L 71 Forslag til lov om ændring af fondsbeskatningsloven.

(Nedsættelse af fondes generelle konsolideringsfradrag og ophævelse af det særlige konsolideringsfradrag for fonde med kongeligt konfirmeret fundats).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 01-06-2016

Ændringsforslag nr. 1 af skatteministeren stillet den 01.06.2016

20151_l71_aendringsforslag_beh31641852.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 1. juni 2016

Til § 2

Af skatteministeren:

1) Stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»For tidligere indkomstår beregnes fradrag for hensættelser til konsolidering, som er omfattet af fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, som 25 pct. af de foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der er foretaget til og med den 19. november 2015, og som 4 pct. af sådanne uddelinger, der er foretaget fra og med den 20. november 2015 og til indkomstårets udløb.«

[Justering af virkningstidspunktet for nedsættelsen af det generelle konsolideringsfradrag]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det følger af lovforslagets § 2, stk. 2, 1. pkt., at den foreslåede nedsættelse af det generelle konsolideringsfradrag fra 25 pct. til 4 pct. får virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2016 eller senere.

For indkomstår, der påbegyndes inden denne dato, beregnes konsolideringsfradraget som 25 pct. af de foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der er foretaget til og med den 19. november 2015, jf. forslaget til § 2, stk. 2, 2. pkt. Formålet hermed er at imødegå risikoen for, at fonde efter fremsættelsen af forslaget den 20. november 2015 og inden udløbet af indkomståret fremrykkede tidspunktet for sådanne uddelinger med henblik på at forøge grundlaget for konsolideringsfradraget.

Ved ændringsforslag nr. 3 til 2. behandling er den oprindelig foreslåede ophævelse af det generelle konsolideringsfradrag udgået af lovforslaget, idet fradraget i stedet er foreslået nedsat, så det med virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2016 eller senere, udgør 4 pct. af de foretagne almenvelgørende eller på anden måde almennyttige uddelinger.

Det foreslås på den baggrund, at der for indkomstår, der påbegyndes inden den 1. januar 2016 - ved siden af konsolideringsfradraget på 25 pct. for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige uddelinger, der er foretaget til og med den 19. november 2015 - tillige kan foretages konsolideringsfradrag svarende til 4 pct. af sådanne uddelinger, der er foretaget i perioden fra og med den 20. november 2015 til indkomstårets udløb, jf. den ved nærværende ændringsforslag foreslåede affattelse af § 2, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af forslaget til § 2, stk. 2, 3. pkt., at det generelle konsolideringsfradrag for det sidste indkomstår, der påbegyndes inden den 1. januar 2016 - som alternativ til at blive opgjort efter § 2, stk. 2, 2. pkt., som ovenfor beskrevet - kan vælges opgjort på grundlag af de almennyttige uddelinger, der er foretaget i indkomståret 2014.