B 52 Forslag til folketingsbeslutning om at udelukke imamer og andre religiøse forkyndere fra at være nævninge eller domsmænd.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-01-2017

Fremsat den 17. januar 2017 af Martin Henriksen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

20161_b52_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. januar 2017 af Martin Henriksen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at udelukke imamer og andre religiøse forkyndere fra at være nævninge eller domsmænd

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, der får den virkning, at alle imamer og andre religiøse forkyndere omfattes af retsplejelovens § 70, der bl.a. udelukker præster fra at være nævninge eller domsmænd.

Bemærkninger til forslaget

Indeværende forslag har til formål at sikre, at alle religiøse forkyndere, herunder imamer, som kommer fra ikkegodkendte trossamfund, omfattes af retsplejelovens § 70, der bl.a. udelukker præster fra at være domsmænd og nævninge.

Det fremgår af retsplejelovens § 70, at: »Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er: ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige«.

I besvarelsen af spørgsmål nr. 193 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg af 20. december 2016 fremgår det, at Kirkeministeriet vurderer, at imamer og religiøse forkyndere fra godkendte trossamfund udfylder samme funktion som en præst i folkekirken og således er omfattet af betegnelsen »gejstlig«. Det fremgår endvidere, at der på nuværende tidspunkt er 27 godkendte »islamiske og islam-inspirerede trossamfund i Danmark«. Med henvisning til grundlovens § 67 fremgår det endvidere, at trossamfund ikke har pligt til at registrere sig i Danmark, og at gejstlige i disse trossamfund ikke er omfattet af retsplejelovens § 70.

Grimhøjmoskeen i Aarhus tilhører et ikkegodkendt trossamfund, jf. Information den 5. januar 2017: »Flertal vil forbyde imamer at blive domsmænd og nævninge«. Imamer herfra, ligesom imamer fra andre foreninger, er således ikke omfattet af retsplejelovens § 70 og kan derfor godt blive domsmænd og nævninge. Forslagsstillerne mener, at der bør gælde de samme regler for alle religiøse forkyndere. Den mindste tvivl om ligestilling på dette område bør derfor fjernes, hvorfor lovgivningen bør præciseres.

Forslagsstillerne mener ikke, at der bør være forskel på religiøse forkyndere. Det er ligegyldigt, om disse er fra et godkendt eller et ikkegodkendt trossamfund. De udfylder de samme roller og bør således være omfattet af de samme regler.

Skriftlig fremsættelse

Martin Henriksen :(DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at udelukke imamer og andre religiøse forkyndere fra at være nævninge eller domsmænd.

(Beslutningsforslag nr. B 52)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.