L 154 Forslag til lov om ændring af lov om luftfart.

(Service- og kapacitetsmål, oplysningspligt for flyvepladser, fastsættelse af safetybidrag m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 15-05-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. maj 2018

20171_l154_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. maj 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om luftfart

(Service- og kapacitetsmål, oplysningspligt for flyvepladser, fastsættelse af safetybidrag m.v.)

§ 1

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997 og § 5 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 55, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 60«: »eller certificering efter EU-forordninger på flyvepladsområdet«.

2. I § 55, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »til«: »væsentlig«.

3. I § 57, stk. 2, nr. 8, litra a, ændres »eller omlægning af driften, der indebærer« til: »omlægning af driften eller fysiske ændringer, der ikke er omfattet af § 55, stk. 1, og som indebærer«.

4. I § 57 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om service- og kapacitetsmål for flyvepladser, som er af vital betydning for Danmarks nationale og internationale trafikforbindelser, herunder regler om tilsyn med og håndhævelse af de fastsatte service- og kapacitetsmål.«

5. I § 60, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »offentligheden«: », og som ikke skal certificeres i henhold til EU-forordninger på flyvepladsområdet«.

6. I § 71, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »regler om«: »takstperioder og«.

7. I § 71 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om indhentning af oplysninger fra flyvepladserne til brug for administrationen af regler udstedt i medfør af stk. 1. Transport-, bygnings- og boligministeren kan endvidere fastsætte regler om, at flyvepladser regelmæssigt skal levere oplysninger til brug for transport-, bygnings- og boligministerens tilsyn med lufthavnstaksterne.«

8. § 148, stk. 1 og 2, affattes således:

»Luftfartsselskaberne betaler en afgift til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på 4,75 kr. for hver passager, som selskabet befordrer. Afgiften betales for passagerer, som rejser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passagersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end 5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Den afgift, som er nævnt i stk. 1, dækker omkostninger forbundet med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver vedrørende tilsyn med civil luftfart, herunder tilsyn med aktører, der ikke er pålagt afgiften i medfør af stk. 1, men hvis aktivitet har betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed.«

9. I § 148, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 6 og 7, ændres »stk. 2« til: »stk. 1«.

10. I § 149, stk. 12, ændres »§ 57« til: »§ 57, stk. 1 og 2«.

11. I § 149 indsættes som stk. 18:

»Stk. 18. Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler om, at ministeren i sager om overtrædelse af regler fastsat i medfør af § 57, stk. 3, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter 1. pkt. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.