L 192 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love.

(Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-04-2017

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

20161_l192_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere)

(Lovforslag nr. L 192)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række af de punkter, der fremgår af den nationale handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, som blev fremlagt i oktober måned 2016. Lovforslaget fremsættes efter den 1. april 2017 som følge af, at der i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse, herunder som opfølgning på høringsprocessen, har været behov for at afklare en række forhold vedrørende lovforslaget. Lovforslaget ønskes gennemført i indeværende folketingsår.

Lovforslaget indeholder for det første et forslag til en ny bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der efter retskendelse kan ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra den pågældende hjemmeside begås nærmere bestemte overtrædelser af straffeloven.

Bestemmelsen vil f.eks. skulle bruges over for hjemmesider, der indeholder propaganda til fordel for terrororganisationer mv. Det skyldes, at ekstremisters og terroristers brug af internet og sociale medier i rekrutteringsøjemed er steget betydeligt inden for de senere år. Et væsentligt element i indsatsen mod online radikalisering består således i at reducere omfanget af voldeligt ekstremistisk materiale på internettet.

Lovforslaget indeholder for det andet ændringer i en række ydelseslove med henblik på at forhindre, at fremmedkrigere kan finansiere deres ophold i konfliktområder med offentlige ydelser.

Med de foreslåede ændringer vil der blive indført en klar hjemmel til standsning af udbetalingen af offentlige ydelser til fremmedkrigere og - i tilfælde, hvor ydelserne allerede måtte være udbetalt - at kræve dem tilbagebetalt. De foreslåede ændringer skaber bl.a. en mere sikker og effektiv procedure i sager om standsning eller tilbagebetaling af de ydelser, som der allerede i dag helt eller delvist er hjemmel til at inddrage. Desuden skaber de foreslåede ændringer mulighed for at standse - eller kræve tilbagebetaling af - en række offentlige ydelser, som der ikke i dag er den fornødne hjemmel til at inddrage.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.