L 213 Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. (Forhøjelse af procenten for modregning i den enkelte kommunes statstilskud ved overførsel af midler fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder m.v.).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 03-05-2017

Fremsat den 3. maj 2017 af energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)

20161_l213_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. maj 2017 af energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

(Forhøjelse af procenten for modregning i den enkelte kommunes statstilskud ved overførsel af midler fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder m.v.)

§ 1

I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1307 af 24. november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1498 af 23. december 2014, § 154 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, § 1 i lov nr. 745 af 1. juni 2015 og § 6 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 23 l, stk. 1, indsættes efter »anlæg til«: »produktion eller«.

2. I § 23 l, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Ved registreringen opgøres forrentning af indskudskapital på særskilt konto.«

3. I § 23 l, stk. 10, 2. pkt., ændres »§ 15, stk. 1-4« til: »§ 15, stk. 1-5«

§ 2

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 418 af 25. april 2016, som ændret ved § 8 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, § 1 i lov nr. 1755 af 27. december 2016 og § 1 i lov nr. 1756 af 27. december 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 37, stk. 10, 2. pkt., ændres »§ 15, stk. 1-4« til: »§ 15, stk. 1, 2, 4 og 5«.

§ 3

I lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 6. september 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1755 af 27. december 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 35, stk. 7, ændres »§ 15, stk. 5« til: »§ 15, stk. 6«.

§ 4

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 329 af 24. marts 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning«: », jf. dog stk. 3«

2. I § 15, stk. 1, 3. pkt., ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

3. I § 15 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Den i stk. 1 og stk. 2, nævnte modregningsprocent ændres til 100 pct., hvis uddelingen eller vederlaget ved afståelse, jf. § 23 l, stk. 1, hidrører fra forrentning af indskudskapital, som kan indregnes i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, i lov om varmeforsyning. I det omfang de i 1. pkt., nævnte uddelinger eller vederlag anvendes på aktiviteter omfattet af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning, inden for en kommunal koncernstruktur, finder 1. pkt. ikke anvendelse.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning fra den 3. maj 2017.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning
2. Rammer for modregning af statstilskud vedrørende varmeforsyning i forhold til kommunerne
 
2.1. Gældende ret
 
2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
 
3.1. Konsekvenser for kommunerne
 
3.2. Konsekvenser for staten
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema


  
  


1. Indledning

Energitilsynet har den 31. januar 2017 i en konkret sag afgjort, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S i priserne for varme kan indregne forrentning af indskudskapital for årene 2011 til 2017 på i alt 172 mio. kr. efter regler i afskrivningsbekendtgørelsen på nærmere fastsatte vilkår. Derudover har 57 andre varmeselskaber ansøgt om en tilsvarende forrentning af indskudskapital svarende til et beløb på ca. 3,4 mia. kr.

Det er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets vurdering, at afgørelsen kan føre til uhensigtsmæssige prisstigninger for varmeforbrugene. Det er ministeriets vurdering, at der kan være tale om anseelige beløb, som kan indregnes over en relativ kort periode. Ministeriet vurderer derfor, at det er nødvendigt at foretage ændringer i lovgivningen, der begrænser kommunernes incitament til at udtage midler fra varmeforsyningsvirksomhederne, hvis kommunerne har indregnet forrentning af indskudskapital i varmepriserne.

Der foreslås med lovforslaget at indføre en ordning med 100 pct. modregning i den enkelte kommunes statstilskud efter bestemmelserne i lov om varmeforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, når der overføres udlodninger af eller vederlag fra afståelse af kommunernes varmeforsyningsvirksomheder til kommunerne, hvis udlodningen eller vederlaget hidrører fra forrentning af indskudskapital og ikke anvendes til aktiviteter indenfor forsyningsområdet.

Det forventes, at en kommune, som i dag kan overføre udlodninger eller vederlag, der hidrører fra forrentning af indskudskapital fra sin varmeforsyningsvirksomhed, med lovforslaget vil have et meget begrænset incitament til at overføre udlodninger eller vederlag fra forrentning af indskudskapital fra sin varmeforsyningsvirksomhed til kommunen. Det skyldes, at staten i så fald vil modregne kommunen krone for krone i statstilskuddet. Der modregnes allerede i dag med 40-60 procent i sådanne udlodninger og vederlag under nærmere fastsatte betingelser. Med forslaget foreslås det at hæve modregningssatsen til 100 pct.

Ministeriet vil foruden dette lovforslag udstede bekendtgørelser, der skal begrænse omfanget af nye ansøgninger efter de gældende regler samt udjævne prisstigningerne, for i videst muligt omfang at skærme varmeforbrugerne mod lignende sager. Disse bekendtgørelser kan udstedes med hjemmel i den gældende varmeforsyningslov.

Det er ikke hensigten at forhindre kommunerne i at anvende midler fra forrentning af indskudskapital til andre aktiviteter på forsyningsområdet.

Der ændres ved lovforslaget ikke ved gældende ret i forhold til at anvende midler indenfor forsyningssektoren. Dvs. hvis forrentningsmidlerne anvendes indenfor forsyningssektoren, fraregnes det anvendte beløb i det beløb, hvoraf der foretages 100 pct. modregning. Det indebærer, at forrentningsmidlerne bl.a. kan anvendes til investeringer indenfor varme-, el- og gassektoren samt sideordnede aktiviteter efter gældende regler, uden at kommunerne pålægges modregning.

Herudover foreslås det, at varmeproduktionsanlæg omfattes af modregningsreglerne.

2. Rammer for modregning i statstilskud vedrørende varmeforsyning i forhold til kommunerne.

2.1. Gældende ret

I lov om varmeforsyning er fastsat regler om kommuners registrering og indberetning af uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i varmeforsyningsvirksomheder med henblik på modregning i den enkelte kommunes generelle statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Det følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 1, at kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder.

Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 5, at kommuner senest den 1. februar hvert år skal indberette visse registreringer til Energitilsynet. Kommuner skal blandt andet indberette den dato, hvor eventuelle uddelinger eller vederlag fra afståelser er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse. Energitilsynet træffer herefter afgørelse om bl.a. godkendelse af de indberettede rådighedsbeløb og rådighedsdatoer, jf. varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 9.

Energitilsynet skal efter § 23 l, stk. 10, 1. pkt., senest den 1. maj hvert år give Økonomi- og Indenrigsministeriet meddelelse om de godkendte rådighedsbeløb.

Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 10, 2. pkt., at Økonomi- og Indenrigsministeriet herefter reducerer kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk. 1-4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

I medfør af varmeforsyningsloven § 23 n, stk. 1, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1297 af 15. december 2008 om kommuners indberetning og erklæringer efter elforsyningslovens §§ 37 og § 37 a, og varmeforsyningslovens §§ 23 l og 23 m. Bekendtgørelsen indeholder de nærmere regler om kommuners indberetning til Energitilsynet. Energi-, forsynings- og klimaministeren er derudover i medfør af samme bestemmelse bemyndiget til at fastsætte regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 23 l, stk. 2 og 5.

Det følger af varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, at varmeforsyningsvirksomheder omfattet af loven, i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas, bortset fra naturgas, med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, kan indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af offentlige forpligtelser samt finansieringsudgifter.

Energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiges i varmeforsyningslovens § 20, stk. 2, til at fastsætte regler om, at andre udgifter og omkostninger end de i § 20, stk. 1, nævnte kan indregnes i priserne for varme, bl.a. indregning af forrentning af indskudskapital. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 175 af 18. marts 1991 om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning med senere ændring. Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, at Energitilsynet kan tillade, at der i priser for levering af opvarmet vand, damp eller gas indregnes en rimelig forrentning af indskudskapital.

Efter § 14 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommunerne ydes et statstilskud til kommunerne. Statstilskuddet fordeles, jf. lovens § 14, stk. 4, efter forlods regulering for statens udgifter til bl.a. landsudligningen og udligningstilskuddet til kommuner med et højt strukturelt underskud i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede indbyggertal.

Reglerne for modregning i den enkelte kommunes statstilskud fremgår af lovens § 15.

Det fremgår af § 15, stk. 1, 1. pkt., at de efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Energitilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Beløbet udloddes med en tiendedel hvert år i ti år.

Herudover følger det af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 2, at modregningsprocenten ændres til 60, såfremt der ikke sker deponering.

2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Energitilsynet har den 31. januar 2017 truffet afgørelse om godkendelse af forrentning af indskudskapital for EnergiGruppen Jylland Varme A/S på 172 mio. kr. for 2011-2017. Sagens journalnummer er 12/15252.

I den konkrete sag fandt Energitilsynet, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S i priserne for varme kan indregne forrentning af indskudskapital for årene 2011 til 2017 på i alt 172 mio. kr., jf. § 20, stk. 2, i varmeforsyningsloven, og jf. § 6 i afskrivningsbekendtgørelsen på nærmere fastsatte vilkår.

Derudover har 57 andre varmeforsyningsvirksomheder ansøgt om en tilsvarende forrentning af indskudskapital svarende til et beløb på ca. 3,4 mia. kr.

Det er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets vurdering, at afgørelsen kan føre til uhensigtsmæssige prisstigninger for varmeforbrugerne. Ministeriet vurderer, at der kan være tale om anseelige beløb, der kan indregnes over en relativ kort periode. Det vurderes derfor nødvendigt med en række ændringer i lovgivningen, der har til formål at mindske incitamentet til at opkræve forrentning af indskudskapital, der er større end en almindelig markedsbaseret forrentning af virksomhedens anvendte kapital.

Det foreslås med lovforslaget at begrænse kommuners incitament til at overføre udlodninger og vederlag ved afståelse fra sine varmeforsyningsvirksomheder til kommunen, når pengene hidrører fra forrentning af indskudskapital.

Efter de nuværende regler bliver en kommune modregnet i statstilskuddet med, efter omstændighederne, 40-60 pct., når kommunen modtager udlodninger fra eller vederlag ved afståelse af varmedistributionsanlæg. Der foreslås en ordning, hvorefter modregningsprocenten ændres til 100, såfremt midlerne hidrører fra forrentning af indskudskapital, der er indregnet i medfør af regler udstedt efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 2, og ikke anvendes til aktiviteter indenfor forsyningsområdet.

I det omfang, midlerne inden for kommunens koncernstruktur anvendes på aktiviteter omfattet af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning, finder den foreslåede § 15, stk. 3, 1. pkt., dog ikke anvendelse. Forslaget betyder, at der ikke skal foretages modregning i udlodninger fra eller vederlag ved afståelse af varmedistributionsanlæg, der hidrører fra forrentning af indskudskapital, såfremt udlodningerne eller vederlaget anvendes til aktiviteter på forsyningsområdet indenfor en koncernstruktur.

Det foreslås, at modregningsreglerne udvides til også at omfatte udlodning fra eller vederlag ved afståelse af produktionsanlæg. Udvidelsen har til formål yderligere at øge kommunernes incitament til at anvende eventuel forrentning i forsyningssektoren.

Uddelinger fra og vederlag ved salg af kraftvarmeanlæg er reguleret efter lov om elforsyning § 37. Overførsel af sådanne uddelinger og vederlag til kommuner modregnes efter disse regler med 40-60 pct., jf. lov om elforsyning § 37, stk. 10, jf. lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 1 og 2.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet forventer at gennemføre ændringer af forrentningsreglerne med det formål at begrænse størrelsen af det forrentningsbeløb, som Energitilsynet kan godkende, samt afværge urimelige og pludselige stigninger i varmeprisen som følge af indregning af forrentning af indskudskapital. Disse ændringer forventes gennemført ved bekendtgørelse.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vil endvidere overveje, hvorvidt der skal fastsættes regler om, at virksomheden skal indsætte midler, der hidrører fra forrentning fra indskudskapital, på en særskilt konto.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige beskrives nedenfor.

3.1. Konsekvenser for kommunerne

Det forventes, at ændringen har betydning for de 52 kommuner, der helt eller delvist ejer varmeforsyningsvirksomheder, som i perioden 2000 - 2017 har ansøgt om forrentning af indskudskapital under de gældende regler. Reglerne om kommunal modregning omfatter alle kommuner, der ejer en varmeforsyning - også kommuner, hvis varmeforsyning på nuværende tidspunkt ikke har ansøgt om forrentning af indskudskapital.

Der er særligt fire usikkerhedsparametre, der gør sig gældende i forhold til at estimere de økonomiske konsekvenser af lovændringen. De to første gør estimatet af det samlede forrentningsbeløb usikkert, mens de to sidste vanskeliggør vurderingen af kommunernes planlagte adfærd under de eksisterende regler. Konklusionen er, at beregningerne i det følgende er behæftet med stor usikkerhed.

Usikkerheden skyldes for det første, at Energitilsynet foretager en individuel vurdering af, hvad en rimelig forrentning er for hver enkelt virksomhed. Da der ikke er klarhed over, hvad "rimelig forrentning" indebærer for den enkelte virksomhed, er det uvist, hvilken forrentning virksomhederne reelt får lov at opkræve. Indtil Energitilsynet har taget stilling i den enkelte sag, er både forrentningsgrundlaget og forrentningssatsen ukendt, og det er uklart, hvilke år virksomheden kan få lov at indregne en forrentning for. I princippet kan Energitilsynet nå frem til en forrentning på 0 kr.

For det andet er der kun truffet to afgørelser, begge for den samme virksomhed, og dermed er der begrænset empiri, hvorved det er sværere at estimere, hvad øvrige virksomheder får godkendt.

For det tredje er det uvist, i hvilket omfang ejerkommunerne under de nuværende modregningsregler vil udlodde midlerne eller fastholde dem i virksomheden eller koncernen.

For det fjerde er det også uvist, i hvilket omfang kommunerne foretrækker at deponere udlodningerne, hvorved de modregnes med 40 pct., eller trække midlerne ud med det samme, hvorved de modregnes med 60 pct., og dermed er det usikkert, hvor stor en modregning, der foretages.

Konsekvensvurderingerne er foretaget på baggrund af to beregninger. Et konservativt estimat over forrentning, og et teoretisk, højt estimat. Energitilsynets afgørelser vedrørende forrentning af indskudskapital i virksomhederne skønnes at ligge inden for det interval, der defineres af de to beregninger, men det er behæftet med betydelig usikkerhed.

Estimaterne viser, at de indsendte ansøgninger fra varmevirksomheder ejet af de 52 kommuner kan lede til indregning af et samlet forrentningsbeløb på mellem 2 og 8 mia. kr. for perioden 2000-2017 plus mellem 90 og 550 mio. kr. årligt fra nye ansøgninger fra 2018 og fremefter. Virksomhederne har mulighed for at søge om forrentning af indskudskapital for 2017 frem til sidste dag i deres regnskabsår. Forrentningsbeløbet for 2017 kan derfor fortsat vokse. Den historiske forrentning for 2000-2017 antages indregnet i varmepriserne over fire år, hvor nye ansøgninger samtidig indregnes i et samlet beløb. Det samlede indregningsbeløb svarer til mellem 0,6 og 2,5 mia. kr. per år.

Nuværende regler om modregning

Hvis en kommune vælger at deponere beløbet over en 10-årig periode, hvor beløbet frigives løbende med en tiendedel om året, sker der modregning i den pågældende kommunes andel af det samlede statstilskud med 40 pct. af beløbets størrelse. Hvis kommunen derimod vælger ikke at deponere beløbet (dvs. at kommunen trækker hele beløbet op i kommunen med det samme), modregnes kommunen med 60 pct. af beløbet.

Det beløb, som en kommune modtager netto efter reduktion i deres andel af statstilskuddet, indgår i opgørelsen af kommunernes samlede indtægter fra overskud, forrentning mv. i forsyningssektoren. Dette beløb modregnes som udgangspunkt i det samlede statstilskud til kommunerne i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger med staten. Det vil sige, at kommunerne kollektivt modregnes i deres samlede statstilskud, hvis én eller flere kommuner udlodder overskud, forrentning eller vederlag fra en fjernvarmevirksomhed.

Modregning ved nuværende regler

Ovenfor blev det samlede forrentningsbeløb, der kan indregnes i varmeprisen for de 52 kommuner, opgjort til mellem 0,6 og 2,5 mia. kr. per år fra 2018 til 2021.

Under antagelse af, at virksomhederne udlodder det fulde forrentningsbeløb hvert år med 60 pct. modregning, bliver den direkte modregning for den kommune, der modtager beløbet på mellem 0,4 og 1,3 mia. kr. om året, afhængigt af, hvor store forrentningsbeløb Energitilsynet godkender. Dette vurderes at være et overkantsskøn. De resterende 40 pct. af forrentningsbeløbet modregnes herefter som udgangspunkt i kommunernes samlede statstilskud ved forhandling om kommunernes økonomi. Det betyder, at der teoretisk set sker en samlet modregning i statstilskuddet på 100 pct. af det udloddede beløb. Den enkelte kommune vil under de nuværende regler have en positiv nettogevinst ved udlodningen på ca. 40 pct. af det udloddede beløb.

Kommunerne vil kunne reducere modregningsprocenten til 40 pct. ved en frigivelse over 10 år. Dette vil maksimere kommunernes totale fortjeneste inden for en tiårig periode, men resultere i en betydeligt lavere årlig fortjeneste. De resterende 60 pct. af forrentningsbeløbet modregnes herefter som udgangspunkt i kommunernes samlede statstilskud ved forhandling om kommunernes økonomi. Det betyder, at der teoretisk set sker en samlet modregning i statstilskuddet på 100 pct. af det udloddede beløb. Den enkelte kommune vil under de nuværende regler have en positiv nettogevinst ved udlodningen på ca. 60 pct. af det udloddet beløb.

Det vurderes, at incitamentet til at udlodde forrentning fjernes helt ved en modregningsprocent på 100. For de kommuner, der udlodder forrentning, vil ændringen af modregningsprocenten betyde en reduktion i årlig indtægt ved udlodning af forrentning på i alt maksimalt 0,9 mia. kr. per år.

3.2. Konsekvenser for staten

Energitilsynet har kun truffet afgørelse om forrentning af indskudskapital i to sager om EnergiGruppen Jylland Varme A/S (i dag Eniig). Denne forrentning er endnu ikke udloddet. Der er derfor endnu ikke sket udlodning af godkendt forrentning af indskudskapital, og derfor heller ikke modregning i statstilskuddet. Når Energitilsynet træffer afgørelse om forrentning af indskudskapital i de ca. 60 ikke-afgjorte sager om forrentning, vil der fremadrettet kunne ske modregning som følge af udlodninger, hvis de nuværende modregningsregler bibeholdes. Der vurderes ikke at ville ske udlodning, hvis reglerne ændres til 100 pct. modregning for den enkelte kommune.

For staten vil ændringen i modregningsprocenten indebære, at statens tilskud til kommunerne i fremtiden bliver højere relativt til, hvis de gældende regler var bibeholdt. Hvis de gældende regler stadig havde effekt, ville statstilskuddet blive reduceret med et beløb svarende til de samlede udlodninger fra varmeforsyningsvirksomheden til kommunen. Med regelændringen forventes virksomhederne at afstå fra at udlodde forrentningsbeløbet, hvorved modregningen i statstilskuddet forsvinder. Effekten heraf vurderes at være i størrelsesordenen 0 - 2,5 mia. kr. årligt på statsfinanserne frem til og med 2021. Herefter vil effekten maksimalt svare til den årlige forrentning. Spændet illustrerer, at det er uklart, hvor stor en andel virksomhederne vil udlodde, og om kommunerne vil trække pengene ud med det samme (60 pct. modregning) eller deponere udlodningen på en konto for løbende over en tiårig periode at modtage udlodningen i ti lige store dele (40 pct. modregning).

Kommuner er ikke skattepligtige og vil derfor være skattefri af en udlodning fra sin varmeforsyningsvirksomhed til kommunen. Derfor vurderes det, at der ingen skatteeffekt er ved lovændringerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Idet lovforslaget alene ændrer modregningsprocenten for kommunernes statstilskud, når der overføres midler fra kommunernes varmeforsyningsvirksomheder til kommunerne, vurderes der ikke at være økonomiske eller administrative konsekvenser for virksomhederne

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring i perioden fra den 3. maj til den 8. maj 2017 hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet - Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Ankenævnet på Energiområdet, Antenneforeningen Vejen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Biofos A/S, Brancheforeningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller,

Branchen Forbrugerelektronik, Bryggeriforeningen, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BATT-kartellet), Byggecentrum, Byggeskadefonden, CO-industri, Copenhagen Merchants,

DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond), DANICA RESOURCES APS,

Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Danmarks Vindmølleforening, Danoil Exploration A/S, Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri

Dansk Center for Lys, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv

Dansk Facilities Management (DFM), Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri,

Dansk Gas Distribution, Dansk Gas Forening, Dansk Gasteknisk Center (DGC),

Dansk Geotermi Aps, Dansk Miljøteknologi, Dansk Shell A/S,

Dansk Standard, Dansk Transport og Logistik (DLTL), Dansk Varefakta Nævn, Dansk Ventilation,

Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder, DANSKE ARK, Danske Maritime, Danske Udlejere, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), DANVAK, Datatilsynet,

De frie Energiselskaber, DEA Deutsche Erdoel AG, Debra - Energibranchen,

DELTA Dansk Elektronik, Det Økologiske Råd, DI - Organisation for erhvervslivet,

Dommerfuldmægtigforeningen, DONG Energy A/S, DTU - Institut for Vindenergi,

DTU - Myndighedsbetjening, E. ON Danmark A/S, Energi- og olieforum.dk,

Energiforbrugeren, Energiforum Danmark, Energiklagenævnet, Energisammenslutningen

Energitilsynet, Eurowind Energy A/S, EWE Energie AG, Fagligt Fælles Forbund (3F),

Finansrådet, Fjernvarme Fyn, Fonden Kraka, Forbrugerrådet Tænk,

Forenede Danske El-bilister (FDEL), Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske belysningsarmaturer (FABA), Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater (FEHA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI),

Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen for Slutbrugere af Energi,

Frederiksberg Kommune, FSR Danske revisorer, Green Network,

Greenpeace, GreenTech Advisor, GreenWays, GTS (Godkendt Teknologisk service),

Havarikommissionen, Hess ApS, HOFOR A/S, HOFOR Fjernkøling A/S,

HOFOR Vind A/S, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA),

Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent Energi, IT-Branchen, Kalk- og Teglværksforeningen (bygitegl.dk), Kamstrup A/S, Kjærgaard A/S, KL - Center for Intern Økonomi og Administration,

Kooperationen (Den Kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark),

Københavns Kommune - Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune - Økonomiforvaltningen, Københavns Kulturcenter, Københavns Universitet,

Landbrug & Fødevarer, Landsbyggefonden, Landsforeningen af Solcelleejere,

Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, LCA Center, Miljøpartiet De Grønne,

Mærsk Drilling, Mærsk Olie og Gas A/S, Maabjerg Energy Center - MEC,

NEAS Energy A/S, NGF Nature Energy, NOAH Energi og Klima,

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Noreco, Offshoreenergy.dk,

Olie Gas Danmark, Partnerskabet for Brint og Brændselsceller,

Plastindustrien, Realkreditforeningen, Reel Energi Oplysning (REO),

SE, Solar Elements A/S, Solenergi Danmark A/S, Spyker Energy ApS,

Statens ByggeforskningsInstitut, Statoil A/S, Statoil Refining Denmark A/S,

Syd Energi, Tekniq, Teknologisk Institut, Varmepumpefabrikantforeningen,

Vattenfall A/S, Vedvarende Energi, VELTEK - VVS- og El-Tekniske Leverandørers Brancheforening, Verdens Skove, Vestas Wind systems A/S, Vindenergi Danmark, Vindmølleindustrien, Wintershall Nordszee B. V., WWF Verdensnaturfonden,

Økologisk Landsforening, Østkraft, Aalborg Portland A/S, Aalborg Universitet,

Aarhus Universitet.

  
  
  
  
  


9. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/ mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Kommunerne anvender ikke midler fra forrentning til at finansiere kommunal virksomhed.
Stat: Under gældende regler vil statstilskuddet kunne reduceres, hvis varmeforsyningsvirksomheden udlodder forrentning til kommunen. Indføres 100 pct. modregning, forventes der ikke at ske udlodning til kommunen fra virksomheden, og dermed reduceres statstilskuddet ikke.
Kommune: Reduceret indtjeningsmulighed når udlodning fra varmeforsyningsvirksomhed til kommunen modregnes med 100 pct.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Opgøres ikke
Opgøres ikke
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Opgøres ikke
Opgøres ikke
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser (sæt X)
JA
NEJ
X


  
  
  
  
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen i varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 1, blev indsat som § 23 e i 2000 jf. Folketingstidende 1999-2000, A, L 240 som fremsat. I 2003 blev der indsat en ny § 23 e, jf. Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, L 162 som fremsat.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at idet varmeforsyningssektoren er kendetegnet ved i stor udstrækning at være under forbrugernes eller kommunernes indflydelse, var ønsket at sikre de forbruger- og samfundsskabte værdier i sektoren. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor en kommune ønsker at sælge et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp. I disse situationer bliver kommunen modregnet i sit statstilskud som følge af det provenu, som kommunen måtte opnå ved salget.

Efter den gældende § 23 l, stk. 1, skal kommuner registrere modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder.

Kommunernes skal herefter indberette registreringerne til Energitilsynet, jf. § 23, stk. 5. Uddelinger og vederlag modregnes herefter i kommunernes statstilskud, jf. § 23 l, stk. 10.

I lovforslagets ændring til § 23 l, stk. 1, foreslås det, at bestemmelsen udvides til også at omfatte anlæg til produktion af opvarmet vand eller damp.

Uddelinger fra vederlag ved salg af kraftvarmeanlæg er reguleret efter elforsyningsloven § 37.

Overførsel af sådanne uddelinger og vederlag til kommuner modregnes efter disse regler med 40-60 pct., jf. lov om elforsyning § 37, stk. 10, jf. lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 1 og 2.

Som følge af lovforslaget vil også uddelinger m.v., der hidrører fra varmeproduktionsanlæg blive omfattet af registreringspligten og den efterfølgende modregning i den enkelte kommunes statstilskud, jf. § 23 l.

Baggrunden for udvidelsen er, at en del af værdierne i sektoren vurderes at ligge i produktionsleddet, herunder midler som hidrører fra forrentning af indskudskapital. Ved at omfatte varmeproduktionsanlæg er det hensigten at øge kommunernes incitament til at anvende eventuel forrentning i forsyningssektoren.

Til nr. 2

Ved uddelinger og vederlag menes uddelinger og vederlag fra afståelse i ejerandele i anlæg mv., jf. § 23 l, stk. 1.

Det fremgår af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 3, at registreringen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, L 162, som fremsat, side 4140, at registeringen skal foretages, når kommunen oppebærer værdier, der hidrører fra uddelinger og afståelse fra sin varmeforsyningsvirksomhed.

Det fremgår nærmere af bemærkningerne, at rådighedsdatoen er den dato, hvor det uddelte beløb eller vederlag er til rådighed for kommunen, og fra hvilken dato kommunen derfor har mulighed for at disponere over beløbet. Såfremt en kommune f.eks. har afstået en virksomhed omfattet af stk. 1, på sådanne vilkår, at en del af vederlaget først kommer til udbetaling på et senere tidspunkt, vil udbetalingstidspunktet være den relevante rådighedsdato i relation til denne del af vederlaget, selv om det pågældende beløb forrentes fra en tidligere dato.

Det er det beløb, som kommunen faktisk oppebærer, der skal registreres efter stk. 1 og 2. I de tilfælde, hvor vederlaget ikke ligger endelig fast, men afhænger af senere omstændigheder, vil den faktisk oppebårne afståelsessum, inkl. beregnet forrentning, således skulle registreres efter stk. 1 og 2, når rådighedsdatoen indtræder.

Det foreslås med indsættelsen af § 23 stk. 3, 2. pkt., at forrentning af indskudskapital skal opgøres på særskilt konto.

Begrundelsen for det foreslåede 2. pkt, er, at der i lovforslaget til ny § 15, stk. 3, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner foreslås en ændring af modregningsprocenten til 100 pct. af udlodninger fra og vederlag ved afståelse, der hidrører fra forrentning af indskudskapital indregnet i medfør af regler udstedt efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 2. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 2.

Bestemmelsen medfører, at når kommunerne indberetter til Energitilsynet efter § 23 l, stk. 5, skal beløb indregnet i varmeprisen, som følge af forrentning af indskudskapital, registreres på særskilt konto, hvis der overføres midler til kommunen. Formålet er at kunne praktisk udskille midler hidrørende fra forrentning af indskudskapital fra andre likvider i virksomheden med henblik på særskilt modregning heri.

Til nr. 3

Efter de nuværende regler findes modregningsreglerne for så vidt angår varmeforsyningsområdet i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 1-4. Idet der indsættes et nyt stk. 3, ændres henvisningen til § 15, stk. 1-5.

Til § 2

Til nr. 1

Efter de nuværende regler findes modregningsreglerne for så vidt angår elforsyningsområdet i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 1-4. Idet der indsættes et nyt stk. 3, som alene gælder for varmeforsyningsområdet, ændres henvisningen til § 15, stk. 1-2 og 4-5.

Til § 3

Til nr. 1

Efter de nuværende regler findes modregningsreglerne for så vidt angår naturgasforsyningsområdet i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15, stk. 5. Idet der indsættes et nyt stk. 3, ændres henvisningen til § 15, stk. 6.

Til § 4

Til nr. 1

Ændringen er en konsekvens af, at der med lovforslagets ændring til udligningslovens § 15, stk. 3, foreslås en ny modregningsordning for beløb, der hidrører fra forrentning af indskudskapital på varmeforsyningsområdet, se de særlige bemærkninger til § 4, nr. 2.

Til nr. 2

Efter de gældende regler i § 15 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner foretages modregning i statens tilskud til den enkelte kommune, hvis kommunen modtager uddelinger som følge af bl.a. overskud, forrentning eller vederlag ved afståelse af ejerandele i kommunalt ejede varmeforsyningsvirksomheder.

En kommunes statstilskud reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Energitilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning efter § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, hvis kommunen vælger at deponere restbeløbet. Beløbet frigives herefter med en tiendedel om året i ti år. Modregningsprocenten fastsættes dog til 60 pct., hvis kommunen ikke ønsker at deponere.

Med forslaget til ny § 15, stk. 3, foreslås det, at modregningsprocenten fastsættes til 100 pct., hvis uddelingen eller vederlaget ved afståelse jf. § 23 l, stk. 1, hidrører fra forrentning af indskudskapital, som kan indregnes i medfør af regler udstedt efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 2.

Omfattet af forslaget er forrentning af indskudskapital, der vedrører uddelinger fra og vederlag ved afståelse. Uddelinger og vederlag skal forstås i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 1.

Omfattet af forslaget er forrentning af indskudskapital, i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, i varmeforsyningsloven. § 20, stk. 2, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 175 af 18. marts 1991 om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital ifølge lov om varmeforsyning med senere ændring (afskrivningsbekendtgørelsen). Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1 om gældende ret.

Det er vurderingen, at lovforslaget vil få størst praktisk betydning i de situationer, hvor en kommune foretager uddelinger fra virksomheder, jf. varmeforsyningsloven § 23 l, stk. 1, altså i en udlodningssituation. Det vil sige, at situationen ved afståelse vurderes at have mere begrænset praktisk betydning. Der henvises til bemærkninger om dette nedenfor.

Ordningen efter den gældende afskrivningsbekendtgørelse er, at Energitilsynet godkender forrentningen, og herefter opkræves forrentningen hos varmeforbrugerne. For overhovedet at kunne foretage uddelinger, der vedrører forrentning af indskudskapital, bygger forslaget således på, at der er sket godkendelse af forrentningen hos Energitilsynet, og at pengene efterfølgende er opkrævet hos varmeforbrugerne, samt at der efterfølgende sker en uddeling til kommunen. Den del af uddelingen, der vedrører forrentning af indskudskapital, skal efter forslaget modregnes krone for krone i det kommunale statstilskud, altså med 100 pct.

Også den lidt mere atypiske situation, at kommunen sælger virksomheden, helt eller delvist, omfattes. Det vil sige, at foretager kommunen et salg, dvs. en afståelse, jf. varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 1, så er den del af vederlaget, som hidrører fra forrentning af indskudskapital, omfattet. Her er det imidlertid tilstrækkeligt, at forrentningen er godkendt, og således udgør et aktiv i en salgssituation, og som en del af vederlaget må formodes at være udtryk for. Her modregnes efter forslaget også krone for krone, altså 100 pct., i denne del af vederlaget.

Uddelinger, som ikke er forrentning af indskudskapital, omfattes efter forslaget ikke af modregning med 100 pct. Her finder de hidtil gældende regler anvendelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1. om gældende ret.

Det fremgår af forslaget til 2. pkt., at i det omfang udlodninger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele af varmeforsyningsvirksomheder, og som hidrører fra forrentning af indskudskapital, der kan indregnes i medfør af § 20, stk. 2, i lov om varmeforsyning, anvendes på aktiviteter omfattet af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning, inden for en kommunal koncernstruktur, finder 1. pkt. ikke anvendelse.

Med koncernstruktur forstås, hvor kommunen har udskilt sine forsyningsvirksomheder i selvstændige juridiske enheder, for eksempel i en såkaldt holding-struktur.

Efter lovforslaget skal der ikke ske 100 pct. modregning i midler, der hidrører fra forrentning af indskudskapital, såfremt midlerne anvendes indenfor en sådan koncernstruktur. Det kunne for eksempel være tilfældet, hvis midlerne, der oprindeligt er indregnet i varmepriserne, anvendes i en elforsyningsvirksomhed inden for holding-strukturen. Har Energitilsynet godkendt, at en varmeforsyningsvirksomhed indregner en forrentning af sin indskudskapital, vil den godkendte forrentning på denne måde for eksempel kunne anvendes til at investere i et elproduktionsanlæg i en virksomhed indenfor koncernen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lov om varmeforsyning § 23 l. Efter § 23 l, stk. 1, skal kommuner registrere modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1.

Formålet med forslagets 2. pkt., er at præcisere, at uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele, som hidrører fra forrentning af indskudskapital, og som anvendes inden for forsyningssektoren, er omfattet af 2. pkt., og at der dermed ikke skal modregnes i disse. Det følger af § 23 l, stk. 5, at kommuner senest den 1. februar hvert år indberetter de registreringer, som kommunen har foretaget til Energitilsynet efter bl.a. § 23 l, stk. 3, i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer.

Ændringen af reglerne om kommunal modregning skal sikre, at midlerne fra forrentning af indskudskapital forbliver i forsyningssektoren. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Til § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås i stk. 2, at lovændringen tillægges virkning fra den 3. maj 2017. Det vil sige fra fremsættelsen.

Begrundelsen for at tillægge lovforslaget virkning fra fremsættelsen er, at der ville kunne opstå situationer mellem fremsættelsen og vedtagelsen af lovforslaget, hvor der ville kunne ske modregning efter de gældende regler.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, er det tidspunkt, som skal lægges til grund for modregningen, rådighedsdatoen, jf. varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 3. Det vil sige, at det er den faktiske rådighedsdato, i praksis ofte uddelingen, der skal lægges til grund for modregningen. Der ville derfor kunne forekomme situationer efter tidspunktet for fremsættelsen, hvor der ville skulle modregnes efter den gældende 60/40 ordning i medfør af § 15, stk. 1 og 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Det foreslåede virkningstidspunkt betyder, at i de tilfælde, hvor rådighedsdatoen for kommunen er senere end fremsættelsen, vil der skulle modregnes efter reglerne i dette lovforslag.

Til § 6

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det skyldes, at lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner ikke gælder for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

   
   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
  
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1307 af 24. november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1498 af 23. december 2014, § 154 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, § 1 i lov nr. 745 af 1. juni 2015 og § 6 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer
   
§ 23 l, stk. 1. . .
Stk. 1. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder
Stk. 2-10…
 
1. I § 23, l stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »anlæg til«: »produktion eller«.


   
§ 23 l, stk. 3. . .
Stk. 2…
Stk. 3. Registreringen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse
Stk. 4-10
 
2. I § 23 l, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Ved registreringen opgøres forrentning af indskudskapital på særskilt konto«.
   
§ 23 l, stk. 10. . .
Stk. 9…
Stk. 10. Energitilsynet giver senest den 1. maj hvert år Økonomi- og Indenrigsministeriet meddelelse om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Økonomi- og Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk. 1-4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Økonomi- og Indenrigsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret.
 
3. I § 23 l, stk. 10, 1. pkt., ændres »§ 15, stk. 1-4« til »§ 15, stk. 1-5«.


   
  
§ 2
  
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 418 af 25. april 2016, som ændret ved § 8 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, § 1 i lov nr. 1755 af 27. december 2016 og § 1 i lov nr. 1756 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:


   
§ 37, stk. 10…
Stk. 9…
Stk. 10. Energitilsynet giver senest den 1. maj hvert år Erhvervs-og Vækstministeriet meddelelse om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Erhvervs-og Vækstministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk. 1-4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Erhvervs-og Vækstministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret.
 
1. I § 37, stk. 10, 2. pkt., ændres »§ 15, stk. 1-4« til »§ 15, stk. 1, 2, 4 og 5«.
   
  
§ 3


  
I lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 6. september 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1755 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:
   
§ 35, stk. 7…
Stk. 6.
Stk. 7. Økonomi- og Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelsen i § 15, stk. 5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner med det i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk. 8.
 
1. I § 35, stk. 7, ændres »§ 15, stk. 5« til: »§ 15, stk. 6«.
   
  
§ 4
  
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 329 af 24. marts 2017, foretages følgende ændringer:
   
§ 15 stk. 1. . .
Stk. 1. De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Energitilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 3. Denne bestemmelse gælder tilsvarende for rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.
Stk. 2-5…
 
1. I § 15, stk. 1., indsættes efter »og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning«: », jf. dog stk. 3«.
   
§ 15 stk. 1 og stk. 2
Stk. 1. De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Energitilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 3. Denne bestemmelse gælder tilsvarende for rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte modregningsprocent ændres til 60 pct., hvis der ikke sker deponering.
Stk. 3-5…
 
2. I § 15 efter stk. 2, indsættes som nyt stykke. :
»Stk. 3. Den i stk. 1 og stk. 2, nævnte modregningsprocent ændres til 100 pct., hvis uddelingen eller vederlaget ved afståelse, jf. § 23 l, stk. 1, hidrører fra forrentning af indskudskapital, som kan indregnes i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, i lov om varmeforsyning. I det omfang de i 1. pkt., nævnte uddelinger eller vederlag anvendes på aktiviteter omfattet af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning, inden for en kommunal koncernstruktur, finder 1. pkt. ikke anvendelse.«
   
  
§ 5
  
Loven træder i kraft den 3. maj 2017.
   
  
§ 6
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.