B 114 Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til social og miljømæssig bæredygtighed ved danske pensionsselskabers investeringer.

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2015-16
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 19-05-2016

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 19. maj 2016

20151_b114_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 19. maj 2016

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 31. marts 2016 og var til 1. behandling den 28. april 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Forsikring & Pension, som erhvervs- og vækstministeren har kommenteret skriftligt over for udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV, SF og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Radikale Venstres medlem af udvalget bemærker, at Radikale Venstre finder det vigtigt at diskutere veje til at skabe en bæredygtig vækst i verden, herunder hvad man fra dansk side kan gøre for at fremme den udvikling. Radikale Venstre er enig i, at også pensionsselskaber bør tage ansvar for social- og miljømæssig bæredygtighed. Det er imidlertid en udvikling, som efter Radikale Venstres opfattelse allerede er godt i gang i pensionsselskaberne. Radikale Venstre mener, at det er bedre, at pensionsselskaberne har ejerskab til den grønne omstilling, og at pensionsopsparerne selv har demokratisk indflydelse på, hvordan deres opsparing bliver investeret, frem for at man fra Folketingets side laver en centralistisk planlægning. På den baggrund kan Radikale Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Den største barriere i øjeblikket er efter Radikale Venstres opfattelse mangelen på gode socialt og miljømæssige bæredygtige projekter at investere i. Det vil sige, at det politiske fokus bør være på at skabe rammer i Danmark og andre lande, der understøtter udbredelsen af gode socialt og miljømæssigt bæredygtige projekter at investere i.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at SF er helt enig i, at pensionsselskaber bør tage ansvar for social og miljømæssig bæredygtighed. Det har de også mulighed for i dag. Der er dog formentlig brug for at gøre denne mulighed tydeligere. Men det bør være en beslutning, der træffes af pensionsselskabers medlemmer eller (hvor reglerne er sådan) bestyrelse - med inddragelse af medlemmerne - og ikke et diktat i lovgivningen.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Alternativets medlemmer af udvalget bemærker, at der generelt er behov for at accelerere bæredygtige investeringer og udfase alle fossile investeringer, hvis Danmark skal leve op til sine internationale forpligtigelser som eksempelvis Parisaftalen (COP21) om at arbejde for en temperaturstigning på maksimum 2 grader og tilstræbe 1,5 grad. Derfor mener Alternativet, at der er tale om rettidig omhu, når partiet foreslår, at pensionsmidler skal investeres ud fra hensyn til både en økonomisk, en social og en miljømæssig bundlinje. Selv om pensionsselskaber primært skal lade sig lede af deres medlemmer, reguleres investeringsvirksomhed af staten og efter politisk vedtagne retningslinjer. Derfor er det lovgivers ansvar, at loven er tidssvarende og understøtter den ønskede samfundsudvikling, herunder Danmarks internationale forpligtigelser. Desuden er Alternativet opmærksomme på, at der i den nuværende lovgivning ikke er direkte uoverensstemmelse mellem økonomisk afkast og bæredygtighedshensyn. Alligevel er det forslagsstillernes klare overbevisning, at pensionsselskaberne ikke tager væsentlige skridt i retning af mere bæredygtige investeringer, fordi de finder lovgivningen og eventuelt finanstilsynets retningslinjer begrænsende, hvilket branchen selv har givet udtryk for.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Lise Bech (DF) Ib Poulsen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Torsten Schack Pedersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Eva Kjer Hansen (V) Jacob Jensen (V) Erling Bonnesen (V) Jane Heitmann (V) Christina Egelund (LA) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF) Erik Christensen (S) Karin Gaardsted (S) Kirsten Brosbøl (S) Mette Reissmann (S) Morten Bødskov (S) fmd. Rasmus Horn Langhoff (S) Anne Paulin (S) Pelle Dragsted (EL) Henning Hyllested (EL) Rasmus Nordqvist (ALT) Josephine Fock (ALT) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jonas Dahl (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 114

Bilagsnr.
Titel
1
Henvendelse af 26/4-16 fra Forsikring & Pension
2
Tidspunkt for betænkningsafgivelse over beslutningsforslaget
3
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 114

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelsen af 26/4-16 fra Forsikring & Pension, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå