Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 59:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af medicinfrie behandlingstilbud i psykiatrien.

Af Trine Torp (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 16.01.2018).

På dette dagsordenspunkt har man også sat sit præg, hvad angår kønsligestilling i Folketinget. Det er kun en uge siden, at det har været 8. marts, og det slår næsten fuldt igennem, idet en meget, meget stor del af ordførerne i dag er kvinder.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren. Det er et beslutningsforslag, så derfor får ministeren først lov. Værsgo.

Tak, og tak for det. Jeg blev lige et øjeblik forvirret over, om det var forespørgslen, vi havde først, fordi en af forespørgerne stillede sig frem, men B 59 er jo et beslutningsforslag, som SF har fremsat, og som handler om medicinfrie behandlingstilbud i psykiatrien.

Der er ingen tvivl om, at indsatsen for mennesker med psykiske lidelser står meget højt på den her regerings dagsorden, og derfor vil jeg også gerne gentage det, som jeg slog fast her i salen i forbindelse med debatten om forespørgsel F 4 om en langsigtet plan for psykiatrien i december sidste år, nemlig at der er behov for at opprioritere psykiatrien i Danmark. Derfor blev regeringen jo også sammen med Dansk Folkeparti med vedtagelsesteksten til F 4 enige om at udarbejde en samlet plan for udviklingen af psykiatrien, altså en ny handlingsplan for psykiatriområdet, som jeg egentlig oplevede at andre partier også bakkede op om, om end man ikke støttede vedtagelsen, også på baggrund af den styringsgennemgang af psykiatrien, som jeg som minister og regeringen iværksatte sidste år. For mennesker med psykiske lidelser skal, lige så vel som mennesker med somatiske lidelser, tilbydes en sammenhængende indsats af høj og ensartet kvalitet.

Jeg vil også gerne starte med at slå fast, at jeg bestemt er tilhænger af, at psykiatrien skal kunne tilbyde patienterne forskelligartede indsatser, også indsatser, som ikke handler om medicin, men jeg ser det ikke som et ideal, at patienter skal have ret til medicinfri behandling på en medicinfri afdeling. Derimod er det en grundlæggende ret, at alle patienter skal inddrages og høres og derudfra tilbydes de nødvendige indsatser. Og det, der passer til den enkelte, og det, der nødvendigvis er det rigtige en måned, er ikke nødvendigvis det rigtige måneden efter. Der er nødt til at være en individuel tilrettelæggelse af den indsats, der bliver lavet i vores behandlingssystem, også i psykiatrien.

Jeg synes også, at det er utrolig vigtigt at skelne mellem medicinfri behandling, som møder skepsis i de faglige miljøer i forhold til at tale om hele medicinfri afdelinger, og så det at have supplerende tilbud til medicin i psykiatrien. For mig er det centrale spørgsmål jo i høj grad i sundhedsvæsenet, at man netop med patientinddragelsen også skal sætte fokus på, hvad der er vigtigt for patienten, hvad der er patientens individuelle behov og ressourcer, som skal være udgangspunktet for patientens forløb.

Beslutninger om patienten eller patientens behandling skal i høj grad tages sammen med patienten, og det synes jeg sådan set også er slået godt fast i sundhedslovens kapitel om patienternes medinddragelse. Det gælder selvsagt også i psykiatrien, hvor vi jo kan se – og også høre – at der er patienter, der nogle gange efterspørger mere inddragelse og også efterspørger nogle behandlingsmetoder, som de ikke føler at de møder i tilstrækkelig grad.

Man kan også sige, at det her princip gælder både for somatikken og psykiatrien, altså at sundhedsvæsenet er der for patienterne og dermed også skal tage udgangspunkt i, hvad der skaber værdi for patienten. Det kræver reel og aktiv medinddragelse, og heldigvis har der også over en årrække været et stigende fokus på patienternes selvbestemmelse og inddragelse i behandlingen, også på det psykiatriske område.

Det glæder mig også, hvis vi kigger på udviklingen i forbruget af psykofarmaka, at det går den rigtige vej. At medicinsk behandling af psykiske lidelser i de fleste tilfælde ikke skal være første valg, og at der i høj grad findes en række alternativer til medicinsk behandling, vidner den her stigende opmærksomhed fra lægernes side jo også om. Samtidig er det så vigtigt at huske, at for nogle mennesker med psykiske lidelser, det kan især være dem, som har behov for en indsats i den regionale psykiatri, så er medicinfri behandling ikke det mest effektive eller det mest værdiskabende tilbud.

Derfor vil jeg også tillade mig at give et indblik i det, jeg synes der skal være udgangspunktet for behandlingen i psykiatrien, nemlig at man ikke laver det så firkantet og så snævert opdelt, men at man netop både har en nuanceret tilgang til det, men også har nogle nuancerede muligheder, som kan tilpasses den enkelte patient.

Vi har en række faglige vejledninger og retningslinjer, der understøtter den rette brug af medicin og ikke mindst supplerende tilbud til medicin, så det burde i mange tilfælde også stå klart, at medicin ikke er førstevalget, og at supplerende tilbud skal være der og i høj grad er gavnlige for mennesker med psykiske lidelser.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at man i psykiatrien stræber efter en trinvis intensivering af behandlingsstrategien og derfor også, afhængig af sværhedsgraden af den psykiske lidelse og det, vi ser derude, i høj grad anbefaler, at man starter med rådgivning, vejledning, uddannelse af patienten i sygdommen, og at man derefter som udgangspunkt anvender ikkemedicinsk intervention, der som oftest kan være enten terapibaseret på evidens, eller hvis det så ikke er tilstrækkeligt, at man så vurderer behovet for medicinsk behandling i overensstemmelse med gældende retningslinjer og faglige anbefalinger.

I børne- og ungepsykiatrien, som vi også har haft lejlighed til at diskutere på samråd, er ikkemedicinsk behandling i langt de fleste tilfælde førstevalget. Dermed ikke sagt, at jeg forsøger at male sådan et skønmaleri, men jeg synes, at man skal passe på, at man ikke taler om psykiatrien og gør psykiatrien til sådan et sted, hvor det kun er medicin og piller, der ligesom er det, der finder sted. Det tror jeg hverken gavner patienterne eller psykiatriens rygte generelt, og jeg synes egentlig heller ikke, at det er et fair billede på den psykiatri, som vi har, og også de mange initiativer, forsøg og indsatser, der gøres landet over for netop at sikre en behandling, som i høj grad tilbyder mere og andet end kun den medicinske behandling.

Vi har også set det med udmøntningen af satspuljen til forsøg med medicinfrie afsnit i psykiatrien, som først blev udmøntet i andet forsøg. I første forsøg var der end ikke nogen, der havde i deres ansøgninger et grundlag for og ønske om ligesom at blive en del af den måde, som puljen var lagt op til, og derfor møder spørgsmålet om medicinfri behandling jo i høj grad faglig modstand. Det kunne vi jo også se i forbindelse med udmøntningen af den pulje.

De faglige miljøer har rejst debatten om, hvorvidt det er fagligt forsvarligt at nedtrappe medicinen for alvorligt syge mennesker med behov for indlæggelse i psykiatrien, og det har også været påpeget, at medicin ofte kan udgøre et vigtigt supplement til andre behandlingsformer, og at medicin kan have afgørende betydning for det samlede resultat af behandlingen.

Hvad angår de norske erfaringer, er indførelsen af de medicinfrie behandlingstilbud i Norge først ved reelt at være på plads nu, selv om man fra politisk side satte gang i det i 2016. Jeg tror også, at det er værd at bemærke, at der ligesom har været sådan en årelang debat mellem sundhedspersoner og patientforeninger i forhold til, hvad man skal gøre her, men erfaringerne og evidensen på området er desværre sparsomme, og derfor kommer også ønsket om et satspuljeprojekt, der kunne være med til at give os noget viden i Danmark.

I Norge har man heller ikke lagt sig fast på, hvorvidt de medicinfrie afdelinger er den langsigtede løsning. Man har i stedet defineret de medicinfrie afdelinger som udviklingsprojekter, og der pågår derfor en national evaluering af den medicinfrie behandling i Norge. Det er klart, at det også er noget, som vi skal følge fra dansk side både ude i regionerne og også hos Sundhedsstyrelsen. Der er ingen tvivl om, at der er mange steder i vores psykiatri, hvor vi skal gøre det bedre.

Som jeg også indledte med at sige, skal vi have en psykiatri, der i langt højere grad inddrager patienten og også spørger til, hvad der er vigtigt i forhold til patientens behandlingsforløb. Det kræver et stærkt organisatorisk og også ledelsesmæssigt fokus og også en indsats på det her område i forhold til at skabe de rette rammer for personalet, i forhold til at man bryder op nogle steder med en kultur og at man i høj grad lytter til og inddrager patienten langt mere.

Som sagt kræver det også opmærksomhed på den kultur, der nogle steder kan være i forhold til, hvad det er for nogle redskaber, man bruger, og også en bredere både investering og anerkendelse af de alternativer, der er til medicin. Det er jo bl.a. også noget af det, som vi med satspuljen ad flere omgange har afsat penge til, og jeg forventer sådan set også med den økonomiaftale, som vi lavede som regering med regionerne sidste år, hvor der blev afsat ½ mia. kr. i frie midler, at regionerne også der prioriterer psykiatrien. Og hvis vi kigger på vores satspuljeaftale, afsatte vi jo omkring 400 mio. kr. over 4 år til psykiatrien, og ikke mindst til nogle af de tidlige indsatser, hvor der netop ikke er fokus på medicin, og også i forhold til at undgå, at så mange særligt børn og unge stifter bekendtskab med behandlingspsykiatrien.

Så regeringen kan ikke støtte forslaget om at afsætte særskilte midler til at pålægge regionerne at etablere medicinfrie behandlingstilbud i psykiatrien. Vi mener ikke, at det er den rette vej at gå, og vi mener også, at det er vigtigt, at det satspuljeprojekt, som vi har afsat penge til i fællesskab, får lov til at blive udviklet, at vi evaluerer på det, og at vi tager erfaringerne ind. Og som jeg så også indledte med at sige, har vi jo her i 2018 en opgave foran os i forhold til at lave en langsigtet handlingsplan for psykiatrien, hvor jeg også har bedt Sundhedsstyrelsen om her i foråret at komme med deres faglige anbefalinger, og hvor der også vil ske en inddragelse både af aktørerne på området og også Folketinget i forhold til at sikre udviklingen for psykiatrien. Tak.

Selv tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Nu skal vi jo til at have en debat om det her forslag fra SF, og jeg synes, det er vigtigt, at vi får en debat på et så præcist grundlag som muligt. Jeg læser ikke det her forslag fra SF som et spørgsmål om medicinfri afsnit. Jeg læser det heller ikke sådan, som jeg synes sundhedsministeren sagde det, som en ret til patienterne til at vælge, hvilken behandling man får. Sådan som jeg læser det, handler det om at sikre, at det er et værktøj eller et redskab, som der er på hylden over hele landet, altså at man i behandlingen også kan trække på andre behandlingsformer end medicin. Og hvis det er det, der er indholdet af forslaget, synes jeg, det er vigtigt, at det også er sådan, vi diskuterer det, altså at vi sikrer, at der i hele landet er mulighed for andre behandlingsformer end kun medicin.

Så jeg vil bare høre, om det er samme måde, ministeren læser forslaget på, altså at det ikke handler om egentlige medicinfri afsnit, og at det heller ikke handler om, at man som patient selv vælger, hvilken behandling man får, men at det handler om at sikre, at der eksisterer alternativer, som man som behandler kan trække på.

Ministeren.

Jeg kan sige, at den måde, som jeg læser forslaget på, er, at det handler om, at man ligesom vælger en strategi, som er medicinfri. Hvis det skal læses sådan, at det også handler om alternative behandlingsformer, som ikke indbefatter medicin, så foregår det jo i høj grad i psykiatrien i dag. Jeg hilser det sådan set velkommen, hvis vi kan understøtte det endnu mere, og det synes jeg sådan set også er det, vi har gjort med en række bevillinger, også i den bevilling, vi lavede med regionerne sidste år i forhold til økonomiaftalen, altså sige, at regionerne som driftsherre skal udvikle psykiatrien. Det gælder både i forhold til at halvere brugen af tvang inden 2020, men det handler jo også om at investere, både de bygningsmæssige investeringer, vi laver i psykiatrien, og andet. Og hvis det er det, det handler om, forstår jeg ikke behovet for det, for det er vi jo sådan set i gang med.

Så nej, jeg læser det ikke på den måde, at det er mere løst. Jeg læser det som et spørgsmål om reelt medicinfri både behandling og afsnit i psykiatrien.

Spørgeren.

Altså, det, der står i forslaget, er bl.a., at det er vigtigt for forslagsstillerne at slå fast, at forslaget ikke skal ses som en modstand mod psykofarmaka generelt. Debatten bør ikke handle om, om man er for eller imod medicin, men snarere om at sikre, at alle relevante behandlingstilbud er til stede for patienten. Så som jeg læser det, handler det om at opprioritere det og sikre, at vi har de mange redskaber, som vi ved – det er der dokumentation for – har en effekt for mennesker med psykisk sygdom; at dem kan man også reelt trække på derude.

Så jeg håber, at vi i hvert fald i den her debat kan få afklaret, om det er det, der er indholdet. For i så fald hører jeg sundhedsministeren som positiv – at det skal vi have i psykiatrien. Så kan vi diskutere, om det er fuldt udrullet i dag; om det her problem er løst, eller om vi skal opprioritere løsningen af det. Men jeg synes i hvert fald, det er vigtigt, at vi får en debat på det rette grundlag, og jeg læser det altså på den måde, at det handler om at sikre, at de her tilbud er til rådighed for behandlere og patienter derude.

Ministeren.

Men de her tilbud er jo, hvis vi bare sådan bredt taler alternativer til medicin, til rådighed og skal være til rådighed. Det indgår også i hele den plan, der ligger i forhold til udbygning af de nye psykiatrihospitaler, altså at der skal være andre alternativer end kun medicinsk behandling. Så synes jeg sådan set, det er en anden diskussion, vi har, end det, jeg i hvert fald læser i forslaget. Men det kan ordføreren jo så uddybe.

Så vil jeg også sige i forhold til finansieringen, at hvis det her er det, man vil finansiere i forhold til en langsigtet udvikling for psykiatrien, så tror jeg, man kommer til kort. Altså, hvis det her handler om, hvad det er for nogle linjer, der skal være i forhold til at udvikle psykiatrien, så synes jeg, det er langt mere naturligt at tage det op som en del af diskussionen omkring den langsigtede handlingsplan for psykiatrien, som vi skal diskutere her i år.

Det er lige præcis fru Trine Torp, der nu har ordet for en kort bemærkning.

Jeg er rigtig glad for, at fru Stine Brix nævnte, at det faktisk ikke er sådan, at det skal læses som medicinfri afdelinger, men at det i virkeligheden handler om at udvide paletten af behandlingsmuligheder og sørge for, at de er til stede alle steder. Det kan godt være, at sundhedsministeren siger, at det er de også, men det tror jeg bare ikke altid er det, som patienterne oplever.

Altså, lige præcis i dag er der kommet en patientundersøgelse fra regionerne, som er offentliggjort og viser, at alt for mange patienter i psykiatrien ikke mærker, at de får gavn af behandlingen. Folk får altså ikke den behandling, som der er brug for, for at blive raske eller for at få det bedre, og der synes jeg, at et forslag som det her jo er et forsøg på at skabe flere behandlingsmuligheder, sådan at folk reelt får en behandling, som de også oplever som gavnlig for dem.

Så jeg vil bare høre ministeren: Når jeg nu uddyber det på den her måde, har ministeren så også stadig væk stor modstand over for det forslag, som vi har fremsat?

Ministeren.

Jamen det kommer jo fuldstændig an på, hvad der ligesom ligger i det, som ordføreren nu siger. Jeg går ud fra, at det er LUP-tallene, der bliver henvist til, og de viser jo i høj grad, at der er behov for en langsigtet udviklingsplan for psykiatrien; der er behov for, at vi også politisk sætter retning for nogle ting. Jeg læser ikke de tal sådan, at der er behov for, at der er mennesker, som aftrappes medicinsk eller slet ikke møder et medicinsk tilbud. Det er jo en kombination af tingene, og det er jo vigtigt, at vores psykiatri kan rumme det.

Jeg sagde bare i min indledning, at jeg synes, man skal passe på, at man ikke bliver for sådan firkantet i forhold til tilgangen, altså om det er det ene eller det andet. Det at tilbyde medicin også som supplement til anden behandling er en vigtig del af meget af vores patientbehandling i psykiatrien og skal være det, og det oplever jeg i høj grad også at den er i psykiatrien i dag. Så hvis det ikke er, fordi man vil have en diskussion omkring helt medicinfri behandling, så forstår jeg måske egentlig ikke, hvorfor man fremsætter forslaget, som det ligger her i dag.

Spørgeren.

Men det er faktisk ikke så firkantet formuleret. Jeg tror, at hvis man lige nærlæser forslaget en gang til, kan man se, at det faktisk er et forsøg på ikke at være firkantet, et forsøg på at sige, at patienter derude er meget forskellige. Men der er rigtig mange patienter, som ikke har mulighed for at fravælge medicin, selv om det godt kunne gavne dem enten at trappe ud af den eller slet ikke være i medicinsk behandling, fordi der ikke findes alternativer. Og det er jo de alternativer, vi gerne vil skabe en bredere vifte af.

Så jeg vil bare høre, om ministeren har skudt det til hjørne i forhold til den her videre forhandling om en samlet handlingsplan, eller om ministeren i dag kan tilkendegive, at regeringen også er interesseret i at udvide paletten af alternativer til medicinsk behandling.

Ministeren.

Vi har udvidet paletten, vi kommer til at udvide paletten. Hvis man kigger på byggeriet af de nye psykiatriske hospitaler, bliver paletten udvidet alene ved den måde, de er udformet på, både i forhold til hvilke aktiviteter der kan finde sted, og i forhold til, hvordan man kan have andre behandlingsmæssige indgangsvinkler. Vi har da også i vores psykiatri i dag en lang række forskellige behandlinger.

Jeg sagde bare klart i min indledning, og det vil jeg holde fast i, at jeg synes, det er for snævert ligesom at gøre det til et enten-eller. Det er et både-og for rigtig mange patienter, og det skal være til stede i psykiatrien. Og jeg oplever i høj grad også, at det er det, man arbejder med lokalt. Der er også patienter, som i høj grad har brug for medicinsk behandling, fordi deres tilstand ellers bliver forværret.

Mange tak til ministeren. Så går vi over til ordførerne, og nu er det hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak, formand. Jeg vil sige til forslagsstillerne og andre, at jeg ikke tror, jeg har læst beslutningsforslaget her forkert. Jeg tror, jeg har læst det korrekt, nemlig på den måde, at det her drejer sig om medicinfri behandling og ikke medicinfrie afdelinger.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at SF tager initiativ til, at vi får sat fokus på ikke alene det, der er fagligheden i psykiatrien, men også i høj grad, hvilke tilbud og muligheder der er for patienterne. Der skal være de rigtige tilbud i psykiatrien, de skal være til stede. Det skal være sådan, at patienten får den behandling, som er netop den bedste behandling for den enkelte patient. Der er nogle fuldstændig ufravigelige grundprincipper i vores behandlingssystem i Danmark, og de gælder både i somatikken, og de gælder altså også i psykiatrien. Det er lægen, det er psykiateren, der altid i samarbejde med patienten og eventuelt med de pårørende skal lave en behandlingsplan, hvor patientens ønsker bliver hørt, bliver mødt med faglighed og information. Det er vigtigt, at vi får understøttet patientens ønske om at blive rask på den bedst mulige måde, og det er naturligvis det, lægen eller psykiateren skal imødekomme.

Når det handler om medicin som et element i behandlingen, er det altid en individuel vurdering, hvor lægens ansvar naturligvis er at sikre, at behandlingen og brugen af medicin lige nøjagtig lever op til faglige anbefalinger og retningslinjer, som findes på området, at patienten bliver informeret om det, at der gives et samtykke fra patienten til behandling, eller, som det drejer sig om i det her tilfælde, til ikke at modtage en medicinsk behandling. Selv om lægen måtte anbefale det, er det, og det bliver, og det skal altid være patienten, der træffer beslutningen. Vi taler om noget helt andet, hvis vi taler om virkelig svært, svært syge patienter, som ikke kan tage vare på sig selv, og hvor der er tale om tvangsbehandling. Der må ikke være nogen automatik, i forhold til at medicin udskrives eller ordineres. Som jeg siger, skal det altid bygge på en faglig vurdering, det skal lægges op for patienten, det skal være det bedste for patienten, hvor patienten får at vide, hvilken effekt man kan forudse af en medicinsk behandling, men naturligvis også hvilke bivirkninger man vil kunne forvente.

I al psykiatrisk behandling er samtalen det vigtigste værktøj. De patienter, der henvises til behandling i behandlingspsykiatrien, som ministeren sagde, den regionale psykiatri, er ofte karakteriseret af, at de er meget syge. Derfor er der mange gange behov for både en tværfaglig behandling og også en behandling, som består af forskellige elementer. De medicinfrie metoder er en vigtig del af patientbehandlingen og forebyggelsen af eventuelle tilbagefald ved psykiatrisk sygdom, og det er mit indtryk, det er Socialdemokratiets indtryk, også efter vi har været ude at undersøge det, at det er principper, som efterleves og tilbydes i alle regioner. De medicinfrie metoder er en særlig vigtig metode at gøre brug af, når det er svært syge patienter med virkelig komplicerede sygdomsforløb, hvor den medicinske behandling ikke er tilstrækkelig og ikke kan stå alene. Metoderne er skånsomme, de er uden bivirkninger, og desuden bidrager metoderne til at engagere og give ansvar i forhold til den enkelte patient, som er så vigtigt, i forhold til at patienterne får det bedre, og det giver altså mulighed for, at behandlingen kommer til at ske på patientens præmisser, og at det bliver redskaber, der kan være med til at bygge op, at man kan tackle egen sygdom.

Når vi kigger ind på, hvad der er pakkebehandlingsforløb i alle fem regioner, ser vi, at undersøgelse, ikkemedicinsk behandling, medicinsk behandling og det at fokusere på sammenhængen er det, som alle fem regioner bygger deres psykiatriske behandlingspakkeforløb på. Når jeg siger det her, er det for at nå frem til at sige, at vi fra socialdemokratisk side ikke kan se, at der er et behov for at fokusere på det, der er beslutningsforslagets sigte her, nemlig at man skal pålægge regeringen at sørge for, at der etableres medicinfrie behandlingstilbud i behandlingspsykiatrien i samtlige regioner. Vores indtryk er, at man har de her tilbud, at man fra regional side har stort fokus på det, både i forhold til at få reduceret medicinforbruget, men naturligvis også i den strategi, vi politisk har været med til at lægge i forhold til at få reduceret tvangen og tvangsbehandlingsmulighederne og metoderne og brugen i psykiatrien. Derfor kan vi ikke stemme for det her beslutningsforslag, og det er først og fremmest, fordi vi ikke synes, der er behov for det, og så er udgangspunktet i psykiatrien – og det er, uanset om det er med eller uden medicin – at det altid sker med informeret samtykke. Som jeg sagde det før, er det et ufravigeligt princip, og derfor, hvis patienten siger, at patienten ikke ønsker at få medicinsk behandling – og det tilbud skal naturligvis være der – skal det naturligvis respekteres.

Vi har også noget skepsis i forhold til finansieringen, men lad ikke det være den primære argumentation.

Jeg vil godt lige vende tilbage til spørgsmålet om, hvad det er for tilbud, de fem regioner giver patienterne. Der er jo et væld af tilbud i forhold til det, man kan sige er kognitive behandlingsformer, som ligger på hylden, og som de gør brug af.

Som sagt finder Socialdemokraterne ikke, at der er behov for beslutningsforslagets indhold her, og derfor støtter vi det ikke. Jeg har lovet at sige fra min kollega fra Det Radikale Venstre, som med baggrund i nogle forhandlinger i et andet ministerium ikke kan være her, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget, som det ligger her. Tak, formand.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg kan jo være meget enig med ordføreren om alt det her med at få lavet nogle ordentlige faglige vurderinger og et informeret samtykke fra patienten. Det er jeg sådan set meget enig i. Hvad enten der er et behov eller ej, så kunne det i hvert fald være fint nok at prøve at få kortlagt, hvad det er for nogle tilbud, der er. Jeg tror, at det er et års tid siden, at en meget stor gruppe af yngre læger og psykologer i børne- og ungdomspsykiatrien i et fælles debatindlæg beskrev, hvordan de faktisk ofte måtte ty til medicinsk behandling af børn og unge, fordi de ikke kunne stille nogle andre behandlingstilbud til rådighed. Der er også andre psykiatere, der indimellem har sagt, at de synes, at medicin og psykofarmaka blev førstevalget, det, der ligesom var den primære adgang til behandling. Der er jo et eller andet billede med hammeren og sømmet, at hvis man kun har en hammer, så har man det også med at se søm alle vegne. Så det får jo også en betydning, på hvilken måde man beskriver og fagligt vurderer en sygs lidelse. Det vil jeg gerne bede ordføreren om lige at komme med nogle refleksioner over.

Ordføreren.

Mange tak for det. Vi skal først slå fast, at der er rigtig, rigtig mange patienter, der behandles i behandlingspsykiatrien uden at få medicinsk behandling – rigtig mange. Og det er godt. Man skal kun bruge medicin, når det kan være godt for patienten, og patienten accepterer det.

Jeg synes, at ordføreren har ret i, at vi har behov for – og det har vi konstant – at sikre detaljerne i, om det er godt nok. Det er også derfor, at jeg roste og sagde, at det er rigtig godt, at vi får den her debat, for alle, der er her i salen, som bærer ansvaret for psykiatri, ved, at psykiatrien er presset på kapacitet, primært hvad angår det faglige personale, og det er en ulykke, at det er situationen i vores velfærdsland. Vi ved, at der i Slagelse står et nyt psykiatrisk hospital med tomme senge, tomme afdelinger, og det er bestemt ikke, fordi der ikke er patienter til at lægge i de senge, men man har ikke det faglige personale til at passe patienterne. Og derfor kan det jo være korrekt, som ordføreren siger, at man måske i visse situationer tyr til en medicinsk behandling i en drøftelse med patienten og med en billigelse og med et samtykke fra patienten til det, man gør. Men det socialdemokratiske ønske er naturligvis, at man har de redskaber på hylden. Det kan være samtale, det kan være miljøterapi, det kan være udvikling af mestringsstrategier, det kan være krisehåndtering, det kan være fysisk aktivitet, og det kan være patientinddragelse, alle de andre dele, altså den ikkemedicinske terapidel, som vi ved alt sammen er med til at understøtte den kognitive behandling.

Så jeg er meget enig med ordføreren i, at det her skal vi have sat fokus på. Vi vil også være med til at sikre, at vi kan få lavet en ordentlig afdækning af det her, men jeg tror, at både ordføreren og jeg bliver mødt med det, når vi besøger psykiatriske afdelinger, at der er mange, der får en ikkefarmakologisk behandling, men vi ved også, hvor pressede afdelingerne er personalemæssigt.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at der er mange, der ikke får psykofarmaka i deres behandling, men der er også rigtig mange, der gør. Jeg tror også, at ordføreren er klar over de historier, der er i psykiatrien om patienter, der oplever, at det godt kan være, at de giver samtykke, men at de gør det, fordi lægen siger til dem, at det nu engang er den behandling, som man kan tilbyde dem, og at man ikke kan tilbyde dem andet. Så det handler jo faktisk om at sikre, at der reelt er et alternativ for de her patienter. Og en lang række lidelser kan faktisk behandles uden psykofarmaka, hvis man har de rigtige metoder til rådighed.

Ordføreren.

Jo, men det er jo korrekt. Men hverken ordføreren eller jeg skal jo være dem, der skal sige, hvilke patienter der skal have hvilke behandlingsmetoder; det skal bygge på en faglig vurdering i vores sundhedsvæsen. Men jeg er enig med ordføreren, når ordføreren understreger, at fagpersoner måske somme tider kan føle sig nødsaget til at tilbyde en anden behandling end den, de synes var den ideelle, på grund af kapacitetsudfordringer. Det er den udfordring, der er den største for alle os, der bærer et ansvar for sundhedsvæsenet, også for psykiatrien. Den udfordring skal vi have løst, og fra socialdemokratisk side siger vi: Koste hvad det vil.

Jeg siger mange tak til Socialdemokratiets ordfører for den meget grundige fremlæggelse og går videre til fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil starte med at sige tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget. Jeg synes, det er en god lejlighed til at tale om de udfordringer, vi har i psykiatrien.

Når det så er sagt, undrer jeg mig selvfølgelig over forslaget. Jeg tænker på, at forslagsstillerne jo også var med i forbindelse med satspuljen, hvor vi var enige om at sætte penge af til det her område i 2016. Det her er noget, som jeg har arbejdet på i mange år, og derfor var det også en af de ting, som jeg tog med, dengang vi aftalte i satspuljen, at vi skulle sikre, at der var medicinfri behandling. På det tidspunkt havde jeg set på, hvordan man gjorde i Norge. Desværre hører jeg fra ministeren i dag, at det først er nu, det er begyndt at køre.

Desværre er det jo noget, som man har diskuteret mange gange i sundhedskredse her i Folketingssalen – går det 20 år tilbage? – hvor andre også har foreslået det, og hvor det er fagpersonerne, som ikke ønsker, at vi laver de her medicinfri behandlingstilbud eller afsnit, eller hvad vi nu kalder det. Uanset hvad er det jo det samme, vi taler om. I forhold til inspirationen fra Norge var det, vi ønskede dengang, jo at etablere en forsøgsordning med et medicinfrit afsnit som en del af det eksisterende psykiatriske afsnit. Her skulle der også sikres hjælp til ud- og nedtrapning af medicinforbruget. Der blev afsat 10,2 mio. kr. målrettet regionerne, og projektet skulle etableres i én region og derefter evalueres. Så jeg tænker, at vi bør afvente denne evaluering. For der har faktisk været utrolig mange knaster i forhold til, at regionerne ville det her, og der har været rigtig mange kritikpunkter, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt. For jeg kunne jo godt tænke mig, at man satte ind med noget mere end blot medicin, også i betragtning af det, vi hører ude i psykiatrien. Det er ikke længe siden, at der i Region Sjælland var en debat om det, hvor mange af de patienter, der var der, fortalte, at det eneste, de blev tilbudt, var medicin. De fik ikke nogen samtaler, og de så ikke nogen psykolog. De var der i flere uger, før der blev sat ind, og det synes jeg er rigtig, rigtig trist, og det synes jeg vi bør gøre noget ved i det lange løb.

Men det her forslag tænker jeg altså er meget lig det, som vi har sat i gang, og hvor det er hovedstaden, der har fået de her penge til at deltage i projektet. Det projekts indhold var netop, at man skulle etablere et behandlingsmiljø på et psykiatrisk afsnit, hvor mennesker med psykiske lidelser både kunne blive behandlet uden brug af medicin og med fokus på ned- og udtrapning af eksisterende medicinforbrug og ved hjælp af andre former for terapi og aktiviteter. Afsnittet skulle have fokus på recovery og inddragelse af patienter og pårørende i behandlingen. Noget af det, som man også lagde til grund at behandlingen skulle bestå af, var psykoterapi, psykoedukation, musikterapi, mindfulness, fysisk aktivitet, miljøterapi og familieterapi, altså nogle af de ting, som jeg også ser i det forslag, der ligger her. Så for mig at se er det her altså to meget ensartede tilbud, og hvis der er noget, jeg har misforstået i det, så kunne jeg da godt tænke mig at høre det fra forslagsstillerne.

Men der står i beslutningsforslaget, at det foreslås, at der etableres en række tilbud til patienter, for hvem det vurderes at effekten af medicinfri behandlingstilbud vil være bedst defineret ud fra bestemte diagnoser. Det er vel det samme som det, som man gør i hovedstaden. Der står også det med nedtrapning og afslutning af medicinering. Det er det samme, som der står i det forslag, som vi alle sammen har været med til at beslutte i satspuljen. Man vil evaluere det, og det, der kan bruges som behandlingsmetoder, er mindfulness, musikterapi og psykoterapi. Det, som jeg har læst op, er præcis det samme, som der står i det, som vi lavede i forbindelse med satspuljen. Så for mig at se er det her et forslag, der er lig med det, som vi faktisk nu har sat i gang i hovedstaden til 10,2 mio. kr., som der kun var to der bød ind på, som mange har kritiseret, og som vi har utrolig svært ved at få gennemført. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne få det i alle fem regioner, så jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at det her burde være noget, vi gjorde meget mere ud af.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg håber, at Region Hovedstaden med det projekt, som vi alle med satspuljen har sat penge af til, får lavet et ordentligt projekt, der kan evalueres, og som så kan udrulles i de andre regioner. For så får vi noget af det, som forslagsstillerne siger i beslutningsforslaget. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg synes jo, der er en forskel på, om man kalder noget for et medicinfrit afsnit, eller om man har medicinfri tilbud. For man kan jo godt have en afdeling, hvor der både er medicinske tilbud og medicinfri tilbud. Så der er faktisk en forskel.

Jeg har jo været lige så forundret over, at der ikke var nogen, der ansøgte den pulje, og jeg tror, at ordføreren og jeg deler ambitionen om, at man faktisk skal have mulighed for en anden form for medicin. Jeg læste i hvert fald tilbage i september sidste år, at ordføreren har udtalt, at det bør være muligt at få psykiatrisk behandling uden medicin:

Jeg har selv arbejdet i psykiatrien, og jeg ved, at en samtale ofte hjælper urolige patienter bedre end medicin, og så skader det ikke, sådan som medicinen gør.

Det var jo sådan en udtalelse, jeg blev glad for. Så jeg har jo på samme måde tænkt over: Hvad er det med de der afdelinger? Det er derfor, jeg forsøger at gå en anden vej. Så jeg vil bare høre ordføreren, om ordføreren også tænker, at vi måske skal tænke anderledes end det projekt, som vi har i satspuljen.

Ordføreren.

Da jeg kom frem med det forslag om, at vi skulle have medicinfri afsnit, var det min holdning, at man skulle have et afsnit, der var helt medicinfrit, og som tilbød alle de her ting, som jeg har remset op. Men jeg vil jo sige, at efter vi havde haft det ude og der ikke var kommet ansøgninger til første runde, så blev der jo ændret lidt, så der faktisk nu ligger, at man både kan få medicin og ikke medicin på afsnittet. Så det er faktisk blevet til det, som ordføreren foreslår: Det bliver en afdeling, hvor der er nogle, der får medicin, og man kigger på udtrapning og nedtrapning, og andre aktiviteter kan spille ind for at se, om man kan minimere medicinforbruget. Så det er blevet til det, som ordføreren gerne vil have, selv om jeg gerne ville have set noget andet. For jeg tror, at når man arbejder i et afsnit og har fokus på, at det her skal være uden medicin, så har man en helt anden måde at tænke på, og det så jeg hellere end at have en afdeling, hvor det er blandet.

Spørgeren.

Det, der jo er forskellen, er, at vi her gerne vil have det i hele landet. Jeg har også tænkt, at grunden til, at der ikke blev søgt i satspuljen, måske var, at det var satspuljen, fordi regionerne er trætte af, at hver gang de sætter nogle initiativer i gang for at nedbringe omfanget af tvang eller gør noget andet godt for psykiatrien, så er det midlertidige puljer. Det er jo derfor, vi har foreslået en anden vej. Så deler ordføreren min ambition om, at det her skal være landsdækkende, og at det er noget, der skal have en varig finansiering?

Ordføreren.

Jamen det var jo lige præcis det, som jeg også sagde i min ordførertale. Jeg håber på, at den evaluering, vi får fra hovedstaden, gør, at vi kan se, at det her er noget, der hjælper, og at vi kan få det ud i alle regioner. Når ordføreren så siger, at man ikke skal dække det med satspuljen, så kunne jeg da godt tænke mig at høre, når ordføreren kommer herop, hvordan man vil finansiere det her forslag. For det mangler jeg selvfølgelig også i forslaget.

Tusind tak til fru Liselott Blixt, og velkommen til fru Jane Heitmann fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag om oprettelsen af medicinfri behandlingstilbud i psykiatrien.

Først vil jeg gerne slå fast, at vi i Venstre er optaget af, at vi kan tilbyde en bred vifte af behandlingstilbud inden for psykiatrien, behandlingstilbud, som skal understøtte hinanden og tilpasses den enkelte patient. Mennesker med psykiske lidelser skal som alle andre patienter i det danske sundhedsvæsen tilbydes en sammenhængende indsats og behandling af høj kvalitet, og jeg er helt på linje med forslagsstillerne, for så vidt angår medicinsk behandling, som ikke altid kan stå alene. Mennesker er forskellige og har forskellige præferencer, det gælder også mennesker, som har en psykisk lidelse. For os i Venstre er det afgørende, at vi tænker på, at vi skal have hele paletten i spil. Medicinsk behandling, mindfulness, kognitiv behandling, musikterapi, ergo- og fysioterapi er blot et par eksempler på forskellige initiativer og forskellige behandlingsformer, som forskellige mennesker med forskellige diagnoser formentlig vil kunne profitere af på forskellige stadier i et sygdomsforløb, ligesom jeg også er overbevist om, at fanger man en psykisk lidelse i et tidligt stadie, vil man i langt højere grad kunne sætte ind med medicinfri tilbud og patienten vil opleve en gavnlig effekt i forhold til mennesker, der har gået længere tid med en given lidelse. En tidlig indsats er langt at foretrække.

Ideen om medicinfri afsnit inden for psykiatrien er jo ikke helt fremmed i en dansk kontekst. Med satspuljeaftalen for 2017-2020 blev der afsat over 10 mio. kr. til forsøg med et regionalt medicinfrit afsnit, og det er ikke nogen hemmelighed, at netop den pulje gav anledning til faglige diskussioner om, hvornår og hvordan alternative behandlingsformer skal anvendes, ligesom det har været en udfordring at få kvalificerede ansøgninger til puljemidlerne. Men det er en diskussion, som er både sund og vigtig set fra min stol. Forslagsstillerne er inspireret af den norske model. Det er også sundt set fra min stol, at vi i Danmark lader os inspirere af de erfaringer, man gør i lande, som vi normalt sammenligner os med. Men det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at man i Norge også blev mødt med stor skepsis over at lade de medicinfri tilbud stå alene, og i Norge har man ovenikøbet haft svært ved at tiltrække læger til de medicinfri afdelinger, desværre. Sådan en situation skulle jo vi gerne undgå i Danmark.

I Venstre er vi optaget af at sikre et godt sundhedsvæsen på tværs af somatik og psykiatri. Vi har siden regeringsskiftet løftet sundhedsvæsenet med mere end 4 mia. kr., og det er jo penge, som også er kommet psykiatrien til gode. Mit hjerte banker i særlig grad for børn og unge, og for os i Venstre er det og har det været en klar prioritet at sikre bedre muligheder for en tidlig opsporing og en tidlig indsats i forhold til vores børn og unge. Jeg er derfor utrolig glad for, at vi sammen i satspuljekredsen har prioriteret mere end 200 mio. kr. til en fremskudt regional indsats. Vi skal undgå, at vores unge overhovedet bliver patienter i psykiatrien, og en del af svaret er, at vi bliver dygtigere og mere målrettede i forhold til at spotte de unge, som af den ene eller den anden grund mistrives.

Som jeg nævnte tidligere, kan en tidlig indsats være afgørende for, om unge kan hjælpes med medicinfri tilbud frem for medicinsk behandling. Heldigvis taler tallene jo deres tydelige sprog, for vi er på rette vej i forhold til at nedbringe medicinforbruget både blandt børn og unge og voksne. Lad mig nævne to eksempler. Antallet af børn, der opstartes i behandling med antidepressive lægemidler, er faldet med 50 pct. fra 2010 til 2016, og antallet af voksne i behandling med psykofarmaka er faldet med 10 pct. fra 2010 til 2016. Betyder det så, at alt er godt? Nej, der er jo stadig udfordringer, bl.a. i forhold til sovemidlet melatonin, som stadig gives i stor stil til unge, omend forbruget er faldende.

Når det så er sagt, er jeg glad for mange af de initiativer, som er taget for at sikre en bedre psykiatri. Arbejdet med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og hele styringseftersynet, som sundhedsministeren har sat i gang, er blot to eksempler på, hvordan vi løbende ser på, hvordan vi både kan sikre en styrket og en bedre og en mere sammenhængende behandling for dem, som det hele drejer sig om: Danske patienter. Der skal ikke være tvivl om, at vi i Venstre er hundrede procent på patienternes side.

Samlet set kan jeg sige, at vi deler SF's intention, nemlig at sikre, at der er relevante både medicinske og ikkemedicinske tilgængelige behandlingstilbud til patienter med psykiske lidelser, men modellen, som SF anviser, kan vi ikke støtte. I Venstre ser vi gerne, at de afsatte midler fra satspuljen får tid til at arbejde, ligesom det ikke står helt klart for os, hvordan SF forestiller sig finansieringen.

Tak til fru Jane Heitmann. Og velkommen til fru Stine Brix fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag og sætte diskussionen omkring medicinfri behandlingstilbud i psykiatrien på dagsordenen. Fra Enhedslistens side er vi positive over for forslaget. Vi vil gerne være med til at diskutere, hvordan man konkret implementerer det, men det vil jeg komme tilbage til.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at patienter med psykiske ledelser har adgang til et bedre og mere alsidigt behandlingstilbud end alene medicin, og sådan hører jeg egentlig også mine kollegaer i Folketinget her før mig. Det kan være kognitiv terapi, som vi ved har dokumenteret effekt for nogle psykiske lidelser, musikterapi, miljøterapi, motion og mindfulness, som også har vist effekt.

Det gode ved de her typer af behandlinger er jo, at vi ved, at de slet ikke har de samme typer af bivirkninger, som vi desværre ved medicinen kan have. Og for nogle patienter kan det være en rigtig, rigtig god hjælp. For andre kan det være en rigtig god hjælp i samspil med en medicinsk behandling. Som jeg læser forslaget, handler det om at sikre, at de her tilbud reelt er til stede i hele landet, så behandlere og patienter har mulighed for at bruge det og bruge de tilbud, som der er en dokumenteret effekt for.

Flere har rejst diskussionen om, hvorvidt det allerede er opfyldt i dag. Det kan jeg ikke sige på baggrund af den viden, jeg har. Det er mit indtryk, men det er ikke andet end et indtryk, at der er steder i psykiatrien, hvor man slet ikke i praksis tilbyder de ting, man ved har effekt. Det kan være på grund af mangel på ressourcer, det kan være mangel på tid eller på personale. Men måske kunne en vej frem være at tilvejebringe den viden: Hvordan ser det egentlig ud ude på de enkelte afdelinger? Hvad har de egentlig til rådighed, og hvad bruger man egentlig derude? Noget af den viden har vi allerede, og nogle har refereret til udviklingen i børne- og ungepsykiatrien, men det kunne være et bud på, hvordan vi kunne komme lidt videre med det.

Fra Enhedslistens side har vi tidligere rejst diskussionen her i Folketinget om behovet for en samlet plan for psykiatrien. Flere af de andre ordførere har her i dag også refereret til den diskussion, som vi havde i starten af december. Det mener jeg stadig væk er det absolut vigtigste, vi skal gøre for psykiatrien, for vi har brug for at se den her diskussion i en helhed i forhold til, hvordan psykiatrien bliver udviklet.

Diskussionen omkring tvang og diskussionen omkring selvbestemmelse og inddragelse af patienter og pårørende hører sammen med muligheden for at få adgang til en mere alsidig behandling. Det handler ikke mindst om diskussionen om de ressourcer, der er til rådighed, og om, hvordan vi bygger en psykiatri, der kan håndtere den meget store udfordring, som vi blev præsenteret for i den sundhedsprofil, som blev offentliggjort her for 1½ uge siden, hvor vi kan se, at mentale sygdomme er i kraftig vækst. Det handler altså om, hvordan vi bygger et sundhedsvæsen, der kan håndtere den udfordring, og det skal vi også se på samlet.

Det tror jeg sådan set var det, jeg ville sige. Mit forslag vil være, at vi dels diskuterer, om der er behov for en kortlægning, men selvfølgelig også at den her diskussion indgår i planen om en samlet udvikling af psykiatrien, for jeg er sådan set enig med de ordførere, der mener, at den bør høre hjemme der.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo.

Først og fremmest tusind tak for opbakningen til forslaget. Når jeg vil stille et spørgsmål, er det egentlig, fordi jeg sådan kom til at tænke videre på noget af det, ordføreren sagde, altså det om, at vi ikke rigtig ved, hvad der er af tilbud. Og det kan godt være, vi skal have sådan en kortlægning. Men jeg har f.eks. spurgt, hvor mange der egentlig får psykofarmaka som en del af deres behandling, og vi kan se, at det simpelt hen varierer fra region til region og fra sygehus til sygehus og afdeling til afdeling, altså lige fra at man har nul patienter i voksenspsykiatrien og op til, at der er 42 pct. af de voksne patienter, som får psykofarmaka som en del af deres behandling. Og på børne- og ungdomsspsykiatrien varierer det fra 4 pct. til 53 pct. Hvad tænker ordføreren om de variationer?

Ordføreren.

Jeg synes, det er nogle meget bemærkelsesværdige tal, og det kunne jo godt tyde på, at den fornemmelse, jeg har, af, at det reelt ikke er alle steder, at andre behandlingsformer end medicin er til stede, er rigtig. Det, jeg sagde, var ikke, at vi ikke ved. Jeg sagde, at jeg ikke ved. Det kan sagtens være, at andre har et overblik over, hvordan det egentlig er derude, og hvad det egentlig er for nogle redskaber, man har på hylderne. Men jeg vil i hvert fald gerne se, hvad vi ved om det, og hvis ikke vi har et overblik over det, og hvis det bare er noget, som man – hvad skal jeg sige – bare har en ambition om i alle regioner, men at det ikke er virkeligheden, så synes jeg da, vi har et kæmpe problem, og så synes jeg, at SF's forslag rammer spot on. Og jeg synes, vi skal tage den diskussion seriøst, frem for bare at sige, at det her allerede sker. For det er jeg nemlig ikke sikker på er virkeligheden.

Tak til fru Stine Brix, og velkommen til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Psykiatrien har helt sikkert ikke været prioriteret højt nok i en længere periode, og mennesker med psykisk sygdom er meget sårbare mennesker, som virkelig har brug for hjælp. Vi oplever, at mennesker afvises, når de selv opsøger hjælp og er desperate, fordi de ved, at de har brug for hjælp, og at de kan være til fare for sig selv og for andre. Og alligevel afvises de, og det mener jeg er et af de store problemer.

Nogle gange ender det så med, at det går, som disse stakkels mennesker frygtede, nemlig at de bliver til fare for sig selv og andre, hvorefter man så skal sætte ind med tvang, som vi ellers gør så meget for at undgå. Det er forfærdeligt for de mennesker, som er syge, og det er forfærdeligt for de mennesker, som det går ud over, som bliver overfaldet eller rammes af familietragedier eller på anden måde rammes. Det sker også, at politiet må involveres, hvilket måske også kunne have været undgået, hvis man havde taget imod disse udsatte mennesker i første omgang.

Vi har netop gjort nogle store indsatser på det psykiatriske område, men vi er langtfra i mål, og vi skal fortsat have fokus på psykiatrien. Det står derfor også højt på Liberal Alliances dagsorden. Regeringen har sat et arbejde i gang for at gennemgå det psykiatriske område, og der kommer en samlet plan for udviklingen i psykiatrien, herunder med fokus på andre behandlinger end medicin.

Jeg vil gerne takke Trine Torp fra SF for at sætte fokus på medicinforbruget, så vi kan få en relevant diskussion. Jeg mener virkelig, at diskussionen og fokusset er vigtigt. Jeg synes bare, at det her forslag lapper ind over de tiltag, som vi allerede har sat i gang.

En af de mange indsatser på det psykiatriske område er netop fokus på mindre medicin. Nationalt er der afsat 10,2 mio. kr. til en pulje til forsøg med medicinfri afsnit med henblik på at afprøve nye behandlingsmetoder, herunder former for terapi og aktiviteter. Det synes jeg vi skal afvente at se resultatet af, inden vi gør yderligere.

Desuden er der afsat 200 mio. kr. til flere og bedre kompetencer for at øge fysisk aktivitet og tværfaglige kompetencer. Antallet af fysioterapeuter er steget med 12 pct., ligesom omfanget af andet personale til aktiviteter, f.eks. musikterapeuter og lærere og idrætskonsulenter, er fordoblet fra 2012 til 2016. Tillige fik regionerne med økonomiaftalen for 2018 500 mio. kr. til et løft af sundhedsvæsenet, som også bør løfte behandlingstilbud i psykiatrien.

For at minimere risikoen for, at mennesker overhovedet havner i en situation, hvor de er psykisk syge og har brug for medicin, er der fokus på en tidlig indsats, og også her er der sat initiativer i gang med et markant løft af indsatsen over for børn og unge med psykiske problemer. Der har også været en nedgang på mange områder i brugen af psykofarmaka og i antallet af personer i behandling med antidepressive midler. Det gælder både for børn, unge og voksne.

Så jeg synes, at tankerne bag forslaget er meget positive, men det lapper ind over alle de mange initiativer, som der er sat i gang, og som jeg synes vi skulle se nogle resultater af. Derfor støtter Liberal Alliance ikke forslaget.

Tak til fru Kattrup, og velkommen til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak for ordet. Vi er også rigtig glade for, at SF har fremsat dette beslutningsforslag, da det er noget, som længe også har været på Alternativets dagsorden. Sidste år fremsatte jeg eksempelvis et beslutningsforslag om at etablere komplementære behandlings- og sundhedshuse med et ønske om at få en mere helhedsorienteret tilgang. Vi har også i vores sundhedspolitik et ønske om at få psykiatrihuse med medicinfri behandling. Derudover er det, som flere har nævnt, meget vigtigt at få sat fokus på psykiatrien, så vi er som udgangspunkt positive over for SF's forslag.

Vi er ligesom forslagsstillerne bekymret. Hvis jeg også skal nævne nogle tal – det er der nogle der har gjort tidligere – så var 7 pct. af befolkningen i 2016, og det er lidt over 400.000 danskere, på antidepressiv medicin. Ifølge Bedre Psykiatri er mere end tre ud af fire pårørende bekymret for den syges helbred på grund af medicinen, og 51 pct. af psykiaterne mener, at mængden af medicin, der udskrives i psykiatrien, er for stor; altså lidt over halvdelen af psykiaterne mener, at der udskrives for meget medicin i psykiatrien. Det synes jeg er vigtigt i den her sammenhæng.

Vi mener, at der bør være andre tilbud, så man også understøtter borgernes helbred i et større og mere helhedsorienteret perspektiv. Vi anerkender, at der er patienter, der har brug for psykofarmaka, men vi anerkender også, at der er patienter, som ønsker at bruge alternative behandlingsmetoder, og som ikke ønsker psykofarmaka. For os er det vigtigt, at brugerne af psykiatrien har medbestemmelse i forhold til den behandling, de ønsker, og den behandling, de ikke ønsker. Medicinfrie behandlingstilbud handler derfor også om at imødekomme en mere åben dialog med patienterne og respektere deres frie vilje og selvbestemmelse.

Forslagsstillerne nævner Norge som eksempel. Norge har jo som det første land i verden siden 1. juni 2016 introduceret en psykiatrisk behandling, hvor patienter med psykiske lidelser har krav på selv at vælge deres egen behandling. De har et reelt alternativ til medicin, eksempelvis psykoterapi, miljøterapi og familieterapi. Den norske sundhedsminister skrev i forbindelse med det i en pressemeddelelse:

»Ingen skal tvinges til at tage medicin, så længe der findes andre måder at give nødvendig omsorg og behandling på.«

Jeg vil også nævne England som eksempel. I England er mindfulness NBCT godkendt af det, der svarer til vores sundhedsstyrelse, altså National Health Service, og det er godkendt til behandling af f.eks. tilbagevendende depressioner. Så man må sige, at vi i Danmark ikke er særlig progressive, i hvert fald ikke helt så progressive, desværre, på det her område.

Jeg vil også godt samtidig understrege, at vi synes, det er vigtigt, at der kommer mere forskning inden for det her område, altså komplementære ikkemedicinske behandlingsmetoder, så vi i højere grad kan dokumentere effekten af det. På den måde vil det også være et reelt nemmere valg at træffe i sundhedsvæsenet.

Vi er også opmærksomme på, at det kan være problematisk at tale om medicinfri behandling i forhold til nogle grupper af patienter, og at der vil være nogle grupper af patienter, som ikke selv vil være i stand til at træffe en beslutning om, hvilken form for behandling de skal have.

Til sidst vil jeg sige, at der er brug for en national handlingsplan i psykiatrien, og det understregede vi i december, da vi sammen med Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF fremsatte et forslag til vedtagelse om at opprioritere psykiatrien markant. På den baggrund vil jeg sige, at vi er positive over for forslaget.

Tak til fru Pernille Schnoor. Og så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Forslaget her omhandler etablering af medicinfrie behandlingstilbud i psykiatrien i samtlige regioner. Hos Det Konservative Folkeparti står psykiatrien højt på dagsordenen, og vi er enige i, at det kun er positivt, når behandling kan ske, uden at der behøver at blive taget medicin i brug.

Vi må dog anerkende, at vi ikke helt forstår grundlaget for dette forslag. Vi har allerede fra satspuljen afsat 10,2 mio. kr. til en forsøgsordning. Vi forstår godt tanken bag forslaget her, men vi mener, at det er et unødvendigt skridt at tage, før forsøgsordningen har nået sin ende og er blevet evalueret. Derfor kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte forslaget.

Tusind tak for det. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for debatten. Tak til Enhedslisten og Alternativet for at være positive, men sådan set også tak til resten af partierne for at være vældig opmærksom på det her med, hvor meget medicin, psykofarmaka, vi bruger i vores psykiatri, og også for at anerkende tanken bag forslaget.

Jeg lytter mig frem til, at det faktisk nok kunne være meget godt ligesom at få et overblik over, hvad det er for nogle tilbud, der er, og hvor tilgængelige de reelt er i forhold til borgerne. Nogle giver udtryk for, at de synes, at der allerede er de tilbud, der skal være; andre vil gerne afvente nogle af de ting, vi har sat i søen, og ministeren henviser til, at der fremadrettet vil komme et stykke udviklingsarbejde vedrørende psykiatrien.

Jeg tror måske, at vi også godt kan blive enige om, at vi ønsker en psykiatri, der giver mennesker håb om at få det bedre og at blive raske; at bevægelsen hen imod en sådan psykiatri skal være en bevægelse, der har fokus på recovery. Jeg tror også, at mange af os synes, der er en værdi i at give mennesker frihed til at vælge og skabe reelle alternativer for borgerne. Og forhåbentlig har vi heller ikke nogen samfundsmæssig interesse i at forværre borgernes tilværelse.

Men ligesom nogle mennesker føler sig hjulpet af psykofarmaka, er der også rigtig mange, der oplever det modsatte, nemlig at medicinen er med til at forværre deres situation eller ingen effekt har. Og mange oplever også voldsomme bivirkninger og sundhedsmæssige konsekvenser. Derfor mener jeg, at vi har en etisk forpligtelse til at skabe alternativer af hensyn til den enkelte, men også fordi det vil have samfundsmæssig gavn.

Undersøgelser har vist, at der er en stor sammenhæng mellem at være i behandling med psykofarmaka og at være vedvarende patient i psykiatrien. Hvad der kommer først, kan man måske ikke vide, men der er i hvert fald en sammenhæng, og dermed vil patienten jo også være væk fra arbejdsmarkedet og deltagelse i det samfundsmæssige liv. Og det er vel ikke den effekt, vi reelt ønsker.

De nationale retningslinjer på både voksen-, børne- og ungdomspsykiatrien tilråder, at man skal igangsætte f.eks. terapi ved en lang række af de tilstande, som vi ved i dag bliver behandlet med psykofarmaka. Det har en stor gruppe af yngre læger og psykologer bl.a. skrevet om i et fælles indlæg, og der er psykiatere, der er stået frem og har sagt, at medicin er førstevalget, efter at diagnosen er stillet. Så psykiatrien ender for ofte med en standardtænkning om at behandle psykiatriske diagnoser uden at være forpligtet til at forsøge sig med mindre indgribende midler, som man kan behandle med uden dårlige bivirkninger.

Forslaget, som vi har behandlet i dag, handler om, at der bør etableres medicinfrie behandlingstilbud i behandlingspsykiatrien i alle regioner. Intentionen med forslaget er at starte en reel debat og en forandring, der fokuserer på, at psykofarmaka ikke altid skal være den første, primære og eneste løsning.

Vi mener i SF, at der grundlæggende er behov for at ændre på en kultur, hvor psykofarmaka ses som det vigtigste redskab i behandlingen af menneskers psykiske problemer. Derfor er det så afgørende, at vi får sikret, at der er medicinfrie tilbud til stede i hele landet. Debatten handler altså ikke om for eller imod medicin, men om at sikre, at de rette behandlingstilbud altid er til stede for patienten.

Der findes en lang række forskningsprojekter, som viser gavnligheden og den positive effekt af behandlingsmetoder som kognitiv terapi, mindfulness og musikterapi, og det har mange af ordførerne også nævnt.

Som det også nævnes i bemærkningerne til forslaget, er man i Norge gået foran i den medicinfrie behandling. Den norske regering sikrede i 2016, at medicinfrie behandlingstilbud skulle være til stede i alle landets helseregioner. Og de tilbud har ikke alene skullet sikre, at der var alternativer til behandlingen med psykofarmaka, men de har også sigtet bredere mod også at skulle yde hjælp til nedtrapning og afslutning af medicinsk behandling.

Det er den model og fremgangsmåde, vi mener at man med fordel kunne overføre til Danmark. Vi ønsker at sætte fokus på at differentiere behandlingen med flere muligheder, så alle borgere ikke skæres over en kam. For hvis man – som jeg sagde tidligere i debatten – kun har en hammer, ser man også kun søm. Der er brug for nye redskaber og for at få øje på nye muligheder. Hvis medarbejderne i psykiatrien får andre værktøjer, bliver det også muligt at se psykiske problemer mere nuanceret. Og det er derfor, at et medicinfrit tilbud i alle regioner er vigtigt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak til ordføreren. Jeg sagde i min ordførertale, at medicinsk behandling i psykiatrien såvel som i somatikken aldrig må blive sådan en standardbehandling. Men jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren er enig med Socialdemokratiet i, at medicinsk behandling kan være det helt rigtige førstevalg til psykiatriske patienter.

Ordføreren.

Ja, der er ingen tvivl om, at man kan være i en meget smertefuld tilstand, hvor psykofarmaka er nødvendig. Der er også rigtig mange – det nævnte jeg også i min ordførertale – patienter, som faktisk mener, at de har gavn af psykofarmaka. Så det er ikke et spørgsmål om for eller imod medicinsk behandling, men et spørgsmål om at udvide den palet af muligheder, der er, sådan at man ikke er tvunget til at få psykofarmaka, hvis man rent faktisk kan blive hjulpet med andre metoder.

Spørgeren.

Det er jeg meget enig i. Der er ingen patienter, der skal tvinges til noget, medmindre de er så syge, at de skal tvangsbehandles. Derfor skal der også være et tilbud. Jeg gav indtryk af, at det, jeg oplever, når jeg besøger psykiatriske afdelinger og er i kontakt med psykiatriledelser, er, at man har det tilbud, der skal til, hvis patienten måske bliver tilbudt medicinsk behandling, men siger, at det ikke er det, man ønsker. Så skal der være de andre tilbud.

Grunden til, at jeg rejser mig og stiller spørgsmålet, er bare, at vi også har en forpligtelse til som politikere at være med til at forsvare det rigtige i at give en medicinsk behandling til psykiatriske patienter, når det er på sin plads og det ud fra en faglig vurdering vurderes at være det helt rigtige – og meget hyppigt i en kombination med terapiformer.

Ordføreren.

Ja, vi har også en forpligtelse, synes jeg, til at lytte til de mange patienter, som synes, at det er for svært at få anden behandling end medicinsk behandling, og som synes, at den behandling, de får med psykofarmaka, giver dem nogle bivirkninger, som de gerne ville være foruden, men hvor de måske ikke tør trappe ud af den medicin, de får – det er måske heller ikke en god idé, hvis man ikke sætter noget i stedet – men de står i en situation, hvor de reelt ikke har nogen alternativer til farmakologisk behandling.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Torp.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingerne afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.