L 162 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Sagsbehandlingsfrister for hjemviste sager, pligt til tydelig offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside og pligt til at behandle danmarkskortet over omgørelsesprocenter på et møde i kommunalbestyrelsen).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 17-05-2018

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 17. maj 2018

20171_l162_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 17. maj 2018

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2018 og var til 1. behandling den 20. marts 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og socialministeren sendte den 15. december 2017 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 101. Den 28. februar 2018 sendte børne- og socialministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til børne- og socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Dette spørgsmål og børne- og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, som er en delvis udmøntning af den aftale, der er indgået i satspuljekredsen, og som DF har fået sat nogle rigtig gode fingeraftryk på.

DF har gentagne gange rejst debatten om de udfordringer, der er med netop sagsbehandlingen på handicapområdet. Nogle af disse udfordringer er også afspejlet i dette lovforslag, bl.a. at der er store forskelle kommunerne imellem i forhold til offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister. DF ønsker en styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet og ønsker, at borgerne skal have mulighed for at se de kommunale sagsbehandlingsfrister på forskellige sagsområder på kommunernes hjemmesider. Derfor er det godt, at kommunerne bliver forpligtet til dette nu, og at det er lykkedes at få det med i aftalen.

Partierne i satspuljekredsen har været enige om at afsætte midler til en handlingsplan på handicapområdet netop for at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og imødekomme nogle af de udfordringer, der er, herunder også udfordringerne med danmarkskortet. Kommunalbestyrelsen bliver nu forpligtet til at behandle danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen på et kommunalbestyrelsesmøde, og der skal også ske en offentliggørelse af fristerne. Danmarkskortet, som blev offentliggjort første gang den 27. juni 2017, viste, at Ankestyrelsen i 2016 afgjorde 8.140 klagesager på det sociale område, og i gennemsnit blev 37 pct. af sagerne omgjort, enten fordi kommunalbestyrelsens afgørelse efter serviceloven var i strid med lovgivningen og derfor blev ændret, eller også fordi Ankestyrelsen på grund af manglende oplysninger ikke kunne vurdere sagen og derfor måtte hjemvise den til kommunen til en fornyet behandling.

Det overordnede formål med handlingsplanen på handicapområdet er en styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen, og dermed skal lovforslaget også styrke borgernes retssikkerhed ved behandling af sager på forskellige sociale områder. Handlingsplanen skal også være med til at nedbringe de store forskelle, der er mellem kommunerne, når det gælder antallet af omgjorte sager. Målet med handlingsplanen er, at borgerne med kommunernes afgørelser skal opleve at få den hjælp, de har ret til efter lovgivningen, uden at det skal være nødvendigt at klage til Ankestyrelsen.

DF har også tidligere med vedtagelsen af lov nr. 660 af 8. juni 2017 været med til at sikre en bedre sagsbehandling på handicapområdet. Det skete bl.a. med indførelsen af § 3 a i serviceloven, hvor formålet har været at sikre, at borgernes ydelser ikke bortfalder med meget kort varsel. Bestemmelsen vedrører en række handicapydelser af mere omfattende karakter på både børne- og voksenområdet, f.eks. særlige dagtilbud og klubtilbud, tabt arbejdsfortjeneste, kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, kontaktperson til døvblinde og bilstøtte. Disse forbedringer i sagsbehandlingen er noget, som DF har kæmpet meget længe for.

DF håber, at de tiltag, der med dette lovforslag gennemføres, vil medvirke til, at borgerne oplever en mere borgernær service, og at kommunerne vil prioritere den borgernære velfærd højt.

DF har i udvalgsbehandlingen stillet spørgsmål til børne- og socialministeren om, hvordan ministeren vil følge op på, om alle kommunerne lever op til loven, herunder også hvordan det for borgerne sikres, at sagsbehandlingsfristerne tydeligt kommer på kommunernes hjemmesider (svar på spørgsmål 1, som er optrykt som bilag 2 til betænkningen).

Radikale Venstres medlemmer af udvalget støtter stærkt, at børne- og socialministeren følger op på de politiske diskussioner, der har fundet sted i bl.a. Social-, Indenrigs- og Børneudvalget og i Folketinget vedrørende kommunernes sagsbehandling af sager om bl.a. hjælp til borgere - børn som voksne - med handicap. Det sker i lovforslaget. De opstramninger, der nu sker over for kommunerne, når de skal forholde sig til danmarkskortets angivelse af sagsbehandlingstider og kvaliteten af sagsbehandlingen i deres kommune på et åbent byrådsmøde, vil tvinge fokus over på de vilkår, borgere med handicap lever med nogle steder i Danmark. RV mener, at det er vigtigt at bruge mulighederne for at sammenligne kommunerne, for det må føre til, at nogle folkevalgte tager stilling til deres kommunes præstationer.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Martin Geertsen (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Orla Østerby (KF) Karen J. Klint (S) Magnus Heunicke (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Julie Skovsby (S) Yildiz Akdogan (S) Jakob Sølvhøj (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Trine Torp (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 162

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra børne- og socialministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 162

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at borgerne fremover tydeligt kan se sagsbehandlingsfristerne på kommunernes hjemmeside, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål og børne- og socialministerens svar herpå

Spørgsmål 1 og svaret herpå er optrykt efter ønske fra DF.

Spørgsmål nr. 1:

Vil ministeren redegøre for, hvordan hun vil sikre, at borgerne fremover tydeligt kan se sagsbehandlingsfristerne på kommunernes hjemmeside, og hvilke initiativer ministeren vil tage, såfremt dette ikke sker i de enkelte kommuner?

Svar:

Lovforslaget har til formål at forpligte kommunalbestyrelserne til at offentliggøre kommunale sagsbehandlingsfrister for sager efter serviceloven på kommunernes hjemmeside. Dette sker netop for at sikre, at borgerne kan finde oplysningerne der.

Jeg vil - når lovforslaget er vedtaget - sørge for, at der bliver sendt en orienteringsskrivelse ud til alle kommunalbestyrelser om de nye regler.

Jeg går naturligvis ud fra, at kommunerne overholder gældende lovgivning og således også lovgivningen på dette område.

Jeg kan oplyse, at Ankestyrelsen som led i tilsynet med kommunerne vil kunne behandle spørgsmål om, hvorvidt en kommune har tilsidesat retssikkerhedslovens krav om, at kommunen skal fastsætte og tydeligt offentliggøre sagsbehandlingsfrister på de enkelte sociale sagsområder på hjemmesiden.