L 71 Forslag til lov om ændring af fondsbeskatningsloven.

(Nedsættelse af fondes generelle konsolideringsfradrag og ophævelse af det særlige konsolideringsfradrag for fonde med kongeligt konfirmeret fundats).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 02-06-2016

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 2. juni 2016

20151_l71_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 2. juni 2016

Forslag

til

Lov om ændring af fondsbeskatningsloven

(Nedsættelse af fondes generelle konsolideringsfradrag og ophævelse af det særlige konsolideringsfradrag for fonde med kongeligt konfirmeret fundats)

§ 1

I fondsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 3, 7. pkt., ændres »§ 5, stk. 1 og 2« til: »hensættelser til konsolidering af fondskapitalen, der ikke overstiger 25 pct. af de i indkomståret foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, jf. § 4, stk. 1«.

2. I § 5, stk. 1, 2. pkt., ændres »25 pct.« til: »4 pct.«

3. § 5, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

4. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »efter stk. 3« til: »efter stk. 2«.

5. I § 5 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. I den efter § 3 opgjorte indkomst kan fonde som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 og 4, der den 20. november 2015 er omfattet af en aftale indgået i henhold til artikel 10, stk. 7, i overenskomst af 23. september 1996 mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter på indkomst og formue, jf. lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande, foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen. Fradraget kan ikke overstige 25 pct. af de i indkomståret foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, jf. § 4, stk. 1.«

6. I § 9, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 5, stk. 3, jf. stk. 4« til: »§ 5, stk. 2, jf. stk. 3«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Loven har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2016 eller senere, jf. dog stk. 3. For tidligere indkomstår beregnes fradrag for hensættelser til konsolidering, som er omfattet af fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, som 25 pct. af de foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der er foretaget til og med den 19. november 2015, og som 4 pct. af sådanne uddelinger, der er foretaget fra og med den 20. november 2015 og til indkomstårets udløb. For det sidste indkomstår, der ikke omfattes af 1. pkt., vil fradrag for hensættelser til konsolidering som nævnt i 2. pkt. dog kunne foretages på grundlag af uddelinger, der er foretaget i indkomståret 2014.

Stk. 3. § 1, nr. 3, har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2016 eller senere.