Fremsat den 11. november 2015 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Forslag

til

Lov om ændring af momsloven og forskellige andre love1)

(Momsgodtgørelse for ambassader m.v., bemyndigelse til momskontrol af betalingsoplysninger, tilpasning af reglerne om herboende repræsentant for motoransvars- og lystfartøjsforsikringer, tilpasning af adgangen til indhentelse og registrering af oplysninger i Køretøjsregisteret, afskaffelse af befordringsfradrag m.v. for skattefritagne personer m.v.)

§ 1

I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1637 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 554 af 2. juni 2014 og senest ved § 3 i lov nr. 578 af 4. maj 2015, foretages følgende ændringer:

1. I fodnote 1 til lovens titel ændres »og Rådets direktiv 2013/43/EU af 22. juli 2013« til: », Rådets direktiv 2013/43/EU af 22. juli 2013«, og efter »som kan være udsat for svig, EU-Tidende 2013, nr. L 201, side 4-6« indsættes: », og Rådets direktiv 2013/61/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 5-6«.

2. § 45, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Der ydes godtgørelse af afgift, som fremmede staters herværende ambassader og personale, der er diplomatisk anmeldt, har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Der ydes godtgørelse af afgift, som fremmede staters herværende konsulære repræsentationer med udsendt og konsulært anmeldt personale samt det udsendte og konsulært anmeldte personale har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Der ydes godtgørelse af afgift, som herværende internationale organisationer og tilknyttet personale, der i henhold til den enkelte organisations værtskabsaftale er omtalt som godtgørelsesberettiget, eller som ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande, har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Tilsvarende kan der ydes afgiftsgodtgørelse af fremmede staters herværende honorære konsulers indkøb, i det omfang de indkøbte varer og ydelser skal anvendes fuldt ud i forbindelse med den konsulære tjeneste.«

3. I § 45 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Der ydes ikke godtgørelse efter stk. 2 af afgiften ved køb af antikviteter, løsøre købt på auktion, brugt løsøre, gavekort og gavemærker, broafgifter, entrébilletter til underholdning, medlemskaber af klubber og foreninger, medicin, ammunition og våben.

Stk. 4. Fremmede staters herværende ambassader m.v., internationale organisationer samt tilknyttet personale efter stk. 2 kan her i landet afgiftsfrit indkøbe teleydelser samt varer fra punktafgiftsregistrerede virksomheder i samme omfang, som disse varer kan købes punktafgiftsfrit.

Stk. 5. Godtgørelsesordningen efter stk. 2,1-3. pkt., administreres af Udenrigsministeriet, jf. dog stk. 6. Udenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvortil henvendelser til og fra Udenrigsministeriet, i relation til godtgørelse skal foretages, herunder at henvendelser til og fra Udenrigsministeriet skal være i elektronisk form (digital kommunikation), og fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation. Udenrigsministeren kan dispensere fra kravet om digital indberetning, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Udenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et personligt underskrevet dokument. Skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 finder anvendelse ved Udenrigsministeriets genoptagelse og ændring af en ydet godtgørelse.

Stk. 6. Godtgørelse af afgift til NATO og NATO's tilknyttede personale, som efter aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande, administreres af Forsvarsministeriet. Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvortil henvendelser til og fra Forsvarsministeriet, i relation til godtgørelse skal foretages, herunder at henvendelser til og fra Forsvarsministeriet skal være i elektronisk form (digital kommunikation), og herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation. Forsvarsministeren kan dispensere fra kravet om digital indberetning, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Forsvarsministeren kan endvidere fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et personligt underskrevet dokument. Skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 finder anvendelse ved Forsvarsministeriets genoptagelse og ændring af en ydet godtgørelse.

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen administrerer godtgørelsesordningen efter stk. 2, 4. pkt., til honorære konsuler.

Stk. 8. Klager over afgørelser truffet af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet kan påklages til Landsskatteretten, med mindre andet følger af regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3.

Stk. 9. For at opnå godtgørelse af afgift efter stk. 2 skal det enkelte køb mindst udgøre et grundbeløb på 1.432 kr. inkl. moms (2010-niveau) og fremgå af én regning eller faktura og være betalt i én transaktion. Godtgørelsen opgøres pr. kvartal, og anmodning skal være indgivet senest den 20. i måneden efter kvartalets udløb. Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet kan dog vælge at behandle en anmodning om momsgodtgørelse, som er indgivet efter fristens udløb, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Anmodningen skal underskrives af chefen for den pågældende ambassade, konsulat eller den internationale organisation eller en person, som er bemyndiget af denne til at underskrive anmodninger om momsgodtgørelse.

Stk. 10. Beløbsgrænsen nævnt i stk. 9 gælder ikke for leverancer af elektricitet, bygas, naturgas, vand, fyringsolie, fjernvarme, renovation og kloakydelser.

Stk. 11. Det i stk. 9 nævnte beløb reguleres efter personskattelovens § 20.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 12-15.

4. I § 75 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan, hvis det har væsentlig betydning for kontrol af afgiftsgrundlaget, med Skatterådets tilladelse pålægge udbydere af betalingstjenester at levere oplysninger om betalinger til brug for kontrol af:

1) Varer, der sælges ved fjernsalg.

2) Elektronisk leverede ydelser solgt til ikkeafgiftspligtige personer.

Stk. 6. De i stk. 5 omhandlede oplysninger skal anonymiseres for oplysninger, der vedrører købere af de omfattede varer og ydelser.«

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 7-9.

5. I § 75, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.

6. I § 77, 1. pkt., ændres »§ 75, stk. 7« til: »§ 75, stk. 9«.

7. I § 81, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 75, stk. 1, 2, 3, 4 eller 5« til: »§ 75, stk. 1, 2, 3, 4 eller 7«.

§ 2

I lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 12. marts 2007, som ændret ved § 8 i lov nr. 1344 af 19. december 2008 og § 20 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. (motoransvarsforsikringsafgiftsloven)«.

2. To steder i § 1 ændres »svares« til: »betales«.

3. § 2 affattes således:

»§ 2. Afgiften betales af de forsikringsvirksomheder, der tegner de i § 1 nævnte ansvarsforsikringer.

Stk. 2. Forsikringsvirksomheder etableret i Danmark, og forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, som ikke skal lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og som ikke vælger at lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 5, betegnes i det følgende forsikringsvirksomhederne.

Stk. 3. Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 4. Med en herboende repræsentant forstås i denne lov en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet, som afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 lader sig repræsentere af. Sidstnævnte personer og virksomheder betegnes i det følgende repræsentanterne.

Stk. 5. Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan lade sig registrere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 6. Forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne for afgiftspligtige virksomheder, jf. stk. 2-5, skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, der udsteder et bevis for registreringen.«

4. I § 3, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 3. pkt., § 7, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 8 og § 16, stk. 1, ændres »selskaberne« til: »forsikringsvirksomhederne«.

5. I § 3, stk. 3, 1. pkt., og § 5 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., ændres »Selskaber« til: »Forsikringsvirksomheder«.

6. I § 4, stk. 1 og 2, og § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »Selskaberne« til: »Forsikringsvirksomhederne«.

7. I § 5, stk. 1, 2. pkt., § 5 a, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., og § 9, stk. 2, ændres »selskabets« til: »forsikringsvirksomhedens«.

8. I § 6, 4. pkt., og to steder i § 9, stk. 1, og i stk. 2, ændres »selskabet« til: »forsikringsvirksomheden«.

9. I § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »selskabernes« til: »forsikringsvirksomhedernes«.

10. I § 9, stk. 1, ændres »et selskab« til: »en forsikringsvirksomhed«.

11. I § 10, stk. 1, litra b, ændres »§ 2, stk. 2« til: »§ 2, stk. 6«.

§ 3

I lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1082 af 10. november 2005, som ændret ved § 84 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 9 i lov nr. 1394 af 23. december 2012, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lystfartøjsforsikringsafgiftsloven)«.

2. I § 1, 1. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »svares« til: »betales«.

3. § 2, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

4. § 3 affattes således:

»§ 3. Afgiften betales af de forsikringsvirksomheder, der tegner de i § 1 nævnte forsikringer, jf. dog stk. 7

Stk. 2. Forsikringsvirksomheder etableret i Danmark, og forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, som ikke skal lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og som ikke vælger at lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 5, betegnes i det følgende forsikringsvirksomhederne.

Stk. 3. Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 4. Med en herboende repræsentant forstås i denne lov en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet. Sidstnævnte personer og virksomheder betegnes i det følgende repræsentanterne.

Stk. 5. Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan lade sig registrere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 6. Forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne for afgiftspligtige virksomheder, jf. stk. 2-5, skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, der udsteder et bevis for registreringen.

Stk. 7. Afgiften af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer, jf. § 1, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, betales af forsikringstageren, jf. stk. 8.

Stk. 8. Forsikringstageren er den, der lader fartøjet forsikre, jf. stk. 7.«

5. I § 5 indsættes efter »regnskaber«: », jf. dog § 7«.

6. I § 5 og § 8, stk. 1, 1. pkt., ændres »selskabernes« til: »forsikringsvirksomhedernes«.

7. I § 6, stk. 1, 1. pkt., ændres »Selskaberne« til: »Forsikringsvirksomhederne«.

8. I § 6, stk. 1, 4. pkt., og § 10, stk. 2, ændres »selskabets« til: »forsikringsvirksomhedens«.

9. Som § 7 indsættes:

»§ 7. Forsikringstageren, jf. § 3, stk. 8, skal inden 8 dage efter forsikringen er tegnet, oplyse told- og skatteforvaltningen om forsikringens art og omfang, forsikringssummen og præmiens størrelse samt forsikringsvirksomhedens navn og hjemsted.

Stk. 2. Forsikringstageren skal efter udgangen af den måned, hvori præmien forfalder til betaling, og senest den 15. i den følgende måned til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af forsikringssummen og afgiften heraf. Afgiften af forsikringssummen beregnes forholdsmæssigt for den samme periode, som den forfaldne forsikringspræmie vedrører, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Agenter eller lignende, jf. stk. 4, der medvirker til, at her i landet hjemmehørende lystfartøjer forsikres hos forsikringsvirksomheder uden for EØS, skal efter udløbet af hvert kalenderår og senest den 15. januar give told- og skatteforvaltningen meddelelse om de forsikringer, der er tegnet i det forløbne år, med oplysning om forsikringstagernes navne og adresser.

Stk. 4. Med en agent eller lignende forstås i denne lov enhver, der medvirker til formidling eller vejledning af ejerne i forbindelse med tegning af forsikringer i lande uden for EU og EØS, herunder forhandlere af lystfartøjer, der formidler eller medvirker ved forsikringstegning.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på lystfartøjsforsikringer, der inden den 1. juli 1992 er tegnet i et andet EU-land, hvis forsikringsvirksomheden ikke lader sig repræsentere her i landet.«

10. I § 8, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og §§ 9 og 17 ændres »selskaberne« til: »forsikringsvirksomhederne«.

11. I § 10, stk. 1, ændres »et selskab eller en repræsentant« til: »en forsikringsvirksomhed, en repræsentant eller en forsikringstager, jf. § 3, stk. 8,«.

12. To steder i § 10, stk. 1, ændres »selskabet eller repræsentanten« til: »forsikringsvirksomheden, repræsentanten eller forsikringstageren, jf. § 3, stk. 8,«.

13. I § 10, stk. 2, ændres »selskabet« til: »forsikringsvirksomheden«.

14. I § 11, stk. 1, litra b, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 6«, og efter »§ 6, stk. 1,« indsættes: »§ 7,«.

§ 4

I lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »handle med«: », reparere«.

2. I § 15, stk. 8, indsættes som nr. 3:

»3) Forsikringsvirksomheder til at registrere reparation eller genopbygning af skadet køretøj.«

3. § 17, stk. 1, 3. og 4. pkt., affattes således:

»Told- og skatteforvaltningen afgør, om en oplysning skal udleveres. Der udleveres ikke oplysninger om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger, jf. dog stk. 2 og 3, eller om skattemæssige forhold.«

4. § 17, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Skatteministeren kan for offentlige myndigheder og for følgende virksomhedstyper fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i Køretøjsregisteret om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger:

1) Forsikringsvirksomheder, der forsikrer køretøjer.

2) Autoriserede nummerpladeoperatører.

3) Parkeringsvirksomheder.

4) Advokater og inkassovirksomheder.

5) Genbrugspladser.

6) Redningstjenester.

7) Finansieringsvirksomheder.«

5. I § 17 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en udenlandsk myndighed udlevere oplysninger fra Køretøjsregisteret om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger til brug for behandlingen af en konkret sag.«

§ 5

I arbejdsmarkedsbidragsloven, lov nr. 471 af 12. juni 2009, som ændret ved § 3 i lov nr. 1278 af 16. december 2009, § 4 i lov nr. 1382 af 28. december 2011 og § 4 i lov nr. 1500 af 18. december 2013, foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres »stk. 6« til: »stk. 5«.

§ 6

I boafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 12. januar 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 540 af 29. april 2015, foretages følgende ændring:

1. I § 3, stk. 2, ændres »litra f« til: »litra g«.

§ 7

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1081 af 7. september 2015, som ændret ved lov nr. 997 af 30. august 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, nr. 9, udgår »ydelser efter § 28 a, stk. 4, i integrationsloven, andre ydelser efter integrationsloven, i det omfang disse ydelser beregnes på grundlag af hjælp ydet efter integrationslovens § 28 a, stk. 4,«.

2. I § 9, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »stk. 1,«: »§ 9 A,«.

3. I § 9, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Udgifter som nævnt i 2. pkt., der vedrører udførelse af arbejde, hvorfra indtægten er undtaget fra skattepligt, kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.«

4. I § 9, stk. 6, 1. pkt., ændres »§ 142, stk. 1 og 2,« til: »§ 66 a, stk. 1 og 2,«.

5. I § 9, stk. 6, 2. pkt., ændres »§ 142, stk. 8,« til: »§ 66 a, stk. 8,«.

6. I § 16, stk. 4, 13. pkt., ændres »efter § 2« til: »efter § 2 a«.

7. I § 16, stk. 8, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»Værdien af privat brug af Marienborg medregnes kun til statsministerens skattepligtige indkomst, såfremt statsministeren tager bopæl på Marienborg. Tilsvarende gælder for et andet medlem af regeringen, som råder over Marienborg.«.

§ 8

I pensionsafkastbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1126 af 10. oktober 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 1531 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 8, stk. 4, 6. pkt., ændres »stk. 6,« til: »stk. 7,«.

§ 9

I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 38, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

2. I § 38, stk. 7, 4. pkt., ændres »Stk. 2 og 3« til: »Stk. 2-4«.

3. I § 49 A, stk. 8, 4. pkt., og i § 49 B, stk. 8, 4. pkt., udgår »og 7«.

§ 10

I personskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1163 af 8. oktober 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, nr. 15, indsættes efter »stk. 9,«: »og«.

2. I § 4, stk. 1, nr. 16, ændres »§ 40 C, og« til: »§ 40 C.«

§ 11

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1118 af 26. september 2014, som senest ændret ved § 18 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12« til: », Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12, og Rådets direktiv 2013/61/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 5-6«.

§ 12

I spiritusafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1239 af 22. oktober 2007, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 1361 af 8. december 2010 og senest ved § 26 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12« til: », Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12, og Rådets direktiv 2013/61/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 5-6«.

§ 13

I tobaksafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 1. april 2014, som ændret ved § 9 i lov nr. 1174 af 5. november 2014 og § 28 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EU-Tidende 2011, nr. L 176, side 24« til: », Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EU-Tidende 2011, nr. L 176, side 24, og Rådets direktiv 2013/61/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 5-6«.

§ 14

I lov om afgift af vejbenyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 15. august 2011, som ændret ved § 29 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, EU-tidende 1999, nr. L 187, side 42, dele af Rådets direktiv 2006/38/EF af 17. maj 2006 om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, EU-tidende 2006, nr. L 157, side 8, og dele af Rådets direktiv 2011/76/EU om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, EU-tidende 2011, nr. L 269, side 1.«

§ 15

I øl- og vinafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 26. august 2013, som ændret ved § 15 i lov nr. 1634 af 26. december 2013 og § 32 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12« til: », Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 1992/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 9, side 12, og Rådets direktiv 2013/61/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 5-6«.

§ 16

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Køb, jf. § 1, nr. 2 og 3, foretaget før den 1. januar 2016, som søges godtgjort fra og med den 1. januar 2016, vil være omfattet af de regler, som gælder til og med den 31. december 2015.

Stk. 3. § 7, nr. 3, har virkning fra og med indkomståret 2016.

Stk. 4. § 7, nr. 7, har virkning fra og med den 11. november 2015.

Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 812 af 28. juni 2010 om momsgodtgørelse for ambassader m.v., internationale organisationer og tilknyttet personale og bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet ophæves.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en række ændringer af forskellige skatte- og afgiftslove. Formålet med de foreslåede ændringer er bl.a. at styrke hjemmelsgrundlaget på en række områder samt at forenkle og præcisere en række bestemmelser.

Momsgodtgørelsesordningen for ambassader m.v. foreslås ændret således, at der indføres en hjemmel til Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet til at administrere ordningen for ambassader m.v., internationale organisationer og NATO, og fastsætte nærmere regler for administrationen heraf. Samtidig foretages der en regulering af beløbsgrænserne for, hvornår der kan gives momsgodtgørelse.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag, hvorefter SKAT kan anmode Skatterådet om tilladelse til at indhente betalingsoplysninger til brug for momskontrol af fjernsalg og elektronisk leverede ydelser.

Desuden foreslås det, at der foretages en tilretning af reglerne om en herboende repræsentant i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer og lov om afgift af lystfartøjsforsikringer.

Ligeledes foreslås en tilretning af hjemmelsgrundlaget for SKATs indgåelse af aftaler om terminaladgang til oplysninger i Køretøjsregisteret, og hjemmelsgrundlaget for SKAT til at videregive oplysninger fra Køretøjsregisteret til udenlandske myndigheder.

Det foreslås også, at befordringsfradraget m.v. til skattefritagne personer ophæves.

Endelig foreslås det at skattefritage den til enhver tid siddende statsministers private brug af Marienborg.

Lovforslaget er et samlelovforslag, idet de enkelte dele af lovforslaget udgør mindre lovændringer, som det vil være mest hensigtsmæssigt, af hensyn til folketingsbehandlingen, at fremsætte samlet.

2. Lovforslagets formål og baggrund

Der foreslås en ændring af momslovens regler om momsgodtgørelse for ambassader m.v. således, at der indføres en hjemmel til henholdsvis Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriets administration af godtgørelsesordningen i overensstemmelse med gældende administrativ praksis. Formålet med denne ændring er at sikre et korrekt hjemmelsgrundlag for administrationen af godtgørelsesordningen. Endvidere reguleres beløbsgrænsen for, hvornår der kan ydes momsgodtgørelse. Det foreslås, at der kan gives godtgørelse, når det enkelte køb er på mindst 1.500 kr. inkl. moms (1.432 kr. i 2010-niveau), fremgår af én regning eller faktura og er betalt i én transaktion. Ændringen har til formål at forenkle administrationen af ordningen.

Forslaget om at indføre en kontrolhjemmel i momslovens § 75 skal ses i lyset af, at forbrugere i stigende grad køber varer og ydelser på internettet. I visse tilfælde skal de udenlandske netbutikker afregne dansk moms af deres salg til danske forbrugere. Formålet med den foreslåede ændring er, at give SKAT hjemmel til at indhente betalingsoplysninger, således at der kan føres kontrol med udenlandske virksomheders momsafregninger i forhold til salg af varer, der er omfattet af fjernsalgsreglerne og salg af elektroniske ydelser til forbrugere her i landet. De foreslåede ændringer skal medvirke til, at sikre at virksomheder afregner korrekt moms til Danmark, således at momsprovenuet ikke udhules som følge af en konkurrenceforvridning til fordel for udenlandske netbutikker.

Endvidere foreslås lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. og lov om afgift af lystfartøjsforsikringer ændret således, at det nationale krav om udpegning af en herboende fiskal repræsentant tilpasses EU-Domstolens dom i sag C-678/11 afsagt den 11. december 2014. EU-Domstolen fandt, at et generelt krav under visse omstændigheder er uforeneligt med tjenesteydelsernes fri bevægelighed i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

De foreslåede ændringer af lov om registrering af køretøjer indebærer en præcisering af reglerne om, hvilke offentlige myndigheder og private virksomheder der kan få terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold til Køretøjsregistret, samt regler for hvornår udenlandske myndigheder efter anmodning kan få udleveret oplysninger fra Køretøjsregistret om konkrete ejer- og brugerforhold. Formålet med denne del af forslaget er i højere grad at skabe et samlet retsgrundlag i lov om registrering af køretøjer til udlevering af oplysninger fra Køretøjsregisteret.

Det foreslås at afskaffe fradrag for befordringsudgifter m.v. for skattefritagne personer, dvs. ansatte ved internationale organisationer. Baggrunden er, at Landsskatteretten har afgjort, at der ikke er hjemmel til at kræve, at indkomst skal være skattepligtig for at give ret til fradrag for befordringsudgifter. Hermed er retstilstanden ikke længere i overensstemmelse med det almindelige skatteretlige princip, der går ud på, at der ikke er fradrag for udgifter til erhvervelse af skattefri indkomst. Forslaget bringer reglerne i overensstemmelse med dette princip.

Det foreslås endvidere, svarende til lignende regler i Sverige og Norge, at skattefritage den til enhver tid siddende statsministers private brug af Marienborg. Hermed sikres også, at Marienborg i overensstemmelse med det oprindelige testamentariske formål stilles vederlagsfrit til rådighed for landets statsminister og reelt kan anvendes efter intentionen. Det er en forudsætning, at statsministeren ikke tager bopæl på Marienborg. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for et andet medlem af regeringen, der råder over Marienborg.

Endeligt foreslås det, at der indsættes notehenvisninger i momsloven, mineralafgiftsloven, spiritusafgiftsloven, tobaksafgiftsloven, lov om afgift af vejbenyttelse og øl- og vinafgiftsloven. Efter normal praksis vil en dansk afgiftslov, der implementerer et direktiv i national ret, indeholde en notehenvisning til det relevante direktiv samt senere ændringer hertil. Ved en fejl er dette formkrav ikke opfyldt i de nævnte afgiftslove, hvorfor notehenvisningerne foreslås indsat.

Herudover indeholder lovforslaget en række tekniske ændringer i form af rettelser af henvisningsfejl m.v.

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Momsgodtgørelse for ambassader m.v.

3.1.1. Gældende ret

Momsgodtgørelsesordningen er fastsat i momslovens § 45, stk. 2. Reglerne omfatter ambassader m.v., internationale organisationer i Danmark og tilknyttet personale. Efter fast praksis forstås "ambassader m.v." som ambassader og konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale. Tilsvarende omfatter bestemmelsen momsgodtgørelse til honorære konsuler, når de indkøbte varer og ydelser fuldt ud anvendes i den konsulære tjeneste.

Reglerne om momsgodtgørelse til ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer og tilknyttet personale administreres efter den nuværende praksis af Udenrigsministeriet. Dog administrerer Forsvarsministeriet momsgodtgørelse for NATO og NATO's personale, når personerne ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande. Reglerne om momsgodtgørelse til honorære konsuler administreres af SKAT.

Af administrative hensyn er der fastsat en beløbsgrænse for, hvornår der kan opnås momsgodtgørelse. I følge bekendtgørelse nr. 812 af 28. juni 2010 om momsgodtgørelse for ambassader m.v., internationale organisationer og tilknyttet personale, kan ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale samt internationale organisationer få godtgjort momsen ved køb af varer og ydelser i Danmark, når købet er på mindst 750 kr. inkl. moms. Varen eller ydelsen skal endvidere være indkøbt til brug for ambassaden m.v. eller den internationale organisation.

Personale, der er tilknyttet ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale samt personale, som i værtskabsaftaler for internationale organisationer er omtalt som godtgørelsesberettigede, kan få godtgjort moms af køb af varer og ydelser i Danmark, når købet er på 1.500 kr. eller derover inkl. moms, og købet anvendes af den ansatte selv eller dennes herværende diplomatisk eller konsulært anmeldte familie. Ved værtskabsaftaler forstås aftaler om hjemsted, som Danmark har indgået med internationale organisationer med henblik på at fastlægge rammerne for organisationens tilstedeværelse og virksomhed i Danmark.

Der er i bekendtgørelsens § 2 fastsat visse begrænsninger for, hvilke varer der ydes momsgodtgørelse til. Der ydes ikke momsgodtgørelse til køb af antikviteter, løsøre købt på auktion, brugt løsøre, gavekort og gavemærker, broafgifter, entrébilletter til underholdning, medlemskab af klubber og foreninger, medicin, ammunition og våben.

Efter de nuværende regler i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, er det muligt at opnå momsgodtgørelse ved samling af regninger/fakturaer, der er betalt ved flere transaktioner, når det samlede køb overstiger den gældende bagatelgrænse, så længe købene er foretaget samme dag og fra samme sælger.

Samtidig ydes der efter momslovens § 45, stk. 2, 4. pkt., momsgodtgørelse ved leverancer af varer og ydelser til fremmede staters honorære konsuler i Danmark, i det omfang de indkøbte varer og ydelser anvendes fuldt ud ved den konsulære repræsentation. Denne momsgodtgørelse ydes i et vist omfang for momsmæssigt at ligestille forholdene for honorære konsuler med de diplomatiske repræsentationer, de konsulære repræsentationer med udsendt og konsulært anmeldt personale og de internationale organisationer i Danmark. Til forskel fra de diplomatiske repræsentationer, de konsulære repræsentationer med udsendt og konsulært anmeldt personale og de internationale organisationer kan de honorære konsuler kun opnå momsgodtgørelse af varer og ydelser, der anvendes fuldt ud ved den konsulære tjeneste, hvilket vil sige udgifter, som hverken helt eller delvist anvendes til privat eller andet brug. Hvilke varer og ydelser, der kan opnås momsgodtgørelse for, beror på en konkret vurdering, men er typisk varer og ydelser i form af husleje, translatørydelser, udgifter til almindeligt kontorhold og lignende. Derudover kan der for de honorære konsuler kun opnås momsgodtgørelse, hvis købet er på 1.000 kr. inkl. moms eller derover.

3.1.2. Lovforslaget

Lovforslaget har til formål at præcisere hvilke enheder og personer, der er berettigede til momsgodtgørelse, jf. momslovens § 45, stk. 2. Forslaget har ikke til formål at ændre den kreds, som kan opnå momsgodtgørelse i henhold til de gældende regler og administrativ praksis.

Med lovforslaget indføres der endvidere hjemmel til den mangeårige praksis, hvorefter Udenrigsministeriet administrerer godtgørelsesordningen for ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer og tilknyttet personale.

NATO er en international organisation, som ressortmæssigt hører under Forsvarsministeriet. Derfor foreslås det, at Forsvarsministeriet administrerer momsgodtgørelsesordningen for NATO og NATO's personale. Dette svarer ligeledes til nuværende praksis på området.

Det foreslås samtidig, at henholdsvis udenrigsministeren og forsvarsministeren kan fastsætte regler om, hvordan de ønsker at modtage anmodninger om godtgørelse, herunder om de ønsker, at anmodninger skal indgives digitalt, og om der kan ske undtagelse hertil.

Lovforslaget præciserer samtidig SKATs hjemmel til at administrere den del af godtgørelsesordningen, der vedrører honorære konsuler. Dette svarer ligeledes til nuværende praksis.

Bagatelgrænsen for momsgodtgørelse har hidtil været fastsat ved bekendtgørelse. Med lovforslaget fastsættes denne nu i momsloven, hvor beløbsgrænserne samtidig ensrettes til at være 1.500 kr. inkl. moms (1.432 kr. i 2010-niveau), således at samme minimumsbeløb for, hvornår der kan opnås momsgodtgørelse, gælder for henholdsvis ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer og tilknyttet personale, samt for honorære konsuler. Beløbsgrænsen har i en årrække ikke været justeret i forhold til den generelle prisudvikling, og det foreslås, at den fremadrettet reguleres efter § 20 i personskatteloven.

Samtidig foreslås det, at det godtgørelsesberettigede beløb skal fremgå af én regning/faktura betalt i én transaktion for at opnå momsgodtgørelse. Således vil det ikke længere være muligt at indgive flere regninger/fakturaer betalt i flere transaktioner vedr. køb af samme dato og fra samme sælger, medmindre beløbet på hver regning/faktura udgør mindst 1.500 kr. inkl. moms. Baggrunden for dette er administrative hensyn og for at lette den efterfølgende kontrol af de godtgørelsesberettigede udgifter.

Herudover foreslås det, i overensstemmelse med den nuværende praksis, at anmodningen om momsgodtgørelse skal underskrives af chefen for den pågældende ambassade, konsulat eller den internationale organisation eller en person, som er bemyndiget til at underskrive anmodninger om momsgodtgørelse. Dette bidrager til at kvalitetssikre anmodningen og anvendelsen af godtgørelsesordningen. For at muliggøre en digital løsning foreslås det endvidere, at udenrigsministeren og forsvarsministeren, på hver deres område bemyndiges til at kunne fastsætte regler om, at dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller tilsvarende kan sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Det foreslås ligeledes, at anmodningen om godtgørelse skal opgøres pr. kvartal og indgives senest den 20. i måneden efter kvartalets udløb. Både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet kan se bort fra denne frist, hvis konkrete forhold taler herfor. Der er med denne bestemmelse ikke tiltænkt en indskrænkning af skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, om frister m.v. vedrørende fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, som finder tilsvarende anvendelse.

I dag reguleres det i bekendtgørelse nr. 812 af 28. juni 2010, hvilke varer og ydelser, der kan ydes godtgørelse for. Der ydes ikke godtgørelse af moms ved køb af antikviteter, løsøre købt på auktion, brugte løsøre, gavekort og gavemærker, broafgifter, entrébilletter til underholdning, medlemskab af klubber og foreninger, medicin, ammunition og våben. Det foreslås, at regulering af, hvilke varer og ydelser der ydes godtgørelse for indskrives i momsloven. En ændring af momsgodtgørelsesordningen, skal efterfølgende ske ved en lovændring, og ikke ved bekendtgørelsesændring.

Det foreslås, at klager over Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriets afgørelser vedrørende momsgodtgørelse kan påklages til Landsskatteretten eller af Skatteankestyrelsen, hvis det følger af regler udstedt af Landsskatterettens ledende retsformand, at kompetencen til at afgøre klagesagen er hos Skatteankestyrelsen.

3.2. Bemyndigelse til momskontrol af betalingsoplysninger med Skatterådets tilladelse

3.2.1. Gældende ret

I skattekontrolloven findes en række kontrolbestemmelser, som giver SKAT mulighed for, med Skatterådets tilladelse, at indhente oplysninger til brug for kontrol af ikke identificerede skatteydere. Oplysningerne skal være af væsentlig betydning for skatteligningen, og formålet er således at sikre en korrekt skatteansættelse.

I momsloven findes der ikke en tilsvarende bestemmelse om at få Skatterådets tilladelse til at indhente oplysninger. Det betyder eksempelvis, at SKAT ikke kan få adgang til at indhente oplysninger om anvendelsen af betalingskort ved onlinekøb for at kontrollere, om en virksomhed afregner moms korrekt.

Efter momslovens §§ 14, nr. 3 og 48, stk. 3 skal virksomheder etableret i andre EU-lande, der leverer varer ved fjernsalg til ikkeafgiftspligtige personer i Danmark, først registreres og betale moms i Danmark, når den samlede levering her til landet ved fjernsalg overstiger 280.000 kr. årligt.

Fra den 1. januar 2015 skal momsen af elektronisk leverede ydelser, teleydelser, og radio- og tvspredningstjenester til ikkeafgiftspligtige personer betales i det land, hvor forbrugeren har sin bopæl eller sædvanlige opholdssted, jf. momslovens § 21 c. Der er ingen bundgrænse for beskatning af disse ydelser. En virksomhed, der sælger f.eks. online computerspil, musik- eller streaming-tjenester til danske forbrugere, skal derfor afregne moms i Danmark fra første krone. En virksomhed etableret i et andet EU-land, skal dog ikke nødvendigvis momsregistreres i Danmark, idet den har mulighed for at benytte One-Stop-Shop-ordningen, hvor virksomheden kun skal momsregistreres i ét EU-land og gennem ordningen kan angive og betale den skyldige moms i alle de EU-lande, hvor den ikke er etableret, men har ikkeafgiftspligtige kunder, jf. momslovens kapitel 16.

I det omfang SKAT kan identificere en virksomhed, hvor der er mistanke om, at virksomheden overskrider fjernsalgsgrænsen eller leverer elektroniske ydelser m.v. til forbrugere her i landet, retter SKAT henvendelse til myndighederne i det land, hvor den relevante virksomhed er etableret. SKAT anmoder myndighederne om de nødvendige oplysninger om virksomhedens salg til danske forbrugere. Ud fra de modtagne oplysninger vurderer SKAT, hvorvidt en virksomhed skal momsregistreres og afregne moms i Danmark.

I henhold til momslovens § 76, stk. 3 kan SKAT foretage eftersyn på posthuse samt hos virksomheder, der modtager pakker m.v. fra udlandet til videreforanstaltning her i landet. For at identificere en virksomhed, som overskrider fjernsalgsgrænsen, kan SKAT foretage disse eftersyn samt lave udsøgninger på internettet for at skabe et billede af, i hvilket omfang virksomheder henvender sig til danske forbrugere.

For så vidt angår kontrol af elektronisk leverede ydelser m.v., har SKAT mulighed for at lave ovennævnte udsøgninger på internettet samt undersøge, om en virksomhed er registreret i One-Stop-Shoppen.

En mere systematisk udsøgning og kontrol af fjernsalg og salg af elektroniske ydelser m.v. er ikke mulig i øjeblikket.

3.2.2. Lovforslaget

Specielt i forbindelse med fjernsalg af varer og elektronisk leverede ydelser foretages salget af relativt mange og ofte mindre virksomheder. På disse områder er de gældende kontrolmuligheder utilstrækkelige til, at der kan udføres en effektiv kontrol. Der savnes således en hjemmel til at indhente data vedrørende betalinger, der er sket mellem forbrugere og virksomheder i forbindelse med fjernsalg og salg af elektroniske ydelser. Det foreslås, at SKAT får mulighed for, med Skatterådets tilladelse, at indhente oplysninger fra udbydere af betalingstjenester til brug for momskontrollen af fjernsalg og elektronisk leverede ydelser til forbrugere. Oplysningerne vil give SKAT et mere præcist billede af, om en virksomhed ikke afregner korrekt moms til Danmark og bidrage til, at konkurrenceforvridningen på de nævnte områder mindskes.

Der er tale om oplysninger om betalinger, hvilket f.eks. kan være bankoverførsler, mobile betalinger eller betalinger via internettet.

SKAT har brug for at modtage oplysninger om det samlede beløb, som en virksomhed har modtaget fra danske kunder. Det er i den sammenhæng ikke relevant for SKAT at kende identiteten på forbrugeren, eller at vide præcist hvilken betalingsmetode der er anvendt, blot det kan konstateres, at salget er sket til en forbruger i Danmark. Oversendelsen af oplysninger til SKAT skal ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger. Det er således kun oplysninger, som er nødvendige for SKATs kontrol, som må oversendes. Oplysningerne skal derfor være anonymiseret for oplysninger, der vedrører køberen, hvilket vil være forbrugere.

Det foreslås, at SKAT forud for en eventuelt kontrol skal indhente tilladelse hos Skatterådet, da udbydere af betalingstjenester skal generere oplysninger fra privatpersoners konti. Forelæggelsen for Skatterådet skal indeholde en beskrivelse af kontrollens formål, hvem den eller de oplysningspligtige er, og en begrundelse for, at oplysningerne er af væsentlig betydning for kontrol af momsgrundlaget.

Efter de nugældende regler i momslovens § 75, stk. 7 kan SKAT give oplysningspligtige påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger. Det foreslås, at disse regler ligeledes kommer til at omfatte den foreslåede kontrolhjemmel for at sikre bestemmelsens effektivitet. Det betyder, at såfremt den oplysningspligtige ikke efterlever påbuddet, kan denne pålægges daglige bøder på mindst 1.000 kr. pr. dag, jf. momslovens § 77.

3.3. Opfølgning på EU-dom vedrørende kravet om en herboende repræsentant

3.3.1. Gældende ret

Af § 2 i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. og af § 3 i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer fremgår et generelt krav om, at alle udenlandske forsikringsselskaber, der ikke er etableret i Danmark, skal udpege en herboende repræsentant over for SKAT.

Repræsentanterne skal i henhold til § 2, stk. 2, i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. og i henhold til § 3, stk. 2, i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer lade sig registrere hos SKAT, der udsteder et bevis for registreringen.

Med en herboende repræsentant forstås en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet, som repræsenterer afgiftspligtige forsikringsvirksomheder etableret i udlandet.

3.3.2. Lovforslaget

Det foreslås, at kravet om en herboende repræsentant alene opretholdes for afgiftspligtige forsikringsvirksomheder, der er etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU.

Anvendelsen af en herboende repræsentant gøres således frivillig for forsikringsvirksomheder etableret i andre EU-lande, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU.

Herved foreslås reglerne om en herboende repræsentant tilpasset til EU-Domstolens praksis, jf. EU-Domstolens underkendelse af Kongeriget Spaniens nationale krav om udpegning af fiskale herboende repræsentanter i sag C-678/11 afsagt den 11. december 2014. EU-Domstolen pegede således på, at en national lovgivning, der giver selskaberne valget mellem at udnævne en repræsentant eller selv at varetage de nævnte opgaver, alt efter hvilken løsning de finder mest fordelagtig økonomisk set, vil være mindre indgribende i den fri udveksling af tjenesteydelser end en generel pligt til at udpege en repræsentant. Den fri udveksling af tjenesteydelser omfatter tillige EØS-landene, men EU-Domstolen har i den forbindelse anerkendt væsentligheden af, at der forefindes tilstrækkelig mulighed for bl.a. at opnå bistand til inddrivelse af skyldige skatter og afgifter i den pågældende forsikringsvirksomheds etableringsland. Bistandsaftalen om inddrivelse af skatter og afgifter indgået mellem de nordiske lande (Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige) sidestilles med de gældende regler i EU's inddrivelsesdirektiv.

Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere stilles krav om registrering ved en herboende repræsentant, hvis forsikringsvirksomheden er etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU. Dette vil for nuværende omfatte EU-landene, EØS-landene Norge og Island samt de nordiske lande, der ikke er omfattet af en af de foregående kategorier (Færøerne og Grønland).

Det foreslås endvidere, at reguleringen vedrørende afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet skrives ind i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, og at den hidtidige bemyndigelse til skatteministeren ophæves. Angivelses- og indbetalingspligten for forsikringstagere samt angivelsespligten for agenter og lignende er i dag reguleret i bekendtgørelsesform. Det foreslås, at ordlyden fra bekendtgørelsen videreføres uændret i loven. En uudnyttet bemyndigelse til skatteministeren om fastsættelse af regler for afgiftsfrihed for lystfartøjsforsikringer, som tilhører fremmede staters herværende diplomatiske udsendinge m.fl., foreslås ophævet.

3.4. Udlevering og registrering af oplysninger i Køretøjsregistret

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Adgang til Køretøjsregistret for private virksomheder

I Køretøjsregisteret registreres oplysninger om køretøjer og deres tilhørsforhold. Det vil sige, at der registreres oplysninger om et køretøjs konstruktion og indretning, herunder hvor langt en personbil kører pr. liter brændstof, oplysninger om syn af køretøjet, oplysninger om forsikring af køretøjet, oplysninger om hvem der er ejer af køretøjet, oplysninger om hvem der eventuelt er bruger af køretøjet, samt oplysninger om betaling af vægtafgift, brændstofforbrugsafgift og vejbenyttelsesafgift. Endvidere registreres det, om en varebil anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt.

Enhver har adgang til oplysninger om et køretøjs tekniske forhold, synsforhold og forsikringsforhold. Dette er begrundet i, at det er i samfundets interesse, at der er gennemsigtighed om de køretøjer, man møder på vejene eller selv bruger.

SKAT er underlagt en særlig tavshedspligt, som medfører, at der ikke udleveres oplysninger om skattemæssige forhold fra Køretøjsregistret. Som udgangspunkt udleveres der heller ikke oplysninger om identiteten af et køretøjs nuværende eller forhenværende ejer eller bruger. Oplysninger om ejer- og brugerforhold, dvs. navn, adresse og i visse tilfælde cpr- eller cvr-nummer, kan dog i visse tilfælde være nødvendige at udlevere, eksempelvis når et køretøj handles, eller i forbindelse med et færdselsuheld. Det vil typisk være nogle enkelte virksomhedstyper, som har et hyppigt og velbegrundet behov for at få adgang til de nævnte oplysninger. Herudover vil offentlige myndigheder typisk også ofte have dette behov i forbindelse med almindelig myndighedsudøvelse. SKAT kan derfor i en række tilfælde indgå aftaler om terminaladgang til oplysninger om identiteten af et køretøjs ejer og/eller bruger med offentlige myndigheder og visse private virksomhedstyper. Der redegøres nærmere for disse tilfælde nedenfor.

Skatteministeren er i § 17, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer bemyndiget til at give forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører terminaladgang til de nødvendige oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret. Der er alene tale om adgang til oplysninger om navn og adresse på nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet. I de tilfælde, hvor den registrerede har navnebeskyttelse, udleveres oplysningerne ikke. Forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører har endvidere mulighed for at opnå adgang til oplysninger om forhenværende ejere og brugere (historiske oplysninger), hvis SKAT som dataansvarlig vurderer, at udleveringen kan ske inden for rammerne af persondataloven. SKAT har dog kun givet denne adgang til forsikringsvirksomheder. Forsikringsvirksomheder har desuden adgang til cpr-nummer i de tilfælde, hvor den registrerede har givet tilladelse hertil.

Kommuner og andre offentlige myndigheder har mulighed for at opnå terminaladgang til Køretøjsregisteret i henhold til persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, og forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2. Terminaladgang omfatter i disse tilfælde adgang til oplysninger om navn, adresse, cpr- eller cvr-nummer på køretøjets nuværende eller forhenværende ejer og/eller bruger.

SKAT indgår ud over ovenstående tilfælde løbende aftaler med andre private virksomheder, som ønsker terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret. Disse aftaler indgås hovedsagligt med advokat- og inkassovirksomheder og parkeringsvirksomheder. I disse tilfælde udleveres alene oplysninger om navn og adresse på den nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet, og ikke oplysninger om cpr- eller cvr-nummer, eller oplysninger om forhenværende ejer eller bruger. I tilfælde af, at den registrerede har navnebeskyttelse, udleveres oplysningerne ikke.

De sidstnævnte aftaler, dvs. de aftaler, som indgås med advokat- og inkassovirksomheder, parkeringsvirksomheder m.v., er ikke hjemlet i lov om registrering af køretøjer. Aftalerne er i alle tilfælde indgået med udgangspunkt i persondataloven samt ud fra SKATs fortolkning af reglerne på området i forbindelse med overtagelsen af administration af Køretøjsregisteret fra Rigspolitiet i 2008.

Når der indgås en aftale med SKAT om terminaladgang, underskriver parterne en tilslutningsaftale. Tilslutningsaftalen regulerer blandt andet, i hvilket omfang terminaladgang må anvendes, regler for videregivelse, tavshedspligt, kontrol og konsekvenser for aftaleforholdet i tilfælde af misligholdelse.

Alle handlinger, der foretages af en bruger med terminaladgang i Køretøjsregisteret, logges. Loggen indeholder desuden oplysninger om brugerens certifikat og IP-adresse for hvert log-on til systemet. Såfremt der opstår mistanke om, at en virksomhed misbruger sin terminaladgang, igangsætter SKAT en undersøgelse af sagen på baggrund af logoplysningerne. Virksomheden underrettes om sagen, og meddeles en rimelig frist til at få bragt forholdene i orden. SKAT kan derudover med rimelig grund, f.eks. ved mistanke om misbrug, uden varsel, bringe virksomhedens adgang til Køretøjsregisteret til ophør. SKAT vil i et sådant tilfælde underrette virksomheden herom, samt om eventuelle andre tiltag, som sagen måtte give anledning til. Misbrug af terminaladgang kan desuden medføre bødestraf.

I det tilfælde, at en virksomhed afmeldes som ophørt, og virksomhedens NemId dermed lukkes, vil det heller ikke længere være muligt for virksomheden at søge oplysninger i Køretøjsregisteret via virksomhedens terminaladgang.

3.4.1.2. Autorisation til registrering af oplysninger i Køretøjsregistret

Danske virksomheder, som handler med eller leaser registreringspligtige køretøjer, har på visse betingelser mulighed for at blive autoriseret til at registrere oplysninger i Køretøjsregisteret, jf. § 15, stk. 1 og 2, i lov om registrering af køretøjer. I forbindelse med import af et registreringspligtigt køretøj registrerer importøren eksempelvis alle tekniske data om det pågældende køretøj.

Forsikringsselskaber har endvidere ret til at afmelde et totalskadet køretøj i Køretøjsregisteret, jf. § 15, stk. 8, nr. 2, i lov om registrering af køretøjer. En afmelding af et totalskadet køretøj medfører samtidig, at forsikringsselskabet indsætter en såkaldt totalskadeblokering i Køretøjsregisteret, som medfører, at bilen ikke kan indregistreres på ny, uden at der betales ny registreringsafgift.

Ud over de ovennævnte muligheder for registrering af oplysninger i Køretøjsregisteret, giver SKAT reparatører af registreringspligtige køretøjer ret til at registrere oplysninger i Køretøjsregisteret efter reglerne i § 2, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer. Baggrunden herfor er, at SKAT vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at en reparatør, som foretager synsfrie sammenkoblinger, dvs. monterer en trækkrog eller lignende på en bil, kan registrere dette i Køretøjsregisteret som en teknisk ændring af et køretøj.

Endvidere giver SKAT forsikringsselskaber ret til at registrere en såkaldt skadeblokering efter reglerne i § 15, stk. 8, nr. 2, i lov om registrering af køretøjer. En skadeblokering indsættes i de tilfælde, hvor et køretøj bliver skadet, men ikke i et sådant omfang, at det anses for totalskadet, og hvor køretøjet dermed kan repareres eller genopbygges uden fornyet betaling af registreringsafgift. Registreringsattesten for det pågældende køretøj afleveres i forbindelse med skadeblokeringen til forsikringsselskabet. Processen sikrer, at køretøjet ikke ejerskiftes i den periode, hvor det repareres eller genopbygges. Når forsikringsselskabet har kontrolleret den foretagne reparation eller genopbygning, fjernes skadeblokeringen fra Køretøjsregisteret, og registreringsattesten udleveres igen.

3.4.1.3. Udlevering af oplysninger fra Køretøjsregistret til udenlandske myndigheder

SKAT modtager løbende anmodninger fra udenlandske myndigheder, eksempelvis politimyndigheder eller trafikmyndigheder, der har brug for oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger til brug for behandlingen af en konkret sag. Oplysningerne bruges eksempelvis til opkrævning af bøder/afgifter som følge af færdselsforseelser begået i det pågældende land.

Der findes ikke en særlig hjemmel i lov om registrering af køretøjer, hvorefter SKAT kan videregive oplysninger fra Køretøjsregisteret til udenlandske myndigheder. SKAT videregiver, som dataansvarlig for registeret, oplysninger om identiteten af et køretøjs ejer og/eller bruger til udenlandske myndigheder, der anmoder herom, efter de almindelige regler om videregivelse af oplysninger om fysiske personer i persondataloven og efter principperne om videregivelse af oplysninger om juridiske personer i forvaltningsloven. En sådan praksis for videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder hviler imidlertid ikke på et tilstrækkeligt klart hjemmelsgrundlag. Det beror på, at oplysninger i Køretøjsregisteret om et køretøjs ejer og/eller bruger (fysiske og juridiske personer) er omfattet af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt, og at der i forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, ikke er givet mulighed for fortolkning af begrebet "uvedkommende" i forhold til udenlandske myndigheder. Videregivelse af sådanne oplysninger til udenlandske myndigheder kræver derfor særlig hjemmel i lov (herunder EU regler) eller internationale aftaler om udveksling af oplysninger.

3.4.2. Lovforslaget

3.4.2.1. Adgang til Køretøjsregistret for private virksomheder

Med forslaget skabes der en hjemmel i lov om registrering af køretøjer, som skal udgøre det samlede retsgrundlag for, hvornår SKAT kan indgå aftaler om terminaladgang til Køretøjsregisteret med offentlige myndigheder og private virksomheder vedrørende oplysninger om ejer- og brugerforhold.

Det foreslås således, at den bemyndigelse, som skatteministeren i dag har til at fastsætte regler om, at forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører kan opnå terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold m.v. i Køretøjsregisteret, udvides til også at gælde offentlige myndigheder og følgende virksomhedstyper:

- Parkeringsvirksomheder

- Advokater og inkassovirksomheder

- Genbrugspladser

- Redningstjenester

- Finansieringsvirksomheder.

Det er for offentlige myndigheder og for ovennævnte virksomhedstyper vurderet, at terminaladgang til de omhandlede oplysninger er velbegrundet, dvs. nødvendigt for, at offentlige myndigheder kan udføre deres forvaltningsopgaver, og at de pågældende virksomhedstyper kan udføre deres erhverv, og at hensynet til den registrerede i ingen af de ovennævnte tilfælde vejer tungere end dette behov. Se nærmere om de enkelte vurderinger i bemærkningerne til forslagets § 3, nr. 4.

Der vil i bekendtgørelsesform skulle fastsættes nærmere regler for, hvilke oplysninger den offentlige myndighed og de enkelte virksomhedstyper kan opnå adgang til.

Der vil som udgangspunkt alene kunne gives terminaladgang til oplysninger om navn og adresse på den nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet. Der er dog ikke adgang til oplysninger om navn og adresse, hvis en registreret har navnebeskyttelse. Offentlige myndigheder vil fortsat have adgang til oplysninger om navn, adresse samt cpr- eller cvr-nummer på køretøjets nuværende og forhenværende ejere og/eller brugere.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at private genbrugspladser fremover får adgang til oplysninger om virksomheders cvr-nummer, da denne oplysning anvendes til at kontrollere, hvorvidt et erhvervskøretøj, som kører ind på en genbrugsplads, har ret til at aflevere sit affald. Omvendt skal terminaladgang til oplysninger om navn og adresse på et køretøjs ejer og/eller bruger til finansieringsvirksomheder betinges af, at den registrerede i låneaftalen har givet accept hertil, da det vurderes, at en långivers kontrol af en låntager er af så privatretlig karakter, at det kræver en konkret aftale mellem parterne herom.

Det kan endvidere i bekendtgørelsen bestemmes, at en virksomhed har adgang til historiske oplysninger om forhenværende ejere eller brugere af køretøjet, hvis der er tungtvejende grunde, der taler herfor. Det er i dag alene offentlige myndigheder og forsikringsvirksomheder, der har adgang til historiske oplysninger.

De kontrolmæssige foranstaltninger, som er beskrevet i afsnit 3.4.1.1, foreslås bibeholdt uændret. Dog foreslås det, at SKAT som følge af lovforslaget indarbejder en præmis i nye såvel som allerede indgåede aftaler om terminaladgang, hvorefter terminaladgangen begrænses til en periode på fem år. Tidsbegrænsningen indebærer, at aftaleparterne efter fem år vil skulle indgå en ny aftale, og at SKAT på dette tidspunkt dermed på ny skal vurdere, at den pågældende virksomhed fortsat har et begrundet behov for terminaladgang. Forslaget medfører således, at SKAT efter vedtagelsen af dette lovforslag vil genoptage de eksisterende tilslutningsaftaler, som er indgået med private virksomheder.

3.4.2.2. Autorisation til registrering af oplysninger i Køretøjsregistret

Forslaget tilføjer reparatører af registreringspligtige køretøjer til den gruppe af virksomheder, som i henhold til lov om registrering af køretøjer på egen hånd kan registrere oplysninger i Køretøjsregisteret. Der skabes således hjemmel til SKATs nuværende fortolkning af reglerne, hvorefter reparatører, som foretager synsfrie sammenkoblinger, har kunnet registrere dette i Køretøjsregisteret som en teknisk ændring af et køretøj.

På samme måde foreslås det at skabe en hjemmel til, at forsikringsselskaber - ud over at kunne afmelde et køretøj i forbindelse med totalskade og indsætte en totalskadeblokering - også kan registrere en skadeblokering.

3.4.2.3. Udlevering af oplysninger fra Køretøjsregistret til udenlandske myndigheder

Det foreslås at skabe en hjemmel i lov om registrering af køretøjer til, at SKAT kan videregive oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger til udenlandske myndigheder efter anmodning.

Efter forslaget får SKAT adgang til efter en konkret vurdering at videregive oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger fra Køretøjsregisteret til en udenlandsk myndighed, eksempelvis en politimyndighed eller en trafikmyndighed, til brug for behandlingen af en konkret sag. Der kan alene videregives oplysninger om navn og adresse. Formålet med forslaget er således at fravige skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1. Udlevering af oplysninger vil fortsat ske inden for rammerne af persondataloven.

Da de efterspurgte oplysninger er registreret i Køretøjsregistret, som SKAT er dataansvarlig for, kan SKAT som kompetent myndighed afgøre anmodninger om oplysninger fra de nævnte udenlandske politimyndigheder m.v., selvom SKAT ikke selv har brug for tilsvarende oplysninger fra de pågældende myndigheder og derfor ikke efterspørger dem.

Hvis politiet til brug for deres sagsbehandling ønsker tilsvarende oplysninger fra de udenlandske myndigheder, vil politiet selv indhente oplysningerne via det internationale politisamarbejde om udveksling af oplysninger.

Udlevering af oplysninger vil ske inden for rammerne af persondataloven, herunder bestemmelserne om den dataansvarliges oplysningspligt af egen drift over for den registrerede.

3.5. Afskaffelse af fradrag for udgifter vedrørende skattefri indkomst

3.5.1. Gældende ret

3.5.1.1. Indkomst undtaget for skattepligt

En international organisation eller institution kan opnå særlige rettigheder og immuniteter ved mellemfolkelig overenskomst. En sådan overenskomst kan bl.a. have betydning for beskatningen af de ansatte i organisationens faste stab og eventuelt andre personer, der optræder på den pågældende organisations vegne. Overenskomsten kan indebære skattefrihed for den løn, der bliver udbetalt af organisationen til den faste stab af ansatte embedsmænd i organisationen.

Ved lov nr. 567 af 30. november 1983 om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer m.m. er det bestemt, at der ved mellemfolkelig overenskomst kan indrømmes internationale organisationer og institutioner samt disses embedsmænd, og eventuelt personer, der optræder på de pågældende institutioners vegne, særlige rettigheder og immuniteter.

Skattefritagelse indrømmes personer ansat ved bl.a. FN og FN's særorganisationer samt en række internationale organisationer, med hvilke Danmark har underskrevet konventioner eller aftaler. Skattefritagelsen gælder også NATO-ansatte samt en række andre organisationer. Ansatte i EU, EU-Kommissionens medlemmer samt dommere, generaladvokater, justitssekretærer og assisterende referenter ved EU-domstolen er objektivt skattefritaget af løn, vederlag og honorarer, som de modtager fra EU.

Når en indkomst er objektivt skattefritaget, indgår indkomsten ikke i den danske skatteberegning. Det gælder, uanset at der er tale om en dansk statsborger med bopæl i Danmark.

3.5.1.2. Udgifter, der kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

Der har indtil 2013 som udgangspunkt ikke kunnet foretages fradrag for befordringsudgifter og andre udgifter, der vedrører erhvervelse af en objektivt skattefritaget indkomst.

Landsskatteretten afsagde i 2013 imidlertid en kendelse, hvorefter en skatteyder efter ligningslovens § 9 C fik ret til fradrag for udgifter til befordring til og fra arbejde for en international organisation, selv om lønnen for arbejdet var objektivt skattefritaget (SKM2013·296·LSR). Landsskatteretten anførte i kendelsen, at det er fast antaget, at kun indtægtsgivende arbejde giver ret til fradrag for befordringsudgifter, men at der ikke ses lovhjemmel til, at indkomsten skal være skattepligtig.

Da kendelsen var udtryk for en praksisændring, udsendte SKAT i juli 2013 et styresignal (SKM2013·476·SKAT), der gav adgang til genoptagelse af skatteansættelser fra og med indkomståret 2008, der er foretaget for personer, der udfører arbejde i Danmark i tilfælde, der svarer til forholdene i landsskatteretssagen. Praksisændringen omfatter alle fradragsberettigede udgifter, der er forbundet med erhvervelse af lønindkomst. Det gælder ud over udgifter til befordring også rejseudgifter, flytteudgifter og udgifter til dobbelt husførelse. Genoptagelserne har helt overvejende vedrørt fradrag for befordringsudgifter.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere, kan lønmodtageren fratrække udgifter, der vedrører erhvervelsen af indkomsten, som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, litra a. Herudover har lønmodtagere fradrag for visse udgifter, der i udgangspunktet anses for private, efter andre skatteregler i ligningsloven.

Lønmodtagere har som hovedregel kun fradrag for udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde, jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Udgifter i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang de nævnte udgifter overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes i den danske indkomstopgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 2.

Udgifter til befordring, rejser og dobbelt husførelse er blandt de typiske udgifter, som en lønmodtager kan fradrage ved erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, § 9 B, stk. 4, § 9 C og § 9 D. Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er i skattemæssig henseende en privat udgift. Der er adgang til et standardiseret fradrag for befordringsudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 9 C. Som udgangspunkt er der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke fradrag for udgifter til kost og logi, idet sådanne udgifter typisk er private udgifter. Merudgifter til kost og logi kan dog i nogle tilfælde have en så direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen, at de er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

3.5.2. Lovforslaget

Det foreslås, at udgifter til befordring og andre udgifter, der vedrører erhvervelse af indkomst, der er objektivt skattefritaget, ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dermed bringes reglerne i overensstemmelse med det almindelige skatteretlige princip, hvorefter der ikke gives fradrag for udgifter til erhvervelse af skattefri indkomst. Det svarer til den retstilstand, der gjaldt forud for Landsskatterettens kendelse i 2013 og SKATs opfølgende styresignal i 2013.

De udgifter, der med lovforslaget ikke kan fradrages ved opgørelsen af anden skattepligtig indkomst, er de samme udgifter, som lønmodtagere - efter gældende regler - i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet ikke kan fradrage ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, i det omfang udgifterne overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes ved opgørelsen af den danske indkomst.

Den foreslåede afskaffelse af fradragsretten har betydning for personer, der har udgifter, der vedrører erhvervelse af indkomst undtaget fra skattepligt, og som samtidig har dansk skattepligtig indkomst, hvori udgiften kan fradrages. Det kan eksempelvis være anden lønindkomst, honorarindtægter og pensioner eller indkomst hos en eventuel ægtefælle. Afskaffelsen indebærer endvidere, at der ikke kan opstå skattemæssige underskud, der kan henføres til sådanne udgifter, og som vil kunne fremføres til senere indkomstår, f.eks. når vedkommende går på pension.

Derimod har lovforslaget ingen betydning for fradrag for fagforeningskontingent, idet medlemskab af en fagforening ikke forudsætter lønnet arbejde. Lovforslaget har heller ingen betydning for fradrag for bidrag til A-kasse og efterløn, idet sådanne bidrag kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, hvis personen er fuldt skattepligtig og hjemmehørende her i landet.

Det er alene udgifter, der vedrører erhvervelsen af den skattefritagne indkomst, der efter forslaget ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af anden skattepligtig indkomst. Har lønmodtageren - ud over den skattefritagne lønindkomst m.v. - anden skattepligtig indkomst, er der fradrag for de udgifter, der vedrører erhvervelsen af denne indkomst. Forslaget ændrer heller ikke på adgangen til andre fradrag såsom fradrag for gaver til almenvelgørende formål eller fradrag for underholdsbidrag.

Lovforslaget vil heller ikke have betydning i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren efter standardsatser betaler godtgørelse til dækning af rejseudgifter m.m., som lønmodtageren påføres, eller hvor lønmodtageren får dækket sine udgifter som udlæg efter regning. Sådanne godtgørelser/udlæg vil fortsat være skattefrie.

Danmark har ved undertegnelsen af konventionen om De Forenede Nationers privilegier og immuniteter ikke forpligtet sig til at indrømme fradrag ved opgørelsen af anden skattepligtig indkomst for udgifter, der vedrører erhvervelsen af den skattefritagne indkomst. Skattefritagelsen efter FN-konventionen er dermed i princippet begrænset til nettoløn­ind­komsten, således at de udgifter, der medgår til at erhverve indkomsten, anses for at reducere den skattefritagne indkomst, og dermed i praksis ingen skattemæssig betydning har. Heller ikke for så vidt angår andre overenskomster m.v. har Danmark forpligtet til sig til at indrømme fradrag ved opgørelsen af anden indkomst for udgifter, der vedrører erhvervelsen af den skattefritagne indkomst.

3.6. Skattefritagelse af privat brug af Marienborg

3.6.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i ligningslovens § 16 medregnes værdien af fri bolig, der er stillet til privat rådighed af en arbejdsgiver m.v., ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. I relation til den nævnte bestemmelse anses en minister for en ansat i forhold til den pågældendes ministerium.

Marienborg blev overdraget til staten i 1962 ved højesteretssagfører C. L. Davids testamente, hvori følgende er fastsat:

"Min ejendom Marienborg ved Frederiksdal testamenterer jeg til Staten på det vilkår, at den overlades til vederlagsfri sommerbolig for landets statsminister. På grund af sin beliggenhed, der på en gang er landlig og dog i umiddelbar nærhed af hovedstaden, vil den formentlig egne sig til det angivne formål. Det har undret mig, at der ikke tidligere er stillet en sommerbolig til disposition for landets skiftende statsministre, på hvis arbejdskraft der trækkes så store veksler.

Skulle statsministeren af en eller anden grund ikke ønske at benytte boligen, stilles den midlertidigt til disposition for et andet medlem af regeringen - i første række udenrigsministeren. "

Marienborg er således stillet til rådighed for den til enhver tid siddende statsminister eller et andet regeringsmedlem som sommerbolig, men henset til at boligen efter sin fremtræden har karakter af en helårsbolig og kan benyttes hele året, er det skattemæssigt reglerne om fri helårsbolig, der er relevante. Statsministeren eller et andet regeringsmedlem er dog ikke skattepligtig af fri helårsbolig, hvis statsministeren eller regeringsmedlemmet frasiger sig privat brug af Marienborg.

Marienborg består af en hovedbygning og en pavillon, som har karakter af repræsentations- og mødelokaler. Herudover er der knyttet en privat fløj til Marienborg (sydfløjen). Hovedbygningen og pavillonen er ikke egnet til privat beboelse, hvorimod sydfløjen er indrettet, så den kan anvendes til privat brug for den til enhver tid siddende statsminister.

I det omfang statsministeren udelukkende benytter Marienborg i forbindelse med repræsentative formål eller på anden måde i tilknytning til hvervet som statsminister, bliver statsministeren ikke beskattet heraf. Benytter statsministeren Marienborg privat, skal der ske beskatning heraf. Der er tale om privat anvendelse, hvis statsministeren tager permanent ophold eller overnatter i den del af Marienborg, der er indrettet til beboelse (sydfløjen).

Rådes der privat over en fri helårsbolig finder reglerne i ligningslovens § 16, stk. 3 og 8, anvendelse. Efter disse regler beskattes fri helårsbolig med udgangspunkt i markedslejen for en tilsvarende bolig. Markedslejen for helårsboligen nedsættes dog med 10 pct., fordi boligen efter reglerne om tjenesteboliger skal fraflyttes ved ansættelsens ophør.

Ansattes lån af arbejdsgiverens lokaler i fritiden, f.eks. en lærer, der låner lærerværelset til en privat fest eller en mekaniker, som låner et værksted i fritiden, beskattes ikke. På tilsvarende vis udløser statsministerens private anvendelse af hovedbygningen eller pavillonen til eksempelvis en privat sammenkomst heller ikke beskatning.

3.6.2. Lovforslaget

Det foreslås, svarende til lignende regler i Sverige og Norge, at skattefritage den til enhver tid siddende statsministers private brug af Marienborg. Hermed sikres også, at Marienborg i overensstemmelse med det oprindelige testamentariske formål stilles vederlagsfrit til rådighed for landets statsminister og reelt kan anvendes efter intentionen. Det er en forudsætning, at statsministeren ikke tager bopæl på Marienborg. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for et andet medlem af regeringen, der råder over Marienborg.

Hermed sikres det, at f.eks. lejlighedsvise private ophold og overnatning i sydfløjen i tilknytning til repræsentative eller øvrige arbejdsrelaterede aktiviteter på stedet ikke udløser beskatning.

Derved vil den til enhver tid siddende statsminister eller et andet regeringsmedlem kunne benytte Marienborg til repræsentative formål og til privat brug i overensstemmelse med højesteretssagfører C. L. Davids testamente uden at blive beskattet heraf. Da den private brug forudsættes ikke at være af permanent karakter, betinges skattefriheden af, at den til enhver tid siddende statsminister eller et andet regeringsmedlem opretholder egen bolig andet sted og således ikke bosætter sig på Marienborg i sin embedsperiode.

Lignende regler er som nævnt gældende i Norge og Sverige. I begge lande er statsministeren fritaget for beskatning af privat brug af statsministerboligen. Det gælder for begge lande, at fritagelsen forudsætter, at statsministeren samtidig har egen privat bolig til disposition.

Lovforslaget svarer i princippet til de regler, der gælder for medlemmer af Folketingets Præsidium, som vederlagsfrit får stillet en bolig til rådighed af Folketinget. For disse gælder, at værdien af fri bolig ikke medregnes i den skattepligtige indkomst, hvilket blev fastslået med lov nr. 1101 af 29. december 1999 - Lov om ændring af lov om valg til Folketinget (Ændring af folketingsvederlaget m.v.).

Ændringen foreslås tillagt virkning fra og med den 11. november 2015.

3.7. Indsættelse af notehenvisning

3.7.1. Gældende ret

EU-direktiver skal gennemføres i dansk lovgivning. Korrekt implementering af et direktiv i national ret kræver, at den pågældende implementeringslov indeholder en notehenvisning til det relevante direktiv samt senere ændringer hertil.

En sådan notehenvisning mangler i visse tilfælde.

3.7.2. Lovforslaget

Med forslaget indsættes for det første i lov om afgift af vejbenyttelse en manglende notehenvisning til direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge køretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer som senest ændret ved direktiv 2011/76/EU.

For det andet indsættes i momsloven, mineralolieafgiftsloven, spiritusafgiftsloven, tobaksafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven manglende notehenvisning til direktiv 2013/61/EU om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF hvad angår de franske regioner i den yderste periferi og særlig Mayotte.

Direktivernes materielle regler er gennemført og indsættelsen af notehenvisningerne betyder alene, at et formkrav til korrekt implementering af direktivet i dansk ret iagttages.

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Forslaget vedrørende momsgodtgørelse for ambassader m.v. vurderes umiddelbart kun at berøre en meget begrænset del af den samlede momsrefusion til fremmede staters ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer samt tilknyttet personale og honorære konsuler. Samtidig forventes de berørte parter fremadrettet at tilpasse og samle deres indkøb, således at der ikke vil komme nævneværdige konsekvenser for den samlede momsrefusion.

For så vidt angår forslaget om momskontrol, vurderes dette at give et begrænset merprovenu, idet kontrollen forventes at blive mere effektiv og derved medføre, at flere udenlandske netbutikker afregner moms korrekt til Danmark. Derudover vil forslaget medvirke til, at momsprovenuet ikke udhules over tid, når omsætningen fra udenlandske netbutikker forventeligt tager til.

Den del af lovforslaget, som vedrører afskaffelse af fradrag for udgifter vedrørende skattefritaget indkomst, skønnes med nogen usikkerhed at medføre et begrænset merprovenu, der næppe vil overstige 3 mio. kr. årligt. Den overvejende del af merprovenuet vedrører kommunerne. Forslaget medfører ingen økonomiske konsekvenser for regionerne.

Lovforslagets øvrige elementer skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige, og forslaget skønnes således samlet set ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

5. Administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget vedrørende momsgodtgørelse for ambassader m.v. skønnes at medføre en mindre administrativ lettelse for det offentlige, da beløbsgrænsen for, hvornår der kan gives momsgodtgørelse, skal være opnået på én enkelt faktura og ikke som i dag kan opnås ved en akkumulering af kvitteringer fra samme dag fra samme sælger.

Lovforslaget skønnes herudover ikke at have væsentlige administrative konsekvenser for det offentlige.

6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Den del af lovforslaget, som vedrører momskontrol, vil sikre en mere ligelig konkurrence for virksomheder, idet det bedre kan sikres, at udenlandske virksomheder afregner moms korrekt.

Lovforslaget har derudover ingen økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

For så vidt angår indførelsen af bemyndigelsen til momskontrol af betalingsoplysninger, vurderes det at medføre mindre administrative konsekvenser for udbydere af betalingstjenester. Disse virksomheder vil have en begrænset byrde ved at afgive oplysningerne. Formålet er at sikre, at udenlandske virksomheder afregner korrekt moms til Danmark, således at konkurrenceforvridningen på området mindskes. Forslaget er således efterspurgt af dansk erhvervsliv. Endelig har SKAT oplyst, at hjemlen kun vil blive anvendt i begrænset omfang, hvilket inddragelsen af Skatterådet er medvirkende til at sikre. De begrænsede administrative byrder skal afvejes i forhold til, at forslaget generelt er til gavn for erhvervslivet, da det er medvirkende til at mindske konkurrenceforvridningen på området for nethandel.

Lovforslagets øvrige elementer skønnes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget skønnes således samlet set ikke at have nævneværdige konsekvenser for erhvervslivet.

Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har haft lovforslaget i høring, og har følgende bemærkninger om de administrative konsekvenser.

»Lovforslaget medfører administrative byrder for erhvervslivet.

De administrative byrder består for det første i, at danske udbydere af betalingstjenester har pligt til at oplyse indtægter/betalinger modtaget fra danske forbrugere efter anmodning fra SKAT via forelæggelse hos Skatterådet, jf. § 75, stk. 5. SKAT har oplyst, at der vil være tale om et yderst begrænset antal kontroller årligt.

For det andet vil de administrative byrder bestå i, at benzinstationer fremover ikke længere vil have mulighed for automatisk at trække oplysninger fra Køretøjsregistret. Skatteministeriet oplyser dog, at behovet for at kunne tilgå oplysningerne er begrænset.

Derudover vil ændringen af reglerne om udlevering af oplysninger fra Køretøjsregistret medføre mindre administrative lettelser, da genbrugsstationer får lettere adgang til virksomheders cvr-numre.

TER vurderer, at de samlede administrative byrder ikke overstiger 4 mio. kr. på samfundsniveau årligt. De bliver derfor ikke kvalificeret yderligere.«

I alle lovforslag skal der foretages en vurdering af de erhvervsøkonomiske konsekvenser. Erhvervsstyrelsen har fastsat en bagatelgrænse på 4 mio. kr. for, om der skal foretages en yderligere kvantificering af de erhvervsøkonomiske konsekvenser. Idet lovforslagets administrative konsekvenser er vurderet til under 4 mio. kr., er disse ikke væsentlige, og der foretages ikke yderligere vurderinger.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen nævneværdige administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Den del af lovforslaget, som omhandler momsgodtgørelse for ambassader m.v., gennemfører momssystemdirektivets artikel 151, der blandt andet anfører, at medlemsstaterne momsfritager levering af varer og ydelser til diplomatiske og konsulære forbindelser samt til internationale organisationer og til medlemmer af disse, med de begrænsninger, der fastsættes af værtsmedlemsstaten. EU-reglerne om moms er således ikke til hinder for gennemførelsen af nærværende ændring af reglerne for momsgodtgørelse.

Forslaget om ændring af de nationale krav til, hvornår en virksomhed skal udpege en herboende repræsentant i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. og lov om afgift af lystfartøjsforsikringer er en tilpasning af dansk lovgivning, så denne bringes i overensstemmelse med EU-Domstolens dom af 11. december 2014 i sag C-678/11, EU-Kommissionen mod Kongeriget Spanien. Ifølge dommen er det i strid med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser at stille generelle krav til en virksomhed, om at udpege en hjemmehørende repræsentant. Den fri udveksling af tjenesteydelser omfatter tillige EØS-landene, men EU-Domstolen har ved dommen anerkendt væsentligheden af, at der forefindes tilstrækkelig mulighed for bl.a. at opnå bistand til inddrivelse af skyldige skatter og afgifter i den pågældende forsikringsvirksomheds etableringsland.

En lempelse af kravet om herboende repræsentanter skal ses i lyset af Rådsdirektiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EU's inddrivelsesdirektiv). Det følger af direktivet, at Danmark kan få bistand fra andre EU-lande til at inddrive skatter og afgifter af enhver art, herunder de omhandlede afgifter. Dermed vil en skat eller en afgift kunne inddrives hos virksomheden, hvis denne er etableret i et EU-land. Bistandsaftalen om inddrivelse af skatter og afgifter indgået mellem de nordiske lande (Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige) sidestilles med de gældende regler i EU's inddrivelsesdirektiv. Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere stilles krav om registrering ved en herboende repræsentant, hvis forsikringsvirksomheden er etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU. Dette vil for nuværende omfatte EU-landene, EØS-landene Norge og Island samt de nordiske lande, der ikke er omfattet af en af de foregående kategorier (Færøerne og Grønland). Dermed sikres det, at loven bringes i overensstemmelse med EU-retten.

Notehenvisningerne til direktiverne indsættes for at iagttage formkrav til korrekt implementering af direktiver i dansk ret. Der er ikke tale om en materiel ændring.

Forslaget har derudover ingen EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 11. september til den 9. oktober 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Akademikerne, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Autobranchens Handels- og Industriforening, borger- og retssikkerhedschefen i SKAT, Business Danmark, CAD, CEPOS, Cevea, Danmarks Motor Union, Dansk Automobil Sports, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Erhverv, Dansk Lokalsyn, Dansk Taxi Råd, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske Busvognmænd, Danske Synsvirksomheder, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske Bilbranche, Den Danske Skatteborgerforening, DI, Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv Regulering, FDM, Finans og Leasing, Finansrådet, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, FSR - Danske Revisorer, FTF, HK-Privat, Ingeniørforeningen, International Transport Danmark, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kraka, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen Polio- , Trafik- og Ulykkesskadede, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Motorhistorisk Samfund, Sammenslutningen af Karosseribyggere og Autooprettere i Danmark, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig Forening, Ældresagen.

Den del af lovforslaget, der vedrører skattefritagelse af privat brug af Marienborg, har ikke været i høring.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er tale om indsættelse af en notehenvisning.

Fra den 1. januar 2014 fik Mayotte status som region i den yderste periferi i stedet for at have status som et af de oversøiske lande eller territorier. For at denne statusændring ikke fik utilsigtede momsmæssige konsekvenser, blev det fastsat med vedtagelse af direktiv 2013/61/EU, at EU´s momsområde ikke gælder for Mayotte.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte ved brev af 27. marts 2015 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2013/61/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen til Danmark, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Da anvendelsesområdet for den danske momslov henviser til EU´s momsområde, var det ikke nødvendigt at foretage materiel ændring af momsloven for at gennemføre direktivet. Det er imidlertid et formkrav, at der indsættes en henvisning til direktivet i loven. Ved en fejl var en sådan henvisning ikke blevet indsat. En sådan notehenvisning til direktiv 2013/61/EU foreslås derfor indsat, således at formkravet iagttages.

Til nr. 2

Det fremgår af momslovens § 45, stk. 2, at der ydes godtgørelse af afgift, som fremmede staters herværende ambassader m.v., internationale organisationer samt tilknyttet personale har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Tilsvarende kan der ydes afgiftsgodtgørelse af fremmede staters herværende honorære konsulers indkøb, i det omfang de indkøbte varer og ydelser skal anvendes fuldt ud i forbindelse med den konsulære tjeneste. Endvidere fremgår det, at skatteministeren fastsætter efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren, for hvilke varer og ydelser afgiften kan godtgøres. For punktafgiftspligtige varer samt for teleydelser kan der dog fastsættes en fritagelsesordning.

Ordlyden i momslovens § 45, stk. 2, foreslås ændret, således at det i bestemmelsen klart fremgår, hvilken kreds der er berettiget til at modtage momsgodtgørelse. Der foretages ikke ændringer i forhold til den kreds, som modtager momsgodtgørelse i henhold til de gældende regler og administrativ praksis.

Det fremgår således af 1. pkt., at der ydes godtgørelse af afgift, som ambassader og personale, der er diplomatisk anmeldt, har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Diplomatisk anmeldt personale udgøres af udsendt personale, som har diplomatisk rang, og udsendte medarbejdere blandt det administrative og tekniske personale.

Det fremgår endvidere af 2. pkt., at der ydes godtgørelse af afgift, som konsulære repræsentationer med udsendt og konsulært anmeldt personale samt det udsendte og konsulært anmeldte personale har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Konsulært anmeldt personale udgøres af udsendte konsulatsembedsmænd og udsendte konsulatsfunktionærer. En konsulatembedsmand er enhver person, inklusive konsulatchefen, som i den pågældende egenskab er betroet varetagelse af konsulære opgaver. Konsulatfunktionærer er personer, der er beskæftiget med administrative eller tekniske opgaver ved en konsulær repræsentation.

Efter 3. pkt. ydes der godtgørelse af afgift, som herværende internationale organisationer og tilknyttet personale, som i henhold til den enkelte organisations værtskabsaftale er omtalt som godtgørelsesberettiget, eller som ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande, har betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Ved værtskabsaftaler forstås aftaler om hjemsted, som Danmark har indgået med internationale organisationer med henblik på at fastlægge rammerne for organisationens tilstedeværelse og virksomhed i Danmark.

Bemyndigelsen i momslovens § 45, stk. 2, 3. pkt., hvorefter skatteministeren efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren kan fastsætte regler for, hvilke varer og ydelser, der kan ydes godtgørelse for, ophæves, idet bestemmelsen, om hvad der ikke gives godtgørelse for, flyttes fra bekendtgørelsen til loven, jf. bemærkningerne til nr. 3 (nyt stk. 3). Beslutningen om hvilke varer og ydelser, der skal ydes godtgørelse for, skal herefter ske ved lov.

Bemyndigelsen i momslovens § 45, stk. 2, 4. pkt., hvorefter skatteministeren kan fastsætte en fritagelsesordning for punktafgiftspligtige varer samt for teleydelser, foreslås ophævet. Bemyndigelsen er i dag udmøntet ved momsbekendtgørelsen § 44, som fastsætter, at fremmede staters herværende ambassader m.v., internationale organisationer samt tilknyttet personale her i landet kan indkøbe teleydelser samt varer fra punktafgiftsregistrerede virksomheder afgiftsfrit i samme omfang, som disse varer kan købes punktafgiftsfrit. Bestemmelsen i bekendtgørelsen foreslås ophævet. En tilsvarende bestemmelse foreslås i stedet indsat i momsloven, jf. bemærkningerne til nr. 3 (nyt stk. 4).

Til nr. 3

Hvad der foreslås reguleret ved momslovens § 45, stk. 3-10, fastsættes i dag ved bekendtgørelse. Som konsekvens af, at bestemmelserne om momsgodtgørelse for ambassader m.v. indsættes i momsloven, ophæves bekendtgørelse nr. 812 af 28. juni 2010 om momsgodtgørelse for ambassader m.v., internationale organisationer og tilknyttet personale i sin helhed, og i momsbekendtgørelsen ophæves § 44 om fremmede staters herværende ambassader m.v.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 3, hvoraf det fremgår, at der i henhold til momslovens § 45, stk. 2, ikke ydes godtgørelse af moms ved køb af antikviteter, løsøre købt på auktion, brugt løsøre, gavekort og gavemærker, broafgifter, entrébilletter til underholdning, medlemskab af klubber og foreninger, medicin, ammunition og våben.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 4, hvorefter fremmede staters herværende ambassader m.v., internationale organisationer samt tilknyttet personale her i landet kan indkøbe teleydelser samt varer fra punktafgiftsregistrerede virksomheder afgiftsfrit i samme omfang, som disse varer kan købes punktafgiftsfrit

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 5, som lovfæster, at Udenrigsministeriet administrerer momsgodtgørelsesordningen for ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer samt tilknyttet personale.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 6, som lovfæster, at Forsvarsministeriet administrerer godtgørelsesordningen for NATO, herunder tilknyttede organisationer samt til deltagere i Partnerskab for Fred (P-f-P) og NATO's personale, som ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande.

Når der i momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 5 og et nyt stk. 6, hvori det lovfæstes, at henholdsvis Udenrigsministeriet administrerer momsgodtgørelsesordningen for ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer samt tilknyttet personale, og Forsvarsministeriet administrerer godtgørelsesordningen for NATO, herunder tilknyttede organisationer samt til deltagere i Partnerskab for Fred (P-f-P) og NATO's personale, som ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande, følger det naturligt af denne kompetence til at administrere godtgørelsesordningerne, at der skal føres kontrol med, at de modtagne anmodninger om godtgørelse opfylder kravene til, at en sådan godtgørelse kan finde sted, ligesom der skal føres kontrol med, at godtgørelse alene udbetales til de godtgørelsesberettigede institutioner eller personer.

I den forbindelse bemærkes, at forvaltningslovens regler om sagsbehandling finder anvendelse, herunder reglerne om partshøring og begrundelse i forvaltningslovens §§ 19-22.

I momslovens § 45, stk. 5 og stk. 6, foreslås endvidere indført, at henholdsvis udenrigsministeren og forsvarsministeren på hver sit sagsområde kan fastsætte regler om, at henvendelser til og fra henholdsvis Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet skal være i elektronisk form, herunder at formkrav i lovgivningen kan fraviges, hvis de er til hinder for digital kommunikation. Bestemmelsen er udformet som en bemyndigelsesregel med henblik på at sikre, at der tages de nødvendige hensyn til borgere og virksomheder, og at der ikke stilles krav om obligatorisk digital kommunikation, før den digitale løsning på et givet område har en tilstrækkelig kvalitet. For at tage højde for, at der vil forekomme grupper af ikke-it-parate virksomheder og personer, er udenrigsministeren og forsvarsministeren bemyndiget til at undtage særlige og velafgrænsede grupper fra kravet om digital kommunikation.

Med henvisningerne i stk. 5 og 6 til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, er der sat den længste tidsmæssige grænse for, hvornår en godtgørelse af afgift kan varsles, foretages eller ændres, herunder også for hvornår, der kan anmodes om genoptagelse. Hovedreglen er, at der gælder en 3-års frist for varsling, genoptagelse og ændring af moms og afgifter, jf. skatteforvaltningslovens § 31.

De særlige regler i skatteforvaltningslovens § 32 giver mulighed for fristgennembrud, såfremt tungtvejende hensyn kan begrunde ændringer flere år tilbage.

Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og SKAT har gennem mange år administreret ordningen. Denne del af lovforslaget medfører derfor ingen praksisændring eller ændringer i administrationen af ordningen.

Det foreslås samtidig, at henholdsvis udenrigsministeren og forsvarsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om, hvordan de ønsker at modtage anmodninger om momsgodtgørelse, f.eks. om dette skal ske digitalt. Skatteministeren kan tilsvarende, jf. momslovens § 45, stk. 5 (som bliver til momslovens § 45, stk. 11), fastsætte nærmere regler om indgivelse, behandling og afgørelse af ansøgning om godtgørelse af moms.

Fastsætter udenrigsministeren eller forsvarsministeren nærmere regler om digital indberetning foreslås det, at der endvidere kan fastsættes regler om, at dokumenter uden underskrift eller maskinelt gengivet underskrift eller tilsvarende kan sidestilles med dokumenter med personlig underskrift, hvilket vil være nødvendigt, hvis en digital løsning indføres.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 7, som lovfæster, at SKAT administrerer godtgørelsesordningen for fremmede staters honorære konsulers indkøb, i det omfang de indkøbte varer og ydelser anvendes fuldt ud i forbindelse med den konsulære tjeneste.

Det foreslås i stk. 8, at Landsskatteretten bliver administrativ rekursmyndighed for de afgørelser, der træffes af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet efter momsloven. Landskatteretten er omfattet af skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011.

Bestemmelsen er et eksempel på udmøntning af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 3, hvorefter Landsskatteretten afgør klager, der efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatteretten til afgørelse, og som ikke efter regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, skal afgøres af skatteankeforvaltningen.

Henvisningen til skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, betyder, at den ledende retsformand efter inddragelse af skatteankeforvaltningen kan fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser bortset fra afgørelser truffet af Skatterådet skal afgøres af skatteankeforvaltningen. I det omfang dette sker i forhold til Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets afgørelser, vil afgørelserne skulle klagebehandles af Skatteankestyrelsen.

Landsskatterettens og Skatteankestyrelsens afgørelser er endelige og kan ikke påklages yderligere administrativt. De kan derimod indbringes for domstolene.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 9, som fastsætter beløbsgrænsen for, hvornår der kan opnås momsgodtgørelse. Denne beløbsgrænse er pt. fastsat ved bekendtgørelsen, der foreslås ophævet. Beløbsgrænsen foreslås fremover indekseret efter forbrugerprisindekset, jf. personskattelovens § 20, således at den følger med prisudviklingen.

Det foreslås, at beløbsgrænsen for, hvornår der kan opnås momsgodtgørelse, fastsættes til 1.500 kr. inkl. moms for det samlede afgiftsbelagte køb (1.432 kr. inkl. moms angivet som 2010-niveau), for henholdsvis ambassader, konsulater med udsendt og konsulært anmeldt personale, internationale organisationer og tilknyttet personale, herunder NATO og personale, som ifølge aftale med NATO er udsendt til tjeneste i et af alliancens medlemslande, samt for honorære konsuler, når købet anvendes fuldt ud i den konsulære tjeneste. Baggrunden for ensretningen af beløbsgrænserne og nedenstående justeringer er administrative hensyn, som skal gøre det enklere at administrere godtgørelsesordningen. Beløbsgrænsen foreslås reguleret efter personskattelovens § 20 og angives i 2010-niveau til 1.432 kr. inkl. moms.

Samtidig foreslås, at det i stk. 9 fastsættes, at det køb, der kvalificerer til momsgodtgørelse, skal fremgå af én regning/faktura betalt i én transaktion. Det fastsættes endvidere, at anmodningen skal underskrives af chefen for den pågældende ambassade, konsulat eller den internationale organisation, eller af en som er bemyndiget af denne til at underskrive anmodninger om momsgodtgørelse. En bemyndiget person kan f.eks. være chefens stedfortræder eller en anden overordnet ved repræsentationen eller den internationale organisation, f.eks. administrationschefen. Dette er en videreførelse af nuværende praksis.

I momslovens § 45, stk. 9, foreslås det endvidere fastsat, at anmodning om momsgodtgørelse opgøres pr. kvartal og indgives senest den 20. i måneden efter det pågældende kvartals udløb. Både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet kan dog vælge at behandle en anmodning om momsgodtgørelse efter fristens udløb, hvis individuelle forhold taler herfor. Denne mulighed er bl.a. tænkt i situationer, hvor en medarbejder er udsendt på mission i f.eks. forsvarsregi, hvor det pga. f.eks. forholdene og infrastrukturen i landet, hvor udsendelsen finder sted, først er praktisk muligt at indsende anmodningen om godtgørelse efter fristens udløb. De almindelige frister efter skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, som omhandler fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, finder tilsvarende anvendelse.

I momslovens § 45 foreslås indsat et nyt stk. 10, hvorefter det bestemmes, at beløbsgrænsen i stk. 9 ikke gælder for leverancer af elektricitet, bygas, naturgas, vand, fyringsolie, fjernvarme, renovation og kloakydelser. Tilsvarende bestemmelse findes i den gældende bekendtgørelse, der ophæves.

I momsloven § 45 indsættes nyt stk. 11, hvorefter det foreslås, at beløbsgrænsen efter forslagets stk. 9 reguleres efter personskattelovens § 20.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.

Til nr. 4

Efter gældende ret kan SKAT foretage eftersyn på posthuse samt hos virksomheder, der modtager pakker m.v. fra udlandet til videreforanstaltning her i landet, jf. momslovens § 76, stk. 3. For at identificere en virksomhed, som overskrider fjernsalgsgrænsen, kan SKAT foretage disse eftersyn samt lave udsøgninger på internettet for at skabe et billede af, i hvilket omfang virksomheder henvender sig til danske forbrugere.

For så vidt angår kontrol af elektronisk leverede ydelser m.v., har SKAT mulighed for at lave ovennævnte udsøgninger på internettet samt undersøge, om en virksomhed er registreret i One-Stop-Shoppen.

I det nye stk. 5 foreslås det, at SKAT, med Skatterådets forudgående tilladelse, kan anmode udbydere af betalingstjenester, om oplysninger vedrørende betalinger, der er sket mellem forbrugere og identificerede virksomheder.

Betalingstjenester skal forstås på samme måde som i bilag 1 til lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. § 1 i samme lov. En betalingstjeneste kan f.eks. være bankoverførsler, mobile betalinger eller betalinger via internettet.

De oplysningspligtige er enhver virksomhed, der er udbyder af betalingstjenester i henhold til betalingstjenestelovens § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015. Virksomheder, som udbyder betalingstjenester, skal have tilladelse fra Finanstilsynet. Det kan f.eks. være pengeinstitutter, såsom banker og sparekasser samt betalingsinstitutter. Betalingsinstitutter er defineret i betalingstjenestelovens § 6, stk. 1, nr. 1, som en juridisk person, der er meddelt tilladelse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester her i landet, i et andet land inden for EU eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Nets og Dibs er eksempelvis betalingsinstitutter.

Det er ikke en forudsætning for udlevering af de relevante oplysninger til SKAT, at udbyderen af betalingstjenesten ejer oplysningerne. Det afgørende er, at udbyderen af betalingstjenesten er i besiddelse af oplysningerne. Betalingsinstitutter kan således ikke afvise at udlevere oplysninger til SKAT med henvisning til, at det eksempelvis er pengeinstitutterne, som ejer oplysningerne. Dette fraviger persondatalovens udgangspunkt om, at en databehandler alene handler efter instruks fra den dataansvarlige, jf. § 42 i persondataloven.

Oplysningerne skal være af væsentlig betydning for momskontrollen. Indgrebet skal ligeledes være proportionelt, hvilket dels betyder, at det skal stå i rimeligt forhold til formålet om at sikre en korrekt momsbetaling, dels at mindre indgribende foranstaltninger, hvorefter samme formål ville kunne opnås, ikke er tilstrækkelige. Såfremt SKAT har mulighed for at indhente de samme oplysninger gennem andre kontrolforanstaltninger, der er hjemlet i momsloven, må disse som udgangspunkt anses for mindre indgribende foranstaltninger. I vurderingen af omfanget og formen af de oplysninger, som SKAT anmoder om, skal hensynet til det skønnede ressourceforbrug hos den oplysningspligtige til opfyldelse af anmodningen inddrages.

SKAT skal i sin henvendelse til Skatterådet beskrive formålet med kontrollen, hvem den eller de oplysningspligtige er, samt begrunde anmodningen om oplysninger. Af begrundelsen skal det fremgå, hvorfor indgrebet er væsentligt, herunder nødvendigheden og forholdsmæssigheden af indgrebet.

Det foreslås, at de oplysninger, som SKAT kan anmode om, kun kan anvendes til kontrol af varer, der sælges i fjernsalg, samt elektronisk leverede ydelser til forbrugere. Fjernsalg er defineret i momslovens § 14, nr. 2. Der er tale om salg af varer fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret efter momslovens §§ 47, 49-50 a eller 51 eller 51 a. Momslovens § 21 c, stk. 3, indeholder følgende eksempler på elektronisk leverede ydelser: Levering og hosting af websteder, fjernvedligeholdelse af software og hardware, levering og ajourføring af software, levering af billeder, tekster og information og tilrådighedsstillelse af databaser samt levering af musik, film og spil, herunder hasardspil og andre spil om penge, samt politiske, kulturelle, kunstneriske, sportslige, videnskabelige eller uddannelsesmæssige udsendelser eller begivenheder.

Virksomheder, der har fjernsalg eller som sælger elektroniske ydelser til ikkeafgiftspligtige personer, er omfattet af kontrollen. Dette omfatter udenlandske virksomheder, herunder personligt drevne virksomheder. Danske virksomheder kontrolleres efter de mindre indgribende kontrolforanstaltninger i de gældende regler i skatte- og afgiftslovgivningen.

De relevante oplysninger for kontrollen er det samlede beløb, som en virksomhed har modtaget fra danske forbrugere. Forbrugerens identitet samt betalingsmetoden er irrelevant i denne sammenhæng. Det foreslås derfor i det nye stk. 6, at de oplysninger, som betalingsudbydere oversender til SKAT, skal være anonymiseret for oplysninger, der vedrører køberen af de omfattede varer og ydelser. Herved sikres det, at der, i overensstemmelse med persondatalovens almindelige bestemmelser, kun overføres oplysninger til SKAT, som er nødvendige for kontrollen.

Til nr. 5

I henhold til momslovens § 75, stk. 7 kan SKAT give den oplysningspligtige påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger. Den oplysningspligtige kan pålægges daglige bøder efter momslovens § 77 på mindst 1.000 kr. indtil påbuddet efterleves.

Det foreslås, at både momslovens § 75, stk. 7 og § 77 kommer til at omfatte den foreslåede § 75, stk. 5. Det er nødvendigt at have denne sanktionsmulighed for at sikre kontrolbestemmelsens effekt.

Et påbud skal henvise til den eller de relevante regler og anvise, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger, som den oplysningspligtige skal gennemføre for at overholde reglerne. SKAT skal meddele påbuddet skriftligt, og det skal fremgå af den skriftlige meddelelse, at hvis den oplysningspligtige ikke efterlever påbuddet inden for en nærmere fastsat frist, kan SKAT pålægge den oplysningspligtige daglige bøder, indtil påbuddet efterleves.

Til nr. 6 og 7

De foreslåede ændringer er konsekvensændringer som følge af indsættelsen af et nyt stykke i § 75, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til § 2

Til nr. 1

Det foreslås, at der i titlen til lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. tilføjes en populærtitel i parentes, således at lovens titel fremover vil være lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. (motoransvarsforsikringsafgiftsloven).

Til nr. 2

Det foreslås, at den hidtidige sprogbrug "afgiften svares" erstattes med det mere nutidige udtryk "afgiften betales".

Til nr. 3

Den gældende § 2 i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. indeholder to stykker. Af stk. 1 fremgår det, at forsikringsselskaberne, der tegner de i § 1 nævnte ansvarsforsikringer, skal betale afgiften, og at udenlandske forsikringsselskaber, der ikke er etableret i landet, over for told- og skatteforvaltningen skal udpege en herboende repræsentant. Af stk. 2 fremgår det, at både selskaberne og de førnævnte repræsentanter er registreringspligtige.

Det foreslås, at § 2 nyaffattes, og at bestemmelsen opdeles på seks stykker, herunder fire nye stykker.

Det foreslås, at der fortages en generel sproglig opdatering af de hidtidige henvisninger til "forsikringsselskaber" eller "selskaber", således at termonologien ikke er begrænset til virksomheder drevet i selskabsform, men svarer til den anvendte terminologi i lov om afgift af skadesforsikringer. Udøvelse af forsikringsvirksomhed i Danmark, jf. lov om finansiel virksomhed, skal dog drives i aktieselskabsform.

Det foreslås, at den hidtidige definition i stk. 1, 3. pkt., opdateres tilsvarende, således at definitionen omhandler "forsikringsvirksomheder".

I det nyaffattede stk. 3 foreslås det, at kravet om en herboende repræsentant opretholdes for de afgiftspligtige selskaber, der er etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU. Det vil sige, at der i sådanne tilfælde skal ske registrering ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der er etableret her i landet.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at forsikringsvirksomheder fra andre EU-lande, fra et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller fra et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, ikke længere er pålagt at udpege en herboende repræsentant. Forslaget sikrer dog, at hvis forsikringsvirksomheden ønsker at udpege og få registreret en sådan repræsentant, er der fortsat mulighed for dette. Disse forsikringsvirksomheder kan således frivilligt lade sig registrere hos SKAT ved en herboende repræsentant, men uden at der stilles krav herom. Muligheden for frivilligt at kunne lade sig registrere ved en herboende repræsentant kan være en administrativ fordel for visse virksomheder.

Forskellene i reglerne skal ses i sammenhæng med, at det følger af EU's inddrivelsesdirektiv, at Danmark kan få bistand fra andre EU-lande til at inddrive skatter og afgifter, herunder den omhandlende afgift. Dermed vil en skat eller en afgift kunne inddrives hos virksomheden, hvis denne er etableret i et EU-land. Reglerne i medfør af den nordiske bistandsaftale sidestilles med de gældende regler i EU's inddrivelsesdirektiv.

Det foreslås, at definitionen af forsikringsvirksomheder i stk. 1, 3. pkt., suppleres af en definition på en herboende repræsentant. En herboende repræsentant, jf. stk. 4, er en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet, som de afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1, lader sig repræsentere af. Sidstnævnte personer og virksomheder betegnes i det følgende som repræsentanterne.

Det foreslås, at det hidtidige krav om, at selskaberne har pligt til at lade sig registrere hos SKAT, opretholdes i stk. 6. Dog foreslås det, at henvisningen til selskaber erstattes af forsikringsvirksomheder, og tillige udvides med forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, i det omfang de ikke er omfattet af kravet om at lade sig repræsentere af en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og i det omfang de ikke frivilligt lader sig repræsentere af en herboende repræsentant, jf. stk. 5. Kravet om anmeldelsespligt for repræsentanterne opretholdes på tilsvarende vis. Det vil sige, at hvis forsikringsvirksomhederne skal lade sig repræsentere, jf. stk. 3, eller vælger at lade sig repræsentere, jf. stk. 5, skal repræsentanterne anmelde sig til registrering hos SKAT.

Til nr. 4-10

I den gældende lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. er der generelt henvist til forsikringsselskaber og selskaber.

De foreslåede ændringer følger af den generelle sproglige opdatering, hvorefter det bredere begreb "forsikringsvirksomheder" konsekvent anvendes i stedet for forsikringsselskaber eller selskaber gennem hele loven.

Til nr. 11

Af den gældende § 2, stk. 2, fremgår det, at selskaberne og repræsentanterne skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, der udsteder et bevis for registreringen. Hvis denne registreringspligt overtrædes forsætligt eller groft uagtsomt, kan dette straffes med bøde, jf. § 10, stk. 1, litra b.

Den foreslåede ændring følger af, at anmeldelsespligten for forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne foreslås flyttet til et nyt stk. 6.

Til § 3

Til nr. 1

Det foreslås, at der i titlen til lov om afgift af lystfartøjsforsikringer tilføjes en populærtitel i parentes, således at lovens navn fremover vil være "lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lystfartøjsforsikringsafgiftsloven)".

Til nr. 2

Det foreslås, at den hidtidige sprogbrug "afgiften svares" erstattes med det mere nutidige udtryk "afgiften betales".

Til nr. 3

Det foreslås, at bemyndigelsen til skatteministeren om fastsættelse af regler for afgiftsfrihed for lystfartøjsforsikringer, som tilhører fremmede staters herværende diplomatiske udsendinge m.fl., som i dag er uudnyttet, ophæves.

Det bemærkes, at bestemmelsen efter Grundlovens § 43 alene vil kunne finde anvendelse, hvis Danmark har påtaget sig en folkeretlig forpligtelse til at undtage de personer, som nævnt i § 2, stk. 2, i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, fra afgiftspligt.

Til nr. 4

Den gældende § 3 i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer indeholder tre stykker. Af stk. 1 fremgår det, at forsikringsselskaberne, der tegner de i § 1 nævnte forsikringer, skal betale afgiften, og at udenlandske forsikringsselskaber, der ikke er etableret i landet, over for told- og skatteforvaltningen skal udpege en herboende repræsentant. Af stk. 2 fremgår det, at både selskaberne og de førnævnte repræsentanter er registreringspligtige. Af stk. 3 fremgår det, at skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter der skal svares afgift af den, der uden for De Europæiske Fællesskabers område forsikrer et her i landet hjemmehørende lystfartøj.

Det foreslås, at § 3 nyaffattes, og at bestemmelsen opdeles på otte stykker, herunder fem nye stykker.

Det foreslås, at der fortages en generel sproglig opdatering af de hidtidige henvisninger til "forsikringsselskaber" eller "selskaber", således at termonologien ikke er begrænset til virksomheder drevet i selskabsform, men svarer til den anvendte terminologi i lov om afgift af skadesforsikringer. Udøvelse af forsikringsvirksomhed i Danmark, jf. lov om finansiel virksomhed, skal dog drives i aktieselskabsform.

Det foreslås, at den hidtidige definition i stk. 1, 3. pkt., opdateres tilsvarende, således at definitionen omhandler "forsikringsvirksomheder".

I det nyaffattede stk. 3 foreslås det, at kravet om en herboende repræsentant opretholdes for de afgiftspligtige selskaber, der er etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU. Det vil sige, at der i sådanne tilfælde skal ske registrering ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der er etableret her i landet.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at forsikringsvirksomheder fra andre EU-lande, fra et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller fra et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, ikke længere er pålagt at udpege en herboende repræsentant. Forslaget sikrer dog, at hvis forsikringsvirksomheden ønsker at udpege og få registreret en sådan repræsentant, er der fortsat mulighed for dette. Disse forsikringsvirksomheder kan således frivilligt lade sig registrere hos SKAT ved en herboende repræsentant, men uden at der stilles krav herom. Muligheden for frivilligt at kunne lade sig registrere ved en herboende repræsentant kan være en administrativ fordel for visse virksomheder.

Forskellene i reglerne skal ses i sammenhæng med, at det følger af EU's inddrivelsesdirektiv, at Danmark kan få bistand fra andre EU-lande til at inddrive skatter og afgifter, herunder den omhandlede afgift. Dermed vil en skat eller en afgift kunne inddrives hos virksomheden, hvis denne er etableret i et EU-land. Reglerne i medfør af den nordiske bistandsaftale sidestilles med de gældende regler i EU's inddrivelsesdirektiv.

Det foreslås, at definitionen af forsikringsvirksomheder i stk. 1, 3. pkt., suppleres af en definition på en herboende repræsentant. En herboende repræsentant, jf. stk. 4, er en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet, som de afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 lader sig repræsentere af. Sidstnævnte personer og virksomheder betegnes i det følgende som repræsentanterne.

Det foreslås, at det hidtidige krav om, at selskaberne har pligt til at lade sig registrere hos SKAT, opretholdes i det nye stk. 6. Dog foreslås det, at henvisningen til selskaber erstattes af forsikringsvirksomheder, og tillige udvides med forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, i det omfang de ikke er omfattet af kravet om at lade sig repræsentere af en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og i det omfang de ikke frivilligt lader sig repræsentere af en herboende repræsentant, jf. stk. 5. Kravet om anmeldelsespligt for repræsentanterne opretholdes på tilsvarende vis. Det vil sige, at hvis forsikringsvirksomhederne skal lade sig repræsentere, jf. stk. 2, eller vælger at lade sig repræsentere, jf. stk. 5, skal repræsentanterne anmelde sig til registrering hos SKAT.

I forbindelse med Skatteministeriets opdatering af bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet, som har hjemmel i § 3, stk. 3, i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, er ministeriet blevet opmærksom på, at bemyndigelsen i stk. 3, som har været uændret siden afgiftens indførelse i 1976, strider mod Grundlovens § 43 om, at "ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov". Det fremgår således bl.a. af bemærkningerne til lovforslaget fra 1976, at "[b]estemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for at pålægge bådejere at svare afgift i tilfælde, hvor forsikringen tegnes i udlandet".

Det foreslås, at den hidtidige bemyndigelse i stk. 3 ophæves, og at angivelses- og indbetalingspligterne fra bekendtgørelsen i stedet skrives ind i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, jf. nedenfor.

Til nr. 5

I bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet er det i dag reguleret, hvordan afgift af forsikringer for lystfartøjer, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, angives, betales m.v. Det er forsikringstageren selv, der har pligt til at angive m.v., beregne og indbetale afgiften.

Det foreslås, at angivelses- og indbetalingspligterne skrives ind i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven ved at indsætte henvisning til forsikringstageren i § 3, stk. 8, og ved at indsætte de hidtidige krav fra bekendtgørelsen i § 7. Forsikringstagere, der tegner forsikringer hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EU og EØS, pålægges således fremover i loven at meddele SKAT om forsikringens art og omfang, forsikringssummen og præmiens størrelse samt forsikringsvirksomhedens navn og hjemsted, jf. stk. 1. Endvidere pålægges forsikringstagere fremover i loven at angive til SKAT størrelsen af forsikringssummen og afgiften heraf efter udgangen af den måned, hvori præmien forfalder til betaling, og senest den 15. i den følgende måned, jf. stk. 2. Agenter eller lignende, der medvirker til formidling eller vejledning af ejere i forbindelse med tegning af forsikringer i lande uden for EU og EØS, herunder forhandlere af lystfartøjer, der formidler eller medvirker ved forsikringstegning, pålægges fremover i loven at meddele SKAT efter udløbet af hvert kalenderår og senest 15. januar om de forsikringer, der er tegnet i det forløbne år, med oplysning om forsikringstagernes navne og adresser, jf. stk. 3.

En efterfølgende ændring af reguleringen vil herefter skulle ske ved en lovændring og vil ikke længere kunne ske ved en bekendtgørelsesændring.

§ 7 har tidligere indeholdt bestemmelser om betalingsfrister og gebyr samt rente ved for sen indbetaling, men blev ved lov nr. 165 af 15. marts 2000 ophævet og overflyttet til opkrævningslovens §§ 6 og 7.

Til nr. 6-8

I den gældende lov om afgift af lystfartøjsforsikringer er der generelt henvist til forsikringsselskaber og selskaber.

De foreslående ændringer følger af den generelle sproglige opdatering, hvorefter det bredere begreb "forsikringsvirksomheder" konsekvent anvendes i stedet for forsikringsselskaber eller selskaber gennem hele loven.

Til nr. 9

I bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet er det i dag reguleret, hvordan afgift af forsikringer for lystfartøjer, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, angives, betales m.v. Det er forsikringstageren selv, der har pligt til at angive m.v., beregne og indbetale afgiften.

Det foreslås, at angivelses- og indberetningspligterne, jf. den gældende bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994, skrives ind i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven ved at indsætte henvisning til forsikringstageren i § 3, stk. 8, og ved at indsætte de hidtidige krav fra bekendtgørelsen i § 7, jf. ovenfor.

Til nr. 10

I den gældende lov om afgift af lystfartøjsforsikringer er der generelt henvist til forsikringsselskaber og selskaber.

De foreslåede ændringer følger af den generelle sproglige opdatering, hvorefter det bredere begreb "forsikringsvirksomheder" konsekvent anvendes i stedet for forsikringsselskaber eller selskaber gennem hele loven.

Til nr. 11 og 12

Af den gældende § 10, stk. 1, fremgår det, at såfremt et selskab eller en repræsentant har afgivet urigtige oplysninger med for lidt betalt afgift til følge, vil dette medføre, at det skyldige beløb afkræves til betaling senest 14 dage efter påkrav.

De foreslåede ændringer følger af den generelle sproglige opdatering, hvorefter det bredere begreb "forsikringsvirksomheder" konsekvent anvendes gennem hele loven, og er endvidere en følge af, at angivelses- og indbetalingspligterne i bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet foreslås skrevet ind i loven. Angivelses- og indbetalingspligterne i forhold til forsikringstagere m.v. i medfør af § 7 foreslås således omfattet af bestemmelserne om afgivelse af urigtige oplysninger i medfør af § 10, stk. 1, hvilket svarer til den gældende bekendtgørelse.

Til nr. 13

De foreslåede ændringer følger af den generelle sproglige opdatering, hvorefter det bredere begreb "forsikringsvirksomheder" konsekvent anvendes i stedet for forsikringsselskaber eller selskaber gennem hele loven.

Til nr. 14

Af den gældende § 11, stk. 1, litra b, fremgår det bl.a., at hvis registreringspligten for forsikringsvirksomheder og repræsentanter forsætligt eller groft uagtsomt overtrædes, jf. den gældende § 3, stk. 2, kan dette straffes med bøde.

De foreslåede ændringer følger af, at anmeldelsespligten for forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne foreslås flyttet til et nyt stk. 6, samt at angivelses- og indbetalingspligterne i bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet foreslås skrevet ind i loven. Angivelses- og indbetalingspligterne i forhold til forsikringstagere m.v. i medfør af § 7 foreslås således omfattet af bestemmelserne om bødestraf i medfør af § 11, stk. 1, litra b, hvilket svarer til den gældende bekendtgørelse.

Til § 4

Til nr. 1

Det følger af § 15, stk. 1, i lov om registrering af køretøjer, at SKAT kan autorisere en virksomhed til at registrere i Køretøjsregisteret, herunder til at udlevere nummerplader og modtage nummerplader retur.

Af § 15, stk. 2, fremgår det herefter, at virksomheder kun kan autoriseres, hvis de opfylder følgende betingelser:

1) Virksomheden skal have fast forretningssted her i landet

2) Virksomheden skal erhvervsmæssigt handle med eller lease køretøjer af den type, der skal registreres, før de tages i brug

3) Virksomheden må ikke have gæld til staten

4) Virksomheden må ikke være under rekonstruktion, konkurs eller likvidation.

SKAT har fortolket reglerne således, at virksomheder, som reparerer, men ikke samtidig sælger, køretøjer, også kan autoriseres til at registrere i Køretøjsregisteret. Baggrunden herfor er, at det er vurderet hensigtsmæssigt, at disse reparatører på egen hånd har mulighed for at registrere såkaldte synsfri sammenkoblinger, dvs. en teknisk ændring af et køretøj, i form af montering af en trækkrog eller lignende.

Det foreslås, at § 15, stk. 2, nr. 2, udvides, så bestemmelsen fremover er i overensstemmelse med SKATs fortolkning i relation til at autorisere reparatører til at registrere i Køretøjsregisteret.

Til nr. 2

Det følger af § 15, stk. 8, i lov om registrering af køretøjer, at SKAT kan autorisere følgende myndigheder og virksomheder til at registrere i Køretøjsregisteret i det angivne omfang:

1) Politiet til at registrere egne køretøjer i Køretøjsregisteret.

2) Politiet, forsikringsselskaber og virksomheder, der er godkendt til at foretage miljørigtig skrotning af køretøjer, til at afmelde køretøjer, der er registreret i Køretøjsregisteret.

Forsikringsvirksomheder kan således, jf. § 15, stk. 8, nr. 2, autoriseres til at afmelde køretøjer i Køretøjsregisteret. En afmelding af et totalskadet køretøj medfører samtidig, at forsikringsvirksomheden indsætter en såkaldt totalskadeblokering i Køretøjsregisteret, som medfører, at bilen ikke kan indregistreres på ny, uden at der betales ny registreringsafgift.

Udover ovenstående har SKAT også givet forsikringsvirksomheder mulighed for at registrere en såkaldt skadeblokering.

En skadeblokering indsættes i de tilfælde, hvor et køretøj bliver skadet, men ikke i et sådant omfang, at det anses for totalskadet, og hvor køretøjet dermed kan repareres eller genopbygges uden fornyet betaling af registreringsafgift. Registreringsattesten for det pågældende køretøj afleveres i forbindelse med skadeblokeringen til forsikringsselskabet, jf. § 22, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 879 af 1. juli 2013 om registreringsafgift. Processen sikrer, at køretøjet ikke ejerskiftes i den periode, hvor det repareres eller genopbygges. Når forsikringsvirksomheden har kontrolleret den foretagne reparation eller genopbygning, fjernes skadeblokeringen fra Køretøjsregisteret, og registreringsattesten udleveres igen.

Det foreslås, at § 15, stk. 8, udvides, så bestemmelsen fremover indeholder hjemmel til forsikringsvirksomheders registrering af skadeblokeringer.

Til nr. 3

I henhold til § 17, stk. 1, i lov om registrering af køretøjer har enhver adgang til oplysninger om et køretøjs tekniske forhold, synsforhold og forsikringsforhold. Dette er begrundet i, at det er i samfundets interesse, at der er gennemsigtighed om de køretøjer, man møder på vejene eller selv bruger.

Der udleveres ikke oplysninger om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger eller om skattemæssige forhold, jf. bestemmelsens 3. pkt. Af bestemmelsens 4. pkt. fremgår det, at SKAT afgør, om en oplysning skal udleveres.

Det foreslås, at bestemmelsen præciseres, således at det fremover i 3. pkt. tydeliggøres, at SKATs hjemmel til at træffe afgørelse om, hvorvidt en oplysning skal udleveres, alene er gældende for så vidt angår bestemmelsens 1. og 2. pkt., dvs. oplysninger om et køretøjs tekniske forhold, synsforhold og forsikringsforhold.

Det foreslås endvidere, at det i 4. pkt. tydeliggøres, at der ikke udleveres oplysninger om et køretøjs skattemæssige forhold, samt at oplysninger om identiteten af et køretøjs nuværende eller forhenværende ejer eller bruger alene udleveres med hjemmel i henholdsvis § 17, stk. 2, dvs. efter reglerne om terminaladgang til Køretøjsregistret, eller § 17, stk. 3, dvs. efter reglerne om udlevering af oplysninger til udenlandske myndigheder efter anmodning.

Der er således ikke tiltænkt ændringer i retstilstanden for så vidt angår § 17, stk. 1.

Til nr. 4

Skatteministeren er i § 17, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer bemyndiget til at fastsætte regler om adgang til oplysninger, der er registreret i Køretøjsregisteret.

Af forarbejderne til § 17, jf. lovforslag nr. L 144 af 25. januar 2006, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 4298, og L 24 af 8. oktober 2008, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 593, må det udledes, at bestemmelsen åbner mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte regler om, at forsikringsvirksomheder og autoriserede nummerpladeoperatører kan opnå terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret. Regler herfor er fastsat i §§ 104 og 105 i bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen).

Til forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører kan der gives terminaladgang til oplysninger om navn og adresse på nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet. Forsikringsvirksomheder har adgang til cpr-nummer i de tilfælde, hvor den registrerede har givet tilladelse hertil. SKAT er endvidere i §§ 104 og 105 i registreringsbekendtgørelsen bemyndiget til at give forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører adgang til historiske oplysninger. Denne adgang er dog i praksis alene givet til forsikringsvirksomheder.

Ud over adgangen for nummerpladeoperatører og forsikringsvirksomheder modtager SKAT løbende henvendelser fra virksomheder og offentlige myndigheder, som ønsker at indgå en aftale om terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret. Der er fortrinsvis tale om henvendelser fra advokat- og inkassovirksomheder, parkeringsvirksomheder og kommuner.

Til kommuner og andre offentlige myndigheder gives terminaladgang til oplysninger om navn, adresse, cpr- eller cvr-nummer på nuværende eller forhenværende ejer og/eller bruger på baggrund af reglerne i forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2, og persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6.

Til private virksomheder gives terminaladgang til oplysninger om navn og adresse på nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet på baggrund af reglerne i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7. Oplysningerne videregives ikke, hvis den registrerede har navnebeskyttelse.

Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, finder alene anvendelse for så vidt angår udlevering af personoplysninger. På baggrund af SKATs fortolkning af reglerne i forbindelse med overtagelse af administration af Køretøjsregisteret fra Rigspolitiet i 2008, har SKAT endvidere givet terminaladgang til Køretøjsregisteret for så vidt angår selskabsoplysninger.

Det er SKATs vurdering, at der sker ca. 100.000 opslag i Køretøjsregisteret via private virksomheders terminaladgang hver måned.

Med forslaget skabes der en udtrykkelig hjemmel i § 17, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer til SKATs indgåelse af aftaler om terminaladgang til Køretøjsregisteret med offentlige myndigheder og private virksomheder vedrørende oplysninger om ejer- og brugerforhold. Hjemlen omfatter både udlevering af oplysninger om private og juridiske personer.

Udlevering af oplysninger til offentlige myndigheder sker som hidtil inden for rammerne af forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2, og persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6. På dette punkt udgør forslaget således ikke en fravigelse af de gældende regler, men alene en præcisering af rammerne for aftaler om terminaladgang.

Udlevering af oplysninger til private virksomheder vil for så vidt angår oplysninger om privatpersoner som hidtil ske indenfor rammerne af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7. På dette punkt udgør forslaget således ikke en fravigelse af de gældende regler, men alene en præcisering af rammerne for aftaler om terminaladgang.

Udlevering af oplysninger til private virksomheder om juridiske personer er ikke omfattet af persondataloven. Dermed udgør forslaget på dette punkt en fravigelse af SKATs særlige tavshedspligt, der som hovedregel medfører en ubetinget tavshedspligt over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold.

Efter forslaget kan offentlige myndigheder og følgende virksomhedstyper herefter opnå terminaladgang til Køretøjsregisteret vedrørende oplysninger om ejer- og brugerforhold:

1) Forsikringsvirksomheder, der forsikrer køretøjer.

2) Autoriserede nummerpladeoperatører.

3) Parkeringsvirksomheder.

4) Advokater og inkassovirksomheder.

5) Genbrugspladser.

6) Redningstjenester.

7) Finansieringsvirksomheder.

Forsikringsvirksomheder og autoriserede nummerpladeoperatører er som nævnt de eneste typer af virksomheder, der efter de gældende regler i lov om registrering af køretøjer har hjemmel til at opnå adgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret. Denne adgang bibeholdes uændret. Nedenfor redegøres der herefter for, hvorfor det er fundet velbegrundet, at offentlige myndigheder og de øvrige ovenstående virksomhedstyper, som i dag har mulighed for at opnå terminaladgang til Køretøjsregisteret på baggrund af reglerne i persondataloven og forvaltningsloven, fortsat skal have denne mulighed.

Offentlige myndigheder, fortrinsvis kommuner, anvender terminaladgang til som led i almindelig myndighedsudøvelse, dvs. udstedelse af forvaltningsakter, herunder afgørelser om sociale ydelser m.v. Terminaladgang gives på baggrund af reglerne i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, og forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2. Adgang gives til oplysninger om navn og adresse på nuværende og forhenværende ejere og/eller brugere af køretøjet, samt til oplysninger om cpr- eller cvr-nummer.

Parkeringsvirksomheder er den virksomhedstype, som anvender terminaladgang mest. Terminaladgangen anvendes, når parkeringsvirksomheden skal kæde nummerpladeoplysninger sammen med et navn og en adresse, hvortil kravet om betaling af en parkeringsafgift kan rettes. En løsning, som indebærer en manuel forespørgsel hos de relevante myndigheder, hver gang en parkeringsafgift skal sendes ud, vil udgøre en væsentlig merbelastning for både myndigheder og for virksomhederne selv i forhold til løsningen med terminaladgang. Adgang gives til oplysninger om navn og adresse på nuværende ejer og/eller bruger af køretøjet, men ikke til oplysninger om cpr- eller cvr-nummer.

I det tilfælde, hvor der er tale om en kommunal parkeringsordning, og denne ikke er udliciteret til en privat parkeringsvirksomhed, vil kommunen have terminaladgang på det retsgrundlag, som er gældende for kommunale myndigheder. Denne adgang berøres ikke af forslaget.

Advokater og inkassovirksomheder anvender terminaladgangen, når de skal kontrollere, om en skyldner ejer køretøjer, hvori der kan gøres udlæg. Endvidere vil advokater, f.eks. som repræsentanter for værksteder m.v., have et behov for terminaladgang i de tilfælde, hvor det skal afgøres, over for hvem et retskrav skal rettes. Virksomhederne vil typisk have et jævnligt behov for at søge de pågældende oplysninger, og en løsning, som indebærer en manuel forespørgsel hos de relevante myndigheder, hver gang et behov for oplysninger opstår, vil udgøre en merbelastning for de berørte myndigheder og ikke mindst for virksomhederne selv i forhold til løsningen med terminaladgang. Adgang gives alene til oplysninger om navn og adresse på den nuværende ejer og/eller bruger.

Genbrugspladser aflæser bilernes nummerplader, når de kører ind på en genbrugsplads. Terminaladgang til oplysninger om navn og adresse bruges på den måde til at udskille erhverv (som skal betale) fra private (som ikke skal betale). I det tilfælde, at der ikke kan ske elektronisk aflæsning af nummerplader og sammenkædning af ejeroplysninger, ville det alt andet lige medføre, at hvert enkelt køretøj ville skulle stoppes og registreres, inden der kunne gives adgang til genbrugspladsen. Endvidere skulle erhvervskøretøjer medbringe dokumentation for, at de havde tilladelse til at aflæsse affald på den pågældende genbrugsplads. Dette ville dels være en administrativ byrde for de enkelte genbrugspladser, dels til gene for brugerne af genbrugspladsen. Af hensyn til kontrollen af, hvorvidt det enkelte erhvervskøretøj har tilladelse til at benytte genbrugspladsen, vurderes det fremadrettet hensigtsmæssigt, at der i disse tilfælde ligeledes er adgang til oplysninger om cvr-nummer. Dette er en udvidelse i forhold til gældende ret og SKATs nuværende praksis. Privates cpr-nummer udleveres ikke, ligesom der ikke er adgang til historiske oplysninger om forhenværende ejer og bruger af køretøjet.

Den renovationsopgave, som sker på en genbrugsplads, er i udgangspunktet af kommunal karakter, men kan dog være udskilt fra kommunen, enten i et kommunalt interessentselskab eller i et rent kommercielt aktieselskab. Aktiviteterne er nogenlunde de samme, uanset organiseringsform. Kommunale genbrugspladser, hvor opgaven ikke er udskilt, vil således have terminaladgang på det retsgrundlag, som er gældende for kommunale myndigheder.

Redningstjenester anvender terminaladgang til at kæde nummerpladeoplysninger sammen med et navn og en adresse - eksempelvis i det tilfælde, hvor en forulykket bil skal fjernes. Redningstjenester varetager en vigtig samfundsopgave, og det vurderes derfor nødvendigt, at disse virksomheder på en hurtig og nem måde kan opnå informationer om, hvor en bil kan leveres tilbage til, eller hvem der skal underrettes, når en bil fjernes. Adgang gives alene til oplysninger om navn og adresse på den nuværende ejer og/eller bruger.

Finansieringsvirksomheder anvender terminaladgang til at kontrollere, om en låntager har foretaget uberettigede dispositioner over det køretøj, som virksomheden finansierer. SKAT skal i overensstemmelse med gældende praksis i aftaler om terminaladgang med finansieringsvirksomheder betinge sig, at der alene søges oplysninger om ejer- og brugerforhold i Køretøjsregisteret, når den enkelte låntager har givet samtykke hertil. Baggrunden herfor er, at långivers kontrol af en låntager er af så privatretlig karakter, at det kræver en konkret aftale mellem parterne herom. Adgang gives alene til oplysninger om navn og adresse på den nuværende ejer og/eller bruger. Under betegnelsen finansieringsvirksomheder hører ligeledes banker, som yder billån.

Registreringsbekendtgørelsen vil på baggrund af forslaget blive ændret, så det heraf fremgår, hvilke typer af oplysninger offentlige myndigheder og de enkelte virksomhedstyper har adgang til, herunder om hvert enkelt opslag i Køretøjsregisteret for nogle virksomhedstypers vedkommende skal være betinget af, at den enkelte registrerede har givet samtykke hertil. Der vil i enkelte tilfælde, hvor der er tungtvejende grunde, der taler herfor, og hvor det i øvrigt vurderes relevant og nødvendigt, kunne gives terminaladgang til historiske oplysninger til de enkelte virksomhedstyper, dvs. oplysninger om forhenværende ejere og brugere. Offentlige myndigheder og forsikringsvirksomheder har efter de gældende regler adgang til historiske oplysninger. Offentlige myndigheders adgang til historiske oplysninger er begrundet i varetagelsen af den almindelige myndighedsudøvelse. Forsikringsselskabers adgang til historiske oplysninger begrundes hovedsagligt i behovet for at søge informationer om skader på afmeldte køretøjer, skader forvoldt af uforsikrede køretøjer, samt generelt at kunne søge de fornødne oplysninger om et køretøj på et givent skadestidspunkt.

Den historiske adgang for offentlige myndigheder og forsikringsselskaber foreslås på denne baggrund bibeholdt uændret. Det vurderes på nuværende tidspunkt ikke, at andre virksomhedstyper opfylder betingelserne for at få adgang til historiske oplysninger.

Når der indgås en aftale med SKAT om terminaladgang, underskriver parterne en tilslutningsaftale. Tilslutningsaftalen regulerer blandt andet, i hvilket omfang terminaladgang må anvendes, regler for videregivelse, tavshedspligt, kontrol og konsekvenser for aftaleforholdet i tilfælde af misligholdelse. Efter forslaget vil tilslutningsaftalen blive begrænset til en periode på fem år, hvorefter behovet for terminaladgang vil skulle revurderes ud fra ovenstående kriterier.

Hvert opslag i Køretøjsregisteret logges, og SKAT kan med rimelig grund, f.eks. ved mistanke om misbrug, uden varsel, bringe aftalen om adgang til Køretøjsregisteret til ophør, hvis der opstår mistanke om misbrug. Misbrug af terminaladgang kan endvidere udløse bødestraf, jf. § 20, stk. 2, i lov om registrering af køretøjer og § 117 i registreringsbekendtgørelsen.

Til nr. 5

SKAT modtager løbende anmodninger fra udenlandske myndigheder, eksempelvis politimyndigheder eller trafikmyndigheder, der har brug for oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger til brug for behandlingen af en konkret sag. Oplysningerne bruges eksempelvis til opkrævning af bøder/afgifter som følge af færdselsforseelser begået i det pågældende land.

Der findes ikke en særlig hjemmel i lov om registrering af køretøjer, hvorefter SKAT kan videregive oplysninger fra Køretøjsregisteret til udenlandske myndigheder. SKAT videregiver, som dataansvarlig for registeret, oplysninger om identiteten af et køretøjs ejer og/eller bruger til udenlandske myndigheder, der anmoder herom, efter de almindelige regler om videregivelse af oplysninger om fysiske personer i persondataloven og efter principperne om videregivelse af oplysninger om juridiske personer i forvaltningsloven.

Det foreslås i § 17, stk. 3, at der skabes hjemmel til, at SKAT kan videregive oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger til udenlandske myndigheder efter anmodning.

Efter forslaget får SKAT adgang til efter en konkret vurdering at videregive oplysninger om et køretøjs nuværende og forhenværende ejer og/eller bruger fra Køretøjsregisteret til en udenlandsk myndighed, når det må antages, at oplysningen vil være nødvendig eller af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe, og når der foreligger en anmodning fra den pågældende myndighed. Hvis SKAT i særlige tilfælde kommer i tvivl, om det vil være berettiget at videregive bestemte oplysninger, eller kommer i tvivl om, hvilke af flere oplysninger den rekvirerende myndighed har brug for, må SKAT kontakte den rekvirerende myndighed for at få tilvejebragt et grundlag for at afgøre, om oplysningerne kan videregives.

Der kan efter forslaget alene videregives oplysninger om navn og adresse og alene til brug for behandlingen af en konkret sag.

Ved eventuel videregivelse af oplysninger til myndigheder uden for EU, skal persondatalovens bestemmelser om overførsel af oplysninger til tredjelande endvidere overholdes. Det følger af persondatalovens § 27, stk. 1, at der som udgangspunkt kun må overføres oplysninger til et tredjeland, hvis dette kan sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. En række tredjelande er af Kommissionen vurderet som sikre tredjelande, dvs. lande, der generelt enten via lovgivning eller via andre foranstaltninger sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Listen over sikre tredjelande er tilgængelig på Datatilsynets hjemmeside.

Til § 5

Til nr. 1

Ved lov nr. 433 af 16. maj 2012 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, ligningsloven, personskatteloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om boligopsparing (Enklere beskatning af udlodninger fra investeringsforeninger og udvidet adgang til udnyttelse af tab ved fraflytterbeskatning m.v.) blev ligningslovens § 16 A, stk. 5, ophævet, hvorefter stk. 6 blev stk. 5, jf. § 8, nr. 6.

Ved en fejl blev der ikke foretaget en konsekvensændring af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2, der indeholder en henvisning til ligningslovens § 16 A, stk. 6, således at henvisningen blev ændret til § 16 A, stk. 5.

Med forslaget rettes henvisningen i arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2, til ligningslovens § 16 A, stk. 5.

Til § 6

Til nr. 1

Ved lov nr. 516 af 6. juni 2007 om ændring af forsikringsaftaleloven og forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven m.v.) blev der i boafgiftslovens § 3, stk. 1, efter litra b indsat et nyt litra c. § 3, stk. 1, litra c-f, blev herefter § 3, stk. 1, litra d-g, jf. § 6, nr. 2, i den nævnte ændringslov.

Ved en fejl blev der ikke foretaget en konsekvensændring af boafgiftslovens § 3, stk. 2, der indeholder en henvisning til § 3, stk. 1, litra f, således at henvisningen blev ændret til § 3, stk. 1, litra g.

Med forslaget rettes henvisningen i boafgiftslovens § 3, stk. 2, til stk. 1, litra g.

Til § 7

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring.

Det er i ligningslovens § 7, nr. 9, fastsat, at bl.a. ydelser efter § 28 a, stk. 4, i integrationsloven og andre ydelser efter integrationsloven, i det omfang disse ydelser beregnes på grundlag af hjælp ydet efter integrationslovens § 28 a, stk. 4, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ved lov nr. 1364 af 28. december 2011 om ophævelse af starthjælpen, loft over kontanthjælpen, 500-kroners-nedsættelsen, 225-timers-reglen, introduktionsydelsen m.v. blev § 28 a i integrationsloven ophævet med virkning fra den 1. januar 2012, jf. § 2, nr. 17.

Det foreslås på den baggrund at tilpasse reglerne i ligningslovens § 7, nr. 9.

Til nr. 2

Forslaget er en lovfæstelse af en praksis.

Det er i ligningslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., fastsat, at udgifter, der er fradragsberettigede efter ligningslovens § 9, stk. 1, § 9 B, stk. 4, §§ 9 C og 9 D (befordringsfradrag), i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere, i det omfang de nævnte udgifter overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes i den danske indkomstopgørelse.

Begrænsningen i ligningslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., omfatter i kraft af henvisningen til stk. 1 i praksis også rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A. Det fremgår således af Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C·A·7.3.1, at fradrag efter ligningslovens § 9 A, sammen med andre fradrag, der vedrører indkomsterhvervelsen i udlandet, ikke kan overstige den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes i den danske indkomstopgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 2.

Det foreslås at tydeliggøre dette ved i ligningslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., at indsætte en henvisning til ligningslovens § 9 A.

Til nr. 3

Efter en praksisændring i 2013, der har virkning fra og med indkomståret 2008, har personer med indkomst, der er objektivt skattefritaget, kunnet fradrage udgifter, herunder til befordring, der vedrører erhvervelsen af den pågældende indkomst, i anden skattepligtig indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Det gælder ud over udgifter til befordring også rejseudgifter, flytteudgifter og udgifter til dobbelt husførelse, jf. ligningslovens § 9 A, § 9 B, stk. 4, § 9 C og § 9 D.

Det er i ligningslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., fastsat, at udgifter, der er fradragsberettigede efter ligningslovens § 9, stk. 1, § 9 B, stk. 4, § 9 C og § 9 D, i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang de nævnte udgifter overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes i den danske indkomstopgørelse.

Der foreslås i ligningslovens § 9, stk. 2, 3. pkt., en regel om, at udgifter som nævnt i 2. pkt., der vedrører udførelse af arbejde, hvorfra indkomsten er objektivt skattefritaget, ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Henvisningen i den foreslåede regel til de udgifter, der er nævnt i 2. pkt., har til formål at afgrænse de udgiftstyper, der efter forslaget ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Forslaget omfatter udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde, der er omfattet af ligningslovens § 9, stk. 1. Det gælder eksempelvis udgifter til flytning, kurser, studierejser og faglitteratur, arbejdstøj samt arbejdsværelse, kontorhold, telefon og computer, når den pågældende udgift vedrører udførelsen af arbejde, hvorfra indkomsten er objektivt skattefritaget. Det gælder også rejseudgifter (kost, logi og småfornødenheder) omfattet af ligningslovens § 9 A. Efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, kan lønmodtagere ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst vælge at fratrække rejseudgifter som nævnt i ligningslovens § 9 A, stk. 1, enten med standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter. En lønmodtager er på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (selvvalgt rejse). Der er endvidere tale om en rejse, når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (tjenesterejse).

Forslaget omfatter endvidere udgifter til befordring efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, (erhvervsmæssig befordring) og udgifter til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads efter ligningslovens §§ 9 C og 9 D.

Fradraget for udgifter til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er som udgangspunkt uafhængigt af, hvilket befordringsmiddel der anvendes, og dermed de faktiske udgifter, som befordringen indebærer. Fradraget opgøres med et beløb, der som udgangspunkt beregnes på grundlag af den normale transportvej mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads ved bilkørsel. Der er ikke fradrag for de første 24 km af transporten. Fradraget for daglig transport mellem 25-120 km udgør 2,05 kr. pr. km og for transport over 120 km 1,03 kr. pr. km (2015-niveau).

Afskaffelsen af fradragsretten for de nævnte udgifter har betydning for personer med indkomst, der er objektivt skattefritaget. Det gælder bl.a. ansatte i EU, EU-Kommissionens medlemmer samt dommere, generaladvokater, justitssekretærer og assisterende referenter ved EU-domstolen, jf. artikel 12 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter. Forslaget omfatter også ansatte i internationale organisationer såsom FN, FN's særorganisationer, NATO, OECD, Verdensbanken, Europarådet m.fl. SKATs Juridiske Vejledning indeholder i afsnit C·F·7·2·2 en oversigt over organisationer, hvor lønnen er objektivt skattefri for den ansatte.

Forslaget omfatter derimod ikke fradrag for udgifter, der vedrører erhvervelsen af indkomst, der skattelempes efter eksemptionsmetoden. Eksemptionsmetoden består i, at dansk skat nedsættes forholdsmæssigt med den del, der kan henføres til udlandet. Det skyldes, at disse udgifter henføres til og dermed fragår i den udenlandske indkomst, inden der beregnes lempelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.5.2.

Til nr. 4 og 5

Ved lov nr. 651 af 12. juni 2013 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder (Konsekvensændringer som følge af lov om socialtilsyn m.v.) blev der gennemført en række konsekvensændringer af lov om social service (serviceloven) som følge af indførelse af lov om socialtilsyn. Blandt andet blev servicelovens §§ 142, 143 og 145 ophævet, jf. lovens § 1, nr. 23. Indholdet af den ophævede § 142 i serviceloven blev i det store og hele videreført i en ny § 66 a i serviceloven. De indholdsmæssige ændringer i den nye § 66 a i serviceloven i forhold til den ophævede § 142 i serviceloven er uden skattemæssig betydning.

Ved en fejl blev en henvisning i ligningslovens § 9, stk. 6, 1. pkt., til § 142, stk. 1 og 2, i lov om social service ikke ændret til § 66 a, stk. 1 og 2, i lov om social service. Heller ikke en henvisning i ligningslovens § 9, stk. 6, 2. pkt., til § 142, stk. 8, i lov om social service, blev ændret til § 66 a, stk. 7, i lov om sociale service. Henvisningen i ligningslovens § 9, stk. 6, 2. pkt., til § 142, stk. 8, i lov om social service er ved en tidligere fejl ikke rettet til § 142, stk. 10, i lov om social service i forbindelse med lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform).

Med forslaget rettes henvisningen i ligningslovens § 9, stk. 6, 1. pkt., til § 66 a, stk. 1 og 2, i lov om social service, og henvisningen i ligningslovens § 9, stk. 6, 2. pkt., rettes til § 66 a, stk. 8, jf. lov nr. 529 af 29. april 2015.

Til nr. 6

Ved lov nr. 1386 af 21. december 2009 om ændring af lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love (Brændstofforbrugsafgift af nye varebiler, ændret registreringsafgift af taxaer og harmonisering af satsreguleringsbestemmelser) blev den dagældende § 2 i vægtafgiftsloven ophævet, og i stedet blev der indsat nye §§ 2, 2 a og 2 c, jf. § 3, nr. 2. Bestemmelsen i vægtafgiftslovens § 2 a er en videreførelse af tidligere bestemmelser i vægtafgiftslovens § 2, stk. 2-4.

Ved en fejl blev der ikke ved lov nr. 1386 af 21. december 2009 foretaget en ændring af henvisningen i ligningslovens § 16, stk. 4, fra vægtafgiftslovens § 2 til vægtafgiftslovens § 2 a.

Med forslaget rettes henvisningen i ligningslovens § 16, stk. 4, 13. pkt., til vægtafgiftslovens § 2 a.

Til nr. 7

Det foreslås, at værdien af privat brug af Marienborg kun medregnes til den til enhver tid siddende statsministers skattepligtige indkomst, såfremt statsministeren tager bopæl på Marienborg. Tilsvarende foreslås i forhold til et andet medlem af regeringen, som råder over Marienborg.

Det er således en betingelse for skattefritagelsen, at den til enhver tid siddende statsminister eller et andet regeringsmedlem ikke tager permanent ophold på Marienborg. Tager statsministeren eller et andet regeringsmedlem permanent ophold på Marienborg, beskattes vedkommende efter regle?rne om fri helårsbolig.

Den foreslåede bestemmelse muliggør, at den til enhver tid siddende statsminister eller det medlem af regeringen i øvrigt, som råder over Marienborg, kan overnatte lejlighedsvist på Marienborg uden at blive beskattet heraf.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.6.

Til § 8

Til nr. 1

Det er i pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, 6. pkt., fastsat, at i det omfang de ufordelte midler ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget ved indkomstårets udgang er ændret, bl.a. som følge af betaling af afgift efter pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 4 og 5, eller § 29 A, stk. 4 og 5, jf. pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6, ses der bort fra ændringen ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

Ved § 6, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto) er der indsat et nyt stk. 2 i pensionsbeskatningslovens § 38, hvorefter stk. 6 bliver til stk. 7. § 6, nr. 1, i nævnte lov trådte i kraft den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013.

Med forslaget rettes henvisningen i pensionsafkastningsbeskatningslovens § 8, stk. 4, 6. pkt., fra pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6, til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 7.

Til § 9

Til nr. 1

Det er i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., fastsat, at når afgiftspligt indtræder som følge af en udbetaling, påhviler pligten den eller dem, der er berettiget til udbetalingen, jf. dog stk. 6.

Ved § 6, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto) er der indsat et nyt stk. 2 i pensionsbeskatningslovens § 38, hvorefter stk. 6 bliver til stk. 7. § 6, nr. 1, i nævnte lov trådte i kraft den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013.

Med forslaget rettes henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., som følge af, at ændringen af pensionsbeskatningslovens § 38 er trådt i kraft, fra stk. 6 til stk. 7.

Til nr. 2

Det er i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6, 4. pkt., fastsat, at stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

Ved § 6, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto) er der indsat en ny bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, om, at opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af afgift som nævnt i § 38, stk. 1, i pensionsbeskatningsloven. § 6, nr. 1, i nævnte lov trådte i kraft den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6, 4. pkt., i overensstemmelse med § 6, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006, at fastsætte en regel om, at den nye bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, skal finde tilsvarende anvendelse, således at stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse.

Til nr. 3

Ved § 6, nr. 3 og 4, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto) er henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 8, og § 49 B, stk. 8, til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 5 og 6, ændret til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6 og 7. Ved § 101, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningsloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) blev pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 5, ophævet, hvorefter stk. 6 blev stk. 5. Og ved samme lov udgik i konsekvens heraf henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 8, og § 49 B, stk. 8, til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6. Der blev imidlertid ikke foretaget ændringer i lov nr. 513 af 7. juni 2006.

Ved § 6, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Opkrævning via én skattekonto) er der indsat et nyt stk. 2 i pensionsbeskatningslovens § 38, hvorefter stk. 6 bliver til stk. 7. § 6 i nævnte lov trådt i kraft den 1. august 2013, jf. bekendtgørelse nr. 577 af 30. maj 2013.

Henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 8, og § 49 B, stk. 8, skal således rettelig kun være til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6. Med forslaget rettes henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 8, og § 49 B, stk. 8, til pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 6.

Til § 10

Til nr. 1 og 2

Ved lov nr. 433 af 16. maj 2012 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, ligningsloven, personskatteloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om boligopsparing (Enklere beskatning af udlodninger fra investeringsforeninger og udvidet adgang til udnyttelse af tab ved fraflytterbeskatning m.v.) blev de dagældende bestemmelser i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9 og 18, ophævet, jf. § 9, nr. 2 og 3. Nr. 16 blev herefter det sidste nummer i personskattelovens § 4, stk. 1.

Ved en fejl blev der ikke foretaget de afledte redaktionelle ændringer i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 15 og 16, som følge af de ophævede bestemmelser i personskattelovens § 4, stk. 1, hvorefter nr. 16 blev det sidste nummer.

Med forslaget foretages de redaktionelle ændringer i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 15 og 16.

Til § 11

Til nr. 1

Der er tale om indsættelse af en notehenvisning i lov om energiafgift og mineralolieprodukter m.v.

Fra den 1. januar 2014 fik Mayotte status som region i den yderste periferi i stedet for at have status som et af de oversøiske lande eller territorier. For at denne statusændring ikke fik utilsigtede afgiftsmæssige konsekvenser, blev det fastsat med vedtagelse af direktiv 2013/61/EU, at EU´s afgiftsområde ikke gælder for Mayotte.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte imidlertid ved brev af 27. marts 2015 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2013/61/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Da anvendelsesområdet for de danske punktafgiftslove henviser til EU´s afgiftsområde, var det ikke nødvendigt at foretage materiel ændring af lovgivningen for at gennemføre direktivet. Det er imidlertid et formkrav, at der indsættes en henvisning til direktivet i loven. Ved en fejl var en sådan henvisning ikke blevet indsat. En sådan notehenvisning til direktiv 2013/61/EU foreslås derfor indsat, således at formkravet iagttages.

Til § 12

Til nr. 1

Der er tale om indsættelse af en notehenvisning i spiritusafgiftsloven.

Fra den 1. januar 2014 fik Mayotte status som region i den yderste periferi i stedet for at have status som et af de oversøiske lande eller territorier. For at denne statusændring ikke fik utilsigtede afgiftsmæssige konsekvenser, blev det fastsat med vedtagelse af direktiv 2013/61/EU, at EU´s afgiftsområde ikke gælder for Mayotte.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte imidlertid ved brev af 27. marts 2015 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2013/61/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Da anvendelsesområdet for de danske punktafgiftslove henviser til EU´s afgiftsområde, var det ikke nødvendigt at foretage materiel ændring af lovgivningen for at gennemføre direktivet. Det er imidlertid et formkrav, at der indsættes en henvisning til direktivet i loven. Ved en fejl var en sådan henvisning ikke blevet indsat. En sådan notehenvisning til direktiv 2013/61/EU foreslås derfor indsat, således at formkravet iagttages.

Til § 13

Til nr. 1

Der er tale om indsættelse af en notehenvisning i tobaksafgiftsloven.

Fra den 1. januar 2014 fik Mayotte status som region i den yderste periferi i stedet for at have status som et af de oversøiske lande eller territorier. For at denne statusændring ikke fik utilsigtede afgiftsmæssige konsekvenser, blev det fastsat med vedtagelse af direktiv 2013/61/EU, at EU´s afgiftsområde ikke gælder for Mayotte.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte imidlertid ved brev af 27. marts 2015 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2013/61/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Da anvendelsesområdet for de danske punktafgiftslove henviser til EU´s afgiftsområde, var det ikke nødvendigt at foretage materiel ændring af lovgivningen for at gennemføre direktivet. Det er imidlertid et formkrav, at der indsættes en henvisning til direktivet i loven. Ved en fejl var en sådan henvisning ikke blevet indsat. En sådan notehenvisning til direktiv 2013/61/EU foreslås derfor indsat, således at formkravet iagttages.

Til § 14

Til nr. 1

Der er tale om en indsættelse af en notehenvisning i vejbenyttelsesafgiftsloven.

Vejbenyttelsesafgiftsloven fastsætter de nærmere regler for registrering, betaling mv. af vejbenyttelsesafgift. Afgiften betales for retten til at benytte det danske vejnet eller visse dele af dette. Afgiften gælder for lastbiler og lastvognstog mv. til vejgodstransport, der har en tilladt totalvægt på 12 tons eller derover.

Som følge af de seneste ændringer af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge køretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer som gennemført ved direktiv 2011/76/EU blev vejbenyttelsesafgiftsloven gennemgået med henblik på at vurdere, hvorvidt direktiv 2011/76/EU gav anledning til ændringer i loven. Det var og er vurderingen, at de relevante ændringer som følger af direktiv 2011/76/EU kan rummes indenfor vejbenyttelsesafgiftslovens nuværende ordlyd. EU-Kommissionen blev på den baggrund notificeret om, at direktiv 2011/76/EU ikke vurderes at medføre ændringer i national ret.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte imidlertid ved brev af 27. november 2014 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2011/76/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Efter en fornyet gennemgang på baggrund af denne åbningsskrivelse blev det konstateret, at vejbenyttelsesafgiftsloven på et punkt ikke opfylder et formkrav til implementering af et direktiv i national lovgivning. Efter normal praksis vil en dansk afgiftslov, der implementerer et direktiv i national ret, således indeholde en notehenvisning til det relevante direktiv samt senere ændringer hertil. Ved en fejl er dette formkrav ikke opfyldt i vejbenyttelsesafgiftsloven. En sådan notehenvisning foreslås derfor indsat i vejbenyttelsesafgiftsloven.

Til § 15

Til nr. 1

Der er tale om indsættelse af en notehenvisning i øl- og vinafgiftsloven.

Fra den 1. januar 2014 fik Mayotte status som region i den yderste periferi i stedet for at have status som et af de oversøiske lande eller territorier. For at denne statusændring ikke fik utilsigtede afgiftsmæssige konsekvenser, blev det fastsat med vedtagelse af direktiv 2013/61/EU, at EU´s afgiftsområde ikke gælder for Mayotte.

EU-Kommissionens Generalsekretariat fremsendte imidlertid ved brev af 27. marts 2015 EU-Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse af direktiv 2013/61/EU. Det anføres i åbningsskrivelsen, at EU-Kommissionen endnu ikke havde fået meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktivet.

Da anvendelsesområdet for de danske punktafgiftslove henviser til EU´s afgiftsområde, var det ikke nødvendigt at foretage materiel ændring af lovgivningen for at gennemføre direktivet. Det er imidlertid et formkrav, at der indsættes en henvisning til direktivet i loven. Ved en fejl var en sådan henvisning ikke blevet indsat. En sådan notehenvisning til direktiv 2013/61/EU foreslås derfor indsat, således at formkravet iagttages.

Til § 16

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2016 og har virkning fra og med samme dato.

For så vidt angår lovforslagets del vedrørende momsgodtgørelse, vil de foreslåede regler gælde for anmodninger om godtgørelse for køb foretaget fra 1. januar 2016 og fremover. Køb foretaget før 1. januar 2016, som søges godtgjort fra og med 1. januar 2016, vil således være omfattet af de regler, der gælder til og med den 31. december 2015.

Det foreslås i stk. 3, at den foreslåede regel i ligningslovens § 9 stk. 2, 3. pkt., om afskæring af fradragsret for udgifter, som personer har ved erhvervelsen af objektivt skattefritaget indkomst får virkning fra og med indkomståret 2016, jf. lovforslagets § 7, nr. 3.

Det foreslås i stk. 4, at forslaget om skattefritagelse af den til enhver tid siddende statsminister eller et andet regeringsmedlems private brug af Marienborg får virkning fra fremsættelsesdatoen. Det vil sige fra og med den 11. november 2015. Derved sikres det, at de ændrede regler får virkning hurtigst muligt.

Da bestemmelsen i den gældende bekendtgørelse nr. 812 af 28. juni 2010 ved dette lovforslag foreslås flyttet til momsloven, foreslås det i stk. 5, at bekendtgørelsen ophæves ved lovens ikrafttrædelse.

Da bestemmelserne i den gældende bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 ved dette lovforslag foreslås flyttet til lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, foreslås det ligeledes i stk. 5, at bekendtgørelsen ophæves ved lovens ikrafttrædelse.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.