L 165 Forslag til lov om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og lov om finansiel virksomhed.

(Ændring af lånegrænse for fritidshuse).

Af: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 18-04-2017

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. april 2017

20161_l165_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. april 2017

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 22. marts 2017 og var til 1. behandling den 28. marts 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministeren sendte den 1. marts 2017 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 145. Den 22. marts 2017 sendte erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets medlemmer bemærker, at Socialdemokratiet overordnet er bekymret for, om forslaget om at forhøje lånegrænsen vil mindske sikkerheden bag realkreditobligationerne, som Nationalbanken har advaret imod. Socialdemokratiet noterer sig dog regeringens forsikring om, at forslaget er risikofrit og ikke vil medføre øget risici for realkreditmarkedet.

På den baggrund støtter Socialdemokratiet lovforslaget, da det vil få stor betydning for mange nuværende og kommende sommerhusejere. Lovforslaget vil give flere mulighed for at købe et sommerhus i alle dele af landet og understøtte salg af sommerhuse i områder, hvor efterspørgslen er lav.

Socialdemokratiet har opfordret til, at det Det Systemiske Risikoråd vurderer effekterne af lovforslaget, herunder at lovforslaget ikke får negative konsekvenser for det danske lånemarked. Da der ikke er foretaget en sådan vurdering, vil Socialdemokratiet nøje følge udviklingen og opfordrer til, at uafhængige institutioner som eksempelvis det Systemiske Risikoråd løbende overvåger udviklingen. På den baggrund vil Socialdemokratiet genoptage spørgsmålet, hvis det skulle blive relevant.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at Enhedslisten er bekymret for, at lovforslaget vil øge den private gældsætning og skabe nye prisbobler på fritidsboligmarkedet. Danmark har haft store problemer med både privat gæld og boligbobler på grund af den lempelige politik for kreditgivning i 00'erne frem mod finanskrisen. Nationalbanken fraråder også lovændringen i deres høringssvar, hvilket gør stort indtryk på Enhedslisten. Der er brug for stabilitet på boligmarkedet, og derfor er denne lempelse efter Enhedslistens opfattelse et skridt i den forkerte retning.

Et andet mindretal i udvalget (SF) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling

Samråd

Udvalget har stillet 2 samrådsspørgsmål til erhvervsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 7. april 2017.

Erhvervsministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålene.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 13 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Hans Kristian Skibby (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Lise Bech (DF) Tilde Bork (DF) Dorthe Ullemose (DF) Torsten Schack Pedersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Eva Kjer Hansen (V) Jacob Jensen (V) Erling Bonnesen (V) Jane Heitmann (V) Villum Christensen (LA) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. Anders Johansson (KF) Erik Christensen (S) Karin Gaardsted (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Kaare Dybvad (S) Morten Bødskov (S) fmd. Rasmus Horn Langhoff (S) Thomas Jensen (S) Pelle Dragsted (EL) Henning Hyllested (EL) René Gade (ALT) Christian Poll (ALT) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 165

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervsministeren
2
Fastlagt tidsplan


3
1. udkast til betænkning
4
Meddelelse om udskydelse af betænkningsafgivelse


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 165

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren er enig i Nationalbankens vurdering af, at priserne på fritidshuse er mere volatile end markedet for enfamiliehuse, både for så vidt angår prisniveau og salgsaktivitet, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren vil anmode om henholdsvis Det Systemiske Risikoråds og de økonomiske vismænds vurderinger af lovforslagets konsekvenser, herunder en risikovurdering af lovforslaget generelt i forhold til realkreditmarkedet, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren er enig i, at der som følge af den foreslåede forhøjelse af realkreditbelåningen for fritidshuse fra 60 pct. til 75 pct. kan forventes en højere pris på nybyggede sommerhuse, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren er enig i, at prisen på ejendomme bestemmes af den årlige ydelse på ejendommen, og at billigere lånemuligheder og lempeligere beskatning og lign. vil afsætte sig i prisen på disse ejendomme og dermed øge prisen for nye købere, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren kan bekræfte tallene fra Danmarks Statistik, der viser, at priserne for sommerhuse er steget med 5,7 pct. fra fjerde kvartal 2015 til fjerde kvartal 2016, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå


6
Spm. om, ministeren vil oversende sit talepapir til udvalget fra samrådet 7/4-17, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvilken faglig begrundelse der ligger bag fastsættelsen af ændringen af grænsen for realkredit til 75 pct. mod de 70 pct., der blev foreslået i det oprindelige udspil, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren mener, at det udgør en yderligere risiko, at kun 30 pct. af realkreditlånene i sommerhuse er fastforrentet, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om at oplyse den geografiske fordeling af ejerne af sommerhuse, opgjort på kommuner eller alternativt Danmarks Statistiks landsdelsinddeling, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om ministeren betragter det manglende høringssvar fra Det Systemiske Risikoråd som en tilkendegivelse af, at rådet ikke er enig i det kritiske høringssvar fra Danmark Nationalbank, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvordan ministeren forholder sig til kritikken fra boligøkonom Morten Skak, der mener, at det er nødvendigt at bremse den økonomiske udvikling, når der er fremgang, hvilket er tilfældet på fritidshusmarkedet, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvilke forhold ministeren mener der gør, at man ikke skal vurdere lovforslaget i lyset af Rangvid-rapportens anbefaling om, at man ikke giver efter for pres for lempelser i en situation med en god konjuktursituation, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvilke overvejelser ligger til grund for ønsket om en så hurtig ikrafttrædelse af lovforslaget, Danmarks Nationalbanks kritiske høringssvar taget i betragtning, til erhvervsministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 165

Samråds-
spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm., om ministeren mener, at de systemiske risici forbundet med lovforslaget er tilstrækkeligt belyst set i lyset af Nationalbankens høringssvar, til erhvervsministeren
B
Samrådsspm., om det er ministerens vurdering, at en ændring af lånegrænsen vil medvirke til eller forværre en eventuel økonomisk krise, på samme måde som de udvidede lånemuligheder gjorde det op til den finansielle krise i 2008, til erhvervsministeren