B 150 Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen.

Af: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 18-05-2017

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 18. maj 2017

20161_b150_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 18. maj 2017

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 20. april 2017 og var til 1. behandling den 2. maj 2017. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til udenrigsministeren og 2 spørgsmål til forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og IA) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Radikale Venstre støtter forslaget som følge af solidariteten i NATO-samarbejdet, idet dette internationale samarbejde blandt andre er forudsætning for stabilitet i en global verdensorden, og bemærker i den forbindelse, at den russiske adfærd generelt i sig selv ikke pr. automatik bør mødes af anden oprustning, da fokus altid skal være på at forebygge konflikter og eskalering af konflikter.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Enhedslisten mener ikke, at Danmark bør deltage i våbenkapløbet i Østersøen. Hverken Danmark, Baltikum eller Østersøen bliver mere sikker af et forsat våbenkapløb.

Enhedslisten understreger, at Ruslands annektering af Krim og fremfærd i det østlige Ukraine er i strid med folkeretten og skal fordømmes. Enhedslisten mener, Danmark bør stå værn om folkeretten, og har derfor støttet op om økonomisk og politisk pres på Rusland. Enhedslisten bakker eksempelvis op om de målrettede sanktioner, der forbyder eksport af våben til Rusland, og har endvidere opfordret regeringen til at afvise Nord Stream 2-rørledningen. Europa skal undgå større afhængighed af gas fra Rusland og af fossile energikilder generelt.

Enhedslisten er imod våbenkapløbet i Østersøen, idet den ene oprustning fører den anden med sig i en ond spiral, der blot øger faren for konflikt i Østersøregionen. Rusland vil ikke fjerne missiler eller soldater, fordi NATO øger den militære tilstedeværelse på den anden side af grænsen. Det er Enhedslistens holdning, at oprustningen ikke vil være til fordel for balterne, idet det øger risikoen for, at balterne står midt i krydsilden, skulle konflikten eskalere. Balterne vil have fordel af gensidig nedrustning og afspænding.

Enhedslisten finder det endvidere paradoksalt, at man arbejder for at sikre afspænding i Arktis, mens der oprustes i Østersøen. Den nordiske venstrefløj har netop fremsat et forslag til et tættere nordisk sikkerhedssamarbejde, fokuseret på gensidig nedrustning. I stedet for at deltage i våbenkapløbet mellem NATO og Rusland har vi i Norden en interesse i at sikre afspænding og nedrustning i Østersøen.

Et andet mindretal (IA) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Marie Krarup (DF) Søren Espersen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Henrik Brodersen (DF) Ib Poulsen (DF) Peter Juel Jensen (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Marcus Knuth (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Villum Christensen (LA) Carsten Bach (LA) Mette Abildgaard (KF) Annette Lind (S) Bjarne Laustsen (S) Henrik Dam Kristensen (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Simon Kollerup (S) Trine Bramsen (S) Nick Hækkerup (S) Søren Søndergaard (EL) Nikolaj Villumsen (EL) René Gade (ALT) Kristian Hegaard (RV) Holger K. Nielsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 150

Bilagsnr.
Titel
1
Uddrag af Kommunikeet fra NATO-topmødet i Warszawa
2
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 150

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om regeringen forventer, at Ruslands modsvar på NATO's fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen vil være militær oprustning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om regeringen forventer, at det danske militære bidrag vil skulle øges på et senere tidspunkt, hvis det viser sig, at Ruslands reaktion på NATO's fremskudte tilstedeværelse bliver militær oprustning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvilke af forsvarets andre opgaver der skal nedprioriteres, da udgifterne til det danske bidrag forventes holdt inden for forsvarets ramme, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvad de samlede omkostninger ved at udsende det danske bidrag forventes at blive, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om der sideløbende med den øgede militære tilstedeværelse er skabt et rum for diplomatisk dialog mellem Rusland og NATO/USA, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om Danmark vil kunne byde ind med andre midler end de hårde militære i NATO til alliancens opgaveløsning i de baltiske lande og Polen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå