L 148 Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbetaling Danmark.

(Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-03-2018

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 23. marts 2018

20171_l148_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 23. marts 2018

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 21. februar 2018 og var til 1. behandling den 2. marts 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 30. november 2017 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 74. Den 21. februar 2018 sendte Skatteministeriet de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Udvalget bemærker, at alle partier (V, LA, KF, S, DF, EL, ALT, RV og SF) støtter lovforslaget, der udmønter dele af aftalen af 8. juni 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse.

Efter aftale med aftalepartierne vil skatteministeren drøfte niveauet for kompensation med kommunerne og forsyningsselskaberne og vende tilbage til partierne efterfølgende. Der sigtes efter en afklaring om kompensationen til fordringshaverne inden den 1. maj 2018.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurinvar på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I de under nr. 1 foreslåede § 18 g, stk. 1, 2. pkt., og § 18 h, stk. 10, 1., 3. og 4. pkt., ændres »1. april« til: »15. april«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Til § 3

2) Datoen »1. april« ændres til: »15. april«.

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 18 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, hvorefter gevinst ved forældelse, der er indtrådt senest den 1. april 2023, af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger under opkrævning hos SKAT ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, at datoen er identisk med datoen i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 18 h, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Datoen i § 18 h, stk. 10, er 5-årsdagen fra den foreslåede ikrafttrædelse den 1. april 2018, jf. lovforslagets § 3.

Af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, fremgår, at den foreslåede bemyndigelse til skatteministeren til senest den 1. april 2023 at fastsætte regler om afskrivning af visse fordringer med tvivl om data m.v. med baggrund i »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017 skal gælde i en 5-årig periode. Datoen den 1. april 2023 er således 5-årsdagen for den foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. april 2018, jf. lovforslagets § 3.

Som konsekvens af den foreslåede udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen med 2 uger, jf. ændringsforslag nr. 2, foreslås det at ændre datoen den 1. april 2023 i § 18 g, stk. 1, 2. pkt., og § 18 h, stk. 10, 1., 3. og 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til den 15. april 2023.

Til nr. 2

Det foreslås at ændre ikrafttrædelsestidspunktet fra den 1. april 2018 til den 15. april 2018. Baggrunden herfor er, at tidsplanen for Folketingets behandling af lovforslaget er ændret, således at den foreslåede ikrafttrædelse den 1. april 2018 ikke længere er mulig.

Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mads Fuglede (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders Johansson (KF) Per Husted (S) Jens Joel (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) fmd. Claus Larsen-Jensen (S) Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock (ALT) René Gade (ALT) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 148

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsskema og høringssvar, fra Skatteministeriet
2
Udkast til tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag fra skatteministeren
5
Ny tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
6
1. udkast til betænkning