For 15 måneder siden, eller er det efterhånden mere, fik vi en ny regering i Danmark, der bl.a.
slog sig op på, at nu, endelig, skulle vi have en god regeringsførelse.
Regeringen sagde selv, at det danske folkestyre trænger til fornyelse, og at man ville komme med konkrete tiltag, der skulle forbedre mulighederne for at kontrollere regeringens embedsførelse.
Det var sådan set noget af det, vi som opposition var mest glade for at høre.
Nu fik vi så før nytår statistikken over, hvordan det egentlig går for regeringen med besvarelserne, når Folketinget gerne vil have noget at vide.
Hvad angår § 20-spørgsmål, er det kun 75 pct.
af svarene, der kommer rettidigt.
Og når vi så går over og ser på almindelige spørgsmål, altså på den almindelige del, er det også kun 75 pct., der kommer rettidigt.
Går man ned på de enkelte ministerier, kan man finde Skatteministeriet, der er helt nede på 48 pct., hvad angår § 20-spørgsmål, og man kan se, at det er helt nede på 28 pct.
for finansministeren.
Synes statsministeren selv, at man har levet op til de løfter, som man har givet Folketinget og befolkningen med regeringsprogrammet, når man ser, hvor slemt det egentlig står til?