L 80 Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Kriminalisering af uretmæssig besiddelse af mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i varetægtssurrogat).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 04-02-2016

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. februar 2016

20151_l80_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. februar 2016

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 9. december 2015 og var til 1. behandling den 12. januar 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 9. december 2015 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 9. Den 4. januar 2016 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 11 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret 10. Det forventes, at spørgsmål 11 besvares inden 2. behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af IA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens, Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget lægger vægt på, at der i videst muligt omfang tages hensyn til de bekymringer, der er fremsat i høringssvarene fra bl.a. Børnerådet, Dansk Psykiatrisk Selskab, Danske Regioner, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Institut for Menneskerettigheder, når lovgivningen skal implementeres i praksis. Herunder bl.a. de problematiske situationer, der kan opstå, når unge og psykisk syge i varetægtssurrogat er fysisk placeret med andre, som retmæssigt må besidde mobiltelefon m.v. Partierne bemærker som eksempel hertil, at Institut for Menneskerettigheder foreslår, at man overvejer at ændre beboersammensætningen på de sikrede institutioner, således at der ikke er behov for at forbyde alle beboeres besiddelse af telefoner. Partierne bemærker endvidere, at Justitsministeriet i henhold til svar på spørgsmål 2 til lovforslaget bekræfter, at der med lovforslaget alene lægges op til at kriminalisere besiddelse af mobiltelefon m.v. i tilfælde, hvor sådan besiddelse efter øvrige regler er uretmæssig, og dermed, at kredsen af personer, der underlægges påbud mod at besidde mobiltelefon m.v., ikke udvides.

Partierne bemærker sluttelig, jf. svar på spørgsmål 10, at ministeren ikke kan pege på dokumentation for, at kriminaliseringen reelt vil forhindre flere i at besidde en mobiltelefon m.v. uretmæssigt. Ud fra en samlet vurdering bakker partierne op om forslaget.

Et mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne Eilersen (DF) Kenneth Kristensen Berth (DF) Martin Henriksen (DF) Tilde Bork (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Christian Thoning (V) Michael Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Søren Pape Poulsen (KF) Simon Kollerup (S) Ole Hækkerup (S) Mette Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Pernille Skipper (EL) Henning Hyllested (EL) Josephine Fock (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Emrah Tuncer (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Aleqa Hammond (SIU) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 80

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Udkast til revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 80

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om offentliggørelse af de kommende resultater af Rigsadvokatens undersøgelse af de sager, hvori personer er blevet dømt på uretmæssigt grundlag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. ,om dette lovforslag udelukkende omfatter de personer, for hvem brug af mobiltelefon m.v. i forvejen er forbudt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvor ofte der gøres brug af kontrolforanstaltninger såsom besøgs- og brevkontrol under almindelig varetægtsfængsling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor ofte der gøres brug af kontrolforanstaltninger såsom besøgs- og brevkontrol under surrogatvaretægtsfængsling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvor mange sager der har været, hvor politiet har haft behov for den lovgivning, som forslaget lægger op til, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, at lovforslaget kan lede til problematiske situationer, når unge og psykisk syge i varetægtssurrogat er fysisk placeret med andre, som retmæssigt må besidde mobiltelefon m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om estimater for, hvor mange varetægtsfængslede i surrogat, der besidder en mobiltelefon el.lign med henblik på at benytte den til hhv. at modvirke politiets efterforskning og til at opretholde sociale relationer, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvor mange unge ministeren forventer vil blive dømt efter den foreslåede bestemmelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvor meget den samlede strafmasse forventes at stige, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om at pege på forskning, evidens eller lignende belæg for, at en kriminalisering af uretmæssig besiddelse af elektronisk kommunikationsudstyr vil forhindre f.eks. unge i varetægtssurrogat i at overtræde reglerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. ,om en kriminalisering af uretmæssig besiddelse af elektronisk kommunikationsudstyr vil forhindre unge i at overtræde reglerne, til justitsministeren