Vil ministeren oplyse, om han mener, at en lift eller en løfteplatform med en løftekapacitet på max. 225 kg på tilfredsstillende vis lever op til kravet i bygningsreglementet om tilgængelighed for personer med handicap i forbindelse med en ombygning af en offentligt tilgængelig bygning?
I forbindelse med ombygninger af bl.a. offentligt tilgængelige bygninger m.v., som f.eks. en café, stilles der i forbindelse med byggesagsbehandlingen krav om niveaufri adgang for personer i kørestol. Det gør man, fordi det er afgørende, at der skabes tilgængelighed for alle i forbindelse med ombygninger af de bygninger, hvor mange mennesker forventes at komme.
Det er imidlertid tvivlsomt, om en lift eller en løfteplatform med en løftekapacitet på max. 225 kg lever op til kravet om niveaufri adgang. Der er mange elektriske kørestole, der vejer mere end 150 kg. Derfor vil en kørestol med en person nemt kunne veje mere end 225 kg.
Hvis den samlede vægt overstiger 225 kg, hvilket ofte vil kunne være tilfældet, vil det betyde, at den pågældende lift eller løfteplatform ikke vil kunne sikre adgang for en person i en elektrisk kørestol.