L 6 Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven.

(Undtagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, fusioner, egenacces, databeskyttelsesretlige regler, foreløbig ansøgning om straflempelse og nordisk samarbejde).

Af: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l6_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Erhvervsministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven (Undtagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, fusioner, egen acces, databeskyttelsesretlige regler, foreløbig ansøgning om straflempelse, nordisk samarbejde)

(Lovforslag nr. L 6)

Formålet med lovforslaget er at øge konkurrencen gennem en mere effektiv og anvendelig konkurrencelovgivning. Det er vigtigt for væksten i samfundet, at virksomhederne konkurrerer effektivt med hinanden, og det er afgørende, at konkurrencelovgivningen skaber retlige rammer, der medvirker til at fremme konkurrencen og hindrer adfærd, der er konkurrencehæmmende.

Med det formål at skabe en mere klar retstilstand for konsortiesamarbejder foreslås det, at de gældende undtagelser fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler - de såkaldte bagatelregler - ændres, så de kommer på linje med EU-konkurrencereglerne. Det vil føre til, at der kommer en klarere skillelinje mellem aftaler, der automatisk er lovlige og aftaler, der ikke er det, så det bliver nemmere for virksomhederne at vurdere, om et potentielt konsortiesamarbejde er lovligt.

Med henblik på et etablere den nødvendige balance mellem virksomhedernes ønsker om en hurtig behandling af anmeldte fusioner og behovet for et tilstrækkeligt oplyst afgørelsesgrundlag foreslås det, at fristerne for behandling af en anmeldt fusion kan afbrydes ekstraordinært, hvis de deltagende virksomheder ikke inden en given frist har indsendt de oplysninger, som konkurrencemyndigheden har krævet. Videre foreslås der mindre ændringer i fristerne for afgivelse af tilsagn.

Herudover foreslås reglen om en virksomheds indsigt i oplysninger om den selv (egenacces) ændret således, at der skabes en hensigtsmæssig balance mellem på den ene side et hensyn til, at en virksomhed kan få kendskab til, hvilke oplysninger der indgår i en afgørelsessag, og på den anden side et hensyn til, at en virksomhed ikke gennem adgangen til egenacces i undersøgelsessager kan få indsigt i oplysninger om andre virksomheder. I tilslutning hertil foreslås oplysningspligten og indsigtsretten efter de kommende regler i databeskyttelsesforordningen begrænset i sager og undersøgelser efter konkurrenceloven.

På linje med reglerne i en række andre lande foreslås straflempelsesreglerne styrket ved at give mulighed for indgivelsen af en foreløbig ansøgning uden fuldstændig dokumentation for et kartel. Det foreslås endvidere klargjort, hvilken omsætning der skal indgå i bødeudmålingen, og det foreslås, at der udpeges suppleanter til Konkurrencerådet.

Endelig foreslås det, at Folketinget giver sit ratifikationssamtykke til en ny samarbejdsaftale på konkurrenceområdet mellem konkurrencemyndighederne i Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige og på Færøerne, som er underskrevet i september 2017.

Lovforslaget omfatter erhvervsrettet regulering med ikrafttrædelsesdatoen 1. januar 2018, og loven bør derfor bekendtgøres senest fire uger før ikrafttrædelse. Det foreslås derfor, at behandlingen i Folketinget bliver afsluttet senest fire uger før den 1. januar 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.