybt, dybt skuffet over, at vi ikke er kommet i gang med forhandlingerne om en 10-årig psykiatrihandlingsplan, og jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke forstår det, for der ligger et glimrende fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, og organisationerne bag har rost det, så det er sådan set bare et spørgsmål om at gå i gang. Og når vi kommer til spørgsmålet om finansieringen, kunne regeringen sådan set bekvemt slippe uden om det ved at få lavet en bred aftale, hvor vi netop får prioriteret initiativerne, hvor vi sikrer, hvad det er, vi skal gå i gang med først, og så kan vi nemlig som politiske partier blive stillet til ansvar i finanslove, i forhold til i hvor høj grad vi leverer på det. Det ville i hvert fald gøre, at det så også bliver lettere for både brugere og de faglige organisationer og pårørendeorganisationer at stille os til ansvar for, hvorfor vi ikke leverer på den psykiatrihandlingsplan, vi så har vedtaget. Men forudsætningen er jo ligesom, at regeringen får indkaldt til de forhandlinger, og at vi får sat gang i prioriteringen, så vi netop undgår, at der kommer til at opstå det, som mange organisationer også har advaret imod, nemlig at vi laver cherrypicking – nu må man ikke bruge udenlandske ord, men det betyder, at vi hver især udvælger vores egen lille kæphest i forhold til det – men at vi i stedet for får en samlet plan.

Så jeg vil godt benytte lejligheden til at rejse en kraftig appel til regeringen om, at vi får igangsat forhandlingerne om en 10-årig psykiatrihandlingsplan, så vi kan få leveret på den allerede ved den første finanslov her.

Men som sagt synes jeg, at der er rigtig mange positive takter i det her, og der er nogle udfordringer i det i forhold til finansieringen og i forhold til afgrænsningen af målgruppen og spørgsmålet omkring samtykke, som jeg synes vi skal have afklaret, og så tænker jeg, at det kunne være oplagt, at vi får lavet en fælles beretning på det, som sikrer, at vi kan få taget det med ind i forhandlingerne. Tak.

Hvis man ikke kan finde et godt dansk udtryk, må man sådan set godt bruge et enkelt udenlandsk ord eller en kort sætning, hvis man oversætter det. Sådan er det.

Der er en kort bemærkning til fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Også tak til ordføreren for talen. Og jeg deler jo på alle måder ordførerens undren over manglende initiativer i forhold til en 10-årsplan. Men jeg kunne høre, at ordføreren undrede sig lidt over den tidligere regerings prioriteringer på psykiatriområdet, og jeg vil såmænd egentlig bare spørge ordføreren, om ordføreren anerkender, at den tidligere regering bl.a. i den økonomiaftale, som lå mellem regeringen og regionerne, prioriterede et meget stort millionbeløb målrettet til psykiatrien, netop for at sikre, at pengene skulle gå til psykiatrien og ikke, som vi har set med de 600 mio. kr., der er afsat her, at de bl.a. er gået til at afdrage gammel leasinggæld i Region Hovedstaden, hvis jeg husker ret.

Anerkender ordføreren ikke, at når man målretter midlerne, er man sikker på, at de går til psykiatrien og ikke til alt muligt udenoms?

Ordføreren.

Nej, det gør jeg ikke, og det gør jeg bl.a. ikke, fordi jeg også havde den daværende sundhedsminister i samråd omkring de 2,4 mia. kr., kan jeg huske det var, som blev bevilget. Og det var jo, fordi økonomiaftalerne var underfinansierede. Det betød, at de midler, der blev sendt ud til psykiatrien, blev brugt til at lappe huller. Og derfor pyntede regeringen sig simpelt hen med lånte fjer i forhold til de midler, som man påstod var blevet givet til psykiatrien, for de havde nemlig aldrig nogen sinde en effekt, fordi man ikke dækkede demografien. Pengene blev simpelt hen brugt til at lappe de huller, som de generelle besparelser betød. Og det er derfor, jeg synes, det kommer til at klinge hult, når Venstre i dag står og taler om, at nu skal vi give et løft til psykiatrien. Det leverede Venstre simpelt hen ikke på, dengang man havde regeringsmagten, og derfor synes jeg også, at Venstres kritik af regeringen kommer til at klinge hult.

Jeg er enig i, at regeringen skal kritiseres, men at slå ind på den kurs, som Venstre tidligere har ført, hvor man tager med den ene hånd for så at lappe huller med den anden og påstå, at nu har man givet et løft, synes jeg er fuldstændig uansvarligt.

Fru Jane Heitmann.

Jamen vi kan vel godt blive enige om, at der er forskel på at sætte en pose penge af og sige værsgo, og så at sige, at nu sætter vi en pose penge af, og det er det her, de skal gå til. Det kan vi vel godt blive enige om at der er forskel på. Og det var jo det, vi gjorde – ikke med alle midlerne, men med nogle af midlerne – i netop økonomiaftalen. Og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om, at der i forhold til det er fortilfælde, hvor man i økonomiaftalen har afsat målrettede midler på den måde – det kan godt være, at der er det.

Men anerkender ordføreren ikke, at det er en meget forskellig måde at afsætte penge på?

Ordføreren.

Jo, jeg vil gerne anerkende, at der er en væsentlig forskel på, om man siger, at man dækker demografien, altså at man sikrer, at man fastholder det nuværende niveau, og at man så lægger penge oveni, eller om man først fjerner nogle penge og så giver dem tilbage og siger, at nu har man tilført nogle midler. Jeg hælder klart til den første model, og det var det, vi bl.a. gjorde i forbindelse med finansloven – det var jo også målrettede midler. Vi sagde jo netop til regionerne, hvor det var, vi ønskede at de prioriterede de midler, og så lod vi det være op til regionerne konkret at udmønte de midler. Og det er klart sådan en model, jeg vil foretrække også fremover.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak til SF og fru Trine Torp for at bringe psykiatrien til debat med et forslag om obduktion. Jeg kan kun give de tidligere ordførere ret i, at der er god grund til at kritisere regeringen for at nøle i forhold til at få gang i forhandlinger om en ny psykiatriplan. For psykiatrien har jo en stedmoderlig status i vores sundhedsvæsen, som vi simpelt hen ikke kan være bekendt, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Det er vel også derfor, at man er blevet bedt om at udarbejde et oplæg, og der ligger faktisk et ganske udmærket oplæg, som har fået ros hele vejen rundt, og jeg synes jo, det er på tide, at man også sørger for at få indkaldt til nogle forhandlinger, sådan at vi kan komme i gang, for det haster simpelt hen ganske alvorligt.

Vi kender jo godt udfordringerne i psykiatrien. Der er for lidt kapacitet, for få sengepladser, hvilket betyder, at der dagligt udskrives patienter, som ikke er færdigbehandlede. Det kan man simpelt hen ikke være bekendt. Det er vi nødt til at få rettet op på. Vi mangler rent faktisk også psykiatere i vores psykiatri, og det skal vi selvfølgelig også have gjort noget ved. Og sådan kan man blive ved. Vi mangler også indsatser på tidlig opsporing for at afværge uheldig sygdomsudvikling hos patienterne. Sådan er der en række ting, som jo i den grad presser sig på.

Nu fremsætter man sådan et fragmenteret forslag og udvælger en enkelt brik om obduktion, og det kan jo være udmærket i forhold til at få noget mere evidens for, hvorfor patienterne dør så tidligt, som de gør. Men som udgangspunkt synes jeg jo, at vi skal prøve at se på, om ikke vi kan lave en helhedsplan, fordi der jo altså også er noget økonomi i det her, som vi også skal tænke på. Bruger vi nu pengene mest fornuftigt ved at bruge dem til obduktioner, eller er der måske nogle andre muligheder i forhold til at afdække, hvorfor de psykiatriske patienter lever et kortere liv, end folk uden psykisk sygdom gør?

Vi kommer ikke til at stemme for forslaget, men ser frem til udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Sådan er beslutningsforslagenes karakter jo lidt hernede. Jeg ved også, at den konservative ordfører har fremsat mange forslag om familielæger og andet, som også er en del af en større forhandling om en sundhedsreform, så jeg tror, at vi alle nok på den måde bidrager til at sætte fokus på nogle ting. Jeg vil også sige, at hvis man skulle afvente, at der skete noget i forhandlingerne om psykiatrien, så ville vi jo aldrig kunne nævne psykiatrien herinde i Folketingssalen, og det synes jeg egentlig den fortjener at vi gør. Så det er selvfølgelig rigtigt, at det er et fragmenteret forslag.

Bortset fra det kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre, hvad den konservative ordfører mener om forslaget.

Ordføreren.

Jeg mener bestemt, at der på mange måder er behov for forskning i psykiatrien, men der er jo det der med, at det er så fragmenteret, og at man tager en brik ud og siger, at nu skal det handle om obduktion. Der kunne jo givetvis laves mange andre undersøgelser for at finde ud af, hvorfor de psykiatriske patienter dør for tidligt – altså man kunne se på deres livsforløb, og hvad det er, der sker – og der er da ingen tvivl om, at medicineringen af patienterne er en medvirkende årsag. Men der kan også godt være nogle andre ting, som gør sig gældende. Vi ved jo alle sammen, objektivt set, at det er usundt, hvis der ikke er aktivitetsmuligheder på det psykiatriske område, og at folk bare blive pacificeret. Og der er muligheder for at sætte nogle initiativer i gang rundtomkring på de psykiatriske boenheder og på de psykiatriske hospitaler, som man måske skulle tage fat i først.

Trine Torp.

Det er jo de indsatser, der skal til, men mig bekendt er der bare ikke rigtig så mange andre typer af forskning, der peger på, hvad den egentlige dødsårsag er, og derfor er der også rigtig mange registreringer i Dødsårsagsregisteret, hvor der står, at dødsårsagen er ukendt. Jeg vil bare høre den konservative ordfører: Er det tilfredsstillende, at vi har en gruppe som de psykiatriske patienter, hvor vi accepterer, at dødsårsagen af ukendt?

Ordføreren.

Det er så der, at jeg har den tilgang til det, at hvis det er sådan, at dødsårsagen beskrives som ukendt, så må der ud fra en lægefaglig vurdering besluttes, om der er nogle specifikke forhold, der gør, at en patient skal obduceres eller ej, frem for at man går ind og laver en specifik lovgivning på området, hvor man siger, at patienterne skal obduceres. Der synes jeg der er en forskel. Jeg synes som udgangspunkt, det skal være en læge, der tager stilling til, om der skal en obduktion til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan bakke fuldstændig op om de ting, der er sagt i forhold til behovet for at få taget fat på forhandlingerne om den nye psykiatriplan. Det har været lovet længe, og vi har alle sammen ventet på overhovedet at komme i gang. Nu har vi haft et enkelt møde her, og der kommer forhåbentlig snart til at ske meget mere. Og så kunne man selvfølgelig sige: Jamen så er det bare der, vi skal tage det her op. Men jeg har så den oplevelse herindefra, at hvis man vil have noget til at ske på forskellige områder, så er man også nødt til somme tider at tage fat i de enkelte delelementer af et eller andet og sige, at nu må vi gøre noget her, hvis man ikke kan få lavet de store planer. De store planer kan tage rigtig, rigtig lang tid og være rigtig svære at komme igennem med, så derfor vil jeg gerne sige tak til SF for at bringe det her tema op.

Jeg tror, at alle, der har haft at gøre med mennesker med psykiske lidelser, har oplevet alt for tidlige dødsfald, og når jeg læser rapporten fra SURVIVE-projektet, går det faktisk op for mig, hvor meget viden vi ikke har. Det første er selvfølgelig, at man via projektet kan finde ud af – af hensyn til de pårørende – hvad årsagen til et dødsfald er. Og den viden er også basis for, at vi kan vurdere, om der er noget i den medicinske behandling, der måske skal tænkes anderledes, om der er kombinationer af sygdom og medicin, som er uheldige, og om der er andre ting, vi skal være opmærksomme på, som er tegn på en forkert behandling. Det er alt sammen noget, som kan hjælpe med til at optimere behandlingen af levende mennesker, så overdødeligheden forhåbentlig kan mindskes.

Der er meget, som vi bør kunne gøre bedre, og som der står: »SURVIVE – lad de døde gavne de levende«. En systematisk tilvejebringelse af viden er ekstremt vigtig. Så i Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at drøfte, hvordan vi kan skabe mere viden om, hvorfor mennesker med en psykisk lidelse dør tidligere. Det kan godt være, at vi skal se på finansieringen. Det er SF jo også helt klar på er en del af diskussionen. Så det kunne godt være, at en fælles beretning er den mest reelle måde at komme videre med det her på, og som jeg hører de forskellige ordførere, burde der faktisk kunne samles et stort flertal for at tage fat på det her og sikre, at der i hvert fald bliver gjort noget ved det her, om ikke andet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste taler, jeg ser i salen, er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Når der ikke er så mange ordførere i salen, går det lidt hurtigere med, at man kommer op på talerstolen, og det viser vel bare en gang imellem, hvor alvorligt man tager det, når vi taler om mennesker med psykiske lidelser, og det synes jeg er trist: at man siger så meget, til medierne i hvert fald, og at man lover så meget, når debatten er oppe, men at når det kommer til stykket, er der ikke nogen, der gør noget.

Jeg vil sige tak til SF for at fremsætte forslaget. Det er jo noget, vi har diskuteret i rigtig mange år. Jeg har været sundhedsordfører i rigtig mange år og kan huske den her diskussion. Jeg ved, at første gang vi hørte om det her projekt, som er startet i 2013 med henblik på at kigge på dem, der døde med en psykiatrisk lidelse, var der nogen på 30 år og 18 år, meget unge mennesker, der aldrig blev obduceret, og spørgsmålet er, om det er, fordi man er bange for at finde ud af, at det faktisk er den tvangsbehandling med medicin, som man udsætter dem for. Som fru Trine Torp siger, er det jo ikke sygdommen, der slår ihjel; det er mange gange behandlingen.

De døde kan gøre os klogere på de levende, og så kan man så tilføje: men vi har mere tilovers for folk, der ikke er psykisk syge. For man gjorde faktisk noget i 2018, da fru Ellen Trane Nørby var sundhedsminister. Der lavede man en lovgivning, der gjorde, at man obducerede nogle flere, under 50 år i hvert fald, og der kunne jeg godt tænke mig, når vi nu skal behandle det her forslag, at kigge på, hvor mange flere der så er blevet obduceret siden 2018, og om det er nogen psykiatriske patienter, der er blevet obduceret flere af, eller om det kun er dem, der ikke har en psykiatrisk lidelse. I 2018 var der et enigt Folketing, der sagde, at der var flere, der skulle obduceres, og at man regnede med, af hvad jeg kan læse mig til, 250 flere obduktioner, så det er jo spændende at se, om det, man gjorde dengang, har gjort noget, for jeg synes, at det er et vigtigt emne, vi bliver nødt til at tage fat i.

Det kan godt være, at der er nogle, der mener, at når man er død, er man død, og så kan man ikke gøre ret meget mere, men som jeg sagde tidligere, betyder det noget, hvilke resultater man kommer frem til. Når man ser på det somatiske område, kan der være tale om en genfejl, og at det gør, at man så kan behandle børnene eller andre i familien, som måske har samme lidelse. Det samme ved vi i psykiatrien. Vi ved faktisk, at der er nogle mennesker, der kan tåle noget medicin, og andre, som kan tåle noget andet, og samtidig ved vi også godt, at mange gange bliver der lagt medicin på medicin på. Når man bliver endnu mere syg, har det mange gange været sådan, at der er blevet udskrevet et præparat mere uden faktisk at vide, hvilken forbindelse det har med de forskellige medicintyper.

Så jeg mener bestemt, at det her er noget, vi bliver nødt til at se på, og jeg er med på forslaget, og der taler jeg på hele gruppens vegne – vores gæs og gaser-gruppe, vi løsgængere; vi støtter forslaget – men vi er også med på at kunne lave en beretning, hvis ikke der bliver et flertal, i forhold til hvordan vi kommer videre med de her ting, og også stille nogle spørgsmål om, hvad der er sket siden den 1. januar 2019, hvor det nye lovforslag, som fru Ellen Trane Nørby lavede, blev sat i gang. Og til det her med, at der er rigtig mange, der snakker om, hvad det koster, vil jeg sige, at jeg bliver så gal. Altså, den ene dag kan man sende 600 mio. kr. til Ukraine, man kan sende alt muligt til alle andre end danskere. Vi taler her om anslået 7,5 mio. kr. årligt. Havde man nu kunnet lave en aftale, havde man måske også kunnet få det endnu billigere, eller hvad ved jeg, og altså have lavet en strategi for, hvordan vi når de her ting. Men at stå at sige, at vi ikke obducerer psykisk syge unge mennesker, for det synes vi ikke vi har råd til, synes jeg ikke vi kan være bekendt. Vi støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Trine Torp, SF.

Tak for det, og det bliver ikke et spørgsmål, men mere en kommentar, og tak for støtten til det. For jeg synes faktisk også, det er interessant at gå lidt videre i udvalgsbehandlingen med det, som ordføreren siger, altså hvad det egentlig er, vi kan se ved obduktionerne, f.eks. det her med, hvad man finder af forskelle, hvis man sammenligner personer med psykiatriske diagnoser, som efter dødsfaldet bliver obduceret, med dem, der ikke bliver det. Eller bliver færre eller flere obduceret set i forhold til den totale stigning i antallet af mennesker med psykiske lidelser? Hvordan ser det ud i forhold til det? Og hvem er det, der henvises til obduktion? Sådan nogle ting synes jeg måske i hvert fald vi kunne samarbejde om, altså hvad det er for nogle spørgsmål, der skal stilles.

Ordføreren.

Det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er vigtigt, og jeg synes jo også, det er vigtigt at se på, hvordan medicinen virker. Jeg har jo tit undret mig, når vi har været ude med § 71-tilsynet, hvor vi så også har fået at vide, at det ikke er alle mennesker, der reagerer på en bestemt slags medicin. Vi ved, at folk, der kommer fra andre lande, og som har en anden hudfarve end os, optager medicin på en anden måde, og man ved ikke hvorfor. Altså, det er jo en kærkommen lejlighed til at spørge, om vi ikke kan undersøge det her. Vi får så meget at vide af de døde.

Fru Trine Torp? Nej, der er ikke flere korte bemærkninger. Men så er det fru Trine Torp, SF, som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for ordet, og tak for debatten. Det ærgrer mig naturligvis, at regeringen er af den opfattelse, at der ikke bør indføres de her systematiske retslægeobduktioner efter den udvidede obduktionsprotokol i en 2-årig periode. Jeg glæder mig over den opbakning, der er flere steder fra, i forhold til intentionen i forslaget, og at der kan diskuteres noget finansiering osv., men at der jo faktisk i hvert fald, sådan som jeg lyttede mig til det, både var en imødekommelse fra Venstre, fra Enhedslisten, fra Dansk Folkeparti og fra fru Liselott Blixt i forhold til at prøve at arbejde videre med en beretning. Det synes jeg kunne være rigtig fint.

Obduktioner bidrager med vigtig viden om dødsårsager. Ved et dødsfald, hvor der ikke bliver foretaget obduktion, vil oplysningerne om dødsårsagen alene stamme fra det almindelige eller retslægelige ligsyn af afdøde, og oplysningerne baserer sig i de her tilfælde på et skøn. Hovedargumentet for at foretage obduktioner er at kvalificere den årelange debat, der har været, nemlig om mennesker med psykiatriske diagnoser dør af behandlingen, de får, eller den, de ikke får. Det eneste, der kan give et svar på det, er en retsmedicinsk obduktion inklusive toksikologi.

Systematiske retslægelige obduktioner kan give os vigtig viden om risikofaktorer for pludselig og uventet død og dermed også viden om årsagerne til overdødeligheden blandt mennesker med psykiske lidelser, f.eks. viden om, hvor ofte medicinsk behandling enten er hoveddødsårsagen eller har bidraget til det, og også omkring samspillet mellem medicinsk behandling og andre risikofaktorer som f.eks. misbrug og livsstilssygdomme. Med flere obduktioner vil vi også kunne reducere antallet af dødsfald, som registreres med ukendt dødsårsag, og derigennem bidrage til at sikre bedre viden om årsagerne til for tidlig død blandt mennesker med psykiske lidelser. Der henvises af flere, inklusive ministeren, til, at de nødvendige redskaber, der kan bidrage til viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med en psykisk lidelse, allerede foreligger uden yderligere brug af obduktioner. Men det er jo med udgangspunkt i forskningsresultater, som man kendte til før SURVIVE. Regeringen forholder sig imidlertid ikke nærmere til resultaterne af SURVIVE-projektet, og det undrer mig. Jeg synes, at vi bør tillade os selv at blive klogere og tage udgangspunkt i det, som man ved i dag, og ikke det, som vi vidste tidligere. Det ærgrer mig derfor også, at regeringen ikke forholder sig nærmere til de resultater, der er fra SURVIVE-projektet og øvrig forskning.

Flere internationale studier viser, at der er væsentlige uoverensstemmelser mellem den kliniske diagnosticering forud for dødsfaldet og de efterfølgende obduktionsresultater, og et norsk studie peger på, at resultaterne af obduktioner i vidt omfang leder til ændringer i den først registrerede dødsårsag. Ved obduktioner af mennesker med psykisk lidelse ses f.eks. hjertesvigt, kronisk lungesygdom, leversygdom, som ikke var diagnosticeret før. Diabetes og hjerte-kar-sygdomme som registreret dødsårsag kan jo dække over forgiftning eller hjerterytmeforstyrrelser, som er kendte bivirkninger af psykofarmaka.

Der har været iværksat tiltag med henblik på at undgå overmedicinering, medicinfejl osv. og dermed nedbringe overdødeligheden blandt mennesker med psykiske lidelser. Det gælder bl.a. projektet Sikker Psykiatri, og det er vigtige tiltag. Men desværre – som det ser ud i dag – bidrager de her initiativer ikke med øget viden og data om sammenhængen mellem medicinsk behandling og overdødeligheden blandt patienter i psykiatrien. Det bliver derfor heller ikke monitoreret, om de pågældende initiativer virker, og om de faglige vejledninger og anbefalinger på området bliver overholdt. Der bliver på den måde ikke tilvejebragt data, som gør det muligt at følge udviklingen og derved overvåge, om de pågældende initiativer bidrager til at nedbringe antallet af dødsfald, som har relation til medicinforgiftning. En ordning med systematiske retslægelige obduktioner kan bidrage med den viden og data, og endelig er der altså også et menneskeligt aspekt, som også flere har nævnt, i forhold til de pårørende, som vi bør overveje. Obduktioner bidrager med væsentlig viden om dødsårsagen til den afdødes efterladte. Der er blandt mange efterladte et stort behov for at få afklaring af årsagen til deres nærmestes død, og de giver oftest samtykke til en obduktion.

Ministeren har afvist forslaget, bl.a. på grund af menneskelige omkostninger. Men SURVIVE-projektet viste jo, at 90 pct. af de pårørende var villige til at afgive samtykke til obduktion.

Jeg vil glæde mig til, at regeringen går i gang med de længe ventede forhandlinger om 10-årsplanen for mental sundhed og bedre indsatser for mennesker med psykisk lidelse, herunder at få gjort op med den ulighed og overdødelighed, vi ser. Det undrer mig derfor også, at der ikke er opbakning til at blive klogere på netop det her, også selv om vi skal diskutere finansieringen, men en vis imødekommelse i forhold til det. Men forhåbentlig kan det blive en del af forhandlingen. Mere viden om følgerne af behandlingen med psykofarmaka vil kunne bidrage til at imødegå for tidlig død blandt mennesker med psykisk lidelse, og det er den viden, jeg vil mene det er værd at få.

Jeg ser frem til de yderligere drøftelser i udvalget og håber, at vi kan finde en måde at blive klogere sammen på og også kunne lave en beretning, som kan gøre os klogere på de tidlige og uventede dødsfald blandt mennesker med psykiske lidelser. Det synes jeg vi har et fælles ansvar for, det skylder vi patienterne, og det skylder vi de pårørende. Tak for debatten.

Tak for det.

Der er ikke flere, der bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.