Tillykke til de nye ministre.
I torsdags fik regeringen og højrefløjen jo gennemtrumfet deres beslutning om at ville sælge en andel af vores fælles energiselskab, DONG, til Goldman Sachs.
Jeg synes, det er en trist begivenhed, som risikerer at få dybt alvorlige konsekvenser for Danmark fremadrettet.
Jeg mener, det er en fejl at sælge ud af afgørende infrastruktur til et selskab, som er kendt for kun at tænke på kortsigtet profit uden at tage hensyn til de mennesker og det miljø, som deres ageren skulle gå ud over – og her taler vi så ovenikøbet om at sælge til et selskab, som har trukket et spor af spekulation, økonomisk ruin og skatteunddragelse efter sig.
Det selskab får nu vetoret på en række afgørende beslutninger i DONG.
Jeg synes, det er deprimerende, at en socialdemokratisk ledet regering har stået i spidsen for det her salg.
Men ud over at salget i sig selv er en alvorlig fejl, synes jeg også, at forløbet har vist en regering, som har optrådt med en helt enorm arrogance over for de mennesker, som har bragt den til magten.
I ugerne op til beslutningen blev det klart, at et kæmpe flertal af danskerne – på tværs af partiskel – var lodret imod at sælge til Goldman Sachs; personer som Poul Nyrup Rasmussen og en række andre tidligere socialdemokratiske ministre var ude at advare mod det, og man må jo sige, at der i den grad var kritik af det, i både det socialdemokratiske, i SF's og for den sags skyld også i De Radikales bagland.
Var statsministeren og regeringen parat til at lytte til den bekymring og kritik, som danskerne udtrykte?
Nej.
Ville man lytte til kritikken fra vigtige stemmer i sit eget bagland?
Nej.
Var man parat til i det mindste at udskyde beslutningen, så vi kunne få en ordentlig demokratisk debat?
Nej.
I stedet for mødte man befolkningen, kritikerne, med en helt utrolig arrogance, og jeg vil egentlig gerne spørge statsministeren i dag:
Mener statsministeren, at de eneste, som har forstået DONG-sagen her, og hvad salget til Goldman Sachs egentlig går ud på, er statsministeren, finansministeren og hr.
Anders Samuelsen, og at alle de andre, danskerne, bare er for dumme til at forstå det; at de eneste, der har fattet det, er statsministeren og finansministeren?