Har ministeren overvejelser om at ændre medieansvarsloven set i lyset af de seneste historier i pressen om, at selv professionelle medier ikke får foretaget den fornødne anmeldelse, således at de bliver omfattet af medieansvarsloven?
Det er spørgerens opfattelse at også netmedier, der formidler nyheder, automatisk bør være omfattet af medieansvarsloven.
I dag er trykte og elektroniske medier automatisk omfattet af medieansvarsloven (og f.eks. dens redaktøransvar). Det bør massemedier på internet også være i stedet for, at de som i dag aktivt skal anmelde mediet til pressenævnet (medieansvarslovens § 1, stk. 3 jf. § 8).
Senest har vi set eksempler på, at selv dybt professionelle medier glemmer/undlader at anmelde sig, f.eks. journalisternes fagblad www.journalisten.dk og Nyhedsavisen på nettet www.avisen.dk (eJour www.djh.dk/ejour/58/58Journalisten.html).
Den uens situation for de forskellige medietyper medfører en skævvridning af mediernes ansvar (f.eks. om der er tale om bladet Journalistens papirudgave eller Journalistens stof på www.journalisten.dk), den giver forskellige vilkår for de journalistiske medarbejdere (f.eks. kan kun netjournalister få kildebeskyttelse efter Retsplejeloven, hvis netmediet har anmeldt sig), og den indebærer også en utryghed for borgerne, som er afskåret fra at få pressenævnet til at behandle en klage over et netmedie, hvis mediet ikke har anmeldt sig til nævnet.
Således er Nyhedsavisens dækning af Dansk Folkepartis Ungdoms drukfest med tilhørende videofilm på netavisen ikke omfattet af medieansvarsloven.