L 56 Forslag til lov om ændring af momsloven og forskellige andre love.

(Momsgodtgørelse for ambassader m.v., bemyndigelse til momskontrol af betalingsoplysninger, tilpasning af reglerne om herboende repræsentant for motoransvars- og lystfartøjsforsikringer, tilpasning af adgangen til indhentelse og registrering af oplysninger i Køretøjsregisteret, afskaffelse af befordringsfradrag m.v. for skattefritagne personer m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2015-16
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 10-12-2015

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 10. december 2015

20151_l56_betaenkning.pdf
Html-version

Tilføjelse til betænkning afgivet af Skatteudvalget den 16. december 2015

1. Ændringsforslag

Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Liberal Alliances medlemmer af udvalget har i tilføjelse til betænkning stillet ændringsforslag nr. 2 om deling af lovforslaget, og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3, der træder i stedet for ændringsforslag nr. 1 stillet uden for betænkning.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. november 2015 og var til 1. behandling den 17. november 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 10. december 2015. Lovforslaget var til 2. behandling den 15. december 2015, hvorunder behandlingen blev afbrudt og lovforslaget henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.

Enhedslistens medlemmers ændringsforslag stillet uden for betænkning er under den fornyede udvalgsbehandling taget tilbage og er i stedet stillet til det delte lovforslag.

Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, ALT, RV og KF) vil stemme for det af LA under nr. 2 stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Flertallet indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod det af EL til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) vil stemme for det af LA under nr. 2 stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det af EL til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (LA) vil stemme for det stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse uændret. Mindretallet vil stemme imod det af EL til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling.

Et tredje mindretal i udvalget (SF) vil stemme for det af LA under nr. 2 stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Mindretallet vil stemme for det af EL til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag og vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til det under A nævnte lovforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse uændret.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for afgivelse af tilføjelse til betænkning ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tilføjelsen til betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tilføjelsen til betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (LA), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

2) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af momsloven og forskellige andre love. (Momsgodtgørelse for ambassader m.v., bemyndigelse til momskontrol af betalingsoplysninger, tilpasning af reglerne om herboende repræsentant for motoransvars- og lystfartøjsforsikringer, tilpasning af adgangen til registrering af oplysninger i Køretøjsregisteret, afskaffelse af befordringsfradrag m.v. for skattefritagne personer m.v.)« omfattende §§ 1-3, § 4, nr. 1 og 2, og §§ 5-16.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om registrering af kø-retøjer. (Tilpasning af adgangen til indhentelse af oplysninger i Køretøjsregisteret)« omfattende § 4, nr. 3-5, og § 16, stk. 1.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 7

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):

3) Det under nr. 7 foreslåede § 16, stk. 8, 3. pkt., affattes således:

»Værdien af privat brug af Marienborg medregnes ikke til statsministerens skattepligtige indkomst, hvis statsministerens brug alene udgør ophold og overnatning i umiddelbar tilknytning til statsministerens repræsentative eller øvrige arbejdsrelaterede aktiviteter på Marienborg.«

[Statsministerens skattefrihed for brug af Marienborg begrænses]

Bemærkninger

Til nr. 2

Liberal Alliance vil ikke medvirke til at cementere og udvide SKATs bemyndigelser. Det drejer sig om hjemlerne til SKATs indgåelse af aftaler med private virksomheder om adgang til oplysninger i Køretøjsregisteret og om SKATs udlevering af oplysninger fra Køretøjsregisteret til udenlandske myndigheder. Derfor foreslår LA, at lovforslaget deles i to, hvorved den del, der handler om SKATs bemyndigelseshjemler udskilles i et særskilt lovforslag (B), som LA herefter vil stemme imod ved 3. behandling. Det andet lovforslag (A) vedrørende den øvrige del af lovforslaget vil LA stemme for ved 3. behandling.

Med lovforslaget skabes der hjemmel i lov om registrering af køretøjer til, at SKAT kan indgå aftaler om terminaladgang til Køretøjsregisteret med offentlige myndigheder og private virksomheder vedrørende oplysninger om ejer- og brugerforhold, jf. lovforslagets § 4, nr. 4. Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger til lovforslaget, at det foreslås, at den bemyndigelse, som skatteministeren i dag har til at fastsætte regler om, at forsikringsvirksomheder og nummerpladeoperatører kan opnå terminaladgang til oplysninger om ejer- og brugerforhold m.v. i Køretøjsregisteret, udvides til også at gælde offentlige myndigheder og virksomhedstyper som f.eks. parkeringsvirksomheder, advokater og inkassovirksomheder, genbrugspladser m.v.

Et andet formål med det fremsatte lovforslag er at skabe en hjemmel i lov om registrering af køretøjer til, at SKAT kan videregive oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger til udenlandske myndigheder efter anmodning, jf. lovforslagets § 4, nr. 5. Efter lovforslaget får SKAT adgang til efter en konkret vurdering at videregive oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger fra Køretøjsregisteret til en udenlandsk myndighed. Formålet med denne del af lovforslaget er således efter lovforslagets bemærkninger at fravige skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1.

Til nr. 3

Det foreslås i § 7, nr. 7, at værdien af privat brug af Marienborg kun medregnes til den til enhver tid siddende statsministers skattepligtige indkomst, hvis statsministeren tager bopæl på Marienborg.

Enhedslisten foreslår, at skattefritagelsen for statsministeren begrænses til kun at gælde ophold og overnatning i umiddelbar tilknytning til statsministerens repræsentative eller øvrige arbejdsrelaterede aktiviteter på Marienborg, det vil sige når eventuelle overnatninger har et tjenstligt formål, f.eks. i forbindelse med en overnatning forud for et møde med en officiel udenlandsk gæst på Marienborg den følgende dag.

Dennis Flydtkjær (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) René Christensen (DF) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Britt Bager (V) Merete Riisager (LA) nfmd. Ole Birk Olesen (LA) Brian Mikkelsen (KF) Per Husted (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Thomas Jensen (S) fmd. Jesper Kiel (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock (ALT) René Gade (ALT) Martin Lidegaard (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jonas Dahl (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 56 efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr. Titel

5
Betænkning afgivet den 10/12-15
6
Ændringsforslag til 2. behandling stillet af EL den 13/12-15
7
1. udkast til tilføjelse til betænkning