Tak for Tingets behandling af vores beslutningsforslag om at give erstatning til naboerne til letbanebyggeriet og andre rundtomkring i Danmark, som måtte komme i lignende situationer, hvor de er ekstremt plaget af støj gennem en længere periode, hvilket gør det meget svært for dem at få en velfungerende hverdag.
Historikken om letbanen er jo den, at det blev aftalt i trafikforliget i 2009. Når man laver de her trafikforlig, er de meget, meget store, og der vil være ting i sådan et forlig, som partier går ind for, og ting, som partier ikke går ind for. Vi har også for nylig, her sidste år, lavet et meget stort trafikforlig for Danmark for de næste 15 år, og der vil også være projekter der, som enkelte partier går ind for, og projekter, som de ikke går ind for. Man tager den samlede pakke, og derefter er man nødt til at stemme for gennemførelsen af alle projekter, også de projekter, som man synes er ufornuftige. Det vedstår Det Konservative Folkeparti sig, og derfor har vi også stemt for letbanen hele vejen igennem, for vi har været bundet af det her forlig.
Men det er tilladt også undervejs at forsøge at overbevise de andre partier i en forligskreds om at skifte mening. For hvis alle kan indse, at det er ufornuftigt at gennemføre et projekt, så kan man stoppe projektet, også selv om det måtte være aftalt i et stort forlig. Det er det, som Det Konservative Folkeparti har forsøgt, i hvert fald siden 2015, hvor jeg blev transportordfører og kom ind i Folketinget. For beregninger har vist, at letbaneprojektet er en dårlig investering. Det er et projekt, som samfundsøkonomisk er utrolig dårligt. Samfundsøkonomisk er det et af de dårligste trafikprojekter, der nogen sinde er blevet gennemført i Danmark. Vi synes altså, det er ufornuftigt at gennemføre projekter, som giver mindre fremkommelighed, end hvis man ikke byggede projekterne. Og når masser af trafikforskere har kigget rigtig grundigt på det her og sagt, at det ville være mere fornuftigt ikke at bygge letbanen, selv hvis man fik den gratis, så synes vi, det er ærgerligt, at der har været så meget stædighed, at man ikke har villet lave projektet om. Men sådan er det.
Nu er vi så overgået til, at det bliver gennemført, og vi må jo erkende, at vi har tabt det slag. Det er demokratiets vilkår, og det accepterer vi, selv om vi er uenige, men så gælder det om at forsøge at gennemføre projektet så rimeligt og lempeligt som muligt med færrest mulige gener for naboerne. Der synes vi, at det, når man er udsat for meget store støjgener, og når fællesskabet pålægger enormt store gener for en lille gruppe borgere, må være rimeligt, at man også får en erstatning. Vi synes, det er utilstrækkeligt, at man kun kan få erstatning, hvis der er tale om natarbejde, og at man ikke kan få erstatning, når der bliver arbejdet fra kl. 7.00 om morgenen til 22.00 om aftenen gennem en længere periode. For det er altså også meget rart at kunne være i sit hjem mellem kl. 7.00 og kl. 22.00.
Jeg synes, det er vigtigt, at regeringen står ved, at den ikke ønsker at give erstatning til naboerne. Enten gør man det, eller også gør man det ikke. Altså, man kan ikke sidde og sige: Der er hjemmel, men vi vil ikke stemme for beslutningsforslaget, og så vil vi i øvrigt ikke give erstatning til naboerne. Hvis der er hjemmel, må regeringen til lommerne, og så må den give den erstatning, for så har regeringen mulighed for det. Der er jo kun de to muligheder: Enten er der hjemmel, og så er det, fordi regeringen ikke vil, eller også er der ikke hjemmel, og så er det, fordi regeringen ikke må give erstatning til naboerne. Andre muligheder synes jeg det er svært at få øje på. Det kan jo ikke være sådan, at der er hjemmel og regeringen har vilje til at give erstatning, men at der alligevel ikke kommer nogen erstatning. Altså, det giver ikke mening.
Den tidligere transportminister hr. Benny Engelbrecht sagde jo til mig i efteråret, at der ikke er hjemmel, og det er derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget. Jeg antager jo, at når regeringen siger det til et folketingsmedlem som mig, er det rigtigt. Derfor ville det undre mig gevaldigt, hvis man nu lige pludselig vendte om og sagde: Jamen der er faktisk hjemmel; vi kan godt give erstatning til naboerne. Men det ville glæde mig, og så ville det også glæde mig, hvis regeringen kom i gang med at give den erstatning til naboerne, som der måtte være mulighed for at give. Men jeg er ret sikker på, at situationen er den, at der ikke er hjemmel. Og når jeg læser notatet fra Transportministeriet, synes jeg faktisk også, det er det, der står. Der står, at man godt kan give erstatning, men kun hvis der er natarbejde, og eftersom der ikke er natarbejde, kan man ikke give erstatning. Jeg er rimelig sikker på, at det er sådan, juraen skal forstås.
Jeg vil foreslå, at ministeren kommer over i Transportudvalget og redegør for det, for så har vi det i hvert fald også på bånd, og så kommer det ud i det åbne, så alle kan høre, hvad det er op og ned, så der ikke er nogen, der sidder derude og er uafklarede, i forhold til hvad der egentlig er af muligheder, og hvad der ikke er af muligheder. Vi skal i hvert fald træffe beslutningen med åbne øjne, og vi skal være ærlige over for borgerne, når vi siger, at vi vil eller ikke vil give dem en erstatning. Der er ikke nogen, der sådan kan sidde herinde og undskylde sig med jura, for i Folketinget kan vi lave juraen om. Så hvis der ikke er hjemmel i dag, kan vi jo ændre reglerne, og det er jo præcis det, vi har foreslået her med beslutningsforslaget.
Jeg vil gerne takke Venstre og Dansk Folkeparti for at være positive over for forslaget. Jeg vil ikke takke Socialdemokratiet, regeringen og SF for ikke at være positive over for forslaget, men jeg vil se frem til, at vi holder et samråd, hvor ministeren forhåbentlig vil komme med en redegørelse til os,så vi i hvert fald alle sammen er sikre på, hvad der er op og ned, om der er hjemmel, om det er vilje, eller om det er jura, der stopper os, og om det i så fald så er viljen eller juraen, vi skal lave om. Så tak for behandlingen. Vi ser frem til en yderligere afklaring fra transportministeren.