L 23 Forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og toldloven.

(Politiets Efterretningstjenestes adgang til oplysninger om flypassagerer i terrorsager m.v. og SKATs håndtering af oplysninger om flypassagerer i forbindelse med toldkontrol m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 21-12-2015

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 21. december 2015

20151_l23_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 21. december 2015

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og toldloven

(Politiets Efterretningstjenestes adgang til oplysninger om flypassagerer i terrorsager m.v. og SKATs håndtering af oplysninger om flypassagerer i forbindelse med toldkontrol m.v.)

§ 1

I lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 4 indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen skal videregive oplysninger om passagerer og besætning på luftfartøjer til Politiets Efterretningstjeneste, hvis tjenesten vurderer, at oplysningerne kan have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.

Stk. 3. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler om, hvordan oplysninger efter stk. 2 skal stilles til rådighed for Politiets Efterretningstjeneste.«

§ 2

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 13. september 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 1573 af 20. december 2006 og senest ved § 8 i lov nr. 1637 af 26. december 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 17 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Virksomheder, der driver trafik med luftfartøjer, har pligt til at give oplysninger om passagerer og besætning på luftfartøjer, som virksomhederne er i besiddelse af, til told- og skatteforvaltningen til brug for udøvelse af toldkontrol samt forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

2. I § 17 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om oplysningsforpligtelsen efter stk. 4, herunder hvordan oplysningerne stilles til rådighed for told- og skatteforvaltningen, og med hvilke intervaller oplysningerne skal meddeles. Der kan endvidere fastsættes regler om told- og skatteforvaltningens behandling af de oplysninger, der modtages.«

3. I § 79, nr. 1 og 2, ændres »§ 17, stk. 1,« til: »§ 17, stk. 1 og 4,«.

§ 3

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.