L 26 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love.

(Ændring af investeringsregler som følge af solvens II, undtagelse af investeringsdel fra lov om offentlighed i forvaltningen, fritagelse for betaling af finansieringsbidrag m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-10-2015

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2015)

20151_l26_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2015)

Beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Ændring af investeringsregler som følge af Solvens II, undtagelse af investeringsdel fra lov om offentlighed i forvaltningen, fritagelse for betaling af finansieringsbidrag m.v.)

(Lovforslag nr. L 26)

Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer i lovgivningen om ATP og LD samt en række mindre tekniske ændringer i andre love.

Hovedparten af lovforslaget blev fremsat og behandlet første og anden gang i foråret 2015, men bortfaldt på grund af valgudskrivelsen. Som et nyt element er indsat et forslag om en udvidelse af muligheden for, at ATP via en udenlandsk dattervirksomhed kan levere forsikringsformidling og andre ydelser, bortset fra formueforvaltning, til visse udenlandske virksomheder.

Lovforslaget har følgende hovedelementer:

- Harmonisering af investeringsreglerne i lov om ATP og LD med de ændringer for større pensionsvirksomheder i lov om finansiel virksomhed som følge af implementeringen heri af Solvens II-direktivet.

- ATP og LD gives mulighed for - i lighed med de øvrige pensionsinstitutter - at investere i bygning og drift af infrastruktur såsom offentlige projekter om broer, veje mv.

- At udvide den personkreds (ledelse og nøglemedarbejdere) i ATP og LD, som skal leve op til egnetheds- og hæderlighedskrav.

- At det i lov om ATP og LD bestemmes, at lov om offentlighed i forvaltningen ikke skal finde anvendelse på fondenes investeringsvirksomhed.

- ATP og LD anses ikke for at være omfattet af § 6 a i lov om tinglysningsafgift og er dermed ikke afgiftsmæssigt ligestillet med andre pensionskasser mv. i relation til afgift for visse koncerninterne tinglysningssager. Det foreslås derfor, at ATP og LD sidestilles med den øvrige pensionssektor i relation til § 6 a.

- At udvide ATP's mulighed for - via en udenlandsk dattervirksomhed - at levere forsikringsformidling og andre ydelser, bortset fra formueforvaltning, til visse udenlandske virksomheder.

- Lov om LD ændres, således at bestyrelsen bliver underlagt den samme regel om fordeling af mænd og kvinder i bestyrelsen, som ATP aktuelt er underlagt. Med reglen sikres der en afbalanceret kønsmæssig sammensætning af bestyrelsen.

- Mulighed for, at virksomheder, der ikke hidtil har været forpligtet til at betale finansieringsbidrag, men som får pligt hertil som følge af en ændring af momsloven, efter ansøgning til ATP kan fritages for betaling af bidraget.

- Herudover foreslås en række enkelte ændringer af rent teknisk karakter.

De tekniske regelændringer i pensionsreglerne skønnes samlet set ikke at have økonomiske konsekvenser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.