L 105 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 27-05-2008

Lovforslag som vedtaget

20072_l105_som_vedtaget (html)

L 105 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. maj 2007

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1044 af 6. august 2007, som ændret ved lov nr. 264 af 23. april 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn« til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien«.

2. I § 2 a indsættes som stk. 4-7:

»Stk. 4. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om visuminforma­tionssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (VIS-forordningen) gælder her i landet.

Stk. 5. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af de fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer med hensyn til indførelse af biometriske kendetegn, herunder bestemmelser om organisering af modtagelsen og behandlingen af visumansøgninger, gælder her i landet.

Stk. 6. Rådsafgørelsen om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for de udpegede myndigheder i medlemsstaterne og for Europol med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger gælder her i landet.

Stk. 7. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om optagelse af personfotografi og fingeraftryk af en udlænding, der søger om visum til Danmark.«

3. I § 47 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan efter aftale med udenrigsministeren fastsætte regler om, at private samarbejdspartnere på vegne af en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation kan varetage opgaver med modtagelse og registrering af ansøgninger om visum, opholdstilladelse og arbejdstilladelse, herunder optage personfotografi og fingeraftryk, modtage gebyr for ansøgningen samt yde vejledning om regler vedrørende visum, opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Der kan ikke gives private samarbejdspartnere kompetence til at afgøre konkrete sager om ansøgning om visum, opholdstilladelse og arbejdstilladelse.«

4. I overskriften til kapitel 8 a indsættes efter »Schengenkonventionen«: », VIS-forordningen«.

5. I § 58 d, 1. pkt., indsættes efter »Schengenkonventionen,«: »VIS-forordningen,«.

§ 2

Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1 og 3, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 2, 4 og 5.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.