L 51 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven.

(Styrket kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet straf, afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægtsfængsling, og ændring af klageadgang).

Af: Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 09-02-2017

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 9. februar 2017

20161_l51_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 9. februar 2017

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven

(Styrket kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet straf, afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægtsfængsling, og ændring af klageadgang)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 81 af 24. januar 2017, foretages følgende ændringer:

1. § 34 a ophæves.

2. Efter § 35 indsættes:

»§ 35 a En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt pålæg, der er meddelt udlændingen efter § 34, stk. 4, § 34, stk. 5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller § 42 a, stk. 10.

Stk. 2. Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse.

§ 35 b. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling efter § 35 a til stede, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, bestemmelse om anbringelse af udlændingen på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol, medmindre særlige forhold taler herimod.

Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om varetægtsfængslingens iværksættelse og gennemførelse og om anvendelse af elektronisk overvågning, herunder karakteren af elektronisk kontrol m.v.«

3. I § 36, stk. 6, ændres »og stk. 11,« til: »og stk. 12,«.

4. I § 42 a indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:

»Stk. 10. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. pkt., skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet.«

Stk. 10 og 11 bliver herefter stk. 11 og 12.

5. I § 42 a, stk. 10, der bliver stk. 11, ændres »jf. stk. 3,« til: »jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk. 13,«.

6. I § 42 a, stk. 10, nr. 3, der bliver stk. 11, nr. 3, udgår », eller stk. 8, 1. pkt.«

7. I § 42 a, stk. 10, nr. 4, der bliver stk. 11, nr. 4, ændres »§ 34« til: »§ 34, stk. 1-3 og 6,«.

8. I § 42 a indsættes efter stk. 11, der bliver stk. 12, som nyt stykke:

»Stk. 13. Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt

1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet,

3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8, 1. pkt.,

4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 og 5,

5) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. stk. 10,

6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller

7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.«

Stk. 12-14 bliver herefter stk. 14-16.

9. I § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 14, ændres »stk. 10 eller 11« til: »stk. 11, 12 eller 13«.

10. I § 42 a, stk. 14, 1. pkt., der bliver stk. 16, 1. pkt., ændres »stk. 10 og 11,« til: »stk. 11, 12 og 13,«.

11. I § 46 a, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 34 a,«, og efter »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.,« indsættes: »og stk. 10,«.

12. I § 48, stk. 1, 5. pkt., ændres »jf. dog 7. og 8. pkt.« til: »jf. dog 7. og 8. pkt. og stk. 2.«

13. I § 48 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Politidirektørernes afgørelser efter § 34 kan påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse efter § 34 i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integra­ti?onsministeren. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter § 34 af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren.«

14. I § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 34,« til: »§ 34, stk. 1-3 og 6,«, »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.« ændres til: »§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.«, og »stk. 9, 3. pkt.« ændres til: »stk. 8, 3. pkt.«

15. I § 60 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4 og 5, og § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, givne pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

16. Efter § 62 indsættes i kapitel 9:

»§ 62 a. Kriminalforsorgen kan efter indstilling fra politiet bestemme, at en udlænding, der er idømt fængselsstraf for overtrædelse af § 34, stk. 4 eller 5, eller § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller stk. 10, skal løslades med henblik på at blive udsendt straks, uanset at straffen ikke er helt fuldbyrdet.

Stk. 2. Kriminalforsorgen træffer afgørelse om, at straffuldbyrdelsen skal genoptages, hvis udlændingen på ny opholder sig her i landet inden for 5 år efter udsendelsens gennemførelse.

Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om straksudsendelse efter stk. 1 og om genoptagelse eller iværksættelse af strafafsoning efter stk. 2.«

§ 2

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016, § 1 i lov nr. 641 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 1726 af 27. december 2016 og § 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. For dømte, der efter reglerne i kapitel 13 b er meddelt tilladelse til strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol, og hvor fuldbyrdelsen ikke allerede er iværksat, iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom.«

2. § 20, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere fuldbyrdes på

1) den dømtes bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 a-78 f eller

2) den dømtes bopæl på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 g-78 l.«

3. I § 46 indsættes som stk. 5 og 6:

»Stk. 5. Udgang kan, medmindre helt særlige omstændigheder undtagelsesvis taler herfor, endvidere ikke finde sted i en periode på 3 måneder, hvis

1) den dømte ikke samtykker i at ville overholde de vilkår, der finder anvendelse under strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol, jf. § 78 h, stk. 1, nr. 1,

2) den dømte ikke medvirker til en undersøgelse af den dømtes personlige forhold, jf. § 78 h, stk. 2, eller

3) en afgørelse om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol er tilbagekaldt efter § 78 k, stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk. 2.

Stk. 6. Perioden på 3 måneder efter stk. 5, nr. 1 og 2, regnes fra fuldbyrdelsens iværksættelse. Er fuldbyrdelsen iværksat, og meddeler den dømte på dette tidspunkt, at vedkommende ikke vil medvirke til en undersøgelse af sine personlige forhold, jf. § 78 h, stk. 2, skal perioden på 3 måneder regnes fra tidspunktet, hvor den dømte meddeler dette. Perioden på 3 måneder efter stk. 5, nr. 3, regnes fra tidspunktet for overførsel til fængsel eller arresthus.«

4. Efter kapitel 13 a indsættes:

»Kapitel 13 b

Fuldbyrdelse af straf på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol

Anvendelsesområde

§ 78 g. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemmer, at en udlænding, der er idømt fængselsstraf for overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4 eller 5, eller § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller stk. 10, efter bestemmelserne i dette kapitel skal udstå hele eller en del af straffen under intensiv overvågning og kontrol på bopælen på det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., jf. dog § 78 h.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren regler om den administrative behandling af sager om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol, herunder om overførsel mellem afsoningsformer, og om varigheden af den del af straffen, der skal udstås på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol.

Betingelser for afgørelse om fuldbyrdelse af straf på bopælen

§ 78 h. Strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter § 78 g skal ikke indgå i straffuldbyrdelsen, hvis

1) den dømte ikke giver samtykke til at overholde de vilkår, der finder anvendelse under strafudståelsen, jf. § 78 i, eller

2) denne fuldbyrdelsesform som følge af den dømtes forhold ikke findes hensigtsmæssig.

Stk. 2. Kriminalforsorgen kan til brug for afgørelsen af, om den dømte opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 2, foretage en nærmere undersøgelse af den dømtes personlige forhold, såfremt forholdene taler væsentligt herfor. Hvis kriminalforsorgen finder det fornødent, kan denne i forbindelse med undersøgelsens foretagelse bestemme, at den dømte skal aflægge udåndings- og urinprøver.

Stk. 3. Medvirker den dømte ikke til den i stk. 2 nævnte undersøgelse, kan strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol ikke finde sted.

Vilkår

§ 78 i. Afgørelse om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol meddeles, på vilkår af at den dømte i fuldbyrdelsesperioden

1) ikke begår strafbart forhold,

2) kun forlader bopælen på indkvarteringsstedet inden for de af kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum,

3) kun forlader bopælen på indkvarteringsstedet for at deltage i aktiviteter, som kriminalforsorgsområdet har godkendt,

4) ikke indtager alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,

5) udfører aktiviteter efter kriminalforsorgens nærmere beslutning og ikke helt eller delvis udebliver fra udførelsen af aktiviteterne,

6) undergiver sig kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder elektronisk kontrol m.v., og overholder de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet, og

7) holder kriminalforsorgsområdet underrettet om forhold af betydning for straffuldbyrdelsen på bopælen på indkvarteringsstedet og møder op hos kriminalforsorgsområdet efter dettes nærmere bestemmelse.

Stk. 2. Der kan endvidere fastsættes andre vilkår, der findes hensigtsmæssige.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren regler om de tidsrum, hvor den dømte kan forlade bopælen på indkvarteringsstedet, om indholdet af de aktiviteter, som den dømte i fuldbyrdelsesperioden skal udføre, og om adgang til forsørgelse og sundhedsmæssige ydelser.

Gennemførelse af tilsyn, kontrol m.v.

§ 78 j. Under fuldbyrdelsen fører kriminalforsorgsområdet tilsyn med den dømte, herunder med overholdelsen af de i § 78 i nævnte vilkår. Inden fuldbyrdelsen iværksættes, skal kriminalforsorgsområdet vejlede den dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og de for fuldbyrdelsen fastsatte vilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelser.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren regler om tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af udåndingsprøver og urinprøver m.v.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren regler om anvendelse af elektronisk overvågning, herunder karakteren af elektronisk kontrol.

Tilbagekaldelse af afgørelse om strafudståelse på bopælen

§ 78 k. En afgørelse om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, hvis

1) den dømte anmoder derom,

2) den dømte inden fuldbyrdelsens iværksættelse har begået strafbart forhold,

3) den dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne frihedsberøves af anden grund end til fuldbyrdelse af den fængselsstraf, afgørelsen ved­rører, eller

4) den dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens iværksættelse ikke er til stede på bopælen på indkvarteringsstedet.

Stk. 2. En afgørelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte under fuldbyrdelsen overtræder et eller flere af de i § 78 i, stk. 1, nr. 1-7, nævnte vilkår. Det samme gælder, hvis den dømte overtræder et vilkår fastsat i medfør af § 78 i, stk. 2, eller hvis kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den dømte ikke kan gennemføres på grund af dennes adfærd.

Stk. 3. Den dømte underrettes snarest muligt om tilbagekaldelsen af afgørelsen.

§ 78 l. Tilbagekaldes en afgørelse om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol efter fuldbyrdelsens iværksættelse, skal den dømte overføres til fængsel eller arresthus til afsoning af rest- straffen.

Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at den dømte midlertidigt skal overføres til fængsel eller arresthus, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse behandles.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren regler om midlertidig overførsel af dømte til fængsel eller arresthus.«

5. I § 106, stk. 2, indsættes efter »kontrol,«: »jf. kapitel 13 a, eller som har udstået straf på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol, jf. kapitel 13 b,«.

§ 3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, som ændret ved lov nr. 1723 af 27. december 2016 og § 1 i lov nr. 1728 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 124, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Det gælder dog ikke den, der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36.«

2. I § 124, stk. 5, nr. 2, indsættes efter »institution m.v.«: »eller er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 b«.

3. I § 124, stk. 5, nr. 4, indsættes efter »under intensiv overvågning og kontrol«: »efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a eller 13 b«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2017, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 35 b i udlændingeloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, træder i kraft den 1. juni 2017.

Stk. 3. Udlændingelovens § 42 a, stk. 13, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, får virkning for udbetaling af grundydelse og forsørgertillæg, der følger førstkommende skæringsdato, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 3. pkt., og stk. 7, 4. pkt., efter lovens ikrafttræden, og for udbetaling af tillægsydelse fra den første hele periode på 14 dage, der ligger til grund for beregning af tillægsydelsen, og som følger efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.