Spm. nr. S 533

11) Til undervisningsministeren af:

Kenneth Kristensen Berth (DF) :

Mener ministeren, at det er rimeligt og acceptabelt, at man i en dansk skolebog, »Radikalisering og terrorisme«, lægger en stor del af ansvaret for Anders Breiviks terrorhandling den 22. juli 2011 på to mindre, danske privatdrevne webmedier, Uriasposten og Snaphanen, når der i Breiviks 1.515 sider lange manifest optræder en fodnotehenvisning til Uriasposten og tre fodnotehenvisninger til Snaphanen, finder ministeren det ikke problematisk, at disse private websider på så spinkelt et grundlag udstilles på denne måde uden mulighed for at tage til genmæle, og hvilke forestillinger gør ministeren sig om, hvilke konsekvenser det kan få for folkene bag siderne, at de udstilles sådan?

Skriftlig begrundelse

Spørgeren er forfatter til bogen »Skolen i løgnen – løgnen i skolen«, der afdækker indoktrinering og politisering i en stribe danske skolebøger. Seneste eksempel i rækken findes i bogen »Radikalisering og terrorisme« af Hans Henrik Fafner og Ole Bjørn Petersen, hvoraf det bl.a. fremgår, at den norske terrorist Anders Breivik var »inspireret af højreekstremisternes virtuelle medier og især Uriasposten og Snaphanen«.

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Spørgsmålet lyder:

Mener ministeren, at det er rimeligt og acceptabelt, at man i en dansk skolebog, »Radikalisering og terrorisme«, lægger en stor del af ansvaret for Anders Breiviks terrorhandling den 22. juli 2011 på to mindre, danske privatdrevne webmedier, Uriasposten og Snaphanen, når der i Breiviks 1.515 sider lange manifest optræder en fodnotehenvisning til Uriasposten og tre fodnotehenvisninger til Snaphanen, finder ministeren det ikke problematisk, at disse private websider på så spinkelt et grundlag udstilles på denne måde uden mulighed for at tage til genmæle, og hvilke forestillinger gør ministeren sig om, hvilke konsekvenser det kan få for folkene bag siderne, at de udstilles sådan?

Værsgo.

Der er rigtig meget undervisningsmateriale i det her land, som jeg formentlig helt personligt vil være uenig med. Det sker jævnligt. Men det er også sådan i Danmark, at vi har et frit marked for skolebøger og andre undervisningsmidler, som staten ikke blander sig i.

Kommunerne har pligt til at stille gratis undervisningsmidler til rådighed i folkeskolen, og skolebestyrelserne har det overordnede ansvar for valget af undervisningsmaterialer og skal godkende skolens undervisningsmidler. Det gælder alle bøger, pjecer, film m.v. Det er den enkelte lærer, der afgør, hvilke af de godkendte undervisningsmidler der skal anvendes i undervisningen og hvordan. Det er godt, at lærere og skolebestyrelser på den måde står for frit at vælge undervisningsmaterialer.

Ministeriet skal alene forholde sig til, om undervisningen lever op til folkeskolens formål om at forberede den enkelte elev til medbestemmelse i et demokratisk og tolerant samfund med frihed og folkestyre. Folkeskolelovgivningen stiller krav til skolen og lærerne om at rammesætte undervisningen, så eleverne får et fundament for en selvstændig kritisk stillingtagen til forskellige kilder og synspunkter. Eleverne skal stifte bekendtskab med forskellige holdninger og positioner i samfundet og lære at forholde sig kritisk til forskellige kilder og diskutere de argumenter, der anvendes.

På gymnasieområdet er det det enkelte gymnasium eller den enkelte lærer, der afgør, hvilke undervisningsmidler der skal anvendes i undervisningen og hvordan. På samme måde stiller gymnasielovgivningen krav til skolen og lærerne om at rammesætte undervisningen, så eleverne forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv skal derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det stiller krav til lærerne om at være særlig bevidste om også at præsentere eleverne for andre perspektiver og modsatrettede synspunkter, når forfattere skriver så bombastisk, at Breivik særlig var inspireret af Snaphanen og Uriasposten.

Værsgo.

Tak for oplæsningen fra ministeren. Jeg kunne næsten lige så godt have stillet et skriftligt spørgsmål med det svar.

Det, jeg sådan set er på udkig efter, er, hvad ministerens holdning er til det her. Hvis man nu forestiller sig, at de her forfattere i stedet havde givet Liberal Alliance ansvaret for den terrorgerning, som medførte, at 77 mennesker mistede livet i Norge, er jeg ikke sikker på, at undervisningsministeren havde reageret på fuldstændig samme måde. Her drejer det sig om to privatdrevne webmedier, to mennesker, hvor i hvert fald den ene, tror jeg, er relativt offentligt kendt, Kim Møller, som i en skolebog, som må kunne forventes at blive brugt i rigtig, rigtig mange år fremover, får hovedansvaret for, at Anders Breivik myrdede 77 mennesker i Norge for nogle år siden.

Det er efter min mening en fuldstændig uantagelig påstand, helt urimelig, ubegrundet, og det er ikke rimeligt og fair, at det skal stå i en dansk skolebog. Der kunne jeg jo godt ønske mig, at undervisningsministeren med noget anderledes hård retorik tog afstand fra det her, for det hører simpelt hen ikke nogen steder hjemme, at man uden at have mulighed for at tage til genmæle får ansvaret for, at en gal nordmand har slået 77 mennesker ihjel.

Det kan der simpelt hen ikke være nogen retfærdighed og rimelighed i. Det her er jo ikke et enestående problem. Tværtimod er det et problem, som jeg selv har beskæftiget mig ganske meget med. Jeg har skrevet en bog om problematikken, hvor man bl.a. kunne finde i en bog af Gregers Friisberg, en bog fra samfundsfag i gymnasiet, en såkaldt objektiv beskrivelse af, at Dansk Folkeparti skulle være fascistisk, altså, at Dansk Folkeparti var et fascistisk parti.

Det fik jeg så hr. Alex Ahrendtsen til at spørge om i sin tid og fik et svar fra den daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, om, at det var fuldstændig uacceptabelt, og det er sådan set den samme erkendelse, jeg ønsker fra ministeren, nemlig at der da må være en grænse for, hvad man kan skrive i undervisningsbøger.

Værsgo, ministeren.

Selvfølgelig er der en forventning til dem, der laver undervisningsmaterialer, om, at de skal stå på mål for sådan helt almindelig ordentlighed, og at det, de siger, skal kunne underbygges. Jeg må da også indrømme, at jeg faktisk har bedt om siderne her og sat mig ind i det, og jeg kom også til at kigge på resten af bogen, for hvad er der egentlig i resten af bogen? Det er da ret interessant. Jeg undrer mig, det vil jeg sige, når jeg ser det. Hvad er det egentlig for en tilgang, man her har? Men jeg vil også bare sige, at jeg også har set masser af andet undervisningsmateriale, som jeg har undret mig over, og det gør ikke, at jeg kommer til at forbyde det, for det er ikke sådan et system, vi har i Danmark – altså, at vi forbyder enkeltdele af undervisningsmaterialet.

Spørgeren.

Jeg tror sådan set heller ikke, at vi skal ud i at forbyde noget, men det er jo sådan, at i andre lande har man offentlige myndigheder, der simpelt hen kigger de her ting igennem, inden de bliver godkendt, og jeg kunne da godt forestille mig, at man kunne overveje sådan et system i Danmark. Det er jo klart, at hvis det her var et fuldstændig enkeltstående problem, havde det jo ikke været så alvorligt, som det i virkeligheden er.

Jeg har også et andet eksempel, hvor man kan læse i en skolebog, at det der med, om Osama bin Laden og al-Qaeda stod bag 11. september, ikke var sådan helt sikkert. Det kunne godt være, at der var nogle andre, der gjorde det, hvilke andre stod så ikke helt klart, men ikke desto mindre synes jeg, at vi har et problem.

Værsgo.

Jeg vil gerne understrege igen, at der er masser af undervisningsmateriale, som jeg ikke personligt er enig i.

Et andet eksempel var for nylig, hvor vores tidligere kollega Özlem Cekic skrev en novelle, som – synes jeg – var noget rosenrød i forhold til omskæring af drenge. Det var jeg også med til at diskutere, og jeg sagde også offentligt, at den bog ville jeg ikke anbefale. Sådan kan vi sagtens stå her og have en diskussion, men jeg mener ikke, at vi skal have et curriculum i Danmark, som man har i andre lande, for jeg synes faktisk, at det er nyttigt, at vi står her og diskuterer, hvad der er godt undervisningsmateriale.

Værsgo.

Stadig væk synes der jo at være en forskel på, hvordan man behandler skolebøger. Nu har vi den her bog »Radikalisering og terrorisme«, og den kan vi – ministeren og jeg – godt have nogle forbehold over for, og der sker ikke noget i relation til det, men for et par år siden var der jo en anden skolebog, der hed »Os og kristendom«, for 5. klasse, og den blev trukket tilbage fra forlaget Malling Beck, fordi man mente, at den kædede islam og terror sammen. Tænk dog – skulle der være nogen forbindelse, det kan jeg da slet ikke forestille mig. Men bare det, at man antog, at der kunne være en forbindelse, var nok til, at den her bog blev pillet af hylderne. Kan ministeren ikke se, at der er meget stor forskel på, hvordan de her ting behandles?

Værsgo.

Nu kender jeg ikke den pågældende sag, og jeg ved ikke, hvem der har trukket den tilbage, men det har jo formentlig været et forlag, for det er jo ikke en politisk handling at trække undervisningsmateriale tilbage, og det er det, jeg gerne vil tilbage til. Det system, vi har i Danmark, handler om, at vi har læringsmål, så har vi nogle vejledninger fra ministeriet, men vi har ikke et curriculum, og derfor kan vi sagtens have en diskussion. Den tager jeg gerne, og det gør vi nu, og det skal man også gøre ude på skolerne. Jeg tror, at det faktisk er med til at kvalificere undervisningsmaterialet, at vi har sådan en debat og ikke bare låser det fast i et curriculum. Jeg synes, at det her ser mærkeligt ud, og det synes jeg også at Özlem Cekics novelle gjorde, og jeg vil sikkert finde masser af andet undervisningsmateriale, som fremstår underligt, i forhold til hvad jeg ville mene var godt materiale. Men jeg synes, at det er nyttigt, at vi ikke har et curriculumsystem i Danmark.

Tak for det.

Så er der et nyt spørgsmål, og det er også til undervisningsministeren, og det er også af hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.