Det er et beslutningsforslag, der går ud på at indføre en avanceskat på den meravance, andelshavere kan opnå ved at likvidere en andelsboligforening i stedet for at sælge andelene enkeltvis efter de gældende prismaksimeringsregler. Det foreslås, at meravancen opgøres som forskellen mellem markedsprisen og maksimalprisen på andelen, og at den meravance så beskattes med 60 pct.
Det er bl.a. i Århus, at der er set nogle eksempler på, at andelsboligforeninger har likvideret foreningen, solgt deres ejendom og fået udbetalt provenuet til andelshaverne. Hermed har andelshaverne opnået at få en højere pris for deres andelsbolig i stedet for den pris, som de kan opnå efter maksimalprissystemet i andelsboligloven. Det er i hvert fald udgangspunktet for beslutningsforslaget.
Forslagsstillerne frygter, at omgåelsen af andelsboliglovens regler om prismaksimering via opløsning af andelsboligforeninger vil vinde mere udbredelse. Med forslaget ønsker forslagsstillerne at stoppe de handler, idet forslagsstillerne mener, at det vil underminere tilbudspligten og dermed svække andelsboligformen til skade for sikringen og udviklingen af et mangfoldigt boligudbud.
Indtil nu har regeringen kunnet identificere ca. 100 likvidationer, altså opløsninger, af andelsboligforeninger i Danmark over en 4-årig periode. Det er et meget begrænset antal i forhold til de mange andelsboliger, der er. Regeringen frygter derfor ikke for en større udbredelse af likvidationer af andelsboligforeninger.
I øjeblikket er regeringen ved at analysere problemstillingerne omkring Århusmodellen nærmere, herunder ser regeringen på, om det må forventes, at modellen vil brede sig, men de øjeblikkelige tilbagemeldinger indikerer, at det ikke ser ud til at være tilfældet.
80 pct. af alle andelsboliger ligger i Københavnsområdet. En udbredelse af konstruktionen kræver derfor, at det kan betale sig at likvidere andelsboliger i Københavnsområdet. Ved en forenings salg af ejendommen er foreningens mulighed for at få en væsentlig højere pris end efter prismaksimeringssystemet afhængig af, hvor mange tomme lejligheder der er i ejendommen, og hvor ofte der bliver en ledig lejlighed i ejendommen. Det skyldes, at den højere pris opstår, fordi tomme lejligheder kan renoveres og derved indbringe en højere leje.
I Københavnsområdet er det vanskeligt for andelshavere at finde en tilsvarende bolig og dermed også vanskeligere for investorer at skaffe mange tomme lejligheder i ejendommene. Efter de eksisterende regler i andelsboligloven kan værdien af ejendommen opgøres ud fra en valuarvurdering af ejendommens værdi som udlejningsejendom med én ledig lejlighed. Det resulterer i, at forskellen mellem, hvad der kan opnås i maksimalpris ved en valuarvurdering, og hvad ejendommen faktisk kan sælges til i Københavnsområdet, må antages at være noget mindre, når investor ikke har udsigt til at opnå ledige lejligheder. Med det mindre spænd mellem maksimalprisen og salgsprisen bliver det mindre interessant for andelshavere i København at likvidere foreningen, sådan som det ses i Århus. Dette forhold giver regeringen grund til at antage, at vi ikke vil se så mange likvidationer af andelsboligforeninger i Københavnsområdet, og at andelsboligformen derfor ikke er under pres. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at nogle andelsboligforeninger sælger deres ejendom, fordi andelshaverne ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser af at renovere ejendommen. Ved salget af en nedslidt ejendom vil der ofte ske en gennemgribende renovation af ejendommen, hvorved nedslidte andelsboliger bliver erstattet af lejelejligheder i fin stand. Derved er der sket en privat byfornyelse. Det er til gavn for samfundet, når private investorer vedligeholder og forbedrer gamle, nedslidte boliger og dermed sikrer en høj kvalitet af boligmassen. Der kan derfor også være fordele forbundet med de salg, vi har set. Regeringen har sat et arbejde i gang, hvor forholdene vedrørende likvidation af andelsboligforeninger vil blive analyseret nærmere. I arbejdet deltager repræsentanter for Økonomi- og Erhvervsministeriet, Socialministeriet og Skatteministeriet. Regeringen ønsker at afvente resultatet af denne undersøgelse, inden det besluttes, om der skal foretages et indgreb, og hvori et eventuelt indgreb skal bestå. Regeringen vil følge udviklingen i antallet af likvidationer med henblik på løbende at holde øje med situationen og vurdere alvoren heraf. Med hensyn til den foreslåede beskatning vil jeg sådan bare indledningsvis sige, hvis nogle skulle være i tvivl, at indførelsen af nye skatter ikke er en del af regeringens skattepolitik. Vi er gået til valg på et løfte til skatteyderne om et skattestop, og det løfte har jeg tænkt mig at holde. Jeg kan derfor ikke støtte indførelsen af en avanceskat på andelsboliger. De salg, der finder sted i øjeblikket, giver mig heller ikke grund til at gribe ind med en ny beskatning. Jeg tror, at danskerne kun er glade for, at der er en effektiv beskyttelse imod den enorme opfindsomhed med hensyn til at beskatte boligen, som findes i visse partier. Det virker, som om nogle herinde har en fuldstændig klar opskrift, ligegyldigt hvad vi diskuterer, nemlig flere skatter på at bo. Uanset at jeg ikke kan støtte lovforslaget, er der alligevel nogle konkrete kommentarer, som jeg har lyst til at knytte til det konkrete forslag. Efter beslutningsforslaget er det således kun den spekulative del af avancen, der foreslås beskattet. En beskatning, som kun rammer den spekulative avance, skal dels afgrænses i forhold til de situationer, hvor andelshaveren spekulerer, og dels afgrænses i forhold til den del af salgsprisen, der udgør den spekulative meravance. Det volder ret store problemer og vanskeligheder i praksis. Ikke alle opløsninger af en andelsboligforening sker med spekulation for øje. Som nævnt tidligere sælger nogle andelsboligforeninger deres ejendom, fordi andelshaverne ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser, der er af at renovere ejendommen. Således er der set eksempler på salg af ejendomme fra andelsboligforeninger til kommunen. Nogle af salgene er endda sket med henblik på nedrivning og kan dermed næppe betegnes som spekulative.
Afgørelsen af, om en ejendom sælges med spekulation for øje, rejser nogle særlige kontrolmæssige vanskeligheder, idet det kræver kendskab til sælgerens sande motiv for salget.
Her må jeg nok indrømme, at jeg er meget overrasket over den store tillid, som SF viser regeringen og skatteministeren, til, at jeg skal kunne gå ind og granske sælgerens hjerne og motiverne bag ved salget for dermed at vide præcis, om det nu er spekulative motiver, eller om det er motiver i forhold til overskueligheden i renovationen af ejendommen, der er årsag til salget.
Jeg takker meget for de evner, som SF tillægger mig, men jeg må nok beklage og indrømme over for SF, at de evner ejer jeg ikke til at kunne gennemskue, hvad der er spekulativt, og hvad der ikke er spekulativt, og til at vurdere, hvilke tanker folk har i deres hoveder. En skatteregel kan derfor ikke adskille de salg, der er spekulative, fra andre salgssituationer, og dermed vil beskatningen ikke bare ramme situationer, hvor der spekuleres, men også situationer, hvor der ikke spekuleres.
En beskatning, der kun rammer den spekulative del af avancen, kræver, at beskatningen tager udgangspunkt i den pris, som den enkelte andelshaver kunne have opnået gennem prismaksimeringssystemet. Det kræver, at der foretages en individuel opgørelse af eventuelle forbedringer i de enkelte lejligheder. En forbedring som f.eks. et nyt køkken vil give en højere pris efter prismaksimeringssystemet og dermed nedbringe den avance, der foreslås beskattet. Forbedringen skal derfor medregnes og dermed fratrækkes ved opgørelsen af den spekulative avance. Hvis forbedringen ikke medregnes, så straffer man de andelshavere, der vedligeholder og forbedrer deres lejligheder.
En grundlæggende ret og rimelighed i en beskatning stiller krav om, at det er muligt at kontrollere grundlaget for opgørelse af skattetilsvaret. Dette kræver en kontrolinstans, som kan føre tilsyn med, at forbedringer er gennemført, og på tidspunktet for salget af ejendommen kan værdiansætte dem korrekt. En sådan administration findes ikke
i dag. Hvis der i stedet gennemføres en skematisk beskatning alene ud fra værdien af ejendommen i foreningens seneste regnskab uden at inddrage de enkelte andelshaveres individuelle forbedringer i beskatningen, så vil beskatningen bryde med princippet i parcelhusreglen om skattefrihed ved salg af egen bolig, og dermed er vi ved at nærme os, at vi også åbner op for beskatning af andre privatejede boligformer. Hvis man gennemfører en beskatning som foreslået i B 43, vil det som sagt kræve, at der gennemføres en særlig kontrolinstans, som gennemgår de individuelle forbedringer fra ejendom til ejendom ved opløsning af en andelsboligforening. Det vil medføre meget store administrative omkostninger for staten. Som tidligere nævnt er det også tvivlsomt, om transaktionerne ved likvidation af andelsboligforeninger er noget, som vil vinde udbredelse. Set i det lys er der ingen grund til at opbygge nye administrative systemer til styring af likvidation af andelsboligforeninger. Efter forslaget skal beskatningen af den opgjorte spekulative avance ske med 60 pct. Indførelsen af en ny skatteprocent vil medvirke til at komplicere skattesystemet yderligere. Det er regeringens mål at få et mere enkelt skattesystem, og derfor arbejder vi for at forenkle for derigennem at øge skatteydernes retssikkerhed. Jeg kan ikke anbefale, at der indføres en ny skatteprocent. På den baggrund, med de argumenter, kan jeg ikke støtte beslutningsforslaget.