Når der ikke er så mange ordførere i salen, går det lidt hurtigere med, at man kommer op på talerstolen, og det viser vel bare en gang imellem, hvor alvorligt man tager det, når vi taler om mennesker med psykiske lidelser, og det synes jeg er trist: at man siger så meget, til medierne i hvert fald, og at man lover så meget, når debatten er oppe, men at når det kommer til stykket, er der ikke nogen, der gør noget.
Jeg vil sige tak til SF for at fremsætte forslaget. Det er jo noget, vi har diskuteret i rigtig mange år. Jeg har været sundhedsordfører i rigtig mange år og kan huske den her diskussion. Jeg ved, at første gang vi hørte om det her projekt, som er startet i 2013 med henblik på at kigge på dem, der døde med en psykiatrisk lidelse, var der nogen på 30 år og 18 år, meget unge mennesker, der aldrig blev obduceret, og spørgsmålet er, om det er, fordi man er bange for at finde ud af, at det faktisk er den tvangsbehandling med medicin, som man udsætter dem for. Som fru Trine Torp siger, er det jo ikke sygdommen, der slår ihjel; det er mange gange behandlingen.
De døde kan gøre os klogere på de levende, og så kan man så tilføje: men vi har mere tilovers for folk, der ikke er psykisk syge. For man gjorde faktisk noget i 2018, da fru Ellen Trane Nørby var sundhedsminister. Der lavede man en lovgivning, der gjorde, at man obducerede nogle flere, under 50 år i hvert fald, og der kunne jeg godt tænke mig, når vi nu skal behandle det her forslag, at kigge på, hvor mange flere der så er blevet obduceret siden 2018, og om det er nogen psykiatriske patienter, der er blevet obduceret flere af, eller om det kun er dem, der ikke har en psykiatrisk lidelse. I 2018 var der et enigt Folketing, der sagde, at der var flere, der skulle obduceres, og at man regnede med, af hvad jeg kan læse mig til, 250 flere obduktioner, så det er jo spændende at se, om det, man gjorde dengang, har gjort noget, for jeg synes, at det er et vigtigt emne, vi bliver nødt til at tage fat i.
Det kan godt være, at der er nogle, der mener, at når man er død, er man død, og så kan man ikke gøre ret meget mere, men som jeg sagde tidligere, betyder det noget, hvilke resultater man kommer frem til. Når man ser på det somatiske område, kan der være tale om en genfejl, og at det gør, at man så kan behandle børnene eller andre i familien, som måske har samme lidelse. Det samme ved vi i psykiatrien. Vi ved faktisk, at der er nogle mennesker, der kan tåle noget medicin, og andre, som kan tåle noget andet, og samtidig ved vi også godt, at mange gange bliver der lagt medicin på medicin på. Når man bliver endnu mere syg, har det mange gange været sådan, at der er blevet udskrevet et præparat mere uden faktisk at vide, hvilken forbindelse det har med de forskellige medicintyper.
Så jeg mener bestemt, at det her er noget, vi bliver nødt til at se på, og jeg er med på forslaget, og der taler jeg på hele gruppens vegne – vores gæs og gaser-gruppe, vi løsgængere; vi støtter forslaget – men vi er også med på at kunne lave en beretning, hvis ikke der bliver et flertal, i forhold til hvordan vi kommer videre med de her ting, og også stille nogle spørgsmål om, hvad der er sket siden den 1. januar 2019, hvor det nye lovforslag, som fru Ellen Trane Nørby lavede, blev sat i gang. Og til det her med, at der er rigtig mange, der snakker om, hvad det koster, vil jeg sige, at jeg bliver så gal. Altså, den ene dag kan man sende 600 mio. kr. til Ukraine, man kan sende alt muligt til alle andre end danskere. Vi taler her om anslået 7,5 mio. kr. årligt. Havde man nu kunnet lave en aftale, havde man måske også kunnet få det endnu billigere, eller hvad ved jeg, og altså have lavet en strategi for, hvordan vi når de her ting. Men at stå at sige, at vi ikke obducerer psykisk syge unge mennesker, for det synes vi ikke vi har råd til, synes jeg ikke vi kan være bekendt. Vi støtter forslaget.