L 134 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love.

(Implementering af VVM-direktivet for statslige vej- og jernbaneprojekter samt havneprojekter).

Af: Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Transport- og Bygningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2016

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

20151_l134_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

Transport- og bygningsministeren (Hans Chr.: Schmidt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love (Implementering af VVM-direktivet for statslige vej- og jernbaneprojekter samt havneprojekter)

(Lovforslag nr. L 134)

Formålet med lovforslaget er at implementere VVM-direktivet i vejloven, jernbaneloven og havnelovgivningen for statslige vej- og jernbaneprojekter og havneprojekter.

De af Transport- og Bygningsministeriets projekter, der vedtages ved anlægslov, er efter det gældende VVM-direktiv undtaget fra direktivets bestemmelser om gennemførelse af en VVM-procedure. I forbindelse med ændringen af direktivet i 2014 blev undtagelsen ophævet. Det betyder, at der nu skal være implementeret en VVM-procedure for disse projekter i national ret.

Der implementeres derfor i henholdsvis vejloven og jernbaneloven en VVM-procedure for de projekter, der vedtages ved anlægslov. Vejdirektoratet og Banedanmark udpeges i den forbindelse til kompetente myndigheder til at varetage VVM-processuelle opgaver i overensstemmelse med de krav, der følger af VVM-direktivet, frem til Folketingets vedtagelse af en anlægslov. Der vil fortsat ikke skulle meddeles administrativ VVM-tilladelse til disse projekter. Med henblik på at forenkle VVM-reglerne implementeres der samtidig en administrativ VVM-procedure, hvorefter Trafik- og Byggestyrelsen fremover vil være kompetent VVM-myndighed og meddele administrativ VVM-tilladelse til de statslige vej- og jernbaneprojekter, der ikke skal vedtages ved anlægslov.

Endelig kan transport- og bygningsministeren efter bemyndigelseshjemler i henholdsvis lov om havne og lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S fastsætte regler om implementering af VVM-procedurer for havneprojekter i en bekendtgørelse. I disse projekter vil Trafik- og Byggestyrelsen - ligesom i dag - være VVM-kompetent myndighed og meddele administrative VVM-tilladelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.