Nu ved jeg godt, at Venstre har det rigtig svært med gruppearbejde, og det var også det, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen havde.
Han havde det rigtig svært med det der med at sidde i grupper og arbejde sammen.
Det syntes han var noget værre noget.
Jeg skal så også erkende, at det har denne regering ikke.
Vi har det rigtig godt med gruppearbejde, og vi synes også, at det skal eksistere i vores uddannelsessystem, og det er også derfor, vi har genindført gruppeeksamen f.eks.
Så det der med grupper er ikke noget, vi har det så svært med.
Men det er egentlig ikke gruppearbejde, vi har sat i værk i forhold til konkurrenceevnen.
Vi har igennem meget lang tid, faktisk de 16 måneder, vi har siddet i regering, forsøgt at rette op på det forhold, at vi gennem 10 år, hvor der sad en borgerlig regering, faktisk fik forringet vores konkurrenceevne med næsten 20 pct.
– næsten 20 pct.!
Det er ret meget for en regering bestående af Venstre og Konservative, som ellers roser sig af at have styr på tingene.
Det var der jo ikke i den forbindelse.
Det skal vi gerne rette op på, og det har vi været i gang med i 16 måneder.
Nu går vi nu videre, fordi vi gerne vil finde på endnu flere ideer til, hvordan vi kan rette op på konkurrenceevnen.
Det vil vi gøre i samarbejde forhåbentlig med Venstre og andre partier, der vil være med; det vil vi gøre i samarbejde med erhvervslivet og de faglige folk i Danmark.
Så vi tror på, at det kan nytte at give den et nøk en gang til for at komme videre ud over stepperne ved at vurdere, om der er nogle skatter og afgifter, vi kan få fjernet, sådan at vi kan få forbedret den konkurrenceevne, som blev forringet så meget under VK-regeringen.